Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
12. Et terningespil
I det Tange gik op ad trapperne til det loftskammer, han beboede, hørte han en dyb basstemme brøle tvetydige ord af en tysk soldatervise. Han skyndte sig for at afbryde denne ubehagelige sang og trådte ind ad den åbentstående dør.
En mand i svensk rytteruniform lå udstrakt på løjbænken; ved hans side på gulvet stod en halvtømt vinkande, og foran ham på et bord lå udbredt en mængde små og sirlige breve, som han formodentlig havde gennemlæst, før han begav sig til hvile.
»Gid tusinde millioner djævle annamme ham, kapellan!« råbte manden, idet han udstrakte begge arme imod Tange. Her lader han mig sidde og vente efter sig en stiv klokke time tilende.«
»I vidste jo dog, hr. kaptajn, at jeg var beskæftiget i kirken.«
»Hvad bryder jeg mig derom! Bøddel og brand! Havde det ikke været for den lange vejs skyld, skulle jeg have hentet ham i kirken og fugtlet ham hjem med min flade klinge!«
Kaptajn Manheimer var en lille, bredskuldret mand med et rødt ansigt, sort, tæt afklippet hår og et stort overskæg, som efter den tids begreb om det klædelige blev strøget opad mod øjnene. Han bar et blåt anløbet brystharnisk og en tveægget kårde med bred parérplade, gennembrudt med en mængde små, firkantede huller til deri at opfange modstanderens klingespids. Foruden kården havde han endnu en daggert der blev ført i venstre hånd, på samme tid man benyttede kården, og som vekselvis tjente til angreb og parade.
»Ja, kig han sig kun om!« vedblev kaptajnen med en tilfreds latter; »hvis han skulle finde, at her ser en smule forstyrret ud, så får han takke sig selv derfor. Jeg måtte jo have noget at fordrive tiden med, og så tog jeg ud af hans dragkiste disse kærestebreve, som jeg gav mig til at læse.«
»Mine breve!« udbrød Tange harmfuldt.
»Ja, til mig er de i det mindste ikke skrevet; han må tilgive mig, at jeg ikke lagde dem på plads igen. Her var desuden så koldt inde i stuen, at jeg selv måtte gøre ild på, så slog jeg en af hans gamle lænestole i stykker og smed den ind i ovnen med samt dens læder og udstopning. Det hjalp!«
»Min lænestol!« råbte Tange med stigende harme.
»Ja, min var det Guds død ikke!« vedblev kaptajnen leende, »og han må pardonnere mig, om her ryger lidt, for det gamle asen af en stol vil ikke brænde, men så tog jeg nogle af hans papirer og en tynd, lille huspostil og tændte op med, det hjalp.«
»Herre Gud!« udbrød Tange med ynkelig stemme, »det er jo en forfærdelig ulykke, I har anstiftet. Mine kostbare papirer og den gode stol! Hvad tror I, præsten vil sige, når han spørger sligt?«
»Gid tusind skok djævle tage præsten!« råbte Manheimer leende. »Efter den store tjeneste, jeg i dag har bevist ham, er han desuden vist for taknemmelig til at tænke på sligt.«
»Hvilken tjeneste?«
»Har ikke jeg og min tjener arbejdet for ham fast to timer tilende i denne eftermiddag, medens han var i kirke.«
»Arbejdet, højstærede kaptajn?«
»Ja, netop. Jeg gav knægten ordre til at grave et hul i den dybe sne bag om i haven, deri satte vi hans bistokke, en for en, og dækkede dem så til igen, imedens jeg gjorde mig en god, tyk lunte, velfyldt med svovl, den stak vi ind under stokkene og antændte. Forleden klagede de i køkkenet over, at vi drak dem for meget mjød, derpå har vi nu rådet bod; så snart det behager præsten, vil han kunne lave sig et oksehoved fuldt på ny og vel noget derover, thi vi svovlede flinkt og tog alle de bistokke med, som vi kunne overkomme.«
Manheimer tav og støttede sine arme på løjbænken for ret i mag at betragte, hvad virkning hans fortælling gjorde. Tanges intetsigende ansigt havde antaget en blegere farve end sædvanligt, han rynkede sine lyse øjenbryn, men svarede intet. Imidlertid samlede han de adspredte breve sammen for at lægge dem på deres forrige sted i det åbne chatol.
»Nok derom,« vedblev kaptajnen. »Det var ikke for at sige dette, at jeg længtes efter ham. Klokken bliver mange, jeg har kun to timer til hans tjeneste i aften. Skyl derfor mjøden af dette tinbæger og lad os få tærningerne frem, jeg skylder ham jo revanche fra sidst.«
»Jeg vil nok spille en stund,« svarede Tange, »men jeg har kun to rigsdaler hos mig, som jeg endda skal aflevere til kirkens fattigblok.«
»Hvordan kommer han til kirkens penge?«
»Jeg fik dem på visitats i aftes, medens klokkeren gik omkring for at høre, om nogen bandede.«
»Hvad for noget?« råbte Manheimer leende. »Har man ikke engang lov til at lette sit hjerte og sindelag med en dygtig ed i dette fordømte land?«
»Ingenlunde,« svarede kapellanen vigtig. »Hvis jeg mindes ret, var det anno 29, da kongelig lov befalede, at præster og lærere flittigt skulle gå omkring i deres sogn og se, om folk holdt morgen- og aftenbøn og lytte efter, om nogen blandt almuen sværgede. Men den, som bander, skal bøde for fire og tyve skilling, mens den, der hører og ikke angiver, skal bøde ti skilling.«
»Det var jo rart. Gud give da, at folk ville bande dygtigt, desto flere bøder får vi jo under hænder. Altså ejer han to rigsdaler; jeg låner den ene på kavalers parole. For resten har vi altid noget at spille om, så længe han bærer sølvknapper i sin kofte.«
Tanges ansigt blev mere livligt, medens han skyllede tinbægeret og bredte et tæppe over bordet, for at lyden af de faldende tærninger ikke skulle høres ned i stuen.
Under det spil, som nu begyndte, forandredes efterhånden Tanges ansigt; det antog udtrykket af en rasende lidenskab, hans døde øjne strålede, hans kinder rødmede, årerne stod spændt i hans pande. Spil var dette menneskes eneste lidenskab. Lykken var ham ikke god denne aften, først tabte han pengene, bagefter måtte den ene efter den anden af hans sølvknapper vandre næsten lige så hurtigt over bordet til kaptajnen. Manheimer modtog dem med et spottende smil.
»Min herre begriber da vel nok, hvorfor jeg så gerne gider vinde disse knapper,« ytrede han igen efter at have gjort et heldigt kast. »I går, da jeg gik ud for at gøre dem, som jeg havde vundet forleden, i penge, mødte jeg præstens gamle husholderske på trappen. Jeg viste hende knapperne og spurgte, om hun kunne sige mig, hvad de vel var værd.«
»Å, Herre Gud!« råbte Tange fortvivlet. »I har vist Sidsel knapperne, så er jeg da rent ulykkelig.«
»Ja, hun købte min tro alle knapperne af mig og betalte mig resolut det må jeg tilstå og jeg tænker nok, den gamle viser det venskabsstykke også at købe de knapper, jeg vinder fra ham i aften.«
»Og vil I sælge hende dem, kaptajn?«
»Naturligvis, min rare præst, det var synd andet, end at hun skulle få dusinet fuldt. Nu videre, det er til ham at ryste.«
»Nej, nej,« råbte Tange med alt det raseri, som udgør en kujons mod. »I kan handle med mig, som I vil, kaptajn! Men hvis Sidsel får mindste nys om, at I har vundet mine sølvknapper, så spiller jeg aldrig mere med jer.«
»Han ryster tærningerne, og det på minutten!« råbte kaptajnen med rynkede bryn, »eller Fanden skal tage mig, om jeg ikke ryster sjælen ud af kroppen på ham. Forstår han?«
Tange greb bægeret uden flere indvendinger. Spillet begyndte på ny.
»Kapellanen sidder ikke i lykke i aften,« bemærkede kaptajnen med et hånligt smil. »Nu har jeg vundet otte knapper, og han har kun to tilbage.« Tange var frygtelig bleg. Hans hænder skælvede, idet han rystede bægeret og lod tærningerne rulle hen ad bordtæppet. Begge brikker viste på seks.
»Dette går om igen!« udbrød kaptajnen. »Jeg så ikke kastet.«
»Nej, det går ikke om!« svarede Tange med en fortvivlet bestemthed. »Ret må have sin gang.«
»Nu vel da!« vedblev Manheimer. »Vi spiller kvit eller dobbelt om resten af knapperne. Lån mig koften.«
Tange rakte koften hen på løjbænken til kaptajnen, som med sin kårde filede de sidste knapper af.
»Kvit eller dobbelt!« gentog Tange, hvem lykken gav mod. Han samlede tærningerne og rystede på ny. Der faldt to enere. Manheimer udbrød i en skadefro latter og slog med sine sporer i betrækket på løjbænken. Turen var til ham at slå. Ved det første kast viste tærningerne på syv, men næste gang lå der tolv øjne på bordet. Kaptajnen havde vundet.
Tange sad tilbage og skjulte sit blege ansigt i hænderne.
»Mord og bøddel!« råbte Manheimer efter i nogle Øjeblikke at have ladet sit blik hvile på den fortvivlede kapellan. »Hvor han dog er et stort barn, at blive forknyt for så lidt. Jeg har kendt en adelsmand, som på en aften spillede to herregårde bort, uden at der kom så meget som en rynke på hans ansigt; og han hænger med ørerne for ti sølvknapper. Siden de synes ham så dyrebare, så behold dem, behold dem alle sammen. Jeg skal ikke være den, der berøver ham kærestens gave.«
Med disse ord skød Manheimer knapperne over til Tange.
»Mener I det virkelig?« udbrød Tange tvivlende. »Jeg sætter stor pris på disse knapper, fordi de er en skænk fra min kæreste.«
»Han kan beholde dem alle sammen,« svarede kaptajnen. »Men lige for lige,« tilføjede han med et lumsk grin. »Jeg giver ham knapperne, til gengæld derfor skal han fortælle mig, hvor præsten har forvaret kirkens sølvkalk og brødæsken.«
»Det lader jeg vel være,« sagde Tange, »siden jeg ikke ved det.«
»Ja, ja,« ytrede Manheimer ligegyldigt, »så taler vi ikke mere om denne sag. Han beholder hemmeligheden og jeg min gevinst.«
Dermed lagde han sin vældige hånd over knapperne, som Tange uafbrudt vedblev at stirre på.
»Jeg vil gøre min ed på, at jeg ikke ved det,« forsikrede kapellanen med et bønligt blik.
»Jeg tror ham gerne,« svarede kaptajnen tørt, »men ved han, hvad jeg vil gøre min ed på? Det er, at alle hans knapper i morgen tidlig spadserer ned til den gamle madmoder for samme pris som den, jeg fik sidst.«
»Nej, for Guds skyld!« hviskede Tange, idet han bønligt strakte sine hænder hen mod kaptajnen.
»Hvor er sølvkalken forvaret?«
»Ak, Herre Jesus! Jeg har svoret med hånd og mund aldrig at nævne det for noget menneske.«
»Gå hen og fortæl det til ovnen hist, så bryder han ikke sin ed.«
»Jeg tør ikke; å, jeg beder eder, kaptajn.«
»Tror han ikke nok at den gamle giver mig en ort for stykkerne af knapperne?« spurgte Manheimer, idet han gned en af dem på sit trøjeærme og holdt den op mod lyset.
»Ak, jeg ulyksalige menneske!«
»Mon det skulle være for silde at træffe den gamle pulverheks i aften? Jeg tror jeg forsøger min lykke straks, så får hun gevinsten både frisk og varm.«
Sveden brast ud af Tanges pande, han kæmpede med sig selv, han knugede sine hænder sammen over hovedet, medens hans tørre og sitrende læber mumlede en bøn til kaptajnen.
»Vil han vente, til jeg kommer igen?« ytrede Manheimer uden tilsyneladende at have øre for den ulykkeliges kvaler. »Jeg tænker ikke, det skal vare længe, før vi får sluttet vor handel dernede.«
Med disse ord rejste han sig for at gå. Tange greb ham heftigt armen. »I går ikke,« hviskede han.
»Og hvorfor ikke, min rare ven?« spurgte Manheimer leende.
»I vil gøre mig ulykkelig.«
»Ja, det var en god grund,« svarede kaptajnen leende og stødte kapellanen til side.
»O Gud, O Gud! Er der da ingen redning for mig?«
»Han kan jo redde sig selv,« sagde Manheimer i døren.
»Godt,« svarede Tange, »det vil jeg også. I skal få at vide, hvor begge dele er gemt.«
Denne erklæring blev givet så pludselig og bestemt, at Manheimer overrasket betragtede kapellanen nogle øjeblikke, før han ytrede:
»Gud nåde ham, præst! Hvis han narrer mig.«
»Det har jeg ikke i sinde, jeg kender en mand, de er betroet til.«
»Hvem?«
»Graveren. Jeg går hen til ham.«
»Godt!« svarede kaptajnen med et tilfreds nik. »Der har han sine knapper igen, jeg lægger mig da til at blunde lidt på løjbænken og venter på ham, til han kommer tilbage.« Efter denne erklæring tømte Manheimer mjødkanden og lod sig falde tilbage på løjbænken. Tange tog hat og frakke og forlod kammeret.