Min Broders Levnet
Carl Bagger (1824).
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
XI.
Ja vel, ja vel! jeg ville dræbe!
Men vid: fra nu af skal min Læbe
Kun tale mildt, forsonligt Sprog.
Mig syntes. Livet hvisked: nyd kun!
Mig syntes, Bøssen råbte: skyd kun!
Men Du vil vist tilgive dog.
Tidligt den følgende Morgen trådte Halvor ind i mit Værelse, men jeg forskrækkedes næsten over hans vilde Udseende. Det lod til, at han slet ikke havde været i Seng; hans Hår var uredt og Øjnene indfaldne, Kinden blegere end ellers. Hans hele, stærke Legeme rystede, Stemmen var brudt, og på hans Kalmuksfrakke hang der Pigger af Grantræ. Modløs stod han i Døren og stirrede hen på mig med en Blanding af Glæde og Smerte: »Harring,« sagde han, »det var mig, der skjød efter Dig i Nat, hvad vil Du gjøre?«
»Halvor,« svarede jeg, »Du duer ikke til at være en Forbryder. - hvad havde jeg forresten gjort Dig. siden Du ville dræbe mig?«
»Å, hvad Du har gjort mig?« udbrød han, »slet Intet, det var kun - det var fordi jeg så, at Du elskede Mathilde, og at hun syntes bedre om Dig, end om mig. Hør, jeg har i lang Tid ikke været Menneske mer; hvor jeg gik, og hvor jeg var, i Stuen eller i Skoven, på Marken eller i Båden, så har jeg kun tænkt på Dig og på hende. Det Krudtmål, som hun sidste Markedsdag gav mig, kastede jeg i mit Raseri ned i Møllebækken og dykkede derpå tilbunds for atter at få det. Mine Fugle - stakkels Dyr - ere omkomne af Sult; Møllerens forbandede, sorte Hund har bidt Snap i Bagbenet, og jeg har endnu ikke slået det Bæst ihjel - også det er forsømt. Jeg hadede Dig, lige indtil jeg fik skudt Bøssen af, men fra det Øjeblik af har jeg ret holdt af Dig. Jeg har i Morgenstunden ligget udenfor din Dør og lyttet efter dine Åndedræt. Gud i Himlen! hvis Du havde været såret! Fordre af mig, hvad Du vil, jeg skal gjøre det, men tilgiv mig blot. Jeg vil endnu i Dag gå hen til Mathilde og bede hende om at elske Dig. Jeg vil aldrig se hende mer, kun Du skal have Lov og Eneret dertil. O Harring, Harring, vær ikke mere vred!«
Her omfavnede han mig voldsomt, og jeg mærkede, hvorledes hans vældige Muskelbygning krampagtigt rystede i mine Arme. Jeg tog hans Hånd og knugede den heftigt: »nej, Halvor,« genmælede jeg, »tro ikke, at jeg er vred, men lad os som redelige Medbejlere kæmpe om Kronen. Glemt være, hvad der er sket. - Jeg har just ikke noget stort Håb, men jeg vil på Søndag - nu véd Du det - på Præstens Geburtsdag, udspørge Mathilde, om hun vil vælge Dig eller mig eller Ingen af os To. Handl Du således, som Du tror, det er bedst; gå Du hen og tal med hende, om Du vil, endnu i Dag, og forresten så lad det gamle, venskabelige Forhold atter træde i Kraft imellem os To.«
Halvor så på mig med store Øjne: han kunne ikke fatte, hvorledes man så hurtigt kunne tilgive et Riffelskud. Han trykkede min Hånd og hviskede venligt: »ja, jeg vil tale med Mathilde i Dag.« Og dermed ilede han ud af Værelset, og jeg hørte, hvorledes han sprang ned ad Trapperne, nynnende sin Yndlingsarie, den mer eller mindre bekendte Majmånedssang, hvor den gudfrygtige Bonde fremfører sine forskellige Ønsker og Bønner for Vorherre:
Giv Mælk og Smør og Osten sød;
Velsign os med Boghvedegrød.
Lad Hønen give Æg på Fad
Til Pandekag’ og Æggemad,
Bevar vor’ Gjæs fra alskens Nød,
Gjør Kålen fed og Dynen blød.
Stærk Humle hæng på Stængerne,
Sæt besk Malurt i Bedene.
Kort efter så jeg ham rende over Ladegården, men om det var for at aflægge et Morgenbesøg hos Mathilde eller for at tugte Møllerens sorte Hund, kan Forfatteren ikke med nogen apodictisk Vished Bestemme.