Stakkels lille Menine
Stakkels lille Menine (1888)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Skomager Mortensen holdt ikke af Hunde; han dannede i så Henseende en Modsætning til sin bedre Halvdel, der netop havde en afgjort Passion for nævnte Skabninger. Især gjaldt hendes Ønsker en „lille, lådden Tamp”, som hun udtrykte sig.
„Men Herre Gud! hvad skal vi dog med en Hund, Mutter?” spurgte Mortensen ærgerlig, „den er jo til ingen Verdens Nytte.”
„Å, Nytte,” vrissede Madammen, „synes Du da ikke, det kunne være yndigt med sådan en lille Stump?”
„Nej, på ingen Måde, Malle; hvad skal vi med sådant et Bæst på fjerde Sal?”
„Bæst!” - Madam Mortensen sendte sin Mand et meget sigende Øjekast. „Bæst, siger Du. Man skulle virkelig tro, Du tænkte Dig Hunden af Størrelse som en almindelig Bryggerhest! Bevares, Mortensen, hvad skulle vi med sådant et Skræmsel. Nej, Du ved meget godt, at jeg altid har ønsket blot en ganske lille bitte en og ikke andet.”
„Det kommer omtrent ud på et, enten den er stor eller lille; en Hund kan ikke sidde og glo på fjerde Sal, sådan et Dyr skal røres i fri Luft, Mutter.”
„Drengene kan jo muntre den en Gang imellem nede i Baggården; gør nu ikke en Myg til en Elefant.”
„Ja, ja Malle! Du bliver nok ked ad den Hundehistorie. En sådan uopdragen Hundehvalp gnaver i alt, river i Stykker og afstedkommer et farligt Svineri, for ikke at tale om, at den fylder os hele Huset med visse små sorte, som Du ellers ikke plejer at være så glad ved, Malle.”
„Å! - Sådan en lille, pæn Hund skal kæmmes og renses, det har såmænd ingen Nød; og tænk, hvor glad lille Thora vil blive ved den. Hende skal vi også tænke lidt på.”
„Thora! Hm . . . . Stakkel! Men nu har vi jo da også nylig skaffet en Papegøje til hende. Det ender med, at Hunden skræmmer Livet af Fuglen, når den begynder med sin Bjæffen!”
„Hør nu, lille Mortensen, vær nu rigtig god og lad os få den Hund for lille Thoras Skyld, hun vil blive så glad, det lille Skind, og hun har kun så få Fornøjelser . . . .”
„Ja, Du forstår det, Malle,” brummede Mortensen, idet han åbnede Døren for at gå ned på Værkstedet i Kælderen.
„Lærer Petersen har lovet Drengene en Hvalp; han har en hel Redefuld, som han gerne vil af med, og de er ikke større end som så” - Madammen viste på sin Hånd - „som en lille Rullepølse, Fatter.”
* * *
Hvordan det nu gik med Forhandlingerne mellem Skomager Mortensen og Hustru siden, vides ikke, men nok er det, at en Skønne Dag holdt den meget omtalte lille, lådne Tamp alligevel sit Indtog på fjerde Sal.
Det var bare en lille buttet Klump, der præsenterede sig på fire små, skæve Ben; fin og fløjlsblød var dens sorte, glinsende Pels, den havde fremstående Øren, gule Pletter over Øjnene og en bitte stumpet Hale, der krøllede sig i Vejret som et betydningsfuldt Spørgsmålstegn.
Nåda, sikken et Bras, der blev i Skomagerlejligheden! Børnene skreg, og den lille, syge Thora klappede i Hænderne, medens Madammen, ganske ude af sig selv, råbte: „Nej, hvor er den yndig, hvor er den yndig!” Selv Poppedrengen tog Del i den almindelige Lystighed; den hoppede op i sin Ring og skreg den ene Gang efter den anden: „Thora, Thora, tak, tak!” Det hjalp ikke, Mortensen måtte op at se den, og skønt han næsten blev ør i Hovedet af al den Spektakel, der lød omkring ham, kunne han dog ikke bare sig for at smile over det lille Dyrs snurrige Bevægelser.
„Nu har vi jo formelig et helt Menageri,” sagde Mester en Smule spotsk, „men pas nu godt på Hvalpen, Malle, for det er nok, at man skal betale Skat af Utysket; gnaver den Betrækket af Møblerne og kradser os Fjerene ud af Sengetøjet, så er det bagefter at knække Halsen på den.”
Tiden gik; Hvalpen, der var bleven døbt „Menine”, befandt sig ypperlig; den sov i en Kurv med Pude ude i Køkkenet, men var også kendt i Husets øvrige Rum. Altid opførte den sig så artig, at i det mindste Mortensen ikke havde Grund til at beklage sig over den.
I al Stilhed sørgede Madammen nemlig for at tilintetgøre ethvert Spor af Menines Optøjer, og det var meget heldigt, at Mesters Værksted lå så fjernt; thi hun kunne jo ikke nægte, at den lille Tamp ofte behandlede hendes Karklude, Viskestykker og Morgensko på en alt andet end hensynsfuld Måde. - Dog, Krukken går så længe til Vands, at den tilsidst kommer hankeløs hjem.
Det var en usalig Påskelørdag. Mortensen havde travlt på Værkstedet, Drengene var tagne på Landet i Besøg hos Moster Trine i Farum, og den lille, svagelige Thora var bedt ned hos en velhavende Familie på anden Sal. Madammen var gået i Byen for at gøre nogle Indkøb, og da hun traf Madam Jensen i Gadedøren, og Kaffen netop lige var færdig, så tøvede Madam Mortensen temmelig længe borte. Ingen huskede på Menine, den lå i sin Kurv og kedede sig, gabede og strakte sig. Det var gået langt over dens sædvanlige Spisetid, og den fandt det derfor uudholdeligt i Kurven, skønt den ingenlunde var ene om Besiddelsen af denne. Efter først at have foretaget adskillige grundige Børstninger begyndte den at underholde sig så godt, den formåede. Først besørgede den Madammens Karklude i Brændekassen, flængede hendes bløde, grønne Filtsko ud fra Ende til anden og fejede rundt i vild Fart med hendes røde Uldklokke, som hun uheldigvis havde ladet ligge på en Stol i Køkkenet. Efter at have forsynet nævnte Klædningsstykke med adskillige Lufthuller, søgte den hen til Dagligstuedøren der heldigvis stod på klem. Madam Mortensen var en proper Kone; alt var her som blæst, og foran Sofaen lå et lille nydeligt Tæppe, som hendes flinke Fingre havde strikket af utallige små Klude, smukt ordnede efter farve og Stof. Menine fandt det også allerkæreste og begyndte en lystig Leg med det. Da det imidlertid ikke var beregnet på Hundetænder, sagde det bare „sprat, sprat” til Legen, og nu for de spraglede Klude og skøre Uldtråde ud til alle Sider. Menine syntes, det var morderlig Sjov; den blev ivrigere og ivrigere, gøede af fuld Hals og sled med Tænder og Kløer i de sørgelige Rester. Poppedrengen blev ganske urolig, hoppede op i Ringen, slog en Klo over i Burets Ståltråd og skævede spørgende ned efter den ophidsede Menine. Da Poppe så, hvad den havde for, fór den rundt i Buret og skreg: „Tak, tak!” Men da var det for sent, den sidste Klud sad fast i Menines Tænder.
Der hørtes imidlertid tunge Trin på Trappen og en ivrig, noget højrøstet og sorgløs Pladren. Det var Madam Mortensen, der kom hjem, fulgt af Fatter, der var så elskværdig at bære den tunge Kurv op ad Trappen for hende; og veltilfreds med hele Verden fortalte hun de sidste Nyheder, som Madam Jensen havde proppet hende med. - Nøglen drejedes om i Låsen; men i samme Nu grebes Menine af en instinktmæssig Anelse, den luskede skyndsomst af ud i Køkkenet og forsvandt klogelig, indtil Stormen var dreven over.
Men hvo beskriver det Syn, der mødte det værdige Ægtepar, eller den Skræk, der fór Madammen i Knæene. Mortensen sagde ikke et Ord, han bare så på Malle, men det Blik glemte hun aldrig. Hun havde slået Hænderne sammen i Forfærdelse, og så fik hun endelig Luft: „Ih, Du forbarmende! Menine, Menine, hvad har Du gjort?”. „Ja, hvad har den gjort?” råbte Mortensen og drog ud i Køkkenet, hvorfra han vendte tilbage med den sønderdelte Uldklokke, Filtskoene og Madammens Køkkenforklæde. „Se, se,” skreg han ude af sig selv af Arrigskab, „Karkludene vil jeg nu slet ikke regne, men . . . men”, og han pegede på Ødelæggelsens Vederstyggelighed, „jeg skal, så sandt jeg hedder Mortensen, knuse hvert Ben i dens syndige Krop”, og han begyndte en ivrig Leden efter stakkels Menine.
„Nej, hør nu Mortensen,” tog Madammen til Orde, „alting skal jeg finde mig i; skæld mig ud, så galt Du vil; men prøv ikke at røre Hunden, det siger jeg Dig. Du forstår ikke at straffe sådan et lille Dyr, og det har dog ikke Menneskeforstand, husk vel på det.”
Mortensen forsvandt ned i sit „underjordiske Lukaf”, som han plejede at sige, når han var i ondt Lune. Madammen ledte den hele Dag forgæves efter den lille firbenede Forbryder; først om Aftenen fandt hun den i Pulterkammeret, hvor den havde gemt sig i en af Mortensens lange Støvler. Den peb ynkelig, da hun trak den frem, og rystede over hele sin Krop; hun klappede den og kælede for den, tog den så hen til det ødelagte Tæppe, viste den det og sagde: „Fy, fy! Menine må aldrig gøre sådan noget, fy, fy!” Det lille Dyr blinkede med Øjnene og så ulykkelig ud. Det skulle nok hjælpe, forsikrede Madammen, hun havde før haft med uopdragne Hunde at gøre.
Skønt det ikke blev den sidste Ærgrelse, Madam Mortensen fik af Menine, så opførte den sig dog aldrig mere så slemt, og den blev efterhånden alles erklærede Yndling; selv Mester måtte klappe den og kæle lidt for den, når den kom springende imod ham, hylende og logrende slikkende hans begede Fingerspidser. Men ingen holdt dog af den som den lille Thora. Hun var et spinkelt og yderst svageligt Pigebarn på tolv År. Fra den spæde Barndom havde hun været sygelig, led af en Lamhed i Ryggen og voksede kun lidt. Hun måtte næsten altid sidde inde og kunne kun med Besvær gå et lille Stykke Vej. Hun blev båret ned ad de mange Trapper og lå på nogle Puder nede i den lille snævre Baggård, når Middagssolen i de varme Sommerdage kastede sine velgørende Strålebundter ind over de høje Huse, der på alle fire Sider hegnede den lille stenbelagte Gård. Her lå hun da og drømte om den store Verden, der brusede der uden for, om de glade Børn, det tumlede i viltre Lege: fine små Piger med Skærf på Kjolen, således som hun havde set dem ude i Frederiksberg Have, i Søndermarken eller Ørstedsparken, når hendes Fader en enkelt Gang havde kørt hende derud en Søndag Eftermiddag i hendes lille Trækvogn.
Thora var et klogt Barn; det var gået hende som så mange andre syge, at Ånden var udviklet på Legemets Bekostning. Hendes lille blege, magre Ansigt var ikke uden Skønhed uagtet det Alvorspræg, der hvilede over det, og som især kom frem i de smertelig nedadvendte Mundvige. Men når hun så op på én med sine store blå Barneøjne, da kom der et Skær af Uskyld og Mildhed over de fine Træk, der gjorde det lille svage Væsen i høj Grad indtagende.
Dog, når hun lå alene dernede i Gården, kunne der ofte komme et usigeligt Vemod over hende; da forekom det hende, at hun var så fattig og ringe i Sammenligning med andre Børn og med sine Brødre, de tre store, raske af Sundhed og Livsglæde struttende Drenge. Kunne hun dog bare bevæge sig frit omkring. Hun kom så forunderlig til at længes efter Bøgeløv og Fuglesang, efter at få Favnen fuld af disse brogede Blomster, hun vidste, fandtes der ude i de store, fjerne Skove, efter at boltre sig i den bløde, mossede Skovbund, stirre efter de drivende Uldskyer ude over Sundet! Da græd hun stundom og længtes langt, langt ud over den høje stængende Mur.
Men siden hun havde fået Menine, var Tiden ikke faldet hende slet så lang. Det lille Dyr havde fra første Færd af sluttet sig til hende med en næsten utænkelig Ømhed, og når hun nu lå dernede på sine Puder og så på Hundens utallige Pudsigheder, dens travle Leg og Trippen om, eller hun tog den i sine Arme og lagde det lille Hoved ind mod sit, da følte hun, at hun dog ejede én Ven, som virkelig var trofast og holdt af hende. Hun sørgede da også med stor Omhu for sin Yndling, der trivedes fortræffelig og skinnede som en blankpudset Kakkelovn. Og dog voksede den kun uendelig lidt, men vedblev at være, hvad Madam Mortensen havde ønsket sig, en „lille, lådden Tamp”.
Værten, som ejede det store Hus, boede selv i Stueetagen. Han var en gammel, gnaven Særling, der bestandig sad indmuret i sin elegante Lejlighed, opfyldt af Hadskhed og Harme mod hele Verden. Han var umådelig rig; det var omtrent alt, hvad man vidste om ham. Rygtet havde jo rigtignok fortalt, at han i Løbet af få År havde plaget Livet af sin Hustru og siden stænget sig ude fra alt og alle, til de fleste Tider opfyldt af Livslede og nedsunket i det dybeste Tungsind. Men ingen kendte ham ret; det skulle da være hans gamle Husholderske, som i over fem og tyve År havde holdt ud med ham; men hun var lige så utilgængelig som sin Herre.
Hr. Ejlersen, som han altid blev kaldt, hørte til den Klasse af Mennesker, der fra Ungdommen af kun elske sig selv og Tid efter anden lukke sig inde i Egenkærlighedens iskolde Panser. De have ingen Glæde i sig selv og unde ikke andre deres. Misundelsen nager bestandig i deres Indre, og Mistænksomheden forgifter dem Livet.
Allerede i lang Tid havde Hr. Ejlersen haft et Horn i Siden på Menine. „Hvad Fanden skulle Skomagerfamilien have den Bjæffehund til?” Han sad i sit Vindue og så sig gal på Dyret og dets muntre Spilopper i Gården, og han vendte Øjet bort, når han så, hvorledes Thora trykkede det lille Væsen ind til sig og klappede det ømt. Han kunne overhovedet ikke tåle at se nogen Ytring af Kærlighed, skønt han selv var så blottet for denne Følelse; det var i sådanne Øjeblikke, som skulle der springe noget i ham, og han kunne fristes til at rende Panden mod Muren.
Den gamle Særling var tillige gigtsvag, og når Solen skinnede ind i den snævre Gård, gjorde han ligesom det syge Barn, han rykkede ud i Varmen og Lyset, satte sig i sin magelige Lænestol, indhyllet i store, tykke Tæpper, som Husholdersken omhyggeligt svøbte om ham. Som han en Dag sad således, kom Pigen og kaldte ad ham, han så surmulet ud, men gik dog alligevel ind, efterladende sine Tæpper i Stolen.
Thora var falden i Søvn på sine Puder, og hun lagde derfor ikke Mærke til, at Menine så Lejlighed til at trække omkring i Gården med Hr. Ejlersens smukke, bløde Tæppe, der blev ilde tilredt af Grus og andet Snavs, ligesom Menines fine Tænder heller ikke havde undladt at give det visse små Erindringstegn. Da Barnet vågnede, lå Hunden ved hendes Side; Moderen kom i det samme ned for at bære hende op, og ingen så, hvad Skade der var sket. Men da Husholdersken siden bragte Hr. Ejlersen det medtagne Tæppe, regnede det med Eder og Forbandelser over den nederdrægtige Hund, thi at det var den, der havde ødelagt det, var han intet Øjeblik i Tvivl om; men han skulle vide at hævne sig.
Næste Dag blev Thora atter bragt ned i Gården, og Menine travede bag efter. Det varede ikke længe, før Hr. Ejlersen indtog sin Plads, svøbt i de kære Tæpper. Hver Gang Hunden nærmede sig, brummede den vrede Mand efter den og stirrede på den med onde Blikke. Menine mærkede snart Uråd og gav sig til at gø ad Hr. Ejlersen. Det hjalp ikke, at Thora kaldte på den, den blev mere og mere arrig, og da dens Fjende rejste sig fra Stolen og yderligere tirrede den, bed den forbitret i en Flig af et Tæppe, der var faldet ned på Stenbroen. Men ophidset til det utroligste Raseri, skreg Værten: „Jeg skal lære Dig dit ondskabsfulde Kræk,” og med hele sin Styrke svang han sin tykke, sølvbeslagne Stok i Luften og lod den falde sikkert og forfærdeligt mod Menines syndige Krop.
Dyret istemmede en hjerteskærende Hvinen og trillede langt hen ad Gårdspladsen. Thora, der havde været Vidne til den hele Scene, skreg med og klappede fortvivlet i Hænderne. Den lille Hund slæbte sig hen til sin Veninde, pibende og rystende, af og til vridende sig i Krampetrækninger.
Det var rørende at se den lille Piges Smerte; hun lod sin Hånd kærtegnende glide hen over Menines skælvende Ryg, lagde dens lille Hoved ind mod sit, kaldende på den med de ømmeste Navne. Den så endnu en Gang kærligt op på hende med de små trofaste Øjne, slikkede hendes Hænder og ligesom trykkede sig tæt ind til hende i Angst. Så gav den nogle små Spark med Benene, Blodet løb den ud af Næse og Mund; den var død.
Men da brød den lille Pige ud i den smerteligste Klage, hun strakte Armene imod Hr. Ejlersen og råbte ude af sig selv: „Hvor kunne De gøre det, hvor kunne De gøre det?” Det var, som om hendes sidste Kraft var brudt; hun sank ned på de hårde Sten med Hænderne for Øjnene og græd, som skulle det lille Hjerte briste.
Hr. Ejlersen viste ikke selv hvordan; men det var i samme Øjeblik, som om en varm, blød Hånd tog et Tag i de støvede Strenge, der dækkede over hans Hjertebund. Han ilede hen til Thora, løftede hende op i sine Arme og udbrød: „Lille, kære Barn, er Du meget vred på mig?” Men hun snoede sig ud af hans Arme, og han lagde hende da forsigtig på Puderne igen, knælede selv ved hendes Side og blev ved at tale til hende, bløde, milde Ord, der aldrig før havde fundet Vej til hans Læber. Og alt det hårde, forstenede og egenkærlige tøede med ét op i det gamle Hjerte, og han kom til at græde som et Barn.
Da tav den lille Pige pludselig stille og så op på den rystende, stærkt bevægede Mand, der lå foran hende som et Vrag. Han sank næsten sammen under dette Blik, der mødte ham fra disse dybe uskyldige Barneøjne. Der var hos dette Barn noget så rent, så uberørt, som han aldrig før havde set, og dog, der lå endnu i Blikket en stille Bebrejdelse, en tavs Anklage, der skar igennem ham med de Ord: „Hvor kunne De gøre det, hvor kunne De gøre det?”
„Se ikke sådan på mig med disse Øjne,” bad han, „jeg ved nok, at jeg er en gammel Usling, men det skal med Guds Hjælp blive bedre, det skal blive bedre,” hviskede han, som for sig selv.
Han vedblev endnu længe at tale til hende og anklage sig selv.
„Kan Du tilgive mig?” spurgte han endelig. „Du skal ikke blot få en lille Hund igen i Stedet for din eneste Ven, som jeg berøvede Dig, fattige lille Stakkel, men Du skal få alt, hvad Du kan ønske Dig. Dette er en Guds Styrelse; Du har frelst mig, kære lille.”
Thora formåede ikke at få et Ord over sine Læber, men hun løftede sin lille magre Hånd op og strøg Tårerne bort fra den gamle Mands Kinder, og hun bøjede sit Hoved ind mod hans Bryst og græd stille.
Således bar han hende over i sin Lejlighed.
Fra den Dag af var Thora og Hr. Ejlersen Venner, og hun opholdt sig den meste Tid af Dagen nede hos ham i hans prægtige Lejlighed. Han blev virkelig efterhånden en anden, medgørlig, ja god og mild, menneskevenlig og velgørende mod trængende og nødlidende. Stundom kunne der jo nok endnu komme noget af det gamle, hårde Væsen frem og lidt af den stygge Mistænksomhedens Ånd; men hver Gang hun så på ham med sit varme, uskyldige Barneblik, virkede det som et Toneløb over de bedste og dybeste Strenge i hans Indre.
Men Begivenheden hin Dag havde på forunderlig Måde rystet den gamle Mand, og han skrantede mere end nogen Sinde før, ja måtte hen på Vinteren stadig holde Sengen. Thora passede ham, så vidt hendes Kræfter tillod det, og alt som han blev svagere og svagere, var det, som levede hun mere op. Enten det nu var de lune Værelser, med de bløde, tykke Tæpper og de svære Portierer, den kraftige Næring eller den kyndige Læges Behandling, der bevirkede den glædelige Fremgang, er ikke let at sige; men efter et halvt Års Forløb, var hun så rask, som hun aldrig havde været før.
Og Foråret kom, grødetungt og forjættende, ringet ind af tusind glade Fuglerøster; men Hr. Ejlersen stundede bort fra den gryende Vår til den evige Hvile. Præst, Læge og Jurister havde i nogle Dage gået hyppig ud og ind hos den gamle døende Mand. Han havde opsat sin sidste Vilje, og kort efter slumrede han blidt og rolig ind. Han måtte forlade alle sine Rigdomme, men han havde fundet den „kostelige Perle”, forinden Sløret for sidste Gang drog sig over hans gamle Øjne. Han havde betænkt sin Husholderske rigelig, og Halvdelen af sin store Formue skænkede han til velgørende Stiftelser, Halvdelen til Thora Mortensen, der tillige skulle arve hans Ejendom.
Skomager Mortensen kunne ikke komme sig af sin Forbavselse, men hans Kone tog ham i Armen og sagde med en vis Selvfølelse:
„Der kan Du se, lille Fatter, hvad der kom ud af at holde Hund; jeg var dog den Gang den klogeste.”
Men Thora blev bevæget og sagde som for sig selv: „Stakkels lille Menine!”