Min Broders Levnet
Carl Bagger (1824).
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
IX.
Våren er i Haven, se Dig om!
Vinterstormen lydig må forstumme,
Alle Sydens Fugle kom,
Hør de Humlebier brumme.
Mangefarvet er hver Plet,
Se blot nedad her fra Højen:
Bøgens Løvværk bli’er så tæt,
Ranke Lilje svajer let.
Blussende står hist Levkøjen;
Hver en Blomst forynger sig,
Ser forundret op til Dig:
Du var selv en Blomst så frisk og frodig,
Og nu visner Du sørgmodig!
Det var netop et dejligt jysk Forår, og jeg er overbevist om, at Laksen i Randersfjord og Mallen (hvis den findes endnu) under Flommen ved Sorøsø, i en munter Bevidsthed om, at Flora var »atter kommen« op til Nord, have gjort nogle betydelige Bukkespring, hver i sit respektive Vand ; endydermere begyndte, som ovenomtalt, Bierne mærkeligt at summe.
Halvor bukkede sig ned, tog en Bi, brød den midtover og rakte Bagdelen til - den fremtrædende Mathilde og bad hende om (naturligvis i al bondemæssig Courtoisie) at smage, hvor megen Honning den alt af de få Forårsblomster havde indsuget (Fortælleren tør sværge på, at han mente det ærligt med Indbydelsen).
Mig syntes, at hun havde grædt. - muligt tog jeg fejl.
Hun henvendte sig smilende til mig, (Halvors venskabelige Tilbud modtog hun ikke), og tilbød sig at vise mig om i Præstegårdens nærmest tilstødende Omegn. »Her,« sagde hun, da vi stod på en Høj i Haven, hvorfra vi overskuede Marker, Banker, Skove, og en fjern Hedestrækning, »her ser De, Hr. Harring,« -her skælvede hendes Stemme betydningsfuldt - »tolv eller tretten Høje! nu ere de alle grønne, som for tre År - nej fire År - siden. - - Dog for mig er det Kjæreste ved disse Bakker, - De må vide, at jeg stedse er hvad Verden kalder romantisk stemt - det Elskeligste for mig ved den hele grønne Plads er det løjerlige Sagn, som hefter ved Stedet. En gammel Herremand på den Gård, som Deres Fader for nærværende Tid ejer, Hr. Thyesen! skal nemlig have nedgravet en uhyre Skat i en af Bankerne, - om det var af Frygt for et røverisk Indbrud i Gården, eller Bevæggrunden var lav Gjerrighed, melder Traditionen ikke, kun så meget er vist, at han, da han mærkede, Døden nærmede sig, bød sin eneste Datter at kjøre ud med sig til Bakkerne, som den Gang vare tæt bevoksede med Underskov og Tjørn. Men i det Øjeblik, han fik Højene i Sigte og hævede Hånden for med Fingrene at påpege Stedet, da sank han død om i Vognen. Datteren lod opgrave alle tretten Høje, men der fandtes Intet , og hun blev afsindig, Stakkel. Bonden tror endnu, at hun ved Midnat vandrer om og søger efter Sølvet, og ene denne Overtro skræmmer ham selv fra ved Tolvslaget at sætte Spaden i Bevægelse og oplede det Fordulgte.«
»Og, nådige Frøken,« tillod jeg mig at bemærke, »i stedet for et elske Stedet, fordi det er deres Hjem, så lægger De det Elskelige, og det, der fængsler Dem, i en Tradition, i et simpelt Eventyr?«
»Hr. Harring,« svarede hun, »fra Barnsben har jeg elsket Bogen mer end Livet; først sildigt kom jeg til den Erfaring, at man gjør bedst i at elske det Virkelige mer end det Ideale. Jeg elsker Sagnet, men søger at overse og forglemme Stedet, hvorom Sagnet drejer sig- Jeg elsker den arme, vanvittige Pige, jeg hader de tretten Banker, - de have altfor bittre Erindringer for mig - betænk også Hr. Harring, at jeg har ført en ensom og glædeløs Levetid her i denne Egn, hvor Menneskene snarere ligne Dyr, end de ligne dem, der skulle være skabte efter Guds Åsyn« - her stampede Halvor i Jorden og gav sig til at fløjte Melodien på Bondevisen:
Drude var liden og vogtede Får,
Jeppe han tjente med hende i Gård.
Drude vokste op og blev temmelig kjøn,
Jeppe han bejled til hende i løn.
Drude hun svared og sagde straks nej,
Gå Du til Else, jeg gifter mig ej.
Jeg er for liden, og Du est for stor.
Kvæget dør ofte, mens Græsset det gror.
- »ingen dannede Mennesker,« vedblev hun, uden at påagte Halvors Utilfredshed, »findes i hele fire Mils Strækning. Hvert Blad minder mig om, at jeg her stedse har kjedet mig, og hver Fugl, som synger over mit Hoved, erindrer mig om, at jeg hvert Øjeblik har gabet og derpå er falden i Søvn, ifald jeg med disse håndgribelige Talemåder kan gjøre mig forståelig for Dem, Hr. Halvor Thyesen.« -
Som oftest er unge Piger kun et Genskin af deres nærmeste Omgivelser: således gengiver den rindende Ås Overflade både de grønne Strandbredder og Himlens Skyr og Skær - men anderledes var det med Mathilde: hendes skønne Sjæl afprægede sin Ejendommelighed i enhver hendes Bevægelse, i hele hendes yndige Ydre, ret »ligesom Lyset, der sættes ned i en Alabastes Vase, oplyser den hvide Stenmasse.« Først senere, da jeg blev bekendt med hendes Historie, forstod jeg fuldkomment hendes ved kummerfulde Erfaringer ophøjede og forædlede Natur, og da følte jeg tilfulde Sandheden af, hvad Walter Scotts litterære Arving og Successor siger: »der gives ingen Hemmelighed, der bedre oplader det menneskelige Hjerte, end Modgang - i Særdeleshed den Modgang, der har sin Oprindelse af Lidenskab. Forbavser en Skribent Dig ved sin Indsigt i din Natur, da vær forvisset om, at også han en Gang selv har sørget, sådan Kundskab findes i Tårernes Alchymie.« -
Men bittert nagede hendes sidste Ord på Halvors Sjæl: han vendte sig om til hende og sagde med et hvidt Ansigt og med Øjne fulde at Gråd: »dømmer De så hårdt om den, der mener det så godt med Dem, så tag dette Krudtmål tilbage, som De gav mig sidste Marked - jeg vil ikke bære det, når De fortryder, at De har givet mig det som et Tegn på deres Venskab, og når De sammenligner mig med min Faders Okser og Stude.«
Det smertede hende, at hun havde krænket Halvor, og hun rakte ham Hånden, forsikrende, at hendes Mening ikke havde været så slem, som hendes Tale. Forsonet stak han atter Krudtmålet i sit Knaphul og kyssede Mathildes Hånd.
Som vi nu stod oppe på Højen, så vi en Bondedreng, der af alle Kræfter løb over Marken og styrede sin Kurs lige hen til det Sted, hvorfra vi overskuede Egnen. Da han kom os nær nok, råbte han hidseblæsende : »å, gode Frøken, Moer Dorthe ligger for Døden, og hun beder Dem for Guds Skyld at komme til hende, før hun opgiver Ånden.«
»Straks!« svarede Mathilde; Drengen løb tilbage over Marken, og vi ilede gennem Haven op til Præstegården.
»Dorthe Christensen er syg,« tiltalte Mathilde sin Fader ved Indtrædelsen i Stuen, »og hun lader mig bede endelig at komme tilsig, før hun dør; skal jeg gå, eller vil måske Du?«
»Ja vist vil jeg, mit Barn,’’ svarede Konsistorialråden hurtigt, »unge Piger have ikke godt af at se Døende; desuden må Du forblive hos vore Gjæster. Nå, så? Dorthe for Døden? det må da indberettes til Amtmanden, for at han kan træffe de fornødne Anstalter. Hent mig min Ræveskindspels og så mine Galocher, lille Thilde, og den lodne Hue, jeg er allerede stærkt forkjølet. Mine Herrer undskylde, men det er min Pligt at trøste Lidende og Døende.«
Og dermed indpakkede Datteren sin Fader, og den velærværdige Konsistorialråd begav sig gennem Gårdspladsen i Præsteboligen hen til den døende Kone; og det var morsomt at se, hvorlunde han i sin Ræveskindspels, med den lyse, lodne Hue på, med sin smalle, diplomatiske Taille, tæt indhyllet i Dyreslobrokken, lignede en vandrende Vandpost, der om Vinteren er udvendigt omviklet med den gule Halm; dertil stod nu denne siberiske Dragt i åbenbar Modsætning til Årstiden: en opvarmende Sol drev Sæden ud af Jorden, Crocus havde affloreret for længe siden, Fuglen byggede sin Rede, og Staldkarlen havde aflagt sin røde Hue og taget Hat på; endydermere var Dompappen for længe siden fløjet til Norge. - - -
Så lad ham vandre! - -
Men inde i Stuen sad jeg ene med Mathilde; thi Halvor havde i ondt Lune forladt Værelset, for at kigge ind i Længen og se, om Tærskerne også arbejdede (også havde Præsten fået en ny Plov - det var muligt den, som Landmanden nærmere ville tage i Øjesyn), dog tror jeg, at det var Mathilde, som havde fornærmet ham ved at se venligt og smilende til mig; men nok var det, at Halvor var ude, og jeg var inde.
Og der sad jeg og grublede over Mathildes Ansigt: der strålede en Tåre i hvert af hendes Øjne, som når Dugperlen hænger i Morbærtræets Blade; der sad en Vemod i hendes Ansigt, som når Vintersolen skinner gennem et Vindu i Hovedstaden ind på de i Stuen stående Zwiebler; der var et Forår i mit Hjerte, som når den første Kærlighed indsniger sig hos Mennesket, som når Hørkræmmerdrengen går ud af sin Lære og bliver Svend, som når Skoledisciplen bliver Student. Der sad jeg og indsugede den søde Gift af hendes Læber, medens Halvor færdedes langt ude i Markerne, formodentlig omtumlet af alle Skinsygens Pinsler. Endelig vendte Præsten tilbage; den syge Kone var død.
Vi spiste til Middag, da Halvor kom hjem fra sin Udenlandsrejse, og om Eftermiddagen gik han og jeg sammen tilbage til Herregården, men Halvor var tavs og vranten, og jeg mærkede godt, at han undertiden betragtede mig med skumle Blik.
Men fra den Dag af var Halvor Thyesen min Fjende.