Professor Nitobe’s Våbendåd
Fortællinger fra Kampene omkring Tieling

---

Af Aage Herman von Kohl (1906)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

Menig 44 Nitobe mærkede, hvordan Benene på én Gang ligesom sjanglede under ham, og der gik Sveddråber ud på hans Pande med en Fornemmelse, som om de stak Hul igennem Huden - for nu var Løjtnant Inazo kun tre Roder borte, og Korporal Funto fulgte med Lygten lige i Hælene på ham. Der var altså ingen som helst Tvivl om, at Løjtnanten ville opdage Nitobe - og hvad ville der så ske, tænkte Professoren - fik han mon Lov til at være med? Fik han Lov til at . . .

Så var Inazo gået de tre Skridt, og Funto løftede Lygten op, så at Skæret lagde sig som Bronzering på Næsen af 44. Nattemørket stod bag ved Løjtnanten, som kom han ud fra en sort Port

„Hvad Satan!” - sagde Inazo og var lige på Nippet til at tale højt - skønt Kompagniet skulle på Natrekognoscering, og al Højrøstethed var forbudt af den Grund; på højre Side af hans Ansigt lå Skyggen af hans Næse som en Fløjelslap hen over Øjet. Han trak sin ene Hånd op af Kappelommen og gav sin Hue et Puf, så den røg om i Nakken - „skal De også rned, Professor!?”

44 blev ligesom så fed i Tungen; Knæskallerne slog Smut inde i Benene på ham, syntes han.

„Vel, Herr Løjtnant!” - sagde han tilsidst og huggede Geværmundingen ind i Skulderen på sig, så at der faldt små Sneklumper ned fra Kappekraven.

Korporal Funto fnisede henrykt; han havde løftet Lygten lidt højere i Vejret. Lyset faldt over hans Overansigt og skar Munden og Hagen væk, så det lød som kom hans Fnis ud af et Skorstenshul.

„Sese!” - sagde Inazo og gik et Skridt baglæns for at få Plads til sin Forbavselse; han havde set over Skulderen på 44 og fået Øje på den lille Marketender, der havde en Ryg som en Tornyster - „og Kvamasuti er her også! Og i Uniform, min Sandten! Hvad?

Javel. Hvorfor ikke!”

Funto fnisede løs, så at Lygten hoppede som et Gasblus i Træk, og Skyggerne på Sneen lå og vred sig som sorte Slanger. Men Løjtnant Inazo gjorde omkring og gik ud af Geledderne, hen imod Kaptajnen, der stod oppe på Toppen af Bakken og lignede en sort Papirskive på gråt Pap.

Soldaterne rundt om havde hørt at 44, Professoren, og så ham den pukkelryggede Kvamasuti der hørte til Marketenderiet, de ville nok også være med til Natangrebet.

Oro, der var halvanden Alen over Skuldrene, og havde et Hovede på Størrelse som en Appelsin, og altid var så vittig - han stak Næsen langt frem fra sit tykke, grå Tørklæde, der lå som et Grødomslag rundt om Halsen og Hagen på ham, og skelede ned til 44, der havde fået Brillerne på.

„Novra!” - sagde Oro og talte med den Teaterhvisken som alle Vittigheder i Geleddet må siges med; han åndede på Hænderne for at kunne føle dem - „den bier inte go for Russerne i Nat. Nu er der nok kommet Vinduer i det gamle Skur!

Hvaba?” - Han truttede Munden op til Højre Side og trak Øjenbrynene i Vejret.

Og hans Hentydning til Nitobes Briller var så vittig, at Sidemændene glemte deres Fødder, der stod som på Knivsskarpe af Kulde. 87 måtte bide i sin Mundingshætte, og 83 smed sin knyttede Næve ind i Maven på sig selv, så der røg et langt og besk Kvap ud af Munden på ham.

Men Professoren var pludselig bleven så taknemlig over at det var Nat:

„Fjols!” - sagde han om Løjtnant Inazo - der var Student og havde gået til Nitobes Forelæsninger, i sin Tid - og vendte sig om til Kvamasuti, hvor han altid havde Gehør - „og så var den Dreng det allerstørste Fæ på hele Universitetet!” -

Løjtnanten stod henne hos Kaptajnen.

„Nå?” - sagde Chefen og drejede sig om imod ham; han slog Støvlehælene sammen for at ryste Sneen af Tåstødene - „hvad er der så?”

Inazo fortalte, at Professoren og den lille, skruttede Marketender var med i Kompagniet. De ville åbenbart med til Angrebet. Og Kvamasuti var tilmed mødt i Uniform. Det var han minsandten. Uden videre!

Kaptajnen havde begge sine Hænder i Kappelommerne. Under Kasketten så hans Ansigt ud som en Smule Tåge under en sort Klump. Han lo lidt med sin sagte og kildske Latter.

„Oh!” - sagde han så - „ja det går jo ikke. De kan ikke følge med, de to små Skravl. De holder jo ikke ud til det - -”

Inazo begyndte at løfte sin Hånd op til Huen:

„Så skal jeg måske lade dem blive hjemme?” - sagde han, og stod allerede på Hælene for at træde af. Men så slog Kaptajnen ud med Hovedet:

„Nå! Næh! Lad mig!” - svarede han, og gav sig til at vade ned ad Bakken igennem Mørket, der lå som en tyk Dyne ovenpå Sneen.

Nyheden var gået rundt i hele Kompagniet, der stod i Kolonne med kun tre Skridt imellem hver af sine fire Dobbeltlinier. Soldaterne raslede med Patronerne, som de var ved at sætte i deres Tasker. Og imens vendte og drejede de sig i Geleddet for at prøve om de kunne se Professoren. Korporal Funto blev stående i Nærheden af ham med Lygten, for at unde Mandskabet dén lille Fornøjelse.

„Hørte det den Oro sagde?” - hviskede de til hinanden, og fortalte endnu en Gang, hvor vittig han havde været.

Så stod Kaptajnen midt inde imellem de fire Dobbeltrækker. Korporal Funto kom løbende med sin Lygte og holdt den op i Vejret foran ham.

„Stille!” - sagde Chefen og hviskede med sin hvislende Røst, og så drejede han sig langsomt rundt, mens der ikke hørtes anden Lyd end den ganske sagte Knagen af hans Støvler i Sneen - „Jeg skal bruge to flinke og intelligente Folk, på Vejen ind til Hovedposten.

Et Par Folk, der kan tænke sig om, må jeg have!

Hvem melder sig?”

Løjtnant Inazo kunne ikke dy sig og gav et lille bitte Fnis fra: Javel, det var udmærket! Den klarede Kaptajnen godt; Vagt her på Vejen til Hovedposten! Hvor der ikke kom så meget som Skyggen af en Ræv! Haha!

Korporal Funto, der elskede Løjtnanten, fnisede straks med, og så begyndte Mandskabet at forstå det hele. Kompagniet gav en Lyd fra sig, som var det en Sivskov i Blæst - men Nitobe stirrede forvildet ind i Lygteskæret og kunne ikke begribe et Muk af det altsammen.

„Nå!” - sagde Kaptajnen og drejede sig rundt igen, - „hvem melder sig så?”

Men der var ingen, der svarede.

„Jaja!” - Chefen trak begge Hænderne op af Lommen og slog ud med dem, så de lignede et Par store og fortumlede Snefnug. - „Når der, ikke er nogen, der melder sig frivillig, så bliver jeg nødt til at vælge selv.

Jeg tager de første, de bedste!” - sagde han og kiggede sig om til alle Sider; som om det var forfærdeligt svært at finde, hvem han skulle tage. Så standsede han tilsidst.

„Lad os se: sidste Rode på venstre Fløj!” Kom herhen!”

Nitobe og Kvamasuti satte i Trav og kom frem i Lygteskæret. I hvert af 44’s Brilleglas sad der et lille bitte Spejlbillede af Kaptajnen. Han kneb Munden sammen og stod mere end menneskeligt Ret - med Bagdelen og Brystet langt ud, ingen som helst Mave, og Øjnene sad som på Pinde - så han kunne hverken høre, eller se eller forstå af bare Militarisme og Stramhed. Kvamasuti vadede ind på venstre Side af ham og klemte Geværet ind til Skuldren; Mundingshætten stak et helt Kvarter op over Hovedet på ham, og på hans skruttede Ryg lå der et tykt Lag Sne, og dér havde en Kammerat været vittig og havde tegnet et stort „Nr. 0” med Fingeren.

Der gik som en Kryben nede fra Maven på Kaptajnen og prøvede på at liste op igennem Halsen på ham, men han rykkede Brynene ned over Næseroden og så gennemborende prøvende på de to små Skravl, der stod foran ham.

„Hm!” - sagde han og gjorde en lang pause, som vejede han alle deres både Sjæls og Legemes Kvalifikationer, og så nikkede han tilfreds, omsider. - „Jaja!” - han stak en Hånd ud og klappede Nitobe på Skulderen - „jaja! Jer kan jeg bruge! Det var jo heldigt, at det var Jer, jeg fik fat i!”

Så snurrede han rundt på Hælene og blinkede til Løjtnanten,. der havde en sur Smag i Kæbebenene fordi han ikke måtte le.

„Værsgod, Inazo!” - sagde Chefen - „Så snart vi har ladet Geværerne, fører De de to Mand en tre hundrede Meter bort fra Kompagniets Hytte, på Vejen ind til Hovedposten, og udstiller dem dér. De vil give dem den fornødne Instruktion!”

Løjtnant Inazo gjorde Honnør og Kaptajnen løftede Hovedet:

„Kompagni ret!” - sagde han. - „Mundingshætte bort! Afspærring! Se igennem Løbet!” - Der gik et dumpt Smæk, som Suset af en stor Fugl, gennem Kompagniet; og så blev der en hastig, flængende Raslen da Mandskabet rev Bundstykkerne op og løftede Geværerne for at se, op imod Himlen, igennem Løbene.

„La-ad Gevær!” - kommanderede Kaptajnen, og igen gik der den raslende Lyd - som en Stålharken - ud fra Geledderne.

Og Løjtnant Inazo afmarcherede med Nitobe og Kvamasuti og gav dem en lang og indgående Instruks, - imens Kompagnichefen gav Ordre til Delingsførerne om Sikringen under sin Fremrykning. -

„Ved Du hvad!” - sagde Kvamasuti, han og Professoren var alene. De stod og trampede med Fødderne i Sneen for at lave sig en fast Plads at stå på. Tre hundrede Meter bag ved dem sås den lille, sorte Trekant af Læsidens Gavl på Kompagniets Hytte. - „Jeg giver ikke meget for dette her!”

Nitobe svarede først ikke. Dels forstod han ikke rigtig, hvad den anden mente - og desuden var det heller ikke passende, at denne her lille Marketender ikke ville give meget for en Post, som Kaptajnen selv havde sagt at der skulle en intelligent Mand til at besætte. Den Udtalelse havde Chefen altså, selvfølgelig, sine Grunde til.

Men så nænnede han ikke at tie stille tilsidst, for han kunne høre at Kvamasuti trak Vejret meget sagte og forventningsfuldt.

„Ja!” - svarede Nitobe og muflede sine Hænder imod hinanden; Geværet klemte han fast til Skulderen med højre Overarm - „jeg ved ikke, hvorfor Du ikke vil give meget for dette her! Når Kaptajnen selv har sagt, at der skal være en Post her, så - -!”

Kvamasuti kunne ikke rigtig få fat på, hvad han selv egentlig havde ment; det var mere bare sådan en Fornemmelse han havde fået. Og der var jo også noget om, at når Kaptajnen nu selv havde sagt, så - - -

Og Nitobe smilede, i al Stilhed, frem igennem Mørket, over at en Professor var dog altid klogere end en Marketender. Selv om det så var i militære Sager! -

Men - ligesom langt borte fra - hørte de begge to, igennem Sneen der gled ned som små Bylter Papir, den luskende og raslende Lyd af Kompagniet der drog afsted på Rekognosceringen.

Nitobe var Professor i Matematik ved Universitetet i Tokyo. Han og hans Hustru havde rejst i Årevis i Europa. Først var de i Berlin, og dér var det, at han havde begyndt sin lange Studietid, fra Universitet til Universitet.

Hver Morgen stod Fru Nitobe op, og tog en tyk og ulden Kimono på - hvor der voksede en Række af store og ganske blodrøde Blomster op, langs med Skoningen - og så serverede hun Theen.

„Årr!” - sagde Matematikeren hver eneste Dag, og rejste sig op på Albuen og ville til at skyde Bakken fra sig. Hans sorte Hår sad som lakerede Stålpigge og stak ud til alle Sider. - Den The! de laver her ovre!

Lad mig blive fri!”

Men Fruen lå på Knæ på den lille gule og blå Sengeforligger. Hun smilede, så at hendes Øjne forsvandt, og løftede begge sine Hænder - der var som en tiårs Piges - op imod ham.

„Å drik nu!” - sagde hun og bøjede Hovedet på Siden - „Drik! Du må ikke gå ud, uden at drikke!”

Og så følte Nitobe sit Hjerte svulme som en Blomsterknop, og han nikkede til hende og drak Theen, der smagte ham som Tjærevand. Men imens blev hun liggende på Knæ foran ham, og hendes Øjne åbnede sig en lille bitte Smule, så at de sås som en Stålstreng af Blankhed.

Så hældte hun varmt Vand op til ham i det overstore og hæslige Hotelvandfad; og når han var klædt på, havde hun også selv skiftet Tøj - ingen vidste hvornår - og fulgte ham til Universitetet.

Oppe på Stentrappen blev han stående og lod som om han skulle stoppe Snørebåndene ned i sine Støvler - men i Virkeligheden måtte han kigge efter hende, for nu var der mange Timer til han skulle se hende igen.

Og Fru Nitobe gik af Sted henover den store Plads - snøret ind til det halve af sig selv, i sin franske Kjole - med sin Gang der var som en Albatros’s; og det var som sad der en Krog inde i hendes Hjerte og ville få hende til at vende sig om. Men hun gjorde det alligevel ikke, for hun vidste at det passer sig slet ikke for en Hustru, at tro at hendes Mand kigger efter hende, bare fordi hun går fra ham.

Så sad Nitobe derinde i den store og altfor lyse Sal, og glemte alting i en salig og dånende Rus af Tal og x’er og y’er og af Newtons Tilnærmelsesmetoder. -

Et Par År efter rejste de så til England. Undervejs sad Nitobe i Jernbanekupéen og lukkede Øjnene og lod som om han sov. Men Fruen stod ved Vinduet - da hun havde pakket ham godt ind, og lagt en pude under hans Nakke, og én under hver Arm, og havde siddet en Time og smilet til ham, indtil hun troede han var falden i Søvn. Så stod hun ved Vinduet og lod sine sorte Øjne gå hen over Bjærgene der var langt borte, og Træerne der var tæt ved.

Men Nitobe løftede sine Låg en Smule, når hun vendte Ryggen til, og sad og så sit Hjerte til Smil på hende. Engang nåede han ikke at få dem klemt i igen, inden hun drejede sig om.

„Vil Du se ud?” - spurgte hun så og veg til Side fra Vinduet; fordi hun vidste, at det ikke godt, om en Kvinde bilder sig ind, at en Mand bruger sin Tid til at se efter hende. - „Vil Du se ud? Her er så kønt!”

„Lad mig være!” - sagde han og vrissede og skruede sine Øjne til, så der blev tusinde små bitte Rynker i Lågene - „Lad mig være i Fred. Jeg sover. Det forbandede grimme Land!” -

„Ja!” - sagde hun, og skyndte sig at sætte sig ned lige over for ham, og hun smilede med sit Smil, der var så vant til hendes Ansigt, at det kom af sig selv - „Du elsker nu kun Japan!”

Men Nitobe sov allerede. -

Efter London blev det Paris, og Årene gik som en ganske kort og logisk og bedårende Kæde af Bogstaver og Tal. Så tog Nitobe og hans Hustru hjem, og han blev professor i Matematik i Tokyo.

En Gang hver Uge kom Hr. Kurino, der var Fabrikant og en gammel Ven af professoren, hjem til Nitobe’s.

Årene blev ved at gå; og hver Gang der var gået endnu eet, så drillede Kurino sin Ven med, at han var bleven skrækkelig gammel i den sidste Tid.

„Næh!” - sagde han, og lod som om han ikke kunne få fat på et eneste Hår på Nitobes Hovede, og imens blinkede han hen til Fruen - „hvor er Du dog bleven skaldet i det sidste År!”

Og Nitobe, som virkelig meget godt selv vidste, at han var bleven en Smule tyndhåret med Alderen, knurrede og gav sig til at tale om x og y. For dér var det Kurino der ikke brød sig stort om at være med.

Nitobes to Drenge skævede til hinanden, når Faderen begyndte med sine Bogstaver, og så listede de ud af Stuen med forfærdeligt ærbødige Ansigter. Men nede på Gaden hujede de op og kom straks til at skændes om, hvor de skulle hen og more sig.

Så var det at Krigen kom.

Begge Nitobes Sønner meldte sig straks som frivillige. Professoren sagde hverken Ja eller Nej, for det var altfor selvfølgeligt, at de Drenge gik med. Men hans Hustru havde bulne Øjne hver Morgen. Og den Dag, hvor Drengenes Kompagni hørte af Sted med Tog til Sasebo, da gik Nitobe op i Finansministeriets Bygning - der var så hvid i Solen, at han næsten ikke kunne se ud af Øjnene, hverken mens han stod oppe i Kontoret, eller da han var kommet hjem igen derfra - og sagde, at for Fremtiden ønskede han kun sin halve Gage udbetalt, og Resten skulle afleveres i Krigsministeriet.

Men imens stod Fruen, allerbagest i en stor Klynge af violette og røde og gule Kimonoer, ude på Jernbaneperronen, og så med hele sit Ansigt efter de to Drenge. Den ældste af dem stak Hovedet ud af Transportvognens Lem og lod sine Blikke glide meget hastigt henover hendes Ansigt.

Så gav det et langt pift fra Lokomotivet, og alle Kvinderne bøjede sig helt ned til Jorden, imens Toget satte i og kørte af Sted med deres Mænd og Kærester og Brødre og Sønner.

Der var ikke en eneste af alle Soldaterne der vinkede eller nikkede - og der var heller ikke een eneste af alle de små Kvindfolk, der havde ventet dét; for der er ingen, der kan forlange, at en voksen Mand skal gøre sådan noget, bare fordi der står en Kone og ser efter ham.

Men Fru Nitobe havde været i Europa da hun var ung, og derfor vidste hun godt - endskønt hun stod med bøjet Hoved ligesom de andre - at imens Toget blev borte, skælvede alle de violette og røde og gule Kimonoer som var de en Have fuld af Tulipaner i Stormvejr.

„Nå sådan!” - sagde Hr. Kurino og foldede Hænderne over sin Mave, da han kom næste Aften. Ude i Byen havde han hørt - gennem en Mand, der var ansat i Ministeriet, - at Nitobe skænkede Halvdelen af sin Gage til Krigskassen. - „Ja! Er det nu ikke det jeg altid har sagt: Du elsker nu bare Japan! Ja - og så din Matematik, naturligvis!

Men, Du er ligefrem beruset af patriotisme, er Du!” - og han bøjede sig frem og nikkede bestemt, lige op i Ansigtet på Professoren.

„Patriotisme! Patriotisme!” - sagde Nitobe, der var mere arrig end nogensinde før - „Sludder med Patriotisme! Det eksisterer slet ikke! Det er ikke andet end den rene og skære regula de tri!”

„Nå! Vil man nu høre!” - og Kurino skævede hen til Fruen, der smilede til Svar og følte det, ustandseligt, som hang hendes Hjerte i Frost, siden Toget var kørt - „Nå, så Patriotisme er ikke andet end - - Den har jeg ikke hørt før! Måske Du ville være så venlig at forklare mig det lidt nærmere?” - Og han lagde Hovedet på Siden, trak sine Øjenbryn op i Panden og skød sin Mund ud som en Rosenknop - for det var slet ikke hans Mening at vise den anden, at han i Virkeligheden ikke forstod ham.

Men Professoren gjorde sit Ansigt bidsk, for at skjule at han ville netop forfærdelig gerne forklare, hvad han mente.

„Ikke det?” - sagde han og skubbede Hagen frem - „nå, så Du mener at Patriotisme er ikke regula de tri?

Men vil Du så sige mig, hvad Du kalder dét for: at hvis jeg tjener 100 Procent Arbejdslyst ved at være blandt mine Landsmænd - hvor meget vil jeg så give dem, der sørger for at jeg kan blive ved med det?

Nå! Hvad?”

Og Hr. Kurino grinede, og ærgrede sig over, at han ikke selv havde kunnet regne det ud, for at drille Nitobe. -

Så kom Slaget ved Yalufloden, og Professoren var slet ikke til at drille mere; hver eneste Gang Kurino prøvede på det, så lo Nitobe henrykt og syntes at hans Ven var meget vittig. Snart efter var det Beretningerne fra Søkampene rundt om Port Arthur, og så blev det om Slagene ved Kinchau og Wafangou.

Fra Drengene kom der små trykte Brevkort, hvor der ikke stod andet end at de havde det godt, og de levede da endnu.

Fru Nitobe gik omkring, med Kortene inde på sit bare Bryst, og hun lo og græd hver Gang hun gjorde en Bevægelse, for så knirkede det stive Papir. Men Professoren hånede hende, og mange Gange hver Dag sagde han til hende: „Nå! Har Du dem endnu på Maven? Hvad? Lad mig se?” - og han strakte Hånden ud og fik Brevene og så lidt på dem, og lo til han fik Vand i Øjnene - „Ja!” - sagde han så og gav hende Kortene ganske langsomt tilbage - „Dit Fjols!”

Brevene blev ved at komme fra nye Steder. Længere og længere borte mod Vest og Nord. Fra Tachichiao og Liaoyang og Mukden. Men så holdt de op, efter det store Slag dér - hvor Russerne havde flygtet som Får over Heder, og hvor Japans Hære lukkede sig i som Arme, rundt om Byen.

Nitobe talte en lille Smule mere end ellers, i denne Tid; men han ligesom forsludrede sig i det, en Gang imellem. Og hans Hustru kunne godt høre, at hans Stemme var bleven lidt anderledes end før. Kurino drillede ham mere end nogensinde - først havde den tykke Fabrikant tænkt på at holde op med det; men så syntes han, at det ville være som om han altid ville minde Nitobe om det der var sket - og så blev han ved ligesom i gamle Dage.

Fruen smilede, den hele Dag igennem, og gemte andre Ting til om Nætterne, skønt Nitobe var bleven så urolig i sin Søvn i den senere Tid.

Og en Dag kom Professoren meget tidligt hjem fra Universitetet.

„Imorgen rejser jeg!” - sagde han, da de havde spist. Han krøllede sin Serviet sammen, så at Papiret gav en Lyd som af Rør fra sig. - „Der er alligevel ingen af Studenterne der tænker på det de skulle! Det nytter ikke at læse med dem, sålænge den Krig varer.” - Han havde været oppe hos en han kendte i Krigsministeriet - for det havde allerede i lang Tid syntes ham så underligt, at nu var hans Sønner jo døde, og så var det så lumpent, at Familien ikke gav andet end den Smule penge til Krigen; men der var tusinder af Slægter der gav både Mænd og Sønner og Brødre!

„Jeg vil gerne med i Krigen!” - sagde han til sin Ven på Kontoret - „jeg er ganske vist noget gammel; men jeg er jo stærk. Jeg fejler aldrig noget. Kan De ikke sørge for, at jeg kommer med?”

Vennen gjorde hvad kan kunne.

Så kom Nitobe på Session. Underofficererne der stod inde i Afklædningsrummet og holdt Orden, klaskede ham på den nøgne Bagdel, så han tabte sine Briller.

„Nåda!” - sagde de og lo, mens han svømmede omkring på det snavsede Gulv og kunne ikke finde sine Glas igen - „hvad skal din Grønskolling her? Gå han hjem til sin Mor og bliv noget større!” -

Fru Nitobe fulgte ham på Banegården. Og alt det gamle europæiske sprang pludselig frem i dem begge to, da Toget skulle til at gå. Han stak Hånden ud af Vinduet et Sekund og nikkede til hende. Og hun brast ud, og hulkede ganske højt et Øjeblik, med sit gamle og lillebitte Ansigt løftet imod ham.

Så tog de sig i det og ligesom slugte det altsammen, så det blev siddende som en hel Fersken i Halsen på dem. Og de skyndte sig at nikke og se forfærdeligt smilende til hinanden. -

Lige fra det første Øjeblik var professoren en evig Kilde til Grin for Kammeraterne. Oro, som havde været med i Felttoget lige fra første Færd, kiggede op og ned ad ham, da Nitobe havde meldt sig ved Kompagniet.

„Hvaba?” - sagde han og vendte Øret til og lod som om han troede han havde hørt fejl. Han var i Færd med at skifte Bukser og stod med det højre Ben nøgent og låddent og brugte det som Pegepind - „var det Prumfessor du sagde? Det var meget!” - Og han så rundt til Kammeraterne, der havde danset af Grin, lige fra det Øjeblik hvor Oro havde åbnet Munden.

„Hvad Satan!” - sagde Løjtnant Inazo, der havde de nye Rekrutter afsides for at prøve deres militære Kundskaber. Han stod med Sablen under Armen og måtte bruge begge Hænder til at støtte Professoren med, fordi han var ved at falde omkuld af Stramhed, når han stod Ret: - „det er jo gamle Nitobe!

Ud med Brystet!” - og han gav ham et Dunk i Maven - „har Newton ikke også lavet Dem en Tilnærmelsesmetode til at stå Ret?

Hvad?”

Underofficererne nøjedes med at fnise. De var imponerede af hans Professorværdighed; men når han vendte Ryggen til, satte de sig på Hug af Grin og skød Huerne i Nakken for at kunne le ud.

„Omkring!” - brølede Sergent Ithoko, der skulle Øve ham i Vendingerne. Og Nitobe slog ud med Armene, Geværet gled ned fra hans Skulder, og han gjorde omkring til venstre - „Omkring! Omkring! Omkring!” - sagde Ithoko - „De skal jo rundt til den anden Side! Kan De ikke regne dén ud!” - Og han blev pludselig arrig og dunkede sin Geværkolbe mod Jorden.

Nitobe’s Fødder egnede sig ikke til March. Der blev Vabler under dem allerede den første Dag, og så ville de ikke læges mere. Han blev ved at tage det ene Par Sokker udenpå det andet, fordi det var ikke til at få de gamle halede ud af Hullerne. Og det gjorde Støvlerne ligesom lidt blødere i Sålen at træde på, syntes han. Så måtte han jo finde sig i, at de til Gengæld spændte ham en Del over Vristen.

Så begyndte det at blive galt med selve Benene. Åreknuderne ligesom groede frem på ham, så hans Lægge lignede gamle Egetræer. Knæene svulmede op og lå som et bullent Omslag uden om dem selv.

„Hvordan er det, De går på Benene?” - spurgte Kaptajnen en Dag, Kompagniet vadede af Sted i Hjulsporene nord for Mukden, og skød en Fart af een Mil i fire til fem Timer igennem Sneen - „De kan jo ikke støtte på Fødderne, Professor!”

Nitobe stivede sig op, så han ravede hen ad Vejen.

„Jovel, Hr. Kaptajn!” - svarede han, og følte som en Fråde i Halsen på sig. Sveden havde fået hans Hue til at blive tung, så den sad ham ned over Øjnene og gjorde ham hudløs i Panden og på Lågene - „det går meget godt!”

Den Nat blev han liggende og kunne ikke rejse sig op, da Morgenen kom frem og vækkede Kompagniet med en Blæst, der var som fuld af Barberknive og forlængst havde skåret Væggen itu i den Hytte, hvor Nitobe’s Deling lå på Lergulvet og havde Kapperne til Madras, Lagen, Dyne og Hovedpude. Hans Ben var blå som Indigo, og så tykke som andre Folk er rundt om Maven.

Kaptajnen kom hen og så til ham, da Kammeraterne havde båret ham hen til Lægevognen, der holdt på Tempelpladsen i den lille By. Doktoren stod og prøvede på at klemme sin Næse til, imens kan klippede og trak i de gamle Sokker. Nilobe lå på Ryggen, og der gik en hul Lyd ud mellem Læberne på ham, da Lægen begyndte at hale løs på det sidste Lag.

„Jaja!” sagde Chefen, og søgte efter noget pænt at sige til ham, for at trøste ham - „Om et Par Måneder er det jo godt igen! Men det er jo Skidt at skulle undvære sine Soldater så længe!” - Og han måtte gå sin Vej, for ikke at se mere af Fødderne.

Men en Uge efter kom Nitobe ind til ham og meldte sig til Tjeneste igen; han havde fået Lægen til at udskrive sig som rask.

„Ja, Professor!” - sagde Doktoren; han var Reservelæge og, for sin egen Skyld, fuld af Respekt for en Videnskabsmand - „men det er på Deres eget Ansvar!”

„Værsgod!” - svarede Nitobe, der følte hvert Skridt han tog, som en Byld i sin Hjerne - „når jeg bare kommer ud! De hørte jo selv, at Chefen sagde, han kunne ikke så godt undvære mig!”

Professoren skinnede ud af Øjnene, da han meldte sig til Kaptajnen; men Chefen sagde ikke stort. Nu havde Hæren jo gravet sig ned i Jorden, omkring ved Tieling; Marcherne var forbi foreløbig, Vinteren var i fuld Gang. Der var ikke meget andet end Feltvagttjeneste, og den kunne Nitobe nok tåle - sagde Chefen - og så nikkede han og smilte og slog ud med Hånden.

44 trådte af, gjorde omkring til forkert Side og hinkede ud af Chefshytten.

„Pyh!” - sagde Kaptajnen til Stabssergenten der stod bag det lille Bord, som fyldte den halve Stue, og havde Lønningsprotokollen fremme til Underskrift - „skal vi nu trækkes med ham igen, den gamle Fyr!”

„Vi kunne jo bruge ham som Ekstramand, ved Modtagelsesposten?” - Stabssergenten rakte Kaptajnen Penneskaftet og rykkede Protokollen til rette for ham - „der kan han da ikke gøre noget galt!” -

Sådan var det, at Professoren havde fået en særdeles Øvelse i at stå Vedet. Hans Hjerte svulmede ustandseligt af Stolthed, da han så hvordan han blev brugt hver eneste Dag, men ellers gik Vagttjenesten på Omgang.

Benene gik det en Smule bedre med; men den meste Del af sin Fritid måtte han ligge ned, boret tilbunds i Halmen inde i den koghede Jordhytte, hvor Kompagniet boede. Så sad den lille, skrutryggede Marketender hos ham, og Nitobe fortalte milevejs om Feltvagttjeneste og om Lazarettet.

De andre Kammerater talte 44 ikke stort med; det gjorde ham en Smule ondt, at de så åbenlyst var misundelige på ham, bare fordi han var så dygtig, at han blev brugt mere end de - „Du, din - Vagtpind!” - sagde de, og fnisede til hinanden, og Oro holdt op med at pudse sit Gevær - „Javel!” - råbte han, og skød den ene Gymnastiksko af sig, og kløede sig under Foden med den anden - „Nitobe han skal nok være Vedetgeneral, har jeg hørt Kejseren sige!” - Men den skruttede blev tyk i Halsen af Lyksalighed over at være Ven med en Soldat, og evig og altid kom han luskende - famlende sig frem igennem det lugtende Mørke, hvor de to Petroleumslamper sad som gule, orede Fedtpletter under Taget - og Nitobe fortalte og fortalte og fortalte. -

Så skulle Kompagniet altså en Nat på Rekognoscering. „Hør!” - sagde Kvamasuti; han kom som sædvanlig kravlende hen til Professoren, der sad og var ved at sy en Knap i sine Bukser - „I skal jo ud i Nat?”

„Javel!” - svarede Nitobe og trak Øjenbrynene i Vejret; han blev ved at spytte og bide i Tråden, for at kunne få den igennem det forbandede Nåleøje - „det skal vi. Vi skal ud på en lang Rekognoscering!”

„Nå!” - Kvamasuti bøjede sig nærmere og kunne næsten ikke tale af Spænding og Ophidselse - „tror du, at det kan gå an, at jeg går med?”

Det gav et Ryk i 44, så han trak Tråden ud igen, ligesom han havde fået Spidsen igennem Øjet.

„Du?” - spurgte han, og var lige ved at sige: sådan en Marketendertamp. Men han tog sig i det og løftede på Skulderen.

„Ja, Hvorfor ikke?

Men hvorfra skal du få en Uniform?” - Han stak Synålen ind imellem Fortænderne og så eftertænksom ud.

„Det har jeg!” - Kvamasuti var helt hæs - „Jeg har fået en at låne!aa

Og da det var bleven mørkt, og Mandskabet, uden at tale, vadede op af Hytten og løb hen til Kompagniets Stillingsplads, så var både Professoren og den anden med iblandt dem.

Men så havde Kaptajnen jo altså opdaget dem alligevel, og stillet dem på Post henne på Vejen der førte ind til Hovedposten. - -

 

Kvamasuti stak Geværet skråt ind imellem Benene på sig, så at Mundingshætten stod udfor Næsespidsen af ham; så tog han et Tag i sine grå Muffediser og halede dem godt ned over Tommelen, der sad og var lille og tyk og foldet som en sammenvredet Karklud.

„Ved du hvad? 44!” - sagde han, og prøvede på at slå Armene overkryds for at få en Smule Varme - „det var egentlig meget bedre at være med til en Løbetur, i Nat. Hvad? end at stå her da?”

Nitobe stod og løftede på det højre Ben, hvor Sårene under Foden sang i Kulden. Han bed Tænderne sammen og sagde et eller andet, som Marketenderkarlen ikke kunne forstå.

„Ja-a!” - sagde Kvamasuti derfor, fordi han var så vant til at Professoren sagde ham imod - „Det har du Ret i: dette her er jo ikke så strabadserende, naturligvis!” - Han skød Ryg, for at få Kappekraven godt op om Ørene, for Sneen ville så gerne ind på Halsen af ham - „Nå, og så længe varer det jo heller ikke!”

Nitobe svarede ikke. Han skubbede sine Briller lidt op, og kneb Øjnene sammen for at se bedre frem ad Vejen. Tilhøjre og venstre for ham stod der en Lægte med en Visk Kaoljanstrå bundet fast i Toppen; og et Stykke længere fremme kunne han lige skimte et par til; det var Kolonnevejen, som han skulle passe på.

Sneen gik ned, som havde hele den hvidgrå Himmel kun det ene Ønske, at lægge sig til Hvile her. Fnuggene krøb sammen og var ganske små i Kulden. Når nogle af dem så deres Snit til at smutte ned på Ryggen af 44, kunne han i lang Tid føle dem som små bitte runde Korn, inden de smeltede på hans Hud.

Marketenderen var den mest talende.

„Jo!” - sagde han, efter en lang pause, og stampede i Sneen der var nået et godt Stykke op ad Benene på ham - „det er lige godt underligt, synes jeg da. Dette her med at vi skal stå på denne Vej. Her kommer jo ingen, vel? Det kan vi jo selv se, at der ikke gør!

Og hvad skal vi så stå her for?

Ikke sandt?” - Og han puffede ganske sagte med Albuen til sin Kammerat, og drejede sit Ansigt - hvor Brynene var fulde af Sne - om imod ham: „Hvad?”

Der gik en vag Ærgrelse igennem professoren: det var da også utroligt, hvor den lille Fyr kunne være stædig, med sin Dumhed! - Men så syntes han, at det var jo alligevel Synd at lade ham stå der og pines ved sin egen Mangel på Omløb i Hovedet.

„Du er et godt Fjols, Kvamasuti!” - sagde han så og spejdede igen frem på en meget ostentativ Måde. Ikke fordi han særlig troede, at der kom nogen - men for rigtig at bevise den anden, hvor vigtig og ansvarsfuld han begreb at deres Post var. - „Du kan jo da nok indse, min lille Ven, at når Kaptajnen stiller en professor op på denne her Vej - så er det fordi en almindelig Bondekarl som du, ikke kan forstå et Muk af det altsammen?” - Han blev pludselig arrig, uden selv at vide hvorfor - „Javel; du han vel nok tænke dig, at hvis der gik en hel Bunke Folk og marcherede frem og tilbage her - så kunne der jo ikke ske noget som helst, uden at det måtte blive opdaget med det samme!

Nå, men jo mere ensomt her er, des bedre gælder det altså om at holde Udkig!”

Kvamasuti blev aldeles flad under alt dette her. Han slog med Hovedet, som for at antyde, at, javel, et Fjols var han jo, det var han jo født med - - men: noget ondt havde han jo ikke ment, vel?

Så blev 44 med ét ganske hundeblød om Hjertet; og han strakte sin Hånd ud og lod sine stive Fingre rasle ned over Skulderen på den lille.

„Ja!” - sagde han - „et Fjols er du. Men du er også en god Kammerat!” - og han lagde Tonen på den første Stavelse af Kammerat - sådan som alle Soldater gjorde det - for at den anden rigtig skulle forstå, at Nitobe regnede sig slet ikke for så forfærdeligt meget mere Soldat end ham. -

Det var begyndt at blæse op. Det gamle og ligesom sprængte Træ, der stod henne til højre, gav en langsom og knagende Lyd fra sig, og Sneen gik ned med Iltogsfart og skråt som Kastespyd.

44 følte Kulden, som stod der, bag ved ham, en eller anden med et par store Knive, og lod dem - til en Begyndelse - ridse ganske let ned ad Huden på ham. Han gjorde sig tynd inde i Kappen, for at få Tøjet til at fylde noget mere.

„Ja!” - sagde han, og Blæsten rev Ordene ud fra Tænderne på ham, og hujede dem et godt Stykke bort og gravede dem, i et Nu, ned under en Hob af Sne, så Kvamasuti hørte bare det første Ord - „det er rigtig Vejr til et Overfald. Hvad!”

Kvamasuti svarede ikke, for han stod og kunne ikke rigtig blive af med sine Tvivl om denne her Post; men så tog Blæsten et Tag i ham, og flængede Kasketten af Hovedet på ham. I samme Nu følte han sine Hår fulde af Sne, og der gik som en Fløjten af Kulde igennem Nakken på ham. Han bøjede sig ned og ravede i Blinde igennem Sneen for at finde sit Hovedtøj.

„Se dig for.” - sagde Nitobe og havde samlet Huen op til ham og klaskede den ned oven i Hårene der var ganske stive - „du måtte ellers gerne passe lidt på dine Sager. Og det er ovenikøbet en lånt Uniform du står i! tag og husk dét!”

Det gav et lille Klik inde i den pukkelryggede, og han glemte Blæsten et Øjeblik: Javel, en lånt Uniform! Se, nu havde han jo glædet sig så meget, til engang at komme med som rigtig Soldat! Og så stod han bare her og bildte sig ind, at det var kun for at gøre Grin med ham, at Kaptajnen havde stillet ham her! Men der kunne han nu se: sådan noget faldt det slet ikke Professoren ind. Ikke Spor! Og naturligvis: en Soldat måtte jo ikke mukke, vel? Når man blev stillet ud på Post, så stod man på Post - ikke sandt?

Der gik en tyk Iver ind i ham og bredte sig som en Varme over Brystet på ham.

„Hvad kigger du efter?” - spurgte han og måtte dreje Hovedet og brøle det lige ind i Ørene på Nitobe. Blæsten gik ind i Munden på ham som et blødt Isbjerg, og fik hans Tænder med ét til at sidde som Istænger ned i Kæberne på ham.

Professoren havde bøjet sig frem og gjorde sin Hals lang. Det var, som ville hans Øjne ud af Hovedet på ham, da Kvamasuti råbte til ham, så ivrig blev han. Han fik Geværet bragt op i Skydestilling og prøvede på at spænde Hanen med sine Fingre, der var blevne som af Træ.

„Hvem dér!” - skreg han og spyttede Sneen ud igen bagefter - „Hvem dér?” - Han gjorde et Skridt fremad, skønt han havde mere end Mistanke om, at det var kun det gamle Egetræ derhenne, der havde knirket. Men han ligesom trængte til at opleve noget.

Kvamasuti kom til at ryste over hele Kroppen af Iver. „Hvad er der?” - ville han sige. Han stirrede frem, så at det kogte inde bag Øjnene, men kan kunne ikke se det allermindste.

Nitobe nikkede til ham, at det gjaldt Livet, om de ikke tav stille nu og brugte al deres Opmærksomhed til at se. Han vadede endnu et Par små Skridt frem igennem Sneen, der lå op til Knæene.

Kvamasuti fulgte med, så godt han kunne, og trykkede sig op til sin Kammerat.

„Nå!” - sagde 44 så, tilsidst, og måtte næsten gabe over den andens Øre, for at blive hørt - „der var ikke noget alligevel!”

Marketenderen nikkede til Svar, og de stillede sig begge to op igen, ligesom før; men af og til kastede de mistroiske Blikke hen imod Træet, og ville give en Formue for at det endnu en Gang skulle kunne narre dem.

Vindstødene borede Snehaglene ind i Ørene på dem og ligesom flængede Huden af. I Nakken lå det som en skarp Stålvægt og gravede sig lidt efter lidt længere ned.

Sneen løb med en ganske svag fløjtende Rislen hen over Marken, der gik fra Horisont til Horisont og ligesom blev større og større. Inde i Årerne på dem var det, som om Blodet havde alt muligt Besvær med ikke at fryse til, og det livede sig selv op ved at stikke og brænde som Ildnåle i Nerverne på dem.

De talte ikke mere. Både fordi Blæsten forhindrede dem deri, og fordi der ikke var nogen af dem der tænkte på noget som helst. De følte bare deres Hjerner ligesom skrålende og hujende, hver gang der kom et nyt Vindstød og gik som Barberknive igennem Tøj og Kød og Marv.

Så gav det et Ryk i Nitobe, med ét. Han tvang Nakken tilbage for at lytte - det føltes som lagde han sin strammede Hud på en Knivsæg - Javel, han tog ikke fejl denne gang: der kom nogen, langt borte, der bag ved. Det måtte altså være Kompagniet der kom hjem!

Et Øjeblik tænkte han på at se på sit Ur; men der var så langt ind til det; og hans Fingre var ligesom borte af Hænderne på ham - og, forresten, der måtte jo nok være gået de fem seks Timer som Turen skulle vare!

Han bøjede sig tæt hen til Kvamasuti:

„Nu kommer de hjem!” - skreg han - „de kommer hjem!”

Der gik en lang Rysten ned igennem den pukkelryggede. Han rev Øjnene op -

„Hvad er der?” - spurgte han og så sig om, forvildet, og følte Blæsten gå som Peber eller som en Syre ind i sine Øjne.

„De kommer hjem!” - brølede Nitobe, og slog den anden på Skulderen med sin Arm - „Nu bliver vi afløst! Kan Du høre dem? Nu er de ved Hytten!”

Blæsten kylede Stumper af Lyde hen til dem. Bump af Kolber der blev stødt rene mod Taget. „. . . af!” blev der råbt.

Kvamasuti brast i Latter af Henrykkelse. Hans Hjerte gav sig pludselig til at gå som et Vækkeur i Brystet på ham - „Haha!” - sagde han og lyttede med hele sin spidse Hjernekasse - „Ja, nu er de komne hjem. Så bliver vi afløst!”

Det krænkede Nitobe en Smule, at den anden var så ivrig -

„Løst af!?” - sagde han, og vidste fuldt ud, at han løj af alle Kræfter - >Løst af?! Hæ, skidt med dét!

Skulle det måske genere en rask Soldat at stå på Post en hel Nat - bare fordi det sner en Bid!!?” - han slog ud med Hænderne og følte, trods sine Ord, en Glædeslatter gå som Hikken op igennem Maven på sig.

Med ét opdagede han, at Kvamasuti stod og havde vendt sig om og kiggede ind imod Hytten.

„Næsen denne Vej!” - sagde han og puffede til ham med Foden; men den lille mærkede det ikke - „Du er vel ikke bleven afløst endnu?”

Marketenderen gav et Suk fra sig og gjorde omkring. På det ene Minut var hans Ansigt som maskeret af Sne. Han klynkede en lille Smule over, at han ikke måtte vende sig om, men turde ikke sige det højt.

Nitobe blev ved at stå med Næsen den rigtige Vej og ville ikke engang så meget som skele hen til sin Kammerat mere, for det gode Eksempels Skyld. Der var blevet en stor Iver inden i ham. Han stampede med Benene for at prøve på at rydde lidt op i Sneen. Kulden var gået igennem det døve Stadium, og begyndte at bore sig som varme Spyd op igennem Knoglerne på ham. Han frydede sig ved hvert Stik, under Tanken om hvor dejligt og varmt der var derhenne i den nedgravede Hule. Og så alt Strået: ja, sikken han skulle svøbe sig ind. Han skulle ligefrem give sig til at svømme i Halm! Måske ville han også lægge Kappen over Benene - javel, det var ganske vist ikke helt feltmæssigt, men, skidt, for en Gangs Skyld - - måske!

Kvamasuti gav et lille pip fra sig. Som en Fugleunge der falder ud af sin Rede, syntes Nitobe, og der gik en stor Ømhed ud over hans Hjerte.

„Er der noget los?” - spurgte han og bøjede sig ned over Kammeraten. Marketenderen løftede sit Ansigt i Vejret og lod sin Skulder trykke ind mod Professorens Bryst. - „Tror Du ikke, de kommer snart?” - hviskede han. Og Nitobe gættede sig til, hvad det var han sagde.

„Jo-o!” - han talte i en meget overbevist Tone - men undrede sig også selv over at det varede så længe, inden den Afløsning kom. - „Jo! vist så, de skal jo bare have en Smule Mad, inden de kommer! Ikke sandt?” - Han blev selv helt glad over denne her Forklaring, og så bøjede han sig ned - og følte pludselig, at der gik et vellystigt Grin henover hans Ansigt - „varm Mad, begriber du! Inden de kan afløse os! Hvad!”

Kvamasuti klukkede en lille Smule, og Nitobe rettede sig op igen og stirrede henefter Kolonnevejens Vagerkoste, som Snefoget havde lavet om, til spidse Pyramider.

Blæsten rykkede i ham og fik ham til at vakle på Fødderne, så at det var som gik Spydene snart op fra Hælen, så under Svangen, og så ude fra Fodballerne. Han ømmede sig lidt ved det, uden at vide det, og lod sine Tanker blive ved at svælge i Halm og varm Mad. Jo, sågu, ville han have Kappen om Fødderne i Nat. Sludder og Vrøvl med det feltmæssige! Den rigtige Feltmæssighed, det var jo netop at være praktisk! - - Og Kvamasuti skulle sørge for en ordentlig Kasserolle med Suppe til dem. Javist så, det var Suppe de skulle have! Det var rigtig noget for en kold Soldatermave! Haha!

Det lille Skidt ved Siden af ham var igen begyndt at pippe. Denne Gang ærgrede det Nitobe en Smule; han vidste ikke rigtig hvorfor. Men tilsidst nænnede han ikke at overhøre det.

„Hvad er der nu?” - spurgte han; og mens han stod og bøjede Hovedet ned tilvenstre til den andens Øre, var det, som lagde der sig, med en klingende Sprænglyd, en Stålbøjle på den højre Side af hans Hals og hindrede ham i at rette Hovedet op igen.

„Tror du de har glemt os?” - sagde Kvamasuti. Hans Stemme lød som blev der slået ganske let på en lang Ståltråd, og det var bare Ordet glemt, som Nitobe kunne forstå. Der gik en pludselig Isklump igennem hans Hjerte. Han slog arrigt ud med Hånden.

„Glemt os!” - råbte han - „glemt?! Tror du man glemmer, at man har sine Soldater stående på Post?

Næ, men de skal bare - - de skal bare først - - de skal - -” og han havde dæmpet sin Stemme og søgte, forvildet, at finde hvad det dog kunne være, der holdt de andre sålænge tilbage.

Kvamasuti svarede ikke. Men Nitobe kunne høre, at han på én Gang gav sig til at hulke. Så blev hans Arrigskab borte, og han råbte - stadig med Hovedet bøjet halvt ned mod sin, venstre Skulder -

„Hvad græder du for, dit Fjols!”

Det varede en lille Tid endnu, så famlede Marketenderen op ad Professorens Bryst med sine Hænder, der lignede store, sammenbyltede Karklude som har ligget i Frost en Nat - „Kan vi ikke gå ind selv?” - spurgte han og klynkede ind imellem hvert Ord - „kan vi ikke gå hjem uden videre? De har glemt os!”

Nitobe blev stående med Munden på vid, Gab og ville ikke tro sine egne Øren: næ, nu havde han da aldrig hørt så galt! - Men i samme Nu forstod han med ét, at han havde jo selv stået, for lidt siden, og så var akkurat den samme Tanke falden ham ind!

Han kom til at grine af Skamfuldhed og så blev han arrig; han pustede Kinderne fulde af Luft og slog ud med Hånden og gav sig til at skråle op, uden at bryde sig om, hvorvidt den anden hørte efter eller ej.

„Hæ! - Glemt os!!!

Javel, hvad så? Hvad så?! Så bliver vi naturligvis stående her, ganske simpelt? Hvad andet skulle vi ellers?!

Eller tror du, at der er sket nogensomhelst Ulykke, selv om de så har glemt os?

Er vi da ikke Soldater, for at vi skal dø for vores Land!?

Er vi Soldater, spørger jeg, nå! Og Japanere, hvad?! Og frivillige!! - - -

Ja, det manglede jo bare - - -” og han blev stående i lang Tid og skældte ud, ud i Mørket og Sneen, der tog, stilfærdigt, rundt om hans gjaldende Stemme, rev den med sig, og lod den blive borte uden Spor.

Så følte han med eet, at han ligesom fik et Puf over Knæene. Han så ned og opdagede, at det var Kvamasuti; han havde taget Geværet ind til Brystet og sad ned og lænede sin Ryg op imod sin Kammerats Ben.

„Tag og lad mig sidde her!” - sagde den lille Marketender og smågræd endnu, under Skuffelsen fra før.

Professoren følte sig både stolt og rørt over, at den anden sådan tyede til ham -

„Ja!” - mumlede han og forstod godt, at den anden kunne ikke høre hans Ord - men han kunne ikke tvinge sin Hjerne til at få sin Stemme til at blive stærkere - „sæt du dig bare ned, dit lille Skidt! Der har siddet andre end dig før, ved mine Knæ!” - Så gik der, på een Gang, en varm og blødsøden Rørelse igennem ham et Øjeblik, og han kom til at tænke på de to Drenge der lå etsteds her ved Mukden, et Par Mil sydpå. Måske var han selv marcheret lige forbi den Plads, hvor de lå!

Han fik et Slag af Blæsten lige i Ryggen og ravede forover og var på Nippet til at snuble over den lille, der sad dernede. Der gik en lang Rysten ned igennem hans Rygrad og Hænderne skælvede med eet.

Han kiggede ned efter Kvamasuti og ville se, hvordan det gik med ham. Et Øjeblik blev han forbavset over ikke at se andet end en hvid Klump, men så tænkte han på, at den anden havde formodentlig trukket Lagenet op over Ansigtet, for at sidde lunere.

Ja, det kunne jo godt være, sagde han til sig selv. Men så kunne han ikke mere huske, hvad det var han ville have sagt. Nå, tænkte han, det var jo egentlig også ligegyldigt. Ja, vist så. Det kom ikke Sagen ved. Næ, men Kvamasuti havde trukket . . . .

Der var en eller anden, der satte et Vridbor i hans Øjne. Han skreg og og ville ikke finde sig i dette her. Men den anden blev ved at bore - og han rystede ovenikøbet på Hænderne, så at Boret vaklede og vrikkede; han følte de skarpe Skruegænger i sin Hjerne. Så famlede han, yderlig opbragt, ned efter Geværet og ville til at skyde. Der gik en ganske langsom Svovllunte igennem hans Fingre og gjorde dem lamme. Boret holdt op og blev trukket ud med et Sæt, der blev ved at hyle inde i Øjenhulerne på ham. Han gav sig til at hulke af Hjælpeløshed, og skyndte sig først at kalde på sin Hustru, og så gav han sig til at råbe Japan, Japan, Japan, for at glemme hvor ondt det gjorde.

Så mærkede han med eet ligesom en Skruestik oppe under Hagen. Han prøvede på at røre lidt ved den med Tungen, bare prøve; men så huskede han på, at han havde jo altså denne Isklump i Munden, det kunne ikke gå an at spytte den ud. Kaptajnen havde jo selv sagt . . . Japan . . . Det gik ikke an at han glemte . . . Det gjaldt at holde Øjnene oppe . . . Javel . . . Kvamasuti . . . Fædrelandet . . . Japan . . . Banzai . . . Vridbo-. . .

 

Stabssergenten måtte opgive at få det til at stemme, tilsidst -

„Hør, Sergent Ithoko!” - sagde han og vinkede med sin Lommeblyant; sin Sabel havde han stukket ind imellem Benene, og Huen sad som altid i Nakken på ham - „hvem er det der mangler i Deres Korporalskab?”

Sergent Ithoko var vadet frem igennem Sneen der nåede ham op over Knæene. Morgensolen stod bag ved Stabssergenten og gjorde Ithokos Ansigt forgyldt - „Ja!” - sagde Sergenten og drejede sig om mod Geleddet for at se - „ja . . . det er jo . . . det er jo 44, ham, Professoren!”

Det gav et Ryk i Stabssergenten -

„44?” - spurgte han, som om han ikke ville tro sine egne Øren. Så trådte han et Skridt ud til Siden og kiggede ned langs Kompagniet, der stod foran ham og skulle afleveres til Kaptajnen Klokken ni - og der var kun fem Minutter igen!

Der gik en vag Huskning igennem Stabens Hjerne. „Hm-m!” - sagde han og stak Blyanten i Munden og bed i Tinnet, der sad på Enden - „Tag og tæl efter en Gang til, lille Ithoko!”

Men så var der een inde i Geleddet, der gik frem og plantede Geværkolben ned i Sneen ved Siden af sig -

„Professoren er på Vagt, fra i Går Aftes, Herr Stabssergent, dér henne!” -sagde han og pegede bagud med den venstre Tommelfinger; det kunne ses, at han prøvede på at smile, men det blev ikke til noget.

„Hvad er der i Vejen?” - råbte den lille Løjtnant Inazo og tog Cigaretten ud af Munden. Han havde spændt Sablen uden på sin Kappe, og da han gik frem imod Kompagniet, hvislede den en lang, lynformet Fure op ved Siden af ham.

„Ja!” - sagde Stabssergenten og stod med sin valne Hånd ved Skulderen - „her mangler een i Kompagniets Styrke. Det er 44!”

Inazo fik en underlig hvid Stribe fra hver Side af Næsen, ned til Hagen.

„44!” - råbte han og løftede sit spidse Ansigt som en Hund, der glammer. Lyden gik imod Enden af Jordhytten - der stod op af Sneen som en trekantet, sort Kælderlem - blev kastet tilbage derfra, passerede Inazo og Stabssergenten, og blev borte langt bag ved dem.

Der rejste sig ligesom en Hvislen fra Kompagniet. Soldaterne stak Hovederne sammen, og hviskede og slog ud med Armene. Nede på venstre Fløj var der een der gav sig til at forklare noget, ganske højt; og så standsede han med eet og kunne ikke tale mere.

„44!” - råbte Inazo igen og havde sat begge Hænder, som en Råber, op til Munden. Hvordan har vi dog kunnet glemme det, tænkte han; hvad er der dog sket!

Så var der tre af Folkene, der ikke kunne vente længere. De gjorde omkring, uden at have fået Ordre, og løb afsted - bulkende sig frem igennem Sneen - hen imod det Sted, hvor de to første af Kolonnevejens Vagerkoste stod hvide og spidse, som Telte af ganske nyt Lærred. Stabssergenten og Løjtnanten fulgte efter. Og hele Kompagniet drejede sig om, ganske langsomt og som uden Vilje, og der gik en tung og kogende Summen ned over den lange Række, der stod og svajede som en Allé af Vider.

Inazo standsede med et Ryk. Javel - dér var de!

Der lå en lang, skrå Drive - som en Rampe - op over Marken, og øverst oppe sås der en Stump af en Hue.

Så gik det hastigt, som Revolverskud, igennem Inazo’s Hjerne - at det var jo umuligt, dette her. Det var jo slet ingen virkelig post, de var stillet på, de to Folk! Det var jo bare en Idé, Kaptajnen havde fået. 44 havde formodentlig bare gemt sig nu, et eller jo andet Sted. Han måtte have forstået, at det var slet ikke Alvor!

„Få den Sne bort!” - skreg han så, uden at vide det og sprang frem og begyndte at skovle i den med sine Hænder.

De andre tog fat med, og så var Sneen kommet bort. Der stod Professoren. Han lænede sig en lille Smule forover, støttet til Geværet, og stirrede frem over den grænseløse Mark, med sine Øjne, der var blågule i det hvide. Og nede mellem Knæene på ham sad Kvamasuti og smilte med det Smil som Børn har, når de er sultne og ser Maden komme ind.

Stabssergenten var bleven hvid i sit Ansigt. Hans Mund stod åben, og Øjnene gik fra professoren og hen til Inazo, og tilbage igen.

„Jamen!” - sagde han og slog ud med Hånden - „det var jo . . . det var . . . det var jo bare Spøg med den Post.