Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
11. Skriftemål
I Vordingborg fandt dagen efter en stor begivenhed sted. Borgerfolkene færdedes i alle gader og tog vejen nedad mod kirken.
Man så tillige flere svenske officerer, som hørte til den garnison, Karl Gustav havde ladet blive tilbage på slottet, medens han selv fortsatte sit tog op mod København.
I nærheden af kirken blev trængselen større, bysvendene søgte forgæves at holde vejen til hovedindgangen åben. Tæt uden for kirkedøren stod en klynge svenske krigsmænd, som her fandt en bekvem lejlighed til at iagttage byens skønne, når disse slog sløret til side fra deres ansigter, idet de trådte ind i kirken.
Imellem mængden gik en ung mand i gejstlig kappe og med en krave om halsen. Han var usædvanlig lang og spædlemmet, havde lyst hår, en bleg, usund ansigtsfarve og døde, glansløse øjne. Ved hans side fulgte en ung pige, der bar en bønnebog i et hvidt lommetørklæde.
Manden var Oluf Tange, kapellan hos sognepræsten, den unge pige var præstens eneste datter Gertrud, og trolovet med hr. Tange.
Da de kom ind i kirken, førte kapellanen sin dame op til den næstøverste stol på gulvet og forlod hende derpå for selv at tage plads i en af korstolene ved alteret blandt de tolv disciple af den latinske skole, som her udførte korsangen. Hele hans beskæftigelse var for øjeblikket delt imellem at tygge på sine negle og at optegne dem, der meldte sig til Herrens bord næste fredag.
Det var altså dagen før altergang, på hvilken menigheden plejede at gå til skrifte; og dog kunne man næppe antage at denne årsag alene havde forsamlet en så usædvanlig mængde i kirken. De tilstedeværendes opmærksomhed var også mindre henvendt på den gamle præst i skriftestolen end på den kvindelige skikkelse, som lå knælende på stengulvet midt i kordøren. Hun var iført en vid overkjortel af sort lærred, der nåede hende fra halsen til de blottede fødder.
»Det er Kulsoen!« hviskede tilskuerne. »Idag står hun første gang åbenbar skrifte herinde, men på søndag siger de at hun skal stå med bare ben uden for kirkedøren i den høje sne. Det slemme skarn!
»Hvem er Kulsoen? « spurgte den ene af de to mænd, som tillige med mængden havde trængt sig frem på kirkegulvet, og som ved fortsatte bestræbelser var nået hen i den yderste række.
»Gudfader bevares nådig vel!« hviskede den lille mand ved deres side, »kender I ikke Kulsoen? Det er jo den lede troldheks, som har gået omkring her i byen og ude på landet og forkoglet både folk og bæster.«
»I dette øjeblik hørte man lyden af en lille klokke, hvorefter graveren kom frem med en lang, hvid stok og med megen værdighed og selvfølelse gik langs med siderne af stole rækkerne for at vække dem, som var indsovede i kirken. Efter at han var kommet forbi skaren, begyndte samtalen påny.
»Hvis det I fortæller her om Kulsoen er sandt,« sagde den ene af de to mænd, som imidlertid ubemærket havde trængt sig frem til nogle svenske soldater, der dannede den første række, »så begriber jeg ikke, hvorfor byrådet lod hende slippe med så lempelig en straf. Mig synes dog, der er lands lov og ret for, at alle hekse, som lægges for kogleri og anden uterlighed, skulle levende brændes.«
»Ak ja, gode herre,« sagde borgeren med et suk, »vi tænkte jo også, at byrådet ville have voldet os den fornøjelse, men hun var dem for klog, og siden de ikke kunne bringe noget ud af hende, slap hun med at blive stillet frem i kirken til åbenbar skrifte. - Nu giver hr. Tange et tegn til manden ved orgelværket, at skriftemålet er til ende.«
»Endnu ikke,« ytrede den ene af mændene. »Jeg har også en sag at skrifte for præsten.« Han tilkastede sin kammerat et betydningsfuldt blik og trådte ud af skaren. Svenskerne spærrede ham vejen, men manden lagde sin hånd på en af høvedsmændenes skuldre og udbrød:
»Min herre kaptajn! Tillader I?«
»Med disse ord gik han op ad kirkegulvet hen til skriftestolen. Kapellanen, som stod i kordøren, standsede ham og sagde:
»Hvis I ønsker at stedes til hellig altergang, må I først komme med mig, at jeg kan tage eders navn og vilkår.«
»Jeg tænker ikke, det gøres behov, ædle hr. kapellan!« svarede manden med sin dybe og rolige stemme.
»Agter I eder da ikke til Herrens bord?«
»Jeg agter at skrifte,« svarede manden. »Om resten kan vi tales ved siden.« Disse ord blev vekslede i nærheden af den knælende kvinde. Hun hævede sit hoved, som hidtil havde været skjult i hænderne, og man så da et magert, indfaldent ansigt med lumske, fortrukne træk. Hendes gullige hud dannede i de gule tindinger under øjnene og omkring munden en utallig mængde rynker, læberne var indfaldne og sluttede kun halvt om en rad af skæve og sorte tænder. Den fremmede kastede et blik på dette ubehagelige ansigt og fo'r sammen, men han beherskede sig straks og gik hen til skriftestolen, foran hvilken han knælede. Hr. Tange blev stående i kordøren og så forbavset efter ham. Borgeren der nylig havde fortalt om Kulsoen vendte sig om mod den fremmede kammerat og hviskede:
»Med forgunst at spørge gode herre! Hvem var den mand som vi nys talte med? Han er ikke fra vort kirkesogn, ikke heller har jeg set ham tilforn.«
»Det tror jeg nok,« svarede den tilbageblevne; »hvorledes skulle I vel have set ham, siden han nylig er kommet herind fra Tyskland.«
»Fra Tyskland,« gentog borgeren forundret, »da talte han dog det danske tungemål sær godt.«
»Han taler alverdens tungemål, hvorfor skulle han da ikke også tale det danske? Det er en fornem mand af den høje adel, - en yderst fornem mand,« tilføjede han med særdeles eftertryk, »og det er vi begge to. Han ejer det bedste grevskab, som nogen vil se for sine øjne, det gør jeg med, at sige, mit er kun et lille grevskab.«
»Å nej,« udbrød borgeren forundret, »hvor er det rart at høre.«
»I dette grevskab har han de dejligste hunde, der findes på denne jord; og dog er hundene endnu intet mod hans bosser, der hænger luntebøsser fra Lüttich med riflet løb, gaffelbøsser samme steds fra, så store som kanoner, og bosser med hjullås, der lader sig bruge i hvad slags vejr, det skal være. Jeg taler ikke om hans sabler, de skærer i den hårde flint, som en madkniv skærer i en ost, og så har de endda så fint et bid, at de rager skægget af en mand lige ind til kindbenet.«
»Gud fri os!« ytrede tilhørerne med største andægtighed.
»Men hvorover kommer det, at slig fornem herre går op at skrifte for vor præst?«
»Han har haft en åbenbaring forgangen nat,« svarede manden. »Jeg kan gerne sige eder det, siden I ser ud til at være højst agtværdige folk. Englen Gabriel har vist sig for ham, han har vist sig for os begge to, livagtigt som jeg her står for eder. Nu går han op og spørger præsten, om der er nogen synd i, at et kristent menneske gifter sig med stortyrkens datter. Det gør vi i alle de byer, vi kommer igennem.«
Medens denne oplysende underretning blev givet, knælede den anden foran præsten og hviskede til ham:
»Ærværdige herre! Sid stille og lad eder ikke mærke med, at I bliver forundret over mine ord. Jeg kommer i et alvorligt ærinde til eder, og da det er af vigtighed for os begge, at intet menneskeligt øre uden eders hører, hvad jeg har at forebringe, så valgte jeg dette hellige sted, fordi det var det sikreste, jeg kunne tænke mig.«
Den gamle præst stirrede på manden med et udtryk af den mest levende overraskelse, det varede nogle øjeblikke, før han kunne svare:
»Hvorom eders ærinde end drejer sig, så bør jeg ikke høre det i Guds hus, jeg har kun her kirkens forretning at varetage.« Efter disse ord gjorde han et tegn til at rejse sig, men den andens mørke og bydende blik bragte ham igen til at opgive denne beslutning. Den fremmede vedblev:
»Bliv siddende, herre præst! Jeg beder eder derom. Kan I tænke noget bedre sted end dette til at forrette et hemmeligt budskab? Bag eder den tykke mur, til alle sider ingen, som lytter, ovenover os Gud, som vi begge tror på, og som jeg tænker, at vi begge tjener ved at virke for den sag, der er mennesket helligst og dyrebarest, fædrelandets sag.«
»Hvem er I?« stammede præsten.
»Mig sender borgmester Nansen, og mit navn er Svend Gjønge.«
»Svend Gjønge!« hviskede præsten overrasket. »Og I kommer for at -«
Svend smilede. »Jeg kommer for at levere eder et papir, ærværdige herre, som jeg allerede, uden at I mærkede det, har ladet falde fra mit trøjeærme ind i skriftestolen, dernæst kommer jeg for at bede om forlov til at bese eders bier, da jeg hører, I ejer en bigård, som ikke har sin lige i det hele land.«
»Mine bier,« gentog præsten.
»Ja,« svarede Svend, »eller bikuberne, siden det egentlig er dem, der er målet for min rejse.«
»I trøster eder altså at drage til København, Svend Gjønge! Det bliver en farlig rejse og en slem vej. Frygter I ikke for at påtage eder dette ærinde?«
»Nej, ærværdige herre! Jeg frygter aldrig. Når vil jeg være færdig til at kunne tage bort?«
»Jeg skal overlevere eder alt i denne nat.«
»Og hvor mødes vi igen?«
»Her i kirken.«
»Når?«
»Jeg tænker, at månen er gået ned klokken tolv.«
»Til den tid være Gud med eder. I ser så god og ærværdig ud. Giv mig eders velsignelse, jeg vil have den nødig.«
Svend bøjede sig over mod præsten. Den gamle mand lagde hånden på hans hoved, hævede sine klare øjne i vejret og mumlede sagte nogle ord, medens Svend lå knælende foran ham. Derpå rejste han sig og gik tilbage igennem koret ned til sin staldbroder, som imidlertid havde fortsat underretningen til borgerne med forskellige mærkværdige bidrag.
Da der ikke meldte sig flere til skriftemålet denne gang, trådte præsten hen i kordøren, hvor Kulsoen imidlertid uafbrudt var blevet liggende på knæ. Han gjorde korsets tegn over hende og lagde sin hånd på hendes hoved, idet han udbad sig menighedens gunst og barmhjertighed for den bodfærdige.
Da Kulsoen rejste sig, og hendes rynkede ansigt blev synligt for alle, viste der sig et udtryk af trods og raseri. Hun blev overgivet til to af bysvendene, der skulle føre hende tilbage til Gåsetårnet, hvor hun sad fængslet, indtil kirkeboden var endt.
Menigheden forlod kirken. Hr. Tange bød Gjertrud sin arm for at følge hende tilbage til præstegården.
I Gjettruds lille, runde ansigt kom en vis sørgmodighed til syne, hun lænede sig fastere på sin elskedes arm, medens de vandrede igennem gaden, og hviskede til ham med et udtryk af vemod:
»Hvor jeg ynkes over den stakkels, gamle kone. I sandhed, Tange, jeg vil bede fader, at han forkorter den tunge kirkebod noget.«
»Vistnok,« udbrød Tange og trykkede hendes arm, »kunne du råde, mit unge hjerte, da skulle end ikke den argeste forbryder komme til at lide nogen straf, alligevel jeg holder den for at være god mod en så grov misdæder som Kulsoen.«
»Tror du da virkelig, hun har i sin magt at øve trolddom?«
»Tilforladelig tror jeg derpå,« svarede Tange vigtig. »Sådanne kvinder kender mange lønlige naturens kræfter og geister, dem de bruger til medmenneskers fortræd. Selv har jeg med egne øjne i Jylland ved Nibe set en gammel heks, der mægtede at vise døde igen, så hårene rejste sig på vore hoveder derved.
»Virkelig!« ytrede Gjertrud, idet hun med en frygtsom nysgerrighed så på ham.
»Bliv ikke bange, mit søde, lille hjerte!« sagde elskeren. »Den kunst gør hun aldrig mere.«
»Hvorfor ikke?«
»Fordi hun blev levende brændt uden for byen hvor hun havde sit tilhold,« svarede Tange med en selvbehagelig latter. »Lad os ikke tale mere herom, det skal ikke være godt, når mørket falder på.«
»Nej,« svarede Gjertrud, »lad os hellere overlægge den tid, da du i morgen vil følge mig op til apotekeren, der gør de smukke billeder, at han kan udklippe os vore portrætter, som vi lovede at sende til moster på Falster.«
»I morgen falder lejligheden knap dertil,« svarede Tange. »Næst efter altergang må jeg skrive på min prædiken til søndag. Jeg har uformærket bragt i erfaring, at den svenske general Vavasor agter at besøge kirken til aftensang.
»Men i aften da, kære Tange!« ytrede Gjertrud med et bønligt blik. »Du har jo dine nye klæder på, kunne vi ikke gå straks til ham? Han udklipper folk den hele dag, til han har nydt sin øllebrød til nadver.«
»I aften,« gentog Tange med en tilsyneladende forundring. »Må jeg ikke i aften gennemlæse evangeliebogen og sætte mig ind i teksten, at min lille Gjertrud kan få glæde af at høre mig roses og lovtales, når vi til søndag går med hinanden arm i arm fra kirken?
»Ja, det er også sandt,« svarede den unge pige med et suk; »men i den sidste tid kommer du næsten aldrig ned og ser til mig; jeg sidder alene med den gamle Sidsel og spinder på min ten, og du tøver oppe på dit kammer, som om vi var skilt ved bjerge og dybe dale. Den svenske høvedsmand Manheimer nyder oftere godt af dit selskab end jeg.«
»Det er anden gang, du nævner høvedsmanden i dag,« sagde Tange fortrydelig. »Jeg må vel finde mig i hans selskab, som jeg kan, og så ofte det behager ham, medens svensken spiller herre og mester i landet. Af to onder skal man tage det mindste, og jeg ser hellere kaptajn Manheimer oppe på mit kammer end inde i dit.«
»Ja, vistnok, kære Oluf! Men gamle Sidsel siger, at I sidder og spiller tærning og andet højt spil deroppe. Jeg er så bange, at hans selskab ikke skal være dig til gode.«
»Lille Gjertrud må være en fornuftig pige og tænke, at hun ikke er noget barn længer. - Herre Gud! Jeg tror, hun græder! Skal vi nu have et nyt optrin igen? Tør dine tårer af, min elskelige!« vedblev han og kyssede hendes hånd, »at ikke gamle Sidsel eller fader skal brumme, når de ser dine røde øjne.«
Den unge pige adlød. Oluf hævede hammeren på præstens dør, og de trådte ind.
»Det var min tro på tide, at I kom,« udbrød den gamle kone, som lukkede dem op. »To gange skikkede den svenske høvedsmand bud ned for at høre, om hr. Oluf var vendt tilbage fra kirke, og siden har han larmet og støjet deroppe på kammeret, som om han ville bryde hanebjælkerne ned af huset.«
»Hr. Olufs matte øjne antog et større liv, idet Sidsel nævnede høvedsmandens navn. »Siden I så siger,« ytrede han, »bliver det vel bedst, jeg går op for at holde styr på ham. Sidsel behøver ikke at bringe mig min aftenkost op for denne gang, jeg er ikke sulten.«
Tange kyssede med et kærligt smil sin bruds hvide, små fingre, derpå nikkede han til Sidsel og forlod stuen.
Den gamle kone blev stående nogle øjeblikke uden at sige noget, hendes spejdende og alvorlige blikke dvælede på Gjertrud. Den unge pige slog sine øjne ned for disse gennemtrængende blikke, som syntes at læse i hendes indre. Pludselig brast hun i gråd og ville forlade værelset. Den gamle gik hen til hende, slyngede sine arme om hendes liv og hviskede bevæget og sagte:
»Vorherre vender alting til det bedste for os, mit elskede barn! Men bliver dette længe ved, så vil det kun tage en sørgelig ende.«