Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
8. Hvorledes fjenderne frelser Svend og hans venner forråder ham
Medens dette foregik i hytten, listede en mand sig hen over volden, som omgav Jungshoved. Det var Svend Gjønge, der vendte tilbage fra et besøg på slottet. Den bidende kulde, som fulgte efter solens nedgang, begunstigede hans flugt. Vagten havde søgt ly i sit skilderhus, de øvrige soldater sang og spillede nede i deres vagtstue. Svend kom lykkelig ned til den frosne voldgrav. Han vedblev at følge kanten af denne, indtil han nåede vindebroen, under hvilken han troede sig bedst skjult, medens han sneg sig over graven. Her sagtnede han sine skridt, prøvede isen med fødderne og gik derpå langs med murpillerne, som støttede broen.
I samme Øjeblik, han nåede over på den modsatte side, hørte han stemmer. To mænd kom gående over broen. Af de tunge og slæbende trin kunne man slutte sig til, at den ene af disse mænd bar træsko. Den andens klingende sporer forkyndte en krigsmand. Svend lyttede og skjulte sig bag den sidste pille.
Medens de gående nærmede sig, sagde krigsmanden:
»Det bliver altså ved aftalen, og du kommer tilbage ved midnat.
»Med forlov at spørge,« udbrød den anden med læspende stemme, ved hvilken Svend syntes at fare sammen, »hvor agter høvedsmanden at møde mig?«
»Her uden for slottet, hvor skoven begynder.«
»Kommer I selv?«
»Jeg skal skikke dig en pålidelig mand.«
»Hvorpå skal jeg fornemme, at han kommer fra eder?«
»Han hilser fra kaptajn Kernbok.«
»Det er godt,« svarede manden og gjorde nogle skridt fremad. Svenskerens ord standsede ham atter.
»Glem ikke, at du holder livet i din hånd,« sagde han.
»Nej, høvedsmand!« svarede den læspende. »Glem heller ikke, at I holder pengene i eders.«
Efter disse ord gik han og forsvandt straks efter mellem lindetræerne, som stod på begge sider af vejen.
Ved et tilstrækkeligt lys ville man have set Svend som et bytte for den heftigste bevægelse, medens han lyttede til denne samtale; men han forstod at beherske sine følelser. Da han så manden forsvinde, fattede han en dristig beslutning. Han tog en blykugle i munden, krøb hurtig og behændig op af graven og trådte ind på broen. Månen var endnu ikke så langt fremme på himlen, at dens lys nåede op over Jungshoved; som følge deraf kastede den vestlige del af slottet en lang og mørk skygge ud over broen. Svend Gjønge lod sine skridt genlyde tungt og slæbende på de frosne planker, han bøjede sin ranke skikkelse og krøb sammen for mere skuffende at ligne manden, som nylig var gået. Kuglen, han holdt i munden, gav hans stemme den samme læspende betoning, idet han råbte efter den bortgangne officer:
»Høvedsmand! Endnu et ord.« Svensken vendte sig om og så Svend komme uden at fatte den ringeste mistanke.
»Nå, hvad har du videre at sige?«
»Ak, høvedsmand!« udbrød Svend noget dæmpet. »Når jeg ret får betænkt mig, var det bedst, at jeg mødte den mand, I vil sende mig, klokken ti i stedet for til midnat.«
»Det kan også ske,« svarede officeren.
»Jeg tror vist, at det ville være bedre for mig.«
»Klokken ti altså, det gælder blot om, at du skaffer os manden død eller levende.«
»Jeg tænker nok, De skal få ham levende, svarede Svend, idet han bortfjernede sig.
To timer senere stod månen over slottet, og i det lys, den kastede ind mellem træerne foran vindebroen, sås et menneske, indsvøbt i en rytterkappe, bevæge sig frem og tilbage ved begyndelsen af alleen.
Det var Svend Gjønge, som ventede på sit stævnemøde med kaptajn Kernbok.
Da tårnuret på Jungshoved slog ti, trådte kaptajnen ud ad slotsporten og skred hen til vindebroen. Svend hørte den kommende, endnu før han kunne se ham, han trådte over i skyggen af alleen og gik ham i møde.
»Hvem der?« udbrød den svenske med dæmpet stemme.
»En mand, der venter på kaptajn Kernbok,« lød svaret.
»Det er rigtigt,« ytrede kaptajnen, medens han betragtede Svend med et nysgerrigt og spejdende blik. Svend trådte ud af skyggen, så snart han så, at den kommende var en anden end den, han før havde talt med, og at hans skikkelse og mæle som en følge deraf ikke kunne røbe ham.
»Nå, så høvedsmanden ville ikke komme selv,« udbrød han smilende.
»Høvedsmanden mente, at jeg kunne træde i hans sted.«
»Det falder også ud på et,« sagde Svend. »Lad os gå.«
»Du er altså sikker i din sag, bondemand, og ved, hvor Svend Gjønge er at træffe?«
»Ja, kaptajn! Stol på mig. Der er ingen, som kan give bedre besked. Men eders folk, hvor har vi dem?«
»De ligger for Rekinde og Allerslev.«
»Hvor mange?«
»Vel to hundrede mand; jeg tænker ikke, vi behøver flere.«
»Det tror jeg heller ikke. To hundrede mod én, det slår til.«
»Guds død!« udbrød kaptajnen. »Er han alene?«
»Ja, kaptajn! I vil træffe Svend Gjønge alene, en fattig mand, fredløs og forfulgt, forrådt af dem, der skulle være hans venner.«
»Eja, bondemand, hører du da ikke selv til hans venner? Hvordan I handler mod ham, det bliver eders sag, os er det kun om at gøre at få ham uskadeliggjort.«
»I forstod mig ikke ret,« svarede Svend, »jeg mente, at vi havde ikke så mange af eders folk nødig.«
»Alt vel betænkt,« sagde Kernbok, »så har vi slet ingen nødig; jeg tager ham på min samvittighed alene.«
»I?«
»Min tro, ja! Jeg har tilforn forsvaret mig ene mod flere, men aldrig været med, hvor der var flere mod én.«
»I er en modig mand, kaptajn!«
»Folk siger det,« svarede Kernbok.
De to mænd fortsatte nu en tid lang deres vej igennem skoven uden at tale. Svend gik til venstre for kaptajnen. Hans øjne vågede over enhver af hans bevægelser. Kernbok vedblev at skride fremad, rolig og sorgløs, med sablen under armen og den højre hånd stukket ind på brystet af sin gule uniform. Pludselig vendte han sig om med et spørgsmål:
»Hvor træffer vi Svend Poulsen?«
»Her i skoven.«
»I skoven?« gentog kaptajnen.
»Er ikke den det bedste skjulested for en fredløs mand?«
»Du har ret.«
Atter vedblev Svend at skride frem på stien, der førte til en slette, som blev omtalt i begyndelsen af denne fortælling under navn af gravdammen. Kaptajnen fulgte ham uden betænkning. Da de kom ind på den åbne plads, hvis ubanede jordsmon sneen og isen forlængst havde udjævnet, ophørte stien, månen kastede sit blege og melankolske lys ned imellem træerne og oplyste den ene halvdel af kæmpegraven, fra den modsatte side faldt en lang og blålig slagskygge hen over snefladen. Svend standsede midt på pladsen, hans ansigt vendte imod månelyset og var koldt og roligt, medens han sagde:
»Nu er vi på stedet.«
»På stedet?« gentog Kernbok spørgende.
»Og Svend Gjønge?«
»Han står for eder.«
Med disse ord kastede Svend sin kappe tilbage og greb en pistol i hver hånd. Kaptajnen udførte en lignende bevægelse på samme tid, men Svend havde den fordel at kunne vælge sin stilling, og idet han vendte ansigtet imod månelyset, afgav hans skikkelse et mindre sikkert mål end kaptajnens, der dannede en skygge mod den lyse sne.
»Eja!« udbrød Kernbok, der for et øjeblik var bragt ud af fatning. »Du har altså faret med list for at få mig lokket herhid.«
»Desværre,« svarede Svend, »det var ingen list, endskønt I siger så. En af mine folk lovede obersten at forråde mig. Jeg hørte dem aftale alt og måtte søge at forekomme deres plan. Det lykkedes, som I ser; og nu, min herre kaptajn; jeg står her alene og venter på, hvad der behager eder.«
»Hvad mener du?«
»Vi prøver, hvem af os lykken vil det bedst, eller også vil jeg bede om forlov til at bære eders pistoler det lille stykke vej, vi har tilbage.«
»Ved du hvad, Svend Gjønge!« svarede kaptajnen muntert. »Ved min sjæl tror jeg, at lykken denne gang er på din side. Et af to! Enten skyder jeg dig, og derved vinder jeg intet, eller også skyder du mig, og derved vinder jeg endnu mindre, siden det kun anstår en krigsmand slet at lade sig lokke i et baghold af en fuglefri mand som du.«
Med disse ord tog kaptajn Kernbok sine pistoler i den ene hånd og rakte dem med bortvendt løb til Svend. Gjøngen stak dem i sit bælte.
Kan være, du kommer til at fly mig dem tilbage igen hvis jeg bliver i live så længe,« tilføjede han smilende.
»Ak ja, kaptajn!« svarede Svend i den samme tone. »Lykken skifter. Jeg forstår ellers nok, hvad I mener,« lagde han til. »Nu for lidt siden fortalte I, at eders folk lå nede ved Rekinde og Allerslev, kanske de er gået sig en tur i det klare måneskin, for da jeg kom ned ad vejen før, tyktes det mig, at jeg så en mængde mørke skikkelser myldre ud af skoven; de drog over ad Ørremandsgaard til, og derfor var det godt, vi ikke gjorde larm nu nys ved at skyde vore pistoler af. Lad os være oprigtige, min herre høvedsmand! I overgav eder så villig, for at I om lidt kan tage oprejsning igen. Men jeg holder for meget af eders selskab til at skilles så hurtigt fra eder, og vi vil se at hitte en vej, hvor vi kan være i ro for krigsfolkene.«
»Behold kun sablen, kaptajn! I giver mig for meget at bære på; siden en pistol rækker længere end et sværd, tænker jeg ikke, I gør mig fortræd, og det er kun de fejge, man ikke lader beholde noget våben.«
Derpå trådte gjøngen hen ved siden af Kernbok, og denne fulgte ham ad en vej, som løb i en skrå retning ind i skoven og modsat den, fra hvilken de nylig var kommet.
I Svend Gjønges hytte var imidlertid selskabet blevet forøget med to personer. Den ene af disse var en lille, uanselig person med en smal og fremstående pande, indfaldne kinder og en gul, sammenskrumpet hud. Nød og savn talte ud af ethvert træk. Hans hoved var blottet, og det lange, uredte hår spændt sammen omkring hovedet med en smal læderrem. For resten hørte han til gjøngerne ligesom de øvrige tilstedeværende.
Noget særegent for denne mand var et utydeligt og læspende organ, som påfaldende lignede det, Svend havde lagt mærke til i samtalen med den svenske officer, medens han lå skjult under broen.
Den anden af de sidst ankomne bar sin arm opbundet et tørklæde. Da han hørte, at Svend ikke var hjemme, satte han sig hen til Ane Marie, som gav sig i færd med at forbinde ham.
»I ved vel heller ikke, hvor han er gået hen?« spurgte den læspende.
»Nej, jeg ved det ikke, Tam! Men du kan forrette dit ærinde til Ib.«
»Å, nej, hvad jeg har at sige Svend, kan jeg ikke sige til andre.«
»Så får du slå dig til ro, indtil han kommer,« sagde Ane Marie.
»Lille Tam har sig kanske også et klagemål at føre mod Svend,« bemærkede Ib, idet han tilkastede ham et spottende blik.
»Nej, det var endda ikke mit ærinde,« svarede Tam uden at se op; »men siden du selv siger det, så er jeg just ikke meget fornøjet med Svends regimente.«
»Det er der ingen, der er fornøjet med,« udbrød de andre.
»Hvorfor ikke?« spurgte en rolig stemme i den åbne dør, og man så Svend træde ind tillige med kaptajnen. Gjøngerne veg overraskede et skridt tilbage; under det bifald, hvormed de optog Tams ord, havde de ikke bemærket, at døren blev åbnet.
Ingen af dem syntes dog i den grad at forvirres over Svends pludselige ankomst som Tam, hans legeme skælvede, hans stirrende øjne gled sky og ængstelig fra Svend til kaptajnen. Imidlertid famlede hans hånd under det uldne dække, hvori han havde indsvøbt sig, indtil den fattede om kniven i bæltet, og han trådte et skridt til siden hen imod døren, som om han agtede at søge frelse igennem den. Svend lagde mærke dertil. Under den almindelige tavshed, som opstod, da han viste sig, trådte han hen til Tam og betragtede ham stift og gennemtrængende.
»Se, Tam!« sagde han, idet han tog ham i armen og førte ham hen foran kaptajnen.
»Det er kaptajn Kernbok, til hvem du ville forråde mig og dine kammerater. Gå ud af mit hus, du skal være en fri mand for mig, men bed til Gud, at du aldrig oftere må komme i min nærhed.«
Tams Øjne var fæstet mod jorden, han bevægede sine blålige læber som for at tale, men stemmen svigtede ham, hans hånd slap kniven; endelig udstødte han et skrig og fo'r med et spring ud ad døren.
»Og nu, I andre!« vedblev Svend, henvendt til Abel og hans ledsagere. »Hvorfor har I forladt eders poster, og hvad vil I her?«
Skønt optrinet med Tam og den overlegenhed, hvormed Svend handlede, ikke var blevet uden virkning på gjøngerne, rejste dog Abel sig fra sit sæde; hans ansigt havde endnu beholdt dets tidligere udtryk af trods; alene hans stemme syntes at være mindre sikker, idet han svarede:
»Vi er kommet herned, Svend, for at sige dig vor hjertes mening, formedelst vi ikke er rigtig fornøjede med dig som vor høvedsmand, imedens du lader os lide nød og glemmer, hvad du lovede.«
»Hvad har jeg lovet jer?« svarede Svend med et lynende blik: »Føde, klæder, våben og en ærlig død for fædrelandet; I skal få det altsammen.«
Endnu medens Svend talte, blev døren revet op, og en mand stak hovedet ind ad den med de ord:
»Tag dig i vare, Svend Gjønge! Fjenden er på færde i nat. Fra Egebjerg og Ambæk kommer de imod dit hus i to store flokke.«
Svend vendte sig mod Kernbok. Kaptajnen smilede.
»Det siger intet, Jes; vi skal vel slippe for dem, så længe vi har to andre veje til Bønsvig skovhuse åbne.«
Manden forsvandt. Svend vedblev:
»Men hvorfor skjuler du den rette grund, Abel, idet du siger, at I vil have en anden høvedsmand. Delte vi ikke bestandig lige i godt og ondt, som man bør gøre, når man anfører modige folk som I? Eller tror I at kunne finde en mand, der lægger snildere planer, eller som bedre forstår at udføre dem end jeg, så nævn mig hans navn, jeg gad dog kende ham?«
»Nej, Svend! Det ved du nok selv, vi kender ingen bedre,« svarede Abel.
»Nu vel da,« vedblev gjøngen, idet han trådte hen foran Abel, hævede sit hoved og målte ham med et hånligt blik; »så skal jeg sige dig, hvad du ønsker, du og de andre, der har en lige så ussel tænkemåde, I vil have eder en høvedsmand, der lader fare mandstugt og orden, som giver eder lov til at plyndre fra landsens egne børn, I vil leve højt og juble mens hver ærlig mand klager og sukker i vånde.«
Atter hørtes det aftalte tegn på døren, og en mand trådte hurtigt ind.
»Hvad nyt bringer du, Hartvig?« spurgte Svend. »Du ser så bleg og modfalden ud?«
»Sørgeligt nyt!« svarede manden og støttede sig stakåndet til bordpladen. »Vi er omringet fra alle kanter. Det myldrer af svenskere oppe fra Jungshoved skov; ved Egebjerg hørte jeg ryttere trave over den frosne jord, og da jeg løb ned over Bønsvig, så jeg også fra den kant svenskernes hellebarder glinse i måneskinnet.« Denne tidende vakte almindelig uro, alle gjøngernes blikke hvilede på Svend som havde vendt sig om mod Kernbok. Kaptajnen stod ved skorstenen, støttende sig på sin lange kårde; om hans læber svævede et smil, skønt han gjorde sig umage for at synes uopmærksom for, hvad der foregik. Abel gik hen til Svend, rakte ham sin brede hånd og udbrød:
»Er du vred Svend Poulsen? Jeg vil da sige dig, at det kun var mig, som fandt på at gå herop. De andre har ingen skyld.«
»Ak, lille folk« vedblev Svend roligt og koldblodigt, som om faren ikke havde været til stede for ham. »I taler om nød, I mænd fra Gjønge, der i hele eders liv er vant til at savne og tåle, men i aften så jeg den gamle præst fra Smidstrup stavre omkring fra dør til dør med en potte i en snor for at tigge sig en mundfuld mad; ham jog fjenden fra hus og hjem, og han var vant til bedre dage. I Ønsker en anden fører, og hvem? Enhver af eder tænker selv på at blive det. Så vær det da alle sammen. Du hører jo, Abel, hvad budskab de bringer, hvorfor tøver du. Læg en plan og lad os fuldbyrde den. Før folkene an; eller gør du det, Bent, eller du, Ving, eller du, Jens Jerntrøje. Fjenden vil snart banke på døren, jeg overlader jer min post, siden I er kede af mig, og når jeg ikke længer befaler, skal jeg vise jer, at jeg forstår at lystre den, som ved at byde bedst.«
»Hvem siger, at vi er ked af dig?« spurgte den sidstankomne med et mørkt og truende blik mod de mænd, Svend nylig havde nævnt.
»Det gjorde jeg,« svarede Abel, idet han trådte frem og med en angerfuld og bønlig mine rakte hånden hen mod Svend. »Tilgiv mig, nu fortryder jeg det og ser, at ingen uden du er den rette mand af os.«
Under hele denne samtale var Ib blevet siddende på sin plads ved bordet så rolig, som om han ikke havde nogen tanke for, hvad der foregik; kun det lyn og den uafladelige bevægelse, der viste sig i hans små og spillende Øjne, røbede liv. Pludselig rejste han sig op, skød bordet til side og trådte ud på gulvet.
»Nå, Svend,« sagde han, »lad os nu ikke agte den sludder længere, men høre din mening; jeg synes, det er på tide at handle.«
»Klæd barnet på Ane Marie.« sagde Svend. »I smiler, kaptajn,« vedblev han, »og jeg forstår eder. I vidste, at dette overfald var i værk, og overgav jer derfor godvillig. Hør nu et ord: I er en modig mand, det er jeg også, I må frelse mine folk, siden I nu engang er kommet sammen med dem. I vil ikke, å jo, jeg er overbevist derom. I et tilfælde som dette tager man sine forholdsregler.«
Kaptajnens ansigt antog et mere spottende udtryk end hidtil. Svend vedblev: »I frelser folkene og er fri, I lader være og bliver skudt, så snart den første svensker stikker hovedet ind ad døren.«
»Hvordan skal jeg kunne frelse eder?« svarede Kernbok, som følte sig påvirket af den bestemthed, der lå i Svends ord.
»Det er ikke så svært, som I tror. Nede mellem skrænterne ved bugten må svenskernes linie være svagest, den vej skal blive jer anvist, og ad den fører I folkene. Træffer I på eders egne soldater, siger I, det er bønder, I har samlet for at vise eder vej til vore smuthuller. En af mine følger med på hele vejen.«
»En højst pålidelig mand,« bemærkede Ib, medens han ladede sin pistol.
»En mand,« vedblev Svend, »til hvem jeg sætter min hele fortrøstning, og som ved det mindste tegn, I gør til at røbe os, skyder eder ned på stedet.« »Det er mig, han mener,« sagde Ib og nikkede til kaptajnen.
»Gør eder rede, jeg skal følge eder,« sagde Kernbok.
»Tag du drengen og følg med, Ane!« sagde Svend. »Eder, kaptajn, vil jeg bede om at svøbe lidt uldgarn om hjulene på eders sporer, de klinger ellers på den frosne vej.«
»Går du ikke selv med, Svend?« spurgte Ane Marie.
»Nej,« svarede Svend, »jeg vælger en anden vej og møder eder siden. Et ord endnu, Ane!« vedblev han sagte, »og læg det vel på sinde: Du ved, at vi har sanket ris sammen på de højeste steder i skoven. Kommer vi nogen sinde i bekneb, og du får bud fra mig eller Ib om risbunkerne, hvor forblommet det end sker, så list dig hen og stik dem i brand, det er et tegn for vore folk til at samle sig, og det kunne let hænde sig så, at mit liv vil komme til at bero på denne omstændighed.«
»Ræk mig din hånd på, at du ikke er vred,« sagde Abel, da han gik ud ad døren. »Trolden skal tage mig, hvis du ikke snart får spurgt, at jeg har gjort min forseelse god igen. I morgen går jeg hen og skærer øreflipperne af Tam og hovedet med, fordi han ville forråde dig.«
»Svend rakte Abel hånden og smilede. »Vil du så siden efter også føde hans kone og de tre børn, han har derhjemme?«
»Gid jeg times en ulykke, om jeg vil.«
»Så lad Tam fare i fred. Det kan du lide på, at hvis jeg ikke havde erindret hans kone og børn, skulle han aldrig være kommet levende over min dørtærskel.«
Nogle minutter senere listede gjøngerne sig ud gennem bagdøren af Svends hus og forsvandt mellem bakkerne, der løb nedad mod bugten. Kernbok anførte toget. Tæt bag ham gik Ib med en spændt pistol i hånden. Ane Marie havde taget sin lille søn op på armen. Drengens hoved hvilede på moderens skulder. Han sov. Gjøngerne gav Ane Marie plads i deres midte. Hele toget bevægede sig fremad i den dybeste tavshed, forsigtig og spejdende til alle sider.