Min Broders Levnet
Carl Bagger (1824).
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
V.
Vi komme hid som muntre Gjæster,
Og vi vil drikke, det vil vi!
Vi er ej sortbeklædte Præster,
Men vi gå løs på Svireri.
Jeg gennemlæste flere Gange dette besynderlige Brev og søgte at uddrage Arthurs Karakter af de få Linjer, som han havde sendt mig. Letsindig må han da være til det Yderste, tænkte jeg ved mig selv, men jeg synes, at der lyser megen Godhed ud af det Hele. Det der smertede mig mest, var Antydningen om, at hans Helbred var nedbrudt; alt Andet kunne redresseres, men dette ikke. Han havde imidlertid gjort det første, forsonende Skridt, og det stod nu til mig at besvare hans venlige Hilsen: jeg ilte derfor straks hen til Riegelsen, for hos denne at få Arthurs Bolig at vide; og han sagde mig, at det var Nr. 20 ved Vestervold.
Jeg trådle ind ad Gadedøren og hørte en umådelig Larm oppe i Huset; jeg skyndte mig opad Trapperne. På tredje Sal fandt jeg en Dør , hvor der stod: Lieutenant Harring, men selve Døren blev bestormet af en Skomagerdreng og en temmelig velklædt Kone.
»Er Hr. Lieutenanten måske ikke tilstede?« spurgte jeg.
»O jo, min Sæl er han så,« svarede den kvindelige Furie, medens den sorte Skomagerdreng med et impertinent Grin hamrede på Døren med Hænder og Fødder, »men han vil ikke lukke os op.«
»Hejsa, Hr. Lieutenant!« råbte Skomagerdrengen ind ad Nøglehullet, »jeg skal hilse fra min Mester, at her er deres Regning. Et Par nye Støvler syv Rigsbankdaler, et Par forføddede fire Daler, et Par Dansesko (formodentlig opslidte i en Dansebod udi en Langsomvalts med Mutter Vaskerkones Datter, Sybille), tre Daler tre Mark, en Bod på en Støvle otte Skilling, en Bagflik tolv Skilling - å, vær så god og luk op, nu så jeg jo gjennem Hullet, at De gik over Gulvet.« -
»Og jeg,« begyndte Konen at skrige, »tør jeg udbede mig deres behagelige Opmærksomhed, medens jeg tydeligt oplæser deres Regning for den fremmede Herre, der står herude med Slængkappe på. Lyder som så: tre Skjorter (Herren har nok kun fire ialt) à seks Skilling, seksten Par Flipper à tre Skilling, ét Par Uldsokker fire Skilling - - - -.«
Her begav jeg mig skyndsomst nedad Trapperne, thi jeg hørte, at min Broder drejede Noglen om for at lukke op. Jeg ville ikke for al Verden have, at han skulle blive vidende om, at jeg havde været Vidne til denne deklamatoriske Morgenunderholdning. Men førend jeg var kommen ét Stokværk ned ad Trappen, blev Skomagerdrengen med en anstændig Fart slynget over Rækværket ned efter mig; min Broder ramte mig med Drengen lige i Ryggen, så at jeg styrtede omkuld, medens et vældigt Klask oppe på Trappen gav en grundet Formodning om, at Vaskerkonen havde fået et kraftigt Ørefigen. Når der nu føjes til, at en uhyre Hund foer efter mig og Skomagerdrengen, og truede med sin gigantiske Flab at sluge os levende, kan man vel ikke undre sig over, at jeg og Drengen realiserede den ilsomste Retirade. Et Minut efter at vi vare slupne ud af Døren, kom også Vaskerkonen, hvis blussende, højre Kind tydeligt nok røbede, hvilke Fataliteter den således i det årle Morgengry- havde måttet undergå, men oppe på Trappen lød der endnu en betydelig Gøen, som, advarende imod gentagne Besøg, endelig hendøde i en douce Brummen. »Jeg lader ham indklage for Forligelseskommissionen,« jamrede Konen. »Og jeg,« hylede Drengen, »vil aldrig gå mere med Regninger til ham, det skal den store Christian gjøre.« - -
Jeg gik hjem, men besluttede dog om Eftermiddagen at gøre endnu et Forsøg på at få Arthur i Tale, førend han om Aftenen kom til mig. Jeg gik derfor atter til Vestervold og stod nu anden Gang udenfor hans Dør, men forhindredes fra at gå ind ved at høre en forvirret Larm i Stuen; jeg lyttede og søgte at dechifrere dette underlige, babyloniske Sprog, og Resultatet af min Undersøgelse blev da, at de forskellige, forvirrede Lyde var Klingen med Glas og Raslen med Flasker, Trumfen i Bordet og Nynnen af stygge Viser, højrøstet Latter og Kasten med Terninger. Tungsindig vendte jeg hjem og lavede Alting til til Modtagelsen af den sjældne Gæst: jeg hang en frisk Blomsterkrans over min Moders Portræt, jeg dækkede Bord og satte Vin under Kakkelovnen og ventede nu tålmodigt på Gæstens Ankomst.
Men Vægteren havde alt råbt ni, og ingen Arthur var endnu kommen til syne; jeg begyndte at mistvivle, - da jeg pludselig hørte flere Instrumenter spille op nede på Gangen. Den strygende og blæsende Musik kom op ad Trapperne; jeg kunne høre en afskyelig Klarinet og en, om muligt, endnu falskere Violin, medens et Valdhorns forfærdelige Brøl bragte det skrøbelige Hus’ Mure til at skælve. Min Dør fløj op, og et helt Tog trådte ind i min Sal.
Forrest gik Arthur med en Dame under Armen; hun havde en lille, sort Kåbe på og en Vifte i Hånden, og hun støttede sig ømt og fortroligt til Arthurs Arm. Arthur så echaufferet ud og nærmede sig mig med usikre Skridt, forresten opfyldtes Værelset af ti til tolv Mennesker af et temmeligt brutalt Udvortes, og midt iblandt dem bemærkede jeg Riegelsen. Denne Sidste nærmede sig mig pludseligt, bukkede, men hviskede mig med det samme i Øret: »hold gode Miner, thi disse Mennesker ere berusede.« - Instrumenternes Støjen vedblev, efter at Kapellet var trådt ind i Salen og forøgedes med hin frygtelige Bulbiders Tuden, med hvilken jeg alt i Formiddags havde gjort Bekendtskab.
»Jeg må gjøre Dig, « tog min Broder til Orde, idet han søgte at ordne sine Tanker, noget nærmere bekendt med vort Selskab - jeg håber dog, at jeg har den Ære at tale med min Broder, Hr. Johannes Harring? - Aha, jo jeg kunne nok se det. Denne Dame er Jomfru Rikke T-.«
Jeg gyste tilbage, da han nævnte dette Navn; hun var En af Byens mest berygtede Kvindfolk. »Og hende,« råbte jeg, »går Du med under Armen!«
»Ja, hvorfor ikke det?« svarede Arthur, »jeg véd ikke af, at hun har noget Udslet, der kunne smitte mig. Forresten danser hun fortræffeligt, nu skal Du straks se, - å, lille Rikke, dans den bekjendte Sarabande for min Broder, og I, Musikanter, spiller op, jeg vil selv traktere Violinen.«
Og nu begyndte da atter den infernalske Musik, medens min Broder på en Gang spilte Primoviolinen og dansede med Damen. Donnaens Gebærder var naturligvis særdeles uanstændige, og min Broder gav just ikke synderlig efter i dette Kapitel, så at jeg ved at se på hende uvilkårligt kom til at tænke på Ariosto i hans sjette Sang:
Su per la soglia, e fuor per le colonne,
Corron scherzando lascive donzelle,
Che se i rispetti debiti alle donne
Servasser più, sarian forse più belle.
Med en mageløs Aplomb drejede hun sig på Tåspidsen og uddelte små Ørefigener og andre, ømme Kærtegn til Orkestret og Tilskuerne. Pludselig tav Musikken; hun havde danset sig træt og lagde nu Guitarren hen, min Broder blev stående målløs og ubevægelig midt på Gulvet. Han lagde sin højre Hånd på min Arm og pegede med den venstre hen på Væggen; »for Himlens Skyld, Johannes!« råbte han, »hvem er den Dame med Kransen over Hovedet?«
»Vor Moder, Arthur!« sukkede jeg. Da blev han kridhvid i Ansigtet, og to tunge Tårer randt ned over hans Kinder. Han hævede Lysestagen op i Vejret, for nærmere at betragte det skønne Hoved, og flere og flere Tårer væltede ud af hans Øjne. »O Moder,« jamrede han, »skulle vi således gjenses? Da jeg sidste Gang som niårs Dreng så Dig, var jeg uartig imod Dig, og nu, da jeg står voksen foran Dig, så er jeg i den Tilstand! jeg kan ikke trygle om din Tilgivelse, thi Du hører mig ikke, jeg kan ikke kysse din Hånd, thi den er vissen og kold. O Johannes, hun må være meget vred på mig, jeg har ikke tænkt på hende siden den Dag, at hun og Du rejste fra Højerup!«
»Husk,« trøstede jeg ham, at »Lidenskab og Vrede ikke medtages i Graven; Trækkene ere blide, og Åsynet er roligt på den Døde. Kun Kjærlighed lever i Urnen, men Hadet bliver oven Mulde hos os stakkels Efterlevende.«
»Lad det Maleri afkopiere,« bad Arthur, »så skal jeg betale Dig i Begyndelsen af næste Måned. Hør, er det ikke pudsigt, hvorledes man kan gå over fra Fuldskab til den ædru Tilstand? Nu er jeg mig selv mægtig, for vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde. Mennesket er et flersidigt Talent, han kan både være ædru og drukken. Min Kompliment til Dem , min smukke Moder, vi skulle altså ses på mit eget Værelse!« og hermed vendte han sig med et letsindigt Buk fra Portrættet og betragtede med synligt Velbehag sine Ledsagere.
Disse værdige Personer havde imidlertid grupperet sig omkring det Bord, hvorpå den Arthur og mig tiltænkte Aftensmad stod, og her vare de da ivrigen beskæftigede med at anrette de største Ødelæggelser i Madvarerne. I særdeleshed steg min Forbitrelse højt, da jeg så Donna Rikke dele en Kapun med Arthurs store Hund. Imidlertid fattede jeg mig og gik hen og skænkede de Par Flasker Vin om, der stod under Kakkelovnen. Signora Rikke proponerede Værtens Skål, og Arthur forsikrede, at det ville være meget uhøfligt af mig, om jeg ikke ville klinke med hende og det øvrige Selskab. Nu dannede min Broder en Basun af et Landkort, der var klinet på Pap; en af Ledsagerne greb Violinen, en anden Klarinetten, medens min Broder og hans Hund kappedes om at frembringe de mest uharmoniske Toner, og således blev da min Skål drukken under en klingende Fanfare. Men da nu Maden var sluppen, og Vinen var drukken, længtes Selskabet nok efter en større Tumleplads for deres Virken, de begyndte at skrabe med Benene og give deres Mishag tilkende over, at Arthur ikke gav Signalet til Opbrud. Da greb han mig om Armen og førte mig hen til et Vindu. »Johannes!« sagde han, »døm mig ikke for hårdt, men husk, at ligesom der ikke findes to ensdannede Blade på et Træ, således gives der heller ikke tvende ensdannede Sjæle på den hele Globus. Du har ikke de samme Lyster eller Lidenskaber, som jeg, men din Trang og din Hu står til noget ganske Andet. Men nu gives der nogle enfoldige Mennesker, som ikke kunne begribe, at Andre kunne tænke, ønske og handle anderledes, end de selv; fordi at de selv ikke kunne lide engelsk Porter, ville de have, at alle Bryggerierne ved Themsen skulle gå ind, og hele Verden skulle drikke Thevand. Jeg hylder Munterheden, men Du er alvorlig; nu vel, lad Ingen af os gå den Anden i Vejen. Ørnen kan ikke svømme, Rensdyret kan ikke flyve. Fisken kan ikke synge, og jeg kan ikke græde. Og nu, min alvorlige Broder, nu må Du lyse os ned ad Trapperne, thi jeg havde nær forvredet mit Ben, da jeg gik herop.«
»Lad for Guds Skyld, » råbte jeg, »ikke det Fejltrin afskrække Dig fra at besøge mig tiere, og« - vedblev jeg leende - »tro endelig ikke, at dit Besøg ville være mig mindre kjærkomment, mindre interessant, om Du for Fremtiden kom ene og uden Harmonimusik.«
»Å,« svarede Arthur, »jeg er ligesom Uglen, Minervas Fugl, så snart jeg om Natten viser Verden mit smukke Åsyn, flokker der sig straks omkring mig en Skare ubetydeligere Fugle og ledsager min lette Flugt med Hyl og Hujen.«
Hermed trykkede han min Hånd, og jeg gik foran Toget med Lyset i Hånden nedad Trapperne. Men, ak, hvad jeg havde anet og befrygtet, skete: langs nedad Trapperne udførtes atter en stor Symfoni, hvor Donna Rikkes Guitar iværksatte en skingrende Væddestrid med min Broders Hobo. Husfolkene tittede Nysgerrigt ud af Køkkendørene, men jeg tryglede forgæves om Tavshed. Endnu helt langt ude på Gaden vedblev de gale Mennesker at spille op, indtil Vægterens Pibe bevirkede, at Skaren adsplittedes; man hørte forvirrede Råb, en Lyd, som om en Violin blev slået imod Stenbroen, man hørte Latter og en høj, kvindelig Stemme, der protesterede mod en forestående Bortførelse til »Hullet«. Og endelig, for at gøre min Ærgrelse fuldstændig, stod min Vært på Trappen, ventende på mig, for i Anledning af Spektaklerne på Gangen at sige mig op.