WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Min Broders Levnet




(1824).
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


XX.

Kære Graver, åbne Lågen,
Luk mig kun i Haven ind!
Inde ligger der i Krogen,
Evig tavs og aldrig vågen,
Arthur med det muntre Sind.

Komne er Sydens Fugle,
Jeg har set dem her igen:
Hvorfor i den mørke Hule
Vil kun Du Dig evigt skjule,
Har Du rent forglemt din Ven?

Kom, min Arthurs muntre Psyche
Kom blot hid i et Besøg!
Her i Laurbærlundens Skygge
Kan vi sidde ganske trygge,
Tomt er Kirkegårdens Strøg!

Fugl Du var med klare Toner,
Fugl med klingende Musik!
Aldrig vist fra Skovens Kroner,
Selv i Persiens varme Zoner,
Skønnere man Sange fik!

Kære Graver, Psyche tøver,
Har den muligt Vingen tabt?
Mon i Syd den Stemmen øver?
Nipper den i Spaniens Kløver?
Den var dog i Nord jo skabt.

 

Kort efter min Broders Død blev jeg Præst i det Kald, hvorfra jeg udsender disse korte Skitser. Mathilde gik ikke til Teatret, men et År, efter at jeg var kommen i mit Kald, ægtede - - - - - - -

 

 



EFTERSKRIFT

 

Jeg blev netop i dette Øjeblik afbrudt i mit Skriveri derved, at der kom en Rytter ind i Præstegården, for at aflægge et Besøg. Han var iført Konsistorialrådens gule Ræveskindspelts, og Sligt så løjerligt nok ud, fordi han sad til Hest. Gæsten var Halvor Thyesen. Han rødmede stærkt, da han hilste på min Kone, og han er netop nu beskæftiget med at forære hende en Mængde Kålrabi- og Hvidløg-Frø af udmærket Bonitet; men jeg har lovet Schubothes Boghandel endnu i Dag at oversende den det sidste af Manuskriptet, og således hændes det da, at Mange ville synes, at min Bog ingen Slutning har. I Guds Navn da:

»Parve, nec invideo, sine me, liber, ibis in urbem!«