En trofast Ven

---

Anna Thalbitzer (1912)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

Min lille Datter Annie havde ofte bedt mig om at forære hende en Hund, og jeg havde lovet at købe en til hende, når jeg havde fundet en, som jeg syntes rigtig godt om. Hun var eneste Barn og kunne derfor nok trænge til en sådan Legekammerat, og da vi havde vor egen lille Villa med en ret stor Have til, ikke langt fra mit Kontor i Oxford Street, var der ikke noget til Hinder for, at vi kunne opfylde hendes Ønske. Jeg havde set på flere Hunde men endnu ikke truffet nogen Bestemmelse, da de Begivenheder hændte, som jeg nu vil fortælle om.

Det var en mørk Vintereftermiddag, da jeg gik hjem fra mit Kontor igennem Oxford Street. Det havde været Regnvejr hele Dagen, og der lå nu en tæt grå Tåge overalt. Gaderne så triste og skumle ud, skønt Lygterne længe havde været tændte, og Folk så gnavne og forfrosne ud. Jeg gik så rask, jeg kunne og glædede mig allerede til at komme hjem til min hyggelige Stue, hvor Ilden brændte på den åbne Kamin, da jeg pludselig fik Øje på en middelstor sort Hund, der løb forbi mig midt ad Gaden og vedblev at løbe foran mig i samme Retning, som jeg gik. Den smuttede behændigt afsted mellem Heste og Vogne og skyndte sig afsted gennem Gadesnavset, som stænkede op om den, så det var tydeligt at se, at den havde et bestemt Mål at gå efter. Flere Gange så det ud, som om den var lige ved at blive kørt over, og Kusken tog et kraftigt Tag i Tømmerne for at holde Hestene tilbage, men altid slap den helskindet igennem, og løb videre, mens Kuskene skældte den ud.

Det var en usædvanlig grim Hund at se til. Dens sorte Skind var tjavset og forpjusket, og den var så mager, at man skulle tro, den altid havde sultet og lidt Nød.

Forresten lignede den nærmere en Puddelhund. Jeg så, at den havde et Læderhalsbånd på, hvortil der var fæstet en lille Kurv. Den måtte altså tilhøre Nogen, og det så ud til, at den havde et bestemt Ærinde at udrette, siden den fortsatte sin Vej så sikkert og ufortrødent gennem Færdslen og Sølet. Jeg holdt selv meget af Hunde, og da jeg netop nu interesserede mig særlig for dem, fik jeg Lyst til at følge efter denne og undersøge, hvad den havde for. Jeg fulgte så rask efter den og holdt Øje med den, mens den stadig løb videre uden at bryde sig om noget som helst. Undertiden mødte den andre Hunde, som stod stille og så forbavset efter den, og den løb til Tider så stærkt, at jeg ligefrem undrede mig over, at en så elendig Hund kunne holde det ud.

Jeg havde ondt ved at følge med og var lige ved at opgive det, da Hunden pludselig svingede om ad en anden Gade og derfra løb gennem flere snævre Gyder, til den pludselig standsede ved Indgangen til et lille smalt Stræde og lod til at betænke sig på, om den skulle gå videre. Den gik lidt frem og tilbage, men tog så en rask Beslutning og løb ind i Strædet. Der var næsten ingen Mennesker på Gaden, det dårlige Vejr holdt Folk inden Døre, og der så temmelig forladt og øde ud.

Efterhånden blev Strædet bredere og mundede ud på et lille Torv, hvor der lå nogle Værtshuse og Staldbygninger. Jeg fulgte stadig med og så nu Hunden standse foran et af Værtshusene. Det var øjensynlig Rejsestalde, hvor Folk fra Landet holdt med deres Vogne, og et sådant Sted er der altid Mennesker til Stede, der har et eller andet Arbejde for. Her var der netop også i Øjeblikket en Vognmand i Færd med at spænde sine Heste for en Vogn, og et Par Karle hjalp ham med det. I Døren til Værtshuset stod en Opvarter og røg sin Pibe og snakkede med et Par unge Mennesker ude på Torvet. Her stod Hunden stille, og før jeg kunne tænke mig, hvad der ville ske, rejste den sig op på Bagbenene og begyndte med stor Alvor at gå rundt i en Kreds. Manden med Piben udbrød forbavset: „Men hvad er dog det?” Vognmanden og Karlene, som hørte det, vendte sig nu om og så på Hunden. De unge Mennesker og et Par Koner kom nu også til, da de fik Øje på dette mærkelige Syn. Der var flere Folk, der forlod deres Arbejde for at se til, jeg nærmede mig også, og vi stod nu alle i en Rundkreds og betragtede Hunden. Dette lod til at fornøje Dyret. Den logrede venligt med Halen og anstrengte sig for at gøre sine Kunster så livlig som mulig. Først gik den flere Gange rundt på Bagbenene og stirrede stift frem for sig som en Soldat der står på Vagt, og jeg kunne se på det stakkels Dyr, at den gjorde sit Bedste for at få os til at le.

Alle de andre Tilskuere var stumme af Forbavselse, men jeg gav mig nu til at le højt for at opmuntre den, skønt jeg egenlig havde mere Lyst til at græde, thi der var noget uendeligt rørende og bedrøveligt over den Alvor, hvormed denne ensomme Hund selv gjorde de Kunster, som én eller anden fraværende Herre rimeligvis havde lært den.

Det var tydeligt, at den havde et Mål for Øje, som kun den alene vidste Besked om.

Da den havde hvilet sig et Øjeblik, begyndte den igen. Nu rejste den sig op på Forbenene og lod som om den stod på Hovedet. Og hvor klog så den ikke ud, mens den stod således og så på os med et Blik i sine klare brune Øjne, som om den ville sige: „Gør ikke Nar af mig - jeg gør det virkelig ikke for Løjer!” Da den blev træt af at gå således rundt, lagde den sig ned og lod, som om den var død. Først gengav den nøjagtig alle en døende Hunds Bevægelser, pustede og rystede over hele Kroppen, lukkede så Munden op og lå helt stille. Den gjorde dette så godt, at en skikkelig Kone, som stod og så på den, begyndte at græde og sagde: „Herre Gud, det stakkels Dyr.” Skønt det stadig regnede, blev vi alle stående stille, til Hunden, som havde ligget „død” et Øjeblik, pludselig sprang op igen og rystede sig som for at vise os, at nu var Forestillingen forbi for denne Gang. Den var færdig med sine Kunster og gik nu henimod Tilskuerne for at få sin Løn.

Den gik på Bagbenene fra den ene til den anden af os og lod, som om den tiggede. Først kom den hen til mig og så bedende på mig med sine smukke udtryksfulde Øjne, og da jeg stak Hånden i Lommen, fulgte den min Hånd med sit Blik.

Ved dens Halsbånd hang der en lille rund Kurv med en Revne i Låget til at putte Pengene ned igennem. Jeg lagde en Krone i den og bukkede mig ned for at læse, hvad der stod skrevet på en lille Seddel, der var bundet til Halsbåndet, og som jeg ikke straks havde lagt Mærke til.

Der stod: „Dette er en stakkels syg Mands Hund, som tjener Føden til sin Herre.”

„Gode Mennesker afhold den ikke fra at løbe hjem igen!” Hunden takkede mig ved at logre med Halen og gik videre rundt i Kredsen. De gav den næsten allesammen noget, og da Hunden havde været hos dem alle, gøede den højt og glad et Par Gange, som om den ville sige Farvel til os, og travede så bort på samme Måde, som den var kommen.

Jeg skyndte mig atter efter den, thi jeg var nu fast besluttet på at få at vide, hvor den hørte hjemme, men det var næsten mørkt, og da jeg var bange for at tabe den af Syne, sprang jeg op i en Drosche og bad Kusken følge efter Hunden, så rask han kunne.

Hunden løb nu hurtigt og uden at se sig om gennem flere lange og befærdede Gader, og hvor Færdslen var størst, skyndte den sig særligt afsted, som om den var bange for at blive standset og miste sin Kurv i Menneskemyldret. Vi kom ind i et Fattigkvarter, og her drejede den pludselig ind i en snæver Gyde, som var for smal til, at Vogne kunne køre derind. Jeg betalte derfor Kusken og løb bagefter Hunden, indtil den svingede ind gennem en mørk, snavset Gård og ind i en bælgmørk Gang i et fattigt og snavset Baghus.

Jeg strøg hurtig en Tændstik, og ved Lyset deraf så jeg Hunden løbe op ad en smudsig, knagende Trappe, der lugtede af Fugtighed og Mug. Den knurrede ængstelig og gav sig til at gø, da den så Lyset skinne.

Jeg talte da venligt og beroligende til den, og da den forstod, at jeg intet ondt ville gøre den, tillod den mig at følge med op ad Trappen, mens den stadig snusede til mine Benklæder.

Endelig nåede vi da op til Kvisten. Der var flere Døre, men til Håndtaget på en af dem var der bundet en Snor, der endte i en Løkke nede ved Gulvet. Hunden løftede sin ene Forpote, stak den ind i Løkken og åbnede Døren På denne Måde.

Jeg gik ind sammen med den.

Det første, jeg så, var et elendigt Værelse sparsomt oplyst med en Lysestump, der sad i en Flaskehals. Af Møbler så jeg kun et gammelt Bord og en Stol, hvorpå der hang nogle pjaltede Klæder. Der var ingen Ild i Kakkelovnen, og de ituslåede Ruder i Vinduet var klistrede over med Papir. I en Krog lå der en Madras på Gulvet, hvorpå der lå et Menneske. Hunden sprang straks derhen, gned sig opad Mennesket og slikkede kærligt og ivrigt dets Ansigt. Jeg hørte da en Mands Stemme, den lød hæs og svag, som hviskede: „Gode Hund, gode Jimmy!” og jeg så i Tusmørket en Hånd, der løsnede Kurven fra Hundens Halsbånd. Pengene raslede ud på Lejet, hvor Manden hurtig begyndte at tælle dem, da han pludselig opdagede mig og udstødte et angstfuldt Skrig.

„Hvem der?” råbte han og gemte Pengene, mens han stirrede forskrækket på mig med et blegt, magert og febersygt Ansigt.

„De skal ikke være bange!” svarede jeg, „jeg vil ikke gøre Dem Fortræd. Jeg er en Ven, som er fulgt efter Deres Hund og jeg vil gerne hjælpe Dem, hvis De er i Nød.”

Han så syg og elendig ud, og skønt han måske kun var et halvhundrede År gammel, så han snarere ud til at være firs, og det var tydeligt, at han var Døden nær.

Det lod imidlertid til, at min Stemme og mit Udseende havde beroliget ham, dog skjulte han stadig Pengene, mens han jamrede:

„Jeg er en fattig Mand - en stakkels syg og meget fattig Mand. Jeg har kun, hvad min Hund tjener til mig, men det er meget lidt, for den er meget doven og går og driver omkring og tjener kun af og til et Par Skilling.”

Han fik nu et voldsomt Hosteanfald, men jeg havde gættet Sandheden.

Han var gerrig og ville lyve for mig. „Hunden er ikke doven,” sagde jeg „har den måske ikke tjent mer end et Par Skilling til Dem i Dag?”

„Å nej, Herre!” klynkede Gnieren „kun et Par Skilling! Herren kan selv se!” og så rakte han et Par Skilling frem imod mig.

„De er meget syg, min gode Mand!” sagde jeg, „lad mig hente en Læge til Dem.” Men dette ville han på ingen Måde have. Hunden slikkede imidlertid stadig hans Ansigt, og jeg kom i Tanker om, at den vist måtte være meget sulten.

Der lå et Kødben ved Siden af Manden på Gulvet. Jeg bøjede mig ned og tog det op. „Hunden er meget sulten,” sagde jeg, „må jeg give den dette Ben - den har ærlig fortjent det.”

„Nej - det må De endelig ikke,” jamrede den elendige Stakkel og prøvede på at rejse sig op. „Det er min egen Aftensmad. Jimmy behøver ikke noget, den får altid noget, når den er ude på Gaden. Jeg må dø af Sult, hvis De giver Hunden mit Ben.”

„Jeg skal købe noget andet Mad til Dem,” sagde jeg og rakte Benet henimod Hunden, men den ville ikke tage det. Den stirrede stift på sin Herre for at få Lov, men da han vedblev at sige „Nej - nej, du må ikke Jimmy,” så vendte den Hovedet bort og lod sig ikke friste. Det gjorde mig meget ondt at se, og jeg spurgte nu Manden, hvor længe han havde ligget syg således.

Han fortalte mig nu, at han havde været syg i to Måneder, og i al den Tid var Hunden gået alene ud og havde tjent Penge til ham. „Men,” tilføjede han, „den tjener ikke nær så meget, som da vi gik ud sammen, han er en rigtig dum og doven Hund!”

Jeg indså nu, at det var håbløst at tale mere med det elendige Menneske og gik så ud og hentede en Læge og en Sygeplejerske og skaffede noget god og nærende Mad både til ham og det stakkels trofaste Dyr.

Hans Naboer fortalte mig nu, at han var en temmelig velstående Mand, som ved Hjælp af sin trofaste Ven, Hunden Jimmy, havde tjent sig en Del Penge, men han var en uforbederlig Gnier, og syg og elendig som han var, tog han mod sine fattige Naboers Hjælp uden at betale dem noget derfor.

De nænnede ikke at lade ham ligge hjælpeløs og uden Tilsyn, men det faldt ikke de skikkelige Mennesker ind at tage hans Penge fra ham.

Hans Sygdom havde snarere forøget hans Indtægter, thi den kloge Hund gik ud hver Morgen alene og kom hjem hver Aften med Kurven halv fuld af Penge, og den tjente mere nu, end da han var rask og gik ud sammen med den.

Nu var han døende, og Hunden var hans eneste Ven.

Der gik nu en Ugestid, og Gnieren blev stadig svagere, men Jimmy gik stadig ud hver Dag og kom hjem om Aftenen med Penge til ham.

Undertider fulgte jeg efter den. Nu kendte den mig og lod mig rolig følge med. Den forstod godt, at jeg var en Ven.

Så døde dens Herre en Nat, og næste Dag blev Jimmy hjemme.

Den så på, at dens Herre blev lagt i Kisten, og den gik sammen med mig bagefter Kisten ud til Kirkegården. Den hylede ynkeligt, da Graven blev kastet til og ville ikke forlade Stedet. Jeg talte længe kærligt til den og klappede dens kloge Hoved, og fik den da tilsidst til at gå med mig hjem. Min Villa lå ikke ret langt fra Kirkegården, og da jeg kom gående med Hunden efter mig, sad min lille Datter ved Vinduet og så mig komme.

Jeg havde naturligvis fortalt hende om Hunden, og hun var meget optaget af den og spurgte mig hver Dag, hvorledes det gik den og dens syge Herre. Da hun nu så os komme hjem sammen, sprang hun mig i Møde og råbte:

„Å, Fader, er det Jimmy, er han kommet for at besøge mig?”

„Nej, han er kommen, fordi hans Herre er død,” sagde jeg, „og hvis han vil, skal han blive hos os altid.”

„Men han er rigtignok ikke køn,” sagde Annie, som egentlig havde glædet sig til at få en smuk lille, hvid Foxterrier med sorte Pletter.

„Nej,” svarede jeg „køn er han ikke, men han er god og trofast, og hvis du vil være rigtig god imod ham, så vil du nok få en god Ven og Kammerat i ham.”

Og da jeg så fik fortalt Annie, hvor bedrøvet Jimmy var over sin Herres Død, blev hun meget rørt og tog den om Halsen og kælede for den.

„Stakkels lille Jimmy,” sagde hun, men Hunden stod med sænket Hoved og hængende Hale og Ører og så ud som et sandt Billede på Sorg og Fortvivlelse. Vi tog den nu med ind i Stuen, den fulgte efter mig, hvor jeg gik og stod, som om den mente, at jeg jo var det eneste Bindeled mellem den og dens døde Herre. Men den ville hverken spise eller drikke. Den lagde sig tålmodig ned foran Kaminen, da vi sagde, at den skulle gøre det, men den peb næsten hele Tiden sagte på en egen sørgelig Måde og så meget ulykkelig ud.

Om Natten lå den i en Kurv ved Siden af min Seng, men næste Morgen var den meget urolig og hylede for at få sin Kurv på igen. Jeg føjede den og gav den Kurven på og lukkede den ud. Den løb straks sin Vej. Om Aftenen gik jeg ud på Kirkegården, da jeg tænkte, den ville komme derud. Og ganske rigtig: så snart det begyndte at mørkne, kom Jimmy løbende med Kurven fuld af Småpenge. Den lod mig rolig tage Halsbåndet af, og jeg hældte Pengene ud på Graven.

Den klynkede urolig og kradsede i Jorden med Poterne, men da den så, at Pengene blev liggende, og dens Herre ikke kom, fulgte den med mig, da jeg sagde til den, at vi måtte gå hjem. Jeg var rørt over Dyrets Trofasthed og trak den lempelig med hjem, mens jeg stadig talte kærligt til den.

Dette gentog sig et Par Gange, men så en Morgen blev den liggende i sin Kurv. Den var øjensynlig syg af Sorg og altfor træt og mat til at gå ud.

Vi plejede den nu kærligt, og efter nogle Dages Forløb begyndte den igen at spise. Halsbåndet med Kurven havde vi gemt, for at den ikke skulle se det, og den havde fået et nyt smukt Halsbånd på. Vi lukkede den ikke mere ud på Gaden, men Annie tog den med ud i Haven og talte med den og passede den hele Dagen, og de blev snart meget gode Venner.

Det lod til, at Hunden havde forstået, at den nu tilhørte os. Vi gjorde også alt for at trøste og opmuntre den, og min Kone, som i Begyndelsen var ked af at have den, fordi den var så snavset og forpjusket, vaskede den og rensede den, hvilket den fandt sig i med stor Tålmodighed, og gav den den bedste og lækreste Mad at spise.

Efter nogen Tids Forløb var det tydeligt at se, at Hunden begyndte at finde sig i sin Skæbne, og efterhånden som den kom til Kræfter og fik mere Kød på sin stakkels magre Krop, kom den til at se helt godt ud. Annie børstede dens Skind hver Dag, og da vi syntes, den var helt rask, sendte jeg Bud efter en Hundeklipper, som kom og klippede dens tjavsede og pjuskede Pels så smukt, at Jimmy ligefrem blev helt køn at se på. Og aldrig har jeg set en Hund med så smukke og kloge Øjne.

Den var meget opvakt og lærvillig og forstod alt, hvad vi sagde til den. Vi morede os med at lære den mange nye Kunster, og det lod til at more Jimmy ligeså meget som os. Den fik snart sit gode Humør igen og legede i Timevis med Annie ude i Haven og gjorde sine Kunster for hende. Den viste sig tillige at være meget vagtsom; ingen kunne nærme sig Huset hverken Nat eller Dag, uden at Jimmy straks slog Alarm, og vi kom allesammen til at holde umådelig meget af det kloge og gode Dyr.

Men på Gaden fik den aldrig mere Lov til at komme alene, og på Kirkegården kom den ikke. Efterhånden glemte den helt sin Sorg og sluttede sig ganske til os, og blev nu ligeså god og trofast en Ven for os, som den havde været for sin døde Herre.