Valravnen
Adam Oehlenschläger: Digtene (1802)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
De gule Silkeseil, som Vinden fylder,
Hiemlede bugnende den lette Snekke.
Mens Aftensolen ranke Mast forgylder
Frue Sigrid sidder paa det høie Dække.
Da bovner Havet brat med sorte Bylder,
Da pibler Vandet ind af dybe Sprække.
Den vilde Valravn høit i Masten synger,
Mens dybt han Skibet ned mod Grunden tynger.
Frue Sigrid skuer Ravnen i det Høie,
Da blegner hendes røde Rosenmund,
Da trænger Taaren frem i hendes Øie,
Thi Skibet truer med at gaae til Grund.
O Valravn! hvis mit Ønske du vil føie,
Da skal du faae af Guld vel femten Pund!
Tæm Stormen, bring mig paa den sikkre Jord;
Leed Skibet varligt i sin stille Fiord.
Med Guld man ei belønner dierve Helte!
Af Guld, Frue Sigrid, har jeg meer end du.
For Guld jeg ei en Bølge bort vil velte;
Dog rører mig din ængstelige Hu.
Giv mig den Skat, du skiuler bag dit Belte,
Da skal jeg tæmme Søens Storm og Gru,
Da skal jeg dybt henstyrte ned i Pølen
Den Havmand, som har klynget sig til Kiølen.
Hvad skiult jeg under Purpurbeltet giemmer,
Det, vilde Valravn! maa du gierne faae.
For ringe Løn den større du forglemmer,
Det er til Stegerset de Nøgler smaa.
Hvis du mod Havets Magter kiek dig stemmer
Du gierne der din Føde hente maa.
Det blanke Knippe hun paa Dækket kaster
Og Ravnen flagrer bort fra gyldne Master.
Med stærktudspændte, tykke, uldne Vinger
Han med den frygtelige Havmand kiemper.
Den fraadbedækte Bølge let han tvinger,
De vilde Storme med sit Blik han dæmper.
Med Varselskrig han sig i Skyen svinger;
Og sagte Vind sig efter Snekken lemper.
Alt mere taber sig den stærke Torden;
Frue Sigrid seiler langsomt ind i Fiorden.
I Lunden sidder hun engang ad Qvel,
Ved klaren Søe, der svømmer langsomt Karpen.
Bestandig risle sagte Kildevæld.
Hun tænker paa sit Norge og paa Sarpen.
I Danmark fandt jeg dog mit bedste Held!
Sin Elskov sødt hun synge vil ved Harpen.
Da vender det sig under hendes Bryst!
I rædsom Grubien svinder hendes Lyst.
Ak grumme Ravn! nu veed jeg hvad du vilde!
Hun synker ned, at gaae formaaer hun ei.
Det er saa dæmrende, det er saa silde.
Mat blinker Stiernen fra sin Melkevei.
Ak, grumme Ravn! nu veed jeg hvad du vilde!
At tale meer den Blege mægter ei.
Sig Espen over hendes Tinding hvælver;
Som hun den sveder koldt og ængstlig skielver.
Fem Maaneder forgaae, saa bringer hun
Et Barn til Verden under bitter Klage.
De døbe det i mørke Midnatstund,
Fordi at Trolden intet skal opdage.
Det er en Søn, som Rosen rød og rund.
Men Sigrids Hierte tunge Sorger nage.
I skiulte, dybe Grotte døbes han,
Med Kildens isnende, chrystalne Vand.
Han voxer til, og i det hele Rige
Er ingen Dreng saa deilig og saa yndig.
Han er saa munter og saa flink tillige;
Hans Blik er brændende, hans Tale fyndig.
Han tænker kun paa Kampe og paa Krige.
Den stolte Ganger kan han tæmme myndig.
Men Dronning Sigrid græmmer sig dog saare;
Hvergang hun seer ham svømmer hun i Taare.
En Aften sidder hun i Fruerstue;
Kong Alf sin ædle Husbond har hun mistet.
Med Taarer stirrer hun i Solens Lue;
Det arme Hierte har kun Sorger fristet.
Da hører hun en Lyd, og hun maa grue,
Den vilde Valravn har sig sagte listet
Ad aabne Vindve ind, paa Egebord
Den sætter sig og synger disse Ord:
Rige Fugl kommer susende,
Kommer brusende,
Over Bierge og Dale.
Seer du vel, du fattig Fugl!
Hvor mine Fiere de prale?
Fattig Fugl kommer hinkende,
Kommer linkende,
Over Ager og Enge.
Seer du vel, du rige Fugl!
Hvor mine Fiere de hænge?
Husker du
O Dronning nu
Da du paa Bølgerne hinked?
Da var du den fattig Fugl,
Da ad den rige du vinked.
Valravn kommer susende,
Kommer brusende,
Over Bierge og Dale.
Dronning riig!
Naar vil du mig
Nu med dit Foster betale?
Da svimled Dronning Sigrid langsomt hen.
Den hulde Qvinde blegner som en Lillie.
Flye! sukker hun, du Mørkets fæle Ven!
Min Bøn skal kiempe mod din onde Villie.
Hun kor ser sig - da flygter den igen;
Men spottende den dandser først paa Tillie
Og synger: Ingen Bøn mig staaer imod!
Jeg slukke vil min Tørst i christent Blod.
Ung Harald axler sit Skarlagenskind.
Min Moders bittre Kummer maa jeg vide.
Saa triner han i Høieloftet ind.
Kier Moder min! du sige mig din Qvide!
Hvi er du bleg, min Moder, som et Liin?
Betroe din Søn ved stille Midnatstide
Hvad der saa længe naget har dit Hierte.
En meddelt Smerte er en mindre Smerte.
Da sukker Sigrid efter lange Bøn:
O Harald! der er Skabninger hernede,
Som drive deres Ondskab skiult i Løn,
Som Herren skabte i sin grumme Vrede.
Her vandrer om en grusom Trold, min Søn!
Fra hvem at frelses vist enhver maa bede.
Hans blodigrøde Øie rædsomt skuler.
Hver Aften kommer han af sine Huler.
I fordums Dage var han høi og stor
og voxen som en dierv og ædel Kiempe;
Men Jesu rene Lære i vort Nord
Har lært de onde Aanders Stolthed dæmpe.
Nu er han kun en Ravn, ei nær saa stor,
Dog stor nok til at øve sin Ulempe.
Vee den som falder i hans grumme Hænder.
Ja svared Harald, jeg hans Rygte kiender.
Da Dronning Sigrid tunge Taare fælder.
Hvad der er hændet hun ham siger nu.
Ung Harald rolig til sit Sværd sig hælder,
Og hører hende uden mindste Gru.
Ak Harald! Qval og Kummer mig forælder,
Nu veed du alt, og du er rolig, du?
Da hæved Sønnen rask det blanke Øie,
Og talde, mens han stirred i det Høie.
En Sommernat, min Moder, i en Lund
Jeg mellem svale, høie Blomster laae.
Mildt dyssedes jeg ind i sagte Blund,
Thi Nattergalen monne yndigt slaae.
Da aabnedes for mig i samme Stund
Lidt efter lidt det høie Himmelblaae.
En Engel sank mig smilende imøde,
Forunderlig omstraalt af Morgenrøde.
Han viste mig en Kiede, som sig rækked
Fra Himlen ud, den klang som Fryd og Klage.
Halvsynlig den sig rundt om Jorden strækked,
I mange Bugter vendte den tilbage.
Med Blodstænk var den ofte heel bedækket;
Paa mange Steder Leddene var svage.
Af blandet Erts den slyngte sig om Muldet;
Først Guld, saa Sølv, saa Jern, saa atter Guldet.
Da raabte Englen med sin klare Stemme:
Du Skiebnens Kiede seer, som hænger ned.
Den sluttet er! Dens Løb kan intet hemme!
Alt ordnes ved en stræng Nødvendighed.
Han svandt, men aldrig jeg min Drøm skal glemme.
Jeg saae mig som et ringe, blodigt Led.
Jeg frygter ei, jeg gaaer naar Skiebnen kalder.
Ei, uden Gud, en Spurv til Jorden falder!
Det hviner giennem Nattens sorte Skye.
De grumsethvide Bølger slaae paa Land.
De stærke Vinde kaste høit med Gny
En skotlandsk Snekke paa det hvide Sand.
Til Kongeborgen strax de alle tye.
En deilig Møe og tretten dierve Mand.
Minona, Kongens Datter, Skotlands Lyst!
Har Stormen drevet til den danske Kyst.
De hugge Bielker i den dunkle Lund,
Minona gaaer med Harald Arm i Arm;
Sødt aander hendes røde Purpurmund,
Det ranke Liv omslynger han saa varm.
Det er i Vaar en deilig Aftenstund.
De synke begge tause Barm til Barm.
Da synger Nattergalen saa vemodig,
Og Maanen hæver sig saa stor, saa blodig!
Nu tæt de føie stærke Bielker fast;
Alt vugges Snekken af den milde Strøm.
Nu hæve de paa Dækket ranke Mast.
Minona favner Harald elskovsøm.
Hans kiekke unge Hierte slaaer saa fast.
Hun seiler bort. - Som vækket af en Drøm
Han staaer og skuer med det vaade Øie
Den glatte Kiøl de klare Bølger pløie.
Et Aar forgaaer, Frue Sigrids Sorg forsvinder,
Den vilde Valravns Magt ei meer hun frygter.
En sagte Rødme livner hendes Kinder,
Og Taaren fra det blide Øie flygter.
I Styrke Harald meer og mere vinder.
Din Magt, o Ravn! bestaaer i løse Rygter.
Din matte Kloe min Søn vist aldrig slaaer.
Du har nu truet ham i tyve Aar.
Ung Harald vanker om saa længselsfuld,
Han ganger for sin Moder ind at stande.
Minona er saa elskelig, saa huld!
Hun vinker mig til Skotlands fierne Lande.
Giv mig et Skib med Kiemper og med Guld
Og lad mig pløie Havets salte Vande.
Jeg kommer glad igien, som jeg drog ud,
Og bringer dig en Datter, mig en Brud.
Frue Sigrid gaaer saa tankefuld i Sind.
De tunge Fied ved Stierneglimt sig flytte.
Saa triner hun i Skovens Mørke ind
Og aabner gamle Brunos lave Hytte.
Der sidder han med Haanden under Kind,
I Klæder som for Kulden kun beskytte;
Med Bibelen i sine matte Hænder.
Den lille Lampe svagt i Natten brænder.
Hil være dig ærværdig gamle Mand!
Din Dronning kommer hid ved Midnatstide.
Ung Harald drage vil til fierne Land,
Hans sande Skiebne længes jeg at vide.
Du læser Stiernerne! See der om han
Skal smædelig ynkværdig Døden lide.
Forjag hans ømme Moders sidste Smerte,
Da skal hun takke dig med lettet Hierte.
Den Gamle reiser sig af lune Vraa;
Med blottet Hoved, foldet fromme Hænder
Han træder ud og stirrer i det Blaa,
Hvis røde Tegn hans gamle Øie kiender.
Sædvanligt, siger han, de Stierner staae;
En eeneste med selsom Ild kun brænder.
Vær trøstig! thi jeg seer at Harald kan
Paa Havet dræbes ei, og ei paa Land.
Da funkler som en Stierne i det Høie,
Ved Eremittens trøstelige Ord,
Af Glæde Dronning Sigrids skiønne Øie.
Nu jeg min Søn til Havet fro betroer!
Nu maa han gierne salte Bølger pløie.
Han dræbes ei paa Hav og ei paa Jord.
Han sidde skal paa Tingets høie Steen,
Naar Graven længst har smuldnet mine Been.
Det røde Silkeflag fra Masten kneiser,
Den lange Drage hvidsler under Øe.
Nu høit i Raae de hvide Seil man heiser.
Den stolte Byrde vugger paa sin Søe.
Ung Harald ganger Aftnen før han reiser
I Lunden ud, hvor først han saae sin Møe.
Alt synes ham saa seent, han ønsker: Gid
Jeg havde Vinger, for at flyve did!
Da hvidsler Buskene i Nattens Vinde,
Da lyder fierne, svage Hundeglam.
De blege Lygtemænd i Mosen svinde,
Og Snogen nærmer sig saa mild og tam.
Da træder hurtig frem en gammel Qvinde,
Paa Ryggen bærer hun en Fiederham;
Mildt smile hendes runkne, gule Kinder.
Hun lægger Hammen ved hans Fod og svinder!
Ung Harald undrer sig, dog ei han bæver;
Kun selsomt higende hans Hierte slaaer.
Den store Fiederham han langsomt hæver.
Af brogetskiønne Fiere den bestaaer.
At klæde sig deri hans Ønske kræver;
Den underlige Drivt han ei modstaaer.
Han flyve kan, han hæver sig, men længe
Han svæver kun ad lave, flade Enge.
Hvi tøver jeg? hvad holder mig tilbage?
Jeg er i Skotland inden Morgen gryer.
Saa stiger han i Luften som en Drage,
Og suser under Himlens høie Skyer.
Hans Vinger over Havet Flugten tage.
Bort svinde Skove, Lunde, Borge, Byer.
Han seer sig ene under Himlen flyde.
Dybt under ham de sorte Bølger bryde.
Da klapprer det i Luften og han skuer
Den gyselige Ravn at nærme sig.
Dens Øine flammer som to røde Luer.
Ei Harald! skal jeg eengang finde dig!
For første Gang ung Haralds Hierte gruer,
Den skiønne Yngling blegner som et Liig.
Af rædsom Angest svulmer høit hans Bryst,
Han hæver sørgeligt sin hulde Røst:
Jeg seer det nytter ei mod Skiebnen stride!
Jeg er dit Rov, Gud staae mig bi i Nøden!
Men førend du mig grum vil sønderslide,
Und mig en salig Stund i Morgenrøden.
Minona er min Brud! lad mig nedglide
Til hendes Buur og henrykt glemme Døden
I Elskovs Favn, da skal jeg sikkert komme
Til dig igien, naar korte Frist er omme.
Fast holder Ravnens Kløer ham i det Høie;
Den stirrer paa ham med begierligt Mod.
Skiønt gierne strax min Lyst jeg vilde føie,
Skal jeg dog vise dig at jeg er god.
Saa hug den ud ung Haralds høire Øie;
Saa drak den Helvten af hans Hierteblod.
Nu har jeg mærket dig, nu kan du vende
Til Jorden ned, nu er du god at kiende.
Ung Harald synker langsomt ned med Taare
Fra Skyen i den lavere Natur.
Han hviler sig paa sorte Dødningbaare,
Som staaer ved Kirkens høie røde Muur.
Tung er hans Gang, men o han elsker saare!
Han raver til Minonas Jomfrubuur.
Han skielver bleg ved Døren, thi hans Mod
Har Trolden drukket med hans Hierteblod.
Minona kom, før Haralds Hierte brister!
Endnu det banker blødende for dig.
Paa Jorden du din elskte Harald mister.
Du seer ham atter udi Himmerig!
Minona kom, o kom mit Hierte brister;
Lad mig dog eengang først omfavne dig!
Saa synger han med Elskovs sidste Lyst,
Mens Døden raller i hans kolde Bryst.
Da kommer hun. O Naade i det Høie!
Min Haralds blege Gienfærd for mig staaer.
Der rinder Blod og Taarer af hans Øie,
Rødt klæbe sig hans lange gule Haar!
Minona, kom! betragt mig ganske nøie.
Jeg er en Skygge ei, mit Hierte slaaer
Med Krampetræk af Elskov og af Smerte.
Kom, læg din varme Haand paa Haralds Hierte.
Da standser brat Minonas Taarer stride,
Da falmer hendes Purpurlæber blaa,
Da bliver Kindens røde Roser hvide,
Da bliver Issens sorte Lokker graae.
Alt hvad han leed og hvad han end skal lide
Fortæller han, mens Favn mod Favn de staae.
For sidste Gang i Elskovs søde Lyst
De smelte sammen klynget Bryst mod Bryst.
Lev vel, Minona! nu jeg frygter ikke.
Hist aabner Faderen sit Himmerig.
Giv mig et Kys, og smiil med dine Blikke,
Og glem at Harald var ulykkelig.
Da skal jeg Dødens Kalk frimodig drikke.
Lev vel, Minona! Himlen signe dig.
Saa favnede han bleg sin elskte Møe,
Og svang sig høit hen over salten Søe.
Det brustne Øie stirrer - han er svunden!
Hun staaer tilbage paa det kolde Muld.
Da blusser hun, da synker hun i Lunden,
Da beder hun til Himlen andagtsfuld:
Du, som ved Daaben er med mig forbunden,
Du, som paa Jorden var saa god og huld,
Du, som lod Petrus gaae paa Havets Bølge,
Lad mig i Luften høit min Harald følge!
Da vifter Buskene i Morgenvinde,
Da lyder Nattergalens fierne Sang,
Da rødmer Solen mildt fra Fieldets Tinde,
Da dufter Blomsten fra den grønne Vang.
Og langsomt triner frem en ung Hyrdinde,
Paa Armen bærer hun en Fiederham.
Sørgmodigt smiler hendes røde Kinder,
Hun lægger den paa Græsset og forsvinder.
Og flux Minona sig i Hammen klæder,
Høit svinger hun sig med behiertet Aand.
Ei længer hendes brustne Øie græder,
Hun flagrer hen i sieldne Klædebond.
De Fugle, som hun seer paa høie Steder,
Dem dræber hun med Saxen i sin Haand.
Med Kiempekraft hun sine Vinger slaaer;
Men dog den vilde Ravn hun ikke naaer.
Da hører hun i lave Luft det klynker;
Hun lytter med et rovbegierligt Mod?
Med Ørnens Flugt hun ned paa Stranden synker.
Den er besprængt med Haralds varme Blod!
Hun blusser smilende, ei hun sig ynker.
Hans høire Haand hun skuer ved sin Fod.
Det eneste som Ravnen lod tilbage,
Hans Troskabspandt i Elskovs hulde Dage!
Hun giemmer Haanden paa sit blotte Bryst,
Saa rædsomt hendes blege Læber lee.
Hver Fugl hun møder i sin vilde Lyst
Den klipper hendes skarpe Sax i tree.
Da hæver Ravnen sig til sidste Dyst -
Hun klipper som hun klippede i Snee!
Den lodne Krop maa søge dybt sin Grav
Paa tusind Steder i det vilde Hav.
De sorte Bølger bruse ikke længer,
De skylle maanbestraalt paa runde Stene.
Vemodigt Strandens Piil med Løvet hænger,
Det hvidsler underligt i Lundens Grene.
I Nattens Blaa sig Stiernen mat fremtrænger.
En sølvklar Skye ved Maanen flyder ene.
Det er Minona døende som svæver.
Hun synker ei, hun sig til Himlen hæver!