Ellehøien
Adam Oehlenschläger: Digtene (1802)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Paa hede Dag den svale Aften fulgte,
Der glimted Purpur bag de sorte Grene,
Den dunkle Landevei var heel beskygget.
Jeg langsomt reed og grubled henrykt ene,
Mens tætte Skov de røde Roser dulgte,
Hvor Nattergalen skiult sin Rede bygged.
Da kom jeg til en Bakke, som beskygged
Med sine venliggrønne Lindekroner
For stærke Vindpust og for lumre Varme.
Sødt tryllet hen af Somrens Aftentoner
Jeg sank i Græssets blomsterklædte Arme
Og lytted smilende og slumred ind.
Da vaagned jeg igien thi Høien bæved.
En guldhaarfager Møe med Rosenkind
Sig svævende og rank af Høien hæved.
Da blev jeg ræd, med Slag saa selsomt vilde
Mit Hierte mod det blanke Pandser slog,
Jeg vilde tale, men jeg kunde ikke.
Og see en anden Møe steeg op og tog
En Haandfuld Vand af klaren Sølverkilde
Og stirred hen paa mig med kielne Blikke.
Hun stænkte mig: Hvad giør du her saa silde?
Der skal dig intet Onde vederfares,
Frygt ei du smukke staalbeklædte Kiempe.
Nei, sang den anden med sin søde Stemme,
Men Undertegn her skal dig aabenbares,
Som i dit Liv du aldrig meer vil glemme.
Sin Rislen monne Sølverkilden dæmpe,
For Lyden af den skiønne Sang at høre,
Der rasled ei et Blad i sagte Vinde.
Naturen overalt var lutter Øre,
Bag Nattens Trylleslør kun smilte Glæde,
Alt lytted til den hulde Sangerinde.
Klart blinkte Søens blaa henspændte Klæde,
Hvor Fisken svam og legte med sin Finde,
Og atter aabned sig den lukte Rose.
Den rødmed giennem Nattens Sølvertaare;
Og Lillien som klæder sorte Baare
Den smilte hist i dybe Taagemose.
Skiønt sang hun, men jeg skielved dog saa saare,
Thi noget rædsomt lød i hendes Stemme,
Som ei jeg tolke kan men kun fornemme.
Følg, sang hun, følg os ind i dunkle Field,
Hvor græsbeklædte Væg for Stormen luner.
Følg, sang hun, følg os ind i aabne Bolig.
Der skal jeg lære dig at kaste Runer;
Men toe dig først i dette Kildevæld,
Saa bliver du med Alferne fortrolig.
De Blomster som du her paa Høien skuer
De spragle meget skiønnere derinde,
Som Græs Smaragderne i Bierget funkler.
Følg med, gientog den anden Sangerinde.
Rubinen der langt meer end Rosen luer,
Safirens Blaae Kierminderne fordunkler.
Da stirred jeg til Himlens hvalte Buer
Og greb om Korset paa mit Sværd og tænkte:
Saa høit et Loft dog ikke der du skuer!
Min lange Taushed Ellepigen krænkte.
Kom Ungersvend hvi bliver du tilbage?
Hun smilte rædsomt med sin Rosenlæbe.
Du dræbe skal den stærke Ædderdrage
Og faae det røde Guld hvorpaa hun ruger,
Du lære skal den stærke Biørn at dræbe.
Men strax dit Hierteblod jeg varmt udsuger
Hvis nu du ikke med i Hulen følger,
Min Mening jeg dig længer ei fordølger.
Da blev jeg mod, thi mine matte Arme,
Som vilde hævnende mit Glavind svinge,
Sank langsomt ned ved hendes Trylletale.
Hun nærmed sig, for Døden mig at bringe.
Da rysted Morgenhanen med sin Vinge,
Den gol - og hun forsvandt i Biergets Sale!
Og bleg jeg svang mig paa min bange Fole
Og ilte fra de fæle Rædselsteder,
Mens Solen slukkede de mindre Sole.
Vogt unge Kiempe dig for slige Høie,
Den lumske Død der Blomsterne beklæder,
Og Trolden suger Blodet af dit Øie.