Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
6. Svend Gjønge I fjendens krigstjeneste
Samme eftermiddag red en fjendtlig afdeling hestfolk gennem Rekinde nedad mod de mørke skove ved Ørremandsgaard. Rytterne havde stukket sablerne i skeden og indhyllet sig i deres lange kapper til værn mod den bidende kulde, som var indtrådt efter snevejret. I spidsen for skaren red oberst Sparre, den mand, som korporalen om morgenen havde omtalt i hytten, og til hvem han skulle have bragt den ordre, som blev omtalt før Svends komme.
Det tykke snelag, som bedækkede enhver genstand, havde på flere steder tilintetgjort vejsporet, så at dragonerne måtte ride i skridtgang og af og til holde stille, indtil obersten havde fundet den vej, de skulle drage.
»Korporal!« udbrød Sparre efter en sådan standsning. »Kender han vejen til det fordømte slot?
»Nej, hr. oberst!« var svaret.
»Tag fire ryttere med til husene hist nede og bring os en mand tilbage, som kan vise os til rette på vor vej. Sneen har sinket vort ridt, og vi må være i kvarter, før mørket falder på.«
Korporalen hilste og holdt sin hest an for at komme tilbage. I samme øjeblik så man en rytter i jævnt trav nærme sig dragonerne.
»Han kan tøve lidt,« udbrød obersten og vendte sig mod den kommende.
Rytterens ansigt viste Svend Gjønges bekendte træk; han holdt stille foran obersten og hilste så roligt og sorgløst, som om han havde befundet sig midt iblandt sine kammerater.
»Hvem er I?« spurgte Sparre, idet hans lyseblå øjne hæftede sig med et skarpt og spejdende udtryk på Svend.
»Ordonnans hos general Fabian Fersen,« svarede Svend i det brede og syngende smålandske folkesprog, som han blandt gjøngerne havde lært til fuldkommenhed.
»Hans ærinde?«
Jeg bringer den nådige hr. oberst denne ordre.« Svend rakte obersten et papir, som han havde skjult under sin køllert. Sparres opmærksomhed lod til at fordobles, hans øjne vedblev ufravendt at være rettet på Svend, medens han modtog ordren. Svend syntes ikke at lægge mærke dertil, blot en gang hævede han sit blik og mødte oberstens, men hans træk forblev uforandrede, rolige og ærbødige som før. Sparre brød endelig brevet og løb det flygtigt igennem, derpå vendte han sig i sadlen og vinkede ad Svend, som var blevet holdende nogle skridt foran fronten.
»Han tjener under grev Fersen?«
»Ja!«
»Hvem leverede ham denne ordre?«
»Grevens feltskriver.«
»Når?«
»I morges ved daggry.«
»Hvor blev det sagt, at han ville træffe mig?«
»I en liden by Rekinde, som jeg nys kom igennem.«
»Kender han vejen til Jungshoved?«
»Så som så.«
»Hvorfra?«
»Jeg har redet den tilforn.«
»Hør, korporal!« vedblev han dæmpet. »jeg ved ikke selv at forklare mig grunden, men jeg tror ham ikke. Papiret og hans svar er i orden; men alligevel er han ikke den, han udgiver sig for.«
»Hr. oberst!« udbrød Svend med en mesterlig påtaget forbavselse.
Sparre afbrød ham, idet han pegede på en pistol, hvis messingbeslagne kolbe var kommet til syne under køllerten iden hast, hvormed Svend nylig havde fremtaget ordren.
»Denne pistol -?« vedblev obersten med rynket pande.
»Jeg tog den fra liget af en hellebardist, som ligger dræbt nede i mosen.« »Alt dette kan være sandt,« vedblev Sparre, »og har jeg taget fejl, skal det ikke være til hans skade; men indtil jeg får vished, rider han her ved min side, og hvis jeg fornemmer til ringeste uråd, stikker jeg ham et pistolløb i øret og trykker af. Har han forstået mig?«
»Nøjagtigt, hr. oberst!«
»Hvor går vejen?«
»Langs med gærdet hist henne og derfra ned igennem skoven.«
Obersten kommanderede fremad, og skaren satte sig atter i bevægelse. Ved indgangen gennem stengærdet blev der gjort holdt, medens rytterne efterså deres bøsser. Disse skove, som de skulle drage igennem, var allerede svenskerne bekendt som tilflugtssteder for Svend Gjønge og hans folk.
Alting var stille og roligt i rytternes nærhed, selv hestenes hovslag blev dæmpet af den bløde sne. Svend holdt sig så nær obersten som muligt. Sparres stirrende og mistroiske blik ledsagede enhver af hans bevægelser; men Svend syntes ikke at lægge mærke dertil.
»Korporal Lundkvist!« udbrød obersten pludselig og vendte sig til siden. »Tag seks mand med og rid forud langs med den lysning imellem træerne, der betegner vejen. Brug øjne og øren, og om han fornemmer uråd, da giver han ild på minutten.«
Vejen gennem Ørremandsgaards skove var meget smal og på begge sider omgivet af et krat af høje bregner, gyvel og slåenbuske. På flere steder måtte dragonerne forandre deres rækker, idet de blev hindret af fældede træer eller af bakkerne, som vejen snoede sig igennem. Imidlertid rykkede de målet nærmere, man begyndte allerede hist og her at skimte slottets røde mure.
I dette øjeblik blev skovens stilhed afbrudt af to pistolskud, som faldt straks efter hinanden i den retning, hvor de udsendte dragoner var forsvundet. Straks efter kom korporalen sprængende tilbage til skoven.
»Hr. oberst!« udbrød han. »De har spærret vejen foran med fældede træstammer. Vi så også tydeligt folk ligge på lur bag disse og råbte dem an, men de ville ikke svare, og vi gav derfor ild.«
»Godt, min søn!« svarede obersten. »Du har gjort din pligt. Jeg ventede ikke bedre.« Han kastede et blik på Svend og spurgte: »Ved han nogen anden vej til herregården?«
»Der gives ingen anden,« svarede Svend.
»Nu vel, dragoner,« vedblev Sparre, »så rider vi videre. Sablerne frem og agt nøje på, hvad jeg befaler.« Med disse ord drog obersten en pistol op af sadelhylsteret og sagde til Svend: »Han mærke sig mine ord fra før. I den kamp, som fanger an, vil han få lejlighed til at vise, hvad han er for en mand. Glem ikke, at han rider ved min side.«
»Jeg skal erindre det, min herre oberst!« svarede Svend med samme koldblodighed.
Efterhånden som rytterne kom dybere ind i skoven, bemærkede Sparre til sin glæde, at vejen udvidede sig. Man så en mængde træstammer ligge fældede på jorden. Grenene af disse havde Svends folk slæbt hen over vejen og derved dannet en forhugning, som ville være umulig at overstige, hvis ikke arbejdet ved fjendens for tidlige ankomst på enkelte steder var forblevet ufuldendt. Obersten lagde mærke dertil ved første øjekast. Han lod sine folk trække deres linie sammen, derefter red de ind på den åbne plads foran forhugningen. I den korte tavshed, som nu fulgte, så man et mørkt omrids af en mand hæve sig over træstammerne, og en klar og tydelig stemme råbte: »Slå dem nu ihjel!«
Efter disse ord fulgte en almindelig salve, som affyret på få skridt afstand bragte dragonernes første rækker til at vige. Obersten havde afskudt sin pistol. Idet han drejede hovedet for at tage den anden frem af sadelhylsteret, hørte han et suk og så Svend, som holdt den endnu rygende pistol i hånden trykket tæt op til brystet, læne sig tilbage i sadlen, tabe stigbøjlerne og derpå synke ned på jorden, hvor han blev liggende stiv og ubevægelig.
Straks efter at dragonerne havde afskudt deres pistoler, gjorde de en svingning ind imod den ufuldendte del af forhugningen for at komme bag denne; men gjøngerne ventede dem koldblodigt. De rettede deres leers lange og skarpe blade mod hestenes bringer, medens de bag træerne opstillede skytter fyrede skud på skud efter mændene. De sårede heste sprang tilbage, stejlede og lod sig ikke længer styre af deres ryttere.
I den almindelige forvirring beholdt alene oberst Sparre sin fatning. Han standsede dragonerne, som begyndte at vige, og kommanderede en afdeling af dem til et nyt angreb; derpå vendte han sig til de øvrige.
»Lykken er med os,« sagde han. »I den korte krig er vi de eneste, der kommer til at veksle skud med fjenden; jeg tænker, han skal få sin lyst styret. Korporal! Han drager med sine folk til højre og søger at komme ind imellem træerne; imidlertid angriber vi fra den modsatte side. Kan I ikke trænge igennem på anden vis, så stig af hestene. Hver mand gør sit bedste.« Korporalen adlød, og skaren skiltes til begge sider. Derved opstod et mellemrum i midten af vejen, hvor dragonerne havde modtaget gjøngernes første salve. Man så nogle ryttere og en død hest ligge udstrakt i sneen. Den ene af rytterne må formodentlig ikke have været dødeligt såret, thi straks efter at obersten havde forladt stedet, hævede han sit hoved og kastede et hurtigt og spejdende blik om til alle sider. Da han havde overbevist sig om, at ingen lagde mærke til ham, rejste han sig på knæene og krøb på denne måde ind mod forhugningen, bag hvilken han forsvandt. Straks efter hørtes et gennemtrængende jubelskrig, der syntes at hilse hans ankomst. Det var gjøngerne, som havde genkendt deres anfører. Og nu begyndte en kamp, mand imod mand, som blev ført med lige raseri og forbitrelse på begge sider.
Hvad der forøgede det farlige i svenskernes stilling var ikke blot gjøngernes hurtige og velrettede skud, men tillige, at de havde opstillet sig i en halvkreds på begge sider bag ved træstammerne; disse afgav en ypperlig dækning, fra hvilken de først trængte sig frem, efter at dragonerne havde affyret deres skydevåben. Oberstens plan, at sprede sin fjendes styrke ved på een gang at angribe fra begge sider, mislykkedes også. Endnu før korporalen og hans afdeling var steget af hestene, blev de modtaget med en vel vedligeholdt ild, som tilintetgjorde al videre fremrykning og omsider bragte uorden og forvirring i den lille skare. I den korte afstand traf ethvert skud. Dragonerne hørte gjøngens bydende stemme befale sine folk at lade hurtigt; de søgte at rykke tilbage; enkelte, som var steget af, dækkede sig bag deres heste; da endelig gjøngerne forlod deres skjul for at begynde et håndgemæng, var allerede enhver modstand opgivet.
I dette øjeblik mærkede Sparre, at hans hest var såret. Dens lemmer skælvede, den udstødte en hul stønnen, vaklede og sank til jorden. Obersten fik netop tid til at gøre sig fri af stigbøjlerne; idet han atter rejste sig, så han noget borte Svend Gjønge med blottet hoved og endnu iført den svenske korporals uniform.
»Ak, min herre oberst!« råbte Svend, medens Sparre lige overrasket og harmfuld vedblev at stirre på ham. »I har nedladt eder at stige af hesten, medens I fornam, hvor slet den stod for skud; ret snart kommer jeg over til eder for at forny vort bekendtskab.« Med disse ord banede gjøngen sig vej mellem sine folk og sprang op på en fældet træstamme for at komme over til Sparre, men en klynge af flygtende dragoner, som gjøngerne drev foran sig, adskilte dem igen.
Midt under denne larm af døendes skrig, sårede hestes stønnen, opmuntringer og pistolskud trængte pludselig de klare og skingrende toner af et valdhorn igennem skoven. Svend blev stående som forstenet oppe på træstammen. Medens han lod sit blik glide hen over kamppladsen, fo'r et udtryk af smerte over hans ansigt; sejren var hans, han så svenskerne trække sig tilbage til begge sider, gjøngerne begyndte allerede at opsamle de faldnes våben. På samme tid hørte han dragonernes jubelskrig besvare hornets toner, som hurtigt syntes at nærme sig.
»Det er Fersens trompeter!« råbte korporalen, idet han atter vendte sin hest mod fjenden.
»Ret så, min søn!« svarede Sparre, kløgtigt benyttende øjeblikket; »det er Fersens dragoner, som kommer; de vil dele æren med os, skynd eder derfor, lad dem finde arbejdet fuldført, når de ser os.« Efter disse ord samlede obersten sine folk til et nyt angreb, Svend udstrakte begge hænder imod ham, udstødte en trusel og lod sig glide ned bag træstammen.
Denne gang lykkedes det dragonerne at trænge ind igennem forhugningen; gjøngerne trak sig tilbage i små klynger ind i krattet, som begrænsede vejen, og forsvandt mel lem træerne.