Min Broders Levnet

---

Carl Bagger (1824).
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

X.

Når Månen skinner i Granskoven svagt
Og Fuglene alle sove,
Da vil jeg gå på en Menneskejagt,
Da vil jeg det Dristige vove.
Min Hånd er sikker, min Riffel god.
Jeg vil sé den Forhadtes Hjerteblod.

 

Et mørkfarvet, næsten kulsort Had viste sig i Halvors Ansigt, siden hint vort fælles Besøg i Præstegården; han afbrød al Omgang med mig, sendte alle de Bøger, han havde lånt af mig, tilbage til mit Værelse og beskæftigede sig udelukkende med Landvæsenet.

Jeg tilbragte imidlertid næsten hver Søndag hos Konsistorialråden, just ikke lokket dertil af Manden, snarere drevet derhen af en ubeskrivelig Længsel efter at se Mathilde. Også var hun særdeles forekommende imod mig, og jeg mærkede godt, at hun gerne talede med mig.

Det var en Søndag Aften, at jeg sad ganske ene inde i Præstens Dagligstue; Præsten var kørt hen at besøge Thyesens, og Mathilde var beskæftiget i Husholdningen. Jeg greb en Salmebog, der lå i Vinduet, der faldt et Papir ud af den - det var Vers - Hånden forekom mig bekendt, dog kunne jeg ikke mindes, hvor jeg før havde set den. Digtet var ikke helt, der manglede både Begyndelse og Ende; hvad der var, lød således:

- - - - - -
- - - - - -
Men med min Skjæbne da, harmfuld i Hu,
Ville jeg fluks gå i rette:
»Tænkte jeg ikke fra Vuggen til nu
Ene med Længsel på dette?
Var det ej derfor, på Markerne tit
Ene jeg tåled, ustyrligt og frit?
Læste jeg ikke i Bogen
Helst om en indvortes Strid?
Spejded jeg ikke fra Krogen
Menneskets Handling med Flid?
Trækket af indvortes Stræben,
Minen, der tyder på åndelig Magt,
Smil fra Uskyldighedslæben -
Skjænked jeg dem ej bestandig min Agt?«

»Hvad er en Skuespiller på Jord,
Når han kan mer end blot more:
Præst i en Kirke, hvis Menighed tror
Blindt på det Skønne, det Store.
Mægtigt han griber i Dødens Nat,
Hæver de Blege fra Graven brat,
Livets Larve han hænger
Over det hvide Skelet:
Fortidens Dobbeltgænger
Træder på Kunstens Bræt.«

»Ordet, der ligger i Skjaldenes Kvad.
Har kun et Sædekorns Evner;
Kornet først spirer med Stilk og med Blad,
Når det i Jordbunden revner.
Digteren er jo den sående Mand,
Skuepladsen hans frugtbare Land;
Drivhus er det forsande,
Mod Dagligdagskulden lukt,
Her kan Træerne stande
Med større, med gylden Frugt.«

»Betragt en Gang, for Tæppet går op,
Den skummelt stirrende Mængde!
Den bringer ind kun en modig Krop
Og Kummer i Ansigts Længde;
Og hurtigen dog, på Kunstnerens Bud,
De dele hans egne Tanker,
De Ansigter snart som hans se ud,
Og Marmorhjerterne banker!«

»Begejstring sømmer sig Kunstens Kuld,
Og Liv i den venstre Side;
Thi de skulle lokke Blomsten af Muld,
Helt ofte ved Vintertide:
Gudherren bod dem blandt Folket gå,
Som for Profeterne ginge,
At vække hver Sands, som gik istå.
Og Folket tillive at bringe.«

»Jeg ved, en Kunstner har ingen Jord,
Ej blanke Søer med Bugter;
Hans Rige går ej mod Vest eller Nord.
Han fanger ej Sydens Frugter,
Og dog har han fået en Herskermagt,
Hvorfor han al anden ej ænser:
Den hele Magt er ham underlagt,
Fra Grådens til Latterens Grænser.«

»Og skønt han vel er forvisset om.
At Verden vil mod ham dømme,
Da sætter højt over Globens Dom
Han dog sine egne Drømme:
Selv skal han miste sit kære Hjem,
Sin Moders Ømhed i live -
Han håber, et nyt Jerusalem
Vil Skuepladsen ham give.«

»Og gælder sædvanligt som Substantiv
Ej Kunstnernavnet i Sproget,
Da er det Pronomen demonstrativ, -
Og det er dog altid Noget:
Thi Kunsten peger jo stadigen
Til Højderne nede fra Dalen,
Og holder sin Finger alvorligt hen
Mod Gud og mod Himmelsalen!« - -

Underligt drømte jeg Natten derpå
Hamlet stod ved min Side;
Tårer var der i Øjets Blå,
Meget han syntes at lide.
I Parterret vi ene stod.
Rundtom var Bænkene øde:
Bort svandt alt mit forrige Mod
Ved det natlige Møde.

»Hamlet!« hvisked jeg ængstelig,
»Ræk mig den dobbelte Maske!
Verden ej aner, den tror ej på mig.
Men jeg vil den overraske.« -
Ak, som om denne Bøn ham var
Sørgelig at fornemme,
Gav han mig et vemodigt Svar
Med en vemodig Stemme:

»Hvad er en Skuespiller på Jord,
Selv kan han mer end blot more?
Han er et X dog, om hvilket man tror
Alt, ikkun ikke det Store.
Ene ved Navnet der klæber en Plet,
Som ikke skures ved daglige Tvæt:
Gerne vil Verden Dig skue,
Når det på Scenen kan ske,
Men i Familiens Stue
Vil ingen Fader Dig se.«

»Lokker Dig Æren? o den er en Fugl.
Flygtig fra Græsset til Vandet
Flytter ustadigt den Hjemstavn og Skjul,
Hopper fra Træ til et andet.
Så længe Du går din Ungdomsgang,
Flojter den for Dig sin smigrende Sang;
Snart vil dog Tid og Mode
Skyde de Yngre frem,
Da synger Fuglen sin Ode
Mer ej for Dig, men for dem.«

»Hungrig kanske Du endogså vil gå.
Véd ej, hvad Enden skal blive -
Paradis åbent for Armod skal stå,
Men den har Helved i live.
Sorgfuld din Genius vender sig bort,
Når den Dig ser, mellem Flasker og Kort,
Hånet af Fortidens Minder,
Røvet din Barndoms Plads.
Søgende, hvad Du ej finder,
Mindst i det skuffende Glas.

»Og når Formørkelse dækker din Sol
Og Du gad barnligen græde.
Da skal Du dog på Forundringens Stol
Le og Dig synligen glæde.
Elskov forlader, hun kjender Dig ej,
Venus i stedet vil stå på din Vej.
Længe for Lovet falder,
Bli’er Du i Opvæksten træt.
Ligger i Ynglingsalder
Under det ensomme Bræt.«

»Og når Begejstringen splitter sig ad,
Og Du må den selv undvære.
Og dine Håb falde, Blomster og Blad,
Hvordan vil dette Du bære?
Er ej Theatret den ensomste Gård?
Uden for Verden i Sandhed den står:
Ej kan tilbage Du vende.
Verden vil spærre din Vej ;
Broen bli’er slængt overende,
To Gange bærer den ej.«

»Tror Du ej, Smålighed rækker så lang
Tror Du, Misundelsen sover?
Der er ej noget så ædelt og rankt,
Hvortil de To sig jo vover:
Broderlighed vil Du tit omsonst
Søge hos Broderen selv i din Kunst
Er Du i Sandhed en Hamlet,
Da bør Du her ikke bo;
Her kunne længe jeg famlet
Efter Horatio. - -
- - - - - -
- - - - - -

»Og hvem,« spurgte jeg Nysgerrigt Mathilde, der netop nu kom ind i Dagligstuen, »hvem er vel Forfatteren til dette vakre Digt? aha, De rødmer! - - måske,« tilføjede jeg, næsten skinsyg, »måske en fordums Tilbeder?«

»Langtfra,« lød hendes Svar, »men - men, kjære Harring, hvorfor jeg rødmer? det spørger De mig om? det var - det er, fordi De har opdaget en - en af mine Svagheder. Ser De, fra Barnsben har jeg været stemt for at gå til Teatret; det tyktes mig så herligt, at være det levende Organ for de store Mestere blandt Digterne, at være Moralist for hele Menneskeheden, at være Maler af hver Lidenskab, at opfange de hurtigt forbifarende, udvortes Spor af de indvortes Tanker og Følelser. Jeg betroede mig til en - Fætter, ham, der har skrevet hine Vers, men han irettesatte mig venligt gjennem disse Linier: så mange Fristelser og Farer må Manden gjennemgå, han ligger for det Meste under - hvorledes skulle da jeg, en Kvinde, kunne bestå? og dog kunne det sandelig endnu falde mig ind at gå den omtalte Vej, når, og gid det ske sent, min Fader bliver lagt i Kisten. Dette simple Liv behager mig ikke, jeg har jo givet Afkald på alle dets Glæder, jeg har vendt mig bort fra Virkeligheden - hvad har jeg da tilovers Andet, end Kunsten?«

»De har Meget,« udbrød jeg med Varme, »De har endnu Meget tilbage af Virkeligheden, De har Ungdom, Godhed og Skønhed - og De har en Ven, hvis De tillader det, i mig!«

»Har jeg virkelig?« svarede hun grædende, idet hun lagde sin Hånd på min Skulder og stirrede ind i mit Øje, »har virkeligt den stakkels Mathilde endnu en Ven, der finder hende god og ung og smuk. O Harring, jeg har lidt meget, og dog hader jeg ikke denne Verden; fordi én har krænket min Sjæl, gjør jeg dog ikke som mange Andre, der forbande dem alle.«

»Jeg vil erstatte Dem, Mathilde, hvad De har lidt,« råbte jeg, »jeg vil elske Dem trofast og i Sandhed - -.«

Da foer Dødens Bleghed over hendes Ansigt, og hun stødte mig med et Slags Rædsel tilbage: »gå, Harring,« hviskede hun, »gå øjeblikkeligen herfra, nu kommer min Fader!« Og hurtigen rakte hun mig min Hat og næsten stødte mig ud af Stuen.

Bedøvet gik jeg gennem Gårdsrummet og var alt halvvejs kommen hjem til Herregården, da jeg mødte Præsten i sin Vogn. »Ej, ej,« råbte han, »holdt, Kusk, men pas vel på Hestene; De går der uden Overkjole, Hr. Harring, højst uforsigtigt: de danske Nætter ere ikke at spøge med. På Søndag er det min Geburtsdag, og jeg håber at se Dem, - alle Thyesens kommer også. Ikke sandt. De svigter ikke? kjør så til, Kudsk, mig synes, Duggen er kold.«

Og bort rullede Præsten uden at høre, enten jeg sagde ja eller nej. Gud bevares! hvorledes skulle det da også falde en Hr. Konsistorialråd ind, at Nogen turde sige nej, når han inviterede til en Fête?

Uden ellers at mærke noget til den af Konsistorialråden såmeget befrygtede Dug, bøjede jeg ind i en Granskov, der ligger tæt ved Herregården. Det er, eller, rettere sagt, det var den Gang en ganske ung Plantage, hvor de små Trær næppe var så høje som en velvoksen Karl. Og som jeg nu gik, ærgerligt tilmode, og slentrede hen ad Vejen, afhuggende med min Stok de frodige Brændenælder og Skræpper, - faldt der et Skud, og en Kugle hvislede tæt forbi min Nakke. Det var efter mig, man havde skudt, ganske bestemt efter mig, men hvo var Fjenden? Hvem var vel i den fremmede Egn bleven fornærmet af den fredelige, teologiske Kandidat? - - - Jeg stod et Øjeblik stille, og havde den Ubekendte villet mig rigtig tillivs, da havde dette Øjeblik, da jeg, uden egentlig at tænke på Faren, fortabt i Gisninger, stod, lænet forover på min Stok, lyttende, om jeg ikke kunne mærke Buskenes Raslen ved den Flygtendes Bevægelser, - ja, i Sandhed, dette Øjeblik kunne have været tilstrækkeligt til at ende mit Liv. Jeg gik ganske langsomt hjem, men kun bittre Følelser bevægede mit Bryst: havde ikke hun berøvet mig ethvert Håb om Genkærlighed, og var ikke jeg, som ikke havde fornærmet et eneste Menneske, i den ensomme Granskov bleven overfalden på Snigmordervis?

»Du skal sige det til H-!« tænkte jeg ved mig selv, men jeg fik ikke tænkt ud; Begyndelsesbogstavet af Halvors Navn, dette let henåndende Bogstav, gav mine Tanker en ganske ny Retning: hvad om Stimanden var selve Halvor Thyesen?

Hurtigt løb jeg op ad Trapperne til Halvors Værelse på Kvisten (Dueslaget var beliggende ganske tæt derved). Jeg ville lukke Døren op, men den var tillåset, - han plejede ellers altid at sove for åbne Døre - - -