En Overraskelse
Anna Thalbitzer (1917)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Frøken Georgina Holken var en ældre velhavende Dame med en meget bestemt Karakter. Hun havde kun en eneste Slægtning i Verden, sin unge Niece Emmy, som i otte Års Alderen var kommet i Huset hos hende på Grund af begge Forældrenes tidlige Død, og som havde levet sammen med hende i tolv År. Frøken Georgina holdt ellers ikke videre af Børn, men hun syntes, det var hendes Pligt dengang at tage sig af sin Broders eneste Barn og opdrage det, så godt hun kunne.
Nu havde den unge Dame været gift i tre År, men i al den Tid havde Frøken Georgina ikke set hende, da hun og hendes Mand boede langt nede i Sydtyskland, og Frøken Georgina aldrig kunne falde på at forlade sit hyggelige Hjem for at rejse ned og besøge dem. Hun boede selv i en lille Villa udenfor Hovedstaden; den lå midt i en stor Have, og andre Steder kom hun ikke nu, da hun var bleven ældre. Hendes Husstand bestod to af Tjenestefolk, Pigen Marie og Gartneren Rasmus, der tillige gjorde Tjeneste som Kusk, og som begge var gamle og grå i hendes Tjeneste.
Desuden havde hun tro Katte, som hun elskede over alt i Verden.
Men nu var der hændet noget, som havde bragt Uro og Forstyrrelse ind i det ellers så stille og fredelige Hjem. Den unge Fru Emmy Berner havde skrevet et Brev til sin Tante, som i den Anledning kaldte Rasmus op til sig. »Hør nu her, Rasmus,« sagde hun og så meget bestemt ud, »De ved, jeg hader Hunde, og denne her vil naturligvis skræmme Livet at mine Katte. Men min Niece sætter sin Hund overmåde højt, så jeg bliver nødt til at tage imod den. Nu skal De i en Fart tømre et Hundehus sammen og stille det op nederst nede i Haven, så langt fra Huset som muligt; når det er færdigt, må De lægge noget blødt Hø derind, og jeg skal lade Marie bringe en Pude derned, som Hunden kan ligge på.«
»Men,« indvendte Rasmus, »der er da ingen Mening i at lægge en Hund på en Pude, Frøken.«
»Snak, Rasmus,« vedblev Frøken Georgina, »mine Katte ligger allesammen på Puder. Hunden er min Gæst, den skal have det godt - men op i Huset kommer den ikke!«
Så blev det derved, og Rasmus byggede et nydeligt Hundehus nede i Haven og malede det endog lysegrønt udvendigt. Frøken Georgina kom ned og så på det, da det var færdigt, og fandt det efter Ønske.
Det var første Gang, hendes Niece skulle komme hjem efter sit Giftermål, og Frøken Georgina var urolig og lidt bevæget ved Tanken. Hun havde jo ingen andre Slægtninge end hende, og skønt hun ikke havde hørt fra hende i det sidste År og nødig ville tilstå det for sig selv, thi hun var ikke af dem, der viser deres Følelser, glædede hun sig dog nu meget til Emmys Ankomst. Havde den Hund dog bare ikke været med!
»Kære Tante Georgina,« havde Fru Emmy skrevet, »jeg har pludselig fået sådan en Lyst til at aflægge dig et Besøg. Tre Dage efter, at du har modtaget mit Brev, kommer jeg selv med Berlinerekspressen til København.
Du er jo min eneste Tante, og det ville ikke være smukt af mig aldrig at besøge dig. Så nu kommer jeg altså og tager »Baby« med. Jeg ved godt, hvad du nu tænker på, men jeg er overbevist om, at du vil synes godt om ham. Jeg lover dig, at jeg vil give ham bort, hvis du ikke kan lide ham, og mere kan du vel ikke forlange.«
Synes om ham! En lille, næsvis Hund, som ville gø og springe omkring og jage Livet af de stakkels Katte! Der kunne ikke være Tale om, at hun ville have noget at gøre med sådant et Dyr.
Ganske vist havde Emmy skrevet, at han ikke skulle gøre hende nogen Ulejlighed, da han naturligvis skulle sove hos hende, og hun selv ville passe ham, men det blev der ikke noget af. »Baby« skulle både spise og drikke og sove nede i Hundehuset og dermed basta!
Hun huskede nok fra gammel Tid, hvor tosset Emmy havde været efter Hunde. Hendes højeste Ønske havde allerede dengang været at få en Hund, men det var bestemt bleven afslået, og det havde været et stående Stridsspørgsmål imellem dem i mange År.
»Når jeg en Gang bliver gift,« havde Emmy tilsidst sagt, »så kan du stole på, jeg vil have en Hund, Tante Georgina, en yndig lille Hund i Stedet for tre dumme katte! Og jeg ved allerede, hvad han skal hedde. Han skal kaldes »Baby«, fordi han skal være så lille og så kær, og du kan tro, jeg skal elske ham og forkæle ham!« Og Emmy udførte virkelig sin Trussel. Ikke så snart var hun bleven gift med Ingeniør Berner og havde bosat sig med ham nede i Sydtyskland, før hun anskaffede sig en lille Foxterrier, og kaldte den »Baby«. I det første År var hendes Breve fulde af Beskrivelser af »Baby«s vidunderlige Egenskaber; i det næste År skrev hun kun meget sjældent, og i det sidste År havde hun som sagt næsten slet ikke skrevet; men nu var hun altså på Vejen hjem til sin Tantes Hus og havde taget »Baby« med. Frøken Georgina gøs ved Tanken.
Så oprandt Dagen, da Fru Emmy skulle komme.
Frøken Georgina ville ikke køre med til Stationen for at hente hende.
»Nej,« sagde hun bestemt, da Rasmus foreslog hende at køre med. »De kører alene, Rasmus. Hvis min Niece var kommen hertil alene, var jeg taget med, men jeg rører mig ikke af Pletten for at hente en Hund!«
»Nu husker De nok at sætte ham af nede i Haven, og så kan min Niece komme op til mig. Og glem nu endelig ikke at lænke ham! Jeg ønsker ikke at få mine stakkels Katte skræmt ihjel.«
Så kørte Rasmus alene med Vognen til Stationen, og imens gjorde, Frøken Georgina en Runde gennem hele Huset for at se, om alt nu også var i Orden til Niecens Ankomst. Tiden faldt hende lang, og hun gik ovenpå og satte sig ned i Emmys Værelse, hvor Barnet havde boet i så mange År, og faldt i dybe Tanker.
Frøken Georgina havde aldrig været videre følsom af sig, og efter Emmys Giftermål var hun bleven endnu mere utilnærmelig og kølig, så Folk troede i Almindelighed om hende, at hun ikke brød sig om andet i Verden end sine elskede Katte. Men som hun nu sad der alene i Emmys Værelse, mindedes hun mange Træk fra den Tid, da Barnet havde været hos hende, og en Gang, da Emmy var syg, var de kommen hinanden meget nærmere; og skønt hun egentlig ikke havde savnet Emmy ret meget efter hendes Giftermål, blev hun nu helt underlig til Mode ved Tanken om at skulle se hende igen. Havde hun blot ikke haft den forhadte Hund med det latterlige Navn med sig; var der nu også nogen Mening i at kalde en Hund »Baby«? Men hun skulle nok sørge for at holde den i behørig Afstand.
Pludselig hørte hun en Dør smække neden under og en høj klar Stemme, der kaldte »Tante - Tante Georgina, hvor er du?« Og så kom Emmy springende op ad Trappen, og i næste Øjeblik kastede hun sig om Halsen på den gamle Frøken og kyssede hende kærligt. Hun formelig strålede af Ungdom og Livsglæde.
»Å, du gamle, kære, ugæstfri Tante!« råbte Emmy, »du har jo taget din bedste Silkekjole på til Ære for mig, - nægt det ikke! Tante Georgina, du er glad ved at se mig!«
Ja, hun var glad, men hun havde ondt ved at vise det, og ganske roligt rakte hun Niecen sin Kind til Kys.
»Og jeg er så glad!« vedblev Emmy, »det er dejligt at være i det kære gamle Hjem igen! Men du bilder dig vel ikke ind, at jeg vil finde mig i, at »Baby« -«
Frøken Georgina afbrød hende brat:
»Baby« bliver, hvor han er, Rasmus sørger nok for ham, og jeg har lagt en Pude ned til ham i Hundehuset.«
»Ja, Rasmus er en Engel, og jeg ville ikke have ladet min lille Skat blive et Øjeblik alene dernede, hvis han ikke havde lovet at blive der, til jeg kom igen! Men nu går jeg straks derned, jeg løb kun op for at sige Goddag til dig, Tante!«
»Det gør du ikke, Emmy, »Baby« har det godt, hvor han er.«
»Hvorfor må jeg ikke have ham her oppe i Huset,Tante? Han er så rolig -.«
»Han ville skræmme Livet af Kattene!«
»Aldrig i Verden, Tante! De ville netop komme til at holde meget meget af ham.«
»Nej, det er bestemt; jeg er vis på, han vågner op på en ugudelig Tid om Morgenen!«
»Det gør han ganske vist - men jeg skal nok selv tage mig af ham.«
»Og så gøer han naturligvis!«
»Aldrig - han er ikke af den Slags! Han er elleve Måneder gammel, og jeg har aldrig hørt ham gø! Tante, vil du ikke give efter?«
Emmy kyssede Tanten på begge Kinder, mens hendes Øjne funklede muntert, og der var et underfundigt Udtryk i hendes glade, unge Ansigt. »Nej!« sagde Frøken Georgina bestemt, skønt de varme, kærlige Kys havde fået hende til at vakle i sin Beslutning: »Det er en afgjort Sag! Tag nu dit Overtøj af og lad mig se rigtig på dig.«
»Nej!« svarede Emmy påståeligt, »det gør jeg ikke; når Baby. skal sove nede i Hundehuset, så vil jeg også sove dernede! Jeg kan godt krybe derind, - det er et meget godt og rummeligt Hus - jeg har allerede været derinde.«
»Du - inde i Hundehuset? Nej, hør nu, Emmy, du er da ikke bleven en Smule ældre endnu!«
»Og hvad tror du min Mand vil sige, Tante. når han kommer for at hente mig og Baby, og han ser, at vi bor i et Hundehus? Pas du bare på, Tante, Hugo er ikke til at spøge med!« vedblev hun og lo muntert, men pludselig blev hun alvorlig og tilføjede! »Hugo er det bedste Menneske i Verden, Tante, ham er jeg sikker på, du vil synes om.«
Så greb hun Tante Georgina i sine Arme, drejede hende om imod Havedøren og sagde:
»Men der er en Ting, du skal - og det må du ikke nægte mig. Du skal gå med ned i Haven og kaste et Blik ind i Hundehuset! Du skal se »Baby« ligge og sove derinde. Han gøer ikke i Søvne!«
Og inden Frøken Georgina kunne få Tid til at gøre Modstand, trak Emmy hende med ud i Haven og ned til Hundehuset. Der stod Rasmus trofast på Vagt og kiggede ængstelig ind i Huset.
»Nu kommer vi, Rasmus!« råbte Emmy. »De har vel husket at lænke ham? Tante er så bange for ham! Så, Tante, læg dig nu ned på Knæ og kig derind. Jeg bliver her ved Siden af dig!«
Emmy blussede af Iver og undertrykt Munterhed, og Frøken Georgina føjede hende og kiggede ind i Hundehuset. - Og hvad så hun derinde?
Et lille Barn, der lå og sov trygt med sit krøllede Hoved på den Pude, hun havde ladet anbringe derinde. Hun så det lille rødkindede Ansigt, de små buttede Hænder med Smilehullerne og et lille rundt, bart Knæ!
»Tante -,« begyndte den unge Moder, men Frøken Georgina hørte ingenting, hun bare så! Og det yndige Syn fyldte hende med Undren, og hendes gamle Hjerte, der så længe havde været koldt og tillukket, åbnede sig pludseligt for en Strøm af Varme og Kærlighed.
»Ræk mig Barnet, Emmy!« sagde hun ivrigt og rakte Armene ud. »Giv ham straks til mig! Hvor kunne det falde dig ind at lade ham ligge på sådant et Sted? Hvor i Alverden kunne du finde på det? Kom her med ham -.« Resten af hendes Ord hørtes ikke, thi hun havde trykket sit Ansigt ind imod Barnet, som Emmy rakte hende. Så rejste de sig alle tre op og gik tilbage til Huset. Forrest gik Frøken Georgina med Barnet, Rasmus og Emmy fulgte bagefter. »Du narrede mig,« sagde Frøken Georgina og vendte Hovedet om imod sin Niece, men hendes Stemme havde en lykkelig Klang, »du fik mig til at tro, at det var en Hund; du sagde, at dens Navn var »Baby« og -,« hun afbrød sig selv helt forvirret.
»Ja - »Baby«, selvfølgelig kalder jeg min lille Dreng »Baby«,« svarede Emmy leende, »jeg kunne dog aldrig tænke mig, at du ville tro, det var -.«
»Gå i Forvejen, Rasmus, og luk Døren op!« befalede Frøken Georgina, og så forsvandt de ind i Huset med den kostbare Byrde, mens gamle Rasmus med et bredt Smil på sit rynkede Ansigt gik ned i Haven for at flytte Hundehuset bort.