Min Broders Levnet
Carl Bagger (1824).
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
XIX.
Og derpå så gik han hin sorte Vej,
Hvor Håbet med Tvivlen kæmper:
Forvandlet blev hans unge Maj
Til en sørgelig Gravdecember.
Usædvanligt tidligt indtraf Vinteren det År: den første Sne knasede under Vognhjulene, da jeg med Mathilde og den lille Carl kørte hen til Arthur. Det var, som om Naturen selv ville væve et hvidt Vokslagen til min Broders afsjælede Legeme.
»Og tykkes Dem ikke,« spurgte jeg Mathilde inde i Vognen, »at jeg udfører en sørgelig Pligt? jeg fører den, hvem jeg elsker højest på Jorden, hende fører jeg som Brud i den Døendes Arme. Jeg overgiver Dem til en Mand, som ikke bekymrer sig om Dem; om nogle Timer muligt, er De, den skjønne, blomstrende Kvinde i den hvide Silkekjole, med Rosenkransen i Håret, om få Minutter kanske, er De forvandlet til en sortklædt Enke. Til en Anden overleverer jeg min Lykke, kun Sorgen beholder jeg for mig selv. Få Mennesker kunne vist bære det med den Tålmod og Rolighed, som jeg gør det.«
»Vær vis på,« svarede hun mig, idet hun trak sin hvide Handske af og rakte mig sin lille, bløde Hånd, »at jeg skal være taknemlig, når jeg kan. Nu forstår jeg, at deres Kjærlighed er oprigtig; gid den havde truffet på en ædlere Gjenstand, eller gid jeg havde lært Dem at kjende, før jeg så deres Broder!«
Tavse og vemodige kørte vi til den døende Mand, men da vi holdt udenfor Arthurs Bolig, klamrede Mathilde sig fast til mig og spurgte mig med beklemt Røst, om det ikke var bedre at lade det Hele fare? Jeg svarede nej, og nu stod, vi ved Sygelejet.
Præsten var alt kommen, og Lægen, den anden Forlover, stod ved Sengen; den Sidste nærmede sig mig hurtigt og hviskede: »hvad De gjør, det gjør snart; jeg indestår ikke et Øjeblik for, at jo Vanvidsøjeblikket vil indtræde.«
»Her kommer jeg med din Brud,« tog jeg til Orde; Arthur vendte sig om og betragtede Mathilde stift.
»Er Du den, hvem jeg så dødeligt har fornærmet?« henvendte han sig til hende. »Ja, jeg ser det: disse Kinder har jeg kysset, denne Pande har jeg klappet, denne Hånd har jeg trykket, men nu skal jeg dø. Det kryber inde i min Hjerne, som om der fandtes tusinde levende, myldrende Orme derinde. »Er det min Søn?« her brast han i Gråd, »ja, jeg har været Dig en slet Fader. Carl, Carl, når Du bliver voksen, og jeg rådner under Jorden, da mindes, hvad jeg i dette højtidelige Øjeblik siger Dig: bliv din Moder mere lig end din Fader! Præst, gjør deres Pligt.«
Og Præsten viede det kontrasterende Par, hende med Rosen på Kinden og ham med det indsunkne Øje; men under denne kirkelige Forretning overfaldt mig en grufuld Bævelse: »ha!« kom jeg til at tænke på, »hvis han ikke døde, hvis Lægens Kunst kunne hjælpe den synkende Organisme! hvis han gjorde Krav på sin Hustru, og ville leve med hende! hvis jeg skulle se hende tilhøre ham! - - - En lignende Tanke gennemfor upåtvivleligt Mathilde, thi hun stirrede ængsteligt hen til mig og betragtede mig vemodigt.
Vielsen var tilende - Gravbrylluppet var sket. Da stirrede Arthur vildt hen på Bruden: en pludselig Lyst til at leve, og at leve med hende, med den skønne Kvinde, vågnede i det halvt bristende Hjerte. »Doktor,« skreg han heftigt, »jeg vil leve, jeg vil elske hende, jeg vil forbedre mig! Blot ét Års Liv endnu med min dejlige Kone, én Måned blot - kan da din Kunst aldeles ikke udrette Noget?«
Lægen trak på Skuldrene. »Så rejs til Helvede,« skreg Arthur, »Du Doktor med de sorte Hår og den røde Bakkenbart; på dit Hoved har Ravnen bygget over Ræven: Ræven bilder Folk ind, at den forstår Lægevidenskaben - Gud hjælpe os! - og Ravnen stjæler den arme Patients Penge. Murat, min stakkels Hund! Johannes, sørg for den og for lille Carl! - Han sank et Øjeblik tilbage, men fór pludseligt i Vejret, og da havde Vanviddets sorte Sørgeflor bedækket hans Isse: »hvad er det?« råbte han, »hvad vil Kvinden med Pukkelen? er der Oprør i Byen? ja der er! Troppebevægelser på Kongens Nytorv: Kommandanten taler til Folket. Vi storme Tuillerierne og Slutteriet. Der gives Politiet en udstrakt Myndighed, det må bruge Stok, og tre Mennesker må ikke stå og snakke sammen på Torvet. Det er Altsammen Trykkefrihedens Skyld - - - ha, min Fader, min kjære Fader!«
Og han strakte sine Arme ud og greb uvilkårligt min og Mathildes Hånd; og lagde dem begge inden i hinanden, betragtede os med en forbavset og dog rolig Mine, drog et dybt Suk, og - var ikke mere. Carl græd og holdt fast ved Moderens Kjole; den store Hund rejste sig på Bagbenene og snusede omkring på Puderne på min Broders Ansigt; Lægen følte betænkeligt på Pulsen og lyttede efter Åndedraget, men jeg omfavnede Mathilde og stirrede stift hen på det blege Broderansigt, og da faldt Ovids Ord mig ind:
Jam cinis est et de tam magno restat Achille
Nescio quid parvam quod non bene compleat urnam.