Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
17. Ib opdager rotternes appetit, og Svend træffer gamle bekendte
Oven for Høfdingsgaard lå et lille hus, halvt indgravet i en bakke, der omgav det på tre sider.
Oppe på loftet sad to personer midt i en stor halmdynge. Den ene var Tam, hvis uheldige forsøg på at forråde Svend man måske mindes. Den anden var Kulsoen, hans kone. Natten før var det lykkedes hende at skuffe sine bevogteres opmærksomhed og undslippe fra Gåsetårnet i Vordingborg.
Tam havde i nogen tid haft tilhold i denne hytte, der kort efter svenskernes komme var blevet forladt af beboerne. Han havde også foretrukket at bo på loftet, først fordi halmen afgav et varmere leje end lergulvet i stuen, dernæst fordi hans ophold på dette sted var mere skjult og så at sige gjort utilgængeligt, når han drog stigen op efter sig og lukkede lemmen.
Kulsoen lå nedgravet så dybt i halmen, at man kun så hendes hoved, som hun støttede på begge hænder. Tam var færd med at gøre sig et lille kighul i græstørvene på taget, hvorfra han kunne iagttage enhver, som gik forbi hytten, ude på vejen.
»Men Tam da!« udbrød konen, efter at hun havde udbredt sig over den list, som behøvedes for at slippe bort fra tårnfængslet. »Hvorfor sidder du der og tier stille, medens du skulle være glad, nu jeg er kommet hjem til dig?«
»Å ja!« svarede Tam med sin læspende stemme og med et udtryk af den inderligste ligegyldighed. »Hvis du blot havde lidt brød med, for jeg er så sulten, så sulten.«
»Herregud!« råbte konen hånlig. »Hvorledes skulle jeg skaffe brød, når jeg kun tænkte på at komme ud af det slemme hul for at få min lille mand at se. Om du tog dig noget til, fik vi vel råd til føden.«
»Hvad skulle jeg tage mig til,« svarede Tam, »andet end det, jeg gjorde? Jeg huggede en lang våge i isen nede ved åen og stillede min ruse ud, men ålene kom ikke. Det går ikke på den vis!« tilføjede han klagende. »Gud give, jeg aldrig havde ladet mig forlokke til den skammelige handling mod Svend. Han skaffede os dog føden og imellemstunder noget derover.«
»Handlingen var ikke så fejl, siden der var tredive sølvdaler at fortjene, du bar dig blot forkert ad, som du altid plejer; men hjælper ikke at kævles mere derom. Hvor har du gjort af børnene?«
»Den ene tuskede jeg bort til en skærslipper for en lammeskindskofte og to kavringer, at han skulle trække for hans bør.«
»Hvem af dem var det?«
»Den ældste, som havde flest kræfter.«
»Det kunne jeg godt tænke mig,« sagde konen. »Du har aldrig ment ham det godt, siden du ikke var hans fader.«
»Å, af den grund kunne jeg jo have tusket dem alle tre bort; men den næste kom ned til Egitsborg for at passe herremandens hundegård og løbe ærinder i byen, og min søster tog den yngste til sig at - Tys, stille, der kommer nogen agende her op til huset.«
»Hvem er det?« hviskede Kulsoen, idet hun nysgerrigt strakte sig ud af halmdyngen.
»Jeg kan ikke længere se dem, siden de kom huset så nær, men vi får dem vel at høre ret snart, når de går ind i stuen. Lad os blot være stille og lytte til.«
Nede i gården holdt på samme tid en lille slæde og en hest, som to personer var i færd med at spænde fra. Den ene var næsten skjult af en stor filthat, hvis skygge faldt ned over pande og kinder. Omkring de temmelig brede skuldre hang en blåstribet hvergarns kåbe, kantet med katteskind. Den anden var en høj og bondeklædt mand. Nøjere betragtet viste begges ansigter bekendte træk; det var Svend Gjønge og Ib, der således begyndte deres vandring med skatten fra Vordingborg.
Svend havde købt slæden og fruentimmerdragten af en marketenderske, som drog omkring på landet blandt svenskerne og solgte mjød og øl.
»Jeg tænker, vi kan lade mjøden blive liggende på slæden natten over,« ytrede Ib dæmpet. »Skulle den tage skade, bliver det svenskernes sag. Til det andet anker har jeg allerede fundet en plads.«
»Hvor?«
»Hist henne under halmen i fårestien.«
Svend smilede, kiltrede sin kjole op og hjalp Ib med at bære det ene anker, som lå bagest på slæden, ind i et lille skur. De løste hesten og førte den efter sig ind i stuen.
»Det er et godt natteherberge, vi fandt os,« udbrød Ib, efter at have bundet hesten i et hjørne af stuen og rystet en foderpose ud foran den. »Jeg kendte lidt til folkene her! Ridefogden gav dem hus oppe på gården, da herskabet var rejst ind til København, og siden har her knap været et menneske.«
»Hvoraf ved du det, Ib?«
»Den gang, jeg åbnede døren, løb rotterne omkring på lergulvet, og sneen, som er føget ind igennem skorstenspiben, ligger stivfrosset her på arnestedet.«
»Jeg må love, at vi mødtes så snart igen,« sagde Svend; »du har et skarpt blik.«
»Såmænd!« svarede Ib med et selvtilfreds nik. »Gud fader gav mig to rare øjne, og taterfolkene lærte mig at bruge dem, medens vi vandrede sammen i min barndom.«
Så satte han en stor tværsæk op på bordet. Svend tog sin fyrtønde frem og slog ild for at tænde en lyspind. Det varede længe, inden tønderet ville fænge; da det endelig begyndte at gnistre, var det ham umuligt at få lyspinden i brand.
Ib stod og så til, han smilte og udbrød:
»Ja, i den kunst er jeg din overmand; lån mig tønderet så skal du se, hvor let det går.«
Svend gav ham fyrtønden, og han tog et stykke af en grankogle op af lommen, knuste nogle af dens harpiksholdige frøhuse mellem fingrene og lod dette pulver falde på tønderet, som derved straks blussede op i flamme.
»Den måde har jeg også lært af natmandsfolket,« sagde han leende, medens han tændte lyspinden og stak den fast mellem stenene på arnestedet. »Hvad siger du nu, om vi gjorde os et godt bål for at drive kulden ud af stuen?«
»Blot det ikke ses, om nogen vejfarende kommer forbi,« svarede Svend, i færd med at drage de medbragte levnedsmidler op af tværsækken.
»Vi kan jo dække glughullerne til. Her er min kofte, hæng den for; imens går jeg ud og tapper os en kande mjød af vor på slæden.«
Hele denne samtale blev hørt af Tam og Kulsoen ovenfor; de havde lagt sig langs hen ad gulvet med hovedet ned mod de løse brædder og kunne gennem de talrige åbninger og sprækker iagttage alt, hvad der skete i stuen.
»Hører du?« hviskede Kulsoen under den larm som Ibs bortgang forårsagede. »De har et mjødanker ude på slæden.«
Ja, og dejlig mad på bordet,« svarede Tam; »hvem der kunne få sig et lille stykke deraf!«
Efter at Svend havde hængt Ibs kofte og sin egen kåbe over de to små vinduer, gik han ud af stuen for at overbevise sig om, at lysets skin ikke var synligt på vejen. I det samme rejste Kulsoen sig op fra gulvet og skød et af loftsbrædderne til side.
»Hvad er det, du gør?« spurgte Tam. »Tænk på, lille Boel, at det gælder mit ringe liv, om de opdager vort skjul.«
»Tænk du på, at jeg må sørge for lidt aftensmad til os to fattige stakler!« svarede Kulsoen.
»Aftensmad?« gentog Tam uden at forstå, hvad hun mente.
Kulsoen lod sit svar bero med at rykke en af de lange tækkekæppe ud, som sammenholdt taget, derpå lagde hun sig hen over gulvet og stak kæppen igennem åbningen ned i maden.
»Se, her har vi nadvere,« hviskede hun tilfreds og drog et havrebrød op på spidsen af kæppen. »Men skam få dig, du lækkersultne! Du vil bestemt have sul til brødet. Jeg kender dig.« Hun stak på ny sin stok ned igennem åbningen, og denne gang fiskede hun sig en stor kødpølse.
Tam havde uden at mæle et ord og med en yderlig forbavselse været vidne til dette.
»Ak, Boel, Boel!« hviskede han, da pølsen kom op gennem loftet. »Lad det nu være nok; der times os en ulykke, når de kommer ind igen og ser, at maden er borte.«
»Ja, du snakker, som du har forstand til,« hviskede Kulsoen. »Fattigfolk som vi har ikke råd til at vrage, og det er nok ikke hver en kvæld, Vorherre er så god at skikke os slig rar mad. Nu har jeg sørget for vor nadvere, men må jeg ikke også tænke på en lille mundfuld til vor middagsmad i morgen?«
Under disse bemærkninger drog hun med det tidligere held nok en kavring og en lille knapost op igennem hullet og havde atter fået stokken ned til en ny fangst, da der hørtes skridt uden for døren. Kulsoen drog kæppen tilbage og skød brættet hen på dets plads igen. I samme øjeblik trådte Svend og Ib ind i stuen.
Ib udstødte et skrig, da han satte mjøddunken på bordet og opdagede det begåede rov. Hans ansigt udtrykte den dybeste overraskelse.
»Hvem har taget vor gode mad?« udbrød han. »Se engang! Bordet er næsten tomt, og ingen af os har endnu fået der ringeste.«
Svend var naturligvis ikke i stand til at give nogen oplysning, og begge udtrykte sig i formodninger, til megen opbyggelse for ægteparret, som imidlertid ovenover gjorde sig til gode med deres bytte.
»Der må nogen have listet sig ind i stuen, medens vi var ude,« ytrede Ib.
»Og vi skulle ikke have set dem gå bort?« svarede Svend med et skuldertræk.
»Det er også sandt. - Nu begriber jeg alt. Det er rotterne, som har stjålet maden.«
»Rotterne,« gentog Svend, »to brød, en ost og en pølse, man skulle næsten ikke tro, at de kunne løbe bort med så meget.«
»Ja, ved du hvad, Svend, man skulle næsten heller ikke tro, ar maden kunne løbe bort af sig selv. Rotterne eller nissen har taget dem, og jeg holder på det første, siden jeg har set flere rotter end nisser.«
»Gid det må bekomme dem vel!« svarede Svend smilende. »Nu vil vi tage til takke med det, de har ladet os beholde tilbage.«
Måltidet fandt sted under en uafbrudt tavshed. Da endelig Ib havde aftørret sin kniv og stukket den i bæltet, udbrød han:
»Synd og skam var det, at vi satte os til bords uden bøn, men Vorherre regner os vel ikke så nøje i krigens tid, og sin bøn skal han få alligevel, når jeg lægger mig til ro i halmen. Lad mig nu høre, hvad plan du har udfundet for at bringe vor mjødtønde til dens bestemmelsessted.«
»Jeg tænker, vi farer fort, som vi har begyndt.«
»Ja, men vil det gå på den vis? Vi får vist megen fortræd undervejs, helst da sagen begynder at spørges. På det korte stykke vej, vi har draget, er allerede tre vidende om vor hemmelighed.«
»Hører du?« hviskede Kulsoen til Tam. »De har en hemmelighed sammen, den må vi se at komme under vejr med.«
»Den første er kaptajn Manheimer, som vi formeldte vor hilsen i kirken, han var så ivrig efter at få dig i tale forleden, at han knap lader det blive ved det ene forsøg; den næste er lehnsmanden Tyge Høeg og den tredie - ja, Gud nåde hans sjæl, han er der, hvor de to andre burde være. - Ad hvilken vej har du tænkt, at vi skal drage?«
»Op igennem Jungshoved skove,« svarede Svend, »der har jeg sat to af mine mænd stævne; så lister vi os gennem landet mod vest indtil norden for Køge by og derfra over isen ad København til. På hele vejen vil vi træffe gjøngerne, men for hver to mil har en mand en hest til rede for os, at vi kan fare hurtigere. Det må gå, lille Ib!« tilføjede Svend, idet han lagde kniven bort og stirrede stift hen for sig, »thi jeg har sat min ære og velfærd i pant derpå, min egen og -«
»Din egen og hendes med,« tilføjede Ib sagte.
»Hvis?« spurgte Svend.
»Hendes, som du aldrig har vovet at nævne for mig, lad være, jeg kanske er den eneste i hele verden, du kan have fuld tillid til. Hvem er der vel foruden mig, som kender alt fra den første begyndelse af? Det er også mig, der mener dig det bedre end alle de andre til hobe. Nu snakker vi kun sådan derom, men jeg gik og kikkede efter dit ansigt, hver evige gang jeg hørte, at du vendte hjem fra slottet, fra hende, for at se, om du var glad, eller om hun havde gjort dig imod. Du må tage det for, hvad du vil, men jeg lod også et par ord falde til Vorherre i min aftenbøn, at han nok kunne gøre jer to lidt til gode.«
Svend rakte ham hånden.
»Ak, lille Ib!« svarede han blødt og dæmpet. »Hvorom vil du vel, at jeg skulle tale? Jeg er en ærlig mand, og jeg er gift med din egen søster.«
»Ja, det er så. Du giftede dig med Ane for at frelse frøkenen. Din onde skæbne lod dig slutte dette ægteskab, som hverken blev velsignet af Gud eller mennesker.«
»Å nej, endda!« svarede Svend. »Den onde skæbne er kun vor egen ufornuft, jeg tror ikke på en anden. Hvad der er sket mellem mig og jomfru Parsberg, lige fra vi var børn, tør alverden vide, men forlang ikke, at jeg skal tale om hende; jeg får at bære mine tanker i løndom, - mine tanker og mine sorger.«
»Men hvis hun volder dig sorg, Svend, så lad hende fare; hun står dog over dig i vilkår og formue, og I passer ikke ret for hinanden.«
»Det kan være, du siger sandt, Ib, jeg har tænkt det samme. Men jeg mener ikke, at hun volder mig sorg,« udbrød han hurtigt, som om han skyndte sig at bortjage den skygge, Ibs ord kastede over samtalens genstand. »Tværtimod!« udbrød han med et lykkeligt smil og strålende øjne, »hvad for en modig bedrift, folk vil komme til at spørge, i den har hun tilvisse større lod og del end både kongen og mit fødeland; derfor tænker jeg også, vor plan vil lykkes.«
Ib beholdt den hånd i sin, som Svend under disse ord rakte ham, hans brune kinder glødede, og hans små øjne strålede, medens han svarede:
»Jo, vist vil den lykkes, min svoger og kære broder, for jeg har jo også noget at vente ved samme lejlighed.«
»Hvad mener du?«
»Ak ja, jeg har lagt en lille plan for mig selv. Tænker du kanske ikke, at jeg lige så vel som du har en ting at gå og pønse, den jeg blot ønsker ville lykkes ret? Forskellen imellem os er, at du bærer din plan i hovedet jeg bærer min i mit hjerte.«
»Eja« udbrød Svend. »Der betror du mig jo noget helt nyt.« »Det er ellers gammelt nok,« svarede Ib i samme spøgende tone som hidtil, »for lige siden jeg i fjor blev et ærligt menneske, fik jeg sindelag på en lille pige oppe ved Holmegaards mose. Du smiler, Svend! Ja, mine tanker flyver som svalen i regnvejr, langs med jorden. Men bliver jeg kun til noget retskaffent, banker jeg på hos fogden, hendes far, og beder ham om jaord for den lille Inger. Bringer vi nu den trinde mønt lykkelig og vel hjem til kongen, så tager du din part af æren, og det er den bedste, siden det er dig, der styrer og står for det hele, men alligevel kan det træffe sådan, at kongen eller de høje herrer giver os forlov til at ønske nogen belønning; ved du så, hvad der sker? - Dronningen gjorde mig til sin stridsmand, kongen gør mig måske til sin vagtmester, så går jeg hjem i min dejlige uniform og banker på som frier hos Ingers fader.«
Da Svend Gjønge og Ib næste morgen kørte bort fra hytten, begyndte solen at komme frem over de mørke skove, som strakte sig langs med kysten. Luften var klar og skyfri store flokke af skrigende krager fløj hen over markerne. Svend sad foran på slæden, iført sin fruentimmerdragt og med filthatten dybt nedtrukket i panden. Ib havde dannet sig et sæde af fodersækken på den bageste tønde.
Men oppe fra et glamhul på gavlen af hytten kikkede et blegt og indfaldent ansigt ud efter den lille slæde. Det var Tam, som, da han vågnede, faldt i den dybeste forundring ved at finde sig alene på halmloftet. Kulsoen havde forladt ham om natten, uden at han mærkede det og tillige uden at meddele ham grunden til sin bortgang. Den lille stige, som han aftenen før havde draget op efter sig på loftet, lå omstyrtet i sneen neden for gavllugen og antydede den måde, på hvilken hun var kommet bort.
Svend Gjønge valgte en vej langs det bugtede åløb, der fører fra søen ved Lekkinde, og under hvis høje brinker de håbede at være skjult for svenskernes strejfpatrouiller.
»Se, hvor kønt solen kommer frem der ovre bag skoven,« sagde Ib, »det spår os en lykkelig dag.«
»Ja, måske,« svarede Svend, »men ser du dernede ved hulvejen, hvor kønt de svenske ryttere kommer frem, hvad mener du, de spår os?«
»Vi har jo vore papirer,« hviskede Ib, idet han skelede ned mod det betegnede sted for ikke at dreje hovedet.
Straks efter hørtes hestetrav, og fire ryttere kom jagende hen mod slæden. Ib tog sin hue af og hilste, Svend blev siddende med tømmen i hånden, krumbøjet og tilsyneladende forkommen af den skarpe morgenkulde.
»Hvad bringer I der på eders sluffe?« spurgte korporalen for rytterne.
»Lidt mjød og en god drik pors,« svarede Ib.
»Djævelen sluge eders pors! Lad mig smage mjøden,« sagde korporalen. Ib tappede et bæger, svensken drak. »For en ulykke, I kujoner!« råbte han efter at have tømt bægeret. »Mjøden er jo halvfrossen og dygtig spædet med vand. Har I forlov at handle med krigsfolk?«
»Å, ja!« svarede Ib, idet han fremdrog den skrevne tilladelse.
Korporalen kastede et blik på det smudsige papir og rakte ham det tilbage igen.
»Det er i sin orden,« sagde han. »Hvor agter I eder hen?«
»Ad Jungshoved til.«
»Det træffer sig sært heldigt. Jeg kommer netop den samme vej hen imod middag, så kan I huske at kræve betaling for mjøden. - Drag eders vej i fred.«
Med disse ord red rytterne videre.
»Jeg tror, de lo ad os,« sagde Ib, da slæden var kommet så langt bort, at hans ord ikke kunne høres.
»Den fornøjelse kan vi unde dem, de brave folk,« svarede Svend, »siden de lod os beholde vore penge. Men enden er ikke endda; vi træffer vel flere af deres kammerater, efterhånden som vi nærmer os Jungshoved.«
Svends formodning blev straks efter stadfæstet, idet man atter hørte hestetrav hen over den frosne jord. Ib rejste sig op på slæden og så en afdeling ryttere komme frem mellem bakkerne. Så snart svenskerne fik øje på det lille køretøj, red de hen mod det. Svend lod hesten gå skridt for skridt, Ib bøjede sig over ham og hviskede:
»Denne gang kniber det, jeg kender den uniform karlene bærer. Det er grev Fersens dragoner. Mage til dem vi plyndrede og bandt i skovhytten ved Gjerderød.
»Ti stille,« svarede Svend, »jeg ser det nok. De agter vel kun at gøre samme handel som nylig deres kammerater.«
Dragonerne red imidlertid hen på siden af slæden og befalede Svend at holde stille. Anføreren gentog omtrent et lignende spørgsmål, som tilforn var blevet dem gjort, Ib svarede på samme måde.
»Har I svenske høvedsmandens tilladelse til at forhandle eders varer? « »Ja, strenge herre!« svarede Ib og leverede vagtmesteren beviset.
»Hvem af jer ejer værtsskabet?« vedblev vagtmesteren.
»Det gør min moster der,« svarede Ib; »men hun er gammel og lider af tandværk, derfor har hun ondt ved at tale og bad mig følge af by med sig.«
»I kan drage eders vej,« ytrede vagtmesteren og vendte sin hest bort fra slæden.
»Å, tøv dog en lille kende forinden,« råbte hans sidemand, idet han pludselig bøjede sig ud over hesten og med spidsen af sin pallask løftede Svends filthat i vejret. Dragonerne udstødte et forundringsråb, da de så et mørkt og skægget ansigt komme til syne under hatten. De drog pistolerne af sadelhylstrene.
»Ti tusind skok djævle tage dig!« råbte korporalen med en hånlig latter, »så tavs som du bliver siddende lige over for dine gamle bekendte. Se engang ret på mig og sig om du kan mindes mit ansigt fra sidst?«
Ved det første blik på denne mand havde Svend genkendt korporalen, hvis uniform han benyttede ved sit møde med oberst Sparre, det næste overbeviste ham om, hvor umuligt ethvert forsøg på flugt ville være i den kreds, hvorfra otte truende pistolløb pegede imod ham.
Svend rejste sig fra slæden og kastede kåben tilbage.
»Korporal!« udbrød han. »I har ikke taget fejl, jeg er Svend Gjønge.«
Det udråb, der fulgte efter disse ord fra enkelte af dragonerne, blev kun bemærket af Ib, som hævede hovedet og så sig omkring i kredsen med en ubeskrivelig mine af selvtilfreds vigtighed. Han begreb, at Svend havde fatte sin plan. Denne vedblev:
»Jeg er eders fange, og I har i dag fortjent tredive sølvdalere.«
»De skulle være højst velkomne,« sagde korporalen muntert; »jeg skal drikke dem op på din sundhed.«
»I kan gøre mig en større tjeneste,« ytrede Svend. »Når jeg kommer op til Jungshoved, bliver jeg hængt, men hjemme har jeg en kvinde og et lille barn. Må jeg ikke skikke dem en hilsen til afsked med min kammerat?«
»Jeg tænker, at din kammerat følger med os.«
»Å ja, men den stakkels bonde der har intet ondt bedrevet og står ikke i ledtog med mig; obersten vil give ham fri igen.«
»Kan være muligt,« svarede korporalen, som ikke syntes at genkende Ib.
»Så tal da til ham, men fat dig kort.«
Svend bøjede sig over mod Ib og hviskede til ham: »Giv dig til at græde.« Ib adlød øjeblikkelig og stak i en hylende gråd.
»Ser du den våge, der er hugget hist henne i åen? Når vi kommer lige ud for den, skærer du rebet over på tønden og lader den rulle ud over sluffen, ned ad brinken. Tud dog, tud!«
Ib hylede i overordentlig høje og langtrukne toner.
»Isen vil briste ved tøndens vægt,« vedblev Svend, »og vi har vor skat forvaret. Tag blot nøje kending på landet ud for det sted, hvor den synker ned.«
»Nå, er du snart færdig?« råbte korporalen.
»På minutten!« svarede Svend og tilføjede hviskende: »Har du forstået mig?«
»Jeg har tabt min kniv.«
»Så lad, som om du omfavner mig, og træk min ud af bæltet.«
Ib adlød og lod med en taters behændighed kniven forsvinde under sit trøjeærme. Svend trådte tilbage mellem dragonerne. Korporalen vendte sig mod Svend: »Siden du holder af at age, så sid kun op igen og pisk på din krikke, at vi kan komme af sted til slottet.«
Svend kastede et blik til Ib, som denne besvarede ved at lukke det ene øje, derpå tog han tømmerne og drev på hesten. Dragonerne omringede slæden på tre sider. På den fjerde og ubevogtede side gik vejen langs med den stejle brink, nedenfor hvilken åløbet snoede sig.
Ib havde atter indtaget sit forrige sæde på den bageste tønde; medens han tilsyneladende svøbte hestedækkenet sammen over sine fødder, lykkedes det ham ubemærket at overskære rebet på tønden, således at denne fra nu af kun holdtes fast på sluffen af sin egen tyngde. Da de kom lige ud for vågen, drejede Svend hesten ud på randen af brinken og gav den et slag med pisken. Hesten sprang i vejret. Ib udstødte et skrig og lod sig falde ned i sneen, medens han gav tønden et heftigt stød ud af sluffen. Tønden rullede ned over brinken, i begyndelsen langsomt, men med stedse tiltagende fart, og forsvandt straks efter i åen i den våge, som Tam havde hugget til sin åleruse.
Hele dette optrin foregik så pludseligt og naturligt, at ingen af dragonerne mærkede den begåede list. Da Ib styrtede ud over slæden, blev den almindelige opmærksomhed ledet bort fra tønden. De troede, han gjorde et forsøg på flugt, og greb til pistolerne. Men Ib blev liggende i sneen og jamrede sig. Da han endelig rejste sig, udbrød han:
»Gudskelov det var kun porsetønden, vi forliste; mjødet har vi endnu tilbage.«
Korporalen slog en høj latter op og svarede:
»Jeg tænker, at det så omtrent kunne falde ud på et for dig, min ven! Det skulle gå til som djævels, hvis du fik godt enten af den mjød eller pors, I fører med jer. Nu op igen og hold dig fast, eller jeg lader dig surre til sluffen.«
Ibs og Svends blikke mødte hinanden med et meget talende udtryk.
»Tre stene,« mumlede Svend halvhøjt.
»En trærod på den anden side åen,« hviskede Ib.
Det var de forskellige kendemærker, de havde taget for at genkende stedet, hvor porsetønden rullede ned i vågen.