WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Min Broders Levnet




(1824).
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


XV.

Kongen bærer Kronen,
Krus tilhører Yngling;
Dronningen har Demant,
Dalens Glut har os jo.
Glæde her ved Gilde
Gives frit de Unge;
Silde vil vi sørge,
Thi Solen skinner herligt.

I Fattigdom vi færdes.
Frejdigt dog vi synge;
Skillinger vi skyde
Sammen til et Gilde.
Mellem tynde Mure
Må vi stundom sidde:
Solen kan da skinne
Stærkere på Lokken!

Natten os sammen nærmer
Næsten mer end Dagen;
Vægteren råber vældigt
Udenfor vort Vindu:
Stærkere vi synge,
Siddende ved Bordet:
Siden kan vi sørge,
Hvis Solen ej vil skinne!

Dybt i Stagen, dunkelt,
Dirrer Lysets Flamme;
Ungersvende uden
Ukvemsord vi tale.
Lad os le og leve
Lystigt i liden Stue:
Senere kan vi sørge,
Hvis Solen ej vil skinne.

 

Lad kun disse Linier danne Overgangen fra mit fredelige Landliv til et uroligt Ophold i Kjøbenhavn, i hvis vildeste, sorteste Kipper jeg skulle oplede min Broder. Jeg skal netop i dette Kapitel betræde sådan en »Kasse« og vil komme med en Beretning, som måske flere af mine Læsere ville finde overdreven og usandsynlig, og dog er min Beretning sand og grundet på Begivenheder, som er foregåede under mine egne Øjne. Mangen Embedsmand i de højere Klasser, mangen pæn, ung Dame er uvidende om, at der midt i Hovedstaden, måske kun fire eller fem Huse fra deres egen Bopæl, findes Steder, hvor Råhed og Svir, Kortenspil og Rundsang beskæftiger - muligvis deres egne Sønner, ikke umuligen deres egne Kærester. Det er ikke en Genstand, der kunne begejstre en Correggio. men det er en Scene for Hogarth, og jeg vil da ikke tøve med at rykke mit Billede nærmere hen for den fine Verdens Øjne, stolende på, at Læseren vil ligeså velvilligt tilgive nogle forekommende, måske vel plumpe, Udtryk af Sviregasterne, som jeg håber, han alt i Forvejen har tilgivet Halvor Thyesens Bondedialekt. -

Oprigtigt talt, så ilede jeg ikke med at gå op til min Broder; efterhånden, som jeg kom længere og længere bort fra det dyrebare Jylland, syntes mig også, at jeg fik hende kærere og kærere. Hvor bittert fortrød jeg ikke, at jeg havde forladt hende uden mundtligt Farvel! Det tyktes mig, som om jeg havde handlet lig et uartigt Barn, der i Arrighed sønderslår sit kæreste Legetøj og dræber selv sine bedste Glæder. Ved min Afrejse havde jeg været usædvanlig koldt stemt imod hende, men efterhånden, som Tiden gik, forekom det mig, at hendes Billede dagligen forskønnede sig og forherligedes i min Indbildningskraft, og det generobrede sin oprindelige Renhed, sin første tillokkende Ynde.

Og hvad skulle jeg sige til min Broder? tale hårdt eller tale mildt? Jeg besluttede at handle, som Øjeblikket indskød mig det, og efter at have fattet denne kraftfulde, en Mand værdige Beslutning, begav jeg mig en mørk Efterårsdag hen til Volden, hvor min Broder boede - men til min store Forskrækkelse og dog alligevel, når jeg skal være ærlig, til en svag Glæde for mig (thi nu fik jeg jo udsat den ubehagelige Samtale et Par Timer) var Arthur flyttet, og Ingen vidste, om han var i Byen eller på Landet, over Jorden eller i den. Ikke vidste jeg, hvor Riegelsen boede; da faldt det mig ind at gå ud i »den sorte Hingst«, der havde jo det lystige Selskab før samlet sig og holdt sine Bakkanalier. Og jeg ilede da derud, men her var Alting dødt og stille: kun en enkelt Gæst trippede om i Stuen, og Markøren havde et ubeskriveligt vemodigt Udseende. »Her er jo ingen Folk,« tænkte jeg,

»Apparent rari nantes in gurgite vasto!«

Her finder jeg næppe Arthur. »Markør! et Glas Vin.«

»Gammel Vin?« spurgte han.

»Fy for Fanden! nej, rød!« - han bragte mig Glasset. »De skulle vel ikke have taget fejl af Flasken og taget Eddike?« spurgte jeg, men Markøren forsikrede nej, og nu spurgte jeg, om her ikke kom en Løjtnant Harring?

»Jo vist!« svarede han og fløjtede i sine Fingre, »nej, da han havde fået en Regning på fyrretyve Daler, så løb han sin Vej med hele sit Slæng. De skylde allesammen. Der var Kielerstudenten, han skylder ni Mark; der var Mægleren, han skylder fem Daler; der var Skipperen fra Eckernförde, han skylder femten Mark, nej, af det hele gode Selskab er såmænd Barberen og Skarpretteren de reelleste - Skarpretteren - Skarpretteren sidder ellers inde i den anden Stue, i Fald Herren ville -«

»Nej, nej Tak, ellers uendelig forbunden!« udbrød jeg meget hurtigt, »men forresten har Løjtnanten sendt mig for at betale Pengene - her er de - vær så god at skaffe mig en Kvittering fra Værten selv - og« - (her kom Studentens Æresfølelse med i Spillet) »tag også de ni Mark af for Kielerstudenten, han har også pålagt mig at afgøre sit Mellemværende.«

Forbavset ilede Markøren ud til Værten, og kort efter så jeg syv eller otte Personer af Familien, der Nysgerrigt tittede ind ad Døren for at få Øje på den rige Ambassadør fra Løjtnanten, og der var i Naboværelset en Hvisken imellem dem allesammen, som om et Par hundrede Fødder slæbede hen ad Gulvet, og mange Kvadriller opførte et glimrende Bal.

Med glædestrålende Ansigt fremførte nu selve Værten sin lille Figur med Pappegøjenæsen, bukkende for mig, så at den lange, blå Frakke der hang om ham som et Sengeomhæng, næsten nåede ned til Gulvet. »Gud give,« ekspektorerede han sig, »at alle Mennesker vare så reelle og så fulde af Galantitet, som Løjtnant Harring! o, vær så god at komme og drikke et Glas Vin Hr. - - jeg véd ikke deres Navn.« Og Pigen kom nu ind med tre Glas Blækvin, et til Værten, et til mig og et til - ja til hvem ?

O Gud! til Skarpretteren! han nærmede sig allerede, den lille, runde Mand med det ganske særegne Kast med den højre Arm. »Man må såmænd ta’e hvad der bydes En i denne trange Tid!« begyndte den værdige Øksemand, »der er såmænd ikke meget at fortjene i denne Tid, i det Mindste er der kun kummerligt Arbejde for mig. Min Herre, De sér ud til at være en studeret Mand, med Forlov, tror De ikke, at Højesteret dømmer for mildt? eller skulle det indskrænkede Antal af Halshuggelser muligt have sin Grund i, at Menneskeheden forbedredes og endelig en Gang åbnede sit Øre for Ærens, Fornuftens, Moralitetens, Religionens og Øksens forskellige Stammer, eh? Deres Sundhed, min gode Herre! - Og vi klinkede.

»Her er Regningen ærbødigst kvitteret!« mælede Værten og leverede mig et Papir; jeg læste Indholdet, og det lød, som følger:

S. T. Hre Leytenandt Haring!

for Bekomne spisendes og især drikendes Varer kontanter betalt fyrretyve Riksdaler

meget ærbødigst

Nepomuk Møller

herbergeer, og gestgiver i sorte hingstd.

»Men lad mig nu se,« vedblev den venlige Vært, »at De også selv en Gang imellem ser ind til os, her er såmænd kun propert Selskab. «

»Ja,« afbrød Skarpretteren, »skulle Nogen af os kunne gjøre Dem en eller anden lille Tjeneste, så kan De ganske sikkert stole på os, i det Mindste står min Hånd og Arm aldeles til deres Disposition.«

»Jeg vil straks benytte deres gode Tilbud,« tog jeg øjeblikkeligen til Orde, »ved at bede Dem om at bevise mig den Tjeneste, at sige mig, hvor Student Riegelsen bor - jeg véd, at han før er kommen og måske endnu kommer i deres Hus.«

»Straks herved!« råbte Værten.

»To Huse herfra!« ekkoede Skarpretteren, »jeg skal med Fornøjelse følge Dem derhen.«

»O, jeg be’er,« råbte jeg angst til Døden, thi hvad ville man sige i Byen, hvis man så Candidatum theologiæ laudabilem, Johannes Harring, gå Arm i Arm med Skarpretteren? »nej, det er ikke mig, men det er En af mine Bekjendte, som vil tale med Manden,« og dermed anbefalede jeg mig på det hurtigste.

Jeg ilede rask op til Riegelsen og traf ham hjemme: »hvor kan jeg finde min Broder, er han levende eller død?« spurgte jeg, ikke uden en vis Ængstelighed.

»Han er levende,« lød det trøstende Svar, »men hvor han bor, kan jeg ikke sige Dig, thi jeg ved det ikke. Han og jeg er noget brouillerede sammen i denne Tid, men vil Du følge med mig i Aften, så skal jeg føre Dig hen på den taberna, hvor han og hans Selskabsbrødre søge. Hvor bor Du? Jeg skal hente Dig Klokken syv.«

Riegelsen holdt Ord og afhentede mig til bestemt Tid og Sted. »Du vil more Dig,« sagde han på Vejen, »ved at se det lystige Selskab. Vil Du, som jeg, så skal Du en Tid lang holde Dig skjult i Baggrunden, for at Du kan overskue den hele, løjerlige Tummel. Når vi ere komne ind i den yderste Stue, skal Du sætte Dig der og forblive der, imedens jeg går ind i den inderste, for at se dels, om han er således stemt, at Du tør vove at nærme Dig ham. Du véd jo nok, at han har sine Luner.«

Jeg billigede Riegelsens Forslag, og snart stod vi udenfor Gæstgivergården, hvor man netop havde tændt Lysene i Værelserne. Jeg satte mig i den forreste Stue, Riegelsen gik ind i det Allerhelligste. Der lå en gammel Statstidende (Gud véd, hvor det elendige Blad havde fået den Benævnelse fra), jeg læste ellers aldrig dette fortrinlige Blad, men som mit Øje for hen over Siden, standsede det ved et Navn - Blodet for op i mine Kinder, jeg syntes, at Jordbunden rystede under mig, medens mit Blik flakkede omkring på Loft og på Vægge. Den Bekendtgørelse, som således bevægede mit Indre, var en Annonce om et Dødsfald; den lød således: »Søndagen den 11te November 18- hensov, efter nogen Tids Svagelighed, min kjære Fader, Konsistorialråd og Ridder af Dannebroge, Edvard Johnsen. Menigheden tabte sin Hyrde, men Datteren sin Fader, sin eneste Slægtning, sin troeste Ven. Mathilde Johnsen.« - -

Og dette kunne Du nænne at skrive, Mathilde? kalde den kolde, forsigtige, fornemme Præst, kalde ham din troeste Ven! Er jeg da aldeles Intet for Dig? ænser Du slet ikke de Pinsler, som jeg dagligen gennemgår, når jeg kommer til at tænke på Dig? hans Blod lå stille som Isvand, mit ruller som Gejsers kogende Bølger; han elskede Dig, som en Formynder kan tage sig af et fremmed, rigt Barn, men jeg så en Gang i Dig hint Ideal, som kun en Gang kan fremkogles i den menneskelige Hjerne -

Jeg afbrødes i disse Tanker ved en Sang i det tilstødende Værelse; en skingrende Tenor lod sig høre:

»Treibt mich der kühle Wind aus meinem Lande,
So treibt er mich doch nicht aus meinem Stande!
In der Luft Luft leb’ ich,
In der Luft Luft schweb’ ich,
Und wer in Luft Luft lebt, der ist mein Bruder!«

Jeg gik ind i det Værelse, hvorfra Sangen lød; der sad to og spillede en Piquet. Den tyske Tenorsanger var - som jeg senere erfarede - ingen anden, end den Kielerstudent, for hvem jeg hos Værten i den sorte Hingst havde betalt de ni Mark. Det var en svær Person med et herligt Hoved, hvis stærkt markerede Træk gjordes endnu mere barske ved et uhyre Ar over den ene Kind. Hans Medspiller var en Jyde med en dyb Bas, særdeles koldblodig, forsynet med en udmærket kraftfuld Legemsbygning. Han talte meget langsomt og snurrede således på det brave Bogstav R, at jeg, hvis jeg skal give Læseren et nogenlunde klart Begreb derom, nødsages til at anvende tre r’er i de Ord, hvor der ellers kun forekommer ét, og fire, hvor der oprindeligt kun findes to.

»Det err nogle rrådne Viserr,« begyndte Jyden, Hr. Svendsen, »disse, tyske, min venlige Brroerr! Derr err ikke det Malm i dem som i vorre rredelige danske Viserr, og Melodien err såmænd ofte tarrvelig nok!« Og dermed begyndte han for at bevise sin Påstand, lig en uhyre Humlebi, at brumme den bekendte Strofe:

Mangen bær’ Navnet, som ej det fortjener,
Mangen er stolt, for han ejer lidt Guld!
Jeg vil det sige rent ud, som jeg mener:
Hele vor Jord er af Tiggere fuld.
Den Ene tigger Nøgler, den Anden tigger Bånd,
Den Tredje tigger Stjernen af den kongelige Hånd.

Pludselig for Kielerstudenten op fra Stolen »nej,« råbte han, »jeg tåler det ikke, Svendsen! Du sidder jo og snyder mig lige op i mine åbne Øjne, jeg vil ikke spille mere!«

Ganske rolig svarede Svendsen blot: »nu vel, vil Du ikke spille, kan Du lade være. Sæt Dig imidlertid ned og giv Kort, jeg har Forhånden.« Kieleren satte sig, og de spillede atter, men i dyb Tavshed.

»Det er forskrækkeligt,« begyndte Svendsen atter, »hvor hidsige og påståelige slige unge Mennesker ere som Du, min venlige Bro’er, og dine Lige.«

»Holdt!« skreg atter Kieleren og fór heftigt i Vejret, »der snød Du atter, Du spiller falsk, din Æsel! det er afskyeligt, og det tyder på en lav Karakter.«

»Men det er dog noget urimeligt Noget,« gensvarede Svendsen ganske flegmatisk, »skal Du da ene ha’e Lov til at snyde? Du skal aldrig høre mig bebrejde Dig, at Du spiller falsk, og så gjør Du dog sådant et Spektakel, hver Gang Du griber mig. Nej, min venlige Bro’er, snyd Du kun, som sædvanligt, men forbyd ikke mig at tage Repressalier. Vil Du gi’e eller skal jeg?« -

Jeg fik ikke mere al høre af denne Samtale, thi Riegelsen kom i samme Øjeblik for at afhente mig til άδυτον eller penetralia. i Kom,« sagde han, »der er Intet i Vejen. Der skal netop i Aften være et Afskedsgilde i Anledning af en holstensk Skippers Afrejse i Morgen. Sæt Dig i Baggrunden, når vi komme derind, hør og se til, og Du vil ufejlbarligen more Dig.«

Og vi gik gennem Billardstuen, hvor to halte Personer, en Krigsassessor og en afskediget Konsul, spillede Polydor: i et Nu stod jeg lige over for Arthur.

Min kære Broder var, tæt lænet op til Kakkelovnen, falden i en behagelig Slummer; foran ham stod et Snapseglas og et Ølglas, i hvilket sidste endnu det Meste af Øllet stod tilbage.

»Hvad vædde vi,« hviskede Riegelsen, »at jeg véd Årsagen til hans Søvnighed? Husker Du, hvad Plinius siger: omne animal post coitum triste

Jeg betragtede Arthur nøjere og fandt, at hans Ansigtsfarve var såre bleg, ja, rent ud sagt, den var gul: han lignede, forekom det mig, frappant min Fader, således som denne så ud hin Aften på Højerup, da min Moder anklagede ham. Min Fader havde myrdet sin første Kone; den Broder, lige over for hvem jeg stod, havde myrdet Uskyld og tilintetgjort en dejlig Piges timelige Velfærd. Min Moder anklagede min Fader, men jeg trådte op imod min Broder, og det forekom mig i dette eksalterede Øjeblik, som om jeg skulle vorde en Blodhævner for Mathildes Ære, et Menneske, der skulle, efter Skæbnens Forudbestemmelse, rase imod sin egen Slægt; det tyktes mig, som om jeg i hint Nu var langt stærkere, end jeg egentlig var. Og der stod jeg og knyttede krampagtigt Hånden og stirrede med Had og uendeligt bitre Følelser hen på min Broders gustne Ansigt. Heller ikke slumrede han, den kolde Forbryder, roligt! et bittert Smil svævede over hans Mundvig, så at jeg kom til at tænke på en Strofe af en Ode, som en af mine Skolekammerater skrev til Søvnens Gudinde, hvori han tiltaler hende:

»Tanken, stundom Sjælens Orm,
Får hos Dig en skiftet Form;
Samler sine Brødre små,
Som så ville trindt om gå,
Driver sammen dem i Strøm,
Danner så en Guderdrøm.

Hellig, hellig er din lid
I den tavse Nattetid;
Uskyld er Dig kjærest og,
Manden er Dig tit for klog,
Derfor kommer fra det Blå
Tiest ned Du til de Små.«

»Nej, blege Broder,« tænkte jeg ved mig selv, »Du kan ikke sove roligt! den grædende Mathildes Skikkelse omsvæver dit indre Øje. Det lille Barn i Kisten viser sig for Dig hver Midnat, derfor kan Du ikke sove om Natten, men må gøre det om Dagen: derfor tør Du ikke sove ene på dit Værelse, men må gøre det her, midt i Mennesketumlen; derfor elsker Du din Hund så højt, fordi det er det eneste Væsen, som elsker Dig. Gult er dit Ansigt! ha, jeg har læst hos Oken, at Farvernes Symbolik er naturfilosofisk rigtig: rødt er Ild, Kærlighed - Faderen; blåt er Luft, Troskab og Tro - Sønnen; grønt er Vandet, det dannende Princip, Håbet - Ånden : dette er de trende Hoveddyder. Men gult, Arthur, gult er Jorden, det Ubevægelige, Falskheden, den eneste Last - Satan! der gives tre Dyder, men kun én Last. - Du har vanhelliget, hvad jeg stillede højest af, hvad jeg hidtil her set; Du har tilintetgjort mine skønneste Forhåbninger; i min Indbildning har jeg rejst mig et Tempel af Marmor, men se! Søjlerne brast, og Kuplerne faldt sammen, og det store Gudernes Hus sammenskrumpedes til en - Katafalk. Og Du, en Forbryder af Grundsætning, en ussel Vellystning, en Egoist med Liv og Sjæl, en Tvivler og en Bedrager, Du har endnu Enevælden over Mathildes Tilbøjelighed, medens jeg, den Rene, den Eneste i Verden, der mener hende det godt, må stå tilbage og forgæves sukke efter hendes Kærlighed! Hun elsker mig, og hvorfor? fordi jeg ligner Dig, fordi hun i mig tror at kunne genkende et Glimt af dit Ansigt, en enkelt Stråle af din Stjerne, et Ord af din Tale.

Der sad inde i den Stue, i hvilken jeg var kommen med Riegelsen, kun min Broder og fire Andre, men snart fyldtes Stuen med nye Gæster, Riegelsen blandede sig i deres Selskab, og Ingen bemærkede mig i min Afkrog. Værten kom ind med en stor Bolle Punsch, så at jeg kunne begribe, at Festiviteten nu skulle tage sin muntre Begyndelse. Kielerstudenten, som også var kommen med, proponerede, at han skulle vække Løjtnant Harring, men i det Samme skulle hele Selskabet istemme en vis Sang. Propositionen gik igennem, og Kieleren tog nu et Stykke gråt Papir op af Lommen, lagde det sammen i Form af en Fidibus, tændte det, slukkede det atter, men holdt den rygende Tingest under Arthurs Næse. Den væmmelige, kvælende Stank gjorde sin Virkning: min Broder vågnede og nøs, men gengældte denne Vennetjeneste med et klaskende Ørefigen. Sligt må imidlertid have været Coutume i Selskabet, thi Ingen i Stuen tog det ilde op, og Kieleren selv lo; i det Samme begyndte Sangen, og min Broder istemmede særdeles jovialt. Senere erfarede jeg, at Arthur selv var Forfatteren; det er mig derfor en kær Pligt, at meddele Læseren hele Visen, som lød således:

Hejsa, vor Krofa’r, nu er jeg kommen hjem,
Men hvor er vel Gutterne mine?
Op nu med Tøjet og Flaskerne frem,
Jeg vil have de fineste Vine!
Skål, min Ven,
Skjænk i Glasset igjen,
Kald på alle vore gode Mænd!
Munden er tør, mine Ben ere ømme,
Jeg har sejlet, men nu vil jeg svømme,
Skål for Dig og for Alle,
Hvem vort trofaste Lag vi kan kalde.

Sig mig nu først, hvor er Prangeren vel nu,
Den Stærke, som trumfed i Bordet?
»Stille, min Ven, Du bedrøver min Hu,
Jeg kan næppe jo fremføre Ordet.
Ak, en Stud
Stanged Øjet ham ud.
Graven gjemmer ham i hviden Klud! -
Ih, så for Fanden! lad Ådselet ligge,
Vil ej Bæstet, lad os da kun drikke.
Drik kun ud, mine Gutter,
Livet varer kun nogle Minutter!

Sig mig så, Kjære, hvor findes Søster min;
Jeg gjerne ville hende besøge.
»Stille, min Ven, hun er bleven et Svin,
Hun vil sikkert din Kummer forøge.
Mærk mit Ord:
Hun i Brøndstræde bor.
Skønt ej gift er hun dog bleven Moer.« -
Tjener hun godt, er det også det Samme:
En er vild, men de Andre gå tamme.
Drik kun ud, mine Gutter,
Dyden varer kun nogle Minutter!

Sig mig så, hvor vor Hosekræmmer går,
Han spilte så godt på Billardet.
»Ak, i mit Øje nu Tårerne står.
Han tilvisse har Modgang erfaret.
Det gik skidt!
Enden var en Fallit,
Gridsk hver grusom Kreditor tog sit,
Stakkelen hængte sig så i en Strikke!« -
Lad ham hænge, men vi ville drikke!
Lad ham hænge da, Gutter,
Pinen varer kun nogle Minutter!

Sig mig så, Krofa’er, hvor lever vel min Bro’er
Han spilte så ivrigt Ruletten.
»Kjæreste Ven, tør Du høre mit Ord?
Ved sit Tab blev han tosset i Hætten.
Bistrupgaard
Huser skabede Får,
Issefjorden til dens Have nåer.«
Gå fra Forstanden! en kort Promenade!
Tabe Mønten er langt mere Skade.
Spar på Mønten, I Gutter,
Penge vare kun nogle Minutter!

Sig mig nu - hin praktiserende Jurist,
Hvor tumles nu han vel i Verden?
»Han har forandret sig svært siden sidst.
Skiftet Dragten og hele Gebærden.
En Korvet
Bragte, sikker og let,
Til Vestindien ham nok så net:
Blækhornet kasted han, tog så Musketten!« -
Det var Tab vist for Loven og Retten !
Drik kun ud mine Gutter,
Vin bør vare kun nogle Minutter!

Endelig sig mig nu, hvor er vel min Fa’er?
O, se dog de sønlige Tårer!
»Sørgeligt, Kjære, kun lyder mit Svar,
O hvor Synden dog mange bedårer!
Kristianshavn
Tager venligt i Favn
Dem man kalder Tyveknægt af Navn -
Der i sin Celle din Fader forbedres!« -
Så må med Ordnen om Benet han hædres? - -
Drik tilbunds, mine Gutter,
For i Aften vort Møde jeg slutter!

Sangen var endt, og Arthur tog til Orde : »jeg er i godt Humør i Aften og agter i den Anledning at uddele adskillige Titler og Gunstbevisninger. Du, Kieler, skal være Hertug af Genever (buk og tak, dit Bæst), Svendsen skal være Prins af Cognac, Bertel skal være Fyrste af Annis, og hvis min Broder, det Fæ, der ikke forstår sig på Drik, havde været til Stede, så skulle han være bleven Generalinspektør over de pontinske Sumpe.«

Uden Tvivl skulle denne opbyggelige Tale have varet meget længer, hvis ikke den forventede Skipper Espesen fra Eckernførde var trådt ind, efterfulgt af Værten, der bagefter ham bar en frisk, brændende Bolle, og den gode Skipper var da således ikke ulig en Komet med sin luende Hale. Riegelsen gav mig et Vink om ikke endnu at træde frem, og jeg blev følgelig siddende. Jeg kunne tydeligt mærke, at Arthur ikke kunne lide Espesen, men at han gik ud på at chikanere Manden på alle Måder. Skipperen var en lille, bredskuldret Mand, ganske skaldet og med uhyre Koppear; han talte halvt tysk og halvt dansk, og brovtede og løj på det behageligste.

Man drak og Arthur henvendte sin Opmærksomhed og Tale til Skipperen. »Ved nærmere at betragte deres Ansigt, Hr. Admiral,« sagde han, »kommer jeg til at tænke på en udmærket Kunstner og Jonglør, som for nogle År siden var at se i Dyrehaven.«

»Und wie so?« spurgte Skipperen.

»Jo,« svarede Arthur, »han var, ligesom De, forskrækkelig koparret, men denne Naturens Brøst anvendte han til at danne en skjøn Kunst. Han havde nemlig stående ved Siden af sig en Krukke med Æbleskivedej, og med denne Dej indsølede han hele Ansigtet; derpå tog han en Glød i Munden, lod en lille Dreng blæse ham i Bagdelen med en Puster, og således forfærdigede han og udsolgte de yndigste Æbleskiver.«

En skraldende Latter fulgte på denne Historie, og Skipperen ville fare løs på Arthur, men denne råbte leende: »o bliv siddende, jeg vil ingen Kindhest ha’e: chose de main, chose de vilain! Gesundtheit, lieber Bruder! nå, og i Morgen rejser De?«

»Ja wohl!«

»Sig mig engang,« spurgte Arthur videre, »har De været i Messina?«

»In Messina? ja wohl!«

»Hvorledes synes Dem om Omegnen?« vedblev min Broder.

»Ah, ja, ja, die Gegend ja, o es war so ein Tåge, da jeg opholdt mig der, så at jeg gar nichts sehen konnte.«

Arthur trak på Smilebåndet, men spurgte fremdeles meget høfligt: »har De været i Konstantinopel?«

»In Konstantinopel? ja wohl, freilich! zu wiederholten Malen in Konstantinopel gewesen.«

»Und die Gegend dort, ist sie hübsch, Liebwerthester« fortsatte Arthur sin Inkvisition.

»Ja, ja,« svarede Skipperen, »die Gegend, o Hr. Wirth, en Boll Punsch - ja det var in Konstantinopel, at jeg havde den Fatalitet, at brækk min Ben.«

»Og hvorledes det?« spurgte Arthur med en overordentlig Interesse.

»O, Hr. Løjtnant,« lød Skipperens Svar, »es geschieht viel Wunderbares in der Welt. Sér De, jeg boede i vierte Stockwerk, und jeg schlummerte des Nachts ganz ruhig im Bette. Des Morgens früh stod jeg op og erwartede nichts unbehagliges oder widenvärtiges, aber was ist in den schwarzen Stunden geschehen? Das ganze Haus, meine Etage auseenommen. ist granz und gar durch eine fürchterliche Feuersbrunst vernichtet worden. Ich vil træde ned ad Treppen und bemerker nicht, at der ingen Treppe gives mer. Kun die Balken des niedern Hauses waren stehen geblieben, aber Gulvene og alle Værelserne waren eingestürzt, nur meine Etage war gerettet. Nun ich, der ich von gar nichts wuszte, træder ud og styrter ned, brækk min Ben und werde in Schutt und Wasser begraben.«

Alle brast i en lydelig Latter over denne uforskammede Løgn. Arthur henvendte sig til Svendsen og sagde: »hør, er det ikke skændigt, at sådant et Bæst skal tro os så dumme, at han vover at byde os sligt? Hør,« og nu rettede han sin Tale til selve Skipperen, »I Karl, når I næste Gang vil fortælle sådan en Historie, så fortæl den til det Selskab, af hvis Hoveder der findes et i jer egen Hat.« - Og dermed satte han Hatten frem på Bordet, men indeni den lå et ufordærvet Lammehoved; nysgerrig og vred keg Skipper Espesen ned i Bunden af Hatten og udbrød: wie, das mir? ein Lammskopf?« hidsigt tog han Lammehovedet og slyngede det hen efter min Broder, men denne undveg det ved smidigt at bøje sig hen til højre Side.

»Hør, Kammerat,« råbte nu Arthur, idet han holdt fast på Værten, der just kom ind med en Bolle brændende Punsch, »skaldede Mand, Du skal have en Paryk!« Og dermed greb han den store Kumme, hvori den sydende Punsch flammede med sin svovlblå Lue, og satte hurtigt og behændigt den omvendte, uhyre Spølkum ned på Skipperens Isse, som om det havde været en Nathue eller en Hat. Og der stod nu Skipperen med Bollen på Hovedet, medens den flammende Drik rødmende styrtede ned over Ansigtet og gjorde det ikke uligt en Fyrstes Brystbillede på en Guldmønt.

Dog - dette forblev ikke uhævnet: rasende greb Skipperen fat på en Flaske, fyldt med Øl, og knusede den mod Arthurs Pande; i det næste Øjeblik væltede han Bordet, så at alle Lysene slukkedes, og vi omgaves af et bælne Mørke. Jeg fór op af Krogen for at yde Arthur min Bistand, men modtoges i Mørket og Tummelen med et vældigt Ørefigen. Hele Selskabet styrtede hen efter Skipperen, men man kunne jo ikke se, så at man sloges indbyrdes i det Håb, at En af de Tilstedeværende vel måtte være Espesen. Og der styrtede nu ned, ligesom fra Himmelen af, en Plaskregn af Ørefigener, en Hagelbyge af Stokkeprygl, et Uvejr af Puf og Bank.

Og således tumlede hele Slænget igennem Billardstuen og de øvrige Værelser, ud af Porten, gennem Gaderne i fuldt Oprør og Slagsmål; men da Værten, der ville have styret tilfreds, og som derved havde fået nogle fæle Hug i Ansigtet, atter trådte ind i Stuen med Lys, da lå Arthur blødende, med flakt Hoved, bevidstløs udstrakt på Gulvet; kun Svendsen og jeg var i Stuen. Jyden betragtede min Broder meget koldsindigt og sagde kun de få Ord: »derr liggerr han, tilføjet legemlige Lidelserr, dygtigen tugtet gjennem Huden! Jeg skal dog se, om jeg ikke kan hævne ham!« - Og dermed tog han sin Hat og gik.

 

 

Kapitel XVI >