WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Gjøngehøvdingen




(1853)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


16. Hvor købmanden skjulte sit brev


   Da Ib trådte ind i borgstuen, vakte han megen forbavselse ved sit røde, glinsende ansigt, sit stive og stirrende blik, men frem for alt på grund af klædningsstykkerne, han endnu bar under armen.
   Uden at sige et ord styrede han hen til bordet, greb med begge hænder om ølkanden og tømte den til bunds. Derefter syntes han at komme til sig selv igen. Han nikkede til Svend og udbrød:
   »Det var, som jeg sagde. I aften tænker ræven at fange høns. Lehnsmanden bad mig ellers at bede dig vise ham den ære at træde op i salen. Han har en sag at anbefale dig, som ligger ham svært på hjerte.« Svend gik, Ib fulgte efter ham, men vendte sig i døren og sagde til de to karle, som var Tyges hele tjenerskab:
   »Vil ingen af jer, I gode folk, sige til husholdersken fra lehnsmanden, at hun giver mig noget at spise, det bedste hun har i sit stegers, men det må ske i en fart, for jeg skal straks gå på rejse.« Efter disse ord gik Ib ud til Svend, der ventede på gangen.
   »Nå,« hviskede Svend, »du fik altså noget at vide.«
   »Jeg hørte hvert ord, de sagde. De kender dig og gætter, hvad vi fører med os. Lehnsmanden skrev til obersten på Jungshoved og bad om folk til at angribe dig. Kræmmeren er allerede gået med brevet.«
   »For en ufærd! Kræmmeren?«
   »Ja, men jeg hjælper ham med at besørge det,« svarede Ib med en betydningsfuld gebærde. »Mens jeg er borte, må du skaffe dig en hest og komme af sted, så hurtigt du kan; tag ind over marken og sig mig, hvor du vil, vi skal træffe hinanden.«
   »Jeg drager op ad til skoven ved Lekkinde og venter der efter dig. Skulle jeg være borte, når du kommer, så kan du følge sporet, som slæden gør i sneen.«
   »Gud i vold da! Forlang blot hesten af lehnsmanden og drag din vej. Han tør ikke nægte dig den og har kun to karle på gården.«
   Ib trykkede Svends hånd og vendte tilbage til borgstuen, hvor husholdersken imidlertid havde fremsat et rigeligt måltid.
   Da han havde spist sig mæt og tømt en stor kande mjød, rejste han sig op fra bordet. »Gud være med jer, I rare mennesker! Nu må jeg af sted igen.«
   »Drager I bort i dette mørke?« spurgte husholdersken der havde fundet såre megen opbyggelse ved Ibs underholdning.
   »Ja, jeg må over på Lundbygaard for at bestille kvarter til os. Hils min ven, lehnsmanden,og sig ham tak for mad. Det er sandt, nu, da jeg nævner navnet, kommer jeg i tanker om, at han befalede en af jer at tage lygten og lyse mig igennem haven.«
   Lygten blev tændt, og begge karlene ledsagede Ib ud til gærdet, her kom han nyt fængkrudt på sine pistoler, skjulte dem under koften og krøb derpå igennem buskene ud på marken.
   Imidlertid vandrede den lille kræmmer hen ad vejen til Jungshoved, støttende sig til en tyk stok, han havde skåret i risgærdet. Medens han gik, faldt efterhånden hans tanker på flere historier om overfald og mord, hvoraf egnen i krigens tid var opfyldt, og som folk næsten alle tillagde Svend Gjønge.
   Han kastede sit blik omkring til siderne; et heftigt vindstød eller et faldende blad var nok til at bringe hans hjerte til at banke med næsten hørlige slag. Han måtte også tilstå for sig selv, at der ikke kunne gives noget mere sikkert til overfald end just det, hvorpå han befandt sig.
   I lang afstand øjnede man intet hus eller tegn til beboelse. På begge sider indkredsedes adelsvejen, som man den gang kaldte alfarvej, af et gærde bevokset med hassel eller pilebuske; dertil kom mørket, som forøgede faren og begunstigede alle fjendtlige hensigter.
   I denne stemning hørte han Ib nærme sig fra en gangsti, som førte ind over marken. Kræmmeren standsede og kastede et frygtsomt blik tilbage, men det var for mørkt til at skelne noget tydeligt, han så kun omridset af en høj og bredskuldret skikkelse, som kom efter ham med lange hurtige skridt, nynnende en sang. Ib havde været så betænksom at hægte sablen op, for at dens raslen ikke skulle tilkendegive, at han var bevæbnet.
   Gudsfred! råbte købmanden gennemtrængende, medens Ib endnu var nogle skridt borte.
   »Tak!« svarede Ib, idet han smilede ad den umiskendelige frygt, som lå i Espens rystende stemme.
   »Det lader til, vi skal den samme vej,« vedblev købmanden hurtigt, »så kan vi følges ad.«
   »Ja nok!« svarede Ib.
   Espens glæde over mødet sank betydelig ved disse korte svar, hans tidligere angst tiltog, og han gjorde et hurtigt skridt til siden for at komme i længere afstand fra Ib. Da samtalen truede med at gå i stå, tog han mod til sig og begyndte igen:
   »Det var ellers en slem mørk aften at gå en lang vej i.«
   »Skal I da så langt?« spurgte Ib.
   »A nej, å nej, jeg er snart ved mit hjem, jeg skal blot lidt op ad Jungshoved til. Med forlov at spørge, farer I den Samme vej?«
   »Den selvsamme.«
   »Det passer sig godt,« vedblev Espen, »så bliver vi en rar lille flok; for jeg har nogle kammerater med mig.«
   »Har I kammerater?« råbte Ib i en tone, der ikke skulle bidrage til at berolige den lille.
   »Ja, det ved himmelens Gud, en to, tre stykker! De gik lidt i forvejen.«
   »Å ja,« svarede Ib beroliget, »det er heller ikke godt at vove sig alene ud på denne tid af døgnet, da ildgerningsmænd og skarns folk driver omkring og holder ilde hus med de vejfarende. Hist henne, hvor den høje eg rager frem over gærdet, hængte de en mand nys forgangen og klædte ham af lige til skindet.«
   »Vorherre bevares!« hviskede kræmmeren, som måtte støtte sig til sin stok for ikke at synke i knæ.
   »Tilmed,« vedblev fortælleren, »holder Svend Gjønge og hans krigsfolk vejen besat lidt længere nordpå; de lader ingen rejsende fare, før de har ransaget ham på det nøjeste.«
   »Hvorfor ransager de?«
   »Eja, om nogen fører bud eller brev til svensken. Gud nåde den elendige synder, de træffer med sligt. Han er så godt som en død mand.«
   Imod formodning lod denne trusel, der blev fremsat med behørigt eftertryk, ikke til at gøre synderlig virkning på kræmmeren. Han udbrød frimodig:
   »Jeg fører ikke breve med mig.«
   »Ja, jeg heller ikke,« svarede Ib.
   »Har I nogen sinde truffet Svend Gjønge og hans folk?«
   »Imellem stunder; men mig gør de intet.«
   »Hvorfor ikke?«
   »Jeg har engang rakt Svend en hånd, da han var i betryk, så gav han mig et tegn, så hans mænd lader mig i fred.«
   »Hvad var det for et tegn?«
   »Tegnet var for mig, ikke for andre. Men hvor bliver jeres kammerater af?«
   »De er vist kommet så langt i forvejen, at vi må skynde os for at indhente dem,« sagde Espen.
   »Nej,« svarede Ib, »vi har slet ikke travlt. Først skal I sige mig, hvor I har forvaret det brev, I lovede at besørge til obersten på Jungshoved.«
   »Brevet - til obersten,« gentog Espen. »Jeg ved af intet brev at sige.«
   »Det nytter kun lidt, at I dølger det, jeg var til stede i salen, da Tyge Høeg skrev det og fulgte jer ud.«
   »A Herre Gud nåde mig arme mand!« råbte kræmmeren idet han sank på knæ foran Ib og strakte sine hænder i vejret. »Kan I bære det over jert sind at gøre mig fortræd? Jeg sidder med kone og tre små, uskyldige børn hjemme i Vordingborg.«
   »Brevet, brevet!« råbte Ib og drog en pistol frem fra koften.
   »Men jeg har jo intet brev,« svarede Espen grædende. »Siden I hørte alt, hvad der blev sagt derinde, hørte I da ikke også, at lehnsmanden siden efter tog en anden bestemmelse, at det skulle vente med brevet, til han selv red op til Jungshoved i morgen. Han sagde det, imens han fulgte mig ud, og jeg gik da min vej i mit eget ærinde tilvisse.«
   »Lad mig ransage eders lommer,« sagde Ib, som i dette øjeblik ikke vidste, hvad han skulle tro.
   »Ja, gerne!« svarede Espen, idet han standsede.
   Ib foretog en omhyggelig undersøgelse i kræmmerens klædning, i lommerne, i ærmerne, i foret, men brevet fandtes ikke.
   »Tror I mig nu?« spurgte Espen.
   »Ja, det får jeg vel!« svarede Ib modfalden. Derefter gik de videre, kræmmeren foran og Ib et skridt tilbage, i tvivl med sig selv, hvad han skulle tænke om brevet.
   »Tøv lidt!« udbrød hin straks efter. »Lad mig se eders sko.«
   »A ja,« svarede Espen, og støttende sig til sin stok drog han først den ene, siden den anden sko af. Brevet var der ikke.
   Gangen begyndte atter, indtil Ib igen standsede med de ord:
   »Vi glemte at ransage eders hue.«
   Espen tog huen af hovedet og rakte den til Ib, et let og næsten umærkeligt smil bevægede hans læber, men Ibs skarpe og gennemborende blik bemærkede dette smil, og dermed var Espens skæbne afgjort.
   Imidlertid viste målet for deres gang sig ved en ombøjning af vejen, Jungshoved slot trådte stedse tydeligere frem fra skoven, der tegnede sig mørkt på det hvide snedække. Kræmmeren åndede friere, ethvert skridt fjernede ham fra den truende fare, allerede så han de mørke skygger, som skildvagterne dannede på volden, tårnfløjene bevægede sig pibende på deres spir. De to vandringsmænd havde nået broen, som førte over noret. Espens kræfter var udtømt, men hans skridt blev længere og hurtigere. I dette øjeblik faldt Ib på en ny tanke. Han tog fat i Espens stok, den lille vægrede sig for at lade ham få den. Ib greb kræmmeren om livet, hævede ham ud over rækværket og lod ham falde ned i graven.
   Man hørte et kvalt skrig og et stønnende suk. Fra volden blev en bøsse affyret, men Ib flygtede.
   Idet han slap kræmmeren, havde han grebet dennes stok, der var en hyldegren. Espen havde skudt marven ud af den og gemt brevet i det derved fremkomne hul.


Kapitel 17 >