WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Sophia af Hardenberg




: Smaadigte (1834)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


Was sie gethan, was sie geübt,
Das weisz kein Mensch; dass sie geliebt,
Das wissen wir. Genug gesagt,
Wenn man nach Wamik und Asra fragt.
Goethe.
Kong Frederik spored høien Hengst:
»Hvorfor vil saalænge Du nøle?
I Skovsbo var Du vist alt forlængst:
Hvis blot Du som jeg kunde føle
Bruunrødlig glimter den taarnede Borg!
Ak, al min Glæde, min Angst, min Sorg
Om hint lille Vindue sig dreier -
Flyv, Ganger, om Styrke Du eier!«

Og der nu Kongen til Porten reed,
Under de grønne Linde,
Da stirred veemodig fra Salen ned
Den blye, den deilige Qvinde:
Hans Legesøster Sophia det var
Med Hjertet saa reent, og Panden klar;
For Kongen, med Taarer i Øiet,
Den unge Pige sig bøied:

Du kommer til Skovsbo, min Konge from,
Med Sjælen søndret og blodig?
Din Fader har Herren kaldt for sin Dom,
Med Skjel staaer Sønnen veemodig!
Men naar nu Spiret og Kronens Guld
Dig hæver høit over Mænd af Muld,
Da glem ei, som Drot i Dit Rige,
Din stakkels, sørgende Pige!

Jeg gav Dig min Haand, jeg gav Dig min Mund,
Jeg gav Dig et fuldtroe Hjerte;
Nu, Fredrik, ringer vor Afskedsstund,
Min Fader igaar mig det lærte:
Graaulven i Ridderens simple Skjold
Tør ikke lege med Løven bold,
Og aldrig blier Ridderpige
Moder for Danmarks Rige!« -

Op Konningen slog med hviden Haand,
Blank Draaben stod under Brynet:
Os knytter jo et usynligt Baand,
Tab Kongen og Løven af Synet!
Og husker Du ei, hvad i Malmø Du
Mig lovte med barnlig, men kjærlig Hu?
Kongens Brud kun vilde Du blive
I Død, som i levende Live!« -

»Jeg husker det Ord, jeg elsker den Tid,
Som Moderen elsker sit Foster,
Jeg knytted dertil min Barndoms Iid,
Men Alt maa nu glemmes i Kloster!
Du seer mig, Fredrik, for sidste Gang,
Du hører min Røst i sin døende Klang:
Jeg Taarer og Perler skal tælle,
Og bede for Dig i min Celle.

Kun saaledes kan i Opfyldelse gaae,
At Kongebrud skulde jeg blive:
Den største Konge, som Jorden saae,
Korsfæstede man ilive!
Hans lyse Brynie er Himlen blaa,
Forziret med alle de Sølvprikker smaa;
Hans Krone funkler i Solen,
Alverden er Kongestolen!« -

Bedrøvet stod Kongen, med krænket Sind,
Og stirred hen for sig stille:
»Ak, Fuglen i Reden, ved Maanens Skin,
Slaaer for Hunnen sin muntre Trille!
Men mægter ei Kongen for Danmarks Land
At eie, hvad Smaafuglen eie kan,
Da tag kun hans Scepter og Krone:
I Skoven staaer stoltere Throne!« -

»Glem Fuglen, Du saae paa den lave Tjørn,
Lær tidligt at længes, at savne!
Husk, Konge, Du er en flagrende Ørn,
Kan Ørnebrud ikkun favne.
Fæst Blikket fast paa Dit herlige Land,
Læs Runen paa Dankongens Skjolderand,
Den fortæller, hvad Drotter de vare,
Som Skjoldet for Landet bare!
Lad Æren vorde Din unge Brud,
Og Troskab Din Søster kjære!
Armod, der vandrer i Kuld og Slud,
Som Barn paa Armen Du bære!
Visk Taaren af dine Øine blaae -
Troer ei Du, at jeg monne sorgfuld gaae?
Smaafuglens Toner henklinge,
Men Ørnen maa ryste sin Vinge!« -

Kong Frederik saae i det klare Blik,
Han kyssede Pigemunden:
»Jeg drikker Livets og Dødens Drik,
Sært blandet i Afskedsstunden.
Det veed i Himlen den rige Christ,
Hvor gjerne jeg bytted paastand forvist
Mit Scepter i Høienlofte
For Ridderens Sværd ved Hofte!« -

Kong Frederik spored høien Hengst:
»Hvorfor vil saa længe Du nøle?
Fra Skovsbo var Du vist alt forlængst,
Hvis blot Du, som jeg, kunde føle.
Guldkringlen tapper Dit ædle Blod?
Kun rask, min Ganger, far til med Mod,
Om end Blodstrømme der runde -
Dankongen har dybere Vunde!« -


Sophia af Hardenberg: Datter af Eiler Hardenberg, der i Malmø var Huushovmester hos Frederik den Anden, som Kronprinds. Den hardenbergske Stammes Ahnherre indkom fra Brunsvig med Christopher af Bayern (1439). Blandt flere betydelige Godser eiede Stammen ogsaa Skovsbo i Fyen; Familiens Vaaben var et hvidt Ulvehoved. Scenen i dette Digt er tænkt at være forefalden, da Frederik ved Efterretning om sin Faders Død i Jylland, reiste didover igjennem Fyen. - Angaaende Skovsbo findes en interessant Notits i den første af Prof. Vedel Simonsens nationalhistoriske Afhandlinger.