Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
1. I skoven
I den sydlige del af Sjælland, på den lille halvø, som runder sig ud mellem Præstø bugt og Stege strand, ligger ruinerne af en gammel herreborg, der ifølge sagnet skal være anlagt af sørøveren Joffne, efter hvem den også blev kaldet Joffneshoved, senere Jungshoved. Dette sagns troværdighed synes at bekræfte sig ved den rå og plumpe stil, hvori slottet var bygget, ved de smalle, aflange vinduer, smalle døre og skydehuller i de massive mure, endelig ved befæstningen med grave og volde, som omgav borgen på tre sider. Fra søsiden blev slottet om sommeren skjult af en bøgeskov; om efteråret derimod, når løvet var visnet, så man mellem træstammerne hist og her de yderste bønderhytter af landsbyen Staverby. Indad mod land forenede Jungshoved skove sig med Ørremandsgaards og omkredsede den smalle vig, der skærer sig op i landet fra havet. Egen og bøgen udbredte under deres udstrakte grene et bestandigt halvmørke, medens ellebuske og brombærranker næsten aldeles spærrede vejen mellem træernes stammer. Kun på to steder blev dette mørke afbrudt; det ene i retning af Jungshoved, hvor man så en høj skrænt, hvis træer var blæst omkuld. Langs med stranden havde man senere sat et risgærde, og noget længere inde lå et bondehus, der blev kaldt jægerhytten. Den anden lysning faldt dybere inde i skoven, ved en lille sø med stejle rørbevoksede bredder. Ved den ene side af søen lå en kæmpegrav, overgroet med bregner og omkredset med store gråsten. Folk holdt ikke af at dvæle i dammens nærhed; herregårdsskytterne i Jungshoved og Ørremandsgaard foretrak at gøre en omvej, når deres ærinde førte dem igennem denne del af skoven, efter at solen var gået ned.
En dag i begyndelsen af vinteren 1657 genlød disse skove af hundeglam, skud, hornmusik og den forvirrede larm, der betegner et muntert jagttog. Fra den tidlige morgenstund var skoven bleven gennemsøgt af de omkringliggende landsbyers bønder, der var fordelt som klappere for at drive vildtet ud af tykningen ind i de mere åbne dele af skoven, hvor jagtselskabet havde forsamlet sig. Den foregående dags aften var der nemlig kommet fornemt besøg til Jørgen Reedtz på Jungshoved.
Det var kong Frederik den Tredies dronning, Sophie Amalie, som gæstede slottet.
Efter at krigen med Sverrig var bleven bestemt på rigsdagen i Odense, tog kongen til Skåne, på hvis grænser de danske kæmpede med Steenbuk. Da han straks efter fik underretning om den stridbare Karl Gustavs uformodede og hurtige march op igennem Holsten og Jylland, blev de skånske tropper ført over til Sjælland og Fyn for at dække disse Øer; selv tog kongen med et skib fra Falsterbo over til Præstø, hvor der skulle anlægges en skanse. Dronningen rejste på samme tid med sit følge fra Ibstrup, det nuværende Jægerspris, for at tage mod sin gemal på Jungshoved. Kongen var endnu ikke kommen, og for at fordrive dagen var det, at jagten denne dag fandt sted i Jungshoveds og Ørremandsgaards skove.
Inde fra skoven løb en smal sti nedad mod gravdammen og fortsattes derfra langs med bredden af den smalle fjord, som ovenfor blev nævnt, og som kaldes Noret. Ved denne sti sad en mand på hug bag en gammel egestamme. En luntebøsse med et ualmindelig langt løb stod støttet op til træet, medens han bøjede sig mod jorden og kastede et spejdende blik hen over vejen foran sig.
Hans kulsotte, små og levende øjne syntes at trænge til den dybeste grund af alt, hvad de dvælede på. Hans pande, var høj, bred og røbede mod og ærlighed, hvilket sidste træk dog igen forstyrredes af det snu og listige smil, der spillede omkring hans læber. Mandens ansigtsfarve var mørk, håret sort og næsten skjult af en højrød, strikket hue. Hans dragt bestod i en ugarvet fåreskindskofte, der vendte ulden udad, og korte lærredsbenklæder. Et stykke af en kohud tjente i stedet for sko og var bundet sammen over fødderne med snore. Omkring livet havde han et læderbælte, hvori der stak en bredbladet kniv.
Flere timer havde denne mand tilbragt bag egestammen uden at forandre sit eengang valgte ubekvemme sæde. Solen sank ned bag skoven. Ovre fra Allerslev hørte man kirkeklokken ringe fem. Manden blev siddende tavs og ubevægelig. Kun et øjeblik, da der inde fra krattet lød en raslen i løvet, fo'r han i vejret, greb sin bøsse og pustede asken bort fra lunten af hanen. Straks efter kom en råbuk i lette og hurtige spring ud af krattet, hævede hovedet og Så sig omkring til siderne, derpå vendte den sig og fo'r med et spring tilbage igen ind på stien, hvis forskellige bugter straks efter skjulte den for skyttens spejdende blik.
Manden rejste sig, plukkede et bøgeblad, satte det for munden og efterlignede dermed flere gange det skrig, som hinden i løvfaldstiden udstøder, når den kalder på bukken, og som jægeren så skuffende forstår at efterligne.
Denne list blev heller ikke uden virkning. Råbukken kom langsomt nedad mod stedet, hvor manden lå, og gik forbi træet. Man hørte et skud, flere gange gentaget af ekkoet nede fra bakkerne omkring gravdammen, og råbukken styrtede. Skytten stak først bøssen om bag en busk, sprang derpå hen til råbukken og drog den ind over stien, hvor han skjulte den under et lag løv. »Ilde gik det dig, og vel var det,« mumlede han. »Fordi alle munde trænger til mad og fattigfolk kan ikke æde hø. En køn begravelse har jeg nu besørget, og der skal du ligge, til i aften dit herskab drager hjem fra skoven. Blot Svend ikke får nys om, hvad her er bedrevet; han er en striks mand og farer ikke med lempe.«
Han skjulte sin bøsse i et hul i egestammen og vendte sig for at gå, men standsede pludselig og lyttede. Straks efter kom en mand til syne på stien og gik hen imod ham.
»Eja!« mumlede skytten, »der har vi for skam Svend Gjønge; jeg tænkte det nok.«
Den kommende var en stærktbygget mand, klædt i en kofte af mørkegrønt vadmel, gule hjortelæders benklæder og støvler af brunt læder. Han bar en hirschfænger om livet og havde kastet sin bøsse over den højre skulder.
»Gudsfred og godaften, Svend!« udbrød skytten, så snart han fik øje på den anden, og med en så venlig betoning, som det var ham muligt.
»Gid fanden annamme dig, Ib, for hvad godaften du har forskyldt,« svarede Svend. »Ved du ikke, at det koster livet at øve krybskytteri her, især på en tid, da hendes nåde dronningen jager inde i skoven?«
»Herre Gud! Hvor du tager på veje!« ytrede Ib med en forstilt ærlig mine. »Det var langt fra mine tanker at drive skytteri her; du ser jo, at jeg ikke engang har bøssen med mig.«
»Å, den kom vel for en dag, når vi ret ville se os for. Jeg mener dog, jeg skulle kende knaldet af min egen bøsse, som jeg har skænket dig til min fortræd.«
»Alligevel må det være en anden, der skød,« svarede Ib, beroliget ved at finde Svend mildere stemt, end han havde formodet. »Jeg gik tilskovs idag for at søge nogle enebær til den kloge doktor oppe i Præstø, dem han bruger til sine salver.«
»Hvad mener du da, at dette mærke betyder?« spurgte Svend og pegede på en blodplet i løvet, hvor råbukken var falden.
»Ja, nu tror du mig vist ikke, men jeg fik før så stærk et næseblod, at jeg knap nok har forvundet det endnu.«
»Og løvbunken derinde!« vedblev den anden, idet han pegede på stedet, hvor råbukken lå skjult. »Siden du også har set den, så får jeg vel gå til bekendelse,« ytrede Ib med et polisk smil. »Da du siger det, er det så; et lille bitte råkid har jeg skudt. Det er min synd.«
Svend gik hen til stedet og skød løvdyngen til side med skaftet af sin bøsse, hvorved råbukkens horn kom til syne. Ib indså nu, at han ikke kunne redde sig længere uden ved at levere et hovedslag. Han tog mod til sig, forandrede den ydmyge tone, hvori han hidtil havde talt, og udbrød:
»Nu da: jeg har skudt en buk, men hvorfor er du så bøs for det, Svend? - Du er min egen svoger og kender helt vel de vilkår, en fattig mand som jeg må friste. Føden skal jeg bjærge, som jeg orker bedst; jeg lider sult nede i hytten.«
»Derfor kan du sige dig selv tak,« svarede Svend heftigt. »Om du havde skikket dig i den håndtering, jeg bragte dig ind på til majdag, da ville herskabet på Jungshoved have gjort dig til sin skytte og givet dig hus og føde. I det sted løb du bort og strejfede landet rundt med ildgerningsmænd og slige uærlige folk.«
»Jeg gjorde, som du siger,« svarede Ib med større alvor end hidtil, »men du må holde mig det til gode. Ak, lille Svend! Du ved ikke, hvordan jeg er faren, hver gang det stunder ad forår til, når solen skinner, og lærken synger; da er der noget inden i mig, som om jeg skulle flyve af sted med fuglen; jeg kan ikke blive hjemme, jeg må drage min vej hen til folk, der har det samme sindelag. Sådan var det, fra jeg var en lille en, jeg tænker, det bliver knap bedre, før jeg engang ikke mægter at vandre mere. Vi vil ikke tale derom. Du har en anden og bedre måde at tænke på. Lad mig nu tage bukken, siden jeg har den behov til at mætte mig på, og drag du tilbage igen til dine venner hist inde, de spørger vist efter dig.«
»Mener du?«
»Tænker du da ikke, jeg har set nådigfruens søster og dig, når I red på jagt herinde i skoven? Sol og vind har gjort din kind rød, Svend Gjønge, men rødere blev den dog i hendes nærhed, medens I fulgtes ad, side om side og så tæt, at eders heste fast rørte ved hinanden. Men det er jo rimeligt nok, du holder af hende og hun skylder da også dig en del for det, du gjorde for hendes skyld.«
»Hvad ved du derom Ib? Jeg troede den sag var dulgt for alle.«
»For de fleste Svend! Men jeg ved dog, at de en aftenstund fandt dig liggende for frøkenens fødder, og så snoede du dig ud af det ved at foregive, at du var kommet for at bede om forlov at holde bryllup med hendes kammerpige, som var min søster Ane Mari. - Stakkels pige! Hun var den eneste, der led under den historie.«
»Nej, nu gør du mig uret, Ib! Ane Mari har intet lidt, jeg har været en retskaffen mand mod hende alle mine dage.«
»Det har du også; men Ane holdt af dig, og du holder ikke af hende, lad være hun er din hustru for Gud og mennesker. Nu, lad os slå den sag hen. Lad os skilles, Svend! Du har travlt i dag, siden du anfører den store jagt for hendes høje nåde dronningen - og for hans høje nåde, ridder Kørbitz,« tilføjede Ib med et spottende smil.
»Kender du til ridder Kørbitz?«
»Jeg må vel kende ham siden vi vandrede side om side, den gang han fra Sachsen kom her ind i landet uden en penning i lommen.«
»Hvoraf ved du det?«
»Det ved jeg for vist, siden jeg selv tog de sidste par skilling fra ham, han havde.«
»Du stjal Ib?«
»Jeg gjorde så, Svend, formedelst jeg blandt dem, jeg hørte til, ikke var bleven oplært til bedre. Jeg stjal, fordi jeg den gang trængte til penge, og fordi det lå i min natur at stjæle. Rynk dog ikke panden, og gør heller ingen sorg deraf, jeg har aldrig drevet den kunst tiere, siden du engang bad mig om at lade den fare, fordi det var syndigt.« Medens tateren sagde dette, havde han taget sin bøsse frem af skjulestedet i det hule træ. »Nu, da du har min forklaring, tør jeg vel nok tage bøssen med, det er dog skam, at den skal stå og ruste i træet. Gud i vold, Svend! Ræk mig din hånd her i løndom, hvor ingen kan se, at du er kammerat med en ringe og uærlig mand som mig.«
Svend rakte Ib hånden, tateren trykkede den og skred med lange og hurtige skridt ind i skoven, der straks skjulte ham. Svend gik tilbage i den retning, hvor man hørte larmen af jagtselskabet.
Just som klapperne var nået hen imod kredsen af jægere, og skud på skud knaldede fra alle sider, kom et vildsvin i jævnt trav løbende ind over skovvejen og fulgte langs med tykningen på den modsatte side. Her havde man udbredt et stort, mørkebrunt klædestæppe på jorden, hvorpå der var stillet tre feltstole til dronningen og hendes to kavalerer, ridder Kørbitz og Kai Lykke, kaptajn ved dragonerne.
Flere skud blev straks løsnet mod dyret, men intet traf, i det mindste formåede de ikke at standse det.
Da dronningen så vildsvinet uhindret fortsætte sit løb, vinkede hun til rideknægten, der holdt i nærheden med hendes hest, og udbrød, henvendt mod Kørbitz og Kai Lykke:
»Til hest! Til hest, I herrer! Lad os forsøge på at fælde dette dyr i flugten for dog at få lidt afveksling i denne jagt.«
Kai Lykke var straks, så snart han så dronningens håndbevægelse til rideknægten, ilet hen til hesten for at komme ridder Kørbitz i forkøbet med at hjælpe hendes majestæt op.
Dronning Sophie var en udmærket rytterske. Allerede fra hendes tidligste barndom fortæller man, at hun fulgte sin fader, hertug Jørgen, til hest på enhver af de manøvrer, han anstillede med sine soldater. Denne vinter fyldte dronning Sophie sit ni og tyvende år. Hun besad hele ungdommens friske, tillokkende ynde, en klar, hvid næsten gennemsigtig teint. Hovedudtrykket i hendes ansigt var iøvrigt en sorgløs munterhed; dertil svarede hendes mørke, strålende øjne, og dog var det netop dette kongelige blik, der igen var i stand til at forandre hendes åsyns udtryk. Hun var heftig og overdreven i alle sine følelser, i glæde som i sorg, i ømhed som i had; og hendes ansigt kunne få et præg af ubøjelig og uforsonlig hårdhed, hvis følger den ulykkelige Leonore Christine i to og tyve år sukkede under, og foruden hende endnu den indtagende kavaler, som denne eftermiddag red ved hendes side, han, som just nu, under en længe fortsat tavshed, uafbrudt vedblev at betragte sin unge, kønne dronning med et udtryk, der vidnede om den mest ærefrygtsfulde hyldest, men som dog måske mere gjaldt damen end dronningen, og som hun fra sin side gengældte med halvt tilslørede og talende blikke.
Ved alle fester spillede dronningens yndlinge, den indvandrede tyske adel, hovedrollen. Øverst af alle disse stod igen Kørbitz, der fra en aldeles ukendt person, i få år, ikke blot hævede sig til ridder og rigsmarchal, men hvad der vil sige endnu mere, til dronningens fortrolige og rådgiver.
Kong Frederik selv deltog sjældent og bestandig kun med ulyst i dronningens fester. Han viste sig tavs og tilbageholdende i hoffets kredse. Hans tilbøjelighed var mere rettet på studier, og blandt disse især klassikerne, senere alkymien, som han dyrkede i forening med Gabel og under vejledning af en italiensk charlatan, Josef Burhi.
Imidlertid fortsatte dronningen med sine to kavalerer det hurtige ridt, de havde begyndt gennem skoven. Imellem de bladløse træer sås vildsvinet i lang afstand og ansporede dronningen, der med glødende kinder, flagrende slør, let og behændigt vidste at undgå eller at overvinde enhver hindring, som stillede sig i vejen for hende. Kai Lykke, der red den bedste hest, holdt sig bestandig nogle skridt tilbage for dronningen. Også ridder Kørbitz blev bagud, skønt af en mindre ridderlig grund, den man tydelig kunne læse i hans fortvivlede mine, som kun røbede liden lyst til deltagelse i denne parforcejagt. Pludselig troede han også at se den endt, idet der i nogen afstand viste sig en dyb og bred å, som førte vandet i Tybæksmølle ud i fjorden. Vildsvinet satte over, og dronningen ville uden betænkning gøre det samme, men hendes hest standsede ved åkanten. To gange søgte hun at tvinge den fremad, men hesten strakte forbenene stift ud foran sig og standsede, hver gang den kom til bredden.
»Hvis det måtte behage Eders Majestæt at høre mit ringe råd,« ytrede Kørbitz i det tyske sprog, hvoraf dronningen bestandig betjente sig, »så tænker jeg, at vi ikke burde friste lykken ved at sætte over så bred en å, allerhelst da bredden længere nede bliver smallere og mindre stejl; der kunne vi søge et vadested.«
»Nej, ridder!« svarede dronningen heftigt, »det ville skikke sig slet. Men siden Eder synes så, kan I selv følge dette forsigtige råd. Ikke sandt, kaptajn Lykke, vi to når vel over!«
»Jeg håber det,« svarede Kai.
Efter denne ordveksling, der foregik, medens dronningen red tilbage for at gøre et nyt forsøg, sporede hun atter hesten, og denne gang med større held, thi Kai, som fulgte efter, gav hendes hest et slag med geværkolben, idet den atter begyndte at standse, og begge nåede lykkelig over på den anden side af åen.
Kørbitz indså nu, at der for ham ikke var andet at gøre end at følge efter; han sporede da også sin hest, og det var måske mindre dens skyld end rytterens, der holdt for stramt i tøjlen, at hesten ikke nåede længere end til midten af åen, hvor den gik bagover og kastede rytteren i vandet.
Dronningens overgivne latter ledsagede hans uheld. »Vi ses igen!« råbte hun med en håndbevægelse og begyndte atter den afbrudte forfølgelse, mere rasende end før.
Vildsvinet var imidlertid ikke kommet ret langt. Efter nogle minutters ridt fik Kai øje på det inde i skoven; det havde sagtnet sit løb og tog retning nedad mod den tættere og for ryttere uigennemtrængelige underskov, som omgav gravdammen. Dronningen greb sin bøsse, holdt hesten an og skød, men fejlede. Forbitret rakte hun Kai Lykke det afskudte gevær og greb hans i stedet for. Det andet skud var heldigere, vildsvinet sank i knæ, udstødte et langtrukkent skrig og sank derpå sammen.
»Den falder!« udbrød dronningen glad, idet Kai bød hende hånden for at hjælpe hende af hesten. »Og det var mit skud! Eja, hvor det var herligt, at vi fulgte vor egen lyst og ikke lod os holde tilbage af den stakkels -«
Det var tvivlsomt, hvad enten dronningen mente Kørbitz eller hesten; thi hun tav pludselig ved at se vildsvinet springe op, idet hun satte foden på jorden. Dyret lod sine små, tindrende øjne hvile på dem med et udtryk af vildskab og raseri, derpå nærmede det sig langsomt skridt for skridt, til stedet, hvor dronning Sophie og Kai Lykke var stegne af.
Dronningen blegnede og trådte hurtigt hen bag et træ; hun holdt endnu hestens hvide silketømme i hånden. I dette øjeblik veg heltinden aldeles for den værgeløse kvinde.
»Ak, min Gud!« udbrød hun forfærdet, »hvorledes skal vi blive frelst?«
»Jeg vil forsøge derpå, min høje dronning!« svarede Kai, idet han tog sin hirschfænger og stillede sig foran træet. »Skulle det ikke lykkes mig, skal Deres Majestæt dog aldrig få lejlighed til at bebrejde mig min ringe evne. - Lykkes det ikke,« vedblev han med et funklende blik, »vil jeg dog i min sidste stund sande, at jeg bar mit navn med rette; thi jeg dør da for den, for hvem jeg aldrig turde håbe at leve.«
Vildsvinet nærmede sig i den rolige og langsomme gang, det den gang havde begyndt. Da skiltes buskene, og der kom en mand frem ved siden af Kai Lykke, noget foran det træ, bag hvilket dronningen havde skjult sig. Han var klædt i en fåreskindskofte og havde en lang bøsse i hånden.
»Skyd, mand! For Guds skyld, skyd!« råbte dronningen.
»Ja, rare frue!« svarede manden så roligt, som om det angik den ligegyldigste sag af verden. »Det er netop min mening.«
Vildsvinet lod til at studse ved denne nye persons mellemkomst; det betragtede manden, der bøjede sit ene knæ mod jorden, lagde bøssen til kinden, rolig og koldsindig, og derpå trykkede af. Vildsvinet sank omkuld, og denne gang blev det liggende livløst.
Dronningen kom nu frem af sit skjul bag træet. »En dygtig skytte er du forsandt!« udbrød hun. »Det må man sige, og du fortjener vor tak for den hjælp, du har bragt os.«
»Tak mig ikke, skønne jomfru,« svarede Ib med det listige smil, der var hans ansigt eget. »Give til Vorherre, at jeg blot havde forlov til at trykke af, hver gang der kom mig et lille dyr i vejen. Bedre forlanger jeg ikke.«
»Tag din hue af, mand!« sagde Kai, idet han kom til, »du stedes for Hendes Majestæt, Danmarks høje dronning.«
»Dronningen!« gentog tateren med en forbavselse, som hvis den ikke var naturlig, i det mindste var ypperlig forstilt. »Herregud! Er det dronningen?« gentog han og rev hurtig sin røde hue af hovedet. »Den lykke tænkte jeg mindst at skulle opnå i mine levedage.«
»Og hvorfor ikke?« spurgte Sophie Amalie smilende; thi hun fandt behag i manden, både fordi han før havde besvaret hendes opfordring i samme sprog, hun talte, og for den umiskendelige hyldest, der afprægede sig i hans overraskede og henrykte blik. »Hvorfor troede du ikke, at du skulle få dronningen at se?«
»Formedelst jeg ikke var værdig dertil,« svarede Ib.
»Du har dog frelst mit liv. Kan jeg gøre noget til gengæld? Hvad ønsker du?«
Ib syntes at blive forlegen ved dette spørgsmål; man så, at der svævede ham en bøn på læberne, men tillige, at han søgte efter ord til at udtale den.
»Ak,« udbrød han endelig. »Hvis jeg kunne tilstedes nogen belønning, da ved jeg den ting. der ligger mig på hjerte dag og nat, men den kan vist ikke blive opfyldt.«
»Hvad mener du?«
»Af alle verdens goder tykkes jeg bedst om at blive gjort ærlig.«
»Ærlig!« gentog dronningen forundret og vendte sig med et spørgende blik mod kaptajnen.
»Det skete forleden med en mand af vore, og det ved kaptajnens regiment der.«
»Hvad er du da?«
»En fattig mand, som de kalder for Ib i daglig tale.«
»Hendes Majestæt spørger om din stand og håndtering,« ytrede Kai.
»Min stand er at blive jaget fra sted til sted som de vilde dyr i skoven, siden jeg ikke fik bedre lykke i denne verden end at blive tater eller natmand. Og min håndtering - byerne gør jeg hægter og spår godtfolk lykke og kærester til, skoven træffer jeg de vilde dyr, når de vil gøre Deres Majestæt fortræd, og kommer jeg til søerne, ved jeg også, hvor der sidder en lille fisk, der lader sig fange, for at jeg kan tjene en skillings penge ved at sælge den til herskaberne på de store gårde; men at være skytte stod dog min bedste attrå til, særlig nu i denne tid, da de siger, at jagten fanger an på mennesker.«
Dronningen og hendes kavaler lo over taterens forklaring. »Indfind dig i morgen formiddag på Jungshoved,« sagde hun og steg til hest.
Tateren hilste i en næsten knælende stilling; han smilede, idet han, efter at de var redne bort, satte sin røde hue på hovedet; men han blev stående og stirrede efter dronningen så længe, indtil det sidste spor af hendes fine og ranke skikkelse var forsvundet mellem træernes mørke baggrund.
Da dronningen og Kai Lykke red tilbage igennem skoven, begyndte skumringen.
Flere gange hørte rytterne signaler og stemmer af de omstrejfende jægere, som Kørbitz havde sendt ud i alle retninger for at søge efter dronningen; men Sophie Amalie behagede ikke at svare på disse signaler; hun lod endog til at ville undgå de søgende og vedblev, fordybet i samtale med kaptajnen, at følge den ensomme skovvej, de valgte.
»Lad os ride lidt stærkere til, kaptajn Lykke, og se at nå ud af denne mørke skov,« ytrede dronningen. »Min hest snubler fast over hver en gren, der kommer den i vejen. Forsandt! De danske heste er, ligesom det danske folk, kun lidet bevendt, og holder ikke ud med vore hjemlige i Brunsvig. I derimod rider et bedre dyr; knap tror jeg, dets lige findes i Hans Majestæts stalde.«
»Jeg har også ført den med mig langvejs fra,« svarede Kai. »I Spanien blev den købt, og siden har den båret mig det halve Europa igennem.«
»I har da rejst meget,« sagde dronningen med et smil og i en tone, som beviste, at dette emne tilforn havde været berørt imellem dem. »Det var også altid min kæreste lyst; rejse, rejse verden igennem og aldrig blive træt! Fortæl mig, hvilket land I syntes bedst om.«
»Hvor jeg fandt det skønnest! Det var ved et hof i en lille by i Tyskland, hvortil min konge og rigsrådet havde givet mig ærinde. Hertugen modtog mig med megen nåde. Hans navn var -«
»Jeg spurgte ikke om hans navn,« sagde dronningen dæmpet og uden at slå sine øjne i vejret.
»Jeg blev indbuden til jagt med fyrsten og hans datter - men hvad skal jeg kunne fortælle videre om denne tid, om vore jagtture i de dybe, dæmrende skove, da vi red ved hinandens side, hun, fyrstinden, et barn i år, men en kvinde i sine følelser, dejlig og henrivende, jeg glemte tiden, stedet og den svælgende afgrund mellem vore forhold, imens jeg stirrede på hendes lette og herlige skikkelse, når hun red foran mig, eller lyttede til hende, når hun talte, eller drømte om hende, når jeg var alene. Visselig var det den lykkeligste tid af mit liv, og jeg fatter ikke ret årsagen, men aldrig har det senere stået så levende for min erindring som i aften, medens jeg rider igennem skoven ved Eders Majestæts side.«
»Nu videre, kaptajn Lykke!« sagde dronningen, da Kai tav. »I fortæller så smukt og skildrer så livligt, hvad I oplevede, at jeg synes at se alt for mig. - I rejste bort?«
»Ja,« svarede Kai med et stolt smil, og idet han hævede sit hoved. »Men der kom endnu lykkeligere dage forinden. Jeg rejste bort, men alle mine tanker og alt, hvad Gudfader havde givet mig af godt og ædelt, det blev hos hende tilbage. Derefter drog jeg hele Europa igennem, ikke for at se, men kun for at glemme.«
»Og I så intet videre smukt på eders øvrige rejse?«
»Jeg så fjorten dronninger bære scepter og rigsæble i deres hånd; da jeg vendte hjem til Danmark, så jeg den femtende bære rigets og Paris' æble tillige.«
»Og senere?«
»Senere blev mit hjertes dame af skæbnen stillet så højt over mig, at jeg kun i mine tanker og i mine kære drømme kunne nå op til hende. Men jeg glemte hende aldrig. Da vi atter genså hinanden, erindrede jeg kun min lykke, og -«
»Jeg skænker eder denne skildring,« sagde Dronningen. »Man har vel lov at glæde sig ved visse erindringer om lykke, men det hører ikke til gode sæder at rose sig deraf, og en ved jeg, som man aldrig bør omtale dem til.«
»Hvem mener Eders Majestæt?«
»Den, der skabte denne lykke. - Glemte damen eder?«
Kai betænkte sig et øjeblik, tvivlrådig i sit svar. »Månen skinner i aften så klar, og luften er mild; behager det Eders Majestæt at slå sløret tilbage, så ser I bedre den smukke egn hist nede ved slottet, og så skal jeg besvare Eders spørgsmål.«
Dronningen slog sløret tilbage over den fløjlscasque, som bedækkede hendes hoved. Månelyset viste, at hendes kinder var blege, hendes udtryk alvorligt, medens hun lod sine mørkeblå øjne fast og udfordrende hvile på Kai.
»Om hun glemte mig,« svarede kaptajnen, »er en uopklaret gåde, som vel aldrig vil løses, eller først da, når jeg kendte en dame, der besad Eders Majestæts kundskab til sit køns hjerte, og hvem jeg turde spørge, hvad jeg skulle tro på, mit hjerte eller min tvivl, himmerige eller helvede.«
Medens Kai talte, forsvandt det strenge i dronningens ansigt; da han tav, syntes hun at kæmpe med sig selv, derpå rakte hun ham hånden og sagde med blid og bevæget stemme:
»Nej, Kai Lykke! Den dame, I taler om, glemte eder aldrig, forlad eder kun på mit ord. I livets forhold må det ene indtryk vige for det andet; men der kommer en dag igen, man ved ikke når, da ethvert kært og dyrebart minde atter klinger i vort hjerte som en gammel melodi, man sang for os i vor barndom. Hun glemte eder ikke,«« tilføjede dronningen næsten hviskende, »fordi det senere var nødvendigt for hendes lykke at opfylde den tomhed, hun fandt i nutiden, med billedet af det forsvundne.«
Kai tog den fremstrakte hånd, bøjede sig over den og trykkede den til sine brændende læber.
I det samme hørtes hovslag på vejen bag dem. Dronningen trak sin hånd tilbage, drejede hovedet og så Kørbitz komme sprængende, så hurtigt hans hest kunne løbe. Ved hjælp af måneskinnet havde ridderen endelig fået øje på de to ryttere.
»Eja!« udbrød dronningen muntert. »Er det eder, min herre von Kørbitz! I har sandelig faret i mag og ikke forhastet eder med at følge os.«
»Desto værre!« svarede Kørbitz; »men skylden lå mindst til mig, og Eders Majestæt har med egne øjne set, hvor grumt tilfældet handlede i dag.«
»Og nu først lader tilfældet eder finde vor vej igen?«
»Eders Majestæt vil lade Eders troeste tjener vederfares større ret ved at antage, at det var min iver, der bragte mig hid, efter at jeg, skilt fra det øvrige jagtselskab, alene har gennemsøgt hele skoven for at være den første, der bragte tidning om Hans Majestæt kongens ankomst til Jungshoved.«
»Nuvel, ridder! Så gælder det om, at vi anstrenger vore heste for at nå slottet. I derimod, kaptajn Lykke, som rider den bedste hest, må holde eder tilbage, at ikke tilfældet skal berøve os eders selskab.« Med disse ord gav dronningen sin hest tøjlen, og derpå gik det i skarpt trav ned ad vejen mod slottet.
Kai forstod grunden til den gentagne ros, der var blevet hans hest til del. En lignende beundring fra dronningens side og omtrent i samme retning gav nogle år tilforn anledning til, at rigsråd Gunde Rosenkrantz sendte hende et spand udmærkede køreheste, idet han sagde:
»Eders Majestæt har i går behaget at rose mine heste; fra det øjeblik tilhører de ikke længere mig; thi det sømmer sig ikke, at en undersåt skulle overgå sin dronning i noget.«
Dronningen optog hans artighed meget nådigt. Imidlertid svarede Kai intet, og få minutter efter red de ind på Jungshoved. Slotsgården var oplyst med begkranse og opfyldt af alle egnens vornede bønder, som, tilsagt af ridefogden, blot ventede på tegn og ordre til at ytre deres glæde over de høje gæsters nærværelse.