Promenaden om Natten
Carl Bagger: Smaadigte (1834)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Il faut rire avant que d'ètre heureux, de peur de mourirSøren, saa kom da nu, Søren, min Ven!
sans avoir ri.
La Bruyére.
Søren, nei det var da Fanden til Drikken.
Kom, lad os slentre ad Gaderne hen -
O saa hold op med den Hikken.
Ak, hvor min Kind dog er blussende rød,
Søren, den Punsch blier tilsidst dog min Død.
Kom lad en Stund os om Hesten
Gaae i fortrolig Passiar!
Kinden maa kjøles i Blæsten -
Hvad vil Du hjemme, din Nar?
Hører Du, Søren? nu Klokken er to,
Klokken er to nu og vi ere tvende,
Hele vort Selskab er gaaet til Ro,
Det tog for tidligt en Ende.
Natuglen kaldes Studenternes Fugl,
Den kommer sildigt først ud af sit Skjul.
Stjernen paa Himmelens Bue -
Stirre paa den er min Lyst,
Men det er hæsligt at skue
Stjerner paa Menneskets Bryst.
Kom, vi vil vandre til Klokken er tre,
Du og saa jeg og min Ruus ere trende.
Hvad? hvor vi er? kan Du ikke da see
Hov'dvagtens Skive derhenne?
Hist, hvor de Stene med Jernlænker staae,
Der er Theateret, stol Du derpaa.
Hvorfor mon skulde jeg lyve?
Løgn er til Ingenmands Tarv:
Løgnere, Mordere, Tyve
Faae ei den himmelske Arv.
Kom, lad os vandre til fire den slaaer,
Vi og to Ruse, vi udgjør jo fire.
Kors, det er svært, saa Du vaklende gaaer,
Øinene døsigen plire.
Der staaer Theatret, naa, seer Du det nu?
»Eengang til Brædderne stod jo Din Hu?«
Ja, det var underligt, Søren,
Kan Du de Griller forstaae?
Tidt har jeg misundt Acteuren,
Naar jeg paa Scenen ham saae.
Bogen er som et Kapel og en Grav,
Hvor Dine Haab og Ideer Du jorder;
Øiet har Fordringer, Sandserne Krav:
Ciffret ei levende vorder.
Da blier en fredelig Mægler og Tolk
Kunstneren midt mellem Digter og Folk.
Det som var sparsomt beundret
Staaer han mod Glemselen bi:
Høit han forkynder for Hundred
Hvad der kun læstes af Ti.
Er han ei Frihedens eget Symbol?
Vender mod Fattigmand venligt sin Tale,
Vender den dristig mod Høihedens Pol,
Ryster selv Herskerens Dvale!
Minder han ikke ved Holdning og Gang
Om hvad i Oldtid fra Meiselen sprang?
Viser han ikke hver Aften,
Norden til inderlig Fryd,
Det som hin Mester i Kraften,
Thorvaldsen, hugged i Syd?
Søren, det er som en Blyhat der sad,
Vægtig og trykkende, smeddet om Panden.
Vægteren sidder i Skuret saa lad -
Vægter o hør, hvor er Branden?
Hvad, har han siddet og snivet, min Fa'er?
»Aa, lille Herre, I er jo en Nar!«
Hører han ikke den Klemten?
»Det er jo Meelmandens Kat.« -
Ilden er i Nummer femten!
»Femten har jeg sgu besat.« -
Søren, det er som paa Skøiter jeg gik:
Benene glide, mod Eierens Villie.
Dertil saa ærgrer det mig, at jeg fik
Punsch paa min gode Chenille.
Ak, hvilke Fristelser har ei vor Jord!
Hist kommer een os imøde, min Broer.
Seer Du? i Form af en Qvinde
Tripper paa Hjørnet der een:
Seer Du? de natlige Vinde
Blotte det velskabte Been.
Søren, jeg vædder saa høit som Du vil,
At Du faaer ondt i dit Hoved imorgen.
»Driller Du atter? Hvad skal det dog til?
Du kjender ikke til Sorgen:
Ondt i sit Hoved, Du broutende Nar,
Faaer ikke Du som et Hoved ei har.« -
Ikke begynd nu at skumle -
Nei, hvad er det for en Lugt?
»Hører Du Vognene rumle?«
Skynd Dig blot, hurtigt paa Flugt!
Søren, i Tiden naar skilte vi gaae,
Een vel i Jylland, i Fyen vel den Anden,
For vor Erindring skal Rusen da staae,
Vægteren, Tøsen og Branden.
Bedre vi kunne vel anvendt vor Tid,
Renere kunde vel været vor Iid,
Men mere livlig og munter
Neppe der kommer en Dag,
End disse lyse Secunder,
Som vi nu har paa vor Bag.