Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
7. Gjøngens hjem
Svends hus lå ved enden af Roneklints bymarker. Til denne bolig, der var lav og uanselig som alle bondehuse på hin tid, kom man igennem en dyb og sandet hulvej, hvis bakker skjulte stedets forside indtil i få skridt afstand. På de to modsatte sider gav skovene, som strakte sig langs med kysten læ og skjul for den skarpe søvind.
I denne hytte sad Ib den følgende aften foran en tørveild, beskæftiget med at støbe blykugler. Noget borte fra ham stod en bondekone, iført egnens almindelige dragt, og skar aftensmad til en lille, lyshåret dreng ved hendes side.
Konens ansigt havde grove træk, der udtalte en fast og bestemt villie, men som tillige vidnede om gennemlevede sorger og modgang. Hun hed Ane Marie og var Svends hustru.
»Mutter, mutter!« udbrød den lille dreng. »Når kommer dog fader hjem?«
»Din fader!« gentog konen med et sørgmodigt smil. »Han kommer, når han kan, min lille dreng! Tag nu din kofte af og gå i seng, fold så kønt dine små hænder og læs en herrensbøn for din fader, så kommer han vel, til du vågner igen.«
Drengen adlød, og konen vendte sig derpå mod Ib, som havde endt sit arbejde og dæmpet ilden.
Da han rejste sig fra skorstenen, så man, at hans ansigt var usædvanlig blegt denne aften, det røbede en heftig og bevæget stemning.
»Nå, Ib, min broder!« sagde konen, idet hun lagde sin hånd på hans skulder, »hvad er det så, du grunder på, imens du sidder så stille?
»Ak, lille An' Mari'!« svarede Ib og lagde sit hoved op til hendes. »Hvad jeg har udstået i dag, det forvinder jeg nok aldrig i denne verden.«
»Er du da bange for at betro dig til mig?« spurgte konen.
»Nej, An' Mari! Jeg ville blot dølge det, så længe jeg kunne, for det angår os begge.«
»Nå, og hvad så?« sagde konen med et trodsigt udtryk. »Har du ikke set An' Mari' bære på ulykke hele sit liv igennem?«
»Det angår vor søster Soffi. Hun er død.«
»Desbedre for hende.«
»Ja, men du ved ikke, hvordan hun døde.«
»Jeg tænker på sottesengen. Alt siden hun forlod hr. Lykkes hus, sygnede hun hen dag for dag.«
»Nej, vist ikke,« svarede Ib med sitrende læber. »Nu skal jeg forklare dig, hvordan hun døde. I formiddags listede jeg mig igennem skoven til hende, for jeg vidste, hun glædede sig hver gang vi havde udrettet noget mod svensken, og hun skulle nu høre vor sidste bedrift. Dengang jeg kom uden for Ørremandsgaard, hvor hun tjente, så jeg fru Kirstens hus besat med svenskere. De råbte og skreg og slog den rige frues vinduer ind og kastede borde og stole ned i gården. Ridefogden sagde, at tre af vore egne bønder havde ført fjenden derop og fortalt ham om fruens mange penge. Så listede jeg mig ind på gården op mod Soffis kammer. Dørene stod åbne, og i salen holdt de svenske høvedsmænd forhør over den rige frue. Hun svor til djævelen på, at hun ikke ejede en sølvstob på hele gården, og skreg og bad for sig, det ynkeligste hun kunne, men en af bønderne lo deraf og sagde: De nådige herrer, tro hende ikke, hun har pinet penge ud alle sine dage og holder dem velforvarede her på slottet. Derom kan ingen vide bedre besked end den kønne Soffi Abelsdatter, som har været hendes højre hånd. Så greb de fruen, bandt hendes tommelfingre sammen og stak en brændende lunte af hampegarn imellem dem, og derpå tog de fat på Soffi.«
Ib tav han skjulte sit ansigt i hænderne og vendte hovedet bort.
»Fortæl kun resten med lille Ib!« sagde Ane Marie kort og bydende. »Det du kan se på, kan jeg vel høre.«
»Soffi blev hentet op af sengen og da hun ikke mægtede at stå på sine egne ben satte de hende ned i fruens lænestol og spurgte om hun ville gå til bekendelse. Hun rystede på hovedet og sagde at hun intet vidste. Så tog de strengen af tambourens tromme bandt den om hendes hoved og der imellem stak de en trommestik og drejede rundt. Ane, hvor hun skreg og bad om forbarmelse for sig og løftede sine små magre hænder der var bleven hvide og blege under sygdommen, op til hendes bødler, men den eneste trøst, hun fik af dem, var det bestandige spørgsmål, om hun snart ville gå til bekendelse. Ib tav atter.«
Konens ansigt var blevet blegere end før, og en dyb rynke viste sig mellem begge øjenbrynene, men hendes stemme var rolig og fattet.
»Hvad så mere?« spurgte hun.
Ib vendte sig bort fra lyset og gik hen til vinduet.
»Hvad så videre, Ib!« gentog Ane Marie, idet hun greb hans arm.
»Så skreg hun ikke mere,« hviskede han næppe hørligt.
Under denne samtale var natten brudt frem. Et svagt skær af det klare månelys faldt ind gennem rimen på vinduets hornrude. Ib og hans søster tav, man hørte kun det dybe og langtrukne åndedrag fra drengen, som sov i alkoven. Pludselig rejste Ib sig, lagde hovedet til ruden og lyttede. Straks efter lød fodtrin på den frosne sne udenfor. Ib nikkede til Ane.
»Jeg hører det nok,« sagde hun.
»Det er vel Svend, der kommer.«
»Å nej,« svarede Ane sørgmodigt, »det er endda ikke ham.«
»Ja, hvoraf ved du det, søster?«
»Tror du ikke, en kone kender sin mands fodtrin, især når hun har lyttet så mange gange efter dem som jeg?«
Straks efter gik døren op, og en mand viste sig i den. Han blev stående i åbningen og spurgte:
»Bor Svend Gjønge her?«
»Han gør så,« svarede Ane.
»Godt, min søn,« vedblev den fremmede, henvendt til sin ledsager udenfor, »så har du forrettet dit ærinde, og jeg behøver dig ikke mere. Gud i vold!«
Med disse ord trådte han ind i stuen og hilste de tilstedeværende.
Det var en aldrende mand med et blegt og langagtigt ansigt og en bred pande, som i forbindelse med hans dybtliggende øjne og smalle og sammenknebne læber røbede en høj grad af bestemthed og villiekraft. Idet han tog sin hat af hovedet, gled hans kappe til side, og man så under denne en sort klædes vams med højrødt for under de opsplittede ærmer.
Om livet bar han et bælte med et bredt sølvspænde, til hvilket der var hæftet en kort daggert.
»Hvem er I?« spurgte Ib.
»En rejsende!« svarede manden.
»En rejsende,« gentog Ib. »Sådan kalder natmændsfolkene sig, når de kommer til denne del af landet.«
Den fremmede rynkede panden, men han beherskede straks igen dette udtryk og svarede: »Jeg hører ikke til dette folkefærd. Er Svend Gjønge hjemme?«
»Nej.« svarede konen.
»Det varer nok også en stund endnu, inden han kommer,« tilføjede Ib.
»Jeg vil vente så længe.«
»Sandt at sige,« ytrede Ane Marie, »det kan gerne vare, til sol står op igen før han vender hjem.«
»Det siger intet,« svarede den fremmede, som med uforstyrret ro havde taget plads på en halmstol foran alkoven. »Jeg har stunder at vente.«
Ane Marie tilkastede Ib et roligt blik, denne rømmede sig og tog ordet: »Konen her vil give jer at forstå, om I ikke agter at søge jer et andet herberge til den tid. Vi holder ikke hus for vejfarende og venter nogle af vore egne folk i aften, så lejligheden vil blive ringe.«
»Man får tage lejligheden, som den kan falde.«
»Ja, siden I hverken vil nævne eders navn eller trække bort med det gode så kommer jeg nok til at hjælpe jer af sted. Vi lever i en svær ufreds tid, og man må kende sine folk.«
Med disse ord trådte Ib frem for bordet og nærmede sig den fremmede.
Denne blev siddende på stolen, hans ansigt antog et spottende smil idet han sagde:
»Du skal ikke volde dig nogen ulejlighed, min ven, jeg tror knap du vil befinde dig vel derved.«
»Hvorfor? » spurgte Ib, som følte sig bevæget ved den fremmedes kulde Manden slog sin kappe til side og trak en pistol frem.
»Fordi jeg ser, at du er ubevæbnet,« sagde han, »medens jeg har en pistol.«
»Lad os nu ingen ufred få,« sagde Ane Marie og greb ham om armen. »Tænk på, hvad skud vil betyde så nær ved fjendens krigsfolk. Bliv kun siddende i Guds navn, fremmede, siden I har stunder til at tøve.«
»Det er godt,« sagde manden og skjulte igen pistolen under sin kappes vide folder.
Ib havde atter taget plads på bænken ved vinduet; hans sorte øjne dvælede uafladelig på den fremmede. Denne lagde ikke mærke dertil, han havde svøbt kappen tættere omkring sig, bøjede hovedet ned mod brystet og satte sig til ro. Ane Marie satte sig ved Ibs side og begyndte en samtale med ham i en sagte og hviskende tone.
»Hvad blev der siden af den gamle frue til Ørremandsgaard?« spurgte hun.
»Svenskerne jog hende ud ad porten og fulgte selv bagefter. Jeg blev siddende i mit skjul bag tapetdøren, indtil de alle var borte, så lagde jeg Soffi ind i sengen og gav hende en bønnebog under hagen i Guds navn, derefter gik jeg hen til hendes kiste og tog denne pakke brevskaber op af lædiken. Det var alt hendes efterladenskab.«
»Nå ja!« svarede konen. »Hvad skulle hun vel komme til at eje? Fru Kirsten har alle sine dage haft ord for gerrighed, og Soffi måtte takke sin Gud til, at hun kunne få hus, efter at Kai Lykke havde givet hende afsked. Skær os en lyspind, Ib, det bliver mørkt herinde.«
Ib gik hen til en træklods på skorstenen, skar en spån af og tændte den ved lyset i stagen.
Disse lyspinde opgraves endnu i gamle moser omkring på alheden. De skæres af nåletræ, som tidligere har groet der, og hvis ved, gennemtrængt af jordolie, brænder med en stærk og rødlig flamme.
Lysets skær faldt lige på den fremmede. Han sad endnu som før, ubevægelig og med hovedet nedbøjet over brystet og syntes at sove.
»Hvor er Svend gået hen i dag?« spurgte Ib.
»Det kan du nok tænke dig,« svarede Ane Marie, idet hun med fingeren pegede hen i den retning, hvor Jungshoved lå. »Han gik til slottet, som han plejer, og når han er andet steds henne, er han dog der med alle sine tanker om dagen, og om natten med, kan jeg tro, for jeg hører ham tit tale i søvne, og det er hverken om kone eller barn, han drømmer.«
»Ja, lille søster,« svarede Ib, »det går nu engang således til i verden, som jeg hørte dem synge:
Og om du lider på mandfolks tro,Jeg siger det ikke på mig selv, jeg har endnu ikke givet mit jaord til et kvindfolk, formedelst der var ingen, som ville have mig, medens jeg endnu ikke var gjort ærlig. Svend er en retskaffen mand alligevel, så du må ikke klage.«
det er, som du gik på en trøsket bro;
men om du lider på mandfoiks tale,
det er, som du tog en ål ved dens hale.
»Klage!« gentog Ane Marie i en spottende tone. »Tror du, jeg klager, Ib! Du spørger, og jeg svarer, det er alt.«
»Du kan alligevel tro, der står ham andet for hovedet i denne tid end kæresterier. Det begynder at gå fejl med vore folk, de knurrer og har intet at leve af, al den stund Svend ingen penge flyr dem, og kongen, der skulle hjælpe ham, er kun en fattig en, som sidder endnu værre i det end vi andre. Den gang Svend skrev til ham om en skok bøsser af de nye, de bruger, med hjullås, for luntebøssen kan være god nok, men hun duer ikke for os, der må ligge på lur i slud og dårligt vejr, svarede de høje herrer ham fra kongen, at hvis Svend var i betryk for våben, så var han vel også selv mand for at gøre udvej for dem. Det kan jeg også, svarede Svend, og så slog vi svensken ihjel og tog fra ham, hvad vi manglede. Med penge går det værre, folkene har intet at købe føden for, og fristelsen er blevet stor, siden den svenske høvedsmand ovre på Jungshoved har udlovet en pris for den, der bringer ham Svend til veje. Vorherre forbyde, de skulle lade ham i stikken.«
»Det gør ingen dansk mand,« råbte Ane Marie med en ivrighed, der lod hende glemme den fremmedes nærværelse.
Ib lagde fingeren på munden: »Han kan jo høre hvert ord, vi taler.«
»Jeg tror, han sover.«
»I så fald var det bedst, vi tog hver ved sin side af stolen og bar ham udenfor i sneen, så bliver han narret, når han vågner.«
»Men hvis han vågnede imedens,« udbrød den fremmede og hævede sit hoved.
»Ja, så venter vi, til han sover igen,« svarede Ib, »og narret blev I alligevel,« tilføjede han, »jeg talte kun så for at prøve, om I sov.«
I dette øjeblik hørte man skridt udenfor, og straks efter lød tre afmålte slag på døren. Ib besvarede dette tegn med tre lignende slag på ruden, derpå blev døren lukket op, og tre mænd trådte ind i stuen.
»Guds fred herinde!« udbrød den ene med en dyb basstemme og satte sig på bænken. »Er Svend hjemme i aften?«
»Nej, Abel, vi venter selv på ham,« svarede Ane Marie, som, efter at have kastet et blik på de ankomne, gik hen til en kedel, der hang i skorstenen, øste noget af dens indhold op i tre træskåle og satte dem for mændene.
»Her har I en drik pors, og brødet ligger oppe på hylden ved hanebjælken over jer. Spis og drik!«
Mændene tog plads omkring bordet. Ordføreren, der syntes at være den fornemste blandt dem, rakte op efter et havrebrød, som han skar i stykker, derpå tog han sin hue af hovedet, foldede sine hænder over den og mumlede andægtigt og langsomt en bøn. Hans staldbrødre fulgte eksemplet. Efter at bønnen var endt, spiste de og tømte skålene.
Ib havde siden de nye gæsters ankomst ikke talt et ord, hans blik gled vekselvis fra dem til den fremmede på halmstolen.
»Tak for mad, Ane Mari!« sagde Abel og skød den tomme skål hen ad bordet.
»Gid det må bekomme jer vel,« svarede konen. »Har I ellers noget bud til Svend i aften?«
Abel brast i latter og vendte sig til sine kammerater. »Hun spørger, om vi har noget bud til Svend,« gentog han. »Det er rart.«
»Vi har det budskab til ham,« svarede en af mændene, »at vi vil forklare ham sandheden og ikke længer trække omkring efter hans indfald, som hidtil er sket.«
»Det begynder jo ret fornøjeligt,« ytrede Ib. »Svend vil få en ulykke på halsen, når han hører jer braske på den vis. For resten har vi fremmede folk i stuen, og I gjorde bedst i at lade den snak fare til siden.«
»Jeg tænker, vi gør bedst i at tale, medens tid er, og derfor har vi forladt vore poster i aften.«
»Hellig kors!« råbte Ane Marie og slog sine hænder sammen. »I er gået fra jeres poster, I ulykkelige folk! Så frelse eder Gud, når Svend får det at vide.«
»Å, ikke andet,« svarede Abel med et roligt nik. »Svend er en fredløs mand, som har ondt for at hytte sig selv. Vi agter ikke at gøre ham noget til men, det være langt fra, men en mand, som giver sig af med folk af vor slags, må holde sit ord blankt. Dengang vi kom til Svend, lovede han os guld og grønne skove i sin tjeneste, han lovede at skaffe os føde og klæder og nogle skillinger til, og vi sagde, at det var godt, men anderledes gik det siden. Vore klæder - ja, dem har vi selv taget fra svensken, derfor vovede vi livet og havde hårde dage og nætter, som var værre end dagen. Vore kammerater ligger skudt omkring på marken eller nedgravet i den dybe sne. Enhver dag kan andre komme til at gøre os samme tjeneste.«
»Ja, der er nogen sandsynlighed for det,« svarede Ib, »især når I fortæller Svend, at I er løbet fra eders poster.«
Abel vedblev: »For alt dette giver Svend os intet, ikke engang det daglige brød, det kalder vi for slet, og derfor vil vi opsige ham vor tjeneste, lad ham så hjælpe sig, den fredløse fugl, med sine store ord og løfter, alt som han orker bedst.«
Denne slutning ledsagede manden med et spørgende blik på sine kammerater, som tilkendegav deres bifald ved et nik.
»Hør, lille folk!« udbrød Ane Marie, idet hun trådte hen til bordet, »I kan fortælle Svend, hvad I vil, jeg tænker, han er mand for at svare derpå; men så længe han er borte, må ingen komme med ukvemsord til mig, der er hans kone.«
»Ja, man siger rigtignok, I er det,« svarede Abel med en spottende latter.
En glødende rødme farvede konens ansigt ved denne hån.
»Man siger også, at jeg er herre i mit hus, lad være, jeg kun bærer skørt og korsklæde,« tilføjede hun. »Vil I krænke Svend. kan I gøre det andet sted, eller jeg sætter jer ud ad min dør, og kan jeg ikke - -«
»Nå, bliv kun ved, An' Mari'! I taler så godt for jer.«
»Ja!« svarede Ib i en overordentlig blid tone. »An' Mari' mener, at hvis hun ikke magter at sætte jer uden for døren, så falder det mig til, som er hendes kødelige broder.«
Med disse ord rejste han sig op i sin fulde højde og støttede begge sine arme på bordet.
»Lad fare al ufred,« sagde Abel godmodigt; »med dig har vi intet ondt at skaffe. Kan være, det var uret at tale, som vi gjorde, men når gryden kommer i kog, løber den over. Svend Gjønge er vor mand, og til ham vil vi klage, for vi lider nød, medens han sidder i overflod og velstand.«
»Ja, han gør så,« svarede konen, idet hun med et spottende skuldertræk lod sit blik løbe omkring i stuen.
»Han har i det mindste føden, medens vi sulter.«
»Nej, nu tager I nok fejl,« svarede Ane med en sørgmodig stemme. »Medens I sidder i den varme stue, arbejder Svend derude for jer, og når han kommer hjem i aften, får han intet at spise, fordi I tre nylig har fortæret hans aftensmad.«