Min Broders Levnet
Carl Bagger (1824).
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
III.
Så Barnets Bygning sit Grundlag fik,
Det blev som så;
Og Tiden lagde sit Mosaik
Derovenpå.
Året 1819 var for mig et Sorgens År; thi jeg mistede min såkaldte Onkel, Cornelius; henimod Vinteren blev jeg berøvet min Fader og Juleaften min Moder.
Natten efter den Dag, da min Moder var bleven begravet, havde jeg én rædsom og én dejlig Drøm. I den første syntes mig, at jeg stod foran min Moders Kiste, at Kisten vel var lukket, men at der var en firkantet Åbning i Låget, således at jeg kunne se Hovedet og Brystet på den Døde, medens den øvrige Del af Legemet skjultes af det sorte Træ. Da tyktes mig, at Orme og Utøj pludselig væltede ud af min Moders fromme Ansigt og af det fulde Bryst; de opåd alt Kødet, så at tilsidst kun Bensystemet var tilsyne. Da begyndte Dødningehovedet at nikke, det rejste sig op, snart kom de tynde Arme ud af Åbningen og endelig stræbte hele Skelettet, med krummet Ryg, at hæve sig ud af det smalle Hul. I det samme vågnede jeg, skælvende over hele Legemet, og mit Leje var drivvådt af Angstens kolde Sved.
Den anden natlige Åbenbaring havde en mildere Form. Mig syntes, at Døren åbnedes, og at min Moder, forynget til en dejlig, tyve Års Pige, i et blegrødt Gevandt, trådte ind i Stuen. Hun havde en trearmet Sølvlysestage i Hånden og betragtede mig med et uendeligt vemodigt Åsyn. Men efterhånden forandrede hendes Ansigtstræk sig, og hun voksede, så at sige, i Dejlighed, og en herlig, kvindelig Skabning stod for mit Blik. »Hvad vil Du mig?« syntes mig, at jeg råbte til hende. - »Eftertragt ikke,« forekom det mig, at hun svarede, »hvad der aldrig kan tilhøre Dig.« Og hun satte sig ned ved mit Leje, og en himmelsk Musik strømmede ud af hendes Mund, og, som hin Digterkonge siger, han, hvem jeg senere lærte at kende, elske og beundre: »da var der ikke så meget af min Fader i mig, at jo min hele Moder trådte i mit Øje, - jeg græd.« Og Skikkelsen forsvandt, men den lever endnu i min Erindring, den viser sig endnu dagligen for mit Øje; man har i Mytologien ingen Gudinde for Vemod - hende var det, jeg så hin Nat, og hendes Billede er ikke siden bleven fortrængt, selv ikke af Kratzenstein-Stubs Halcyone på det kongelige Billedgalleri på Christiansborg. Drømmen selv oplevede jeg i Virkeligheden for et Par År siden, - kan det da undre Dig, at jeg elsker den, og at min Tanke jævnligt dvæler ved den? - -
Jeg og min Broder fik straks en Hof- og Statsretsprokurator til Kurator. Det skønne Højerup solgtes. Hvad vort Arvefald var, den Gang Ejendommen solgtes, véd jeg ikke, men det erfarede jeg, at min Fader havde lidt betydelige Tab ved Pengeomvæltningen 1813. Som Følge deraf blev min Arvelod efter Fader og Moder reduceret til femten tusind Rigsbankdaler, men jeg havde særskilt arvet fem tusind Daler efter Onkel Cornelius.
Årene ilte hurtigen hen , og jeg tog efterhånden første, anden og Embeds-Eksamen, den teologiske. I den Tid havde min Broder været Kadet, han var bleven Officer, havde imedens været på Opmåling i Jylland, men havde senere taget sin Afsked og levede i Kjøbenhavn, foruden af sin Formue, også af Informationer i Matematik og de levende Sprog. »Han er,« sagde En af vore fælles Bekendter, en Student Riegelsen, »et ypperligt Hoved, men, skjøndt myndig og fuldvoksen, så ellevild som en trettenårs Dreng. Han skriver smukke Vers, men henkaster dem i et fortroligt Øjeblik til sine Venner. Han omgås stadigen de muntreste Fyre i Byen, deltager i deres Svire og er deres egentlige Anfører, skjøndt han ofte, som opvågnende i Følelsen af sin Åndsoverlegenhed, behandler dem som sine Undergivne og overøser dem med Hån og Spot. Han er en stor Ven af det såkaldte smukke Kjøn; han har den Vane, i en alvorlig Samtale, pludselig at bryde af og komme med et komiskt Spørgsmål til den, med hvem han taler. Han har taget sin Afsked af en vis Uafhængighedssyge, og - han bryder sig ikke en Smule om Dig, skjøndt Du er hans Broder!«
»Og hvor ser Du ham?« spurgte jeg Riegelsen videre.
»I Gjæstgivergården »den sorte Hingst« er hans og hans Kammeraters Samlingsplads. Men er det ikke pudsigt, at han benægter, at Du er hans Broder? han siger, at han slet ingen Familje har.«
»Det må jeg tro,« svarte jeg noget fortbitret, »han hilser mig ikke på Gaden, og jeg har ikke talt med ham, siden jeg var seks År gammel.«
»Jeg vil fortælle Dig,« afbrød Riegelsen mig, »en af hans Genistreger, som fuldkommen karakteriserer ham. Kort efter at han af Magistraten var bleven erklæret umyndig - thi også den Skjæbnens Tilskikkelse har han måttet undergå - begyndte han at spekulere i Lotteriet. Hvad sker? han vinder en Terne på en femhundrede Daler. Straks tilsiger han syv af sine Bekjendter, - jeg må indrømme, at han ikke forbigik mig, - og med disse syv sætter han sig tilvogns, for i Forening med dem at rejse Gevinsten op omkring i Sjælland. Dog, Skjæbnen ville have det anderledes; thi vi nåede ikke længere end til Blaustrød-Kro. Her - Du véd, det er simple Folk, som her drive Værtsskab - trådte vi ind, ligesom Konen i Huset lagde en Kalkun på tyve Andeæg, for at den skulle udruge dem. - »Hej,« råbte din Broder, »ere I Alle enige med mig, så forblive vi her, indtil alle Ællingerne komme ud af Æggene.« - Vi samtykkede Alle, men forhindredes i at blive længere end fjorten Dage ved den uheldige Omstændighed, - at de femhundrede Daler i den Tid vare opbrugte.«
Tungsindig tav jeg og forlod Riegelsen; jeg ønskede, at han havde overdrevet sin Fortælling.