Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
3. Hvad der skete på slottet om natten
Da tårnuret slog ti, gav kongen tegn til opbrud, hvorefter han og dronningen lod sig ledsage til deres værelser. Dragonerne overtog vagten på slottet.
Idet lehnsmanden Oluf Brokkenhuus gik igennem forværelset, hvori Kai Lykke var i begreb med at fordele mandskabet, hilste han på kaptajnen så forekommende, som om han aldeles havde udslettet enhver erindring om det nylig stedfundne optrin imellem dem. Kai var endnu opfyldt af dagens hændelser og den lykke, som dronningens gunst måtte indgyde. Da Brokkenhuus hilste, erkendte han fuldkomment den uret, han nylig havde gjort sig skyldig i, og følte trang til at gøre sin forseelse god igen. Derfor gik han hen til lehnsmanden, berørte hans skulder og udbrød:
»Hr. lehnsmand! Et ord, hvis I tillader det.«
Brokkenhuus vendte sig om, og de gik sammen hen til en af de store vinduesfordybninger i nogen afstand fra de tilstedeværende dragoner. Kai sagde:
»Jeg har i aften fornærmet eder, min herre lehnsmand! Thi just nu erindrer jeg tydeligt at have modtaget eders brev på den tid, I nævnede.«
»Og nu agter I formodentlig at fornærme mig igen? spurgte Brokkenhuus sagtmodig.
»Nej ved min ære! Tro ikke så slet om mig. Jeg kommer tværtimod i erkendelse af min uret for at stille mig til eders befaling.«
»I mener?«
»At tilbyde eder al den oprejsning, en adelsmand er den anden skyldig.«
»Ak kaptajn Lykke!« svarede Brokkenhuus med et sørgmodigt smil; »se ret på mig. Jeg er en gammel, gråhåret mand, tilmed en stakkels krøbling; det ville kun både mig lidt at søge oprejsning i at slås med eder. I gamle dage var jeg altid rede til at afgøre mine stridigheder med sværdet, men det er længe siden. En af mine fjender gav mig her i panden dette mærke, det tog mit højre øje med sig, en anden, lidt ubehændigere, knuste med en kugle mit ene knæ; hvis mine modstandere levede, ville de have kunnet fortælle eder, at fejghed ikke hørte med blandt mine fejl, men de er døde begge to, jeg tror, det var, før I blev født, min kære herre! Selv er jeg nu næsten blind og må dertil dølge min brøst, så godt jeg kan, at jeg ikke mister min bestilling, hvilket ville gøre mig til en stodder; alderen er kommet, Kaptajn Lykke! Jeg må finde mig i, at folk fornærmer mig, og takke dem, der fornærmer mig mindst.«
»O hr. lehnsmand! I ydmyger mig dybt; hvorledes skal jeg gøre min forseelse god igen? Jeg vil gå til kongen i morgen, i dette øjeblik, og bekende for ham, at skylden ligger på min side. Tro blot, jeg beder eder, at hvis jeg før havde vidst, hvad I her siger, jeg da aldrig skulle have tænkt på at fri mig fra min skyld ved at vælte den over på eder.«
»Ja, i sandhed, kaptajn, jeg tror eder!« svarede lehnsmanden med et vemodigt smil, der forskønnede hans vansirede træk, »jeg tænker for ridderligt om eder til at antage, at I vil fornærme en værgeløs mand, men lige så lidt har I formodentlig betænkt, at I for øjeblikket endnu mindre end jeg tør give eller modtage nogen udfordring til kamp.«
»Eja! Kære herre!« svarede Kai leende. »Det skulle jeg dog mene. Hvorfor skulle en tapper adelsmand ikke have lov til at slås, når lejligheden var derefter?«
»Fordi en tapper adelsmands arm tilhører fødelandet i disse dage, da fjenden står for døren.«
»Jeg fornemmer nok, at jeg bestandig skal have uret lige over for eder,« svarede Kai; »men lige meget. I er en gæv og ridderlig herre, lehnsmand Brokkenhuus, og jeg ønsker intet bedre, end at jeg fra denne stund af turde regne mig blandt eders venner.«
»Det skal I have frit forlov til,« sagde den gamle, idet han drog sin handske af og rakte Kai hånden. »Farvel, kaptajn, og tak for den glæde, I har forvoldt mig i aften.«
»I morgen går jeg til kongen,« ytrede Kai bevæget. »Jeg får ikke ro, før jeg har bekendt hele sagen for ham.«
»I lader det fare, kaptajn Lykke! I morgen rejser kongen og jeg hver sin vej, og det står til Gud, om vi oftere skal træffes i denne verden.« Brokkenhuus hilste og gik, Kai fulgte ham til den ydre slotstrappe og viste en ærbødighed mod den gamle, som om denne havde været hans overherre. Derpå kom han tilbage og fortsatte sin afbrudte forretning med at ordne vagtmand skabet.
»Husker jeg ret,« udbrød han, »befalede jeg jo ham, korporal Wolf, at tage otte mand med sig og gå til den Østre fløj, hvor Hendes Majestæt dronningen har sine værelser. Der sætter han vagten og holder folkene til at være stille og rolige. Ingen drikken, I slyngler, og frem for alt ingen smøgen af den forbandede urt, I og de gevorbne har ført os ind i landet. I vil forpeste luften i Hendes Majestæts værelser.«
Med den omtalte urt mente Kai Lykke tobak, som Karl den Femtes soldater havde bragt med sig fra Spanien til Tyskland, hvorfra igen de hvervede i den forrige konges tid førte den til Danmark og bibragte almuen smag for den.
Dragonerne gik hver til sit vagthold, alene den omtalte korporal blev stående, efter at de øvrige havde forladt værelset.
»Har han forstået mig, korporal?« spurgte Kai.
»Javel, hr. Kaptajn« svarede Wolf med hånden til den opkrammede filthat. »Hvad djævelen venter han da efter?«
»Eders nåde behager at glemme, at I i aften gav mig lov at forrette et ærinde nede i landsbyen. Karlene fortæller, at vi skal sadle op i morgen ved daggry, og så får jeg arme mand ingen tid til at besørge det.«
»Han har min tro ret,« svarede Kai i en tone, som om han først nu erindrede sit løfte. »Han har sig jo en kæreste nede i en af hytterne.«
»Ja, strenge herre, det går mig ikke bedre. I hver en by, hestfolkene kommer til, får man sig på timen en lille kæreste, men hun her er den bedste og skal være min kone, hvis det ellers ret gelinger.«
»Ja, hvad er herved at gøre? - Han har mit løfte, det er sandt, og en adelsmand må stå ved sit ord; men tjenesten frem for alt, ved han nok, korporal!
»Ak, strenge herre!« ytrede korporalen i en ynkelig tone. »Kunne jeg ikke blot få permission på en time. Det gælder et menneskeliv, eders nåde! Thi pigen ville tage sin død herover, får hun mig ikke at se. Kun en lille time, så er jeg her igen på pletten.«
»Og hvem skulle imens varetage hans post i slottet? Hans fraværelse ville være et smukt eksempel for karlene.«
Korporalen drejede sig med en fortvivlet gestus om på hælen for at gå. Kais ord standsede ham atter:
»Hør, korporal! Jeg får et indfald og vil tjene ham, fordi han er en brav og flink person. Han låner mig sin kappe og hat, vi er omtrent af ens højde, jeg går da op og holder vagt for ham, da jeg dog ikke kan sove, imidlertid besøger han kæresten. Er han tilfreds dermed?«
»Gud velsigne den nådige herre!« udbrød elskeren sjæleglad, idet han til tegn på sin ydmyge taknemmelighed kyssede sin hånd og derpå berørte Kais med den.
»Dernæst holder han ren mund med, hvad jeg gør for ham, og kommer tilbage i betimelig tid.«
Korporalen hilste og gik. Kai svøbte sig ind i kappen og trykkede hatten dybt ned i panden og fulgte efter vagtmandskabet.
Vejen til dronningens værelser førte igennem en lang korridor, hvis ene ende sluttede sig til hovedtrappen fra stueetagen, i den modsatte ende var anbragt et vindue ud imod søen, og langs med denne side gik igen en tværgang, som førte til lehnsmandens lejlighed. Korridoren selv fik sit lys fra en messinglampe ved trappen og denne aften tillige fra måneskinnet, som faldt igennem vinduet.
Kai stillede en post ved trappen og valgte sin egen i nærheden af vinduet, omtrent lige over for døren til dronningens gemak. De øvrige dragoner, der i nattens løb skulle afløse i og uden for slottet, opholdt sig nede i stueetagen.
En usædvanlig spænding var synlig i Kais ansigt, han ventede med utålmodighed på fortsættelsen af det eventyr, hans tilsyneladende så opofrende velvillie for korporalen havde ledet ham ind i.
Pludselig hørte han nede på trappen, hvor den anden vagt stod, den taktfaste lyd, som forårsagedes ved at præsentere gevær, derpå lød stemmer, og straks efter så man dronningen, fulgt af fru Else Parsberg, gå igennem korridoren. Foran damerne bar en kammerjomfru en tændt, trearmet lysestage. Kai rettede sig og præsenterede sin karabin. Hans kappe gled noget til side ved denne bevægelse. Skinnet fra lysene faldt på sølvet af hans broderede vams, da kammerjomfruen standsede, medens dronningen tog afsked med fru Else. Var det nu grund af det lydelige og præcise i hans hilsen eller ifølge et vist instinkt, som vi under visse forhold bliver begavede med, nok er det, dronningen lagde mærke til ham. I hendes første blik på den smukke skildvagt viste sig en levende overraskelse, derpå smilede hun, tilfreds med dette påfund, der faldt så aldeles i hendes smag; og begge disse udtryk, genkendelsen og smilet, forsvandt atter i næste øjeblik hun nådigt standsede fru Else for at forsikre, hvor behageligt opholdet på Jungshoved havde været hende. Under denne forklaring, som blev modtaget med henrykkelse, faldt dronningens øjne endnu engang på Kai. Derpå forsvandt hun, fru Else og kammerjomfruen, der stiv og ubevægelig, med hovedet halvt neddukket i den store, opstående halskrave, havde holdt lyset for dette optrin.
Atter indtrådte stilhed omkring i slottet og dets nærhed. Dronningens damer havde forladt hende. Lysene i lehnsmandens fløj var slukkede, man hørte tårnuret slå og vinden, som sukkede i lindetræerne udenfor. Vagten i den modsatte ende af gangen havde sat sig ned på det øverste trin af trappen, svøbt sin kappe tættere omkring sig, lagt karabinen over sine knæ og hengivet sig til betragtninger, som endte i en dyb og rolig søvn.
Men skæbnen havde bestemt, at denne nats stilhed jævnlig skulle blive afbrudt. Kai nærmede sig dronningens dør, da han pludselig trådte til side ved at høre skridt fra den modsatte side af korridoren. Sagte, næsten lydløst, bevægede en skikkelse sig hen imod ham og standsede ligesom tvivlrådig i nærheden af døren til dronningens værelse.
Kai havde øjeblikkelig fattet sin plan; han stillede sig med ryggen imod låsen og tiltalte manden, der ved skildvagtens bevægelse trådte over på den mørke side af gangen.
»Hvad gør I her så silde?« spurgte Kai dæmpet.
Manden betænkte sig et øjeblik, før han trådte nærmere, slog sin kappe til side, og Kai genkendte Kørbitz i den strålende hofdragt, han havde båret tidligere på aftenen.
»Gør plads, skildvagt!« hviskede ridderen. »Jeg har et ærinde til Hendes Majestæt.«
»Det får at vente til belejligere tid,« sagde Kai. »Dronningen er allerede gået til ro.«
»Hvad behager!« svarede Kørbitz med en lykkeridders overmod. »Ved han ikke, at enhver tid er belejlig for Hans Majestæts ærinder? Jeg er ridder Kørbitz og overbringer af et budskab, der ikke tåler opsættelse.«
Ridderen trådte under disse ord et skridt nærmere. Kai stillede sig imod ham, derved faldt månelyset på hans ansigt, og Kørbitz genkendte ham øjeblikkelig.
»Ah, min hr. dragoner!« udbrød han med slet dulgt harme. »I holder god vagt i nat uden for dette værelse.«
»Ja, jeg ser nu, at det gøres nødig; finder I måske noget at udsætte på denne opmærksomhed?«
»Sikkerlig ikke, jeg tænkte kun på, at det er anden gang, vore veje krydser hinanden.«
»Tal ikke derom,« svarede Kai; nthi min beskedenhed forbyder mig at nære denne tanke.«
»Hvad mener I?«
»At det lader til, jeg begge gange skal være den sejrende.«
»Tror I også, at det bliver tilfældet, når Hans Majestæt i morgen erfarer, at I hindrer mig i at fuldbyrde hans befaling?«
»Ah, hr. ridder, derpå vil jeg besinde mig i morgen; for øjeblikket tænker jeg kun på min post.«
»I nægter mig da endnu adgang til dette gemak?«
»Ja!«
»Og grunden, vil I sige mig den?«
»Grunden,« svarede Kai smilende, »er, at I hver dag nyder den lykke at kunne våge over Hendes Majestæt, i nat vil Kai Lykkes dragoner gøre det.« Kørbitz forfjernede sig rasende. Havde han været dronningens værelse lidt nærmere, ville han måske under striden have mærket, at døren forsigtigt blev åbnet på klem, medens en skikkelse indenfor lyttede til, hvad der blev talt; han ville måske tillige af denne skikkelses bifaldende smil have kunnet forklare sig årsagen til kaptajnens ubegribelige dristighed.
Omtrent en time senere blev stilheden igen afbrudt ved de forsigtige og langsomme skridt af en mand, der kom gående nede i korridoren. Denne mand måtte uden tvivl være fortrolig med stedet, siden han vidste at finde vej i det halvmørke, som var indtrådt, efter at månen havde ophørt at skinne gennem vinduet. Da han kom ned i gangen, berørte hans fod et klædningsstykke. Han standsede, tog det op og fandt, at det var en soldaterkappe. Manden smilede; uden at betænke sig tog han kappen på, svøbte sig tæt ind i den og fortsatte sin vej gennem korridoren. Skildvagten nede på trappen var imidlertid vågnet; da han så manden komme sig i møde, trådte han frem for at hindre ham i at passere; men ved synet af den militære kappe betænkte han sig igen, antog ham for en kammerat og lod ham gå forbi sig. Da den ubekendte kom til en dør ved enden af korridoren, standsede han, lyttede og kastede et blik tilbage på skildvagten. Denne havde vendt ham ryggen og lænet sig over mod rækværket af trappen. Da manden således overbeviste sig om, at ingen lagde mærke til ham, berørte hans hånd dørlåsen. Så forsigtigt og lydløst end denne bevægelse foregik, syntes den dog at være blevet bemærket indenfor. Døren åbnedes, og ved det svage lys, som lampen kastede i denne del af gangen, sås en kvindelig skikkelse komme til syne i døråbningen. Hun bøjede sig over mod manden, rakte ham begge sine hænder, og deres stemmer blandedes derpå i en sagte hvisken, lige så uhørlig som uforståelig, med mindre de ømme og stjålne blikke, der på samme tid blev vekslede, kunne have tjent som kommentar for dette hemmelighedsfulde sprog.
Det vidste imidlertid enhver, som var nogenlunde bekendt i slottet, at dette værelse for øjeblikket blev beboet af Julie Parsberg, en søster til fru Else. Den anseelse og gunst, hendes broder nød ved Frederik den Tredies hof, havde også udstrakt sig til hans søster. Hun var endnu meget ung, da hun blev optaget iblandt Sophie Amalies æresdamer, en post, hvortil landets fornemste adelige bejlede. Dronningens gunst skaffede den unge dame en talrig skare af åbenbare beundrere og hemmelige fjender. Flere af disse sidste stod unægtelig også over hende med hensyn til aner og formue; men til gengæld overgik Julie dem alle i skønhed.
Midt i sin lykkes sollys syntes dog Julie at savne noget. Hun blev træt i denne veksel af kabaler og bagtalelser; efter at have tilbragt et år ved hoffet udbad hun sig tilladelse til at besøge sin søster, fru Else Parsberg på Jungshoved, hvortil hun angav sit svækkede helbred som årsag. Dette påskud fandt naturligvis ikke tiltro hos nogen, man angav tusinde forskellige historier om denne besynderlige rejse; imidlertid forblev alle, selv Julies nærmeste, uvidende om hendes bevæggrund til at forlade hoffet.
Julie rejste til Jungshoved. I den ensomme og uselskabelige skovegn var jagten og hyppige rideture hendes eneste adspredelse; men hun syntes at befinde sig ypperligt derved. Hendes blege kinder rødmede på ny, hendes mørke øjne havde ingen sinde besiddet en friskere glans. Hun ønskede og savnede intet.
Det var altså, som sagt, udenfor den unge hofdames dør, at de to i dette Øjeblik samtalede.
Pludselig tav manden, idet den anden vedblev at tale.
»Gå nu!« hviskede denne stemme; »jeg vil ikke høre din skildring om kongens nåde. - Stakkels menneske! Som om en konges yndest kunne forøge min. - Jeg holder ikke af, at du sætter dit håb til fremtiden, når allerede det nærværende øjeblik har opfyldt alle dine ønsker. Heller ikke har du lov til at rose dig af anden gunst end den, du læser i mine Øjne. - Gå, min Gjøngehøvding! Jeg siger dig jo, at jeg har fået dronningens tilladelse til at blive. Gå!«
Hun skød ham bort, idet hun holdt to små, hvide hænder for hans ansigt og lod ham bedække dem med sine kys. Derpå trådte hun tilbage i døren og lukkede den efter sig.
Manden svøbte sig tættere ind i sin kappe og gik tavs og stille forbi skildvagten. Denne var imidlertid slumret ind på det øverste trappetrin. Svend Gjønge fortsatte sin gang, indtil han nærmede sig dronningens værelse. Før han kom til dette, blev han tiltalt af skildvagten.
»Hvad gør I her?« spurgte denne.
Svend standsede, han betragtede soldaten overrasket. Det forræderske sølv på den udsyede vams lod ham også genkende kaptajnen. Han smilede:
»Om forladelse, hr. dragoner! Bliv ikke vred over min dristighed; men kulden er streng, og natten falder lang. Jeg kommer blot for at bringe eder denne kappe.«
Endnu medens Kai besindede sig på, hvad han skulle svare, havde Svend forladt ham og var bøjet om ad tværgangen, hvor lyden af hans sagte og forsigtige skridt snart tabte sig.