Min Broders Levnet
Carl Bagger (1824).
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
IV.
Halv Olding var han, halv galen Pog,
Halv - Gud véd hvad;
For hver Betragter en Cifferbog
Med tvetydigt Blad.
Som Dreng hans bedste Morskab det var,
Når med Faderens Guldur han spøgte;
Da lyste hans Pande så mild og klar,
Og Øjnene som en Lygte.
Det var et Varsel fra Evighed,
Som tyded på Livet siden:
Thi Guldet spøgte han altid med
Og hyppigt også med Tiden.
Man tænke sig min Forundring, da jeg, Dagen efter at jeg havde været oppe til theologisk Attestats og erholdt bedste Karakter, modtog et så lydende Brev:
Min meget ærværdige Hr. Broder!
Jeg har med sand contentement og Vellyst erfaret, at Du har fået laudabilem til Emhedseksamen , når Du nu blot ikke vil gjøre mig den Sorg, at blive til En af de Hellige. Har Du hørt Noget om det, at Grev H. til H-g skal have ansøgt Kongen om at blive kreeret til Degn ved Helliggejstes Kirke? - Vi have ikke handlet broderligt mod hinanden, vi have ikke besøgt hinanden, ja så at sige, når vi skulle tale Sandhed, vi kjende ikke hinanden. I min Faders Dødsstund bad han mig hilse Dig, han lyste sin Velsignelse over os Begge, både over den Tilstedeværende og den Fjerne. Jeg vil komme til Dig med det Første. Du véd da, at jeg er gjort umyndig? -
Stå ene, foruden Bro’er og Mo’er,
Det tyktes mig eengang dejligt;
Så kan Du vælge fra Syd til Nord
Det Stade, som mest er belejligt;
Så kan Du vælge ved Øresund
Kontoret og Toldtariffen,
Hvad heller tumles i Shakepeares Lund
På Pegasus, Gangergriffen.
Så kan Du vælge den gejstlige Stand
Og famle, som Flere har famlet.
Hvad heller på Scenen spille din Mand
Som Romeo eller som Hamlet;
Så est Du din egen Autokrat,
Kan færdes med frieste Vilje, -
Dog fik jeg aldrig Friheden fat,
Skjøndt ugenert af Familje.
Jeg forsikrer Dig, kjære Johannes, at jeg siden min Faders Død ikke har interesseret mig for nogen levende Person. Kun ham elskede jeg af mit fulde Hjerte, ham kunne jeg gjøre Alt for, o, vidste Du , hvor godt vi to kom ud af det med hinanden! »Arthur,« sagde han ofte til mig, »blot for din Skyld gad jeg leve, thi Du er min eneste Trøst.« - Siden den Tid, da jeg jordede ham, har mit Hjerte været en Jordklump, hvor ingen lægende Urt, ingen Blomst kunne trives; thi Du véd jo nok, at jeg aldrig har brudt mig om min Moder. Dog:
Nu kjender jeg ikke til Sønnens Lyst,
Og ej til de barnlige Tårer;
Jeg har kun smilt ved Naturens Bryst;
Lånt Blodet af hendes Årer.
Hvad ikke jeg kjender, tier jeg om,
Urokket stå Hvermands Troner!
Og Barnets Følelser stå for min Dom,
Som fremmede Religioner!
En anden Årsag, hvorfor jeg ikke har søgt din Omgang, men har nøjedes med de få Korn, som jeg har nippet i Hønsegården, kan jeg angenehmt udtrykke således:
Du vælge Dig Venner til Hjertero,
Men vel Du Dig for må se:
Du vælge Dig Een, Du vælge Dig To,
Men aldrig fler end Tre. - -
Min Helbred er dårlig, thi mit Bryst er sygt, og en hektisk Rødme farver mine Kinder, netop således som Stormenes Kulde maler Efterårsbladene røde: det tyder på - min forestående Tilintetgjørelse! Forstår Du mig.- vi ville vorde Venner, inden vi skilles ad. Vær hjemme i morgen Aften, så kommer jeg op til Dig.
Din Arthur Harring.
Kjøbenhavn den - jeg har ingen Almanak, - Du må undskylde.