Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
4. Dronningens stridsmand
Tidligt den næste morgen holdt dragonerne opstillede i slotsgården i to lange rækker fra stentrappen ud til vindebroen for at ledsage kongeparret til Præstø.
Man fortalte, at kongen i morgenstunden havde fået vigtige underretninger om fjenden, og at der i denne anledning var afgået ilbud til rigsrådet i hovedstaden.
Dragonerne havde indhyllet sig i deres lange kapper og sad strunke og ubevægelige i sadlen, ned øjnene rettede mod slotstrappen, på hvis øverste trin man så to af dronningens løbere i korte trøjer og skindbukser og med røde stave i hænderne.
Gården og begge sider af broen fyldtes efterhånden med tilskuere. Foran disse stod en høj mand i en fåreskindskofte, med blottet hoved og hænderne foldede over sin røde, strikkede uldhue. Det var Ib, som mødte efter dronningens befaling. Bønderne holdt sig noget tilbage fra ham, som om de frygtede for hans nærhed, derved opstod en åbning mellem ham og den øvrige mængde. Tateren syntes ikke at lægge mærke dertil, hans blik var ufravendt hæftet mod døren, hvor fra dronningen skulle komme. Fra den tidlige morgen havde han stået på dette sted, ydmyg og undselig, ventende på, at man ville holde det løfte, der var blevet ham givet.
Det var tydeligt at se, hvor megen umage tateren havde anvendt på sit ydre den dag. Hans korte, sorte skæg var om hyggelig skilt til begge sider. Håret var redt glat tilbage fra den høje og brede pande. I stedet for sejlgarnet, hvormed koften ellers holdtes sammen, havde han i dag bundet den med røde uldsnore, og det brede bælte omkring livet, hvori han bar en kniv med hjortetaksskaft og en blankpoleret tinske, fuldendte denne dragt, der efter Ibs formening ikke lod noget tilbage at ønske.
Pludselig opstod en mumlen blandt mængden. »Nu kom mer de,« hviskedes der fra alle sider, og man så en hofkavaler vise sig i slotsdøren og sige nogle ord til løberne. Den ene af disse sprang ned ad trapperne og over gården, mens han råbte:
»Hans Majestæts vogn skal køre frem.«
Straks efter holdt vognen foran hovedtrappen, og mængden trængte sig nærmere henad mod slottet for at få et glimt at se af de høje herskaber, når de steg ind.
Ib blev revet med af strømmen. Blandt alle tilstedeværende var han den, der ventede med størst utålmodighed. Flere gange fo'r han med hånden op over panden, hans hjerte bankede, hans mægtige lemmer skælvede, en ængstelig frygt begyndte at vågne ved tanken om, at man mulig kunne have glemt ham og den vigtige anledning, hvori han var kommet.
Idet han nærmede sig trappen, så han Kai holde til hest foran dragonerne. Han genkendte ham og udstødte et glædesskrig, derpå dukkede han sig ned og søgte at bane sig vej mellem de foranstående, men det var håndfaste folk, han havde at gøre med. Enhver blev på sin plads, og efter flere gentagne forsøg erkendte han det umulige i at nå trappen.
Sveden brast ud af hans pande, og da han så ned på sin dragt, opdagede han til endnu større smerte, at hans nylig så pyntede udseende var aldeles tilintetgjort. Han hævede sine arme og udbrød med en bønlig og bævende stemme:
»Å, lad mig komme frem i Guds navn!«
»Hvor agter du dig hen, dit lange spektakel?« spurgte ridefogden, som stod i hans nærhed. »Synes mig dog, at du kan være ret vel fornøjet med den plads, du har, alt imedens du står blandt lutter ærlige folk.«
»Ak, foged!« bad Ib, »vær ikke streng. Jeg skal jo hen og tale med dronningen.«
»Natmanden skal tale med dronningen,« råbte en i klyngen. »Lad ham dog komme frem.«
Disse ord blev besvaret med en almindelig latter.
Under den munterhed, som derved opstod, var Ib blevet genstand for alles opmærksomhed. Nogle enkelte af de nærmeste følte sig bevægede af det bønlige og smertelige udtryk hans ansigt og rykkede tættere sammen; derved opstod en smule plads. Han trængte sig frem, endnu en kamp, og et jublende skrig tilkendegav hans held, han styrtede ud af kredsen og sank åndeløs og forslået ned ved foden af trappen.
Kørbitz blev stående i slotsdøren, en tjener havde hængt en foerværks kappe over hans hofdragt. Da han hørte skriget og så den bevægelse, som opstod blandt mængden, idet tateren trængte sig frem foran de øvrige, gik han hen til ham og spurgte, hvad han ville.
»Nådige herre!« svarede Ib med et dybt buk, »jeg kommer, fordi dronningen har bestilt mig herhid.«
»Dronningen!« gentog ridderen, ikke mindre forundret end alle de andre. »I hvilken anledning?«
»Hun ville gøre mig noget tilgode, formedelst jeg hjalp hende i går, da hun var ude i skoven at jage.«
»Hvormed hjalp du?«
»Med at frelse hendes liv.«
»Du?«
»Ja!« svarede Ib undselig, »fordi der dengang ingen bedre var til stede.«
»Jeg tror, al verden har frelst Hendes Majestæt i går,« mumlede ridderen, ubehageligt bevæget ved de erindringer, som dermed forbandt sig. - »Gå bort, mand! Hendes Majestæt har ingen stunder at tale med dig.«
Idet Kørbitz sagde dette, gjorde han en håndbevægelse mod en af fogderne, som stod posterede neden for trappen. Fogden drev den ulykkelige tilbage med skaftet af sin partisan, og ridderen stillede sig atter i døren.
Nogle Øjeblikke blev Ib stående som bedøvet. Mængden spottede og forhånede ham, men han syntes at være uden følelse derfor, det var ikke ydmygelsen, der forandrede hans træk og bragte hans øjne til at løbe i vand, efter at ridderens tilbagevisning havde tilintetgjort hans kæreste håb, målet for alle hans ønsker.
Hændelsesvis red kaptajn Lykke på samme tid langs med linien af sine folk og nærmede sig det sted, hvor tateren var trængt tilbage. Da Ib så ham, besluttede han at vove endnu et sidste forsøg. Han udbredte sine arme og råbte:
»Høvedsmand! Høvedsmand! Kom mig til hjælp!«
Kai hørte dette råb så klagende og lydeligt, at det nåede over hele gården. Han vendte sig forundret og fik øje på tateren. Skæbnen syntes at have udset ham til at modvirke Kørbitz, hvor de mødtes. Han hilste ridderen med sin pallask og red derefter hen til Ib.
»Hvad Ønsker du, min ven?« spurgte han.
»Ak, høvedsmand! Kender i mig ikke mere?«
»Jo vist, det var jo dig, vi mødte i går i skoven.«
»Det var mig, I lovede at gøre til en ærlig mand, og nu har de glemt det og siger, at der er ingen stunder dertil, og spotter og støder mig tilbage alle steder.«
Kai følte, at han var i gæld til tateren, fordi dennes bedrifter aftenen før var blevet regnet ham tilgode. Han sagde:
»Tøv kun lidt, min søn, vi vil se, hvad der lader sig gøre.«
I samme Øjeblik blev døren stødt op, og kongeparret steg ned ad trapperne, dronningen med et tilfreds og smilende ansigt, derimod dvælede endnu rynkerne på kongens tankefulde pande. Dragonernes pauker og horn hilste majestæterne.
Kaptajn Lykke var blevet holdende tæt foran vognen. Ved hans side stod Ib med sin hue i hånden. Fogden prøvede flere gange på at drive ham tilbage, men Ib havde fået mod efter Kai Lykkes opmuntring og gjorde en fortvivlet modstand. Derved tildrog han sig dronningens opmærksomhed. Hun kastede et spørgende blik på ham og trådte et skridt nærmere. Fogden drog sig tilbage til rækværket på trappen, tateren bøjede sit hoved og sank på begge sine knæ ned for hende.
»Hvad Ønsker denne mand?« spurgte dronningen.
Kaptajnen gjorde en dyb hilsen, idet han svarede:
»Han tror at have nogen fordring på Eders Majestæts nåde.«
»Hvem er han?«
»Han var til stede i går ved vildsvinejagten.«
»Ja, jeg erindrer det. Vi lovede ham en belønning.«
»Han vælger blot ikke nogen heldig tid til at minde os derom,« ytrede kongen.
»Ak, Deres nådige Majestæt?« stammede Ib. »Jeg har ventet her siden i morges, før det blev lyst.«
»Hvad begærer han da?« spurgte kongen.
»Jeg ved det ikke,« svarede Sophie Amalie, »men siden I, hr. kaptajn Lykke, gør eder til hans fortaler, så behag at forklare Hans Majestæt, hvad manden ønsker.«
»Hans bøn er at blive gjort ærlig.«
»Ærlig!« gentog kongen forundret.
»Ja, Eders Nåde,« gentog tateren, hvem kongens venlige mine gav mod. »Jeg ville så inderlig gerne være ærlig, for jeg er kun en stakkels natmand, som ikke har forlov til at omgås med andre mennesker. I går gav dronningen mig jaord på, at det nok skulle ske.«
»Det har således været landets skik tilforn,« bemærkede Kai, »at fanerne gjorde en mand ærlig, når de blev svungne over hans hoved.«
»Kørbitz, som hidtil havde stået bag dronningen, stak sit hoved op over kraven på sin foerværks kappe og ytrede:
»Kaptajnen synes at glemme, at her for øjeblikket ikke haves nogen fane.«
»Jeg glemte det ikke,« svarede Kai med et artigt buk for ridderen, »men antog den for at være unødvendig hvis det ellers måtte behage Deres Majestæt at opfylde mandens Ønske. I Danmark hedder det for et gammelt mundheld at den mand, hvem kongens hånd berører, han vorder ærlig.«
Medens Kai talte, lod dronningen sit blik glide hen over de to rivaler. Ridderen stod kroget og sammenbøjet i sin kappe hans blege ansigt var blevet blåligt af kulde og vansiredes endnu mere ved den nødtvungne erkendelse af Kais overlegenhed i dette øjeblik. Lige over for ham kaptajnens ranke og ridderlige skikkelse, som aldrig havde taget sig fordelagtigere ud.
»Jeg må dog give ridder Kørbitz' mening mit bifald,« ytrede Sophie Amalie med et blik på Kai, »og siden denne ceremoni nu tilforn plejer at fuldbyrdes med fanen, må det også denne gang ske således. Jeg vil nødig lade mit løfte uopfyldt,« tilføjede hun, henvendt til kongen. »Især da det for Øjeblikket er Eders Majestæt om dygtige krigsmænd at gøre, og denne mand venter kun på at blive værdig til at indtræde i landets tjeneste.«
»Vi er også rede til at opfylde hans ønske,« svarede kongen.
»Hr. von Kørbitz!« vedblev dronningen, idet hun pegede over mod fogden. »Behag at bringe os denne mands partisan.«
Kørbitz adlød forundret. Dronningen udfoldede sit lommetørklæde og bandt fligen af det om spidsen på spydet. Solen var imidlertid steget på himmelen, den skinnede ned i gården og belyste det optrin, som nu fulgte efter, og som for de tilstedeværende hoffolk var genstand for smil og morskab, for Ib derimod den helligste og højtideligste begivenhed i hans liv.
Han lå foran dronningen, knælede på jorden med foroverbøjet hoved og holdt huen i sine foldede hænder. På et vink af Kai Lykke red paukeslageren og de to trompetere, hvoraf musikken bestod, hen til trappen. Dragonerne præsenterede sablen.
Idet samme hørte man en vældig røst hæve sig blandt tilskuerne og råbe:
»Tag eders huer af folk!«
Ingen vidste, hvem der talte, eller hvorfra denne dybe og klangfulde stemme kom, men man adlød den øjeblikkelig.
Trompeterne blæste fanfare, dronningen hævede partisanen med det flagrende klæde over taterens hoved, og da trompeterne tav, trådte kongen ned til Ib, lagde sin blottede hånd på hans hoved og sagde:
»Rejs dig op, min søn, i Guds navn, så sandt du fra nu af er en ærlig og pletfri mand.«
Da kongens hånd berørte Ibs hoved, syntes en pludselig skælven at fare igennem hans lemmer, han skjulte ansigtet i sine hænder og brast i en lydelig gråd. Hans bryst arbejdede, han ville tale, men mægtede det ikke. Da han lod sine hænder synke, lå et lykkeligt smil udbredt over hans ansigt, og idet han så op og hæftede sine kloge øjne på dronningen, nikkede han gentagne gange, ligesom for at udtrykke den bekræftelse, der var blevet kvalt af hans gråd.
»Hans Majestæt har nu opfyldt din bøn,« sagde dronningen venlig. »Har du mere tilbage at ønske?«
Ib rejste sig, han rystede på hovedet og hviskede ganske sagte:
»Slet ingenting.«
»Nu vel,« sagde dronningen, idet hun af en pung tog nogle guldstykker, »så kan du herefter trøstig følge dit hjertes attrå og stille dig blandt landets forsvarere. Jeg fæster dig herved til en stridsmand for os og den gode sag.«
Med disse ord lod hun tre guldstykker glide ned i taterens hue.
En glødende rødme fo'r over Ibs ansigt; han stirrede et øjeblik overrasket ned i huen på pengene, derpå tog han guldstykkerne op, trykkede de to af dem til sine læber og lagde dem ned på trappen, hvor dronningen stod. Det tredie guldstykke beholdt han, hævede det i vejret, udstødte et højt og jublende skrig og forsvandt derpå i den tætte klynge, som havde dannet sig omkring vognen.
Kongen gjorde en bevægelse mod kaptajn Lykke, idet han fulgte Ib med Øjnene.
»Hvis han ønsker at komme blandt krigsfolket, hr. kaptajn, så sørg for, at han bliver antaget.«
»Han er allerede antaget blandt Eders Majestæts krigsfolk,« svarede en dyb og rolig stemme i nærheden, og da kongen vendte sig om, så han Svend Gjønge stå med Ibs hånd i sin og smilende blotte sit hoved.
»Det er nok bedst, at han bliver hos mig,« vedblev Svend. »Jeg kender denne mand bedre end kaptajnen og ved, hvor han kan være til nytte.«
»Hos dig vil han også være i gode hænder, Gjøngehøvding!« svarede kongen med et godmodigt nik. »Erindre dig vort ord; vi bliver dig i gunst og nåde bevågen.«
Kongen førte dronningen til vognen, derpå steg han selv ind; kusken smældede med pisken, dragonernes musik lød på ny. De kongelige vogne rullede bort og efterlod det gamle slot Øde og forladt, som en balsal efter festen.