Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
5. Hvorledes gjøngerne samler krigsforråd fra dem, de bruger det imod
Den følgende vinter var ualmindelig streng. Frosten lagde en bro over bælterne, som Karl Gustav ikke tøvede med at benytte. I slutningen af januar måned førte han sine folk over isen fra Jylland til Fyn.
På Fyn modtog Karl Gustav et brev med underretning om, at Danmark ønskede fred og i den anledning havde afsendt to rigsråder til den svenske lejr. Uden at give noget svar lod kongen isens fasthed undersøge i Store Bælt og førte sine soldater over Tåsinge til Langeland, derfra til Lolland og to dage senere til Falster. Den tolvte februar satte han foden på Sjællands grund. Svenskernes komme vakte en ubeskrivelig skræk og forvirring i alle kredse. Vejene til hovedstaden var opfyldt af flygtninge. Kongens livregiment forlod tillige med Kai Lykkes dragoner Vordingborg, så snart fjenden viste sig ved Masnedø. De fleste adelige familier, som boede omkring på herregårdene i den sydlige del af landet, skjulte deres skatte og kostbarheder i kældere og brønde, flygtede til København og overlod omsorgen for deres godser til foged og forvalter, hvor disse selv ikke fandt for godt at drage med. Fæstebønderne var de eneste, som under den almindelige modløshed med håb og tilfredshed ventede på, hvad der ville ske, de havde intet at tabe og derfor heller intet at frygte; for dem gaves der ingen højere nødvendighed end føde og hvile, og begge disse nydelser tilbød sig i rigeligt mål efter deres tyranners flugt. Trællene var blevet herre, de spottede fogderne, opbrød ladegårdene og borttog det indhøstede korn.
Straks efter Karl Gustavs ankomst til Vordingborg udsendte han strejfkorps i den nærmeste omegn, og da Jungshoved for ham måtte være et vigtigt punkt, fordi landet der danner en sikker havn, der kunne benyttes ved overførsler fra Sverrig, blev der givet en afdeling dragoner befaling til at besætte slottet og landsbyen Roneklint, som ligger umiddelbart ved havet.
Fru Else Parsberg var til trods for sine venners råd blevet tilbage på godset. De foregående dage havde hun ladet godsets bønder forene sig med et vagthold fra Gisselfeldt for at iagttage fjendens bevægelser, men bønderne satte ild på vagthusene og nægtede til sidst ligefrem at drage ud oftere. Fru Else måtte finde sig i sin skæbne, hun indesluttede sig på slottet og ventede på, hvad tiden måtte føre med sig.
I disse farens dage var Svend Gjønge sporløst forsvundet. Fru Else havde flere gange sendt bud op til hans hjem, men der blev svaret, at han havde forladt huset samme dag, svenskerne gjorde landgang på Sjælland, uden senere at være vendt tilbage. Den hest, som han havde taget med sig, var nogle aftener efter kommet løbende ind i gården med et sabelhug over øjet og strejfet på halsen af en musketkugle. Til Svend selv havde ingen hørt noget.
Imidlertid begyndte det at blive uroligt i omegnen. Af og til hørtes skud i skovene, og flere bønder fortalte, at de på markveje havde truffet ubekendte mænd af et forunderlig vildt udseende. Nogle af disse bar en slags stormhue eller jernhat på hovedet. Andre var pansrede med kyradser eller brystharnisker, som efter deres form og prydelser at dømme syntes at være blevet gjort til bytte fra svenskerne. Disse mænds bevæbning var meget forskellig, man så enkelte med udrettede leer på skafter, andre havde ryttersabler, karabiner eller pistoler med et langt løb og en patrontaske spændt omkring livet.
En formiddag i begyndelsen af februar måned var nogle dragoner af et svensk strejftog forsamlet i en lille hytte mellem Gjerderød og Kragevig, ved udkanten af Ørremandsgårds skove. Rytterne havde trukket deres heste ind i et skur og søgt ly mod det heftige snevejr, der begyndte med dagningen. Hytten syntes at være forladt af dens beboere, man så ikke andre i stuen end de fire dragoner og en bonde, som havde tjent svenskerne til vejviser.
Den ene af rytterne gjorde et mægtigt bål på skorstenen, hans kammerater plukkede imidlertid fjerene af en høne, som blev stukket på enden af en ladestok og drejet frem og tilbage over ilden. To andre dragoner efterså hjullåsen på karabinerne, stillede dem i en krog og strakte sig derefter hen ad bænkene omkring bordet.
Bonden stod ved det lille horvindue, som vendte ud mod skoven. Hans små, sorte øjne var i uafbrudt virksomhed og iagttog enhver af dragonernes bevægelser. Endelig kastede han et langt og dvælende blik ud ad vinduet og udbrød:
»Det er hårdt og strengt vejr denne morgen, og endnu værre har det været i nat. Gud nåde den vejfarende, som ikke ved, hvor han skal søge sig et tag.«
»Gid djævelen annamme de vejfarende!« svarede korporalen for dragonerne.»Større betryk lider Kongelig Majestæts soldater, som står skildvagt i disse nætter.«
»Hej, bondemand!« råbte dragonen, som sad ved ilden og drejede stegespiddet.»Skaf mig noget brænde. Jeg tænker, du finder det i skuret derude.«
Manden rejste sig og gik til døren, da en anden rytter standsede ham.
»Se med det samme til vore heste og giv dem et foder havre af poserne.« Manden gik.
»Det må man lade de små danske,« udbrød dragonen med en hånlig latter,»villige er de og lystrer godt tillige; ikke heller tænker jeg, at kongen skal have svært umag ved at styre dem, når han nu får hele riget gjort til en provins af Sverrig. Men hvad er det?« vedblev han og rejste sig op imod vinduet,»jeg synes, som om jeg hørte hestetrav på den frosne jord. Eja! der har vi jo selskab og godt kammeratskab.«
Ordene var næppe udtalt, før døren blev revet op, og to dragoner stak hovedet ind i stuen. Den ene blev stående med begge hestes tøjler i sine hænder, den anden trådte ind. De blå uldsnore over armen på hans lysegule uniform og en messingplade på skulderen tilkendegav hans rang som fændrik.
Korporalen og de øvrige dragoner hilste.
»Tusind djævle!« råbte fændriken.»I gør eder det jo mageligt herinde, imedens vi andre er nær at omkomme i dette fordømte vejr.«
»Må jeg byde herren en drik vin,« svarede korporalen på denne tiltale og holdt sin læderflaske frem. »Den er taget fra et kirkealter, og I har derfor lige så godt deraf, som om I gik til Herrens bord, Gud ved hvor ofte.«
Fændriken smilede til denne råhed og drak.
»Har ingen af eder set noget til Svend Gjønge?« spurgte han.
»Svend Gjønge!« gentog korporalen.»Jeg kender ikke den mand. Han står ikke ved dragonerne.«
»Deri har I min tro ret, korporal!« svarede fændriken leende.»Han giver tværtimod bevis på, hvor lidt han gør af jer.«
Korporalen spærrede mund og øjne op. Han forstod ikke denne ytring.
»I har ikke forstået mig,« vedblev fændriken.»Når jeg taler om Svend Gjønge, så mener jeg den stimand, den helvedes hund, der siden vor ankomst til dette land kun pønser på at fortrædige svenskefolket, brænde rytteriets foder, tømme vore ammunitionsvogne, opsnappe vore strejfkorps og skikke dem snarest muligt ind i den anden verden, hvor han ser sit ram dertil. I nat har han igen været på færde. Vagten meldte skud nede fra mosen, og i morges fandt vi fire af vore folk liggende dræbt ved siden af deres heste; - og hvordan mener I vel, at de var dræbt? Heste og karle lå snderflængede og forslåede, som om man havde brugt leer og plejle i stedet for klinger og sværd i kampen mod dem. Tilmed havde den røver plyndret dem og trukket dem ud til det blotte linned.«
Et rasende udbrud af dragonernes harme besvarede denne fortælling.
»Lykkeligvis er vi ham på spor,« vedblev fændriken.»En bonde, som vi fangede og bragte ind til hovedkvarteret for lidt siden, har givet os god besked. Karlen stod i ledtog med Svend og nægtede først alt, men oberst Sparre har sin egen måde at bringe sandheden for en dag; han lod mandens tommelfingre snøre sammen og sætte en lunte imellem dem. Det hjalp; bonden gik til bekendelse; han fortalte, at Svend luskede omkring her i egnen og havde tilhold med sine folk i Ørremandsgårds skove. Vi stillede vagter omkring, men ti tusind millioner djævle tage ham, os er han undsluppet, og vi kommer nu herind for at spørge, om I intet har mærket til ham.«
»Ikke det ringeste,« svarede dragonerne.
»I ved, at han ikke holder sig skjult i hytten?«
»Det skulle vi da mene. Lejligheden er endda ikke så vidtløftig, at den jo lader sig overse, og udenfor rækker skuret knap over vore hestes hoveder.«
»Så må vi af sted,« ytrede fændriken, idet han åbnede hanen på sine pistoler, blæste fængkrudtet bort, og kom frisk på.
»Til vi ses igen!« vedblev han med en håndbevægelse og forlod stuen. Straks efter skjulte det tætte snefog de bortridende dragoner.
»Den Svend Gjønge må jo være enfoldigere end en nyfødt,« ytrede korporalen lidt efter.»Landet har overgivet sig, danske kongen sender os sine rigsråder, som trygler om pardon, og endda vover han med sin håndfuld stratenjunkere at gøre alarm lige foran kvarteret. Det skal jeg love for, han vil annamme sin betaling og komme til at klæde stejle og hjul, hvis kong Karl får ham fat.«
»Hvis!« gentog en stemme i døren.
Det var den enfoldige bondemand, som just i dette øjeblik kom tilbage med en armfuld brænde i favnen. »Hvad snakker du om, bondeknægt!« ytrede korporalen foragteligt.»Kender du noget til ham, vi taler om?«
»Ak, ja, strenge herre!« svarede bonden.»Vor hele egn kender endda Svend Gjønge. Han er en hård hals som alle sine dage kun har pønset på at spille andre et puds. Det må være en rask karl, der skal binde an med ham og bedre endnu den, der magter at få ham fanget.«
»Kongelig Majestæt har også raske karle iblandt sine ryttere,« svarede dragonen med selvfølelse.»Det er vel intet at kro sig af, fordi han med en flok stratenrøvere har kunnet overfalde en lille kommando i uvejsomme moser og liggende på lur i et hul som bønderne hos os efter en bjørn. Jeg gad se ham og hans karle i dag, medens oberst Sparre rider ud med sine ryttere.«
»Det gad jeg også se,« sagde bonden.
»Ved alle djævle! Obersten ville lade dem hugge i stumper så små som sneen uden for vinduet.«
»Den oberst har jeg hørt meget omtale, hans folk med, det må være en gæv mand.«
»En menneskeæder.«
»Og han er draget ud med sine ryttere i dette forrygende vejr?« vedblev den nysgerrige bonde. »På det lav, kujon! Hvad ville han vel gøre med alle sine ryttere? Tyve mand sadlede op i morges for at besætte Jungshoved slot; jeg mener, at halvparten havde været tilstrækkelig.
»Ak, ja, strenge herre kan endda slå noget af, de vil næppe møde nogen modstand, siden der ingen bor på slottet uden Jørgen Reedtz, fru Else og hendes søster. Men en slemme vej har de alligevel at rejse. Tager de, med forlov at spørge, ind igennem skoven.«
»Hvad kommer det dig ved?«
»Jeg mener kun, at en fattig mand som jeg kunne fortjene en skillings penge ved at løbe med og vise dem en gennere vej.«
»Nu ja, de tog fra Egitsborg ad Allerslev og Rekinde og der skal vi støde til dem ved middagstid og bringe obersten en ordre. Jeg gav med stor glæde en måneds sold hvis vi måtte møde din Svend Gjønge imedens.«
»Jeg tænker vel, han hytter sig,« svarede bonden med et polisk smil.»Svend ligner brokken, der ser sig om, før den går ud, tilmed ligger han om dagen og sover.«
»Gid du ske en ulykke, som du lyver ham på,« svarede en stemme, og i det samme så man først fødderne og dernæst det øvrige legeme af en mand krybe ud af et hul i alkoven.»Svend Gjønge er min tro lysvågen.«
»Alle djævle!« råbte korporalen, idét han rejste sig og sprang hen til krogen, hvor karabinerne stod. Den ubekendte trådte i vejen for ham, åbnede sin vams og trak to pistoler frem under denne.»Korporal!« vedblev han derpå med sin dybe og rolige stemme.»I havde lyst til at se Svend Gjønge; her er han.«
I samme Øjeblik, Svend trådte hen foran karabinerne, drog den ene af dragonerne sin sabel og fo'r hen til døren. Men midt i denne havde vejviseren stillet sig.
»I vil kanske hente eders våben, hr. dragoner!« sagde han smilende.»Jeg har allerede taget to af dem til mig og forvaret de andre.«
Svenskeren veg et skridt tilbage for de truende pistolløb, som manden ved disse ord tog frem under sin kofte og rettede mod ham.
»Du!« råbte dragonen rasende.
»Ja, for at fængkrudtet ikke skulle blive spoleret af snevejret.«
Dragonen ved skorstenen lod hønen falde, bøjede sig til side og tog en karabin, som han havde stillet op mod væggen, medens han benyttede ladestokken til stegespid.
»Du skulle også have forvaret denne,« råbte han triumferende og spændte hanen.
Vejviseren blev stående i døren, han forandrede ikke en muskel, medens rytteren lagde an på ham. Karabinen klikkede.
»Ja, nu bliver I vist nok vrede på mig,« udbrød vejviseren, når jeg fortæller, at jeg nylig af vanvare kom til at røre lidt ved hanen og viske fængkrudtet bort, da jeg bragte eder brændet.«
Dragonen kastede karabinen henad gulvet og satte sig på en træblok ved skorstenen. Den fjerde, der var sprunget i vejret tillige med korporalen, havde under disse forskellige optrin ladet sine øjne løbe om til alle sider i stuen for at søge en udvej til frelse; da han så sig og sine kammerater beherskede af to fjender, vendte han tilbage til bænken spidsede munden og begyndte at fløjte med en forbitrelse og harme, som udtrykte sig i ethvert træk.
»Ved alle djævle!« ytrede korporalen.»På den måde synes jeg næsten, at vi er fanget.«
»Siden I selv tror det,« svarede Svend,»vil jeg ikke sige eder imod.«
»Og hvad agter du at gøre med os?«
»For det første vil jeg bede om at spænde eders pallask fra siden.«
Da korporalen tøvede, som om han vægrede sig, spurgte manden, som stod ved døren:
»Skal jeg kalde på vore kammerater?«
»Nej,« svarede Svend,»lad dem kun blive, Ib, jeg tænker ikke, vi har dem nødig.«
Ved denne hentydning til gjøngerne sank den sidste rest af dragonernes mod.
»Så du har endnu flere kammerater her?« spurgte korporalen, medens han spændte sablen fra sig og kastede den hen i krogen.
»Ja,« svarede Svend,»men vi nænnede ikke at forstyrre eders ro, medens I sad så godt herinde, derfor krøb jeg ene gennem det lille hul, vi har gjort os under halmen i alkoven.«
»De var også bange for, at I skulle hugge dem i stykker så små som snefnuggene udenfor,« tilføjede Ib.
»Nogle af dem gav mig alligevel en flittig hilsen med til eder og bad, om I ville overlade dem eders køllerter i det strenge vejr.«
»Å ja, hvorfor ikke!« råbte korporalen rasende.
»Ja, hvad nu eders angår, korporal!« tilføjede Svend»så skal den blive holdt i agt og ære, siden jeg selv har i sinde at benytte den i et lille ærinde, jeg rider, og derfor må I være så god at låne mig bukserne med.« Svensken vægrede sig, men Svend afbrød ham.
»Korporal!« sagde han kort og bydende.»Min tid er knap lad os ikke spilde den med snak. I og eders kammerater er de første, jeg har tilbudt så gode vilkår, de øvrige, jeg fik i min magt, ligger omkring på marken. Forstår I? - De døde røber intet, de nægter heller intet. Jeg overlader eder valget.«
»Vi får vel at adlyde,« sagde korporalen og begyndte, bleg af raseri, at trække uniformen af. De øvrige fulgte eksemplet.
»Pak du alt tøjet sammen,« sagde Svend til Ib,»og spænd et bandoler omkring det.«
Ib lagde sine pistoler på bordet og adlød befalingen.
»Jeg ville ønske, jeg lå forvaret i min grav,« ytrede korporalen.»Hvordan det går, er jeg en ulykkelig mand, når det spørges, hvad der er sket, og at min ordre til obersten ikke er blevet besørget.«
»Gør eder ingen sorg for obersten,« svarede Svend,»den påtager jeg mig at bringe, dernæst binder vi eders hænder og fødder, så kan I fortælle, at I har haft med overmagt at bestille, eller hvad anden lystig historie I tykkes bedre om.«
»Ja, det skal stå eder frit for,« tilføjede Ib,»og jeg giver jer en ærlig mands ord på, at ingen af os vil sige eder imod.«
Korporalen og rytterne fandt sig i dette forslag. Svend var blevet stående med pistolerne i hænderne, medens Ib pakkede uniformer og våben sammen; da dette var udført, stillede Ib sig som vagt og så med et ubeskriveligt udtryk af glæde, hvorledes Svend bandt svenskerne. Derpå kastede de halmen fra alkoven ud på gulvet og lod rytterne tage plads på dette. »Forslå nu tiden, som I kan bedst,« sagde Svend. I aften skal eders kammerater få at vide hvor I er at finde. Han stak pistolerne i sit bælte og de forlod stuen.
Hvis dragonerne ikke havde ligget bundne på gulvet, ville de nogle øjeblikke efter have set Svend Gjønge og Ib, iført svenske uniformer forlade skuret. Et stykke på hin side hytten skiltes de. Ib tog hestene og svenskernes våben med sig. Da han kom inden for stengærdet ved skoven, holdt han sin hule hånd for munden og råbte til Svend:
»Farvel hr. korporal og god lykke!«
Derefter slog han hestene løs og forsvandt imellem træerne. Svend derimod valgte den modsatte vej ned til Rekinde, hvor dragonen havde fortalt, at oberst Sparre ville gøre holdt med sine folk.
Før Svend forlod hytten, havde han bundet døren fast til stolpen og med et stykke kalk malet tre store kors på døren, et kendemærke, som på den tid betød, at beboerne i dette hus var smittede af kopper.
Denne list betjente han sig af for at forskrække de omstrejfende svenskere fra at gå ind i hytten, hvor de ville finde deres kammerater og måske derved tilintetgøre de anslag, han var i begreb med at udføre.