Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
9. En fælde
Efter at månen var gået ned, blev natten mørk og tåget. Denne omstændighed begunstigede flygtningene, som tavse og lydløse vedblev at snige sig frem i de store skove, der omgiver landet mod øst. Neden for skrænterne af disse udbredte havet sin frosne og snebedækkede flade. Flere gange hørte man den dumpe lyd fra hestetrav og fodtrin på den hårde jord, men gjøngerne fortsatte ubemærket deres vej ned til søen.
Da faren syntes at være overstået, gik Ib hen til kaptajnen og udbrød dæmpet:
»Jeg tænker ellers, vi narrer svenskerne denne gang.«
»Måske,« svarede Kernbok.
»Å ja, det går nok. Her ned imellem sumpene ved bugten vover de sig knap, lad være der fast ikke er en smøge i det hele land, uden at I jo har været der og udbredt sorg og fortræd alle vegne.«
»Det er en krigsmands lod i ufreds tid,« svarede Kernbok.
»Nej, det er det ikke. En krigsmands lod er at slås i ærlig kamp, så godt og så længe han mægter, men ikke at drive hærværk og vold mod sagesløse kvinder og børn.«
»Hvad har svensken gjort eders kvinder og børn?«
»Jeg skal fortælle jer en historie derom,« svarede Ib, idet han greb Kernbok i armen. »Hist nede uden for skoven, hvor I går over broen fra Jungshoved, tjente en fattig pige hos den rige Ørremandsgaards frue. Svensken plyndrede fruens hus, og da de ikke fandt så store midler, som de havde ventet, greb de fruen og pinte hende, de greb også hendes tjenestepige, lagde en trommestreng om hendes hoved og skruede den sammen, indtil hun, syg og afkræftet som hun var, opgav ånden. Sådan bar svenskerne sig ad der; I skal have ondt ved at nægte det, for jeg stod selv og så derpå.«
»Jeg også,« svarede Kernbok.
»Den stakkels pige var min søster!« vedblev Ib, »og folkene, som handlede så, bar den samme uniform som I, gul kofte og blåt skærf.«
»Hvad så?«
»Ja, resten af historien havde jeg betænkt at gemme hos mig selv en stund endnu, indtil I lykkelig og vel havde ført vore folk uden for svenskernes linie. Men siden I spørger mig om, hvad der følger på, skal I også få det at høre. Der blev en mand tilbage i gården, efter at alle disse umennesker havde forladt den. Han lagde sig ned på sine knæ og bad sit fadervor og nok en lille bøn for den døde, og så svor han til Gudfader almægtigste, at aldrig nogen svensker, som bar den gule kofte med det blå skærf, skulle slippe levende ud af hans hænder. Forstår I, derpå svor han sin saligheds part i himmerig.«
»Det forstår jeg nok,« svarede Kernbok, »du taler sær tydeligt.«
»I indser da selv, at man ikke kan bryde en sådan ed.«
»Naturligvis. - Videre.«
»Ja, så er der næsten ikke videre tilbage,« sagde Ib, medens hans stemme skælvede af raseri, »for så snart nu folkene har forladt os, og vi to bliver ene tilbage, sætter jeg eder denne pistol i øret og trykker af. Derefter begraver jeg eder i sneen og trøster mig med, at jeg har holdt mit ord som en ærlig mand.«
»En ærlig mand, min ven, anser jeg kun den for være der lader ven og fjende vederfares lige ret, og det gjorde du ikke, da du fortalte din historie.«
»Hvad mener I?«
»Du har glemt noget.«
»Det mindes jeg ikke.«
»Dengang soldaterne slæbte den syge tjenestekvinde frem for at forhøre hende, trådte en mand i vejen for dem og sagde:
»Hvad I her vil gøre, kammerater, er et niddingsværk, som vanærer den svenske krigsmand.«
»Ja, det er sandt!« svarede Ib med bævende læber.
»Denne mand stillede sig endvidere foran den ulykkelige pige, medens han drog sin klinge og truede med at nedstøde den første der vovede at lægge hånd på hende. Men soldaterne var berusede og agtede ikke på hans ord, de kastede et lagen over hans hoved og førte ham ud af salen.«
»Det gjorde de!« hviskede Ib. »Og denne mand -?«
»Det var mig.«
»Eder?«
»Genkendte du ikke min stemme?« spurgte Kernbok venlig.
Ib søgte at tale, men lod sit svar bero med at ryste på hovedet. Kernbok vedblev:
»Og for at du kan vide det, når du næste gang bedømmer mine landsmænd så hårdt så var der blandt alle de barbarer, som begik denne niddingsdåd, ikke en eneste svensker. Hele regimentet består af tyske lejesvende, der blev hvervede på Majestætens tilbagetog fra Polen, noget jammerligt udskud til hobe, hvis fædreland og ære hænger i en pengepung, og som blot følger hæren af samme grund som kragerne, formedelst byttet.«
»Ja, ja!« sagde Ib. »Nu genkender jeg eder på røsten. I bad for den stakkels Soffi. Tak, kaptajn, tak!«
Ib greb under disse ord Kernboks hånd og trykkede den uagtet hans modstand til sine læber.
»Jeg synes, at jeg hører nogen komme bag ved os,« hviskede Abel lidt efter, idet han gik hen til dem.
Ib standsede, lagde hovedet til jorden og lyttede.
»Ja,« udbrød han, »der lyder hovslag på vejen. Den løse sne dæmper larmen, men jeg mærker dog, at de nærmer sig, det lader også til, at de har fundet vort spor, ellers ville de ikke ride i trav.«
»Hvad agter I at gøre?« spurgte Kernbok.
»Hvad vi skal gøre, det må jeg udfinde,« svarede Ib. »I, kaptajn, kan gå eders vej.« Med disse ord greb han Kernboks hånd, trykkede den og tilføjede dæmpet: »Når I læser eders aftenbøn, føj så et par ord til for Soffi. Og Gud være altid med eder.« Derpå hviskede han nogle ord til folkene, og den lille skare forsvandt hurtigt og lydløst i en lavning mellem bakkerne, som gik ned til søen. Kaptajnen blev stående og stirrede efter dem, derpå valgte han den modsatte vej, som førte tilbage mod Jungshoved.
Da Ib havde ført sin skare ned til stranden, vendte han sig om mod folkene og udbrød:
»Det lader til, at vi er i knibe, men hvis I vil følge mit råd, så tænker jeg, at vi alligevel skal narre svenskerne. Her udenfor os ligger en lille holm, som de kalder Maderne, midt i indsejlingen til Præstø. På de tre sider er søen dyb omkring den, men på den fjerde, nærmest land, kan man næsten gå tørbenet derover til enhver tid af året. I behøver kun at følge mig én for én. Gå ikke til nogen af siderne; hvorvel havet er lagt til overalt i denne vinter, skærer strømmen dog isen bort, og forgangen uges tøvejr har gjort hende tyndere. Når I holder det lille lys, som skinner igennem hornruden fra Tappernøje Kro, ret foran, så er vi snart ovre, lad rytterne da se, om de kan hitte den vej. Kom, An' Mari'! Giv mig din dreng at bære. Du er vel for træt til at gå så langt med ham?«
Ib tog barnet i sine arme og skred foran ud på isen.
Efter at have fulgt sin fører en tid lang, nåede skaren over på holmen, som var omgivet af store gråsten, indenfor hvilke man hist og her så buske af lyngris og marehalm eller en enkeltstående tjørnebusk hæve toppen over sneen. Skønt havet var tillagt, så langt øjet kunne nå ud over Præstø bugt, hørtes dog af og til den hule og susende larm af bølgeslag under isen, men ingen agtede længere derpå, og gjøngerne gik i land på holmen.
»Se så, i Guds navn!« udbrød Ib og satte sig på en af stenene. »Nu har vi igen fast land under fødderne, og al fare er forbi. Ikke heller kan svenskerne nu nå os med bøssen, som jeg var mest bange for. Lad os nu sprede os langs med stenene, for så langt går landet, og vær ikke bange for at gøre lidt støj; lad dem kun høre vore stemmer, kanske vi får dem lokket ud på isen efter os.«
»Tager jeg ikke fejl,« udbrød en af gjøngerne, »så holder hele flokken neden for bakkerne ved Roneklint, og dengang vi kom herop, vrinskede en af deres heste.«
»Ja vist, det er dem, det er dem!« råbte Ib triumferende. »De har set os og rådslår vist om at komme herover, lad os lokke dem til det.«
Han tog en pistol, spændte hanen og trykkede af. Skuddet genlød flere gange ind imellem bakkerne langs kysten. På samme tid så man svenskernes mørke klynge udstrække sig i en lang linie og bevæge sig fremad hen over isen. Ib blev siddende på stenen i en foroverbøjet stilling. Hans øjne anstrengte sig for at gennemtrænge mørket.
»Hvis de kommer, Ib!« udbrød Ane Marie ængsteligt, »hvad tænker du så at gøre?«
»De kommer ikke, lille Ane!« svarede han alvorligt og tillidsfuldt. »Gudfader har draget en skillevej imellem os og vore fjender, den mægter ingen af dem at nå over.«
»Men der nærmer de sig jo, de drager frem i en lang række. Jeg hører dem tale sammen.«
»Jeg også,« svarede Ib, »men ret nu taler isen med, hører du, An' Mari'? Fold dine hænder, Gud nåde de arme mennesker.« Endnu medens Ib talte, lød et hult og pibende suk hen over havfladen. Rytterne standsede, de syntes at betænke sig, nogle af dem vendte deres heste ind mod land igen, men det var for silde; man hørte et skrald i isen, et gennemtrængende og gentaget skrig. Hestene vrinskede, isfladen bevægede sig og bøjedes sammen, rytterne råbte om hjælp, de kæmpede og forsvandt under isen. Ude på holmen var Ib og gjøngerne tavse, grebne vidner til dette optrin.
Svend Gjønge var imidlertid blevet stående og stirrede efter de bortgående, indtil det sidste spor af dem var forsvundet i natten. Derpå stængede han døren og satte en træskodde for vinduet, således at man udefra ikke kunne se lysets skin.
»Nu må jeg bort, før svensken besøger huset,« udbrød han tilfreds, »alt er roligt udenfor, de andre er frelst, kaptajnen kan ikke forråde dem, siden Ib følger med, og ingen har set dem forlade huset.«
»Ingen uden jeg,« svarede en stemme ved alkoven, og da Svend overrasket vendte sig om, så han den fremmede, som rolig og ubemærket under de foregående optrin var blevet siddende på halmstolen.
Svends første handling var at gribe efter pistolen i bæltet, men da han så den fremmedes blege og sagtmodige træk, slap han den igen og gik hen til manden.
»Hvem djævelen er I?« spurgte han forundret, »og hvordan er I kommet ind?«
»Jeg har siddet her hele aftenen,« svarede den fremmede, »og bringer et ærinde til dig, Svend Giønge!«
Ja, dermed får vi vente en stund,« ytrede Svend, »for øjeblikket gælder det om at komme bort. Er I dansker?«
»Det hører du vel på mit mæle.«
»Desværre!« svarede Svend, »jeg har hørt mangen mand tale det danske tungemål, uden at det derfor var synderlig bevendt med hans sindelag. Jeg mente for resten, at hvis I ikke står i ledtog med svensken, vil det kun være en ringe anbefaling, hvis man traf jer i dette hus.«
»Så gør vi følgeskab.«
»Lad gå, skønt jeg holder mest af at vide, hvem jeg har for mig, det hører nu engang til min håndtering at være forsigtig, fremmede! Omstændighederne har lært mig det.«
»Det hører også til min håndtering,« lød svaret.
Svend betragtede manden et øjeblik tvivlrådig, derpå gik han hen til alkoven, hentede to lagner og nogle uldstrømper.
»Se her,« sagde han, »svøb jer ind i dette og drag strømperne uden på eders sko, så vil vi kunne gå forbi svenskerne på ti skridts afstand uden at blive bemærket, og så skal jeg føre eder til et sted, hvor I kan forrette eders ærinde i sikkerhed.«
Manden adlød opfordringen. Svend slukkede lyspinden og listede ud ad døren, her lyttede han først nogle få øjeblikke, derefter kaldte han på den fremmede, og de forlod huset.
Svend valgte en sti, der efter nogle minutters forløb førte dem ned i en af de dybe grøfter, som indhegnede de kongelige vildtbanedistrikter fra herregårdsjordene. Grøften var på begge sider kantet af træer og buske, der udbredte deres grene oven over den, og vejen lod til ofte at være benyttet på lignende vis som i nat, thi den var temmelig banet og sneen trådt fast sammen.
»I må enten gå foran eller helst ved siden af mig,« hviskede Svend, »så har jeg større fornøjelse af eders selskab undervejs.«
Den fremmede adlød.
»Har vi langt til det sted, hvor du agter at skjule dig?«
»Åh nej, blot et lille stykke vej endnu, bestandig langs med grøften, så er vi der.«
Da de kom til skoven, sprang Svend op på gærdet og udbrød:
»Kom, her er min hånd, lad mig hjælpe jer op, nu er vi i skoven og i sikkerhed; her nede i krattet kan ingen fjende trænge sig frem i mørket, og i alt kender jeg vejen bedre end alle andre. Sæt jer ned på stenen og træk vejret lidt, før vi går videre.
»Det er just ikke noget mageligt liv du fører, efter hvad jeg har set i nat,« ytrede manden, »jeg er kommet til den tro, at du måtte kunne have bragt det videre i denne ver den.«
»Måske, men hvorledes?«
»Du er en dygtig krigsmand.«
»Ak, dertil måtte jeg være adelbåren, siden adelen alene kan bringe det til noget på den vis.«
»Der er således her i landet, men du kunne jo søge fremmed krigstjeneste.«
»Hos hvem?«
»Hos den mægtigste, Svend Gjønge! Fordi han ville være bedst i stand til at belønne dine fortjenester, og nu da svensken for tiden er mægtigst, ville jeg efter min tænkemåde foretrække ham.«
»Det lod sig vel gøre,« svarede Svend spottende, »især siden han allerede har sagt mig fredløs. I mit sted ville I altså gå i svensk krigstjeneste?« tilføjede han med en påtagen ligegyldig tone.
»Ja, ganske vist«
»Å, hvad, de ville vel ikke engang have mig.«
»Måske dog.«
»Jeg ved heller ingen, jeg kunne henvende mig til.«
»Hvis det er din mening, så fandt vi vel på råd derfor.«
»Giv mig da eders råd, siden I engang har begyndt derpå.«
»Du tænker altså at gøre alvor af sagen?«
»Ja, hvorfor ikke?«
»Sandt nok, man kan lettere besvare et hvorfor end et hvorfor ikke, og jeg vil gå ærligt til værks. Jeg kender en formående mand blandt svenskerne, som kunne skaffe dig den post, du ønsker.«
»Hvem er denne mand?«
»Det er gehejmeskriveren fra grev Ulfeldt.«
»Når kan jeg få svar fra ham?«
»Straks.«
»Straks!« gentog Svend, »så må det altså være eder selv.«
»Og hvis det var tilfældet?«
»Ja, hvis det var tilfældet,« svarede Svend, idet han sprang ind imod den fremmede og greb ham i brystet med den ene hånd, medens han drog en pistol frem med den anden, »så fortjener I, at jeg satte jer en pistolkugle i panden, men vel betænkt er I ikke en ærlig mands skud værd.«
Efter disse ord kastede han ham så heftigt og uformodet tilbage, at den fremmede, berøvet ethvert middel til modværge, styrtede omkuld på jorden. Manden ville tale, men Svend afbrød ham:
»Stakkels herre! Hvor jeg ynker jer, at I ikke engang mærkede den snare, jeg stillede for at få at vide, hvad I førte i skjoldet. Sådan en myggedræber tror de at kunne skikke for at få mig til at svigte folk og fædreland! Forsandt, jeg havde ikke eders hjælp behov, siden svenske generalen, Gustav Steenbuk, alt i fjor tilbød mig høvedsmands plads og tjeneste blandt sine folk. - Vend tilbage gehejmeskriver! I nat lader jeg eder slippe, men træffes vi nogen sinde på samme vej igen, så bed Gud Fader om nåde for eders syndige sjæl. - Nu ved I, hvem jeg er.«
Svend vendte ham ryggen og gik, den andens ord bragte ham til at standse.
»Ja, Svend Gjønge!« udbrød manden. »Nu ved jeg, hvem du er, men du ved endnu ikke, hvem jeg er. Før mig derhen, hvor du har betænkt at skjule dig, så skal jeg fortælle resten af mit ærinde. Du har hidtil kun hørt den første halvpart deraf.«
»Hvad mener I?« spurgte Svend overrasket. Er det et nyt forsøg, I agter at anstille med mig. Jeg synes, I må have tabt lysten til at komme igen, siden den første prøve ikke lykkedes bedre.«
»Men hvoraf ved du egentlig, at den første prøve ikke lykkedes bedre?«
»Hvoraf jeg ved det?« gentog Svend rasende, idet han trådte manden et skridt nærmere. »Deraf, herre, at jeg stod på nippet til at knække jeres nakkeben.«
»Det ville have været højst urigtigt af to grunde, først fordi du måske derved kunne have skadet din egen sag, og dernæst fordi jeg efter en sådan hændelse sandsynligvis ikke ville have fået lejlighed til at gøre dig bekendt med, at alt, hvad der før blev sagt, kun var en prøve, jeg agtede at stille dig på.«
»En prøve?« gentog Svend dvælende.
»Ja, og hvoraf du indser, både at denne prøve ikke mislykkedes, og at min snare var snildere anlagt end din, siden du lod dig fange.«
»Jeg får vel tro eder, når I giver mig beviser derpå,« svarede Svend; »men i et punkt har I dog ikke båret eder klogt ad. Jeg er en heftig mand, herre, det ligger i mit blod, og den, som fornærmer mig, enten det nu sker for spøg eller for alvor, gør bedst i at være så langt borte, at jeg ikke kan række ham. - Guds død! Man kryber dog ikke ind i huset til den hund, man agter at drille. Siden I altså hverken er gehejmeskriver eller svensksindet, hvem er I da?
»Det skal jeg sige dig, når vi kommer til dit skjulested; synes du da ikke, at de oplysninger, jeg kan give, er tilstrækkelige, så er jeg dig dog så nær, at du kan forsøge på at knække mit nakkeben.«
»Godt,« svarede Svend. »Lad os gå.«
Efter en lang og besværlig gang, der førte hen over så mange krydsveje og tværstier, at den fremmede ikke havde det ringeste begreb om, hvor han befandt sig, stod Svend Gjønge endelig stille foran en kæmpegrav, som var omgivet af en rad store gråsten. Svend Gjønge rullede en af stenene til side, og hvor den havde ligget, viste sig et hul, stort nok til, at et menneske kunne krybe igennem.
»Læg eder ned og kryb ind,« udbrød Svend, »det er på høje tid, at vi kommer i skjul. Ret nu begynder daggryet at bryde frem, og så nytter vore lagener os kun lidt.«
Den fremmede krøb ind igennem hullet, som straks efter udvidede sig, således at man kunne stå oprejst. Svend trillede stenen tilbage på dens forrige plads og slog derpå ild i sin fyrtønde.