WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Min Broders Levnet




(1824).
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


XIII.

De sove Allesammen nu,
De vågner Alle først silde;
Nu er i Huset, med sorgfuld Hu,
Kun vågen ene Mathilde.

 

Klokken kunne vel være to, da jeg blev vækket ved en Lyd, som om Døren åbnedes og knirkede; søvnig ville jeg vende mig om mod Væggen, da jeg bemærkede, at Stuen, hvori jeg lå, pludseligen oplystes. Jeg drejede mig om og så - - -

For mig stod lyslevende hin friske Drøm, som jeg havde haft Natten efter at min Moder var bleven begravet. I lyserødt Klædebon, blændende dejlig, med den trearmede Sølv-Lysestage i Hånden, stod den herlige, kvindelige Skikkelse for mig, sørgmodig, med den venstre Hånds Pegefinger på Munden, antydende Stilhed; snart rødmende, snart blegnende, undselig, men skøn i sin Sorg. Det var ikke min foryngede Moders Ansigt, nej det var et andet, - Gud tilgive mig -, et mig næsten endnu kærere Åsyn - det var Mathildes.

»Johannes Harring!« begyndte hun, »med Rette betragter De mig med Forundring: hvad mon jeg vel også vil hos Dem på denne Tid? Af deres egen Mund har jeg hørt, at de elsker mig, på deres Øje har jeg set, at min bestemte Erklæring, aldrig at kunne tilhøre Dem, har gjort Dem ondt. Jeg kommer for at mildne den Smerte, som jeg mod min Vilje har tilføjet Dem: jeg kommer for at anklage mig selv, for at forringe mit eget Værd, for at forspilde deres Agtelse og Kjærlighed. Den Mathilde, der nu står for dem, er ikke den, for hvem De antager hende; hun er ikke den uskyldige Pige, som De tror; også hendes Fod har betrådt Brødens sumpige Enemærker, men hun er dog ædel nok til ikke at ville bedrage Dem og sælge Dem chaldarisk Erts i stedet for Guld. Johannes, jeg har alt en Gang - været Moder!«

»Gud i Himlen!« råbte jeg, »og hvem?«

Da svarede hun med en klangløs Stemme: »han hed - Arthur Harring!«

»Og Barnet?«

»Det har det godt,« svarede hun grædende og pegede mod Loftet, »det er hos Gud i Himlen!« - - -

Kære Læser, Du må kunne begribe, hvilket Indtryk dette hendes Udsagn gjorde på mig. Hun, hvem jeg i Fortiden beskuede som en Marmorvase, hende skulle jeg fra nu af betragte som et simpelt Lerkar; jeg havde tildrømt mig en skøn, idealsk Verden, inkarneret i hendes yndige Skikkelse, og hun var nedsunket til at blive et vendisk Afgudsbillede, fjernet fra alle græske symmetriske Former: hun havde altså Dydens Ansigt på Lastens Legeme! Nu erindrede jeg, at Arthur studsede, da han hørte i hvilken Egn af Jylland, jeg skulle opholde mig; nu mindedes jeg Mathildes underlige Adfærd den første Gang, jeg så hende; nu faldt det mig ganske naturligt, at Præsten havde spurgt til Arthurs Befindende, og nu først genkendte jeg min Broders Håndskrift i det Digt, som jeg havde fundet i Mathildes Salmebog. Alle disse Tanker strømmede bedøvende ind på mig, og jeg sank tilbage på mit Leje med uendelig bittre Følelser.

Efter en lang Pause tog Mathilde atter til Orde: »De kjender nu min Hemmelighed og indser, at jeg aldrig kan gifte mig. Bedøm mig imidlertid ikke for strengt: betænk, at jeg kun var seksten År gammel, da Arthur i Jasminlysthuset tilsvor mig en evig Troskab. Jeg var jo næsten et Barn, men det er rigtigt, hvad Oehlenschläger siger i Erik Og Abel: »man lærer meget, når man bliver ældre!« - I øvrigt, når De en Gang gjenser deres Broder, så hils ham fra mig og sig ham, at jeg alt for længe siden har tilgivet ham, men bed ham blot om én Ting: om Tavshed! Det var dog Synd, om han åbenbarede min Skam, så at Folk skulle pege Fingre ad den stakkels Mathilde og kalde hende en Skjøge, ikke sandt, Johannes, det var for hårdt? Desuden, kom det ud iblandt Folk, så ville vist min stolte Fader tage sin Død derover. Jordemoderen var den gamle Kone, som døde den Dag, De første Gang besøgte vort Hus: min Fader, en gammel, tro Karl, Arthur og De ere alle de, som kjende Hemmeligheden, og De, véd jeg vist, vil ikke røbe den. Dræb deres Kjærlighed til mig, men lad mig beholde deres Venskab.« -

Sagte , som hun var kommen ind i mit Værelse, forlod hun det atter og efterlod mig i en feberagtig Tilstand. Da jeg atter kom til mig selv, græd jeg som et Barn, der havde Mæslinger. Denne Præstegård, mit fordums Bajæ, mit Yndlingssted, det var nu vanhelliget, - og Morgensolen skinnede ind på mine Tårer.

Min Benskade var aldeles helbredet, da jeg næste Dag trådte ind i Dagligstuen. Mathilde var ikke i Værelset, men Konsistorialråden kom straks hen til mig: »unge Mand,« begyndte han »jeg véd hvilket Besøg, De har haft i Nat, Mathilde har i Morges betroet mig det Hele. Hun vil ikke se Dem i dag; stakkels Pige, hun er skamfuld: i en romantisk Stemning har hun i Går gjort, hvad hun i Dag fortryder. Har jeg ellers vist Dem nogen Kulde fra vort Bekjendtskabs Begyndelse, så tilgiv en fornærmet Fader. Jeg har altid godt kunnet lide Dem, og - jeg stoler på, at De tier stille

Jeg forsikrede ham ikke alene om min, men endog (hvad jeg dog egentlig slet ikke kunne sætte nogen Borgen for) om min Broders Tavshed. Forresten var jeg i et så ondt Lune, at jeg ikke en Gang ænsede den Hjertelighed, hvormed den gamle Præst tiltalte mig. Uden at bede ham hilse Mathilde, ilede jeg med at komme bort. Ak, jeg tænkte ikke på, at denne min Kulde ville tilvejebringe søvnløse Nætter for Mathilde. Stakkels, ulykkelige Skabning! jeg var den Eneste af alle hendes Omgivelser, hvem hun elskede, den Eneste, hvis Agtelse hun brød sig om, og jeg var grusom nok til at forlade Huset, hvori hun boede, uden at give hende et broderligt Håndtryk, uden at forsikre hende om, at hendes Tilståelse på ingen Måde forringede mit gode Omdømme om hende, - at jeg alligevel elskede hende, at hun dog stedse var den, hvem jeg anså for den reneste Skikkelse, jeg hidtil havde set. Vel var Pigen forsvundet, men jeg kunne dog ikke andet end betragte hende som en dejlig - Enke.

Men Konsistorialråden så jeg aldrig mer. -

Ikke havde jeg sovet, meget havde jeg grædt, mere havde jeg sørget. Foråret, hvis uendelige, jyske Rigdomsfylde lå udspredt for mit Øje, den letfodede Flora - jeg ænsede ikke hendes duftende Gaver. Hjem ville jeg, hurtigt hjem, og hvorfor? for at fordyde mig - i Byron. Kun han har set Mennesket og Livet fra den rigtige Side, tænkte jeg, bort usle Oehlenschläger og Du, lavtflyvende Nyplatoniker, Ingemann, det er om Eder at Byron siger:

»These are the madmen, who have made men mad!«

O, jeg mindes endnu de afskyelige Følelser, de skærende Smerter, som greb ind i mit inderste Væsen, da jeg gik hjem fra Præstegården. Vel havde jeg Himlen over mig og Jorden under mig, men jeg havde også Helvede i mig. En Bonde kom netop forbi mig, jeg kendte ham, men af lutter øjeblikkelig Ondskab ville jeg ikke hilse ham, men stirrede stift hen for mig.

»God Morgen, Doktor,« råbte han, thi Halvor Thyesens Benævnelser var blevne optagne af den hæderlige Bondestand, »I kommer vel fra Præstens?«

»Ja!« svarede jeg; »fordømte Bondeknold!« tænkte jeg, men undlod at indklæde denne smukke, poetiske, høflige Tanke i tydelige Ord.

»Det har nok støvet i Går Aftes ved Dansen, Doktor, jeres Øjne ere ganske røde, « vedblev min ubehagelige Ledsager.

»Ja vist støvede Gulvet, men dog ikke så meget, som jeres fordømte Hest gjør nu, hvorfor Satan rider I ikke til?« var mit, just ikke hofmandsmæssige, Svar.

»Doktoren er nok ikke i god Kulør i Dag,« vedblev Christen Hansen.

»Nej!« og så bandede jeg uvilkårligt Halvor Thyesens Favorited, »nej, Satan slå mig, er jeg ikke, og lad mig så gå!«

Ganske flegmatisk vedblev Bonden at ride ved Siden af mig og syntes ret at have Lyst til at forlænge Samtalen. »Med Forlov,« begyndte han atter, »er det sandt, at I skal giftes med Præstens Datter, for i det Tilfælde har jeg et Par Ord at sige Jer, go’e Karl!«

Her forgik Tålmodigheden mig: »nej, min Sjæl, når jeg skal,« råbte jeg og slog Hesten over Krydset med min Stok, så at den i skarp Trav foer afsted og forsvandt med sin humpende Rytter.

 

 

Kapitel XIV >