WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Min Broders Levnet




(1824).
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


VII.

Lyngen blomstrer nu så lyserød
Og bedækker helt den jyske Hede;
Skriget, som så sælsomt lød,
Kom nok fra en Urfugs Rede.
Ikke langt fra Heden står
Ensomt bygt en Præstegård:
Blåbærbuske danne Gærdet,
Haven trives År for År,
Skønt dens Muld kun slet har været.
Hun, som hist på Bakken står,
Pigen med de lyse Hår,
Hun, som sjældent ejer Spøg og Latter
Det er Præstens unge Datter.

Véd Du, hvad har gjort så tankefuld
Denne, fordum overgivne, Pige?
Hvorfor bort fra Verdens Muld
Stirrer hun mod Himmerige?
Har hun mistet Mo’er og Fa’er,
Eller mon en Sygdom har
Bleget disse skønne Kinder? -
Nej, men Hjertet gemmer Ar,
Sjælen gemmer bittre Minder.
Kom og sæt Dig, da jeg skal
Med vemodigt Tonefald
Fra min Lyre, Dig forblommet sige
Rygtet om den stakkels Pige.

 

Og jeg var da endeligt kommen til Jylland, til den Proprietær, hvis Børn jeg skulle undervise, og jeg betragtede Nysgerrigt mine Omgivelser, for at udfinde Forskellen mellem Jyden og Sjællænderen. Vidt strækker sig Alheden med sine blegrøde Lyngplanter og bedækker de øverste Toppe af den underjordiske, langstrakte Bjergryg, der i Løndom forbinder de tyske Bjerge med Kjølen og Dovre. Og dette tyktes mig, at jeg kunne mærke på hele Folkefærdet: Jyden er virkelig en Bjergbeboer, større og stærkere, end den spinkle Sjællænder, med langt friere Anskuelser og begavet med en livligere Sans for Uafhængighed. Men atter er der en stor Forskel på Jyden og andre Bjergfolk, som Skotlænderen og Nordmanden, det er den, at der ikke hos den Første hersker så megen Overtro, som hos de tvende Andre: Jyden, der om Natten ensomt rider over Alheden, hører ikke Dværgene i de underjordiske Bjerge at pikke med Hammeren på Ambolten og smede Kroner til Kongen; kommer der en Lyd af Nattevinden for hans Øre og den ligner Klangen af raslende Metalstykker, da tænker han enten: det er kun Blæsten, der hviner! eller: det er Gud Mammon som tæller sine Specier; - thi Jyden kender fuldt vel Pengenes Kraft og Værdi. - -

Proprietær Thyesen havde først for et År siden købt den Herregård, han nu beboede; han havde før været Forpagter, men en rig Onkels Død og det deraf flydende, betydelige Arvefald satte Thyesen istand til at gøre sig til sin egen Mand og købe dette Jordegods. Han var en godmodig Mand, noget opfarende, men let at forsone. Han stod just i Gården, da jeg kom kørende, og han ilede da øjeblikkeligen hen til mig og bad mig, om jeg ikke, før jeg gik ind i Huset, ville følge lidt med ham ned i Haven.

»Jeg må,« begyndte han, da vi spadserede langs med Blomsterrabatterne, »før De indtræder i min Familie, meddele Dem nogle Oplysninger om dens Medlemmer. Jeg selv er en Forpagtersøn og har først for ikke længe siden kjøbt denne Ejendom, da jeg arvede min Onkel; før var jeg fattig, meget fattig. De kan altså begribe, at jeg ikke har nydt nogen fortrinlig Opdragelse, men snarere er bleven opfødt som en slet og ret Bondesøn. Da jeg som Forpagter levede i særdeles trange Kår, kunne jeg heller ikke give mine Børn nogen Huslærer: de ere derfor meget uvidende, dog tror jeg, at Hjertet på dem sidder på det rette Sted. Nu først ser jeg mig istand til at skjænke dem en bedre Opdragelse, blot det ikke er for sildigt: de ere Alle voksne, ja min ældste Datter er forlovet. Den største af mine Sønner, Halvor, har desværre alt, ifølge sit tidligere Levnet, tabt al Sans for hvad man kalder Lærdom, ham får De næppe Bugt med, men de Andre er ikke så vilde og rå, som han. Vær da inderligt velkommen, og bevirk, at ikke mine Børn skulle, som deres Fader, i de ældre År tungt savne, at de Intet have lært.«

Han trykkede min Hånd, og vi gik nu op i Dagligstuen, jeg i temmelig mørke Tanker over det, at jeg skulle have med lutter Voksne at bestille og iblandt disse med en så formidabel Person, som Halvor.

I Stuen var der tre voksne Piger og et ungt Menneske på atten År med et særdeles godmodigt Ansigt; alle Fire kom mig i møde og rakte mig venligt Hånden. En stor Stenmasse, en hel Række St. Gottharder, faldt fra mit Hjerte; thi Halvor så slet ikke slem ud. Men ak, kun korte er de jordiske Glæder! jeg var næsten grædefærdig, da jeg hørte den gamle Thyesen spørge: hvor er Halvor? og Svaret lød: i Skoven på Jagt. - Ak, ak, dette var altså hans yngre Broder, Christian.

Men Konen i Huset? eller var der måske ingen? jo såmænd var der så, og jeg gennemskuede såre hurtigt hendes Karakter. Hun var herskesyg og hun var bleven stolt, siden Arven faldt; og jeg lagde også Mærke til en betydelig Gerrighed og en stor Ugenerthed med at lægge sine Meninger for Dagen (på begge Dele forefaldt et stærkt Eksempel ved Middagsbordet). Hun bar Levningerne af en sjælden Skønhed, men hun var, hvad man kalder, meget »sjusket«. Sin Mand kujonerte hun, men Halvor frygtede hun; Halvor var den egentlige Herre i Huset. Mig modtog hun meget venligt, og i det Hele bød Alle mig en høflig, ja næsten hjertelig Velkomst. Man bød mig Frokost; jeg satte mig ned. Et Øjeblik efter foer Havedøren op, og ti eller tolv Hunde: Mynder, Dachshunde, Vandhunde, Hønsehunde, Mopser og Spidser, kom da pludseligt til syne, omringede mig og hilsede mig med en utålelig Gøen; alle var de Forløbere, der skulle melde, at Sjeur Halvor agtede at aflægge en Visit oppe i Stuen, hvor forresten hans mangelunde Forretninger i Stald, Svinesti, Skov, Mose, Hønsegård, Kornloft og Hakkelsekiste, kun sjældent tillod ham at opholde sig udenfor Spisetiderne.

Og ind tren da Sjeur Halvor »med Støvler og Sporer«. Han var iført en grøn Kalmuks Frakke med russisk Skind på Kraven og om Håndleddene; om Brystet var der slynget en Hundepisk, medens Krudthorn og Hagelpung sirligt hang ved Hoften. Skønt hans Reuserstøvler nåede højt op på Lårene, var dog de uhyre Uldstrømper, som sadde udenpå Benklæderne, løbne et godt Stykke fra Støvlerne, thi de vare trukne op lige til Maven, og øverst på hver af dem var der indsyet med rød Silke et mægtigt H. T., klart antydende, at de vare Halvor Thyesens Strømper og Ingen Andens. Hans Ansigt var lidt gulagtigt, Næsen gik opad, som om den ville flyve til Menneskets egentlige, bedre Hjem; Øjnene var gråblå, og Hårene lyse, hvilken sidste Egenskab jeg imidlertid først opdagede, et godt Kvarter efter at han var kommen ind i Stuen, thi så længe beholdt han sin lodne Hue på Hovedet, trukket ned lige til Ørerne.

»Hold Kjæft Hunde!« råbte han og sparkede med det samme til en lille Rottehund, så at den foer hen i Skødet på hans forskrækkede Søster, »er det den lærde Mand fra Kjøbenhavn? god Morgen og velkommen tilhuse. Sophie, giv mig Gaffel og Kniv, jeg er sulten. Med Forlov! er det Dyresteg?« her satte han sig på en Stol og tog med Fingrene en uhyre Bid Steg fra Fadet. »Ja, det er, o skynd Dig så, Sophie, nå det er godt.«

Og med en Ulvs Glubskhed kilede han nu løs på Fadene; det ene Stykke Kød forsvandt efter det andet, den ene Aborre efter den anden, og ikke talte han, ikke så han sig om, ikke snød han sin Næse engang, skønt den trængte dertil - nej , Bugens Tillokkelser ænsede han kun, han var totus in illo. Et eneste, hvad han gav sig Tid til, var, efterhånden som den nedkomne Proviant udvidede Maven, da at knappe Frakken op, derpå Kjolen, der sad indenfor, sluttelig Vesten, og, oprigtigt talt, sad jeg i den dødeligste Angst for, at han på Bekvemmelighedens Vegne endelig også ville opknappe sine Benklæder. Efter fuldendt Måltid samlede han alle Ben (og han havde alene på sin Tallerken et fuldstændigt Skelet af en And) på et Fad og kastede dem derpå midt ud på Gulvet , hvor der da udviklede sig en hårdnakket og blodig Kamp mellem alle Hundene, hvilken Kamp imidlertid Halvor, efter en fem Minutters glade Beskuen, endte derved, at han listigen trak en af de gigantiske Vandstøvler af og kastede den mellem Hundene, ligesom Jupiter fordum slængte Træklodsen ned iblandt Frøerne. Stor blev Forskrækkelsen blandt de Firbenede, og en Mops var så uheldig i sin Forvirring at flygte ind i selve Støvlen, hvor den kom til at sidde fast, og hvorfra den, til Halvors ubeskrivelige Moro, udsendte de mest klagende Toner.

Efter at han havde renset sine Tænder og henstrakt sine Ben i al Magelighed, begyndte han at tale, ikke til nogen bestemt Person, men til alle de Tilstedeværende, overbevist om, at hans Beretning umuligt kunne Andet end interessere Enhver: »en uheldig Jagt i dag! jeg så Blomsten af en Hare ude i Kålhaven - men Fanden tog ved den. Mikkel med den stinkende Lunte løb væk fra mig i den lange Grøft. Jeg skød forbi et Bæst af en Krage og i Fortvivlelse fyrede jeg Bøssen af på denne foragtelige Skabning, som jeg langt hellere ville haft levende.« (Jeg forstod den Gang ikke denne Tale; først senere fik jeg at vide, at Harens Hale i Jægersproget hedder Blomst, Rævens derimod Lunte). Derpå rodede han i den uhyre Sidelomme i Frakken og kastede Fuglen med Foragt hen i Skødet på mig; noget stødt over denne Adfærd tog jeg Fuglen op, beså den og sagde: »det er jo en Flagspætte!«

En glad Forbavselse afspejlede sig i Halvors Ansigt: hans Øjne glinsede, og Braknæsen hejsedes endmere i Vejret, ligervis som en Soldats Arm, der hæver sig op til Chakoten for at bevise en forbigående Officer sin Ærefrygt. »Hvad Fanden!« råbte han og rakte mig venligt og med en Slags Ærbødighed Hånden, »kjender Hr. Doktoren til Fugle?«

Jeg forsikrede ham, at jeg var en stor Amatør, og at jeg i Kjøbenhavn havde haft en Voliere og en flyvende Hæk; endvidere bemærkede jeg høfligt, at jeg havde adskillige illuminerede Kobbere og mange Værker, som henhørte til det naturhistoriske Fag, og - at det Altsammen stod til hans fri Afbenyttelse, når det blev udpakket.

»Å Guds Død og Pine!« råbte han og sprang i Vejret, »Sophie! rend og hent mine Tøfler! Kjære Doktor, De må straks op med mig og se mine Fugle - ak, min Ravn er så syg! For Fanden, hvor kunne jeg tro, at en lærd Mand bekymrede sig om Flagspætter! der er dog nok mere Menneskeligt i sådan en Bogorm, end jeg havde forestillet mig.« Imidlertid var Tøflerne komne; han stak kun en af dem på det Ben, der til Forfærdelse for Hundene var blevet berøvet sin Pryd, Vandstøvlen, og dansede således med én Vandstøvle og en broderet Tøffel foran mig op på Loftet, efterfulgt af de tolv Hunde. På Vejen spurgte han mig, om jeg var en Ven af Hunde: jeg bejaede det og bemærkede, at han blev gladere og gladere. »Hør, Doktor,« råbte han, »jeg har dresseret mine Hunde fortræffeligt, kan De tro. Har De set noget Menneske før mig gå på Jagt med tolv Hunde, alle af ganske forskjellige Racer? se her Hønsehunden Thor! Thor, ici! sitze! sådan - ser De, den sidder på Bagbenene! - pas nu på Mynden! Snap! ici, vil hun spadsere! ser De, hun går oprejst! - Pas nu på Mopsen! Muphti, avance! ser De, hvor han kryber på Bugen. Å, det er et herligt Syn, at se Dachshunden stå for Bekkasiner og se denne ægte, fynske Spids apportere Krikænder. Sommetidsens så mislykkes det, men så vanker der Stryg.« - Og nu stod vi inde i Værelset, hvor de bevingede Skabninger befandt sig: vel var der ikke så højt et Loft, som det, deres fri Kammerater flyve under, men de havde det dog særdeles comfortable derinde. Små Grantræer var plantede om i Baljer, og der byggede Fuglen fra de kanariske Øer sin Rede. Jeg traf i Stuen mange gamle Bekendte: den brogede Stillits , den vårgrønne Sisgen, Munken og den sjældne Gul-Pirol, den blommede Drossel og den sky Solsort; Turtelduen kurrede og lo sin hæse Latter, men indespærrede i Bure sad den næsvise Moskovit og den lille highwayman, Tornskaden.

»Jeg mangler,« udbrød han med en rå Latter, »én Fugl endnu.«

»Hvilken?« spurgte jeg, »muligt Bogfinken eller den grønne Vipstjert?«

»Nej, dem mente jeg just ikke,« svarede han bestandigt tølpermæssigt leende, »nej , jeg mente den skjønne Sidensvands; det er en smuk Fugl, men meget skidenfærdig. Imidlertid har jeg et ret godt Erstatnings-Eksemplar nede i Stuen - i min Moder!« - Jeg tilkastede ham et vredt Blik, men måtte senere indrømme, at Lignelsen var træffende.

Vi gik fra Fuglekolonien ned i Stalden, hvor Halvor, efter at have trukket en Hårsime gennem Brystet på en lungesyg Hoppe og efter at have på den behageligste Måde af Verden bibragt en skrantende Ko et velgørende Klyster, beordrede to Heste opsadlede, for at vi i Fællesskab skulle bese Omegnen. Og så meget havde da min Vejviser på denne Tur at bestille med at inspicere en Flok Grøftgravere, der arbejdede under en duelig Ladefogeds Opsyn, (han slog en dejlig Stok), med mundtlig at irettesætte en Husmand, der tækkede sit Hus på en Måde, der ikke fandt Behag i den unge Herremands Øjne, og med korporligt at revse en Røgter, der søgte efter et bortløbet Får, - at vi først kom hjem, da Gongonen antydede, at Halvor Thyesens kæreste Time på Dagen, Middagsstunden nemlig, nu endelig var indtruffen.

Ved Bordet så jeg da for første Gang min tilkommende Madmoder. Hun var endnu, skønt Moder til fem Børn, virkeligen smuk; mig betragtede hun med Velvilje; enten det nu var, fordi jeg var en Laudabilist med tyve tusind Daler (rigtignok et sjældent Fænomen i Danmark), eller fordi jeg havde et ret tækkeligt Udvortes, det kan jeg ikke bestemme. Hvad del Sidste angår, må jeg imidlertid bemærke, at, skønt Andre have fundet, at jeg havde et smukt, skønt noget melankolskt Ansigt med sorte Øjne, mørke Øjenbryn og en anstændig Bakkenbart, må jeg dog tilstå, at jeg har fundet langt smukkere Ansigter blandt Underofficererne ved Garden tilfods.

Som Mørket ved Skabelsen uden Ophold forsvandt, da Jehova råbte: vorde Lys! (Haydn har malet det i sine Toner), således tilintetgjordes hver Grødklump og hvert Kødstykke på Halvors Tallerkener, så at de i et Nu blev ganske hvide; og ikke afbrødes hans ødelæggende Virksomhed, før hans Moder henvendte sin Tale til mig med følgende Ord: »min gode Hr. Harring! jeg anser Dem allerede som et Lem af Familien og beder Dem derfor at dømme imellem mig og min Mand angående en Familiesag og det er denne: min ældste Datter Sophie er forlovet med Tiendekommissær R-, en meget velhavende Mand, som agter til Julen i dette År at holde Bryllup. Nu får enhver af vore Døtre firsindstyve Daler til at klæde sig for om Året; men jeg påstår, at Hr. R- nu skal betale Sophie de firsindstyve Daler, og at min Mand ikke længer skal give hende dem; jeg betragter Forlovelse og Ægteskab som en og samme Ting; den, som ikke kan gifte sig, skal heller ikke forlove sig - men den tossede Pige, hun generer sig for at sige det til Hr. R-. Det er just ikke for de firsindstyve Dalers Skyld - thi Penge har vi jo nok af . . .«

Her foer Halvor op: »hvad er det for noget Sludder, Mutter? Er Forlovelse og Ægteskab et og det Samme? jo, det ville være pænt, om Sophie og Kommissæren sagde det Samme og lavede en Rede fuld af Unger, og Kommissæren derpå gav hende en god Dag. Nej, Du skal ikke græde, Sophie. Vil Fa’er ikke betale Dig dine Lommeskillinger, så vil jeg min Salighed gjøre det. Sikke Noget! Sophie, min Tøs, bring mig Kaffen ned i Stalden, jeg skal se om den syge Ko, - Du har altid været en god Pige. Farvel, Doktor, husk på Billederne.«

Og dermed rejste han sig vredt og gik til Døren, men da han kom til den, erindrede han, at han endnu på sin Tallerken havde levnet et fedt Stykke Peberrodskød - det fristede ham - han vendte tilbage, stak Klumpen i Munden, nedsvælgede to store Glas Øl og gik derpå gravitetisk, fløjtende ad alle Hundene, ud af Stuen. Jeg anbefalede mig straks efter Måltidet og gik op på mit Værelse, hvor jeg udpakkede mine Bøger og indrettede mig på det bekvemmeligste.

Men nu kan jeg tydeligt indse, at jeg ikke længere tør opsætte at levere Halvor Thyesens Karakteristik og den lyder da, som følger:

Halvor Thyesens Kundskaber som Dyrlæge tør vel efter de tvende, omtalte Kendsgerninger med Hoppen og Koen næppe bestrides. Hvad hans Legeme angik, da »førte han en overmåde god Person«, havde brede Skuldre og en betydelig Armkraft. Sin venstre Hånd havde han brukket i sit attende År, da han stak de fem Fingre ned i fem Soldalergeværer og ville på engang løfte dem alle op i stiv Arm. Som Dreng havde han skudt Spurve med Flitsbue, nu skød han Svaner med Riffel. Han vidste, at når Svinet løb med en Halmvisk i Munden, for dermed at berede sig et Leje, da var det et sikkert Forvarsel på Uvejr; ingenlunde var han uvidende om, at når Frøerne begynde at kvække om Foråret, da er det Tid at så Havre, men når Slåentornen springer ud, da skal Kornet i Jorden; heller ikke, kære Læser, må Du tro, at han ikke vidste, at Lærken skal tie så længe efter Kyndelmisse, som den synger før, og at vi få en streng Vinter, når Rønnen bærer overflødig Frugt. Godt vidste han Besked om, at når Hunden æder Græs, eller Ræven gøer stærkt, eller Kragerne om Efteråret flokke sig i store Forsamlinger på Marken, da er det en Forbetydning på ondt Vejrligt. Prægtigt vidste han at fortælle, hvorledes tør Marts, våd April og kold Maj skal fylde Husene med Sæd; klart vidste han at berette, at når Engene røg og dampede, da »rørte Mosekjerlingen sin Aftengrød,« og da ville den næste Dag blive hed. Endvidere var han kløgtig på himmelske Affærer: stod Regnbuen ned i Sønder, da betyder det Regn; står den i Nord, da betyder det tørt Vejr; endeligen har han ofte forsikret mig, at jeg aldrig skulle se Kukkeren og Syvstjernen sammen1). 1) Se Junges’ Nordsjellandske Landalmues Karakter, Skikke, Meninger og Sprog. Kjøbenhavn 1798. Han hengav sig hjertensgerne til Bugens Forlystelser, men desto sjældnere til Læsning, undtagen Bogen angik Agerdyrkning, Jagt, Fuglefangst eller Uglspil og Holger Danske. Når hans Ånd tog sin højeste Flugt, og han var allermest romantisk stemt, da ønskede han sig tilbage ind i Riddertiden, han gottede sig ved Tanken om Turneringer, hvor man med Sværdet hug en vældig Modstander midt over , og han vederkvægede sit Sind ved at tænke på »Skalledrikning« Han drak aldrig Brændevin og følte sig smigret ved at jeg, den lærde Mand, heller ikke gjorde det. Han var særdeles voldsom i sine Bevægelser og skal endog, i Anledning af at hans Fader ville afskedige en tækkelig Malkepige, have brugt Ukvemsord mod Paterfamilias; også var næsten alle hans tolv Hunde Invalider, således havde han i ustyrlige Øjeblikke revset dem: Snap haltede på det ene Forben, Thor havde kun et Øre, Spids havde en knækket Hale, og Muphti var kastreret. For Bøger og lærde Folk havde han en betydelig Aversion, men han elskede Naturen, dog selv uden at ane denne sin Kærlighed; først når man gjorde ham opmærksom på en eller anden Skønhed, først da fattede og tilegnede han sig den, og han var da yderst taknemmelig imod den Mand, der havde vist ham den. Blandt alle lærde Mænd (han kaldte dem tilhobe: Doctores) nød især Teologerne hans ubetingede Foragt: han kaldte dem simpelthen Hyklere, og jeg erhvervede mig først hans fuldkomne Tillid, da han erfoer, at jeg med Liv og Sjæl hyldede den kristelige Moral, men at jeg ikke troede blindt hen på de mirakuløse Forziringer. Og nu, min kære Halvor Thyesen! skulle Du af en Hændelse, eller måske af Velvilje for mig, værdiges at kaste et Blik på disse simple Ark, da vil Du bestemt sige: Johannes Harring, Du har beskrevet mig rigtigt!

Få Dage efter min Ankomst til Herregården begyndte jeg mine Informationer med Pigerne og Christian, og mine Elever voldte mig den største Glæde: det var mest levende Sprog, Fransk, Tysk og Engelsk, som jeg bibragte dem gennem de ypperligste Forfattere fra de forskellige Lande. Jeg overtalte en Gang Halvor til at bivåne en af disse Timer, men først parlamenterte han med mig, at alle hans Hunde skulle være inde i Værelset hvor vi læste: han kunne umuligt undvære deres Selskab i en stiv Klokketime. Og da vi derpå begyndte at læse, var der tusinde Adspredelser for Halvor: snart bed Snap Muphti i Halen, snart kløede Spids sig på et Sår, den havde på Ryggen, og snart ville Pudelen karassere Jagthunden, som var en Tæve; og endeligt forsikrede han mig om, at hans Bryst ikke tillod ham en langvarig siddende Stilling, og derpå begav han sig ilsomt bort (hvad Brystet ellers angik, så var det en Hvælving, ikke ulig Kuppelen på det nye Kapel ved Roskilde Domkirke).

Den anden Gang derimod traf jeg heldigere hans Smag: jeg inviterede ham til et naturhistorisk Foredrag. I en populær Fremstilling stræbte jeg blot efter at gøre mine få Tilhørere Naturhistorien kær, og jeg lempede især min Tale didhen, at Halvors Opmærksomhed bestandigen var spændt: jeg fortalte ham, at Rejsende atter havde fundet den i Årtusinder betvivlede og omtvistede firhornede Antilop, som alt Ælianus beskrev; jeg meddelte ham, hvorledes russiske Skippere Nord for Sibirien havde på et Stykke Drivis fundet det gigantiske Mammouthsdyr med Hud og Hår, Kød og Muskler - det vældige Dyr var ved Kulden bevaret friskt og holdent fra hin fjerne Tid, da Verdens Grundvold blev lagt; heller ikke forglemte jeg at oplæse, hvorledes de franske Naturforskere på Napoleons ægyptiske Tog havde opgravet en Mumie, der holdt en Zwiebel i Hånden; de plantede Løget i Jord, og det voksede, og for Napoleons og hans tilkommende Marschallers Øjne prangede den Blomst, der vel egentlig skulle have udfoldet sig for Cleopatras og Ptolomæernes stirrende Blik. - -

Om Aftenen kom Halvor ind på mit Værelse med en Flaske Vin og to Glas. »Doktor,« sagde han, »jeg kan godt lide Dem, og derfor vil jeg drikke Dus med Dig, og så er jeg din Ven, og så kan Du stole på mig, og så Ve den, der vil gøre Dig nogen Fortræd, når Halvor Thyesen ser det.« Og vi drak Dus med alle Formaliteter. - -

Det var en klar Søndag Morgen i Forårets skønneste Tid, at jeg tankefuld sværmede om i Dyrehaven og blev stående ved Enden af en lang Allé, hvor fra man havde Udsigt over en Eng, der endnu stod fuld af Vand. Et enkelt Par Vildænder fløj op, da de hørte mine Skridt; i det Fjerne ringede Landsbyens Kirkeklokke for at samle de rødmossede Bønder. Min Sjæl var stemt til Andagt og jeg mindedes min Broder Arthurs Ord, da han sagde til mig: »Johannes jeg er, stricte talt, ingen rettroende, eller rettere sagt, ingen fuldstændigt troende Kristen. Vore Kirker tykkes mig for små: min Domkirke er den massive Verdenskugle; min Altertavle er det uendeligt svulmende Ocean, hvor Fregatten går for fulde Sejl, og hvor Maleriet består af Sols og Månes og Stjerners Afspejling i Overfladen; min Dåb er Forårsregnens Vande, der klække Blomsterfloret ud af Jorden; mit Orgel er den store Menneskeslægt, og Orgelets Piber dannes af de enkelte, malmfulde Stemmer fra hvert ædelt Bryst.«

Jeg afbrødes i mine Grublerier ved Halvors rå Stemme; jeg forbavsedes ved, at der i hans Ydre i dag herskede en vis Elegance, som han ellers til enhver Tid forsmåede, men allermest frapperede det mig, at der af alle hans Hunde ikke var én at se i hans Følge.

»Kom og følg med mig, Doktor,« begyndte han, »vi ville besøge Præsten og spise til Middag hos ham; jeg har allerede sagt det oppe i Stuen. Der skal Du se hans Datter« - her overtrak en luende Rødme hans Kinder - »det er den smukkeste Pige i Egnen, men hun er noget melankolsk. Gud give, at hun ville blive min Kone, så skulle jeg gjerne forandre mig og klæde mig mere pynteligt, og jeg ville også læse Fransk og Tysk (det Engelske kan jeg bestemt aldrig lære at udtale, tror Du vel?), og jeg ville lade være at banke mine Hunde.« Der lå i det Øjeblik noget så rørende i hans rå Stemme, at jeg forbavset så op på ham, og da bemærkede jeg, at han tørrede sine Øjne.

»Og holder hun da slet ikke noget af Dig?« spurgte jeg efter en Pause.

»Å, nej vist gjør hun ikke,« svarede han ærgerligt, »jeg er hende for bondemæssig og for styg, - så til Helvede, nu har jo Køerne revet Hegnet ned, - jeg tror meget snarere, at Du vil gjøre Lykke hos hende; om så var, så undte jeg da også Dig hende mere end nogen Anden, - jeg har ellers for holdt meget af Skytten Richard - hendes Fader er, hvad man kalder Konsistorialråd, er der ikke noget, som hedder sådan? det vil vel sige, at han snart kan vente at blive Biskop? - Å, Guds Død og Pine! Muphti, pus ham, allez, allez, Thor, Snap! pus ham, se Ræven, - å, det er også kjedeligt, nu har jeg jo lukket dem inde deroppe - han er også Ridder af Dannebrogen - jeg mener Præsten, en meget stolt Mand, en fin Hofmand. Hun hedder Mathilde, og hun har to Øjne, så mørkebrune, som om jeg så ned i det sorteste Mosevand. Kom lad os gå rask til, jeg længes uhyre efter at se hende, skjøndt jeg véd, at hun slet ikke bryder sig om mig - se der hopper en Rødkjelke! - -

Vi gik hurtigt og kom til Præstegården; ud af et Hul i Muren i Porten sprang en Hund og modtog os med en lydelig Gøen, men et Vink af den store Hundeamatør, Halvor, forandrede straks dens Vrede til en venlig Logren. Vi kom ind i Dagligstuen, og der sad da den blomstrende Kvinde, hvis skønne Stjerne var bestemt til så betydningsfuldt at tindre ind i mit Horoskop.

 

 

Kapitel VIII >