Min Dagbog i Allerup

---

Anton Lauritz Nielsen: Fra Landet (1861)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her


   Du veed jo, kjære Ven, at adskillige Gjenstande kunne blive mugne og skimlede, når de mangle frisk Luft. Til disse Gjenstande hører tilfældigviis jeg. Når jeg nemlig i lang Tid har været indesluttet på mit Kammer og kun har havt Omgang med de mugne og skimlede Bøger, så bliver jeg, inden jeg veed et Ord deraf, selv muggen, det er: gnaven og fortrædelig, og skimlet, det vil sige: bleg og falmet. Således er det med mig for Øieblikket, og Du veed jo som praktisk Mand, at jeg altså trænger til at luftes ud. Vil Du derfor gjøre mig den Tjeneste at skaffe mig et Værelse tilleie i din By på 3-4 Uger. Det Naturtligste havde vel været at bede Dig selv om Qvarteer, thi jeg veed jo, at Du, som det sømmer sig en Præst, gjerne låner Huus, især til din gamle Ven; men da jeg er en Hader af at gjøre Uleilighed og at blive uleiliget, så vil jeg foretrække at boe hos en Bonde, hvor jeg kan have mine egne Lader. Jeg veed nok, at Du vil gjøre Indvendinger og forsikkre mig om, at jeg skal være velkommen hos Dig men jeg har taget min Beslutning, thi jeg veed godt, at en Pebersvend er et Stykke Meubel, man ikke kan være tjent med at have i en Familie. Du seer af dette Brev, at allerede Tanken om Landet har fået mig til at spøge, send derfor et gunstigt Svar til


   Mit Brev til Præsten kan være et Slags Indledning. Så vil jeg, da jeg nu er kommen i Rolighed, allerede begynde min Dagbog den første Aften. Præstens Vogn mødte efter Aftale ved Banegården. Det var rigtig en Fryd for mig at rulle igjennem de fulde, frodige Sædemarker og at betragte vore venlige sjællandske Landskaber. Hvad man seer igjennem Dampvognens Vinduer, er altfor flygtigt, til at man kan have Gavn deraf.
   Da jeg havde seet mig mæt på Marker og Skove, faldt mit Øie på en lille Gråsten, der var opreist ved Veikanten, og som bar den musikalske Indskrift CIS. Kort efter kom vi til en anden Steen, hvorpå stod FIS, derpå til en tredie, mærket AIS. Forundret herover, spurgte jeg min Kjøresvend:
   »Er det en Musikanter, der have sat disse Mærkestene op?«
   »Nei, det er ikke; hvorfor skulde det være en Musikanter?«
   »Jo, det er jo bare Nodenavne, der ståe på Stenene. See nu, på denne ståer jo DIS.«
   »Ståer der Dis! Ha ha ha! Kan De ikke bedre læse. Men De veed da nok også hvad der ståer?«
   Da jeg forsikkrede ham om min sørgelige Uvidenhed, fortalte han mig, at DIS umuligt kunde sige andet end Didrik Jensen, og at der heller ikke stod andet på de Stene, vi vare komne forbi, end Christen Jacobsen, Frederik Jørgensen og Anders Jensen. Forresten morede han sig kosteligt over min kjobenhavnske Dumhed, thi han sad og smålo længe efter.
   Endelig holdt jeg da mit Indtog her i Byen, og det var ikke blottet for Høitidelighed, thi alle Koner og Børn vare opstillede foran deres Huse for at see »den Fornemmede«, som skulde boe i Jørgen Nielsens Øverstestue. Præsten modtog mig i min nye Bolig. Han anviste mig mit Værelse og undskyldte Værten og Værtinden, der ikke lode sig see; det var jo i den travleste Høst. Efterat min Ven havde holdt en Prædiken for mig over de menneskelige Dårskaber og Særheder, samt gjort Anvendelse deraf på min ringe Person, bød han mig over i Præstegården at spise Frokost. Her vankede atter Skjænd af Fruen, fordi jeg ikke vilde være hos dem; dog var hun betydelig mildere i sin Dom over Synderen end Hans Velærværdighed.
   For et Par Timer siden kom jeg hjem her i Gården. Konen sad i Dagligstuen og bød mig Godaften og Velkommen. Strax derpå gik hun hen til Bordskuffen, strøg Brødkniven på Bordfladen, tørrede den på Forklædet og begyndte ufortrødent at skjære Brød. Da jeg havde en Anelse om, at det var til mig, fortalte jeg hende, at jeg havde spiist hos Præstens; men det kunde ikke hjælpe. »De skal dog smage vor Mad den første Dag De er her,« sagde hun. For ikke at fornærme hende, måtte jeg tage et Par Mundfulde Smørrebrød til en Kop Mælk.
   »De er vel studeret?« spurgte Konen.
   »Ja, jeg er da sådan halvstuderet. Jeg digter lidt engang imellem.«
   »Nå, gjør De det! Ja såmæn, der skal jo også Nogen til det. Så er det vel Dem, der deiter de mange store Løgne i Aviserne?«
   »Nei, Moer! det veed jeg mig fri for. En rigtig Digter kan aldrig lyve.«
   »Hm! det var da underligt! Ude hos os sige vi om En, at han deiter, når han er skrap til at hitte på Løgn. Det er vel ellers en god Profession, De har, for De er jo så farlig fiin, meget finere end Præsten?«
   »Å, det gåer så an; sommetider er Professionen dårlig nok. Men at jeg er fiin, det kan De ikke regne, thi det er vi Allesammen i Kjøbenhavn, enten vi have Råd dertil eller ei.«


   Idag har jeg først ret havt Tid til at betragte mit Værelse der er det eneste her på Gården, som har Bræddegulv. Boskabet beståer af to grønmalede Kister, den ene med Mandens Navn, den anden med Konens, og to store uhyre Klædeskabe, der ligesom Kisterne ere opstillede ligeoverfor hinanden, på hver Side af Stuen.
   Den ene Ende af Værelset prydes af Konens Dragkiste, hvorpå er udstillet hendes Stadskopper samt en Kobberkaffekande, men Hæderspladsen heroppe indtages af et hvidt Porcellains Kar, der åbenbart er bestemt til noget Andet. For at samme Kar ikke skal blive benyttet som Smørfad eller Flødeskål, har jeg hensat det på en temmelig »nedrig« Plads, skjøndt jeg udsætter mig for at blive dragen til Ansvar for denne Vilkårlighed. To over al Beskrivelse skrækkelige Madonnaer i Træsnit, to Exemplarer af et Billede, der bærer den rørende Indskrift: »Die smertensvolle Motter«, hænge ved Siden af hinanden over Dragkisten i skammelig god Belysning. En Omhængsseng med Dyner heelt op til Himmelen, nogle Træstole og en lillebitte Bilæggerkakkelovn udgjore mit øvrige Boskab. Når jeg fåer Konen til at tage en halv Snes Dyner af Sengen, kan jeg såmæn boe meget godt i Jørgen Nielsens Øverstestue.
   I Middags såe jeg for første Gang min Vært. Han kom ganske ligefrem ind til mig uden at banke på. Ja, hvorfor skulde han vel også banke på, når han vilde ind i sin egen Stue?
   »Nå, hvordan huer De så Leiligheden?« spurgte han.
   »Jeg er meget godt fornøiet, og De skal have Tak, fordi De har overladt mig Stuen.«
   »Det er da farlig, så dårlig De seer ud; De lever vist ikke ret længe.«
   »Ja, jeg er også reist på Landet for at styrke min Helbred.«
   »Men havde De da ikke havt bedre af at blive i Kjøbenhavn, for der har de jo såmange kloge Doctorer, efter hvad Folk siger.«
   »Ja, men de råde altid svage Personer til at reise på Landet, fordi Luften herude er så sund.«
   »Luften! Ja kunde den hjælpe noget, så var der vel aldrig Nogen, der blev syge herude; men her er s'gu Dårlighed nok desværre! men jeg må nok i Marken. Farvel!«


   Da jeg i Morges kom ind i Dagligstuen, sad der en Skræder på Bordet og syede. Efter hvad der senere blev mig meddeelt, udgjøre Landsbyskræderne et Slags vandrende Riddere, næsten alle af bedrøvelig Skikkelse; thi ethvert vanført Drengebarn ansees herude som af Naturen bestemt til at være Skræder. Nogle skulle endogså troe, at det er forbudt velskabte Folk at give sig af med dette Håndværk. Derfor kaldes også En, som er meget vanfør, på gemytlig sjællandsk: En velskabt Skræder. I Almindelighed ere de mere belæste end andre Bønder; men en heel Deel af dem ere også dygtig indbildske og troe at forståe sig på alle mulige himmelske og jordiske Ting. De vandre omkring, da deres Kunder helst ville have dem i Huset, deels fordi der ikke skal falde for store Stykker Tøi af, og deels fordi Sylønnen bliver billigere, når de fåe Kosten på Stedet.
   Jeg havde Lyst til at komme i Samtale med vor Skræder og satte mig derfor ved Bordenden, idet jeg åbnede en Bog som lå der; det var »Den smukke Skovpige« af Johannes Wildt.
   »Har De læst den Bog?« spurgte Skræderen.
   »Nei, jeg har ikke.«
   »Ja, da er den Noget af det Føste, som Lidderatured har fremviist. Det kan man kalde en histårisk Roman. Denne hersens Engermann, han begyndte jo også på at skrive sådanne Romaner; men da han havde skrevet et Par Stykker, så havde han dog de Kondervitter at holde op, for han kunde jo nok obselvere, at han ikke kunde hamle op med Johannes Wildt.«
   »Nei, det kunde Ingemann rigtignok ikke, og der er vel i Grunden slet Ingen, som kan det.«
   »Jo! seer De, der er dog En, som hedder Lovis Tovsker, som har udgivet »Kjøbenhavns Mysterier«; den stod forneden i »Morgenposten« og var Fløiton, som de kalder det. Han er s'gu næsten til at sætte i Lineament med Jobannes Wildt.«
   »De har nok læst meget?«
   »Ja, jeg var jo temmelig godt lært fra Skolen af, og så har jeg fulgt med Tiden for det må man. Jeg har også »deitet« en Vise engang, og den var rigtig ynkelig og sørgelig.«
   »Det troer jeg gjerne. Vil De være så god at synge den for mig?«
   »Ja, vi er jo ene To. Hm! Hm!« og så sang han:

Og nu vil jeg fremføre for Eder, Publekom,
en Arrie at påhøre, mens jeg har Tid og Rum.

Den er alt om en Pige,
som monne mig besvige
Med Falskhed stor tillige.
Jeg glemmer det ingenlund.

Som alle Skovens Fugle var hendes Tale sød,
og trindsed som en Kugle, det var min Rose rød.

Ak! hvor skulde jeg afvende
det Kjærligheds Optænde,
hun monne til mig udsende?
Jeg var i Elskovs Nød!

O hør Du liden Karen! o hør mit Ord på Stand!
lad Sorgen din bortfare, tag mig til Ægtemand!

Jeg vil din Husbond blive
mens jeg er her i Live.
Jeg kan det ei beskrive,
hvor Hjertet klage kan.

   Af Visens 30 Vers kan jeg kun huske disse.


   Ved Midaftens Tid, da jeg var ifærd med at gåe ud ad Landeveien, indbød Jørgen Nielsen mig til at følge med ham ud i hans Mark. Vi kom først til en afslået Eng, hvorpå hans Heste stode tøirede. »Ja, I har det godt i denne Tid, I Fyre,« sagde han, idet vi nærmede os til en ung kjælen Hest. »Her skal De see en Tamp,« begyndte han igjen, »hvad troer De ikke, at han kan blive til? Ja, han er rigtignok lidt fransk på Frembenene, men det gjør dem ingenting, når de ikke blive overilede; det er ellers en rigtig Blok. Han er lige bestemt 6 Uger yngre end Niels Niels' den lille Søren! for jeg kan så rivelig huske, at den Dag vi vare til Barselgilde med ham, og det var nu 6 Ugers Dagen efter at han var født, så kom vore Folk rendende derover og fortalte, at Øget havde folet.«
   Vi gik nu til en anden Hest, hvis Levnetsløb Manden fortalte således: »Her er vor gamle Horsemoer. Jeg har såmæn lagt alle vore Bæster til på hende, med Undtagelse af Vrinsken her. De kan troe, hun har lagt meget Stub øde i denne Mark, og hun har næsten ikke været til et lægge af. Men så skete det engang på en Kjøbenhavnsreise, at jeg måtte lade hende skoe underveis, og Smeden det var nok en Kluddrehas, for hun blev sømstukken på det fjermer Bagbeen; og siden den Tid har hun s'gu aldrig duet det Bitterste til at trække. Men hun kan da stivne en Skagle endnu, og hun skal s'gu også have Opholdet her ligetil hun skvatter - ja hun skal såmæn.«
   Vi kom ud til Høstfolkene. De meiede og bandt Rugen. Endskjøndt det var et strengt Arbeide og de vare aldeles gennemblødte af Sved, såe de dog alle så glade ud, at jeg selv blev lystig ved at see dem. Jeg greb et Meierede og begyndte at hugge los på Rugen, men ved det tredie Hug borede jeg Leen så dybt i Jordem, at dens Eier måtte trække den op for mig. Nå! hvilken Latter der blev. Den var rigtignok ikke så »anstændig« som den, man hører i fornemme Selskaber, men så var den desto mere hjertelig og forfriskende.
   »Ja, nu må De give Hønseøl!« sagde Formanden for Meierne.
   »Det kan være til vi komme hjem i Aften,« svarede Jørgen Nielsen på mine Vegne.
   »Hønseøl« er et Slags Bøde for »uberettige Næringsbrug« og bliver affordret Enhver, som første Gang, enten for Spøg eller Alvor, forsøger sig i Bondearbeide. Min Bøde bestod i tre Pægle Brændeviin, der i dette Øieblik bliver drukket af de hjemkomne Høstfolk. Jeg har været inde og takket for »Kevenhavnerens« Skål.


   Idag traf jeg hos Præsten en Læge, der var bleven hentet til en syg Karl. Samme Læge er en ret mærkværdig Person. For mange År siden var han kommet herind fra Tydskland som Barbeersvend, men var i Ufredens Tid 1812 bleven ansat som Militairlæge. Senere havde han nedsat sig en Milsvei fra denne By og virket der som Læge i mange År. Det var en smuk gammel Mand, med soldatermæssig Anstand, men med en kjendelig tydsk Udtale. Da han havde besøgt den Syge og kom op i Præstens Studerekammer, spurgte denne, hvordan Karlen havde det.
   »Ja, han er overmåde slet syhk. Det er i Brystet et Inflammatårium; men nu har jeg ham åderladt, und so skal han blive i Kassen und drikke Mixtuhr ind. Han kommer inte til at meie Ruhk i År, Hr. Pastor!«
   Præsten forestillede os dernæst for hinanden, og med landlig Gjæstfrihed bad Doctoren mig om at besøge sig, idet han sagde: »Ja wenn Dereses Vei kommer mig forbi, und wenn De kan more Dem ved en gammel Pludderpotte, so see ind til Doctor Thielau. Adé! Adé!« - Jeg har lovet mig selv ikke at glemme Indbydelsen.


   Da jeg gik min sædvanlige Morgentour, indhentede jeg en gammel Kone, der bar en Krukke Mælk. Jeg spurgte, om vi skulde gjøre Følgeskab.
   »Jeg kan inte vinde med ikke,« var Svaret.
   »Ja, men jeg kan godt gåe langsomt; jeg har ikke Noget at haste efter. Hvor har De hentet den Krukke Mælk?«
   »Inde hos Søren Jensens. Det er nogle rigtig gode Folk mod Fattige; men de er værst imod dem selv, kan jeg troe.«
   »Hvorledes det?«
   »Jo, de kan nok ikke godt enes; for Qvinden hun havde nok en Kjæreste i Forveien, men så tvang Forældrene hende jo til at tage Søren. Det er s'gu ellers en farlig bestemt Mand, kan jeg troe. See, nu gåer hun jo og er sørgmodig, og så siger Manden, at hun gåer og tænker på sin gamle Kjæreste og beder til, at hun var Enke.«
   »Hvad siger Konen til det?«
   »Ja, hvad siger hun vel? Hun svarer jo noget kontrarig; og så tager jo det ene Ord det andet, Men nu gåer det meget bedre, kan jeg troe.«
   »Det var jo rart! men hvordan kan det være?«
   »Jo, Præsten havde jo fået Nys om det, og så gik han derind og tiltalte dem. Ja, det er da ingen Løgn, jeg fortæller, for jeg hørte det selv.«
   »Hvad sagde han til dem?«
   »Ja, han vilde jo have, at jeg skulde gåe ud i Stegerset, og det kom da heller ikke mig ved, hvad Mand og Kone havde sammen, kan jeg troe; men så tog jo Søren Ordet og sagde: »Nei, lad hende kun blive; hun har så tidt hørt, at vi har forseet os, nu må hun også høre vor Straf.« Lige sådan sagde han.«
   »Men hvad var det så, Præsten sagde?«
   »Han sagde: Det er Jer Ulykke, at I ikke stoler på Gud, men på Jer selv. I vilde jo dog gjerne enes, for ikke at leve i et dagligt Helvede, for ikke at være et dårligt Exempel for alle Mennesker. I har jo også prøvet på det i mange Tider, uden at det vil lykkes. Der seer I, hvad I selv formåer. Men nu skal jeg vise Jer den Eneste, der kan hjælpe, og det er den gode Gud i Himlen. Bed til ham om Tålmodighed og Kjærlighed, så skal I see, hvorledes han kan bøie Jere hårde Hjerter ligesom Vandstrømme i sin Hånd. - Ja, jeg kan nu itte huske det nær Altsammen, men det var dog mageløst, så han kunde lægge ud; og både Søren og Qvinden græd, som om de var pidskede. Og Præsten, han senerer sig da heller itte ved at komme til Fattigfolk; for ifjor, da jeg lå af Omgangssygen, var han såmæn inde i min Lillestue, kan jeg troe. Ja, nu skal jeg itte længer ikke, her boer jeg. Farvel! og Tak for Følgeskabet!«
   Således kom jeg til at høre min Vens Skudsmål. Gid alle Præster kunde fortjene et lignende.


   I Formiddags var jeg hos den gamle Doctor. Han boer smukt og venligt. Et stråtækt Huus bagved en lille Have, gjennem hvilken de hvide Vægge titte frem. Haven er inddeelt i fire ligestore Qvarterer, et med Blomster, et andet med Kjøkkenurter, et tredie med Frugttræer og et fjerde med Lægedomsurter. Her gik Hr. Thielau i Skjorteærmer og puslede. Da han såe mig, udbrød han:
   »Ah! er De der, min gode Kebenhavner. Willkommen! Wat heter De ellers? jeg har det ferglemt.«
   Jeg sagde ham mit Navn og roste med det samme hans smukke, venlige Have.
   »Ja, det er nu efter min Smag en Have. Den er ikke på Modens; men jeg liter for min Dødt inte de Haver medt krumme Ganger um Jorden at spilde. Und so såer de i en sådan Have Græs! Græs, det behøver jeg inte at såe; det kommer nok af sig selb, und overmåde meer end jeg ønsker.«
   Vi gik nu ind i Stuen, hvor han forestillede mig sin Kone, der var ligeså taus som han selv var talende.
   Efter Frokosten sloge vi os til Ro ved en Pibe Tobak i Doctorens eget Værelse. Han viste mig adskillige Naturgjenstande, han havde samlet, såsom Skeletter, Misfostre, Krybdyr i Spiritus osv., og hver Ting havde sin Historie. Tilsidst kom han frem med en »messingknapped' Stok«, der mindede mig om Jens Bloks Ditto i »Peder Paars«, og sagde:
   »Wat troer De, denne heter?«
   »Ja, det er vel ikke nemt at gjætte. Hedder den Mester Erik?«
   »Nei! han heter s'gu Alverdens Drober. Det er en Slags Universal-Medicin. Hvor mine andre Drober inte kan helse, so kommer han på Nakken und han kurirer allediter.«
   »Hvorfor hedder den således?«
   »Ja, det skal jeg Dem fordælle. Det er nu snart siden en fyrgetive År, da jeg var ung und hitsig, so kommer til mig ind en Bondekerl und siger, om inte jeg vil ham sælge nogle Alverdens Drober. Jeg siger: jeg kener dem inte, und so fordæller han, at han har fået til en ung Pige Lyst, som inte kan lite ham, und so har han hørt disse Drober, som kan bevæge til Kjærlighed. Aha! siger jeg, Du vil en Elskovsdrik have. Aber Du Tosse! lat hinner fare, wenn hun inte kan Dig lite. Der er jo nok Piger i Verden.
   Ja, siger han, aber jeg er en fattig Karl, und hun har nogle Skillinger.
   Ja so! siger jeg, det er de Penger um at gere. Men jeg må vite sin Name, wat hun heter.
   Det er da Peder Søren sin Datter Marie i Lindeby, aber det skulde blive en stor Hemmelichhet.
   Bewahres; siger jeg. Komm ind hier, de Drober er på mein Kammer, under Lås und Lukke for det er en gefährlich Ding. So foer jeg ham hier ind und lukker Døren; so tager jeg denne Stok fat und beginner at prygle på ham løs. Au! Au! Au! rober han. Ja, siger jeg, det er Alverdens Drober, min Ven! de smaker noget schlimme; aber De kan kurire Dig, und so prygler jeg ham lustig, so læng jeg kann. So siger jeg: Hør nu einmahl, Du sture Bengel! nu kommer Du vel inte til mig eller en anden Doctor mere um disse Drober. Du vil jo tvinge hinner til Kjærlighet, um sine Skillinger at foe fat i, aber hinner selv bryter Du dig inte um. Tag Du heller und stjehl hinner sine Penger fra, deraf har Du mindre Synd. Hun skal foe det at vite, ja alle Folk skal foe det at vite, at Du har fåen Alverdens Drober. Nu kan Du gåe. Farvel!
   Aber den Tid, at jeg kan prigle Folk, er forbi, und so foer jeg selb Prigel. I Vinters gåer jeg en Aften hjem gjennem Skoven, so springer frem to Tiverknægter und forlanger mine Penger. Jeg schlager den Ene sin Næse tilbluts; aber so beginder De at schmers mig med Knipler. Ja, jeg måtte i fire Uger bære min Ho'de i en Klede. Und so vender De mine Lommer umkring, und tager mig bort alle mine Penger, halbfire Mark. Hatte jeg doch ikke troet, at man kunde foe såmange Prigel for halbfire Mark, und so kallede man det endda Dirtidt.«
   En Vogn, der kom for at hente ham, gjorde pludselig Ende på mit Besøg.


   Da jeg kom ind i Dagligstuen i Middags, sad min Vært for Bordenden og røg Tobak. Alle hans Folk sov til Middag; men han måtte våge, for at fåe dem op i rette Tid.
   »Nå! De render rigtig og bisser om; hvor var De så henne igår hele Dagen?« begyndte Jørgen Nielsen; thi nu vare vi blevne rigtig fortrolige.
   »Om Eftermiddagen var jeg hos Præsten, men om Formiddagen var jeg hos Doctor Thielau. Bruger De ham her.?«
   »Ja, vi har s'gu brugt ham ligesiden Christian skar Fingren af sig på Hakkelsekniven, og det var det År, da jeg kjøbte det sorte Føløg på Ringsted Marked. Ja, i en Snes År har vi da ikke vidst af anden Doctor at sige. Det er også en farlig skrap Mand i sin Profession og plaseerlig er han tilligemed.«
   »Ja, han fortalte mig flere Historier om sig selv.«
   »Det kan jeg nok vide. Men jeg er dog sikker på, at der er een Historie, som han ikke fortalte Dem, nemlig om hvordan det gik ham på Mørkebjerg hos Etatsrådens Frue.«
   »Nei, den hørte jeg ikke; hvorledes er den?«
   »Ja han er nu ellers ikke Doctor der på Gården, for han er jo ikke fiin nok; men så var det da engang, at Fruen gik tilsengs. Efter Sigelsen så feilte hun da ikke Andet, end at hun var bleven gal på Pigerne, men der skulde jo dog endelig hentes Doctor. Nu kunde De ikke fåe deres egen, altså måtte de jo trække til vor den Gamle. Nå, han kom da så og spurgte hende, hvor hun var syg. Ja, det stod allevegne i Kroppen. Nå, han seer hende på Tungen, han finder på Pulsen og han grunder, så det er farligt. Endelig lægger han Øret til Dynen, og så siger han på sin Tydsk, at hun har Knurren og Rumlen i Maven. Så maler han jo en Resævt op om noget Djævelskab, hun skulde have ind, og kjørte sin Vei; men han kom der aldrig mere og blev nok siden tiltalt af Herren.«
   »Hvorfor det? var det da feil, han sagde om Fruen?«
   »Ja, for det var nok ikke i hendes Mave, det rumlede; men hun havde sin lille Hund under Dynen; og hver Gang Doctoren kom nær til Sengen, så småknurrede Hunden ad ham, og det tog han jo Feil af.«
   »Mon det skulde være sandt?«
   »Ja sådan gåer da Snakken, men jeg kan jo ikke sige det for Sandhed, for jeg var jo ikke selv med. Men hør nu imellem anden Snak, De må da ikke rende Deres Vei på Fredag, for så bliver her Sjou i Byen.«
   »Hvad er der så påfærde?«
   »Jo her skal være Prøvevalg. Vi har da ellers fået at vide, hvem vi skal stemme på; men nu vil han jo see, om han kan fåe Stemmer, inden han stiller sig for Alvor.«


   Da jeg kom ind til min Vært imorges, regnede det dygtigt.
   »Der vil s'gu komme Folk idag til Valget,« bemærkede han.
   »Det bliver da ikke ret Mange,« svarede jeg; »thi det seer jo ud til stadigt Regnvejr.«
   »Ja det er justement derfor jeg mener, at der vil komme en farlig Hob; for idag kan de jo ikke høste alligevel. I godt Veir havde Folk nok ikke havt Stunder til at rende efter sådan Noget.«
   Lidt efter den bestemte Tid gik vi hen til Legepladsen ved Skolen, hvor Valget skulde gåe for sig. En Vogn bedækket med to Døre udgjorde Talerstolen. Den havde rigtignok intet Rækværk, men man forudsatte vel, at de vordende Rigsdagsmænd ikke hældede formeget til nogen Side.
   Den Mand, der skulde lede Forhandlingerne, var en Bonde derfra Egnen, som havde kastet sig over Politiken og var »en gruelig lærd Mand«. Han åbnede Mødet omtrent således:
   »Nemlig at I ere neutrale idag, hæderværdige Bondestand, og vælger en oprigtig Demokrat, som vil arbeide for Frihed og Selveiendom. Ja, Arvefæste kan også være godt. Vogt Jer for Aristokraterne, når de komme med deres falske Ord og glatte Ansigter, som man kan læse om i Bladet. Det er dem, som har holdt os i Trældom og ladet os ride Træhesten og svunget Hundepidsken over os; forståer sig, ikke over os, men over vore Formænd. Jeg er nu kanseqvent og upartisk og seer hverken til Høire eller Venstre, og derfor vil jeg råde Jer til at stemme på ham, som er anbefalet os af vore Venner, for dem måe vi stole på. Og så vil jeg lade ham snakke for sig selv, vor hæderværdige Candidat, Amtsrådsmedlem og Skomager Jens Sørensen af Katterup; der har ingen Andre meldt sig og det kan også være det Samme.«
   Skomageren trådte nu frem. Efterat have udført endeel Småarbeider, såsom at hoste, spytte, snyde sig og tørre Sveden af Ansigtet, begyndte han med bævende Røst:
   »Hæderlige Vælgere!
   I har rigtignok ikke seet mig før, ret mange af Jer, på en Måde; for det har voren min Skjæbning, at jeg skulde komme fra fjerne Egne, på en Måde, men I veed, at jeg er bleven anbefalet af vores politiiske Venner; og dersom I stoler på dem, så stoler I også på mig (stærk Hosten). Hm! Hm! så stoler I også på mig, på en Måde. Hm. Hm! Ja der var rigtignok Noget, som jeg skulde sige her, men jeg kan nu ikke komme på det (langvarig Grunden). Hvad Fanden var det dog? - Ja det kan nu være det samme. Jeg vil da, på en Måde, gåe over til mit Pogram, og det er ligesom Selskabets Pogram, der findes i Bladet Nr. 89, på en Måde, hvor Enhver kan læse det. Og hvis Nogen ønsker at intrepellerere mig, på en Måde, så er jeg færdig.« (Almindelig Bifaldsmumlen.)
   Nu fremtrådte en ung Herre, som havde et Spørgsmål at rette til Candidaten. Det var, sagde han, ikke om hans politiske Troesbekjendelse, thi den havde han udtalt særdeles tydelig, men det var, om han ikke kunde »komme på det« nu, som han havde glemt før. Talen var så mærkværdig, at han gjerne Ønskede at høre det, der manglede.
   Candidaten: »Hm, Hm! Det var, på en Måde, Hm, Hm! - Nei, jeg kan s'gu ikke huske det, men det havde ikke Noget at betyde; det forsikkrer jeg for.«
   Spørgeren erklærede sig meget villig til at troe ham og var således tilfredsstillet.
   Da ingen Flere begjærede Ordet, blev der skredet til Afstemning ved Håndsoprækning. De Fleste rakte begge Hænder i Veiret, og således blev Skomageren valgt, ikke eenstemmig men tostemmig, eftersom hver Hånd betød een Stemme. Den hædrede Candidat udbragte dernæst et Hurra for sine Vælgere, hvilket de istemmede af Hjertensgrund, hvorefter Prøvevalget erklæredes hævet.


   Iaftes gjorde jeg et nyt Bekjendtskab. Det var en gammel Bassemand, som kom ind til min Vært, Da jeg såe på hans Kringler, tillod jeg mig at bemærke, at de vare gamle.
   »Gamle!« udbrød han, »det er Dælen komme Synd at sige, for det er ikke rigtig fire Dage siden, jeg selv hentede dem hos Bageren. Det er ellers deiligt Brød, det er det så!«
   Jeg fandt, at han »på en Måde« kunde have Ret, og kjøbte for et Par Skilling for at formilde ham.
   »Hvor gammel er De, Fatter?« begyndte jeg igjen.
   »Jeg bliver såmæn tre År på den fjerde Snees, når jeg fylder År, og det er lige bestemt otte Dage før Mikkelmos.«
   »Har De Kone og Børn?«
   »Ja, min Qvinde hun døde ifjor, og vi havde såmæn tre Drenge tilsammen. De to første, vi fik, det var noget Skidt, for de døde inden de bleve År gamle, men så Ole, det er jo en rask Tamp. Han er Foerkarl på Mørkebjerg og er ellers farlig godt lidt af Forvalteren. Det er såmæn en god Dreng; han giver mig altid til en Pægl, når jcg kommer der. Ja han har da også givet mig en rigtig fiin Skjorte af Hælvtenlærred; men jeg nænner da ikke at gåe med ham, for jeg har betænkt, at det skal være min Jordskjorte, ja jeg har såmæn.«
   »Sørger De allerede for den; De kan jo leve mange År endnu.«
   »Å, jeg er kun simpel nu; men det fåer Vorherre at råde for. Jeg er da ellers færdig, hvornår det skal være, for jeg har ingen Andre end mig selv at sørge for.
   »Men De kan dog have megen Glæde af Deres Søn endnu.«
   »Ja vel kan jeg det; og Ole har da også sagt, at så såre han fåer Noget for sig selv, så må jeg ikke længer gåe med Basser; for så skal jeg være hos ham. Ja lige sådan sagde han.«
   Nu kom Jørgen Nielsens Kone med en Stumpe til ham; han bød »God Nat og Tak.«
   Nå, det er nok det sidste Bekjendtskab jeg gjør herude; thi imorgen Eftermiddag skal jeg på Farten til Hovedstaden. Man under mig ikke Ro længer, men jeg glæder mig dog over denne korte Fritid, der har oplivet mig så meget, at jeg troer knap, mine kjøbenhavnske Venner kunne kjende mig igjen.


   Nu sidder jeg da igjen i mit Værelse i Kjøbenhavn; men mine Tanker ligger endnu på Landet, thi jeg er, med Tugt at melde, bleven en rigtig Bondeven. Jørgen Nielsen og hans Kone tog en Afsked med mig, der ordentlig rørte mig, så gode Venner vare vi blevne. De bade mig at komme igjen til næste Sommer, hvis jeg fik Lyst, og jeg troer sandelig ikke, det vil komme til at mangle mig herpå, hvis Gud lader mig leve så længe. Skal jeg sige, hvad jeg især ynder hos den sjællandske Bonde, da er det hans Trohjertethed og jevne Væsen, hans Sindsro og Gemytlighed. Kun når han bemænger sig med Politiken, forekommer han mig mindre elskværdig; men således virker vel denne Videnskab på alleslags Folk i det Hele taget.
   Jeg har ført Dagbog i mange År, uden at Nogen har fået den at see, men hvad jeg har opskrevet ude i Allerup, har jeg nu fået isinde at udgive, for om muligt at bevæge en eller anden »muggen« Kjøbenhavner til at vederkvæge sig ved det kraftige Liv på Landet. Thi som det var i min lille By, er det omtrent allevegne. Men det kan ikke forslåe, at tage til Klampenborg, Lyngby eller Gjentofte; thi der smager endnu Alt af Hovedstaden. Nei, man må idetmindste en halv Snes Miil ud på Landet, og så langt fra Kjøbstæder som muligt - der vil man finde både Naturen og Folkelivet i Sundhed og Kraft.
   Og idet jeg nu tager Afsked med den gunstige Læser, vil jeg ønske, hvis Nogen lader sig overtale til sådan en Sommerferie, at han da må befinde sig såvel derved som jeg.