Min Broders Levnet
Carl Bagger (1824).
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
VI.
Når Vinden er god, så sejler jeg bort
Til Fyen, eller muligt længere fort,
Men vil Du mig Noget, så skriv mig til.
Jeg er din Broder og svare da vil.
En fire Uger efter, at denne Aftenscene fandt Sted, stod jeg en Formiddag med Kopien af min Moders Portræt udenfor Arthurs Dør. En ganske ung Maler, B-z, havde afkopieret Billedet, og Foretagendet var lykkedes udmærket. Få År efter rejste den talentfulde Kunstner udenlands - Tyskland misundte os ham - han satte Foden over Alperne - hans Hu stod til det blå Italien, der, hvor de opgrave (som Digteren siger) den fjerne Oldtid af Markerne, - da døde han, og Danmarks Hjerte blev, da hans sidste Mesterstykke kom til hans Fødeland og hyllet i Flor ophængtes på Udstillingen i Kjøbenhavn, delt mellem Sorg og Beundring.
Jeg lyttede udenfor min Broders Dør, men jeg hørte ingen Menneskestemmer; jeg bankede på - »kom ind!«
Min Broder sad og læste, og ved Siden af ham i Sofaen sad en smuk, lille Dreng og skrev.
»Gå, Georg,« sagde Arthur til Drengen, »så skal jeg læse med Dig i Eftermiddag. Kummerfuldt Arbejde, at være Rygpisker, Johannes; men jeg får det ret godt betalt, det er min Værts Søn. Et lille Glas Vin, eller mulig en Cognac?«
Jeg betakkede mig, men satte mig ned ved Siden af ham. »Jeg er af en anden Anskuelse, end Du,« sagde jeg, »angående Skole- og Opdragelsesvæsenet, ja, jeg er endog af en så modsat Mening, at jeg om otte Dage rejser fra Byen, for at blive Huslærer på en Herregård.«
Arthur foer op og korsede sig: »Er Du besat? Du, en teologisk Kandidat med bedste Karakter, Ejer desuden af tyve tusind Daler, Timelærer i Byens første Skoler (ja det var nu rigtignok en af de mådeligere Egenskaber), Du vil forlade Kjøbenhavn, den muntre Hovedstad, for at -«
Her bankede det på Døren, Arthurs Ansigt formørkedes, men opklaredes straks, da han så, hvem det var.
Den Indkommende var en høj Mand i blå Chenille; han havde noget Galt ved Øjnene på Grund af, at han en Gang i Dyrehaven - thi han var kommen hertil som Markskriger - havde fordærvet sit Syn derved, at der ved et Kunststykke sprang ham noget Krudt i Ansigtet.
»Ah,« råbte min Broder, idet han kælent lagde Hovedet ned på den ene Skulder og sødt smilende truede ad den, måske ubehagelige, Gæst med Pegefingeren: »det er ikke smukt handlet af Dem, Hr. G-! Blot jeg tøver to Dage over Terminen, så hjemsøger De mig straks. Men kan da ikke et Menneske have Forfald? Se her, Utaknemmelige, her er en Liste over alle mine Kreditorer, nej, se blot, siger jeg. Hvem står øverst? Hr. Skræddermester G-. De skal først og fremmest betales; min Ære tilsiger mig, at det er min Pligt, - De har jo givet mig Kredit, skønt De vidste, at jeg var erklæret umyndig. Ja, De kan tro, at jeg havde Ubehageligheder med ham, der står antegnet som Nr. elleve. Han ville være Nr. et, Kanaljen, men jeg svarede: nej, min ærlige Skræddermester, Hr. G-, skal være Nr. et. Spørg min Broder ad, ja, det er min Hr. Broder, dér sidder, han kan være mit Vidne til , at jeg skændtes meget længe med det fordømte Nr. elleve - en trodsig Karl. Forresten, min gode Hr. G-, så benyttede jeg samme Lejlighed til på det kraftigste at anbefale Dem til min Broder, åh, det er en ganske anden Mand, end jeg. Jeg er bleg og skrantende, som en Hvidroe, han er sund og rød, som en Rødbede, Alt, en Følge af den forskellige Levemåde. Også lovede han, at han skulle lade sy en Sommerfrakke hos Dem. Kan jeg da gøre mer for Dem, min kjære, gode Hr. G-?«
Under denne lange Tale så jeg, at Arthur ideligen gjorde nogle, for Skrædderen skjulte, Håndbevægelser hen til Hunden, og Dyret forstod fuldkomment de fine Vink. Knurrende luskede den omkring Skrædderen, bjæffede og fremviste af og til et udmærket Tandsystem; ikke heller var Hr. G- en rolig Tilskuer, men retirerede langsomt hen imod Døren.
»Slem Hund,« talte Hr. G- med sin tyske Dialekt, »aha, Lieutenanten ingen Penge endnu? still Hund! ja ja, får vente, til de kommer - ruhig, mein Hund, bin guter Freund - min Herr vil ha’e en Sommerfrack, jeg kjender godt Hr. Kandidaten af Namen - ah den Hund, den Hund - når må jeg høre op hos Hr. Lieutenanten, næste Uge? binnen fjorten Dage? ach, es kommt ein Wechsel heute!«
Min Broder lovede Manden sine Penge med det Allerførste, og Hr. G- ilede ud af Værelset, idet han kastede sky Blik hen på Hunden.
»Således må man fægte sig gjennem Verden,« råbte Arthur leende, da Manden vel var borte; og han viste mig da en ti, elleve, forskellige Lister, hvor Kreditorernes Navne stod på hver især i en forskellig Orden.
Men jeg var ikke stemt til Latter. »Arthur!« tog jeg til Orde, »Du er i Pengeforlegenhed, henvend Dig til din Broder, Intet er rimeligere. Følg hjem med mig, Du skal få så mange Obligationer, som Du vil.«
»Bryd Dig aldrig om Sligt,« svarede han endnu muntrere, »men lad mig om den Ting. Jeg er nu en Gang således vant til denne Kræven, at jeg ikke kan undvære den. Ligesom jeg nu en Gang er vant til at sove, spise, gå oprejst, læse Bøger, således er jeg også vant til at have Gæld, og Pengeforlegenhed er for mig blevet til en af Livets første Fornødenheder. Ånden er altid i Bevægelse, jeg har ingen Ro, men er nødt til at spekulere, at se mig om efter Udveje, at gruble efter Undskyldninger. Når jeg går ud fra, at Hvile, at Dødsstilhed, at Tilintetgjørelsen ere de værste Onder, den sørgeligste Tilstand, så må jeg elske den tankevækkende, oplivende, stimulerende Gjæld , som et virkeligt Gode; den tvinger mig til at tænke, den pirrer de slappede Åndsevner, jeg lever et potentieret Liv, og dette Sidste er mig så meget vigtigere, som jeg - snart kommer til at forlade Livet.«
Dette Sidste sagde han med dæmpet Stemme, og en dunkel Rødme foer over hans blege Kinder; Tårerne trådte mig i Øjet. Skal jeg miste øjeblikligen, tænkte jeg ved mig selv, hvad jeg så nyligen fandt, skal jeg straks igen vorde en frændeløs Stakkel? Skal han, som nu står for mig i ungdommelig Munterterhed, så tidligt gå den Vej, som ellers naturligst kun betrædes af Oldingen? Ligger der muligt over hans uskyldige Hoved en Forbandelse fra Havets Dybder, en Forbandelse, som egentlig nærmest burde havde ramt hans Fader? - Jeg afbrødes ved hans Tiltale:
»Ser Du denne unaturlige Rødme, Johannes?« sagde han muntert, idet han pegede på sin Kind, »tror Du det er Sundhed? det er det ej. Har Du ikke set om Foråret, når Valbyerne bringe det første Græssmør tiltorvs, at dette Smør er så overraskende gult? tror Du denne Farve er naturlig? det er Gurkemeje, det er Unatur, og således er også det Røde på min Kind. Det er mit Bryst, Johannes, som er dårligt.«
»Er det således fat,« afbrød jeg ham hastigt, »så skal Du rejse øjeblikligen til Frankrig, til Italien; måske kan Du komme Dig i det varmere Strøg, og Penge skal Du få af mig.«
»Tak for dit Tilbud,« svarede han, »men også det må jeg afslå. Mig hjælper ikke mer Forandring af Opholdssted og Skiften af Klima. Dø skal jeg formodentlig snart, og så vil jeg dø her, omringet af mine Venner. Men Guds Død, er det ikke Mandag i dag? havde jeg ikke nær glemt det Allervigtigste! og med hurtige Skridt gik han ud af Døren, og jeg hørte ham råbe på : Claus!
Jeg hørte en Mumlen udenfor på Gangen; jeg hørte min Broder gentagne Gange nævne nogle Talstørrelser, - endeligen kom han tilbage ind i sin Stue.
»Hør mig’« sagde han særdeles venligt og indsmigrende, »Du er mer end min Broder, thi Du er min - Ven. Jeg har ikke været istand til, fra Begyndelsen af, at kunne vælge Dig til min Broder, men nu er jeg voksen, myndig, (skjøndt i juridisk Betydning umyndig) og med fuldmodent Overlæg udkårer jeg Dig til min Ven - jeg lægger Mer i det Ord: Ven, end i Ordet: Broder; thi Forholdet Broderskab bestemte Gud, men jeg, jeg selv, udser mig mine Venner: jeg skaber mit Venskab.«
Jeg forundredes højligen over denne Introduktion, men nøjedes med at forsikre ham om, at jeg ikke alene følte mig smigret, men ubeskrivelig lykkelig over, at hans Valg var faldet på mig.
»Jeg ser på dine Ansigtstræk,« vedblev han leende, »at Du forundrer Dig over, at jeg sætter så liden Pris på Slægtskab, men tilgiv: jeg har mine Grunde. Jeg véd, at Du kommer til vor fælles Qvasi-Tante, Generalinde B-, men Du véd måske ikke , at jeg i de senere År ikke er kommen der alene for din Skyld, rent ud sagt, blot fordi jeg skyede dit Selskab. Generalinden følte sig piqueret over denne »Mangel på Opmærksomhed« Og behagede at revanchere sig på det eklatanteste. Hun fik at høre, at jeg - uden at ænse om, hvad hun således havde hørt af sine Sladdersøstre, var sandt eller usandt - søgte min Afsked, og at jeg, som man siger, søgte offentlige Steder ;øjeblikligen udspreder hun det Rygte, at jeg i tre Måneder ikke har gjort Andet, end spille Kort i »tre Nuller « og i »blå Stud,« Steder, som Du vistnok véd, hvor kun Avlskarle og Mælkekuske søge deres kortvarende Tidsfordriv, og dog« - her foer der Lyn ud af Arthurs Øjne - »dog forsikrer jeg Dig, at jeg i den nævnte Tid af de tre Måneder havde været på Opmåling i Jylland, mange, mange Mil fra hendes Nådes ubehagelige Nærhed.«
»Jeg kan ikke nægte,« sagde jeg, da han så mig stift i Øjnene, »at hun også har fortalt mig det.«
»Ser Du. Johannes!« råbte han fnysende, »det er Familieskab: at være den Første til at anklage, den Sidste til at forsvare den stakkels Slægtning og at være bagefter den Sidste til at række en hjælpende Hånd til Frænden, hvis han har snublet, o, det er altsammen det nære Familieskab! - - Dog det var ikke det, hvorom vi skulle tale. Du vil rejse? hvorhen?«
Jeg nævnte ham Herregården i Jylland samt Proprietærens Navn; han studsede: »derhen?« råbte han, medens en usædvanlig Glans spillede i hans Øjne, »rejser Du derhen? - - - jeg har selv rejst derigjennem - men det var om Natten - Johannes, hør, dersom Du -«
I det samme Øjeblik bankedes der på Døren, og en Soldat trådte ind med en Seddel i Hånden.
»Nå, Claus,« spurgte min Broder, »der var da Intet i vejen?«
»Jo,« svarte Claus, »der var det i Vejen, at Herren ikke havde løst den sidste Seddel, hvis årsag Kollektøren ikke ville skrive denne af.«
»Så må Du lægge Pengene ud,« råbte Arthur bistert.
»Jeg ejer Kronedød kun seks Skilling,« lod det vemodige Svar, »men jeg har fået et Par Ridestøvler af Herren, dem vil jeg sætte i Pant hos Kollektøren.«
»Dumt Sludder,« råbte min Broder, »den gamle isgrå Kollektør har jo Podagra.«
Her afbrød jeg Samtalen ved at række Arthur min Brevtaske og tilbyde ham at tage, hvad han lystede. Han åbnede den hurtigt og foer højt i Vejret med alle Overraskelsens Fagter: »Himmel,« råbte han, »hvilket Syn! kom, Claus, og se med. Tierter, Femmere, og, Gud tilgive mig alle mine Synder, to Hundreder. Betragt især det Sidste, det vil vare længe, inden dit Øje vil falde på noget Lignende. Der er en Tiert, løb til Kollektøren, og - så kunne Du gjerne tage en Bouteille Petit Bourgogne med på Vejen. En Mark gives Dig for din Ulejlighed.« Og Karlen løb, som om han havde haft en Bremse til Forfølger.
Jeg var imidlertid gået hen til Vinduet og havde anstillet højst sørgmodige Betragtninger over Arthurs Adfærd. Da jeg tilbød ham Penge til at betale sin Gæld. med, afslog han dem; da jeg tilbød ham dem, for muligt derved at frelse sit Liv, sagde han ligeledes nej; men nu modtog han dem, og hvortil? til en Flaske Vin og en Lotteriseddel!
Da jeg vendte mig om, stod han og betragtede Portrættet, som jeg havde medbragt til ham. »Vel truffet!« råbte han, idet han hængte Billedet ved Siden af vor Faders, »herligt afkopieret! skjønne Moder, således tænker jeg mig Dig, og jeg håber, når jeg om en føje Stund skal møde Dig i bedre Egne, da at se Dig, så smuk, så livsfrodig, som Du viser Dig her for mig fra det stive Lærred. I Livet afsondrede Du Dig fra ham, hvem Du nu i Døden fredeligt hænger ved Siden af. O, Johannes, tror Du virkeligt, at Rygtet sagde Sandhed, den Gang det fortalte, at han, som hænger der på Væggen, og hvis melankolske Træk tyde på et godmodigt Sindelag, en sværmerisk Ånd og et - jeg kunne næsten sige - kvindeligt Hjerte, han, hvis blide Egenskaber stå nedarvede udpræget i dit fromme Ansigt, sig mig, tror du virkeligt, at han har kunnet være istand til, trods alle menneskelige Følelser, at styrte sin første Kone ud i Havet? råber virkeligt Bølgen op til Landjorden, hvor hans lille Grav er, og beretter den hans Brøde? O, hvad er dog denne menneskelige Natur, når endogså han har kunnet falde! Ti stille! han selv har betroet mig det Hele, - og fra det Øjeblik af syntes Verden mig mørk og ubehagelig, fra det Minut sørgede jeg over Menneskeheden, fra hint bedrøvelige Sekund søgte jeg at drukne mine mørke Grublerier i« - her bankede Claus på Døren - »et Ocean af Cognac, en Himmel af Rødvin.«
Troligt overleverede Claus sin Herre Lotteriseddelen, men endnu mere behændigt skænkede han Vin i Glassene, og forsømte ikke at fylde et til sig selv.
»Drik, Johannes.« sagde min Broder til mig, »og Du Claus, skjænk et fjerde Glas til min Moder. - Hør, jeg lider ikke, at den kristelige Religion adskiller Livet således fra Døden, at der ikke for os gives nogen Berørelse med Urnen, undtagen gennem et mørkt og tvivlsomt Tågeflor. Hvorfor tænke stedse med Kummer på vore Kære? nej, Johannes, anderledes tænkte de Gamle: de Døde deltoge i de Levendes Gjæstebud, Timeglasset stod ved Siden af Bægeret, og Oldtiden havde sine Libationer! Modtag søde Moder, det første Glas Vin af denne Flaske - Din Arthur mener Dig det godt!« og han kastede et Glas Vin på Gulvet, medens han med den anden Hånd vinkede til Karlen, at han skulle gå. På hans våde Blik kunne jeg se, at han med Andagt mindedes den Afsjælede, - men om Tåren hidrørte fra ungdommeligt Sværmeri, eller om den bevirkedes af en stærk Nervesvækkelse, om Christus stod afpræget i hans Ansigt, eller om det var Bacchus, - det kunne jeg ikke med Vished bestemme.
Jeg vovede i dette Øjeblik at gribe hans Hånd og med broderlig Ømhed at bebrejde ham den Ringeagt, han udviste mod sit Helbred og sit Legeme; jeg bemærkede, at det Selskab, han til dagligdags søgte, just ikke var det mest passende, men herom ville han Intet høre.
»Tag Dig i agt med mig,« sagde han alvorligt, »hvis Du ønsker, at vort Venskab skal have nogen Bestandighed. Søg aldrig at indskrænke min Frihed og bed mig ingensinde om at forandre min Levemåde. Husk på, at jeg som Republikaner af Principper, sætter min personlige Uafhængighed over alt Andet i Verden. Den militære Disciplin mishagede mig, og jeg søgte min Afsked; vil En af mine Venner hovmesterere mig, så ophører han at være min Ven; det, at Ingen i hele Verden kan sige til mig: did skal Du gå! eller: her skal Du forblive, - det er Hjertet i al min Glæde. Hvad Tegnér så smukt siger i henseende til den politiske Frihed, der hvor han tiltaler Historiens Muse:
»Gudinna! Folkens öden
du skrifver. På vår lott
skrif farorna, skrif döden,
men skrif ej träldom blott.«
det overfører jeg også på de selskabelige Forhold.«
Det forekom mig, som om han fra dette Øjeblik var koldere mod mig, end fra Begyndelsen af mit Besøg, og da jeg gik over til at tale om min nær forestående Afrejse, lyttede han vel til med spændt Opmærksomhed og spurgte mig nøje ud, om jeg kendte Noget til Folkene i den Egn af Jylland, men han tilkendegav ikke den ringeste Sorg over Skilsmissen.
Da jeg ville gå, standsede han mig pludselig i Døren: »kom tilbage«, sagde han, »jeg vil endnu sige Dig Noget. Du må vist have lagt Mærke til, at en stor Del unge Mennesker netop i deres mest blomstrende Periode mest plages af en Anelse om en nær forestående Død. Jeg tilstår, at jeg, om med Grund eller ikke, frygter for en brat og tidlig Opløsning. Lov mig, hvis det indtræffer, hvad jeg sigter til, lov mig da, at Du vil antage Dig det, som elsker mig mest på Jorden, det, ved hvilket mit Hjerte har hængt med sin friskeste Kjærlighed - Du vil le, det er min Hund, min Murat. Hvad Hoffmanns Kat var for ham, har denne Hund været for mig. Mindes, at den store Byron i Haven ved Newstead-Abbediet rejste et Marmormonument for sin døde New-Foundlandske Dogge og skrev i Indskriften, »at han kun havde haft een Ven, og her lå han.« Vær god imod den for min Skyld og så Farvel!«
Han sagde dette med dyb Følelse, og intet letsindigt Smil var at se i hans Ansigt. Den Gang han levede, anede jeg ikke, hvilket godt Hjerte han besad; men, som det altid går: »der Tod hat eine reinigende Kraft.« Således går man mangen Gang i Sommerens Tid langs Hækker og Buskadser og aner ikke, at en lille Fugl har sin Rede inde imellem Løvet; men om Efteråret, når Nordenvinden hvirvler Bladene fra Busken, da først kan man se Reden imellem de nøgne Grene, og da opdager man først, at der har boet en bevinget Sanger. - I dette Øjeblik ligger det mægtige Dyr henne ved Kakkelovnen og sover, men - jeg har holdt det Løfte, som jeg gav min Broder. - -
Dagen efter at jeg havde besøgt Arthur, sendte jeg ham et Brev, hvori jeg bønfaldt ham at modtage indesluttede, kongelige Obligation på tusinde Daler; derhos opfordrede jeg ham til åbenhjertigen at meddele mig, om han trængte til Mere, i hvilket Tilfælde min Formue stod aldeles til hans Rådighed. Men min Karl vendte tilbage til mig med Obligationen og med en Indbydelse fra min Broder til at, - ja, jeg gider ikke en Gang opskrive den yderst uhøflige Invitation.
Jeg så nu, at der Intet var at gøre i den Sag, og jeg rejste da fra Kjøbenhavn.