Dybets Orm
Af Aage Herman von Kohl (1905)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
„Javel!” - sagde Dr. Svarrer, og det gav et Ryk i ham, da Svogeren rakte ham Bindrullerne - „men hvor skal jeg lægge dem?” Han så med sine Øjne, der ikke mere kunne opfatte, hen over Bordet der stod lige foran ham.
Men Dr. Ilja Ssumichin svarede ikke, for han havde allerede bøjet sig igen ned over den store Forbindingskasse.
„Nå!” - Svarrer måtte klemme begge Hænder ind mod Brystet for ikke at tabe Bindene „Så lægger jeg dem her - -”
Men i samme Øjeblik gik der en rullende Stønnen igennem Skibet, og det sang ind til Bunden af hans Knogler, som stod han under en Sværm Telegraftråde i Storm.
Han følte det, som sugede hans Hjerte alt Blodet bort fra Ansigtet - „Det ramte nok, det Skud!” - sagde han, ubevidst, og prøvede på at le lidt - „der blev vi nok ramt, hvad!”
Stålloftet over hans Hovede klirrede, og så gik der det tunge og skrålende Skælv fra en af de store Kanoner igennem Rummets Vægge.
Egetræsdøren blev revet op med et Smæk og en Matros kom ind.
Dr. Ssumichin rejste sig op fra Forbindingskassen, hans blå Øjne så hastigt hen over Marinesoldaten.
„Er der noget i Vejen med Dem?” - spurgte han.
Men den menige gik de fire Skrid frem igennem den lille Gang, der førte fra Mellemdækket ind til Forbindingsrummet, os gjorde Honnør. Over hans Hoved hang de tre elektriske Blus i en Klynge. Fra hans Pande løb der store Dråber af Sved - de lå som smalle Glasstænger, eller sad som Glasvorter på Huden.
„Reservelæge til Kommandobroen!” - sagde Matrosen, mens hans Øjne hoppede - som to skræmte Hundehvalpe - fra den ene af de to Læger til den anden, og vidste ikke hvem af dem Ordren gjaldt.
„Nå!” - sagde Svarrer og hans Ansigt blev blegere end før - „Kommandobroen!? Det er altså mig - - -!” Han greb den lille Forbindingstaske der lå på den smalle Hylde ved Bagvæggen.
„Kom så. Rask!” - råbte han til Matrosen og gik hastigt ud igennem Gangen og fik Døren revet op.
Nogle Marinesoldater kom løbende forbi ham, og han måtte springe til Siden og lade dem passere. Dækket gispede under Braget fra en Kanon der blev affyret tæt ved ham; han følte Skibet duve under Rekylen, og straks efter hørte han den sivende Lyd af Affutagens Stempler, der gik igennem Olien og bragte Kanonen tilbage i Skydestilling.
Uvilkårligt drejede han Hovedet om efter Matrosen der havde bragt Ordren.
„Nå. Kom nu, kom nu, kom nu!” - råbte han og følte det som en Lettelse at have den Anden med sig.
Så var han ved Kommandobroen.
Langt ude til venstre gik de japanske Skibe som en Skare af store, grå, stejlsnudede Hvaler; og fjernt bag dem var der som en Række Fjerbuske af en ny Eskadre, der kom til fra Nord.
Svarrer greb med højre Hånd om det grå Rækværk og løb op ad Trappen, hvor hver af ståltrinene gav en spinkel og spids Klang imod hans Hæle.
- Kaptajn Muravieff sad på en lille Felttaburet, helt tilvenstre på Broen. Hans store, firkantede Hageskæg lå som en bred, brun Silkepude ned over hans Vest. De blanke Knapper sås som Guldbroderier igennem.
„Nå - Gudskelov!” - sagde han og lo halvhøjt, da Lægen kom frem fra Trappen. Svarrer blev stående og stirrede, med sine Øjne der var pågående af Nervøsitet, fra den ene til den anden for at finde den sårede. En bredskuldret Mand med et hvidt Stålskæg stod lige foran ham. Tre fire Officerer vendte Ryggen til; den ene pegede ud med en Hånd der havde en snehvid Handske på - „Javel. Se dér!” - sagde han. - „Det er Togo’s. De kan kende den på Skorstenene!”
„Ja - dér, Deres Højhed! Det er Togo!” - Sagde en anden; han havde højre Hånd i Bukselommen og hans Albue stak bagud og spærrede Vejen for Svarrer - „Og nu vender vi altså og går ind tilhavns igen!”
„Nå - kom så herhen, Doktor!” - råbte Kaptajn Muravieff og vinkede med begge Hænder, som om han viftede sig - „det er her, der er noget på Færde!
Mit højre Ben!”
Svarrer gjorde sig tynd i Maven og kom forbi Albuen, og så gik han udenom en høj, ung Officer, der havde et smalt Drengeansigt med et ganske lille Overskæg, der sad som en Parantes i begge håns Mundvige.
„Undskyld, Deres Højhed!” - sagde Svarrer, mekanisk, og bukkede i Lænderne - „Undskyld, Deres Højhed!” - og igen bøjede han sig for Storfyrsten, der skød en lang Kikkert sammen til den blev til ingenting, og vendte sig om imod den civilklædte Mand.
„Ja!” - sagde Prinsen - „De har Ret, Wereschtschagin! Togo går Syd-Sydvest!
Og så er det fuldkommen rigtigt, at vi søger til Havnen igen!”
Svarrer knælede ned ved Siden af Kaptajn Muravieff, der sad og trak en Mængde røde Tøjflige ud af Såret, der gik som et bredt Hul ind i Kødet over det højre Knæ.
„Sikke noget forbandet Skidt, hvad?” - sagde han - „sådan et nederdrægtigt Uheld! Eet eneste Skud får vi - og så skal del netop blive mig det rammer. Hvad!” - Han blinkede med,Øjnene og lo.
„De ryster nok endnu på Hænderne, en Smule, hvad Doktor?
Det er Ilddåben!” - sagde han lidt efter, og lo igen, mens der løb et Ryk af Smerte over håns tykke Underlæbe.
De andre Officerer talte pludselig højt og i Munden på hinanden, alle sammen. Storfyrsten stod lænet frem i et Knæk over Broens Rækværk, og hans tynde Stemme blev på een Gang skingrende og lang.
„Jo - det går brillant! Det går udmærket!” råbte han og lo pludselig, et Sekund - som en Hund der gøer af Glæde - „Nu er vi udenfor Skudvidde!
Og så haler vi Togo lige ind under Fæstningen!
Hahaha!”
Kaptajn Muravieff løftede Hovedet; af og til gav det et Snup i Knæet på det sårede Ben, som ville det - egenmægtigt - rive sig bort fra Lægens Hænder - „Hvad er der på Færde, Wereschtschagin?” - råbte han og prøvede på at nå Malerens Jakke, for at vække hans Opmærksomhed.
Svarrer havde fået Såret renset for de røde Tøjstumper, der var som Snoge at tage på, og havde vasket det en smule ud.
„Vi må nedenunder, hvis der skal gøres noget ordentligt, Kaptajn!” - sagde han så og løftede Ansigtet.
Men Kaptajnen slog ham på Skulderen.
„Nej, min Fa’r!” - og han lo igen, med sin store Barnelatter der ramlede som en Omnibus - „i Lazarettet får De aldrig Kaptajn Muravieff at se!”
Så puffede han blidt til Lægen og stak sin runde Pegefinger spøgefuldt imod hans Tinding.
„Stram De bare et par Klude rundt om - så går det såmænd nok!” - og han rejste op med det samme, så at der kom en Buket af rødduggede Kødtrevler frem igennem Hullet, som Svarrer havde klippet i Benklæderne.
„Tak, brillant!” - sagde Kaptajnen og smilede, mens hans Kinder blev gustent brune og Smilehullerne lå som to sorte Fordybninger - „Nu går det jo godt igen!”
Svarrer lå endnu på Knæ ved Siden af Stolen. Han samlede sine Ting til sig, os kastede dem bunkevis ned i Tasken. Så rejste han sig op og gik langsomt henimod Trappen der førte ned til Dækket.
„Ja - så bliver der altså ikke mere ud af den Historie!” - hørte han Een sige - og uden at han bevidst kunne forstå Årsagen, følte han det med eet, som havde hans Bryst først i dette Øjeblik fået Evne og Tid til at drage Vejret.
Han blev stående med den venstre Fod på det næstøverste Trin af Trappen, og så sig om.
Ja - der måtte være sket noget, forstod han. Nu lå Japanerne jo til højre Side af Skibet. Og lige fremme, langt forude, sås de takkede og kuplede Toppe af Fjeldene omkring Port Arthur.
Wereschtschagin havde altså Ret: Kampen var forbi. Ja - nu havde han altså fået sin Ilddåb - for første Gang i sit Liv havde han været under Ild!
Han løftede Hovedet og så pludselig at Vejret var så lyst. Han Smilede, så at der en lille Spids nå hver Kind, og gav sig til at nynne.
Langsomt gik han ned ad Trinene. Javel, tænkte han - det var jo ganske vist kun en meget lille Kamp! Det var jo bare det ene Skud, der havde nået dem. Men, på den anden Side - ét Skud, når man var på et Skib, det var dog mindst lig med hundrede på Landjorden!
Ikke sandt - man måtte jo huske, at det er altid en forbandet Følelse at vide, at man har så og så mange hundrede Favne Afgrund under Benene på sig!
Ja - han havde været lidt nervøs!
Muravieff havde nok også sagt, at han rystede en Smule på Hænderne!
Men ellers havde han vist været nøjagtig ligesom alle andre - ikke sandt, lidt nervøs, ja, javel, men - - -
På Mellemdækket stod Mandskabet stadig ved Kanonerne. De var opstillede i små Halvkredse om hver Affutage og havde Hænderne på Ryggen. Da Svarrer gik forbi, drejede de Hovederne og så efter ham, med deres uvilkårlige Soldaternysgerrighed. Deres skæggede Barneansigter smilede allesammen.
Svarrer lo til dem og slog Bådsmand Erritsch på Skulderen.
„Hvordan går det, Bådsmand?” - spurgte han og lod sin Arm stå stift på Erritsch’s Skulderstrop.
Underofficeren samlede Hælene, og der gik et stort Smil over hans Mund, der var nøgen som en Fersken.
„Ja, Deres Velbårenhed - Konen kommer altså ikke til at græde denne Gang!” - og han hvinede og lo; for det var en kendt Sag at Erritsch var slet ikke gift - nej, ikke Spor, han var ovenikøbet en stor hader at alt Kvindekøn; og han roste sig altid af det.
Men Svarrer lo ikke af Bådsmandens gamle Vittighed idag - for der gik, med eet, en dirrende og sød Rystelse igennem ham, og han så for sig - hastigt og I et tindrende Lys - Anna Pavlovna’s store og glade og altid hede Øjne.
Så slog han igen Bådsmanden på Skulderen og lo uden at vide hvorfor, og gik hen imod den svære Dør der førte ind til Forbindingsrummet.
„Nå!” sagde Ssumichin og havde begge Hænderne fulde af Bindruller. Han lagde dem, Række ved Række, ned igen i den store Blikæske der lyste som Sølv - „Nu er den Bataille altså forbi!”
Svarrer lo og gik helt ind.
„Ja!” - sagde han, mens han lukkede Døren efter sig; og han følte igen denne stille Kådhed der kom allerdybest inde fra ham; han stillede sig op foran Svogeren og gned hænderne hastigt og kort imod hinanden - „Nu har vi da endelig noget rigtigt at skrive tit Anna Pavlovna om, hvad!”
Han satte sig op på Bordkanten og dinglede med Benene; hans Øjne fulgte interesseret med Ssumichins Arbejde. Så lagde han med et smæk begge de flade Hænder på Knæene, så ivrigt ned på dem. og strøg dem op og ned langs sine Lår.
„Hør!” - sagde han og lo igen, med denne pludselige Latter der var kommet over ham, siden Wereschtschagin sagde at nu var Kampen forbi - „Hør, sig mig en Gang, du, Ilja, gamle ven. Sig mig, skulle vi ikke gå op på Dækket, en Svip, for at se lidt på Slagets gang.
Der er jo ikke noget at gøre her - hvad?
Hahaha!”
Ssumichin rettede sig op fra Blikæsken og tog sine Lorgnetter af.
„Jo!” - sagde han og trak et Lommetørklæde frem fra sit Ærme og gav sig til at pudse Glassene; han kneb øjnene sammen imens, så de kun var to sorte, frynsede Streger - „det kan vi jo godt!”
Svarrer sprang ned fra Bordet og stillede sig op foran det, med Benene lidt fra hinanden og begge Hænderne i Lommen.
„Nå - ja. Jeg skulle jo rigtignok også skrive til Anna Pavlovna, din Søster!” sagde han og følte ustandselig en intim og hemmelig Glæde ved at tale, og ved at nævne sin Kærestes Navn, og ved at bestemme hvad han skulle gøre og hvad han ville gøre, og hvad han havde i Sinde at gøre. Han følte sig overlegen overfor Svogeren, der tog det hele så fjollet ligetil - „Men et Par Minutter kan vi jo nok give væk!”
Så gav han sig til at fløjte ganske svagt og slentrede hen imod den lille Gang.
„Skal vi så gå op?” - han drejede Hovedet i al Magelighed om mod Ssumichin og var begyndt at fløjte igen, straks efter Ordene.
Men i samme Nu stod del et milehøjt Stålskrald som en Mur op igennem Skibet. Det knaldede hans Høresans fladt til Jorden med et Hyl, og sprættede alle hans Nerver op på langs, som med, en Glassplint. Tænderne sang i Munden på ham, og hans Læber blev stående og truttede ud i Fløjtestillingen. Hænderne stod som Håndtag ud fra Livet på ham. Han blinkede med Øjnene og følte Stål-Gulvet gå som et Hav i Storm under Fødderne på sig.
Ude fra Skibet kom der eet eneste, lynkort Vræl fra de syvhundrede Mennesker, der gav deres Liv fra sig i den ene Lyd; og hans Blod stod med eet - islagt af Skriget - ret op og ned som et rødt Koralskelet inde i Årerne på ham.
Så kom det næste Drøn. Nærmere ved, og dybere. Som blev Bjerge pulveriserede i en Morter af Afgrunde. En Rullen, der trådte som med Kæmpe-Træsko henover hans Nerver, og fik dem til at springe op med et Hvin af Smerte.
Så så han Svogeren stå henne ved Døren i en skrå Stilling, som forsøgte han med al sin Kraft at åbne den.
„Hvad er der!” - skreg Svarrer og løb frem. Det, foer igennem ham: at hvad var der dog sket? Og hvorfor brændte det elektriske Lys endnu? Og hvorfor styrtede Vandet ikke ind? Og hvad bestilte Ssumichin? Hvad var der sket - hvad var der sket - hvad var - -
Så vendte Ssumichin sig om. Fra hans Næse lå der en Skygge-Tip ned over Hagen.
„Ja!” - sagde han og så hen over den andens Skulder - „det er Trappen der er faldet ned over Døren!”
Svarrer åbnede Munden; med eet var der gået en Lettelse igennem ham: nå-åh, ikke andet? Ikke andet end at Døren var spærret!?
Men så forstod han det hele. Forståelsen gik som en Nervekimen igennem ham fra Hovede til Fod - som en hastig, hed, tør Stikken i hver eneste Fiber hele hans Legeme over.
Og lynsnart, uden Ord, i et Spring, kastede han sig frem mod Døren med al sin Vægt.
„Luk op!” - skreg han, og vidste godt at der var ingen at råbe til. Ingen, var der. Ingensomhelst. Døde, sprængte, druknede, knuste, flængede allesammen, ingensomhelst at kalde på.
Og Døren rørte sig ikke.
Svarrer rettede sig op og følte at hans Øjne var blevne blodskudte. Han drejede sig langsomt om mod Ilja, der stod med Ryggen til.
„Luk op!” - sagde han igen, dumpt og tungt, og hans Blikke foer, på en Gang vilde og stive, henover den grå, rejste Ryg der stod dér foran ham - „Luk op!” - Han blev stående, på samme Plet, og hans Øjne gik ustandseligt rundt i det lille Rum: fra de hvidmalede Stålvægge til de tre gule Lys der hang i en Klynge; fra det svære Gulv der var dækket af brunt Linoleum, til Loftet der stod hvælvet som i Ståls Åndedræt.
Så gled der på een Gang en lettende Tvivl igennem ham. Han gik et par Skridt frem og lo ganske lidt.
„Ja!” - sagde han og så endnu en Gang henover det altsammen - „det er jo altså umuligt, ikke sandt. Det må jo være noget Vrøvl. Ikke sandt. Det er jo utænkeligt. Ikke sandt!?” - Han løftede Hænderne og pegede op på de tre Blus, i en rund Bevægelse.
„Der er jo dog ikke elektrisk Lys dernede. Vel? Ikke sandt?
Hahaha!” - og han vovede, alligevel, ikke at søge Svogerens Blik.
Ssumichin løftede Skuldrene en Smule, og Svarrer forstod ham. Han sik et par Skridt frem igen og vidste, først da han følte Træet under sig, at han havde sat sig ned.
„Skibet er altså sunket!” - sagde han, ganske lavt, og undrede sig over at han havde Kraft til at sige disse Ord. Han talte i en Tone der var så spag, som ventede den kun på een eneste Indvending for så at skynde sig at sige det modsatte af før - „Skibet er altså sunket. - Men - - hvorfor er vi to så ikke - -?”
Han gned sig i Hænderne og så pludselig snedigt op på Ilja: Værsgod, ville den snilde Herr Ssumichin måske være så elskværdig at svare ham på dette her simple Spørgsmål: når Skibet var stødt på en Mine og sprængt og sunket, hvorfor var de to så ikke - altså - -
„Kan du sige mig dét?” - spurgte han igen.
Ssumichin svarede ikke. Men Svarrer følte med eet Åndedrættet sidde som en Byld i Halsen på sig, da han så det langsomme og besværlige Blik i Iljas Øjne.
Så løftede han sin højre Hånd og vinkede afværgende.
„Ja - javel. Jeg ved det jo ligeså godt som du! Det har de jo allesammen hylet op om, evig og altid: At vi var skam i Sikkerhed her i dette Rum! Fordi det oprindelig var bygget til Ammunitionsmagasin - Stål, det hele!
Og med Akkumulatorer til Lyset!
Javel. Ja. Javel. Det ved jeg jo nok!” han lo bittert og hånligt, og undrede sig igen over sin Ro.
Svogeren stod ved Siden af ham og havde lagt sin Hånd på hans Skulder.
„Jaja!” - sagde han og havde en stille Stemme, der pludselig fik et eller andet til ligesom at syde og boble inde i Svarrer - „Nå, du - engang skulle vi jo alligevel dø, begge to. Før eller senere, ikke sandt?
Ingen kan leve evigt - vel?”
Vrøvl, tænkte Svarrer og tog sine Øjne til sig - han vidste ikke hvorfor han følte det så magtpåliggende, at skjule denne kogende Fornemmelse for Svogeren.
Vrøvl - ikke leve evigt!!? Hvem forlangte det? Men her - ikke sandt - i sådan et Stålbur, sådan en Jernkasse! Og så: alt det bare fordi Ssumichin altså havde fået den fjollede Idé dengang, at de skulle gå med i Krigen som Læger! He! Hvorfor var Ilja så ikke rejst alene herover, siden han var så ivrig efter at komme i Krig? Hvorfor skulle han absolut slæbe andre med sig? Javel - Ssumichin kunne jo gøre hvad han selv ville; hvem brød sig for så vidt om at han levede eller døde? Men Svarrer havde sin Kæreste, og han havde sine gamle, stakkels Forældre - - og han havde sin Fremtid som Læge, og som Videnskabsmand! -
Der gik med eet en Plan gennem Svarrers Hovede. Han rejste sig op og gik hen til Instrumentkassen, der endnu stod åben nede på Gulvet. Han fandt et Par svære Knive frem og gik henimod. den smalle Gang, hvor Døren sad for Enden.
Han følte en Hånd på sin Skulder og vendte sig uvilligt om.
„Hvad er der?” - spurgte han og hans Stemme lød, som var det en Geværhane der blev spændt.
„Det hjælper ikke noget!” - sagde Ssumichin og pegede ned på Knivene.
„Hvorfor ikke?” - Svarrer vejede de to Klinger i sin Hånd og søgte at regne ud, hvad der kunne ligge bagved Svogerens Ord.
„Fordi Vandet straks vil trænge ind, og fylde hele Rummet, såsnart der bare bliver det mindste Hul i Døren!” - Ssumichin havde igen denne rolige Røst - Svarrer syntes, at der var næsten en Slags Tilfredshed bag den. Men han forstod, at den anden havde forøvrigt Ret i dette her med Døren.
„Javel!” - sagde han så, og måtte gøre Vold på sin Stemme - „men hvem har tænkt på at lave et Hul?
Jeg vil ganske simpelt skære en Fure, forstår du. Javel, en Fure langs hele Fyldingen. Og så gøre den dybere og dybere, til jeg kan trykke det hele ud med Skulderen!”
Han gik ind i den lille Gang, der akkurat var bred nok til at han kunne stå derinde; den ene Kniv lagde han som Reserve i sin Lomme - med den anden begyndte han at skære i det hårde Træ. Han forstod straks at det ville blive flere Timers Arbejde, førend han var kommen så vidt, at han kunne sprænge Fyldingen.
„Sig mig!” - sagde Ssumichin, langsomt - „og hvor længe tror du så, at der er Luft nok til to Mennesker, i dette her Værelse, siden at Døren er lukket?”
Svarrer holdt op med at arbejde og vendte sig med et Sæt om imod Svogeren: ja, Ssumichin havde Ret - de havde jo regnet det ud, forleden, at hvis Døren blev lukket, så havde denne Kasse til Værelse ikke Luft til mere end et Par Timer, for to Mennesker. Det var Følgen af at lave et Ammunitionsmagasin om til Forbindingsstue! - Og de kunne kun arbejde een og een inde i den smalle Gang! Og det var meningsløst at tro, at det ville nåes på mindre end tre-fire Timer!
Han syntes allerede at Luften var bleven tungere i de Sekunder, der var gåede siden Iljas Ord.
Så lo han lidt, og puttede Kniven langsomt i Lommen, uden at lukke Bladet i.
„Ja!” - sagde han og lo hvast - „Du har Ret. Færdig. Javel. Forbi. Haha!”
Han gik ind i Rummet igen og kastede sig på en Stol. Med venstre Hånd trommede han gemytligt på Bordpladen. Han havde trukket Brynene tæt ned over Øjnene og ustandseligt rugede hans Tanker - der lå blødende og skælvende som under et Nævetag i hans Hjerne - ustandseligt famlede hans Tanker rundt om denne Sætning som Svogeren havde sagt: og hvor længe tror du at der er Luft nok til to Mennesker, i dette her Værelse - og hvor længe tror du at der er Luft nok til to Mennesker - til to Mennesker - til TO -
Så løftede han Hovedet. Ssumichin stod igen ved Siden af ham og havde lagt sin Hånd på hans Skulder. Det gav et ganske svagt Ryk i Svarrer, som ville han flytte sig bort, men den anden lod sin Hånd blive hvor den var.
„Ja, du!” - sagde han så, ganske langsomt - „Ser du - enten må vi altså begge to dø - eller også - -” Han tøvede et Øjeblik, og hans Hånd blev ligesom tungere.
Svarrer sprang op.
„Hvad mener du? Hvad mener Du? Sig det rent ud - bare ikke disse her Omsvøb: enten må vi begge to - eller også - -!?” - Han var sig bevidst, at hans Iver var kun hyklet, og hemmeligt skottede han over til Svogeren, der ufravigeligt havde dette underlige, rolige Ansigt. Svarrer stak Hånden i Lommen og følte med eet, at Kniven lå åben dernede.
„Hvad mener du så?” - spurgte han, lidt roligere, og tog sine Øjne bort fra den anden.
„Vi kunne jo trække Lod!” - sagde Ssumichin og drog Vejret dybere end ellers; hans Blik var gledet en Gang hen over Svarrers Ansigt og så lukkede han Øjnene et Sekund - „ikke sandt - hvorfor skal vi absolut være så heroiske?
Vi kan jo trække Lod - når vi ikke er mere end een hernede, så er der jo dog Håb om at kunne få Tid til at sprænge den Dør!
Ikke sandt?”
Svarrer slap Kniven og trak Hånden op af Lommen.
„Som du vil!” - sagde han og satte et gnavent Ansigt op; han vidste ikke hvorfor, men han ville ikke lade Ilja se den Glæde, der med eet var stået op i ham. „Jeg kunne jo tage et Par Tændstikker, ikke sandt. Hvis du da synes?”
Ssumichin lo ganske sagte, med en lille og hvislende Latter, der gjorde Svarrer underligt harmfuld og forvirret. „Ja!” sagde han og blev ved med at le - „tag du bare et Par Tændstikker!
Vi kan jo sige, at den der trækker een uden Hovede, han skal væk!” - Og dermed stak Ssumichin begge Hænder i sine Jakkelommer og gjorde omkring, så han stod med Ryggen til.
Svarrer fik en Æske Tændstikker frem. Han raslede længe med den, inden han nåede at få de to Stikker op. Men der var ikke et Sekunds Tøven eller Uklarhed i hans Hjerne straks i samme Nu, hvor Ssumichin havde foreslået dette her med Lodtrækningen, var der dukket en Plan op i hans Hovede. Hvorfra den kom, vidste han ikke rigtig. Det forekom ham bare, at det var, som lå der - enten her nede, hundrede Favne under Dagen, eller også dybest inde i hans Hjerne - en eller anden selvvirkende Mekanisme, der både havde givet ham denne Plan og Viljen til at udføre den. Og så knækkede Svarrer, hastigt og sagte, Hovederne af begge de to små Træstykker, og så gemte han de afbrudte Ender i sin venstre Hånd.
„Værsgod. Klar!” - sagde han og kunne selv høre en vag Triumf i sin Stemme - „Alt klar!”
Ssumichin vendte sig om. Hans Ansigt var så roligt, at det gav et Gisp i Brystet på Svarrer.
„Nu gælder det rigtignok om, hvem der er den heldige!” - sagde han og søgte at gøre sin Stemme feberhed som af Spænding.
Ssumichin lo igen med denne sagte og ligesom viljefødte og sikre Latter.
„Ja!” sagde han så, og hans Mund blev pludselig ganske rolig - „der afhænger rigtignok meget af dette Øjeblik!”
Et Sekund tøvede han endnu, uden at løfte sine Øjne imod Svarrer - og det var som om der gik en Frysning gennem hele hans Skikkelse. Så strakte han Hånden op imod de to hvide Spidser, der sad som ganske små, blottede Tænder imellem Svarrers Fingre.
Han tog fat i een af dem og trak til.
„Nå!” - sagde han -og det stod klart for Svarrer, at Ssumichin havde sagt denne Sætning, endnu inden han havde fået draget sin Tændstik helt frem - „så var jeg altså den uheldige!”
Svarrer stod uden at røre sig - ja, tænkte han, det var jo i Grunden dumt, at han havde knækket begge Hovederne af. Det havde slet ikke været nødvendigt - ja, Svogeren havde virkelig Ret: han havde såmænd altid været uheldig., denne Ilja, ligegyldig hvad han så tog sig for! Om der så havde været ni Tændstikker med Hovede, og bare een eneste uden, så havde Ssumichin ganske bestemt fået fat i denne ene!
Svarrer lod den Tændstik, der var tilbage i hans Hånd, falde ned på Gulvet, uden at tænke over det førend det var sket - og så gav det et Krampesting igennem hans Bryst; og han stirrede forvildet, måbende, harmfuld mod sig selv ned på den lille hvide Pind, der ligesom blev større på det brune Gulv.
Men Ssumichin stod allerede med Ryggen til, bøjet over Instrumentkassen, og rodede i den med begge Hænder. Det gav små Klir og Smæld.
„Brug nu Tiden godt!” - sagde han, uden at vende sig om, og Svarrer hørte det lille Knæk, da han åbnede en Kniv - „og hils dem allesammen derhjemme. Og hils Anna Pavlovna og sig, at hende tænkte jeg allermest på!
Hører du!”
Svarrer syntes, at Ssumichins Stemme var bleven så tyk.
„Nå - ja. Naturligvis!” - sagde han, og det var som om Navnet Anna Pavlovna sad som en flængende og blødende Byld ved hans Hjerte. Og derfor ventede han utålmodigt på at den anden skulle besørge Resten: der var virkelig ingen Tid at give væk - „Naturligvis hilser jeg dem fra dig! Det behøver du ikke - -”
Men det var som om Ssumichin slet ikke hørte hans Ord. Han havde rettet sig op - stadig med Ryggen til - og stod og stirrede frem.
„Ja!” sagde han, og Svarrer syntes at han var en halv Time om at sige den Sætning - „hils især Anna Pavlovna!
Hun holder meget af dig!” - og han drejede, en Hundrededel af et Sekund, sit Ansigt om imod den anden, og det var gråligt hvidt.
Så nikkede han, en eneste Gang, og straks efter hørte Svarrer en dyrisk, rallende og kvalmende Lyd. Ssumichin satte den venstre Fod et lille Skridt frem, og så faldt han, næsegrus, med to dumpe Brag, først ned på Hjørnet af Instrumentkassen og så på Gulvet.
På Væggen, lige udfor det Sted hvor hans Hals havde været, var der en stor, ligesom sprængt Plet - som havde en spøgefuld Malersvend, med en tyk Pensel, tjattet en Klat rød Farve ud dér.
Svarrer måtte gribe fat i Bordkanten, og et Øjeblik stod han, med ravende Sanser, og havde Øjnene klæbede fast til den grå Skikkelse der lå og flimrede i Krampe derhenne.
Ssumichins venstre Hånd ligesom haltede en Gang henover Gulvet, så lå han stille.
„Ja!” - sagde Svarrer, halvt højt, og blev ved at stå bøjet frem og stirre derhen - „han er død!”
Men i samme Nu havde Havbundens Årtusindstilhed, som med en svampet Hånd, grebet ham i Struben bagfra. Lydene fra hans Blod rejste sig som Klipper op over den milestore Tavshed. Og gennem Rummets Stålvægge sivede der, usigeligt uden Lyd, en slimet og nubrende Kulde ind over hans Hud.
Han hørte sit Hjerte slå og mærkede de skarpe og tunge Pulsslag i sine Tindinger, som stod han i et Kirketårn hvor Klokkerne klemtede. Og så skreg han, det samme Råb som før:
„Luk op!” - hans Stemme rejste sig og sank sammen i de to Ord, som var den en Hund der bliver slået for Panden.
Men så krummedes han ned, for han så for sig, hvordan hans Skrig væltede sig afsted til alle Sider igennem Vandet, der blev ved at vige bort under Lyden og ikke nogensinde ville lade den standse.
Og han blev stående, knækket fremover i Hofterne, og med lang Hals og følte det, som havde Lyden slået sine Negle i hans Hjerne og halede den ud med sig i lange Taver, for ikke at blive alene.
Han mærkede, hvordan Fibrene blev spændte, indtil de klang i Vandets Kulde - og så sprængtes de, een efter een. Og da den sidste var bleven revet over - ligesom med et Klinger af en Knivsæg - var der, med eet, ganske lydløst rundt om ham.
Så rettede han sig op med et Ryk - drevet uden at ane det, af en eller anden Drift der sad i ham - og gik hen til Døren med Kniven i sin Hånd. Hans Ansigt hang, som en kalket Klud, nedenunder hans sorte Hår.
Med begge Hænder tog han fat om Knivskæftet, og begyndte at føre Klingespidsen ind imod Træet, der gav en spragende Lyd under Stålet.
Luften var tyk og betændt, og der var en oversød Smag af Blod om ham. - Igennem den flade Dunst kunne han skelne den bitre Syreånde fra Akkumulatorerne, der stod inde under Bænken og holdt Lyset vedlige.
Han stod, med Fødderne langt fra hinanden, bøjet ind imod Døren, og hans Skygge lå i en urolig Klynge - som en Hund under onde Drømme - nede på Gulvet.
Træfliserne spræsede af og faldt ned, eller de sad som brunlige og blanke Modhager ned langs Rillen som han gravede.
Han kom til at skære sig i den venstre Hånd, men følte det ikke. Først længe efter så han tilfældigt, at Splinterne var røde Så standsede han i sit Arbejde, og stirrede måbende ned på Gulvet. Med eet rettede han sig op, der røg et Hyl igennem hans Nerver - og så skottede han hen til den store, røde Plet på Væggen bag ham.
Der gik lang Tid inden hans Hænder gav sig til Arbejdet igen og påny sprang op og ned langs Døren. Han støttede Panden mod Fyldningen, der var kold som en Isplade, af Vandet derudenfor. Åndedrættet gik som en Skrabeske i hans Hals. Og Minutterne silede, eet efter eet, som Syrepletter ind i Hjernen på ham.
Så standsede han, tilsidst, og rettede sig langsomt op. Lidt efter lidt følte han det som kom hans Liv - milelangt borte fra - ad smertefulde og skærende Veje listende ind i ham igen. Han prøvede på at dreje Halsen og se sig om - Ja, han var færdig. Rillen i Døren var klar. Hele Vejen rundt langs Fyldingens Kant var der gravet en Rende ind i Træet, så at der kun behøvedes et Skuldertryk for at sprænge Vejen fri.
Han følte i sine Lunger, at Luften var som Blystænger at suge ind. Arbejdet sad som en Stålspids i hans Ryg, ovenover Lænderne.
Han vendte sig ind imod Rummet og så hen mod det Hjørne, hvor Ssumichin lå; og på een Gang opstod der en hed og sød Rørelse inde i ham; ja, der lå hans Svoger henne! Og han var død. Han havde selv dræbt sig! Men - jo, han skulle nok huske at hilse Anna Pavlovna. Ssumichin kunne være ganske rolig. Det skulle være det allerførste han giorde. Ja - det allerførste! - når han kom hjem, altså!
„Alting er klart!” - sagde Svarrer, og kunne selv høre sin Stemme, den var ganske stilfærdig, og ligesom så blød - „alting er klart. Der behøves ikke andet end et Skuldertryk, så er Døren åben. Bare at kaste sig, med al Kraft, lige ind mod Døren, så er Vejen klar.
Og så hilse Anna Pavlovna!”
Svarrer så ned og iagttog, at han havde taget sit Lommetørklæde frem og var ved at gnide Hænderne rene. Han løftede den højre op imod Lyset for at se bedre. Et Øjeblik kom han til at smile over sin Tankeløshed, og så gik han hen til Forbindingskassen, hvor der var Borvand og Karbol. Undervejs støttede han sig til Bordet og følte sine Ben som om de sov. Ja, tænkte han, det var jo heller ikke så underligt, oven på dette her Arbejde. Men nu var alting jo også klart - der manglede bare det, at en eller anden satte Skulderen til og smækkede Døren ind. Så var Vejen beredt. Så kunne han gå hen og hilse Anna Pavlovna!
Han satte sig ned på Kanten af Instrumentkassen og strakte sine Ben ud..fra sig. Det var, som var hans Knogler lumskeligt betændte, eller som havde Blodet sivet sig ind i Benvævene og gjort dem til Brusk. - Det var egentlig en rar Følelse, oven på Trætheden - sådan en fløjelsagtig eller grødlignende Fornemmelse, syntes han. Og Arbejdet var jo forbi - alting var i Orden! der manglede bare at Anna Pavlovna skulle sætte Skulderen til den Dør!
Svarrer strøg sig engang over Øjnene og vidste ikke rigtig, om det var Lågene eller Fingrene der var så tykke. En af Delene vejede for meget - og det gjorde så godt at lukke Lågene til. Og der var jo Tid nok. Anna kunne ikke være her med det samme, det kunne ingen forlange - - og ellers var alting klart!
Der gled en langsom og lunken Vægt ned over ham - først over Ansigtet og så over Brystet; noget der gjorde ham det vanskeligere at trække Vejret på rette Måde. Han bestemte sig til at løfte den højre Hånd for at skubbe dette her bort. Men så så han, at det var jo Anna Pavlovna. Han tænkte et Sekund på at rejse sig op og sige til hende, at Ssumichin havde jo bedt ham så meget om at hilse hende fra ham. Men hans Ben lå så godt, og så nænnede han ikke at forstyrre dem. Han nøjedes med at slå en Smule ud med Hånden - og derved gled han ned fra Kassen som han sad på.
„Ja!” - sagde han, og undrede sig vagt over denne Bevægelse - „Alting er klart. Hilsen fra Ilja!” - og så tog han hendes Hånd ind imellem sine og gav sig til at stryge sagte henover den.
Men det var som raslede der en ganske langsom Kulde ud fra hendes Fingre. Først følte han den i sin Hånd, og så bugtede den sig som en Vandslange, op langs med hans Arm og nåede gennem Halsen ind til hans Hjerne. Han blev ganske kold på Indersiden af sine Øjne, og så lukkede hans Låg sig på med eet. I det samme vidste han igen hvor han var. Han rettede sig op i Sædet og så, at det var Ssumichins Hånd han sad med. Der var en tynd Guldring på den lille Finger - det var som Ringen på et Dørhængsel, syntes han.
Så gik Livsviljen som en Fakkel igennem ham, og hans Blod brusede op, indtil det surrede som en Mølle i Ørene på ham. Han rejste sig op i et Spring og løb hen til Bordet. Hastigt - følgende den Plan som et eller andet inde i ham havde lagt allerede for Timer siden - hurtigt tog han med begge Hænder fat om Blikkassen, hvor de steriliserede Bind lå. Han rev Låget op og rodede Indholdet ud, hulter til bulter. Så lod han Fingrene glide hen over de røde Gummilister - der sad som Læber om Kassens Åbning - for at føle, om de sad fast, så at de kunne lukke hermetisk som de skulle. Han klemte Låget til igen og spændte Remmen, der gik ind i Håndtagene, fast til sine Skuldre, så at Kassen hang som et stort Svømmetornyster på hans Ryg.
Han stillede sig op mod Rummets Bagvæg, stemte den højre Fod derimod, følte sine Lunger suge Vejret dybt til sig, og i to Spring kastede han sig, med højre Skulder forrest, ind imod Døren.
Stødet ligesom slog hans Hjerte fladt, og der bulnede en knagende Smerte ud i Skulderen på ham. Men Døren rørte sig ikke.
Igen løb han hen til Bagvæggen og ville forsøge en Gang til. Men i samme Nu sprængte Trykket derudefra Fyldingen ind. Det gav en bragende Fræsen. Selve Stålrummet gjorde et Hop opad, som for at give Luften fra sig. Et lille Klinger af Glødelamperne der sprang. Så havde Vandet fyldt det hele, og rev alt hvad der var derinde, med sig ud i en kogende Hvirvel.
Et Sekund stødte han sammen med et eller andet og slog til alle Sider. Han mærkede Opdriften som en Luftboble under sit Hjerte. Så gik der som en Istap af frisk Luft igennem hans Lunger, og han forstod, at nu var han kommen op til Overfladen. Han pjaskede med Armene og så at det var lys Dag endnu. Stumper af et Bord flød på Vandet tæt ved ham. Han blev omspændt af en stor og salig Træthed, og så lukkede hans Øjne sig til, uden at han vidste det. - - -
Dr. Svarrer - min fordums Skolekammerat - har selv fortalt mig alt hvad der var hændet ham ombord på „Petropavlovsk”. Men det er først gennem et Par Måneders Arbejde, at det er lykkedes mig at få skelnet imellem de Begivenheder der virkelig havde fundet Sted - og dem er det, jeg har gengivet ovenfor - og de der kun eksisterede i hans Hjernes Feber.
Og jeg har kaldt denne Beretning for „Dybets Orm”. Fordi jeg forstod: at Bevidstheden om det han havde begået dernede på Havbunden udenfor Port Arthur, den blev ved at leve som en uudryddelig Gift, eller som en Øgle, inde i hans Hjerne. Og den drev ham tilsidst - netop selve den Nat, hvor han fortalte mig det altsammen - til at udføre en ny, ganske lignende Handling. -
Det er idag omtrent et Fjerdingår siden, at jeg en Aften var gået ind i den store Hotelrestaurant på Rådhuspladsen. Jeg var lige kommen indenfor Døren, så var der een der greb mig i Ærmet. Jeg drejede Hovedet og så at det var Svarrer.
I sin Tid havde vi været en hel Del sammen, han og jeg. Men så gik jeg på Officersskolen, og han studerede til Læge, og vi traf ikke mere hinanden. I fjor Forår hørte jeg, at han var bleven forlovet med Frøken Anna Pavlovna Ssumichin, der var Datter af den tidligere, russiske Gesandt her i Byen. Og det blev sagt mig, at Svarrer og hans Svoger - gennem Familieforbindelser i St. Petersborg - havde fået Tilladelse til at gøre et halvt Års Lægetjeneste i Manchuriet. Når han kom hjem skulle Bryllupet stå. -
„Hør! Hermanns!” -. sagde han, da jeg vendte mit Hovede imod ham; han havde rejst sig op fra det lille Bord han sad ved, og lod sin Hånd blive liggende på min Skulder - „Goddag. Det var morsomt at se dig.
Det er min Kone!
Og min Ven Hermanns - du véd!
Sæt dig nu ned hos os. Der er ingen andre Pladser at få. Her er altfor mange Mennesker!” - Han vendte sig om og fik fat i en Stol, imens jeg bøjede mig for at hilse på hans Hustru.
Fru Svarrer nikkede, og der gik, et Sekund, et ganske lille Smil over hendes Mund, der var stor og fuld og rød i hendes blege Ansigt, hvor det sorte Hår sad i en Frisure langt ned over Panden.
„Jeg kender så godt Deres Navn, Herr Hermanns. Min Mand har talt om Dem. Jeg har også læst et Par af Deres Bøger. Værsgod, vil De ikke sætte Dem ned!” - Hun talte hastigt og ujævnt, og hendes Øjne blev ved at glide bort fra mig - som kunne de ikke engang et Sekund undvære Synet af hendes Mand.
Svarrer hjalp mig Frakken af.
„Jeg er jo kommen hjem for et halvt Årstid siden!” - sagde han og hængte mit Tøj op på Knagen bag Bordet - „jeg var ovre i Manchuriet - og har en lang Historie at fortælle dig!
Sæt dig ned og sig mig, hvad du vil have at drikke - - og om en Timestid går jeg med dig hjem. Jeg har altså noget at fortælle.
Derovrefra - naturligvis!” - Han løftede Hænderne imod mig, som ville han belave mig på, at det var vigtige og hemmelighedsfulde Ting han havde at sige. Og da han tav hørte vi, med eet, Orkestrets Cymbalon rejse sine klingrende og gungrende Stållyde. - „Hør!” - sagde Svarrer og nikkede i Takt - „Hør nu! Sådan lyder det derovre. Sådan lyder Krigen, hele Tiden! Dag og Nat! Som Skrig og Skud! Man glemmer det aldrig!
Jeg véd det ganske bestemt!”
Fruen bøjede Hovedet en Smule, og jeg så at der gik som en Kulde hen over hendes Ansigt.
„Å, du tænker da heller aldrig på andet, end den onde, hæslige Krig!” - sagde hun, ganske sagte.
Han lo og vendte sig pludselig om imod hende. Så strakte han sin Hånd ud og klappede med Spidsen af sin Langefinger på hendes Ærme.
„Ja!” - sagde han og lo igen - „du kommer til at gå alene hjem, i Aften. Så skynder du dig i Seng og lægger dig til at sove. Og drømmer om din Mand.
Ikke sandt, er det ikke sådan man siger?!” - han drejede sit Ansigt mod mig, og blinkede hastigt med det højre Øje, som vendte bort fra hende.
Der gik en vag Følelse af Ubehag igennem mig.
„Jeg kender Dem meget godt fra Gaden, Frue!” - sagde jeg og bøjede mig smilende frem imod hende - „jeg har set Dem tit. De kom så ofte på Kunstmuseet, sidste Vinter?” - Jeg huskede, at jeg mange Gange havde måttet betvinge mig for ikke at vende mig om, når jeg mødte hende, for at se længe efter hendes slanke og rejste Skikkelse, hvor den korte og ganske løse, sorte Kåbe gjorde hendes Hofters og Bens Linie så stærk og fuld.
„Det var inden vi blev gift. Nu studerer hun Renæssancen - og Borgia’erne!” - sagde Svarrer, og sendte hende et hastigt og ligesom pludseligt Blik; først nu lagde jeg Mærke til at han havde Lorgnetter på - og det forekom mig, at hans Øjne var blevne mindre end før; det var, som kunne de ikke tåle Lyset herinde - „nu har vi boet på Landet i nogle Måneder. Det morede min Kone - men ikke mig. Så vi er flyttet her til Byen igen! -
Ja!” - han lænede sig frem og talte igen sagte og indtrængende, som var det en Sag af yderste Vigtighed han fortalte - „Jeg går jo med dig, så skal du høre om det altsammen. Og min Hustru går alene hjem og skynder sig i Seng!”
Fru Svarrer lo ganske lidt - en underlig, ligesom hjælpeløs Latter.
„Å, ved du hvad!” - sagde hun - „du kan da ikke sådan uden videre invitere dig selv hjem til Herr Hermanns. Gå du hellere med mig. Det er slet ikke sikkert at det passer din Ven at have dig i Aften - -!”
Dr. Svarrer lo og klappede mig på Armen.
„Hør hvor pænt hun kan ordne det altsammen. hvad?”
„Var det ikke bedre, at vi bad din Ven komme hjem til os en Aften?” - spurgte Fruen, og da hun drejede sit Ansigt ind imod mig, så jeg, at der var som en Bøn i hendes ganske sorte Øjne. Eller måske var det den røde Skærm på Lampen, der stod på Bordet foran hende, der gjorde hendes Blik så fugtigt.
Svarrer lo igen.
„Læg Mærke til det!” - sagde han og rynkede sine Bryn, imens han blev ved at le højt med sin usikre og famlende Latter - „læg Mærke til, hvor ivrig min Hustru er efter at få mig med hjem, hører du. Skulle man ikke tro, at hun havde en eller anden ganske bestemt Hensigt?” - Det gav et Ryk i Fruen, og han skyndte sig at tale videre: „Viser det ikke, at jeg er en god Ægtemand - hvad?
Eller også, at hun er en god Hustru, naturligvis- Ikke sandt?” - Og igen blinkede han til mig.
Der gik den samme Ubehagsfølelse igennem mig som før, og jeg kunne selv mærke at mine Øjne blev kolde, mens jeg så på ham.
„Ja!” - sagde jeg med en kort og tør Stemme - „ganske oprigtigt, du må ikke blive vred, men jeg er nemlig meget træt i Aften, så jeg havde tænkt mig a[ gå tidligt i Seng!”
Der gik en Herre forbi vores Bord, og lod sine Øjne blive hæftende ved Fru Svarrers hvide Ansigt, der så så fremmed ud, under det lave og sorte Hår. I samme Nu bøjede Svarrer sig tæt hen til mig, og satte sin Mund helt op mod mit Øre. „Stille!” - hviskede han og greb om min Arm og knugede den imens han talte - „sig ikke mere om den Ting. Jeg kan ikke gå hjem med min Hustru i Aften. Det er ganske umuligt. Jeg skal fortælle dig hvorfor - bagefter!”
Så rettede han sig op, nikkede betydningsfuldt og afgørende til mig, og vendte Ansigtet om imod sin Hustru. „Så du den Herre der gik forbi og stirrede på dig? Jeg hviskede lige til min Ven, at det er den bekendte Forfatter, som har giftet sig i disse Dage. En gammel Mand, med en ung Kone! De elsker hinanden. Det er henrivende. - Jeg kender ham ikke nøjere! Gør du?” - med et Ryk drejede han sig om til mig. Og først i dette Øjeblik forstod jeg, at der måtte være et eller andet - noget ubegribeligt, noget ufatteligt - som tvang ham til at spille denne Komedie overfor hende. Jeg ved ikke selv mere, om det var en urolig, smertefuld Medlidenhed - eller om det måske kun var Nysgerrighed og Træthed tilsammen - men jeg følte, at jeg havde ikke mere Styrke nok til at nægte ham Lov til at gå med mig hjem. Ganske vist, tænkte jeg: hans Hustru ville åbenbart helst ikke have det. Men, på den anden Side: han skjulte jo også for hende, at det var mere end en løs og tilfældig Idé hos ham. Måske var det rigtigst imod dem begge to, at han gik med mig! -
Et Øjeblik efter skød han sin Stol bort og rejste sig op.
„Nå, min Ven!” - sagde han og stødte let til mig under Bordet med sin Fod - „skal vi så gå? Vi sætter min Hustru op i en Sporvogn. Hun kan køre lige til sin Dør, ikke sandt? Det regner, Stormen hyler, Vejret er slemt!”
Jeg rejste mig op, tog Fru Svarrers Kåbe og hjalp hende den på.
„Lad ham ikke gå med Dem!” - hviskede hun i det samme, hastigt og sagte. Men Svarrer havde alligevel hørt det. Han strakte sin Hånd ud og klappede hende på Ærmet ligesom før - med de yderste Spidser af sine Fingre.
„Læg Mærke til det!” - sagde han til mig, og jeg følte at der lå en feberkogende Alvor bag hans Stemme - „læg vel Mærke til, hvor gerne hun vil have mig med hjem! -
Ja - sådan er det at være gift!” - Og han løftede spøgefuldt Hænderne i Vejret.
Der gik et Ryk igennem hendes Skuldre, der var smalle og skrå og styrkeløse som et Barns, og så bøjede hun Nakken bagover og drejede Hovedet, så at jeg, så, at hendes lille Ansigt var bleven ganske hvidt.
„Ved De hvad jeg tror, Frue!” - sagde jeg smilende, mens jeg forsøgte at vise hende, med mit Blik, at jeg mente mine Ord alvorligt - „Jeg tror virkelig, at det er klogt at lade Deres Mand gå med mig hjem. Jeg selv er forfærdelig nysgerrig efter at høre, hvad han har at fortælle. Jeg ryster helt af Spænding - og jeg synes virkelig, at Svarrer er ligeså ivrig!
De skal se: hvis vi ikke får Lov til at udlade os, så bliver vi begge to helt dårlige!”
Hun nikkede til mig og jeg kunne se, af hun havde forstået mig.
„Å!” - sagde hun, og forsøgte af al Magt at smile - „Ja, når det er så slemt, så nytter det naturligvis ikke at sige imod!
Men kom nu ikke for sent hjem!” - hun så et Øjeblik hen til Svarrer og drejede sig så om imod mig igen. - „Lad ham nu ikke blive siddende altfor længe hos Dem!
Vel?”
Vi gik ud af Caféen og måtte løbe for at nå Vognen, der allerede holdt på Stoppestedet.
„Javel. Javel!” sagde han og nikkede til hende; hun stod - som frøs hun - og klemte sine Arme ind til Kroppen og bøjede sig ned over Kanten af Platformens Rækværk - „Skynd dig bare at gå i Seng og læg dig til at sove.
Jeg skal nok ikke komme for sent!
Det lover jeg dig!” - og jeg så - og følte, at også Fruen havde lagt Mærke dertil - jeg så: at han fnisede ganske sagte, mens han sagde de sidste Ord.
Klokken foran gav sin flade Lyd, det ruskede i Vognen, og så kørte den afsted. Jeg blev ved at se efter Fru Svarrers hvide Ansigt indtil Sporet drejede om - så vendte jeg mig om imod ham. Han havde taget sin Hat af og tørrede sin Pande med Lommetørklædet. I Skæret fra Lygten var hans Ansigt bleggult, og alle Trækkene ligesom forvildede.
„Gud være lovet!” - sagde han og greb voldsomt rundt om min Arm. - „Det lykkedes! Gud være lovet!
Spørg mig ikke om mere. Jeg skal fortælle det altsammen. Forstyr mig ikke - jeg må samle mine Tanker.
Når vi kommer hjem til dig, skal du få hele Historien. Fra Ende til anden. Kom så!” - -
Et Par Gange undervejs prøvede jeg på at tale til ham, men han virrede blot med Hovedet og svarede ikke. Og ganske langsomt følte jeg det, som blev mine Nerver smittede af hans Færd; det var i Grunden dumt, det var dumt, det var ufornuftigt af mig at tage ham med mig hjem, tænkte jeg. Hvad var der i Vejen med ham? Var han syg, var han drukken - -?
Og en Tid kom jeg til at mindes, at jeg havde jo læst flere Beretninger om, at Mennesker der havde været med i denne Krig, de havde fået deres Nerver og Tanker ligesom sprængte eller knuste under Larmen og Feberen derovre. Jeg mærkede en dump og tung Uro spænde sig ind over mig og ligesom ruske i alle mine Fibre.
Så var vi ved min Gadedør.
„Hør! - ganske oprigtigt!” - sagde jeg og blev stående på Stentrinet - „sig mig - synes du ikke, at det alligevel er for sent nu!
Oprigtig talt: jeg er meget træt. Og nervøs!”
Men han slog ud med sin Hånd, og jeg vendte mig ind imod Gadedøren og lukkede op.
Han hængte sil Tøj fra sig i den lille Entré, og vi gik ind i min Stue. Jeg pegede på Divanen der står bag mit Skrivebord, rakte ham Cigaretter, tændte selv een og gav mig til at gå op og ned.
„Hvad vil du mig så?” - spurgte jeg tilsidst - og følte selv, hvordan Smitten fra hans Nerver greb dybere og dybere ind i mig. Jeg skelnede det som en vag og grundløs Harme imod ham - „hvad er altså Meningen med dette her?”
Han stod henne ved Vinduet, med Ryggen imod mig. Så drejede han sig langsomt om til mig - og det var som gik der et Skud igennem mig, da jeg så hans lange og farveløse Ansigt hænge som en Fosforplet midt i de mørke, svære Gardiner.
Så begyndte ban at fortælle - alt det som jeg har skrevet ovenfor, om ham og Dr. Ilja Ssumichin. Jeg sad sunket sammen i en Stol, og kunne selv mærke at mine Øjne, måske i et Par Timer uden Afbrydelse, uafladeligt havde været rettede på hans hvide Ansigt. Nu og da løb der som en lang og besvælig Rysten igennem mine Nerver. Og jeg ved nu - bagefter - at der var Øjeblikke, hvor min Hjerne var så lammet af det han fortalte mig, at jeg tilsidst ikke vidste, om det var ham der talte i Feber, eller om jeg selv var syg.
Og da han endte med at sige, hvordan den salige Træthed fyldte ham, da han var kommet op til Havfladen - så ville jeg have Vished, og jeg bøjede mig med eet frem imod ham, strakte en Hånd ud og sagde: „Javel! Men - Ssumichin! Hvad han?!” - og jeg huggede, som med et Stød, mine Blikke ind i hans Øjne.
Han nikkede ganske svagt.
„Ja!” svarede han så - - og jeg forstod af hans Ord, at hans Hjerne kunne ikke mere skelne mellem Sandhed og Feber. - „Ja - naturligvis. Vandet rev ham med ud, sammen med mig. Vi fulgtes ad op. Det var første Gang jeg så ham. -
Anden Gang, det var altså da Japanerne fandt os begge to. Dagen efter. Eller hvornår det nu var.
Den første de så, det var mig. Så halede de mig op og satte mig i Båden og lagde et gult Tæppe over Skuldrene på mig. Det var godt varmt.
Så gav de sig på een Gang til at råbe noget, allesammen, og pegede ud.
Jeg forstod godt, hvad der var på Færde. Jeg rystede på Hovedet ad dem - Nej, sagde jeg til dem - det hjælper ikke noget. Det er min Svoger. Han hedder Ssumichin. Han var Læge - og han er stendød. Han har selv skåret Halsen over på sig!
Det hjælper ikke noget!
Lad ham ligge! -
Men der var ingen af dem der brød sig om, hvad jeg sagde. Og så fik de fat i ham og lagde ham nedenfor mine Fødder. Han lå med Ansigtet nedad, hele Tiden. Hvorfor, det ved jeg ikke!”
Jeg lænede mig tilbage i Stolen, og følte som en Frostknude gå igennem mine Årer.
„Godt!” - sagde jeg, uden at vide mine egne Ord - „det var første Gang og anden Gang!
Men så tredje?”
Svarrer stod og rokkede. Han lukkede sine Øjne langsomt til. Og jeg så at der gik som en hoppende Krampe henover hans Mund.
„Tredje Gang!” - sagde han så, og hans Stemme var på een Gang bleven en anden; han talte ganske sagte og i en Tone, som var der et sygt Menneske der ikke målte forstyrres - „Ja. Jeg ved ikke hvorfor.
Tredje Gang har han ikke vist sig for mig. Men for Anna Pavlovna!
Hører du: han har vist sig for Anna Pavlovna. Han har taget hende fra mig. - Hvornår han har talt med hende, det ved jeg ikke. Men efter at vi var bleven gift, naturligvis.
En Nat, altså - antager jeg!
Og han har fortalt hende dette her med Tændstikkerne, begriber du. For at hævne sig på mig!” - Han standsede med et Ryk, og lukkede sine Øjne ganske langsomt. Hans Stemme blev ved at være hæs og blød - „Ser du!” sagde han, og igen dansede der denne Skælven om hans Mund - „i gamle Dage holdt hun af mig. Hører du: jeg vil sige det til dig, rent ud! Hun elskede mig. Der var ikke den Ting hun ikke gjorde for min Skyld. Hun blev et helt andet Menneske, dengang vi blev forlovede - i alle mulige Ting mente hun sådan og gjorde sådan, som hun vidste, at jeg ønskede det!
Forstår du altså: der er slet ingen Tvivl om, at hun elskede mig. Å, sagde hendes Broder: vi har slet ingen Søster mere, fordi vi har fået en Svoger!
Ikke sandt?!”
Jeg havde rejst mig op og stod ved Siden af ham. Jeg løftede min Hånd op på hans Skulder og forsøgte - nervøst, ophidset, rystet som af en Ild i mig - at sige til ham, at han tog fejl, hun elskede ham jo endnu, det var jo kun en meningsløs Idé af ham, dette her med at Ssumichin havde talt med hende.
Men så blev hans Ansigt lidt efter lidt anderledes - og der kom det samme halvt forvildede og halvt triumferende Smil, som der havde været inde i Caféen.
„Nå!” - sagde han og klappede min Arm med to små Slag - „du skal ikke være ked af det. Alting er lykkedes for mig. Jeg er klogere end hende. Nu skal du høre.
Jeg kom jo hjem, og vi blev gift. Og jeg fortalte Anna Pavlovna hele Historien - undtagen dette her, med at jeg havde knækket begge Hovederne af Tændstikkerne.
Javel, vi blev gift, og jeg havde fået et Kald ude på Landet. Det var rigtig godt, et udmærket Kald. Jeg tjente brillant.
Men der var én Ting: ser du, der var meget langt til By, og derfor måtte jeg også være Apoteker selv. Er du så med, jeg havde et helt Værelse fuldt af Gift!
Dengang var det jeg opdagede, at Anna Pavlovna havde talt med Ilja. Han havde sat hende op mod mig. Hun prøvede at stjæle af Giften. Jeg er ganske sikker på det. Jeg kunne se det på hendes Øjne, hvordan de fulgte mig allevegne. Evig og altid. Hvor jeg så gik, stirrede hun efter mig.
Hvad ser du efter, spurgte jeg. Ingenting, svarede hun, og jeg så, at hun blev hvid i Ansigtet. Men forstår du: „Ingenting”, sagde hun - javel, men vi læger véd at Mennesker ser aldrig efter „ingenting”. Der er altid et eller andet ganske bestemt vi ser efter!
Og hendes Øjne veg ikke fra mig. Når jeg kørte ud på Besøg, så løb hun ned igennem Haven og stod henne ved Hjørnet, oppe på den store Sten, og vinkede efter mig, for at minde mig om, at hun ville blive ved at se mig. Når jeg kom hjem igen, så stod hun allerede ude på Bakken og stirrede efter mig, og holdt Hånden for Øjnene, for at jeg ikke skulle se, hvordan hun så lige igennem mig.
Han havde sat hende op imod mig. Han forlangte, at hun skulle hævne ham på mig. Ikke sandt, begriber du det?”
Han lav et Øjeblik og lænede sin Pande mod Kanten af, min Reol. Så smilede han igen og talte videre:
„Men jeg var jo altså klogere end hun, kan du nok tænke dig!
Godt, sagde jeg en Dag til hende, det er meget kedeligt, men jeg overanstrenger mig herude. Jeg må sælge det hele og flytte ind til Byen. Der er ikke noget at gøre ved dét!
Hun græd jo, forstår du: Å, sagde hun, og her er så Smukt, herude. Og vi boer så godt. Og vi har jo hinanden -!
Hører du: vi har jo hinanden, sagde hun! Og så prøvede hun hver Dag på at stjæle af Giften! Jeg kunne se det på hende!” - Han blev stående et Øjeblik, som var han stivne i den Stilling, hvori han havde sagt sine sidste Ord. Så gik han et Par Skridt frem, satte sig på min Sofaog løftede sit Hoved op imod mit Ansigt, som jeg selv kunne føle var ganske blegt og uden Herredømme over Trækkene.
„Nå!” - sagde han - „så flyttede vi altså. Det er en Ugestid siden og nu er vi hér!”
Jeg havde rejst mig op, som pisket af hans Blik, og gik rundt i Stuen; og under Vægten af alt det han havde fortalt mig, søgte min Hjerne forvildet at finde, hvad jeg skulle sige til dette Menneske.
„Ja!” - sagde jeg, og slog ud med Hænderne, Gang på Gang - „du må jo - - det er jo - Tænk dig dog om!
Forstår du da ikke, at det er jo Sygdom, dette her. Fortæl det altsammen til din Hustru - - Gå til en Læge - -”
„Nu boer vi altså hér” - sagde han og jeg forstod, at han hørte slet ikke mine Ord, følte dem ikke, kendte dem ikke, - „men alligevel tænker hun hele Tiden kun på det samme. Hun slipper mig aldrig af Syne! Aldrig!
Men nu, omsider, i Aften, har jeg fanget hende!
Nu, forstår du: i dette Øjeblik!” - Han lo sagte og trak sit Ur op af Lommen. Jeg havde vendt mig med et Ryk om imod ham, og jeg følte det, som var mit Blod med eet standset og lå som Bly i mine Årer.
„Hvad mener du?” - spurgte jeg, og min Stemme var ganeløs og tør.
„Jo!” - sagde han og så endnu en Gang på Uret, inden han stak det i Lommen igen - „Vi har hver sit Sovekammer, Det er jeg nødt til at have, forstår du nok! I Eftermiddags så jeg, at der var lagt i,. i Kakkelovnen, i mit. Hvorfor det, spurgte jeg hende - men jeg vidste meget godt, inderst inde, hvad Hensigt hun havde. Jeg har længe ventet på det!
Jo, sagde hun, det er så koldt idag!
Forstår du: hun ville altså kvæle mig med Kulos. Det er jo bare at dreje Spjældet om! Ikke sandt; hvorfor skulle hun ellers pludselig finde på at lægge i?
Og jeg klappede hende jo, og lo indvendigt, og sagde, at så skulle der virkelig også lægges i hos hende. Og jeg har selv passet på at det blev gjort og sørget for, at det var næsten brændt ud, inden vi gik!”
Jeg strakte min Hånd ud imod ham, og mit Åndedræt snoede sig, som en Næve, rundt om mit Hjerte.
„Og hvad så?” - spurgte jeg.
Han løftede Hovedet, trak sit Ur frem og prikkede med Fingeren på det runde Glas.
„Nu forstår du nok også, hvorfor hun absolut ville have mig med sig hjem i Aften - ikke sandt!
Men nu har vi vendt op og ned på det altsammen - og i Stedet for, er det os to, der har fanget hende!” - Han gik et Skridt nærmere hen til mig, og satte sin venstre Hånds Pegefinger på min Hage - det var, som gik der en Rysten af Klamhed igennem mig. „Forstår du!” - sagde han - „Ilden var næsten brændt ud, da vi gik hjemmefra. Så drejede jeg Spjældet om inde i hendes Værelse - hun kan ingenting lugte, fordi Ilden omtrent var ude. Hun aner ikke det mindste. Hun lægger sig til at sove. Og så vågner hun ikke mere. -
Kom, nu er Klokken så mange, nu må det altsammen være i Orden. Der behøves kun et Skuldertryk, så sprænger vi Døren. Og så skal vi huske at hilse hende fra Ssumichin!
Kom!” - Han tog fat i min Hånd og gik hurtigt ud i Entréen og trak sit Overtøj på.
Jeg ved ikke selv mere, hvordan vi kom afsted, eller om vi har talt sammen undervejs. Det første jeg husker er, at han vækkede Pigen derhjemme, mens jeg blev stående i hans Entré.
„Hvorfor!” - spurgte jeg, og famlede efter hans Arm. Han stod med Ryggen til mig og tændte det elektriske Lys - „hvorfor vil du have Pigen med. Det behøves jo ikke. Det haster jo. Lad os skynde os - -”
Men han løftede sin højre Hånd og tyssede på mig. Så kom Pigen. Hun var grå i Ansigtet og hendes Hænder rystede.
„Å, hvad er der sket. Hvad er der sket!” - sagde hun og stirrede fra ham og til mig. Men Svarrer vinkede til hende, at hun skulle tie stille, og så gik han foran os ind gennem Stuerne.
„Her!” - sagde han alvorligt, og standsede ved en Dør og nikkede til mig - „herinde er det, at min Hustru sover!”
Han smækkede Døren op og blev stående et Sekund.
„Kom så!” - han løb frem igennem Værelset - „nu lukker jeg et Vindue op, så kan du selv se!” -
Fru Svarrer lå, med Overkroppen halvt udenfor Sengen og Hovedet vendt henimod Kakkelovnen - som havde hun selv søgt nærmere hen til den. Hendes Ansigt, der havde været så hvidt da jeg så hende om Aftenen, havde fået blålige Striber og Pletter. Hendes Øjne stod vidåbne, og det var, som om al Vilje til Livet var veget fra dem, endnu inden hun var død.
Tjenestepigen sank sammen henne på Dørtærskelen og lå, med Hænderne klemt imod Ansigtet, og hulkede med ganske korte, små Skrig. Men Dr. Svarrer støttede den venstre Hånd til Sengens Fodstykke. Han satte den ene Fod lidt frem, tog sit Ur op af Lommen og pegede med det hen på sin Hustru - og imens blinkede han, ligesom henne i Caféen, hemmeligt og betydningsfuldt til mig:
„Se!” - sagde han, og det var, som ville hans Mund på een Gang skrige og le - „jeg sagde dig jo, at jeg var klogere end hun!” - -