WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Gjøngehøvdingen




(1853)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


2. Hvad der skete på slottet om aftenen


   Efter at dronningen havde hilst på kongen og skiftet dragt, tog hun plads i en af de store lænestole, der var stillede i en halvkreds i den ene ende af riddersalen, og overværede tilligemed sine hofdamer præsentationen af adelen, som ved rygtet om kongeparrets ankomst havde indfundet sig på slottet.
   Medens kuren fandt sted, blev hofdamerne stående bag dronningens stol, og de kommende indlodes en efter en, ifølge deres forskellige rang og titel og blev nævnede af dørvogteren.
   Kaptajn Lykke, der tilligemed en afdeling ryttere dannede kongens garde for denne aften, stod noget inden for døren med draget sværd i hånden.
   Kai var en høj og kraftfuld mand, hans skønhed var blevet til et ordsprog for den tid.
   Han havde set meget og oplevet meget. De fornemste hoffer i Europa havde uddannet ham i alle de egenskaber, der udgjorde betingelserne for en fuldendt adelsmand. Alle disse hoffer var lige så mange minder om den lykke, han havde gjort, og om den, han havde modtaget. Han kendte enhver art af kærlighed: den opofrende og den lidenskabelige, den beregnende og den hensynsløse, kun ikke den sande.
   Adelsmændenes præsentation var ensformig og lod til at trætte kongen. Dronningen besvarede kun de fornemme herrers hilsener med et flygtigt og skødesløst nik, hun blev siddende i sin lænestol og fortsatte samtalen med sine hofdamer og slottets frue, lensmand Jørgen Reedtz' hustru.
   Da endelig dørvogteren meldte, at der ikke var flere tilbage, som begærede audiens, opklaredes kongens miner; med synlig tilfredshed gik han hen i et hjørne af salen og tog plads ved et bord, hvor hans kammerskriver Gabel imidlertid havde været beskæftiget.
   Gabel var kongens fortrolige ven, den samme, der senere blev ophøjet til statholder i København. »Nu, Gabel!« udbrød kongen efter at have gennemset de papirer, kammerskriveren rakte ham. »Hvad siger I til alle disse nyheder? Forsandt! De indeholder kun lidet trøsterigt.«
   »Tilvisse, eders Majestæt! Og dog anser jeg det ikke for så sørgeligt, at fjenden spiller mester i det land, han har erobret sig, som at en af landets egne børn, den forræder Ulfeldt, vover at sende bud til landsdommerne i Jylland og råde dem til frafald. De gav ham dog kun skam til svar, som brevet her udviser. Han gjorde for sikker regning på sine venner.«
   »Venner!« gentog kongen med et bittert smil. »Ak, Gabel, ved I da ikke, at vi nøden aldrig har venner? Hvem har vel jeg af venner? Søger ikke vor afsending Juul forgæves at bevæge landets allierede, kurfyrsten af Brandenburg, til at angribe svensken fra landsiden, og hvilket svar giver os her vor gesandt, Henrik Rosenvinge fra generalstaterne i Håg? Alle frygter de og drager sig tilbage, fordi kun selvinteresse er den akse, hvorom enhver handling drejer sig.«
   Oluf Brokkenhuus, der efter kongens indbydelse var blevet tilbage i salen, havde hidtil talt med dronningen. Denne underholdning kostede lensmanden særdeles anstrengelser på grund af hans ubehjælpsomhed i det tyske sprog.
   Uanset alt øvrigt hørte der i sandhed også meget vid til at forsone en dame, der besad en så udviklet skønhedssans som Sophie Amalie, med lensmandens ydre. I forbindelse med en uanselig og krumbøjet figur var han halt og enøjet. Dette øje havde ved den forøgede sekraft, det måtte anvende, antaget en ubehagelig, gennemtrængende stirren. Hans kinder og den nederste del af ansigtet bedækkedes med et stridt, gråligrødt skæg.
   Hendes Majestæt lod heller ikke til at finde synderlig interesse i denne underholdning. Under en af de gentagne pauser rejste hun sig fra sit sæde og gik hen til bordet, hvor kongen og Gabel var beskæftigede.
   »Forstyrrer jeg?« udbrød hun dæmpet og lænede sig op til kongens stol.
   »Ak nej!« svarede kongen med et venligt blik; »tværtimod, vi længes efter selskab.«
   »Nuvel!« vedblev dronningen og lagde sin hvide hånd på kongens pande. »Betro mig da årsagen til disse dybe rynker. Har Eders Majestæt i brevene her modtaget budskab om nye ulykker -?«
   »Ulykker tilvisse, men dog ikke større, end vi håber at vinde bugt med dem.«
   »Og hvilken talisman har Eders Majestæt da at sætte imod alle disse onder?«
   »Jeg stoler på Gud, på Gud fornemlig og lidt på mig selv, fordi den faste og ærlige villie ejer ubetvingelig kraft, der bringer enhver hindring til at vige. Og indeholder brevskaberne her sorg, så kommer jeg selv tilbage fra min rejse med et lykkeligt budskab.«
   »Så betro mig det« ytrede dronningen livligt, idet hun tog plads ved kongens side. Derpå tilføjede hun med sit blik rettet mod Gabel: »Hvis Eders Majestæt iøvrigt finder det passende i dette øjeblik.«
   Kongen fattede hentydningen og smilede.
   »Jeg har i lang tid ikke haft nogen hemmelighed for Gabel, der angik mig selv eller mit riges skæbne,« sagde han.
   »Han får vel desuden at vide, hvad der snart vil blive kundgjort for hele verden, at vor admiral Henrik Bjelke forleden ved Falsterbo med tredive skibe har sejret over kong Karls ni og halvfjerdsindstyve skibe, dem han ville have skikket over til jydske kysten for derfra at føre os fjenden i land på Sjælland. Kampen var hård og lang, men svensken måtte dog fortrække og søge skjul for Bjelke under Rygen. Denne tidende ville jeg være den første, som bragte min skønne dronning, og flere lignende skulle vel snart spørges, hvis vi kun ikke manglede gode soldater.«
   »Det forekommer mig dog,« sagde dronningen, »at de hvervede krigsfolk har tilforn gjort god nytte i landet. Endnu er Tyskland fuld af stridsmænd, som efter den lange krig vanker herreløse omkring. Eders Majestæt behøver sikkert kun et opråb for at samle dem under vore faner.«
   »Dertil er tiden nu for knap, og tidligere tænkte vi ikke at have dem nødig. Både Polen og Brandenburg, ja selv den tyske kejser tilsagde os hjælp, da vi begyndte denne usalige krig, men som faren var nær, var hjælpen fjern, og siden har de gode herrer ikke ladet høre fra sig. Nu får vi hjælpe os selv, som vi kan bedst, og det ville med Guds bistand også lykkes, hvis ikke vor adel, der alene har magt til at bestemme krig, også havde magt til at nægte sin deltagelse deri, ja, tilmed at hindre rigets børn fra at yde den bistand, de kan, når nøden trænger.«
   »Ah, denne gode adel,« ytrede dronningen, idet hendes mørke øjne funklede med et uheldvarslende udtryk. »Eders Majestæt og jeg skylder den allerede så megen tak, og vi bliver begge så hyppigt erindret derom, at vi ret længes efter at vor gæld tilbage. Hvorledes kan iøvrigt adelen undslå sig for at hjælpe, når fædrelandet er i fare?«
   »Den sender os de ryttere, den er pligtig at stille, med gamle våben, dem folkene ikke engang forstår at håndtere, da størsteparten består af løbere, fiskere og kokkedrenge. - Ja, min tro! Vi tør knap tænke eller tale, men aldrig handle anderledes, end det behager vor adel.«
   Gabel havde hidtil fulgt samtalen med synlig opmærksomhed. Flere gange så man, at der svævede ham en bemærkning på læberne, men han vovede ikke at ytre sig i dronningens nærværelse uden først at være blevet tiltalt. Ved kongens sidste ord spillede et let smil om hans mund. Kongen lagde mærke dertil.
   »I smiler, Gabel!« sagde han.
   »Ja, Eders Majestæt, over mine egne tanker.«
   »Udtal dem, eders tanker plejer at være gode.«
   »Det forekommer mig, at siden den danske adel har modtaget enhver rettighed, den for øjeblikket besidder, mindre ifølge fortjenester end ifølge kongens ædelmodighed, det da også blot beror på Eders Majestæt at sætte denne en grænse.«
   »Hvilken mener I?« spurgte kongen; »dens ret eller vor ædelmodighed?«
   »Jeg mener dem begge, Eders Majestæt.«
   »Ved I, at I derved råder os til at vove en kamp mod adel og rigsråd?«
   »Ak, Eders Majestæt, det er ikke mod adelen, at denne kamp må udfægtes, men mod principperne. Og Eders Majetæt vil være sikker på sejren, når I kun forskaffer Eder de rette forbundsfæller.«
   »Og hvilke er disse?«
   »De materielle fordele, den grove egenkærligheds interesser.«
   »Det vil sige det samme som at styrte adel og rigsråd.«
   »Det vil sige, at regere i stedet for -«
   »Nu videre!« sagde kongen.
   »I stedet for at regeres.«
   »Og glemmer I da midlerne, som udfordres til denne kamp?«
   »Sikkerlig ikke,« sagde Gabel med uforandret ro. »Planen dertil vil Eders Majestæts geni uden stor vanskelighed kunne udfinde, armen, som behøves, er allerede fundet.«
   »Kongen tav, han lænede sig tilbage på stolen og stirrede stift hen for sig, uden at dog hans blik var rettet på nogen bestemt genstand.
   »Hvorledes skulle det da blive senere?« spurgte dronningen, »efter at denne plan, som Gabel holder for så let, var udført? Hvilken stand ville da blive den fornemste i riget, eller mener I, at alle stænder skulle være lige?« »For lov og ret, ja, Eders Majestæt! En forrang vil iøvrigt den overlegne kløgt og snildhed altid tilvejebringe.«
   »Men planen,« sagde kongen. »Den plan, som I således uden videre overgiver til mit geni? Hvorledes skal vi udfinde den, hvem skal inspirere mig?«
   »Den samme, der i legenden inspirerede Matthæus, da han talte og skrev sin guddommelige lære.«
   »Hvem mener I?« spurgte kongeparret overrasket og på een gang.
   Kammertjeneren bøjede sig forover, fæstede sine kloge øjne på dronningen og svarede med dæmpet og ærbødig stemme:
   »Jeg mener englen, som man afbilder ved hans side.«
   I dette øjeblik hørtes en larm af højrøstede stemmer i forværelset. Straks efter blev døren lukket op, og dørvogteren trådte ind. Kongen, som havde hørt larmen, vendte sig mod den kommende og spurgte om årsagen.
   »En jæger fra godset forlanger audiens,« svarede dørvogteren med et dybt buk.
   »Hvem er denne mand?« spurgte kongen.
   »Han kalder sig Svend skytte og tilføjer, at han har den ære at være kendt af Eders høje Nåde.«
   »Svend skytte!« gentog kongen tøvende. »Vi erindrer i det mindste ikke dette navn. Venter manden endnu derude?«
   »Nej, min konge!« svarede en dyb og rolig stemme bag dørvogteren, »nu er jeg kommet ind, og når Eders Majestæt får set lidt på mit ansigt, genkender I kanske også dets træk.« Med disse ord trådte manden hen foran bordet og hilste med et dybt buk for kongen.
   Frederik den Tredie smilede godmodigt over denne usædvanlige fremstilling. Han betragtede jægeren med et forskende blik og svarede:
   »Vist nok synes vi at have set dit ansigt tilforn, imidlertid får du at komme vor erindring til hjælp og sige, hvor vi mødtes sidst?«
   »I Skåne, min høje konge! En aftenstund straks efter det lille slag ved Markeryd.«
   »Profecto! Nu, da du siger det, erindrer jeg, at du ligner en mand, som i slaget tog os general Steenbuks næstkommanderende, Magnus de la Gardie, fangen og bragte ham til vort hovedkvarter.«
   »Ja, det var mig!«
   »Men hvorfor gik du da din vej og gav oven i købet vor gode Gyldenløve skam til tak, da han efter vor befaling kom for at tilbyde dig belønning for din dåd?«
   »Man fanger bjørne, Eders Majestæt, for at tjene sig en skillings penge ved at sælge hud og skrog, men ikke mennesker.«
   Kongens ansigt antog atter sit godmodige smil. Han vedblev: »Siden det var dig, så hørte du jo til gjøngefolket i Småland.«
   »Jeg gjorde så.«
   »Et tappert folkefærd!« vedblev kongen, »vi har ladet os flere af deres bedrifter fortælle. De havde sig også en anfører, der passede for dem, en modig og forvoven hals, om hvem man vidste tusind snilde historier at sige.«
   »Ja!« svarede Svend. »Det er mig.«
   »Nu, i sandhed!« udbrød Frederik overrasket, idet han trådte hen til Svend og lagde sin hånd på hans skulder. »Hvis det er dig, Gjøngehøvding, skylder vi dig særlig gunst og nåde. Os har Gyldenløve forebragt, at du og dine få folk ydede landet større tjenester end det tredobbelte antal af hans regulære stridsmænd, og at du altid var på færde, hvor det gjaldt om at vise en behjertet mands sindelag og handling.«
   »Jeg vidste jo nok, at Eders Majestæt ville genkende mig, når vi først kom til at tale sammen,« svarede Svend med en sikkerhed og uforstyrret selvtillid, som for tredie gang bragte kongen til at smile.
   »Og hvilken tjeneste ønsker du af os til vederlag? Forlang kun uden frygt og forbehold og lad høre dit hjertes mening.«
   »Nu tager Eders Majestæt fejl, som jeg formærker. Det var ikke for at modtage nogen tjeneste, men for at tilbyde Eder min, at jeg er kommet herop i aften.«
   Endskønt ærefrygten for kongeparret holdt de øvrige tilstedeværende i en vis afstand, kunne det dog ikke undgås, at man lagde mærke til dette optrin. Samtalen mellem hoffolkene ophørte, de forlod deres pladser og nærmede sig til bordet for at betragte denne mand, hvis dristige svar og frie holdning var så afstikkende og forskellig fra den underdanighed, Sophie Amalie gjorde fordring på, og som hun var vant til at modtage af enhver, der kom i hendes nærhed.
   Svend kunne på den tid være omtrent fem og tredive år gammel; han var typen på den mandlige kraft i dens mest udviklede skønhed. Hans ansigt hørte til blandt de få lykkelige, som man fatter tillid til i det første øjeblik; og hvad der vil sige mere han skuffede aldrig denne tillid.
   »I sandhed Gjøngehøvding!« svarede kongen. »Du ved at vælge din tid heldig til at komme med et sådant tilbud; fast ingen sinde tilforn har Danmark haft sine tro mænds hjælp nødig som i denne trængselsstund. Derfor skal du igen samle dine folk, og indtil der findes bedre brug for eder, vil jeg give dig til lehnsmand Oluf Brokkenhuus, som står hist henne, at du kan gå ham til hånde med den skanse, han efter vor befaling anlægger ved Præstø.« Svend tilkastede lehnsmanden et blik, løftede øjenbrynene og så op i loftet.
   »Du tier, Svend Gjønge! Hvad synes du om mit forslag?«
   »Ærlig talt, min høje konge, ikke godt.«
   »Og hvorfor?« spurgte kongen forundret.
   »Ved Eders Majestæt da ikke, at det kun er den ubrugbare stridshest, man benytter til markarbejde.«
   »Du glemmer, Svend Gjønge, at det er mig, der betroede lehnsmanden det hverv du omtaler med så liden respekt.«
   »Ak nej, det er netop, fordi jeg husker derpå, at jeg vægrer mig ved at tage del deri. Især da det ville være vanskeligt for lehnsmanden og mig at enes ved det samme værk.«
   »Nu ja, vist nok var en strid mellem eder det værste det, kunne hændes.«
   »Nej, det værste var Eders Majestæts unåde mod mig, siden jeg vel sagtens blev den, der i en strid ville sejre over lehnsmanden.«
   Svends uforbeholdne selvtillid aflokkede kongen et smil. Han vedblev: »Hvilken anden beskæftigelse kunne du da ønske for dig og dine mænd?« »Eders Majestæt lader lehnsmanden danne skansen, siden han forstår sig derpå, lad så mig og mine folk forsvare den, det forstår vi os på.«
   »Hvor stort et antal gjønger mener du at kunne samle omkring dig?«
   »Henved hundrede.«
   »Så mange?«
   »Ja, flere til, hvis vi ville regne os på samme måde som Gyldenløve.« »Hvorledes?«
   »Min høje foresatte sagde selv, at han antog hver af os så god som tre andre. Jeg tænker heller ikke, at Eders Majestæt tager synderlig fejl ved at følge hans regnemåde.«
   »Godt, Gjøngehøvding!« sagde kongen, idet han leende klappede Svend på skulderen. »Vi vil tro dig på dit ord, og hvis det siden bekræfter sig, skal også din løn blive derefter. Hvor finder vi dig, når vi har dig nødig?«
   »Her på Jungshoved slot; jeg har min post som jæger hos lehnsmanden, en tjeneste så god, at jeg kun vil bytte den for Eders Majestæt.« Svend hilste, og kongen tog afsked med ham med et nådigt nik.
   »Sig os engang,« sagde dronningen til Gabel, »hvorfra stammer dette folkefærd, som Hans Majestæt nylig kaldte for gjøngerne? Synderlig stort må det vel ikke være, ikke heller just synderlig bekendt, siden jeg i aften for første gang hører det nævne.«
   »Eders Majestæt har ret,« svarede Gabel. »Men hvad de fattes i antal, har de mangfoldiggjort i mod og manddom. Gjøngerne er en lille folkestamme, bosiddende på grænsen af Bleking og Småland, to herreder i det nordlige Skåne, der er bjergfulde og dækket af store skove og moradser. Foruden deres næsten eventyrlige mod besidder disse mennesker endnu en anden fuldkommenhed, der forøger værdien af den første: de er næsten alle sammen både af tilbøjelighed og trang udmærkede skytter, af tilbøjelighed, fordi en mands anseelse beror på, hvor heldig han forstår at håndtere sin bøsse, af trang, siden mødrene nægter deres unge sønner føden og jager dem ud i skoven, for at de selv kan skyde vildtet til deres føde. Man ser derfor næsten aldrig en gjønge uden i selskab med sin bøsse. De bringer den med i enhver forsamling, ja, selv i kirken.«
   »For disse folk har da den jæger, som nylig forlod os, været anfører?
   »Ja, Eders Majestæt!« svarer Gabel. »Ved ethvert af deres foretagender mod Steenbuk skal han have været den første til at lægge planen, den snildeste til at udføre den. Hans Majestæt lod nu i efteråret korpset opløse sig for ikke at spilde folk og menneskeliv til unytte, så kom Svend og hans folk herover til Sjælland, og fra den tid må kaptajn Lykke hist henne vide besked med dem, siden flere af gjøngerne har fået tjeneste imellem hans dragoner.«
   »Kaptajn Lykke!« gentog kongen, idet han lagde de papirer fra sig, som han imidlertid havde været beskæftiget med. »Er han til stede? Eja! Så lad ham komme herhen, vi har et ord at tale med ham.«
   Kai Lykke, der havde hørt disse ord, trådte hen til bordet og hilste med anstand og ærbødighed på kongen.
   »Hvad er det, vi erfarer om eder, hr. kaptajn!« udbrød kong Frederik temmelig heftig. »Allerede for to måneder siden har vi ladet udgå befaling, at I og eders regiment skulle marchere til de forordnede poster ved Vordingborg og andetsteds, og desuagtet er lige til denne dag endnu kun et kompagni deraf ankommet.«
   »Eders Majestæt holder mig dette til gode,« svarede Kai uden betænkning. »Jeg vidste ikke, at denne befaling havde været så længe undervejs, da jeg først modtog den for tre dage siden.«
   »Guds død!« udbrød kongen harmfuld, »hvorledes besørges da mit budskab? - Hr. lehnsmand! Derfor skal I stå os til ansvar, siden det er eder, der skulle underrette kaptajnen om vor villie.« Ved denne lige så uformodede som heftige tiltale mistede Brokkenhuus sin hele fatning, han blev bleg, rømmede sig og stammede endeligt:    »Jeg har også fuldkommet den efter bedste evne: kongelig befaling afgik den selvsamme dag, jeg modtog den, til kaptajnen, derpå giver jeg Eders Majestæt mit adelige ord.«
   »Hos hvem af eder er da skylden til stede? Her står to gode adelsmænd for mig, hvoraf den ene taler stik imod den anden, hvem af eder dølger os sandheden?«
   »Tilvisse ikke jeg, min høje konge!« ytrede Brokkenhuus ivrig. »Ikke heller begriber jeg, hvorledes kaptajnen skal kunne bevise sit ord.«
   »Hvad jeg begriber, min herre lehnsmand!« svarede Kai, »er, at eders hukommelse må være endnu slettere end eders syn; men lige meget nu, da jeg ved min herre konges villie, skal den være opfyldt, inden næste sol går ned.«
   »Nej, kaptajn! Ikke lige meget, vi lyster dog nok at vide, hvem af eder vi skal sætte vor lid til i fremtiden, og derfor vil vi have den sag opklaret.«
   »Til lykke lader det sig også gøre,« tog lehnsmanden til orde, »siden min skriverkarl, som gik med budskab til kaptajnen, opholder sig her i værelset næst ved. Han vil kunne overbevise Eders Majestæt om denne skammelige usandhed.«
   Kai smilede til denne brutale ytring. Derpå vedblev han med den sikkerhed og selvbeherskelse, det selskabelige liv havde lært ham:
   »Hr. lehnsmanden synes at glemme, at han taler i Eders Majestæts nærværelse; dernæst nægter jeg ikke, at han muligvis har afsendt kongelig befaling, men blot, at jeg har modtaget den.«
   Efter denne sidste udflugt, der bedre end alt andet beviste den kvide, Kai befandt sig i, kastede han et langt og bønligt blik over mod dronningen, som om han søgte hjælp hos hende.
   Og Sophie Amalie lod heller ikke sin yndling i stikken. Hun lagde sin hvide hånd på kongens, tilkastede ham et smil og et blik, hvori hun syntes at have forenet al den henrivende ømhed, der kunne ligge i hendes skønne øjne, som endnu aldrig havde forfejlet deres virkning, og sagde:
   »Eders Majestæt tilgiver, at jeg blander mig i talen, men selv om kaptajn Lykke skulle have været så uheldig at begå nogen brøde, hvad dog hr. lehnsmanden næppe har bevist, så besidder han et så lykkeligt middel til at forsone den igen, at jeg tør håbe, Eders Majestæt som hidtil vil blive ham i nåde bevågen. Kai Lykke har i dag så at sige reddet mit liv.«
   »Eders liv! Hvorledes er det muligt?«
   Dronningen fortalte nu i få ord hændelsen med vildsvinet; hun nævnede vel tateren, men drog tillige Kais rolle mere i forgrunden, end den med rette tilkom.
   Kai stod rolig og tillidsfuld for enden af bordet og støttede sig til sit sværd.
   »Hvilken skrækkelig hændelse!« udbrød kongen. »Men ridder Kørbitz,« tilføjede han, »Eders Majestæts kavaler, hvor var han da i dette Øjeblik?« »Kørbitz!« gentog dronningen leende, idet hun vendte sig om og betragtede ridderen med et blik, der havde noget af kattens grusomhed ved sig. Ved denne bevægelse gled hendes tørklæde ned på gulvet. Kørbitz gjorde et skridt fremad, tog det op og lagde det på armen af lænestolen, medens han næsten lydløst hviskede det ene ord: »Nåde!« og med et så bønligt udtryk, at dronningen næsten syntes bevæget derover.
   »Ridder Kørbitz,« gentog hun, »var ved et tilfælde ikke I vor nærhed, da eventyret passerede. Men jeg synes virkelig, at vi begge, Eders Majestæt og jeg, er kaptajn Lykke nogen tak skyldig.«
   »Ja, ganske vist,« svarede kongen, »og jeg vil overlade det til min dronnings gode smag selv at bestemme, hvorledes vi bedst skal afgøre vor gæld. Hvad eder angår, hr. lehnsmand, så vil vi for øjeblikket lade sagen fare; er retten på eders side, skal I senere få al den oprejsning, I forlanger.« -
   »Eders Majestæt viser mig for megen nåde,« svarede Brokkenhuus, bevæget af en følelse, der var en ægte adelsmand værdig. »Efter hvad jeg har hørt og set, tror jeg selv, at kaptajn Lykke havde ret, da han nylig bebrejdede mig, at mit syn og min hukommelse var lige svage.«
   Denne selvopofrelse blev ikke uden løn, thi den forskaffede lehnsmanden det første nådige og erkendtlige blik denne aften fra dronningens strålende øjne.


Kapitel 3 >