Ulvehunden
Anna Thalbitzer (1924)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Højt oppe i det nordligste Amerika i det kolde, snedækte Alaska boede Irlænderen Charles O’Brien, som var Pelsjæger og Guldgraver. Han boede på et Sted, som kaldtes „Irlænderhøjen”, fordi han og nogle af hans Landsmænd havde slået sig ned der og bygget sig Bjerghytter ikke langt fra hinanden.
Charles var som Regel en god og flittig Mand. Han levede ganske alene i sin Hytte sammen med sin store, grå Ulvehund, Mona, som var hans trofaste Ven og Ledsager.
Men Charles O’Brien havde en Fejl. Når Julen nærmede sig, kunne han ikke udholde at sidde alene derhjemme i sin Hytte med Mona. Så længtes han efter at komme bort fra Bjergene ud til Nome, hvor der var Vinstuer, Danseboder og Spillehuse.
Hvert År plejede han at drage af Sted fulgt af sin trofaste Mona. Så drev de om fra det ene Værtshus til det andet, hvor Charles drak og svirede, til han ikke havde flere Penge. Alle Folk i Byen kendte godt ham og hans prægtige Ulvehund; thi således var det gået i flere År.
Nu nærmede Julen sig atter, men denne Gang havde Mona fem små Hvalpe at sørge for, fem små, lådne Tyksakker med klare Øjne, spidse Øren og en strid, grå, pjusket Pels, ligesom deres Moder.
Da Mona derfor denne Jul så sin Herre stoppe sit Guld og sine Pengesedler i sit Bælte og gøre de øvrige Forberedelser til den besværlige og farlige Tur over Bjergene, søgte hun at gøre ham det begribeligt, at han jo ikke kunne gå uden hende. Hun sprang indsmigrende rundt om ham, logrede som en rasende med sin prægtige Hale, gned sig op ad hans Ben og bønfaldt ham på sit eget Sprog om at blive.
De fem små Hvalpe tumlede rundt omkring dem; men Mona ænsede dem ikke. Fortvivlet stak hun sin Snude ind i sin Herres Hånd, og det var, som om hendes smukke, talende Øjne sagde til ham: „Hvordan kan du dog tænke på at gå til Nome uden mig? Du ved jo, at du ikke kan undvære mig, og du må jo kunne indse, at jeg ikke kan gå med!”
Og det var netop Sagen. Charles O’Brien kunne dårlig undvære Mona. I fire År havde hun hver Jul sikkert fået ham hjem ad de farlige, ufremkommelige Veje, der på denne Årstid blev næsten ufarbare af de uhyre Snefald. Med sit sikre Instinkt havde Mona altid fundet den rette Vej, tresindstyve engelske Mil frem over de Øde Vidder.
Men Charles vendte det døve Øre til alle Monas Bønner. Han var besat af en heftig Længsel efter at komme ned og tage Del i den vilde Svir og de larmende Drikkegilder. „Gå din Vej, Mona!” råbte han til sidst ærgerlig. „Du kan da vel nok forstå, at jeg ikke kan tage dig med til Byen med hele det Slæng af Hvalpe!”
Mona trak sig forvirret og forbavset tilbage fra ham og samlede sine små Hvalpe om sig. Så stod de der alle sammen og stirrede efter deres Herre, til han forsvandt ved en Omdrejning af Vejen.
Lidt efter travede de tilbage til Hytten, hvor Mona nu selv måtte til at sørge for sine Børn; for Charles havde glemt at lægge noget frem til dem.
Men Mona vidste selv Råd for det. I fire Dage levede de af tørret Fisk, som hun listede sig ud og stjal om Aftenen fra deres nærmeste Nabo, Owens, Forrådsrum. Han opdagede det først den femte Aften og forstod straks, hvad der var sket, thi i disse nordlige Egne, hvor Kampen for Tilværelsen er så hård, stjæler Menneskene ikke fra hverandre. Desuden kendte han Monas Fodspor i Sneen.
„Hoho!” tænkte han, „det er nok Charles’s Mona, som har været her! Hun har naturligvis ingen Mad haft til sine små, det Skind! Det ville også være en dårlig Moder, som ikke sørgede for at skaffe sine Unger lidt Mad Julenat. Jeg tilgiver hende gerne!”
Men næste Morgen blev Owen vækket ved at høre Mona tude ynkeligt uden for sin Dør.
„Gud forbarme sig!” udbrød han, „hvad kan det betyde?”
Han skyndte sig at komme i Tøjet og lukkede Døren op.
Der stod Mona med en af sine Hvalpe i Munden.
„Hvad er der i Vejen med dig, Mona?” sagde han. „Kom ind til Owen, Mona, nå kom så ind da!”
Men Hunden blev stående og så på ham med sine kloge Øjne, mens den logrede ivrigt med Halen.
Det var tydeligt, at den ikke ville lægge Hvalpen fra sig, før han havde forstået dens Bøn, og dens Blik var så talende og så bønfaldende, at det kunne have rørt en Sten.
Den venlige og godhjertede Irlænder forstod det da også straks.
„Vil du have, at jeg skal passe din lille Hvalp for dig, Mona?” spurgte han og klappede Hundens Hoved.
Mona lagde øjeblikkeligt Hvalpen ved hans Fødder, så logrede hun taknemmeligt og løb bort igen.
Et Par Gange standsede hun og vendte sig om for at se tilbage på Owen, som var blevet stående i Døren med den lille grå Hvalp trykket op imod sit Bryst.
Lidt efter kom Mona igen med en Hvalp, og en Times Tid efter havde hun bragt dem alle fem hen til Owen, som meget godt vidste, hvad Hunden havde i Sinde.
„Ja,” sagde han til Mona, „jeg er gammel og ensom og holder lige så meget af din Herre, som du gør. Og jeg ved, at Gud har givet dig Instinkt, som intet Menneske har Mage til, og du har i Sinde at frelse Charles på din egen Måde. Gud hjælpe dig dertil!”
Så stak Mona Snuden i Jorden, og Owen så hende forsvinde i det fjerne.
- - -
Nede i Nome blev Julen fejret på den samme vilde Måde som ellers. De rå Guldgravere og Pelsjægere, som Charles traf derinde, var mer end villige til hjælpe ham med at drikke og svire de Penge op, som han så møjsommeligt havde slidt og arbejdet for i Måneder.
I seks Dage drev de om fra Sted til Sted, drak og spillede og kastede om sig med Pengene, til Charles ikke ejede en Skilling mere. Så var det ude med ham.
Og nu var det Juleaften, og Charles sad halvt bedøvet og sløv med hængende Hoved og halvsov i en Lænestol ved Ovnen i „Minearbejdernes Café” uden Anelse om, at Mona sad udenfor i Mørket og ventede på ham.
I tre Dage og Nætter havde hun fulgt sin Herres Spor over Snemarkerne.
En Gang imellem standsede hun for at slukke sin Tørst på de Isklumper, der satte sig fast på hendes Poter. Så for hun igen af Sted - et lille gråt Punkt på den uhyre, snedækte Vidde.
Juleaften sad Mona seks lange Timer uden for „Minearbejdernes Café” og ventede tålmodigt i Kulden og Mørket, men til sidst udstødte det stakkels Dyr en lang, fortvivlet Tuden. Charles O’Briens omtumlede Hjerne opfattede Lyden, og der trængte som en svag Mindelse om Mona og Hjemmet gennem hans omtågede Bevidsthed.
Ja, han ville hjem nu med det samme. Halvt ravende skød han Stolen tilbage. Ingen gjorde Forsøg på at holde ham tilbage. Hvem brød sig om ham, da han var fuldstændig plukket for Penge?
Så gik han ud i den iskolde, arktiske Nat, hvor så mange før ham var gået ud - for aldrig mere at komme tilbage.
Mona jublede ved Synet af sin Herre. Hun sprang henrykt op ad ham, men han var alt for omtåget til at lægge Mærke til hende. Mona var jo hjemme på Irlænderhøjen hos de fem små, tykke Hvalpe. Der ville han også hen, og det bevægelige noget der ved Siden af ham var kun et Spil af hans Fantasi. Til sidst opgav det kloge Dyr sine Anstrengelser og gav sig til at følge i Hælene på ham som sædvanligt.
Ved Udkanten af Byen stod den katolske Præst, Fader Kempel, i Døren til sin Hytte, da Charles O’Brien vaklede forbi med Hovedet bøjet fremover mod den bidende Vind. Præsten kaldte på ham, men han kunne lige så gerne have kaldt på Blæsten. Kun Mona svarede med en ængstelig Gøen og gav sig til at springe foran sin Herre, som om hun ville overtale ham til at vende om og søge Ly hos Præsten.
Men det var håbløst. Charles havde nu sat sig i Hovedet, at han ville gå hjem til sin Hytte og Mona, og nu kunne intet standse ham.
Sneen var igen begyndt at fyge, og da de begyndte Opstigningen i Bjergene, blev det et forrygende Vejr. Mona gjorde alt, hvad hun kunne, for at standse sin Herre.
Hun sprang og dansede rundt om ham med vilde Spring for at få ham til at forstå; men alt forgæves.
Da de var kommet en Mils Vej fra Byen, kunne Charles’s Ben ikke bære ham længere, og han sank sanseløs om i den dybe, bløde Sne, hvor han i blev liggende. Mona trak i hans Klæder, stak sin Snude ind i hans Ansigt og søgte på alle Måder at vække ham, men det nyttede ikke.
Sneen faldt i tætte Lag og dækkede ham snart til, kun hans Ansigt, hvor Mona slikkede Sneen bort, var frit.
Da stak det tro Dyr pludselig Snuden i Vejret og tudede, som hendes Forfædre, Ulvene, gjorde, når de var i Nød.
Endnu en Gang slikkede hun Sneen bort fra sin elskede Herres Ansigt. Så satte hun i vildt Løb tilbage mod Nome.
- - -
Fader Kempel var lige kommet hjem fra Midnatsgudstjenesten i Byens eneste Kirke. Han tænkte med Bekymring på den ensomme Vandringsmand, der i denne hellige Julenat havde begivet sig ud i de vildsomme Bjerge i sådant et Uvejr.
Han vidste, at i denne Snestorm var det en Kamp på Liv og Død, og han knælede ned i sin Hytte og bad Gud om at bringe de to Stakler derude i Sikkerhed.
Som han lå der, hørte han pludselig en ynkelig Tuden uden for sin Dør. Han skyndte sig at lukke Døren op, og der i Sneen så han den samme Hund, som han for et Par Timer siden havde set følge sin Herre ud i Mørket og Stormen.
Dyret rystede over hele Kroppen og stirrede på ham med Øjne, der glødede som Rubiner i Lysskæret inde fra Hytten. Så sprang det et par Gange baglæns ud imod Mørket og kom så tilbage til Døren igen, hvor det stod logrende og pibende.
Og Præsten betænkte sig ikke. Hurtigt kaldte han på sin indianske Dreng, Sub-choo-ahk, og gav ham Ordre til straks at spænde for. Kort efter var alt parat, og Slæden jog bort trukket af syv raske Hunde.
Mona styrtede i Forvejen for at vise Vej. Ikke det mindste Spor var der at se i den nyfaldne Sne, hverken af Dyr eller Mennesker. Men Mona betænkte sig ikke. Uden Tøven styrtede hun i lige Linje mod Målet. Af og til forsvandt hun langt forude i sin vilde Angst for at komme hurtigt nok; men lidt efter kom hun så springende tilbage igen for at føre de andre Hunde frem gennem den fygende Sne.
Pludselig standsede hele Flokken med et Ryk, der nær havde væltet Slæden over Mona, der gravede i Sneen.
Sub-choo-ahk sprang rask af Slæden og fik trukket Hundeforspændet til Side, mens Fader Kempel kom Mona til Hjælp med en Skovl, som han havde bragt med sig.
Endelig udstødte Mona et Glædeshyl, hun havde fundet sin tilbedte Herres Legeme og snøftede, peb og gøede som en gal af Glæde. Fader Kempel og Indianerdrengen løftede hurtigt den bevidstløse Mand op i den varme Slæde, hvor Præsten straks blottede hans Bryst og lyttede efter Hjerteslaget.
En svag Lyd overbeviste ham om, at Charles O’Brien endnu var i Live. Så pressede han Flaskehalsen ind mellem hans sammenbidte Tænder, og det lykkedes ham med Besvær at hælde noget af den styrkende Vin i ham. Det var tydeligt, at dette havde en meget oplivende Virkning på den halvfrosne Mand.
Monas Glæde var grænseløs. Hun sprang fra sin Herre til Fader Kempel og slikkede dem begge skiftevis i Ansigtet og på Hænderne og gned sit store, smukke Hoved op ad Præstens Arm for at vise ham sin Taknemmelighed.
Snart var de igen på Vej til Byen. De syv Slædehunde behøvede ingen Opmuntring for at skynde sig hjemad, og Mona løb utrættelig ved Siden af Slæden så tæt ved sin Herre, som hun kunne komme......
I to Uger lå Charles O’Brien på det katolske Hospital i Nome og blev omhyggeligt plejet af de fromme Søstre. Mona fik Lov til at være hos ham, og i al denne Tid veg hun næppe nok et Øjeblik fra hans Side.
I sine Feberfantasier kaldte Charles undertiden på Hunden, og det var rørende at se, hvorledes Mona gjorde sig Umage for at fortælle ham, at hun var hos ham.
Den første besøgende, Charles fik Lov til at modtage, var Irlænderen Owen, som var kommet ned til Byen for at forhøre sig om ham.
Sammen med ham tumlede alle Monas fem små Hundehvalpe ind i Sygeværelset. Ingen kan beskrive Monas Fryd, da hun så dem.
Hun sprang dem i Møde, og de fem små, lådne Tyksakker trillede og rullede rundt omkring hende i den vildeste Jubel. Aldrig havde Charles O’Briens Ansigt strålet og lyst som ved dette fornøjelige Syn.
„Nå, Charles, gamle Dreng, hvor har vi længtes efter at se dig igen!” sagde Owen. „Jeg og de fem små Slubberter der har sovet sammen i min Seng hver Nat, siden Mona bragte dem over til mig på Irlænderhøjen. Men de små, forsultne Bæster har nu spist al min Skinke og mine tørrede Fisk, så vi var nødt til at tage til Byen alle sammen efter en ny Forsyning.
Når du nu er rask nok, så rejser vi alle sammen hjem igen, og du vil få en storartet Modtagelse af Kammeraterne - både du og Mona - kan du tro. For du ved vel, Charles, at det var Mona, som frelste dit Liv?”
Jo, det vidste Charles nok. Da han var kommen til Bevidsthed igen, havde den gode Fader Kempel fortalt ham, hvad den tro Mona havde gjort for ham hin forfærdelige Julenat, og det glemte Charles aldrig.
Syv År er gået, siden Mona frelste sin Herre, men Historien derom er ikke glemt endnu. Når Midsommersolen kaster sine varme Stråler ned over Nomes Gader, hvor Mona ligger på Fortovet og varmer sin gamle, grå Pels i Solen, går alle forsigtigt udenom eller træder varsomt over hende. Hun ligger der og drømmer hele Dagen og er anset og agtet af alle Byens Borgere.
Charles O’Brien rører aldrig Spiritus. Han er blevet et nyt og bedre Menneske og er nu tillige en velhavende Mand, der bor i eget Hus i Nome.