Vildkatten
Anna Thalbitzer (1916)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Dybt inde i en af Nordamerikas kæmpestore Urskove boede Skovhuggeren Tom Gordon med sin Familie. På en stor udhugget Plads i Skoven, en såkaldt Lysning, hvor de vældige Træer allerede forlængst i Hundredvis var fældet af andre Skovhuggeres Økser, havde Tom Gordon bygget sin lille Gård, lunt og godt lå den dér, omgivet på alle Sider af de tætte Skove, og tæt ved Gården ilede en lille Skovbæk rask af Sted, snoede sig milevidt gennem Krat og Underskov, for senere at falde ud i en af de mange Floder, som dette Land er så rigt på. På den ryddede Plads rundt om Gården havde Tom efterhånden fået lavet sig en udmærket Køkkenhave. Jorden var god og kraftig. Og Urter og Kartofler trivedes godt, så i den Retning led Familien ingen Mangel. Huset var et solidt tømret Bjælkehus med et nærliggende Udhus, hvor der stod et Par Køer og en lille Hest. En Gris og nogle Høns havde de også, og Brænde kunne de hugge, ligeså meget de ville, inde i Skoven. Tom havde altid Arbejde med at fælde de store Trær for det Firma, der ejede Skoven. De vældige Træstammer blev så tilhuggede og ført ned til Floden, hvor andre Folk bandt Bjælkerne sammen i Flåder, som de lod drive med Strømmen til den nærmeste By, der lå mange Mil borte. Og her, på de store Savskærerier, blev Tømmeret atter forarbejdet og ført med Jernbanen videre ud i Verden.
Tom Gordon måtte ofte gå langt ind i Skoven, hvor Træerne nu skulle fældes. Der mødtes han med andre Skovhuggere, og undertiden arbejdede Mændene således i flere Dage langt borte fra Hjemmet. De andre Skovhuggere boede ligesom Tom på forskellige Lysninger spredt omkring i Skoven, hvor de havde deres små Gårde, og der var ofte milevidt fra den ene Gård til den anden. Skovhuggerne samledes daglig ved Arbejdet, men for deres Familier, som boede så langt fra hinanden, var Livet i Skoven ofte meget ensomt, og det var kun sjældent, at de besøgte hinanden.
Tom Gordon og hans Kone Mary, havde tre Børn og en Kat, som hørte med til Familien, og det er denne Kat, som Historien handler om. Thi det var nu ikke nogen almindelig Kat, men en Kat, som gjorde sig berømt i mange Miles Omkreds ved sine mange mærkelige Egenskaber, og som bar det stolte, men for en Kat ret mærkelige Navn: Kristoffer Columbus.
Inde i Skoven levede der mange vilde Dyr, deriblandt også Ulve -og Vildkatte. Ulvene generede kun sjældent Skovens Beboere, thi der var Føde nok i Skoven for dem alle; kun i strenge Vintre kunne de blive nærgående og komme hen til Menneskenes Boliger for at søge Føde; da måtte Skovhuggerne være på deres Post, og de gik aldrig ud uden at have Bøssen med. Og hjemme i Huset hang der altid en ladt Bøsse parat på Væggen. Selv Børnene lærte tidlig at bruge Skydevåben, og Tom Gordons to Drenge, Jack og Jim, der var ti og tolv År gamle, havde hver sin Bøsse og forstod godt at benytte den. Det tredje og mindste Barn var en lille Pige, som hed Milly og var på det Tidspunkt, hvor denne Historie foregik, kun tre År gammel.
En Dag for et Par År siden var Tom Gordon kommet hjem fra Skoven med et mærkeligt Dyr i sin Sæk. Det var ved Vintertid, og Kulden havde i lang Tid været meget streng. Tom gik gerne ud på Snesko, som med Lethed bar ham oppe over den dybe, hårdfrosne Sne, og bar så en Sæk på Ryggen, hvori han havde Føde for flere Dage og enkelte Klædningsstykker, når han skulle blive længe borte fra Hjemmet. På Vejen hjem havde han fundet en stor, halvdød Vildkat liggende tæt ved den Sti, han fulgte. Den lå stille i Sneen, blødende og hårdt såret og stirrede på ham med vilde, gnistrende Øjne. Tom, som var en stor Dyreven, havde Medlidenhed med Dyret, som øjensynlig måtte havde været i Kamp med et andet vildt Dyr, der havde skambidt det, antagelig en Ulv. Denne måtte på en eller anden Måde være blevet forskrækket, måske ved Menneskers Tilsynekomst, og var skyndsomst forsvunden i Tykningen og havde efterladt sin sårede Fjende på Valpladsen.
Og imidlertid var Tom Gordon kommen til.
Han gik dristig hen til Vildkatten, der var for svag til at gøre nogen synderlig Modstand, greb den og puttede den ned i sin Rygsæk, skønt den hvæsede og så alt andet end hyggelig ud. Dens ene Forben var bidt omtrent over, og den blødte af flere Sår i Hovedet og i Brystet, men det var ellers et smukt og kraftig Dyr med en tæt, gråbrun Pels og en lang, busket Hale.
Nå, Vildkatten kom i Sækken, og Tom kom hjem med Katten. Den vakte stor Forbavselse hos Børnene, der hjalp Faderen med at forbinde den, og derefter anbragtes den ude i Stalden i en stor gammel Trækasse med Tremmelåg over. Der blev lagt Føde ud til den, men først, da Familien var gået fra den, og den var helt alene, gav den sig til at æde. I lang Tid plejede og passede de nu Vildkatten, som både var syg og forsulten, og langt om længe kom den sig da og blev tilsidst tilsyneladende tam. Men i Kassen måtte den blive, for at den ikke skulle slippe ud og gøre Jagt på Hønsene.
Og hvad skildrer Børnenes Glæde og Forbavselse, da de en Morgen kom ud i Stalden og fandt Vildkatten liggende med fire dejlige Killinger hos sig nede i Kassen. »Mor, Mor!« råbte de og stormede tilbage til Mor i Stuen, »Vildkatten har fået Killinger, kom med ud og se!«
Og Mor med lille Søster på Armen måtte ud og se på det sjældne Syn. Nu blev der hver Dag sat Mælk ud til Vildkatten, og rigelig Mad fik den også, så Killingerne trivedes godt og blev snart store og smukke. Der blev lavet et Rum i Stand til dem i Udhuset, hvor de kunne løbe mere frit omkring, og det var en stor Fornøjelse for Børnene hele den Vinter at se på de nydelige Dyr. De små blev ganske tamme og gik villig hen til Børnene, når de stak en Hånd ind til dem gennem Tremmedøren, men Kattemoderen ville ikke lade sig tæmme. Det var, som om den blev mere sky og vild, eftersom Killingerne voksede til. Børnene vovede ikke at røre ved den, thi så snart de gjorde Mine dertil, hvæsede den, og dens Øjne luede vildt. Henad Foråret forærede Tom Gordon to af Killingerne bort til et Par andre Skovhuggerfamilier, som ville forsøge at beholde dem og opdrage dem som Huskatte; thi han kunne jo ikke i Længden have den store Kattefamilie boende i Udhuset.
Det var hans Mening at slippe Vildkatten løs igen i Skoven, når Killingerne var store nok til at sørge for sig selv, thi det var tydeligt, at den aldrig ville blive rigtig tam. En Forårsmorgen, lukkede han Døren op for Buret og stod stille udenfor og afventede, hvad der nu ville ske.
De to tilbageblevne Killinger løb straks ud og gav sig til at lege i Solen.
Børnene kaldte fra Stuehuset på dem og den ene, det var en Hunkilling, som de havde givet Navnet »Lulu«, fulgte Opfordringen og sprang ind i Huset til dem.
De fangede den og holdt fast på den. Og det var i sidste Øjeblik, thi i det samme så de den store Vildkattemoder komme gående ud af Skuret. Den blev stående et Øjeblik og missede med Øjnene imod Solen; så kastede den et hurtigt Blik omkring sig til alle Sider, som om den ikke rigtig ville tro sine egne Øjne, og at den virkelig havde fået sin Frihed igen. Men så tog den en rask Beslutning. Hurtig som Lynet greb den den anden lille Killing i Nakkeskindet, og før Børnene og deres Fader ret forstod, hvad der var sket, forsvandt den med Killingen i Munden i lange Spring ud af Gården og ind i Skovens Tykning. Og de så den aldrig mere. Dens vilde Natur havde sejret. Dens Længsel efter det frie Liv i Skoven var altfor stærk Den kunne aldrig blive en tam Huskat, og med Glæde og uden at betænke sig forlod den det gæstfri Hus, der havde været et Hjem for den og dens små Killinger så længe; et Hjem - men alligevel et Fængsel!
»Løb du kun!« råbte Tom Gordon efter den og lo højt. »Din Frihed er dig vel undt, men det var kønt af dig, at du i det mindste lod os beholde Lulu til Erindring om dig!«
Og Lulu blev hos Skovhuggerfamilien. Den blev helt tam og blev ualmindelig stor og smuk, og gjorde ikke mindste Forsøg på at løbe bort. Undertiden løb den ind i Skoven, hvor den morede sig med at gå på Jagt efter Fugle og andet Småvildt, men altid kom den tilbage til sine Venner i Skovhuggergården. Af og til kunne man ved Vintertid høre Vildkatte mjave inde i Skoven. Så blev Lulu urolig og blev lukket inde, for Familien var alligevel bange for, at Naturen en skønne Dag skulle gå over Optugtelsen, og Lulu skulle slutte sig til sine vilde Slægtninge derude i Skoven. Det hændte dog ikke, thi samme År forsvandt Vildkattene fra denne Skov, og man så dem ikke mere. Tom Gordon mente, at de var gået længere Vest på til andre endnu større og mere vildsomme Urskove.
Næste Sommer fik Tom en stor og smuk, men ganske tam almindelig Huskat forærende af en af Naboerne. Den var kulsort og bar derfor Navnet »Sorteper,« og det varede ikke længe, før den og Lulu blev meget gode Venner, og henad Efteråret fandt Børnene en Dag Lulu liggende ude i Kostalden med tre små Killinger. De to var gråbrune ligesom Moderen og blev forærede bort, men den tredje var kulsort ligesom Faderen Sortper. Det var også en Hankilling, og det var den største og smukkeste af dem alle. Den fik Lulu Lov til at beholde, og den voksede og trivedes godt, og Børnene var henrykte over den lille nye Legekammerat, de havde fået. Men kort efter, at den var født, kom stakkels Sorteper ulykkeligt af Dage ved, at en stor Bjælke faldt ned over den, så den blev dræbt på Stedet, og da den lille Hankilling kun var tre Måneder gammel, mistede den også sin Moder. Lulu blev syg og døde. Ingen vidste, hvad den fejlede, men en Dag lå den død på sit Leje ude i Stalden, og den lille Hankat mjavede ynkeligt ved Siden af sin døde Moder, og alle Børnene græd.
Så begravede de Lulu ude i Skoven under et af de store Trær, og den lille forældreløse Hankilling kom ind i Stuen hos Børnene, som gjorde alt for at trøste og opmuntre den. Den fik. en Kurv at ligge i i Stuens luneste Krog, og så skulle den døbes og højtidelig optages som Medlem af Familien.
Men Børnene kunne ikke blive enige om, hvad den skulle hedde. Jim foreslog et Navn og Jack et andet, og stadig fandt de på nye, men kunne ikke enes om at vælge et bestemt.
Milly var den Gang kun et År gammel, så hun kunne ingenting sige. Moderen syntes, at det var nemmest kun at kalde den »Mis«, med det syntes Drengene ikke passede for en Hankat. Så foreslog hun »Goliath«, fordi den var så stor og stærk af sin Alder, men det syntes de heller ikke om. I flere Dage skændtes Børnene derover, og det var ikke langtfra, at Husfreden var bleven helt forstyrret af den Grund. En Aften, da Faderen kom hjem, blev han gnaven over at høre, at de endnu ikke var bleven enige. Så slog han i Bordet og sagde:
»Stille Drenge! Katten skal hverken hedde Mis eller Goliath, Buster eller Topsy ! Nu skal jeg give den et godt gammelt, amerikansk Navn, som den kan være tjent med, et Navn, som endnu ingen Kat har ejet hverken her eller andetsteds, og det skal den bære, hvad enten I synes om det eller ej, og dermed Basta!«
Så greb han den lille Hankat i Nakkeskindet, løftede den op over Bordet, hvor hele Familien sad samlet, stænkede lidt Mælk i Ansigtet på den, og mens den lille, Vildkattekilling peb i vilden Sky, og alle Børnene lo af den, sagde han med højtidelig Stemme:
»Jeg døber dig »Kristoffer Columbus«, det er et godt Navn - bær det med Ære!«
Så satte han den ned på Gulvet igen, og den gav sig straks til at slikke Mælken af sit Ansigt.
»Men Tom dog!« udbrød Mary og lo. »Det kan da aldrig være dit Alvor, at Katten skal hedde Kristoffer Columbus?«
»Naturligvis er det Alvor,« svarede Tom, »nu er den desuden døbt, så det kan ikke blive anderledes! Må jeg spørge, hvad du har at indvende mod det Navn?«
»Jamen, kære Tom,« indvendte Mary, »det bliver dog rædsom besværligt. Du vil da ikke have at vi, hver Gang, vi skal kalde på Katten, skal råbe: »Kristoffer Columbus, Kristoffer Columbus, Kristoffer Columbus!« Det er jo til at brække Tungen af Led på.«
»Så kan I nøjes med at sige Columbus! Det er netop et udmærket Navn! Var Columbus måske ikke en Hædersmand, og er han ikke hele Amerikas Stolthed? Well - er vi måske ikke også stolte af vores Vildkat, er han måske ikke en højst sjælden og mærkelig Kat? Han skal hedde Columbus, han er værdig til at bære så stolt et Navn, og I kan stole på, Børn, at han nok skal holde det i Ære!«
Og derved blev det; og Børnene var vel tilfredse med det. Columbus blev efterhånden forkortet til »Buss«, og kun Faderen kaldte ham ved hans fulde Navn, men det viste sig snart, at Katten virkelig bar sit Navn med Ære. Sålænge den var lille, gjorde den sig ikke synderlig bemærket, undtagen ved sine mange morsomme Påfund og sin Villighed til altid at lege med Børnene. Den var tam og kælen, men når dens Vildkattenatur en Gang imellem brød frem, så den gav sig til at rive eller bide, bragte et Par velrettede Klaps den hurtig til Fornuft igen. Den lærte hurtigt at være lydig og ærlig, og da den var ét År gammel, opførte den sig almindeligvis som enhver velopdragen tam Huskat. Men det viste sig alligevel, at den ikke var en almindelig Kat. For det første blev den, da den var helt udvokset, ganske usædvanlig stor og stærk, og skønt den overfor Børnene og Husets Beboere i det hele taget altid var from og medgørlig, var dette dog ikke Tilfældet overfor Fremmede, som af og til gæstede Familien. Den vogtede Huset så godt som nogen Hund, og der var ingen, der vovede at gå ind ad Døren, når Columbus sad midt i den på Dørtrinet, som den plejede at gøre og så stift på den, der ville ind. Den store, sorte Kat, med de gnistrende, gule Øjne lagde da Ørerne lidt tilbage og bevægede sin lange, buskede Hale frem og tilbage i langsomme, men faretruende Slag henover Dørtrinet, og kom man den da for nær, trak den Overlæben lidt op, viste sine skarpe Tænder og hvæsede på en så truende Måde, at der skulle mere end almindeligt Mod til at gå forbi den.
En omstrejfende Pelsjæger havde en Gang forsøgt at trænge sig ind i Huset uden at tage Hensyn til Kattens advarende Holdning, men det kom han ikke godt fra; Columbus fløj på ham som et Lyn og rev en dyb Flænge i hans ene Hånd. Og først da Mary kom til og kaldte Katten ind i Stuen, fik den fremmede Lov at komme indenfor. En anden Gang ville Tom Gordon anskaffe en Jagthund og kom hjem med en, men Columbus blev så rasende og ustyrlig, og forfulgte den ulykkelige Hund med en sådan Vildskab, at det trods gentagne Klap og mange fornyede Forsøg, tilsidst, måtte opgives.
Kristoffer Columbus tålte ingen Hund i Gården; det der skulle passes, skulle den nok selv besørge og Tom måtte bringe Hunden bort igen, og den var da allerede halv forstyrret af Skræk for Vildkatten.
Thi en Vildkat var og blev den nu alligevel.
Men af Børnene tålte Columbus alt. Den fulgte med dem, hvor de gik og stod, og særlig den lille Milly, sluttede den sig til med megen Hengivenhed; Milly sad ofte ved Siden af Columbus på Dørtrinet, når den holdt Vagt. Hun slyngede da ofte sine små Arme om Halsen på den og trykkede den op til sig, og den store Kat lod til at finde særlig Velbehag deri.
Columbus tillod heller ingen andre Dyr at nærme sig Milly, så hun var godt bevogtet med den som Selskabs- og Legekammerat. Om Sommeren holdt Columbus meget af at gøre Jagtudflugter i Skoven på egen Hånd.
Børnene så den forsvinde inde i Skovtykningen, og af og til klatrede den højt op i Træerne, hvor den i Timevis kunne ligge på Lur efter Fuglene, skjult imellem Grenene. Men som oftest jagede den efter Skovmus og andet Småvildt, Væsel og Mår, som Skoven var fuld af, og da den i Reglen fik et godt Jagtudbytte, behøvede Familien næsten aldrig at give den Mad hjemme. Den holdt mest af at skaffe sig Føden selv, men at disse Jagter ikke altid gik af uden heftige Kampe, vidnede de talrige Sår og blodige Rifter om, som Columbus bagefter kom hjem og fremviste med en vis Stolthed for de beundrende Børn. Den bragte aldrig noget Bytte med sig hjem. De ville Smådyr, som den fangede og dræbte, fortærede den på Stedet, men den blev aldrig borte mere end nogle Timer ad Gangen og kom altid tilbage til Huset igen. Så satte den sig hos Børnene eller på Dørtærskelen, slikkede sig om Munden og på Poterne, og havde den Sår eller Rifter efter Kampen, slikkede den også dem længe og omhyggeligt.
»Du er en voldsom Krigsmand, Columbus!« sagde Jack og klappede den på Hovedet, »men pas på, du ikke kommer galt afsted en Gang.« Drengene, som ofte gik med deres Fader til Arbejdspladsen i Skoven, havde fundet et Sted, hvor Bækken var bredere og fuld af Fisk. Der satte de sig med deres Snører og fiskede både Ørred og Foreller, og Columbus, som ofte var med på disse Udflugter, lærte dem hurtig Kunsten af. Den listede sig ud på Træernes Grene, som mange Steder hang helt ned over Vandet, og sad der og holdt skarpt Udkig med de forbisvømmende fisk. Vandet var så klart og gennemsigtigt og flød roligt forbi. Når så en intetanende Fisk svømmede forbi lige neden under det Sted, hvor Columbus sad på Lur, slog den pludselig Poten med de lange, skarpe Kløer ned i Ryggen på Fisken, trak den i samme Nu op til sig på Grenen og åd den på Stedet. Det morede Drengene umådeligt, og de var aldrig gladere, end når de kunne fortælle Faderen eller Moderen om Columbus's Bedrifter.
Men om Vinteren holdt den mest af at blive hjemme. I Sneen holdt den ikke af at gå ud. Derimod elskede den at gå med Mary over i Stalden, når Køerne skulle malkes. Så sprang den op og satte sig magelig til Rette på en af Køernes brede Ryg. Der var dejligt varmt at sidde. Undertiden lagde den sig ligefrem til at sove deroppe, og Køerne, som var vant til at se den i Stalden fra den var ganske lille, var ikke bange for den og fandt sig rolig deri. Når Mary så var færdig med Malkningen, råbte hun til Katten:
»Kom så, Columbus, og få en Tår Mælk;« så kom den straks springende og fik lidt af den varme, nymalkede Mælk i en Skål, der var særlig bestemt til dette Brug. Og det var noget, den holdt meget af.
Columbus vidste også bestemt, når Tiden nærmede sig om Aftenen, når Tom skulle komme hjem fra Arbejdet i Skoven. Og selv om det var mørkt om Efteråret eller hen på Vinteren, forlangte den altid at komme ud for at passe på, når han kom. I nogen Afstand fra Huset kaldte Tom da på den.
»Kristoffer Columbus!« råbte han, »hvor er du henne?« og et Øjeblik efter sad Katten i et Spring oppe på hans Skulder, og således holdt de deres Indtog i Huset. Dér sad den også ofte, mens han spiste sin Aftensmad, og mangen god Bid blev rakt op til Columbus, som altid lod til at være særlig stolt over på denne Måde at dele sin Herres Måltid.
Men når så Tom bagefter satte sig til Rette i sin Lænestol og tændte sin Pibe og begyndte at dampe på den,. så sprang Columbus ned på Gulvet, og lagde sig ved Ovnen, for Tobaksrøg kunne den ikke fordrage. Ved den mindste uventede Lyd i eller udenfor Huset rejste den sig op for at undersøge, hvad Grunden dertil kunne være. Den var vagtsom som en Hund, og hvis Nogen nærmede sig Huset udefra, var den straks på Benene og henne ved Døren.
Da lille Milly var tre År gammel, hændte den Begivenhed, som for bestandig gjorde Kristoffer Columbus til en berømt Kat.
Den var nu to År gammel og voksede ikke mere, men var både større og stærkere end selv de allerstørste almindelige Huskatte og havde en tyk, sort Pels, hvis Mage man skulle lede længe efter. Alene af denne Grund var den en Seværdighed, og i mange Miles Omkreds talte Folk om Skovhugger Gordons vidunderlige Kat, og det hændte ikke så sjældent, at fremmede Folk kom kørende eller ridende til Gården for at få den at se. Nu havde det været en usædvanlig lang og streng Vinter, Sneen havde Måneder ligget tyk og dyb i Skoven, og Ulvene havde vist sig flere Steder. Der var intet Vildt for den at finde i den strenge Kulde, meget af Vildtet døde, og alt, hvad der kunne, gravede sig ned i Jorden eller trak bort til fjernere og mere lune Steder. Ulvene var forsultne, og det var farligt at færdes i Skoven. Tom og Drengene gik altid ud bevæbnede med Bøsser, men i lang Tid var der så ufremkommeligt i Skoven, at alt Arbejde hørte op.
I Marts Måned lå Sneen så hårdt frossen, at Folkene kunne gå til og fra Arbejdspladserne på Snesko og Skier, og de begyndte atter at samles og fælde Trær. En Eftermiddag blev Tom Gordon bragt hjem på en Slæde med et brækket Ben. Et Træ var væltet så uheldigt, at han var blevet ramt i Faldet, og i det han ville spring, Side, slog en vældig Gren ham til Jorden, så han faldt og brækkede Benet. Tilfældigvis havde en af de andre Skovmænd i tidligere Tid været Læge. Han lagde Benet i Bandage, og Kammeraterne kørte Tom hjem. Der ventede ham et langt Sygeleje, og der blev Sorg i Skovhuggerens Hus. Drengene måtte nu passe Hestene og Køerne og udrette alt Arbejde på Gården, som deres Fader allerede for nogen Tid siden havde begyndt at lære dem.
Mary og Milly passede Huset og Faderen, og Columbus sad på Sengestolpen og så på ham, og af og til, når den gik ned på Gulvet og han rakte en Hånd ned til den, gned den sig kærligt op ad den for at vise ham sin Deltagelse. Han talte med Katten som med en god Ven, og den mjavede og svarede ham på sin Vis.
»Det er en gal Historie, Kristoffer Columbus,« sagde han, »nu må du have Øjnene med dig og passe endnu bedre på end ellers, siden jeg ligger her så hjælpeløs.«
»Mjav - mjav!« svarede Columbus og gned sig op ad ham, som om den ville sige: »Javel, det skal jeg nok - stol bare på mig.«
Så en Dag blev det pludselig Forår, og efter at Sneen var faldet tæt og ustandselig i flere Døgn, brød Solen på en Gang frem og Luften blev mild og stille.
Der kom Bud fra deres nærmeste Nabo, at Konen dér var blevet meget syg, og Mary bestemte sig derfor med det samme til at køre derover i Slæden for at hjælpe med, hvad hun kunne og tage den syge Kones små Børn med sig hjem i nogen Tid. Drengene spændte Hestene for Slæden, tog Bøsserne med, hvis de skulle møde Ulve, og da Mary havde pakket Slæden fuld af Madvarer og nyttige Sager, drog de af Sted. De kunne ikke være hjemrne igen før henad Aften, men Vejret var så varmt, og Solen skinnede så dejligt, så hun gav Milly Lov til at lukke Døren op og gå udenfor og lege i Solen på Pladsen foran Huset.
Toms Seng blev skubbet ud på Gulvet, så han kunne ligge og se ud af Døren, og et Bord med Mad til ham og Milly blev stillet op ved Siden af Sengen.
Tom var næsten rask, men kunne endnu ikke støtte på Benet, og måtte ikke stå op før om nogle Dage.
Da Mary og Drengene var kørt, blev der stille på den lille Gård. Tom lå og blundede, Milly løb og legede på Pladsen udenfor Huset, hvor Drengene havde skuffet Sneen bort, og Columbus var sprunget op på en høj Brændestabel, der stod i den fjerneste Ende af Gårdspladsen. Der sad den og slikkede Solskin og holdt Øje med Milly. Den lille Pige gik og trillede en stor Snebold henimod Brændestabelen og var meget optaget af sin Leg, som stedse førte hende længere og længere bort fra Huset. Pludselig vågner Tom af sit Blund, og idet han kaster et Blik ud i Gården. får han Øje på et stort, gråt Dyr, der nærmer sig på en underlig listende Måde.
»Hvor kommer den Hund mon fra?« tænker han og ser forbavset på den. Men med ét slår det ned i ham som et Lyn, at det er ingen Hund, men en stor, forsulten Ulv, der har fået Øje på Milly og nu nærmer sig det intetanende Barn for at angribe og dræbe det. Stum af Rædsel ser Tom sig fortvivlet om efter Hjælp. Ud af Sengen kan han ikke komme, Bøssen hænger på Væggen i den anden Stue, og han kan ikke nå den.
Om et Øjeblik kan Ulven styrte sig over Barnet og sønderrive det for hans Øjne! Men for at nå Barnet må Ulven forbi Brændestablen, og den har gjort Regning uden Columbus, som sidder deroppe. Thi i samme Øjeblik, som Ulven vil liste sig lydløs forbi Brændestabelen for at springe løs på Milly, opdager Columbus den, og Katten, der instinktmæssig aner en Fjende i det fremmede Dyr, betænker sig ikke et Sekund, men sætter med et eneste stort Spring lige ned på Nakken af Ulven og giver sig til at flå og kradse denne i Hovedet af al Magt og på ægte Vildkattemanér. Og Tom ser et Syn, som han aldrig kan glemme. Den forfærdede Ulv udstøder et vildt Hyl og søger at befri sig for den uventede Fjende. Milly. som hører Spektaklet, vender sig om og flygter skrigende op imod Huset, hvor Tom ivrigt kalder på hende.
Og imens vedbliver den heltemodige Kat at bearbejde Ulvens Hoved og Nakke med sine skarpe Tænder og Klør, så Blodet flyder ned i den hvide Sne.
»Det var Ret, Columbus!« råbte Tom nu til den. »Du er, så sandt jeg lever, en tapper Kat!«
Ulven kaster sig nu ned i Sneen og ruller sig rundt for at slippe af med Katten. Columbus springer behændigt til Side, og lige så såre Ulven er på Benene igen, er den atter oppe på Nakken af den. Da opgiver Ulven Kampen og flygter rædselsslagen ud af Gården og ad Skoven til med Columbus siddende på sin sønderrevne Ryg.
Og Tom ser det mærkelige Syn forsvinde og takker Gud, som i sidste Øjeblik ved Hjælp af den tapre Kat frelste hans lille Piges Liv. Milly er sprungen op i Sengen til ham og græder af Angst, thi Ulvens Hylen og Columbus Hvæsen har skræmt den lille Pige, som ængstelig spørger:
»Å, Far tror du ikke den store Hund vil gøre Columbus Fortræd?« og han trøster hende så godt han kan.
Men lidt efter kommer Columbus ganske roligt gående ind på Gårdspladsen igen. »Kom hid, Kristoffer Columbus!« råbte Tom, og Katten springer op i Sengen til ham og Barnet.
»Der gjorde du et godt Stykke Arbejde,« sagde Tom og klappede Katten kærligt på Hovedet, »men havde du ikke været den Vildkat, du er, så havde det vist gået dig ilde. Men nu skal du have Tak for det, og det skal du vide, Kristoffer Columbus, at hvis nogen har båret sit Navn med Ære, så er det dig!«
Og Columbus gned sig op ad ham og så ud, som om den var ganske enig med ham.
Da Mary og Drengene et Par Timer efter kom hjem med Nabokonens små Børn uden at have haft noget Uheld eller noget Møde med Ulve, blev de højst forbavsede ved at at høre Toms Fortælling om Columbus's Mod og Tapperhed. Og Drengenes Begejstring var grænseløs.
»Måske var det den samme Ulv, som overfaldt og skambed Columbus's Bedstemoder, den gamle Vildkat,« sagde Jack, og Jim stemmede straks med i: »Ja, og nu har Columbus hævnet hende! Mage til Kat findes der da ikke i hele Verden, tror du vel, Fader?«
Nej, det var de alle enige om, men der er heller ikke mange Katte, der har haft en rigtig Vildkat til Moder. Og dens vilde Natur fornægtede sig ikke, da det gjaldt. Men var Columbus ikke berømt før, så blev den det nu, og da Tom Gordon snart efter blev helt rask og kunne begynde sit Arbejde i Skoven igen, fortalte han de andre Skovhuggere om den heltemodige Kat, der havde frelst hans lille Piges Liv. Og Folk kom langvejs fra for at se Columbus; Historien nåede langt bort til den store By, og den kom i Avisen, og mange Tusinde Mennesker i Amerika læste den og undrede sig over, at en Kat kunne være så tapper. Columbus levede i mange År hos Skovhuggerfamilien og blev Stamfader til mange tapre og modige Katte, som spredtes omkring hos Beboerne i de store, milevidt udstrakte Skovdistrikter. Og Tom Gordon sagde ofte til sine Børn, når de stod og talte om Katten. »Ja, det var jo det, jeg den Gang sagde, da vi døbte Katten Kristoffer Columbus, at den skulle komme til at bære sit Navn med Ære.«
Og det er der heller ingen, der tvivler om mere.