Min Broders Levnet
Carl Bagger (1824).
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
XII.
For os kun Glæden haves
I Fremtids Hal;
Din Fortid skal
I Glemselen begraves.
»Du kan ej gi’e mig Lindring;
O nej, o nej,
Min Vandringsvej
Kun lettes ved - Erindring -!«
Jeg har aldrig set Halvor Thyesen så »net«, som på Konsistorialrådens Geburtsdag i Præstegården: han havde endogså drevet det til en blå Kjole med forgyldte Messingknapper - og han bar - for første Gang et Par uhyre Flipper, ud fra hvilke hans Ansigt stirrede, (blodrødt ved det stramme Halstørklæde), ligesom en Pakhuskarls Hoved der, forsynet med en rød Hue, viser sig i et Loftsvindu, eller som (jeg holder meget af Billeder) en Tulipan i et Vandglas. Der lå noget vist triumferende i de Øjekast, han sendte mig; de røbede tydeligt, at han mente, han havde gjort mig en betydelig Tjeneste - på hvad Måde? det kunne jeg ikke gætte. - -
Og som jeg nu sidder her i den øde Præstegård og bemaler det rene, hvide Bikubepapir, med min smukke Kone, der sidder og syr ved Vinduet, medens den lille Carl leger med sine Tinsoldater og af og til ser hen til Arthurs store Hund, der løfter Hovedet i vejret og knurrende lytter til Avlskarlens Fodtrin i Gården, så fremstår for mit indre Blik Mindet om hin sælsomme, på mit Liv så indvirkende. Nat i Konsistorialrådens Hus. - - -
Der var grumme mange, »fornemme« Folk i Præstegården hin Aften: der var en afskediget Lieutenant, der havde giftet sig med en Pige på femten Tusind Daler og derpå (naturligvis), købt en lille Landejendom (thi hvo kan ikke være, eller i det mindste ikke blive til, en - Landmand?); det var (naturligvis) kun en ganske lille, bitte Landejendom, som han havde købt, og, (naturligvis) så røg han fra Gården et Par År efter og blev (naturligvis) Toldbetjent i Kjøbenhavn; men den Aften, på Præstens Geburtsdag, havde han (naturligvis) Sporer på, og i disse formidable Sporers Hjul sad (naturligvis) adskillige Kniplings-Garneringer, som han (naturligvis på krigerisk Maner) havde erobret fra Damernes Musselins Kjoler. Skønt Mars i sin Tid skal have været en stor General og en Officer af smukt Udvortes, så tror jeg dog næppe, at han, hvad Bakkenbarter angik, kunne måle sig med Hr. Lieutenanten.
Og så var der da også adskillige af Nabopræsterne; én af dem vil være mig evigt uforglemmelig. Han var tresindstyve År gammel og havde siddet i fem og tredive År i et og samme Kald; det var ret et Eksemplar af en af de rigtig »gamle Præster på Landet«. Jeg har aldrig set et Menneske i sit Ansigt mere ligne et Svin, end denne Sjælenes Hyrde gjorde. Og så var der da spredt en Sløvhed over hans hele Væsen, som om han i en rum Tid havde været en Træstub og havde været nedplantet i Jorden og overbevokset af Mos og Skimmel. Jeg tænkte ved mig selv: »men er det virkeligt også et Menneske? er det ikke snarere en Dragkiste eller en Spyttebakke, der har antaget en menneskelig Skikkelse og sniger sig omkring i en Forklædning, i en dyb Maske?«
Og så var da selve Amtmanden til Stede, en spinkel,
»En lille Land, men stor i Staten,
Und für den Satan ein schöner Braten.«
Han hilste omkring i Forsamlingen med en Venlighed, med et Smil, så at man aldeles ikke skulle tro, at der to Gange var blevet skudt efter hans Karet, fordi han, når han lod Skatterne inddrive hos Bønderne, og disse ikke kunne betale, men Staklerne skulle afsone dem med Vand- og Brødstraffen, gemte Bønderne til om Vinteren, »fordi Tarmene lide mere ved Sulten i Kulde, end i Varme«. Som sagt, man skulle aldeles ikke have troet, at det var »Kongen på Landet«.
Og midt i Kredsen bevægede sig da også en smiskende Doktor. »Min Gud!« råbte denne til en rødmosset Toldbetjent, »hvor De ser dårlig ud! De har vist ikke fornylig brugt de kjølende Pulvere, som jeg sidst forordnede!« - »Jo, det ved Gud jeg har. « skælvede Toldbetjenten, der lige til dette Minut havde befundet sig såre vel, »men jeg synes selv, at jeg nu ikke mere er rigtig frisk - det var måske bedst, at jeg straks tog hjem?« - »Upåtvivlelig!« råbte Doktoren, »jeg skal nok kjøre deres Kone hjem i Nat. Stakkel, hun skulle dog også have sig en lille Dans.« - Og hjem kørte Toldbetjenten med en frisk Recept i Hånden - lad ham ha’e ’en! -
Endydermere var der i Stimlen en Prokurator: hændelsesvis traf han i Selskabet sin Mandant og forsikrede da denne om, at Sagen aldrig kunne tabes ved Højesteret (Højesteret dømte forresten, at Landsoverrettens Dom burde ved Magt at stande).
Og der var mange fler i Stuen, iblandt Andet også en jysk Forpagter, men han talte kun om Vårsæden og om sin Kalvekusk; han bukkede særdeles dybt for Amtmanden og brugte Skrå.
Men snart vendte mit Blik sig hen til Mathilde. Hendes kastaniebrune Hår kontrasterede herligt med den fine Teint; hun havde en lyserød Kjole på, og den dejlige Hals var omkranset af en hvid Perlerad. Hun kom mig straks i møde, da jeg trådte ind, og hun rakte mig fortroligt Hånden: der var vistnok flere i Selskabet, der misundte mig, men Thyesen vendte sig om og så ud af Vinduet hen på Præstens »Guldgrube«, den store Mødding. Sorgfuld, næsten grædende, tænkte jeg ved mig selv: ak, hvorfor kan hun dog ikke elske mig! - Bestandigt hvilede imidlertid hendes Øjne på mig, og jeg syntes, at de stirrede ømt og kærlighedsfuldt.
Efter Thevandet blev der spillet, og jeg dansede med den skønne Pige »Mathilde«, bad jeg, »tillad mig et Øjebliks Samtale med Dem ude i Haven, jeg fordrer Forklaring af Dem; min Rolighed, min Lykke, alle mine Ungdoms håb ville gå tilgrunde, hvis De afslår min Bøn.«
Hun nikkede sorgmodigt, og snart bemærkede jeg, at hun gik ud af Stuen; Halvor smilede, da han så mig gå ud af Havestuedøren, og snart sad jeg med Mathilde i Jasminlysthuset - jeg bad hende om Hånd og Hjerte.
»Kjære, kjære Harring,« genmælede hun, »af alle de Mennesker, som jeg ser omkring mig, er De den, hvem jeg elsker mest, og hvis Venskab og gode Omdømme jeg sætter størst Pris på. Men,« - tilføjede hun, jeg syntes med en skælvende Stemme - »det er ikke Lidenskab, tro endelig ikke det, det er en Søsters Ømhed , en Nærbeslægtets venlige Følelser, som besjæle mig. Betragt mig som en smuk Egn, en yndigt formet Billedstøtte, en strålende Blomst - De siger jo, kjære Harring, at jeg er smuk, og det glæder mig, at jeg behager Dem. Ser De, når man ret kjærlighedsfuldt betragter en smuk Egn, da forekommer det én, at Egnen, jo længere man ser på den, tiltager i Dejlighed, ligesom om Naturen gjorde sig Umage for at se smuk ud i sin Tilbeders Øjne - således glæder det også mig, at de holder af mig, men lad det aldrig falde Dem ind at ville ægte mig, det kan aldrig ske - ligeså godt kunne De ville ægte en smuk Egn, en Billedstøtte, en Blomst eller« - i det samme hørte vi Amtmanden rulle bort i sin Wienervogn, og Mathilde tilføjede smerteligt leende - »eller hans Højvelbårenheds dejlige Wienervogn. Nøjes med mit Venskab, jeg beder Dem.«
Hun bøjede sig hen til mig, og jeg mærkede et svagt Kys på min Kind, da skælvede hele mit Legeme. Pludselig foer hun op: »ha,« råbte hun forfærdet, »det var her på denne Plet, på denne Dag, i denne Time, for fire År siden! Kom, lad os gå op.«
Jeg spurgte, hvad der således havde afficeret hende, men hun svarede Intet, og snart stod vi i Dansesalen. Med Forundring mærkede jeg, at Mathildes Opførsel imod mig var ganske anderledes kold og afmålt oppe i Selskabet, end den før havde været nede i Haven. Var hun måske vred, fordi hendes Følelser havde fået Overmagt nede i Lysthuset? Hun var på en Gang bleven alvorlig: borte fra hendes Ansigt var Smilet og Glæden, og Sidelokkerne hang ned over de skønne Kinder, ligesom Cypressen eller Tårepilen over den Afdødes Urne.
Jeg stod i en Vinduesfordybning hensunken i Grublerier, da hørte jeg Hestetramp ude i Gården, jeg hørte én ligesom fløjte ad en Hund: det var Halvor, der red hjem. - -
Men ligesom der til et velindrettet Festmåltid hører Vokslys, Kedsomhed og Tjenere i Liberi, således er også en Sang uadskilleligt forbunden med Komedien, og dette havde da også en af Degnene følt, hvis årsag den fromme Mand havde opsat en Tingest i bunden Stil, hvor der fandtes Overflødighed af »sølvgråt Hår og Aftenrøde«, men hvorfra egentlig Poesi var totaliter banlyst: det var en fuldkommen Rim-Frost.
Efter Bordet dansede jeg Fandango med en svær Dame, en Skovriders plumpe Datter - Gulvet var glat, jeg faldt og forvred min Fod. Man målte bære mig hen til en Sofa, og tre Doctores trak Foden igen i Led, men den ene erklærede, at jeg i Nat måtte blive i Præstegården og ikke hverken ride, køre eller gå hjem. Jeg protesterede, men Mathilde erklærede, at jeg skulle forblive, hvor jeg var. »Hvem véd,« sagde hun, »hvad en Uforsigtighed kunne føre til: jeg ville nødig se Dem halte. Vil De ikke bie, når jeg beder Dem derom?« Dette Sidste hviskede hun mig næsten i Øret. Gæstekamret gjordes i Stand, Selskabet tog bort efterhånden, og jeg sov først ind, efterat Alt var blevet stille; først efterat Konsistorialråden havde betalt sin Stupige hendes Tjenesteløn (det vil sige: da Pigen havde indsamlet Kortpengene, forst da bøjede Morpheus sig over mit Hoved.