Min Broders Levnet
Carl Bagger (1824).
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
XVIII.
Tit fandt hos den Slette jeg Funker fra Gud:
Det Gode kan aldrig dog rent slettes ud.
I vildeste Hopsa på Hamburgerberg
Fornam jeg dog Mozart, om end kun som Dværg.
Således lød i Korthed Mathildes Fortælling, og den var netop forbi, da Drengen atter kom op. Jeg betragtede hans Ansigt noget nøjere og fandt mange af Arthurs Lineamenter, men formildede og yndigtgjorte ved en herlig Sammenblanding med Mathildes venlige Ansigtstræk. Sammenholdt med Arthurs og med Mathildes Åsyn var dette Barnehoved ligt et skjønt Landskab, der oprindeligt havde været et Vildnis, men som ved Menneskets stigende Kultur var bleven til en frugtbar og dejlig Egn. Jeg kyssede Drengen og udråbte : »Carl, vil Du ret holde af mig og være en god Dreng, så vil jeg være din Fader.« Drengen så forundret på mig og gik ind i den anden Stue, hvor han morede sig med nogle Billedbøger, som den ømme Moder straks havde anskaffet.
»Og hvad er Deres Hensigt nu?« spurgte jeg Mathilde.
»Min Hensigt,« svarede hun med en bestemt Tone, »er at opfylde min Pligt. Dette stakkels Barn skal ikke opfedes til Bonde: han skal ikke, når han bliver voksen, trække den røde Trøje på og måske mishandles af en ung, lapset Løjtenant; han skal ikke, såfremt jeg kan gjøre Noget til at forhindre det, af trange Kår og Sult forledes til Forbrydelser. Han har ingen Fader, men han skal få at vide, at han har en Moder. Jeg vil arbejde for at skaffe Penge til hans Underholdning og Lærdom, og det er derfor, at jeg har bedet Dem, kjære Harring, om at komme til mig. Gjør mig den Tjeneste, at gå til Teaterdirektionen og meld mig som en Person, der attråer at gjøre Prøve.«
»Til Teatret?« sukkede jeg.
»Erindre Dem,« tog hun nu til Orde, »at jeg ståer som et Gjenfærd fra en svunden, bedre Tid; at jeg ikke elsker, ja muligen ikke en Gang forstår mine Omgivelser. For Andre af mit Kjøn og af min Alder gives der Kjærlighed, men jeg skal ingensinde erfare den; thi hvilken Kjærlighed skulle jeg kunne byde Nogen? der sidder en Plet på mit Væsen, som ingensinde kan afviskes, og selv tilgav min Elskede mig min Brøde, måtte jeg da ikke bestandig frygte for, at han ved den mindste, huslige Uenighed ville mindes den og med Hån bebrejde mig, hvad jeg som Barn har forbrudt? Nej, Johannes, mit stille Levnetsløb er afsluttet, og fra nu af vil jeg begynde et ganske nyt Liv, helliget ikke til mig selv eller til mine særegne Tilbøjeligheder, men udelukkende indviet min Carl og - Kunsten. Endnu ung og smuk, endnu varm af Lidenskab, vil jeg, med et glimrende Ydre, fra et højt Standpunkt, måske blænde Verden, så at den, begejstret ved Beskuelsen af min Kunst og af mit Talent, vil tilgive min Ungdoms Synd. Jeg har aldrig stærkere følt mit indre Kald, end netop i dette Øjeblik.«
»Men hvad om min Broder,« afbrød jeg hende, »angerfuld bad om Tilgivelse og tilbød Dem sin Hånd?«
»Og dette spørger De mig om Johannes?« sagde hun blegnende, »tror De virkelig, at jeg nogensinde ville tilhøre ham? Har han fra Begrundelsen af, da han lærte mig at kjende, åbenbart kun lagt an på at forlokke mig; har han kold og hjerteløs med en djævelsk Ironi betragtet min varme, uskyldige, sværmeriske Kjærlighed; har han uden Medlidenhed forladt mig i det Øjeblik, da han erfarede, at han havde gjort mig grænseløs ulykkelig, da han så min Jammer og Fortvivlelse; har han i fire År ikke ladet mig høre et Ord fra sig, ikke spurgt en Gang, om han ejede et Barn, - så må jeg vel spørge Dem, om jeg nogensinde kunne elske dette Menneske? O, jeg taler alt for mildt om min Forfører, men det er kun, fordi han er Deres Broder.«
»Og, kjære Mathilde,« sagde jeg med skælvende Stemme, »om nu Arthur lå for Døden? om nu Beskuelsen af den nære Opløsning havde betvunget hans Vildhed, om det sig hurtigt nærmende Øjeblik, da han skal træde frem for den vrede Dommer, havde ængstet ham? om nu deres sørgmodige Skikkelse stod ved hans Dødsleje og martrede ham? om De nu til hans Beroligelse tilgav ham og rakte ham deres Hånd, og De derved kunne befrie Dem og deres Barn fra den mørke Plet - ville De da ikke ægte den - Døende?«
Hun skælvede og græd: »jo, jo,« råbte hun, »for mit Barns Skyld ville jeg, for Carls Skyld. Barnet skal aldrig erfare Faderens Brøde; jeg vil ikke indplante det noget Had til sin egen Fader. Jo, Harring, det ville jeg.«
»Mathilde,« sagde jeg, »jeg melder Dem ikke til Teatret - men jeg går straks hen til min Broder, «Jeg omarmede hende heftigt og forlod den rødmende Pige for at besøge Arthur. -
På Trapperne hos min Broder traf jeg hans Læge, en ung Homøopath L-, en Skolekammerat af mig. »Deres Broder,« sagde han, »er fortabt. Hans Bryst er ødelagt, og det Onde har ved denne Anledning fået en Lejlighed til at bryde ud. Hans Hoved er betydeligt beskadiget, så at De, hvis De vil lyde mit Råd, øjeblikkeligen må kalde en ældre Kirurg, end mig. Jeg foreslår Professor C-, skjøndt han er Barber. Vil De forresten tale et fornuftigt Ord med deres Broder, så tal De i Dag, ja i dette Øjeblik, thi jeg ved ikke, når der går Inflammation i Hjernen, og da bliver han naturligvis afsindig.«
Jeg ilede op ad Trappen og kom ind i min Broders Værelse; han lå i sin Seng, men Claus, hans gamle Karl, læste Ugelspegel højt for ham. »Tak skal Du have,« sagde den Syge, »fordi Du kommer at se til mig; ja, jeg skal himle: je m’en vais chercher un grand peut-être! Der,« og nu udmalede han sig på sin vis Tilstanden i den bedre Verden, »der er jo Alting mere fuldkomment, end her! Der tiltales ikke Kongerne med: Deres Majestæt! men der siger Gud: Du! til Frederik den Anden, og: Han! til Harald Blaatand, og måske: Slyngel! til Ludvig den Fjortende. Der er det herligt at leve: Flasken kan aldrig tømmes, og man beværtes gratis om Morgenen med Anchiovis og Sildesalat. Jomfru Coccinella med den røde Kjole og de røde Gardiner er ikke længer Skøge og boer ikke mere på Salen, men bærer, i Stedet for den nedringede Kjole, et højhalset, yderst anstændigt Draperi. Der spiller man L’hombre, men der gives ingen Kodiller, thi Alle vinde. Der er en evigvarende Tørst, men der gives også evigtsprudlende Vinkilder. Der lakserer man Dukater og vomerer Specier. Der gives en uindskrænket Trykkefrihed, og man kjender ikke til Vægtere og Politibetjente. Der har man ikke Hovedpine efter en gjennemsviret Nat - der, Johannes, skal jeg mødes med min og din Fader - ak, jeg kunne dog måske have anvendt mit Liv bedre! o det smerter stundom grueligt i mit Bryst og mit Hoved.«
»Ulykkelige Broder,« tog jeg nu til Orde, »saml dine Kræfter og anvend dine Tanker til Alvor og ikke til bitter Spøg med det Hellige. Tilvisse kunne Du have anvendt dine Talenter bedre, dog kan Du endnu gjøre ét Fejltrin godt igjen. Jeg vil ikke fordølge Dig, at dit Liv jo er Fare underkastet, og at Du muligt kun har kort Tid at leve i tilovers. Ved Du, at Du er Fader?«
»Fader?« spurgte han forundret, »nej, den Værdighed har jeg dog ikke tiltroet mig! hvad mener Du?«
»Har Du glemt Mathilde Johnsen?« råbte jeg forbitret.
»Det Barn er dødt,« svarede han mørk.
»Det lever, Arthur,« sagde jeg, »det er med Moderen her i Byen, og jeg fordrer af Dig, at Du endnu i Dag skal vies til Mathilde og derved skjænke Barnet sin Ære og sine Rettigheder: det skal arve Dig.«
»Lever det virkeligt?« sukkede han, »ak, hvorfor får jeg det først at vide nu! Det er egentlig en Tåbelighed mod Enden af sit Liv at give sig af med Følelser; da skal man bruge sin Forstand. Hjertet skal bruges af den Unge og den Levende, men Hovedet og Modet tilkommer Oldingen og den Døende. I det Øjeblik den Døende hengiver sig til Følelsen, da sætter han sin Trone i sin Vugge. Imidlertid, hent Barnet og Moderen og en Præst, så kan Du og Doktoren være Forlovere.«
Og jeg gjorde de fornødne Anstalter, frygtende mest for, at Afsindighedens Øjeblikke skulle indtræffe for hurtigt.