Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
15. Hvori nytten af en kakkelovnskrog overgår dens behagelighed
Hovedgården Iselingen lå omtrent en halv fjerdingvej fra Vordingborg og blev bestyret af lehnsmanden Tyge Høeg.
Aftenen efter at Svend havde modtaget pengene af præsten, sad hr. Tyge og spillede dam med sin skriver. Det var i en stor sal, hvis mørke, med lædertapeter betrukne vægge og høje, hvælvede loft kun sparsomt oplystes af den lille lampe, lehnsmanden havde stillet hen foran dambrættet.
Midt i salen stod et stort bord af massivt egetræ med fire kuglede og plumpe fødder og skjult af et gammelt og hullet klæde. Langs væggene sås en række høje armstole, hvis ryg og sæder var af læder, udsirede med forgyldte linier og fastnaglede med messingsøm.
I en krog ved kaminen sad lehnsmanden i en sort og hvidstribet, ulden nattrøje ved siden af et flammende bål.
Tyge Høeg var lidt over de halvtreds. Hans hoved begyndte at blive skaldet, derimod tiltog hans bug og kinder i en forbavsende fyldighed og runding. Hans dobbelte hage skjulte næsten sløjfen på halstørklædet, hans lyseblå øjne havde et stirrende og ubehageligt udtryk.
»Hør, skriver!« udbrød han efter en lang tavshed. »Hvis nogen spørger, hvad han er, kan han svare, at jeg kalder ham for en slyngel. Jeg viser ham den gunst og nåde at spille med ham, og så forskylder han mig med at sidde og snyde mig op i mine åbne øjne. Nu har han jo vundet den tredie ort fra mig.«
»Jeg, nådige herre!« udbrød skriveren forbløffet.
»Hold din mund!« vedblev lehnsmanden. »Jeg siger, at han spiller falsk, og det er godt dansk. Hvorledes skulle han ellers kunne vinde fra mig?«
Tyge fik ingen lejlighed til at udvikle dette problem nøjere, thi tjeneren trådte ind og meldte, at Espen Nås, den rige købmand fra Vordingborg, stod udenfor med et kvindfolk og begærede herren i tale.
»Ej hvad!« udbrød Tyge overrasket. »Er han allerede der? - Hør, Toller! Hold dem lidt op med snak og påfund, imens jeg sig pynter mig, - bild dem ind, jeg har forretninger » sig, hvad du vil, og af sted med dig.« Tjeneren gik.
»Nå, skriver!« vedblev herren med større venlighed, »nu gælder det min sjæl om at komme i klæderne i en fart. Hent mig mine støvler med de lange sporer og min kam; hvor er min kam? Den sidder i rebet bag det lille spejl. Lad mig se, han tager benene med sig.«
Under disse udbrud flyttede lehnsmanden lampen hen på det store bord midt i stuen, iførte sig en carmoisinrød plysses kofte, bandt tørklædet fastere om halsen, hvorved hans ansigt antog en mere blodrød farve end tilforn. Skriveren bragte imidlertid støvler og kam.
»Træk dem på mig,« hviskede Tyge, medens han stak benet frem, og, siddende foran et lille spejl med lampen i den ene hånd og kammen i den anden, søgte han at skjule sin skaldede pande ved at rede baghåret frem over den.
»Se så!« udbrød han tilfreds. »Nu kan han gå og kalde købmanden ind. Bring os så en flaske franskvin herop fra kælderen, her har han nøglen, men han stikker ingen af flaskerne til sig, som han gjorde sidst.«
»Det har jeg aldrig gjort,« ytrede den ulykkelige skriver hvem blodet steg til hovedet ved denne fornærmelse.
»Hvad bryder jeg mig om hans nægten!« råbte Tyge. »Der var nitten flasker, kort før han hentede mig den sidste, og dagen efter talte jeg kun sytten, ved han det! Her er nøglen. Ud med sig og lad os få tre rene glas ind!«
Skriveren ville gøre en bemærkning. Lehnsmanden stampede i gulvet og pegede på døren, medens han tog plads foran det store egebord og gav sig til at sprede papirerne omkring til alle sider, for at det for den kommende skulle se ud, som om han havde været beskæftiget ved bordet.
Straks efter trådte den omtalte købmand ind, en lille bleg og kroget person med et snu og listigt ansigt, der udmærkede sig ved et uafbrudt vekslende minespil. Ved hånden førte han en ung pige, hvis spæde og ungdommelige figur til dels indhylledes af en klædes kåbe. Hun rødmede undseligt medens hun med ærbar mine og nedslagne øjne nejede for lehnsmanden.
»Træd kun nærmere, min kære Espen!« udbrød Tyge med et forekommende smil og gav købmanden ved en håridbevægelse tegn til at tage plads på stolen ved hans side. »Jeg ser med glæde, at han har beredt mig den overraskelse at tage sin kære datter med.«
»Overraskelse!« gentog Espen studsende. »Nådige hr. lehnsmanden skrev jo i sidste brev udtrykkelig, at jeg skulle komme med lille Ellen og ikke hende foruden.«
»Nu ja, måske!« sagde lehnsmanden, fortrydelig over ikke at være blevet bedre forstået; »jeg gjorde det i den mening, at slottet her ville være et mere passende hjem for den lille jomfru end byen, hvor det vrimler af så mange vilde og slemme krigsfolk.«
Espen brast i latter. »Ak, velbyrdige hr. lehnsmand! I har ikke nødig at bruge så mange omsvøb; lad os gå lige til sagen. Jeg har allerede forklaret min lille Ellen at hun måske kom til at blive her på slottet for bestandig og bestyre den nådige herres hus, hvis jeg ellers overtydes om, at herren sætter nogen pris på hendes selskab.«
»Har I virkelig!« udbrød Tyge fornøjet og trak sit halstørklæde op over hagen, som ved en bevægelse havde vist sig i et større forhold, end han ønskede. »Og hvad siger da den kleine Ellen dertil?« spurgte han med sit venligste smil. »Kunne min lille pige have lyst til at blive her i disse store og kønne stuer, at få sig nye kjoler af silke og det fineste hollandske klæde, at lade sig opvarte af mine folk og ikke bestille andet end at pleje mig stakkels mand på mine gamle dage? Hvad?«
Den unge pige tav, fordi det under den øjensynlige kamp hvori hun befandt sig, var hende umuligt at fremføre et ord, hun vovede for første gang med et ubeskriveligt bønligt udtryk at hæve sine store, blå øjne op til det grinende satyransigt, der forgæves søgte at skjule en fuldstændig mangel på tænder.
»Ellen!« udbrød faderen med et lynende blik. »Kan hun ikke svare hr. lehnsmanden?«
Ellens læber sitrede, hun foldede sine små hænder over brystet, idet hun hviskede sagte, næsten uhørligt: »Ak, nådige herre! Jeg ville så nødigt blive her på slottet; hav forbarmelse med mig lille pige.«
»Hendes fader er en dumrian,« svarede Tyge Høeg, »jeg skulle ikke sige det så ligefremt. Han har forebragt mit hjertes ønske på en ravgal måde; af alle mennesker er jeg nok den, som mindst ville gøre hende noget til fortræd. Men tør hun sine kønne øjne og gå så lidt ned til husholdersken. Jeg har en sag at afgøre med hendes fader imidlertid.«
Ellen rejste sig, glad over den givne tilladelse.
»Kom først hen til mig, før hun går,« vedblev Tyge med det størst mulige udtryk af venlighed, som han var i stand til at give sit ansigt. »Kom herhen, min søde dukke, at jeg kan knibe hende lidt i hendes røde kinder.«
Ellen adlød nølende og ilede derpå ud af salen.
»Nu vel, hr. lehnsmand!« udbrød Espen, da de blev alene, idet han, uden at afvente tilladelse, tog plads på en stol ved Tyges side. »Hvad tykkes eder om den små?«
»For så vidt ret godt, hun er køn af udseende, og I siger jo, at hun er vant til at tage vare på husets gerning hos eder, men I griber blot tingen galt an med den evindelige snak og har gjort pigen bange.«
»Ja, lad mig derom,« svarede købmanden, »jeg kender Ellen bedst og ved nok, hvad jeg gør.«
»Ja, ja, hvad forlanger I da for, at jeg får hende til mig i huset?«
»Derom er vi jo allerede enige; jeg forlanger kun den halm, der står i ladegården næst herved.«
»Det er for meget, Espen, det er, få mig skam, for meget. I har nu allerede udplyndret to af vore magasiner, og hvordan vil det vel gå siden, når jeg skal til at aflægge regnskab?«
»Jeg tænker, at I kan spare regnskabet for eftertiden,« svarede Espen leende. »Det er jo til svensken, vi sælger halmen, og andet herskab får landet vel aldrig.«
»Hvor meget udbragte I det sidste til?«
»Ja, Gud bedre det! Hidtil har jeg ikke set så meget som en hvid derfor; den gale kaptajn udsætter betalingen fra tid til tid. Til i dag havde han bestemt lovet mig pengene, men da jeg kom ned i hans kvarter i morges, teede han sig som en forrykt mand, bandede og støjede og påstod, at kapellanen havde stjålet halvtredsindstyve tusind rigsdaler fra ham.«
Tyge brød ud i en skoggerlatter. »Å, fortæl det igen,« råbte han, »det gør så godt at komme til at le rigtigt. Den blegnæbbede kapellan! - Hvor mange penge var det, I sagde?«
»Ikke mindre end halvtredsindstyve tusind rigsdaler,« gentog købmanden. »For resten skal der nok være noget sandt i historien, for jeg spurgte kaptajn Manheimer ud og fik at vide, at svigerfaderen, den gamle præst, havde leveret summen til den Svend Gjønge, som folk nu snakker så meget om her på egnen, at han skulle se at bringe den til København. Vist er det, at der har været stor alarm i byen i nat.«
Tyge var sunket sammen på stolen, han syntes fordybet i sine egne betragtninger uden at ænse, hvad Espen fortalte. Pludselig fo'r han i vejret og udbrød:
»Halvtredsindstyve tusind daler! - Hvad!«
»Ja, det er en rar, lille sum.«
»Jeg skulle ikke bøje mig for kongen, men agte mig for den rigeste mand i Danmark, om de var mine.«
En tjener trådte ind og meldte, at to mænd var kommet til slottet og begærede lehnsmanden i tale.
»Hvem er disse mænd?« spurgte Tyge.
»Det skal jeg ikke kunne sige,« svarede tjeneren, »de er så korte for hovedet og holder ikke af at give sig i tale med os; de trak en lille slæde efter sig, hvorpå der lå to øltønder som de, marketenderne bruger, når de drager landet om til krigsfolket.«
»Lad dem komme ind,« sagde lehnsmanden.
Tjeneren gik, straks efter trådte to mænd ind i stuen. Det var Svend Gjønge og Ib. Svend havde slået hætten af sin brune kofte op over hovedet, således at hans ansigt var halvt tilhyllet af den. Idet han gik hen over gulvet hørtes en klirren, der tydede på, at han var bevæbnet. Ib blev stående ved døren og lod sine sorte og skarpe øjne løbe omkring over alle genstande i salen.
»Min herre lehnsmand!« udbrød Svend, da han kom hen til bordet og havde slået hætten tilbage. »Jeg kommer herop i aften for at søge bistand hos eder.«
»Hos mig,« ytrede Tyge forundret.
»Sagen er, at jeg og min kammerat har fået i ærinde at bringe to ankre kostbar vin til svenskens general på hin side Præstø; men vejen er træls og vinen tung, vi fattes en hest til vor slæde, den vil jeg låne hos eder.«
»Må jeg se det brev, I fik med til generalen,« sagde Tyge og strakte hånden ud mod Svend. »Jeg har intet brev,« svarede Svend. »Manden, som skikker mig, troede mig på mit ansigt. Det samme får I gøre.«
»Med forlov at spørge, hvor er den vin fra?« spurgte Espen med et lurende blik.
Svend vendte sig om og gav kræmmeren et målende øjekast, idet han sagde:
»Med forlov at spørge, hvor er den mand fra?«
»Han er også skikket af by med et hemmeligt bud,« svarede Tyge.
»Hvis så er, vil jeg råde ham til at bære sig ad på samme vis som jeg. Jeg betror mig aldrig til fremmede. I er vel også kommet for at bede lehnsmanden om bistand? Der ser I, hr. Tyge, hvor godt folk kender eders sindelag: alle de, der går bud for svensken, tyr til eder undervejs, når de trænger til noget.«
»Hvad vil I sige dermed?« spurgte Tyge, ubehageligt berørt ved Svends hentydning til den gunst, han stod i hos fjenden.
»At tiden går, og at I må låne mig den hest, jeg har nødig til min slæde.«
»Gud bedre det, for hvad hest jeg har at undvære,« ytrede Tyge med et skuldertræk. »To måtte jeg give til hæren, da de slæbte de svære kanoner op mod København, to fik Kongelig Majestæt, kong Gustav, til sit eget brug, siden både hans hest og vogn sank i havet undervejs på bæltet. Nu har jeg alene en gammel følhoppe tilbage, som ikke er nogen tjenlig.«
»Den kan være god nok til mig, og jeg låner den med eders tilladelse.«
»Nej, min sjæl, om I gør.«
»Så låner jeg den uden eders tilladelse.«
»Eja!« råbte Tyge med en hånlig latter. »Du taler min tro, som om jeg ikke havde mine folk i nærheden, der på et vink af mig kunne kaste dig på porten.«
»Hvis I gjorde det,« sagde Svend rolig, »kom jeg i nærheden af mine folk, nogle af dem venter uden for porten.«
Ib, som under samtalen var blevet stående ved døren, rømmede sig i dette øjeblik og begyndte at klirre med sin sabel, det sædvanlige tegn på, at hans kamplyst begyndte at vækkes.
Kræmmeren sad i skyggen af lampen og tegnede med en pen på egebordet; han dyppede den og skrev to ord på et stykke papir, som han skød hen til Tyge. Lehnsmanden så papiret og læste forundret: »Giv efter!« Han vovede i dette øjeblik ikke at kaste sine øjne på Espen, men vant til at bøje sig for dennes gode indfald, forandrede han pludselig tonen og udbrød:
»Herre min Gud! Hvor I farer op for ingenting; jeg talte jo kun sådan for spøg.«
»Ak, hr. lehnsmand!« sagde Svend Gjønge, »tro heller ikke, jeg svarede i alvor. Hvorfor skulle det vel falde mig ind at tage eders hest med magt, siden jeg forud vidste, I ville lade mig få den godvillig?«
Tyge syntes at betænke sig på svar, medens han så over mod kræmmeren. Denne tog ordet:
»Ja, I ser på mig, nådige hr. lehnsmand! Min nærværelse er måske eder og disse gode mænd til besvær. Men hvis de blot vil gå ned i borgstuen, til jeg har fået den besked, I lovede mig, så går jeg min vej igen, og I kan da tale sammen uforstyrret.«
»Varer det længe?« spurgte Svend.
»Å nej,« sagde Tyge, »lad eder give mad og drikke dernede, og kom kun tilbage, så snart I har spist.«
Til trods for Svends skarpe blik var kræmmerens list undgået hans opmærksomhed, han fattede derfor heller ikke årsagen til denne pludselige venlighed. Imidlertid adlød han lehnsmandens opfordring og gik hen til døren, Ib rømmede sig og klirrede frygteligt med sin sabel, idet de forlod værelset. Så snart de var kommet udenfor, greb Ib Svend i armen og lagde sit hoved til døren for at lytte, Tyges og kræmmerens halvsagte hvisken tabte sig på grund af den lange afstand.
»Så sandt jeg er en ærlig mand,« hviskede Ib, »de tænker på at spille os en streg. Jeg så den lille kræmmer smile så lumsk, da du vendte ham ryggen. Men vi skal snart komme under vejr med, hvad de har for.«
Efter disse ord spændte Ib sin sabel fra siden og leverede den til Svend.
»Hvor vil du hen?«
»Tilbage til stuen igen. Jeg lod, som om jeg lukkede døren, da vi gik, men den blev stående på klem. Vent mig dernede! De har bestemt noget i sinde.« Med de samme ord åbnede kræmmeren samtalen, da Svend havde forladt salen.
»De har bestemt noget i sinde, de to gavstrikke!«
»Mener I?« udbrød Tyge med åben mund.
»Ja! Og hvem tror I vel, den var, I talte med?«
»Han så mig rigtignok sær fordægtig ud,« svarede Tyge forsigtigt, for ikke at udtale en formodning. »Det var min tro ingen anden end Svend Gjønge.«
»Svend Gjønge!« gentog lehnsmanden og fo'r i vejret.
I dette øjeblik åbnede Ib døren og bukkede sig ned bag den store lænestol, som Tyge nylig havde forladt i kakkelovnskrogen.
»Svend Gjønge med de halvtredsindstyve tusind?«
»Med eller uden de halvtredsindstyve tusind, det var, få mig skam, ham. Ikke skulle det undre mig, hvis der gemtes andet i de to ankre end franskvinen, han talte om.«
»I siger noget. De har forvaret pengene i ankrene og vil på den måde se at luske sig gennem svenskehæren.«
»Ja, nu er vi omtrent ved det,« sagde Espen, idet han fornøjet gned sine hænder, »jeg er netop af samme mening.«
Ib kunne høre ethvert ord, så meget lettere, som stemmerne hævede sig med den stigende begejstring. Desuagtet var skjulestedet ikke så bekvemt, som han havde forestillet sig. De svære bøgeknuder i kaminen opfyldte krogen med en kvælende hede. Ib stønnede. Sveden perlede i store dråber på hans pande. Af mangel på et bedre råd listede han sig til, lidt efter lidt, at trække sin kofte af. Imidlertid vedblev samtalen:
»Vi må undersøge disse ankre, før de rejser videre,« mente lehnsmanden.
»Vi må slet ikke lade dem rejse,« svarede kræmmeren.
»Godt nok, men hvordan kan vi vel hindre det?« Kræmmeren syntes at betænke sig. Lidt efter udbrød han med et fiffigt smil:
»Jeg får en idé! I holder dem op med snak til i morgen tidlig, imens skriver I et brev ned til oberst Sparre på Jungshoved, han skylder eder nogle forbindtligheder for de rare sager, I har skikket ham, og vil ikke nægte en kommando af sine folk, helst når I lader eder forlyde med, at det gælder om at fange Svend Gjønge, på hvis hoved han har sat en pris. Om vor formodning med pengene taler I derimod intet, og medens svenskerne tager Svend, tager vi hans ankre. Hvad synes i?«
»Kræmmer, - Espen!« råbte Tyge og slog i bordet »eders indfald er fortræffeligt, og hvis Svend virkelig har gemt alle disse rare penge i de to ankre og jeg får fat på dem, skal I ikke have udspundet denne list for intet.«
»Det tror jeg nok!« svarede Espen. »Man kan da ikke regne halvparten af halvtredsindstyve tusind for intet.«
»Halvparten!« gentog lehnsmanden studsende.
»Ja, naturligvis, min kære herre! Halvpart til mig og halvpart til eder; med mindre I synes bedre om, at jeg melder den hele sag til kaptajn Manheimer, så kan I stole på at eders todel vil blive endnu mindre.«
»Nu vel!« udbrød Tyge forbløffet, »I får da halvparten.«
»Skriv blot brevet. Her er papir og pen.«
Tyge skrev. Ib var færdig at steges. Havde afstanden mellem ham og bordet ikke været så stor, ville man have hørt hans korte åndedræt og den undertrykte stønnen, som heden afpressede ham. Atter havde han forsøgt at gøre den mere udholdelig ved at afføre sig vest og tørklæde, men varmen syntes at tiltage.
»Men hvem skal gå bud til Jungshoved?« spurgte Tyge, idet han lagde brevet sammen.
»Ak, min herre lehnsmand!« svarede kræmmeren »tror I vel, jeg ville betro nogen anden dertil? Jeg skal selv endnu i nat besørge, hvad I skriver.«
»Jeg med,« hviskede Ib rasende.
»Nå da, i Guds navn! Her har I brevet.«
»Men hvordan kommer jeg bort fra slottet, uden at nogen mærker det?«
»Det finder vi vel råd for,« svarede lehnsmanden smilende. »Ser I her døren i tapetet; når I bliver ved at følge gangen udenfor, kommer I til en trappe på venstre hånd, den fører ned til haven, og derfra behøver I kun at stige over gærdet.«
Espen tog brevet, svøbte sig ind i sin kappe og forsvandt bag tapetdøren.
»Endelig!« udbrød Ib halvhøjt, idet han tog sine klædningsstykker under armen og fo'r ud af salen.