Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
10. Hvorledes Svend kom til at opgrave skatte
Lyspinden, som Svend tændte, kastede sit rødlige skær omkring i denne hule, hvis vægge var dannet af store granitsten. I det ene hjørne fandtes et sengested af utilhugne bøgegrene og opfyldt med frisk hø. På den modsatte side så man en mængde hjelme, kårder og geværer, som alle bar svensk mærke og lå uordentlig henkastede i en dynge.
Den fremmede lod sit blik glide hen over disse genstande; han havde taget huen af hovedet og satte sig ned på en trærod, som tjente i stedet for stol.
»Ja, se jer kun omkring herinde,« udbrød Svend. »Jeg har lukket for os, og vi er sikre for at blive røbede.«
»Det er min tro godt, vi kan tale uforstyrrede,« svarede den anden, »jeg har meget at sige dig.«
»Så lad os begynde med eders navn.«
»Lad os begynde med mit ærinde, det er alt, mit navn kommer siden, det er intet. Ser du, Svend, så såre Majestæren og det høje riges råd fornam, at svensken tænkte på landgang, bestemte de, at øernes befalingsmænd skulle skikke deres byers og kirkers penge til København, men budskabet herom blev opsat, ligesom alt andet nødvendigt er blevet opsat i denne usalige krig. Først dengang fjenden stod på Fyn og begyndte at tage penge i hver en by, han kom til, var nøden på færde, og jeg drog i hast over til befalingsmanden for Lolland og Falster for at se, om der derfra lod sig redde noget. Den kloge hr. von Pappenheim havde på egen hånd sanket alt, hvad der i hans stift var blevet opkrævet i skat og toldpenge, som med kirkens midler og de, der blev skikkede fra hr. Henrik Rammel på Møen, udgjorde en sum af halvtredsindstyve tusind rigsdaler. Det lykkedes mig med megen fare at komme over til Vordingborg, og der har vi nu forvaret alle disse penge på et sikkert sted, siden jeg ikke trøstede mig til at bringe dem videre. I denne knibe tænkte jeg på dig, der besad et kløgtigt hoved og en stærk arm, hvor det kom an på at hjælpe.«
»Hvem gav mig den lov?« spurgte Svend.
»Hans Majestæt kong Frederik den Tredie.«
En glødende rødme fo'r over Svends ansigt ved disse ord; han, så frygtløs, så eventyrlig dristig i alle sine handlinger, vovede i dette øjeblik ikke at hæve sine øjne fra gulvet til den lille, blege mand, der sad lige over for ham.
»Det var da kongen selv, som skikkede eder af by i det ærinde?« ytrede han dæmpet.
»Det var så!« svarede den anden, »og siden vi nu kommer til at have beviser nødige, så ser du her den første, som bekræfter sandheden af, hvad jeg fortæller.«
Manden trak en lille lædertaske frem fra sin brystklædning og udtog et sammenfoldet papir, som han rakte Svend.
På dette papir stod skrevet:
Alle, som dette brev ser eller hører, vor hilsen tilforn! Såsom ærbare Hans Nansen, vor tro og øverste borgmester udi København, er skikket udi kongens anliggender, dens vel at forfremme, så skyldes ham hørighed og lydighed, item hjælp og bistand af hver den riges mand, til hvem han måtte eragte sig at vende og bistand at begiere.
Frederich Rex.
Da Svend havde læst brevet, gav han det tilbage til Nansen, som vi fra nu af kan nævne ved hans navn.»Kommer I i betryk på vejen, føjede Kongelig Majestæt til, eller mangler den hjælp, som er eder fornøden, siden det gælder om at bringe pengene midt igennem et af fjenden besat land, næsten gennem hans lejr, så opsøg Svend Gjønge, han er mand for at hjælpe eder og den, til hvem I kan sætte eders hele fortrøstning. Så rejste jeg fra Vordingborg og fandt dig først i aftes efter lang søgen, skønt rygtet om dit mod og dine bedrifter fast spørges over den hele ø.«
Svend trak på skulderen med en ringeagtende mine. »Synes I ikke bedst om, at vi lader eders ros bero, indtil jeg får den fortjent bedre? Hidtil har jeg ikke gjort andet end skaffet mig folk og folkene våben, det er først nu, jeg agter at fange an på noget.«
»Du glemmer, at jeg var til stede under de forskellige optrin i dit hus.«
»Og hvad så? For fanden, herre! Bilder I eder da ind, at så forvovne og halvvilde mennesker som disse gjønger, folk, der så at sige allesammen er fødte og opdragne i krig og overfald og slagsmål, lader sig regere som fluer i en sytråd. Hvis de ikke kendte mig som den, der magter dem både i mod og manddom, ville de le mig op i ansigtet og på timen vælge en anden fører. Gud nåde egnen, hvis det skete; thi siden de har så ondt ved at lystre nogens befaling og ikke kender andet begreb om ret end det, jeg foreskriver dem, ville de sprede sig til alle sider som rotter fra en tømt lade og måske føre et endnu værre regimente over vore egne folk end svenskerne.«
»Nu vel, Svend!« vedblev Nansen, »jeg så da også i aften, at du var en mand, men det var mig ikke tilstrækkeligt, jeg måtte nøje udforske dig, før jeg vovede at betro denne vigtige sag i dine hænder.«
»Det vil sige, at I høje herrer inde i København ikke har andet begreb, end at en fattig mand nødvendigvis må ophøre at være en ærlig mand, når man blot rasler for hans øre med en fyldt skindpung. Ak, så tror jeg dog langt bedre om eder, skønt I fortjener det mindre.«
»Såmænd, Svend Gjønge!« svarede Nansen med et overlegent smil, »det hører også ungdommen til; den skuffes af alt, fordi den tror på alt.«
»Jeg er fem og tredive år,« ytrede Svend.
»Jeg regner ikke med et menneskes alder efter år, men efter hans følelser, og deri er du endnu ikke fem og tredive år gammel. Efter mit begreb måtte jeg altså mistro dig, indtil jeg fik bevis på det modsatte.«
»Nej, djævelen annamme mig, om I måtte!« råbte Svend heftigt. »Når Hans Majestæt nedlader sig til at give mig et skudsmål som det, I før omtalte, synes jeg, at jeg også kunne være god nok for en lille mand som eder.«
»Vi lader nu den sag fare! Havde jeg uret før, da jeg tvivlede på dig og dine lige, så synes det virkelig, at jeg søger at gøre denne fejl god igen.«
Svend lo. »Fordi I kommer og beder mig om at hjælpe eder?«
»Nej, Svend Gjønge, men fordi jeg kommer og tilbyder dig hele æren af dette foretagende en ære der er så meget større, fordi dine bedrifter først skal begynde der, hvor jeg har erklæret mig ude af stand til at handle videre.« Svend indså rigtigheden af denne slutning, han stod nogle øjeblikke tavs og grundede, derpå nikkede han og rakte Nansen sin hånd, idet han sagde:
»Det er sandt og vi vil ikke tænke mere på, hvad der er sket. Men hvor stor er den kapital jeg skal bringe til Kjøbenhavn?«
»Halvtredsindstyve tusinde rigsdaler.«
»Det er mange penge.«
»Ja, men endda ikke så vanskelige at transportere, eftersom en del af summen er omsat i vekselbreve fra bekendte mænd og kun en ringe part i guld og sølvmønt. Tror du at kunne få disse penge bragt lykkelig og vel igennem Sjælland?«
»Det ved jeg ikke.«
»Hvorledes, du ved det ikke? På den måde er vi jo lige nær.«
»Byfoged!« svarede Svend, »jeg skal sige eder noget. En dreng strækker armen ud og tror, at hele verden hænger i et kalveskind, en mand rækker den ikke længer, end han kan drage den tilbage igen, han må være hurtig til at handle, men sen til at sove. Jeg er en mand, som I nylig sagde, og først, når jeg har fanget tingen an, skal jeg sige min mening om den. Det kommer ikke blot an på at skuffe svenskerne, som har en forbandet fin næse, men tillige at fortjene den tillid, I høje herrer sætter til min manddom og snudhed. Hvor har I forvaret pengene?«
»Det skal du få at vide, når vi kommer til stedet, thi jeg formoder, at vi følges ad.«
Svend fo'r i vejret, han stillede sig foran Nansen med flammende Øjne.
»Nå, det formoder I?« råbte han, »da er jeg rigtignok af en hel anden mening.«
»Atter mistroisk!«
»Atter hidsig!« svarede Nansen.
»Stakkels mand!« vedblev Svend, idet han gjorde synlig vold på sig selv for at betvinge sin heftighed. »I vil være med ved denne lejlighed. I, som endnu gisper efter luft af træthed over de par skridt, vi nylig gik. I ryster jo af kulde hernede i dette lune kammer; hvordan vil I være faren, når vi kommer udenfor? Sikken lille, hvid hånd, enhver svensk pibedreng ville vriste sværdet af den, når det kom til kamp. I ville få ondt mellem vore skud og dåne af skræk, imens vi flygtede. Kast et blik på jer selv, borgmester, og så et på mig. Jeg siger det ikke for at forringe eder, men af os to er I manden, når det i kongens råd kommer an på et kløgtigt indfald, jeg er manden, når det gælder om at vove liv og lemmer for at udføre det. Svøb derfor kappen om eder, herre, og vend tilbage til eders skrivestue; giver Gud mig lykke, skal jeg sørge for resten.«
»Lad det da blive, som du bestemmer, halsstarrige!« svarede Nansen; »men husk vel på, at du ved at skikke mig bort overtager alt ansvar for sagens lykkelige udfald.«
»Ja, jeg ved det,« svarede Svend med et hovednik, »alt ansvar og al ære.« »Når er du færdig til at rejse?«
»Fra det Øjeblik, I nævnede sagen.«
»Og dine kammerater?«
»For en ufærd, borgmester! Hvad angår mine kammerater eder? I kunne lige så godt spørge, om jeg har min mellemmad færdig, eller om mine pistoler er ladt. Det var instruksen, jeg talte om.«
»Nuvel, kender du præsten i Vordingborg?«
»Hr. Christen Nielsen, som har anlagt et biværk i sin have?«
»Jeg hører, du kender manden. Gå og bring ham dette brev fra mig, jeg har allerede nævnt dit navn for ham; det er en ærlig og tro dansker, han vil hjælpe dig med hvad han kan.«
»Ja, Gudbedre det for den ærværdige herre! Hvis det gjaldt om at læse et helligt evangelium, eller han kunne kalde englene til hjælp, så var han manden til at hjælpe os. Men her tænker jeg, at mine engle kommer til at forrette arbejdet, hvis sagen skal have fremgang. Præsten ved altså hvor pengene er forvarede, og jeg må ikke vide det?«
»Vi har forvaret dem i et af hans bistader. Nu har jeg sagt alt. Tag dine forholdsregler og husk vel på alle de farer og vanskeligheder, der er forbundne med dit vovestykke.«
»Nej, borgmester!« svarede Svend munter og frejdig, »på planen vil jeg tænke straks, men på farerne vil vi først tænke, når de er overstået. Desuden er en sejr uden fare kun en ros uden fortjeneste.«
Nansen rakte Svend Gjønge hånden og beholdt hans i sin medens han sagde:
»På et lykkeligt udfald, Svend! Vil Gud, at vi to møder hinanden igen, og du nogen sinde har en ven behov, så henvend dig til mig.«
»Tak skal I have herre« svarede Svend. »Hvis I nogen sinde oftere skulle have Svend Poulsens hjælp behov, så henvend eder kun først til mig uden først at lægge snarer. Og kommer I til København, så sig til Hans Majestæt og den høje riges adel, at jeg ringe mand råder dem enten til at have fuld tillid til dem, de vælger sig, eller også slet ingen; de kan måske have sådan lære fornøden.«
Medens Svend talte, hørtes en dæmpet larm oven for hulen; stenen blev væltet fra, en mand viste sig i indgangen og han krøb ned, nikkede til Svend og satte sig hen på hølejet i sengestedet, fra hvilket han med synlig overraskelse vedblev at stirre på Nansen.
»Nå, Ib!« udbrød Svend, »hvor kommer du fra?«
»Fra begravelse.«
»Hvis begravelse?«
»De svenske ryttere ville prøve, hvem der nåede højest, de på deres heste eller vandet i bugten; desformedelst druknede de, og vi stod på holmen og så derpå.«
»Og Ane Marie og vore folk?«
»I sikkerhed.«
»Han er min bedste hånd!« ytrede Svend, henvendt til Nansen.
»Han er mit hoved!« svarede Ib, som troede at burde gengælde denne artighed. Nansen smilede og sagde:
»Jeg kender allerede den gode mand fra før af.«
»Det er mere, end jeg kan sige,« svarede Ib.
»Ja, ja, Ib! Du skal nok få at vide, hvem han er, han bringer os et ærinde at forrette, hvori vi først skal forsøge vore kræfter. Men derom taler vi sammen i morgen. For tiden tænker jeg, det er bedst, vi glemmer, at det bliver lyst udenfor; lad os slukke vore lys og tage en god lille søvn på det, vi har udrettet i dag, og på det, vi vil udrette i morgen.«
Ib løste et af høbundterne op og spredte det på jorden, derpå tog han plads. Svend og Nansen udbredte deres kapper over sengen og lagde sig ved hinandens side. Kort tid efter genlød gravkammeret af de tre sovende mænds dybe og langtrukne åndedrag.