Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
13. Hvor alterbægeret gemtes
Der forløb omtrent en time, efter at Tange var gået. I hans kammer var der roligt. Lampen brændte mat og døsigt på bordet, og Manheimers lydelige åndedrag tilkendegav en tryg slummer. Denne ro blev afbrudt ved de tunge og slæbende trin af husholdersken, som kom op ad trappen. I den tanke, at hr. Oluf var alene på sit kammer, åbnede hun døren, men udstødte et skrig ved at se kaptajnen på løjbænken.
Manheimer vågnede, han tog den lange tane af lyset og betragtede Sidsel nogle øjeblikke med et spottende og ondskabsfuldt smil, før han udbrød:
»Vær velkommen, min kære mundskænk! Lister I herop på den silde aftenstid for at gantes lidt med mig, så skaf mig først noget at drikke, ellers vil jeg ikke vide af eder.«
»Jeg kommer for at forrette mit ærinde til hr. Oluf,« svarede husholdersken med dydig harme, »alt imedens jeg troede, han sad og skrev på sin prædiken til næste søndag.«
»Sin prædiken,« gentog tyskeren med en skoggerlatter. »Gid ham ske tusind ulykker, den halunk! Har han bildt jer sligt ind. Ak nej, motter Sidsel! Vi sad og doblede lidt nu nys, indtil jeg havde vundet alle hans sølvknapper, mage til dem, I købte forleden; da vi blev kede af spillet, skikkede jeg hr. Tange til kyperen at hente os nogle flasker franskvin, før vort selskab kommer i aften.«
»Hvilket selskab?« spurgte Sidsel.
»Eja, den galgenfugl, fandt han ikke på, at vi i aften, når I og jomfruen var gået til ro, skulle hente os nogle pigebørn herop og have lidt lystighed med dem. Mord og brand! Jeg glemmer, at han bad mig ikke at tale til eder derom, fordi I var en afskyelig, gammel sladdermund, som han sagde, der kun pønsede på at sætte ufred mellem ham og kæresten. Men jeg har bedre tanker om eder, I lader jer ikke forlyde med noget. Kom og kys mig på min hånd, gamle Sidsel! Var I tyve år yngre, kunne I gøre jer forhåbning om at blive min kæreste, medens jeg ligger her i kvarter.«
Manheimer udstrakte hånden, men Sidsel tog sit forklæde for øjnene og forlod kammeret med en lydelig hulken.
Kaptajnen sank atter tilbage på løjbænken og lukkede Øjnene, men denne gang kom han ikke til at sove. Straks efter hørte man skridt på gangen, og Tange kom ind. Kapellanens miner røbede en heftig og bevæget sindsstemning; der var tillige noget mere dristigt og bestemt i hans fremtræden end tidligere.
»Kommer han allerede tilbage, min bedste!« udbrød kaptajnen. »Jeg ventede ham ikke så snart. Fik han graveren i tale?«
»Tys, stille!« svarede Tange og udstrakte hånden med en bydende bevægelse. »Da jeg kom til kirken, fik jeg et bedre indfald. Har I lyst til at slutte en handel med mig?«
»Javel, min søn, lad os handle.«
»Hør først betingelserne!«
»Å ja, hvorfor ikke! Han opstiller altså betingelser.«
»For det første leverer I mig de to slettedalere tilbage, som I vandt fra mig før. Dernæst sværger I mig til, ved en krigsmands parole og ved eders timelige og evige vel, at gå ned til Sidsel i morgen og sige, at I har taget de sølvknapper i mit kammer, som I solgte hende forleden.«
Medens Tange talte, havde kaptajnen givet flere tegn på utålmodighed. Han stampede i gulvet og bed i sine knebelsbarter. Men ved den sidste betingelse udstødte han en rasende ed, fo'r ind på Tange og greb ham med den ene hånd i skulderen, medens han med den anden tog kården, der lå på bordet.
»Ved min himmerigs part!« råbte han. »Jeg skal straks spidde ham fast til sin egen væg, elendige salmesynger, siden han vover at gøre mig et sådant forslag. Jeg, kaptajn Manheimer, skulle tilstå et tyveri, det jeg ikke engang har begået.«
Tange var blevet bleg, idet kaptajnen sprang ind mod ham; imidlertid tabte han ikke sin fatning, men udbrød: »Forhold eder rolig, kaptajn! I har hørt mit forslag til ende, nu skal I erfare, hvad jeg byder til vederlag derfor.«
»Lige meget, jeg går i al evighed ikke ind på den sidste betingelse.«
»Og hvorfor ikke? I kan jo sige, at I blot tog knapperne for at drille Sidsel. Hun vil endda ikke finde den grund så utrolig.«
»Nu, ja måske,« ytrede kaptajnen, »men hvad skal jeg have til gengæld derfor? Det må være noget særdeles, to kirkebægre ville ikke engang forslå! Det må være noget voldsomt, noget utroligt.«
»Jeg tilbyder eder noget utroligt.«
»Mere end tre bægre?« spurgte Manheimer med øjne, der funklede af begærlighed. »Sig frem!«
Tange tog lyset og så uden for døren for at overbevise sig om, at ingen lyttede til det, han agtede at fortælle. Da han kom tilbage, gik han hen til kaptajnen, nærmede sin mund til hans øre og hviskede:
»Jeg tilbyder at vise eder, hvor I kan tage den sum af halvtredsindstyve tusinde rigsdaler.«
Manheimer støttede sig med hænderne til bordet. Han stirrede på Tange med opspilede øjne, åben mund og udtryk af en grænseløs overraskelse. Blodet farvede hans ansigt purpurrødt, medens han sagte og klangløst gentog:
»Halvtredsindstyve tusinde rigsdaler!«
Dette udtryk forsvandt dog lige så pludseligt, som det havde vist sig. Hans bryn trak sig sammen, og han svarede med et spottende smil:
»Enten må han være gal, hr. kapellan, eller også holder han mig for gæk, og Gud nåde ham så!«
»Ingen af delene,« svarede Tange, »det forholder sig, som jeg siger; men læg vel mærke til mine ord: I må selv være om at sætte jer i besiddelse af disse penge; jeg ved, hvor de er gemt, og påtager mig kun at vise eder stedet.«
»Så er det da virkelig sandt? Han mener, hvad han siger? hviskede kaptajnen, hvis glæde steg med ethvert af Tanges ord. »Det er ingen udflugt? Han ved, hvor den sum er forvaret? Godt, min eneste ven! Først skal han have sig et trykkys, og dernæst giver jeg ham mit adelige og velbyrdige navn på, at jeg skal forskylde ham for hans umage, så han vil tænke på kaptajn Manheimer, så længe han lever. Halvtredsindstyve tusinde rigsdaler! Jeg vil slås med den allerværste troldheks, som findes i denne verden, for slig en sum. Kom herhen til vinduet og betro mig, hvad han ved.«
Tange fortalte nu, at da han var gået op til kirken for at udforske graveren, havde han hørt stemmer bag alteret, han blev da stående bag en pille og så præsten og to fremmede i ivrig samtale med hverandre. Af de afbrudte ord, han hørte, fik han ud, at præsten havde fået den ovennævnte sum i forvaring, og at den i aften ved midnatstid skulle overleveres til de to mænd, for at disse kunne bringe den til København.
»Talte disse mænd ikke om, at de havde medhjælpere i sagen?«
»Nej,« svarede Tange; »men såvidt jeg fornam, var begge bevæbnede. Den ene var også til stede ved skriftemålet i eftermiddag og havde en lang samtale med præsten.«
»Og det var i aften, pengene skulle overleveres dem? Vil han springe ned og høre, hvad klokken er?«
»Den er ti forbi.«
»Mord og bøddel! Så er det på tide, at vi begynder på arbejdet,« ytrede Manheimer med et tilfreds smil, idet han hængte sin kårde i bæltet og svøbte sig ind i en stor, blå kappe. »Lykkes anslaget, kan han gifte sig på minutten, for så gør jeg ham til præst på en af mine herregårde.«
»Hvilke herregårde?«
»En af dem, jeg køber mig for skatten - død og al landsens ulykker! Halvtredsindstyve tusinde rigsdaler! Jeg ville dræbe min egen broder for slig en sum.«
Kaptajnen gik. Tange blev stående i døren og lyttede. Hans ansigt vidnede om en vis uro i de første øjeblikke, efter at manden havde forladt ham, medens han overvejede de mulige følger af dette forrædeti. Manheimer begav sig ud til Gåsetårnet, hvor han i vagtstuen fandt sine kammerater beskæftiget med at spille landsknægt. To af dem rejste sig straks ved hans ankomst og forlod spillebordet af den naturlige årsag, at de havde tabt alt, hvad de ejede. Manheimer gik hen til den ene og lagde sin hånd på hans skulder.
Det var en gammel rytter med et arret og brunligt ansigt, omgivet af et tæt, gråt skæg.
Den gamle krigsmand vendte sig mod kaptajnen, nikkede koldt og udbrød:
»Tal ikke til mig, Manheimer! Jeg er rasende i dette øjeblik.«
»Det tror jeg nok, kammerat, når man går hen og bortspiller sine penge.«
»Risikerer man da ikke at tabe, når man sætter sig til at spille?«
»Nej.«
»Hvilket spil skulle det da være?«
»Det, de fornuftige spiller.«
»Gamle gæk! Kender I kanske noget til dette spil?«
»Jeg kommer for at tilbyde eder undervisning deri, kaptajn Nieler!
»Og I lover mig forud at vinde?«
»På kavalers parole.«
»Hvor meget?«
»Lad os sige hundrede sølvkroner, så overdriver vi ikke.
»Men indsatsen?«
»Livet.«
»Min tro! Så lidt for at vinde så meget, det spil må I forklare mig nøjere.«
»Følg efter mig, kaptajn Nieler!« sagde Manheimer. »Jeg venter eder nede bag ringmuren.«
Lidt efter mødtes de to officerer nede bag volden, som omgav tårnet.
»Nu, Manheimer!« udbrød den gamle. »Lad mig så få opløsning på eders gåde.«
»Den er snart fortalt,« svarede kaptajnen. »Jeg sidder i aften hjemme i mit logis hos præsten, da jeg hører hestetrav på gaden. En rytter holder uden for bislaget, banker på ruden og nævner mit navn. Straks efter kommer der nogen op ad trapperne, og ind træder hr. Magnus Trolle, svenske rigsråden Steen Bjelkes højre hånd, som ligger her i staden, siden kongen udnævnede ham og Ulfeldt til at forhandle med danskernes gesandter. Kender hr. Magnus Trolle eder, kaptajn Nieler?«
»Ikke det, jeg ved af at sige.«
»Nu vel! De havde fået kundskab om, at danskerne hemmeligt har skikket to mænd her i byen for ved midnatstid at hente nogle dokumenter af et højst vigtigt indhold, som holdes forvaret på et skjult sted i kirken. Disse papirer skal nu I kaptajn Manheimer, tage fra mændene, hvad det så end koster, og derpå sporenstregs bringe dem til rigsråden. Med samt papirerne følger en pengesum af tre hundrede sølvkroner tilføjede hr. Trolle, men I kender svenske krigsloven, kaptajn: det bytte, en krigsmand vinder med sin arm og sit sværd, skal han beholde helt og ubeskåret. Pengene tilhører eder. - Der har I hele historien på det nær, at hr. Trolle pålagde den dybeste tavshed i alt, hvad der angik sagen.«
»Nu, og så?«
»Ja, så gik jeg på minutten at spørge min ven, kaptajn Nieler, om han ville være med i dette eventyr.«
»Tre hundrede kroner, - ikke mere?« spurgte den gamle med et forskende blik. Kaptajnen besvarede dette blik med et smil og sagde:
»Måske noget mere, måske noget mindre. Jeg holder mig til, hvad der blev sagt, og jeg har ikke selv talt pengene.«
»Naturligvis er jeg med,« ytrede Nieler beroliget. »Lad os gå.«
»Jeg tænker, vi gør vel i at tage nogle soldater med,« sagde Manheimer. »Derfor lagde jeg planen sådan, at vi går ind i soldaternes kvarter og udvælger os hver fire mand af vort kompagni; karle, vi kan stole på.«
»Nu ja, de er snart fundet.«
»To af dem skal tage hver en lygte med og bære den skjult under kappen, at vi kan få lys i den mørke nat, hvis det gøres nødigt.«
»Godt,« ytrede Nieler, »I har jo lagt en fuldstændig plan.« - Videre!«
»Om jeg mindes ret, er der tre udgange fra kirken. Vi stiller en mand udenfor hver og befaler at give tegn med lygten, så snart døren åbnes indvendig fra. I, kaptajn, stillet eder selv foran kirken med fire mand, beredt til at hjælpe den, som giver tegnet. Jeg derimod går ind i kirken. Har denne plan eders bifald?«
»Å ja, på det nær, at I tildeler mig den letteste post. For fanden! Det er dog også alt for let, jeg kommer til mine penge.«
»Hvem kan vide det?« svarede kaptajn Manheimer med et smil. »Hovedsagen er blot, at I husker på hr. Trolles ord og lader vort eventyr blive den dybeste hemmelighed for karlene.«
Omtrent ved midnatstid vandrede en skare mænd tavse og forsigtigt gennem den krumme hovedgade, som førte til kirken. En raslende lyd af våben tilkendegav, at de var bevæbnede. Fra de to forreste så man af og til, når et pludseligt vindpust blæste deres kapper til side, et lysskær fra en af den tids små håndlygter, som folk benyttede på gaderne om aftenen. Da de kom op ad gaden, lagde Manheimer mærke til nogle mænd, der, så usædvanligt det end var på den sildige tid, drev omkring foran dem, tilsyneladende uden nogen bestemt hensigt, og forsvandt i retning mod kirken efter at have vekslet nogle ord sammen.
»Ser I dem?« hviskede kaptajnen til den gamle.
»Ja vist!«
»Jeg tænkte mig nok, at der var flere end to om det stykke arbejde.«
»Så meget desto bedre,« svarede Nieler med et tilfreds nik.
Soldaterne blev fordelt i den orden, Manheimer havde bestemt, og havde næppe indtaget deres forskellige poster, før kaptajnen gik hen til hovedindgangen og bankede tre lydelige slag på døren med knappen af kårdehæftet. Der var ingen, som svarede, men det svage lys, som hidtil havde skinnet ud igennem de små blyruder, forsvandt pludseligt.
Manheimer bankede igen, satte munden til nøglehullet og råbte:
»Luk op, i svenskekongens navn!«
Han ville netop gentage denne opfordring og trak vejret til et nyt udråb, da han hørte langsomme og slæbende skridt, som syntes at nærme sig døren.
»Hvem banker så sildig om aftenen på en kirkedør?« spurgte en dyb og mandig stemme.
»Luk op!« brølede Manheimer, »så skal I få det at vide.«
»Jeg har ikke nøglen til hoveddøren hos mig,« svarede manden. »Om I vil gå hen til benhuset, så skal jeg lukke eder op der.«
Kaptajnen udstødte nogle brummende ord, som tabte sig, idet han forlod døren. I samme øjeblik lagde manden inde i kirken sin hånd på skulderen af den gamle præst, der bleg og skælvende stod ved hans side, og hviskede:
»Gå I nu kun eders vej, ærværdige herre! Eders forretning er udført, fra nu af skal jeg se at sørge for resten. Døren bag alteret har de ladet ubevogtet.«
Præsten nikkede og vaklede bort, støttende sig til stolerækken. Da han kom til koret, vendte han sig om mod manden, der fulgte efter ham med en blændlygte i hånden. Han udbredte sine arme og gjorde stiltiende korsets tegn over ham. Derpå vendte han sig om og forsvandt bag alteret, hvorfra en dør førte ud til præstehaven, som gik lige til kirkemuren.
Ad den vej var det, at Tange havde listet sig ind i kirken og beluret de tilstedeværendes samtale.
Kaptajnen var imidlertid kommet til indgangen ved benhuset og sendte soldaten, som stod der, bort for at bevogte hoveddøren. Nøglen blev stukket i låsen, og døren gik op. Tange havde beskrevet graveren som en høj mand i en brun kappe. På hovedet bar han en tyk filthue, som indvendig var forsynet med et jernkryds for at afbøde slag.
»Hvad Ønsker I, herre?« udbrød denne mand rolig og fattet, idet han lod skinnet af sin lygte falde således, at det belyste kaptajnens ansigt, medens derimod hans eget forblev i skygge. Manheimer vendte sig om og befalede soldaten, der var fulgt med ham, at bevogte indgangen. Derpå trådte han nærmere hen til manden og udbrød dæmpet:
»Er du graver her ved kirken?«
»Graver og kirkesanger, nådige herre.«
Manheimer smilede vantro. En bevægelse af manden havde ladet ham høre klangen af våben under hans kappe.
»Bærer gravere da våben i denne by?«
»Ja, stundom ved nattetid, når vore forretninger fører os hen i kirken.«
»Hvad er da din forretning her på denne tid af døgnet?«
»Jeg satte salmenumrene i tavlerne til altergang i morgen.«
»Til altergang!« gentog Manheimer, hos hvem dette ord fremkaldte erindringen om hans tidligere ønske. »Ved du, hvor alterkalken og brødæsken er forvarede?«
»Ja, det ved jeg.«
»Kan du vise mig dem?«
»Dersom I ikke frygter for at følge med.«
»Hvorhen?«
»Da svensken kom, forvarede præsten dem i en kasse hernede under alteret, hvor de balsamerede lig står.«
»Frygter du ikke selv for at gå derned?«
»Ak, strenge herre! Med mig er det en anden sag. Som graver har jeg nu gået her i kirken i mange år og set på ligene. Jeg tror næsten, at de kender mig.«
»Og jeg er soldat,« svarede Manheimer, »og tror næsten at have gjort flere mennesker til lig i min levetid, end du har set i din. Gå foran, mand, og lad os komme ned til de balsamerede.«
Graveren gik hen til alteret og åbnede en skjult lem i gulvet, derfra steg han ned i åbningen. Manheimer drog sin kårde og fulgte ham uden betænkning.
Idet han støttede sin fod på stigen, som førte ned i hvælvingen, vendte han sig om og vinkede ad soldaten, der blev stående i døren.
»Skynd dig ud til kaptajnen,« udbrød han dæmpet, »og bed ham komme herind med sine fire mænd.« Derpå gik han ned ad stigen.