Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
18. En gårdhund
I den mellemtid, Svend havde været beskæftiget nede i Vordingborg, var de svenske troppers antal omkring Jungshoved blevet betydelig forøget. Alle nærliggende landsbyer havde modtaget deres indkvartering, af hvilken talrige strejfkorps blev udsendt for at opdrive levnedsmidler og især foder til hestene, hvorpå armeen begyndte at lide følelig mangel.
Som følge heraf traf dragonerne på flere af deres kammerater, endnu inden de nåede skoven. Korporalen fortalte om den vigtige fangst, han havde gjort, og de sidstankomne sluttede sig da til rytterne, så at svenskerne udgjorde et temmelig stort antal, idet de drog ind på slottet. Midt i dette optog sad Svend i sin fruentimmerdragt, genstand for en mængde nysgerrige blikke, uden at han syntes at agte derpå. Hans træk udtrykte en dyb alvor, men tillige en mands bestemthed og fatning. Flere gange så man ham læne sig tilbage på forsædet og hviske nogle ord til Ib, som denne besvarede med et næsten umærkeligt hovednik.
Idet dragonerne red ud af Ørremandsgaards skove og kom til broen, der førte over noret, hvorfra hele slottet viste sig for dem, red korporalen i spidsen for toget.
Først da sluffen standsede, og dragonerne trængte den sammenstimlede masse tilbage, opdagede korporalen til sin forskrækkelse, at den ene af hans fanger manglede. Ib var forsvundet, uden at nogen havde lagt mærke dertil.
Da slæden holdt i gården, slog dragonerne kreds omkring den. Korporalen steg af hesten og gik op på slottet for at melde sig hos oberst Sparre.
Imidlertid forøgedes tilskuernes mængde bestandig omkring Svend. Hans triumfer havde for ofte været omtalte og frygtede til, at man ikke skulle glæde sig over hans ydmygelse. Hans forklædning gav desuden forøget anledning til morskab og til en mængde indfald, som blev modtaget med almindeligt bifald.
Svend syntes at være uden sans for alle disse ytringer. Han blev siddende på slæden, indsvøbt i den blå hvergarns halvkåbe, og stirrede stift hen for sig. Af og til forandrede dette blik sin retning og hævedes op mod et vindue i øverste etage, hvis gardiner vel var nedtrukne, men mellem hvilke der dog flere gange viste sig et smukt, kvindeligt hoved, hvis mørke øjne syntes at møde gjøngens.
Blandt mængden var der især en ung halvmåneblæser, som udmærkede sig ved sin platte skæmt, og hvis indfald blev modtaget med lydelig jubel. Svends vedvarende ligegyldighed og kulde opirrede ham; for at bringe større afveksling i spøgen løftede han filthatten af hans hoved. Ved denne fornærmelse syntes Svend endelig at være vågnet, han kastede et blik fuldt af foragt omkring sig og udbrød:
»Hvorfor lader du mig ikke være i fred? Nu taler du kun sådan og er vigtig, medens du ser et halvt regiment kammerater omkring dig, men om vi engang mødes, hvor sol og vind var lige skiftet, ville knap et rottehul være dig lille nok til at krybe i skjul for mig.«
»Min tro om jeg ville,« svarede halvmåneblæseren, opirret over, at fordelen i øjeblikket syntes at være på Svends side; »snarere skulle jeg prøve med min klinge at gøre et rottehul i dig, som både sol og vind kunne kikke ind igennem.«
Under disse ord lod han sin sabel udfordrende kredse omkring i luften. Fangen stod oprejst ved siden af slæden. Med en lynsnar bevægelse samlede Svend kåben over sin venstre arm og afbødede med den det hug, svenskeren førte, og idet han sprang ind på ham, rev han ham klingen ud af hånden og kastede ham tilbage blandt mængden.
Endnu før den uheldige trompeter havde rejst sig, trådte Svend hen til en gammel, gråhåret og arret vagtmester, der hidtil havde stået rolig og alvorlig i kredsen og smøget sin pibe.
»Min herre vagtmester!« sagde Svend. »Tag dette barns klinge, og om I holder det for umagen værd, så lær ham, at det kun er den fejge, der håner en værgeløs fange.«
»Ti tusind ulykker fare i ham, om han skal komme til at mæle et ord mere,« svarede den gamle, idet han stak sin pibe ned i frakkelommen og med lange skridt gik hen til klyngen som omringede trompeteren.
Straks efter viste Sparre sig på trappen, ledsaget af korporalen. Kredsen åbnede sig, og obersten trådte hen til Svend. Han betragtede ham nogle øjeblikke, før han udbrød:
»Nå, så mødes vi engang igen, Svend Gjønge!«
»Ja, strenge herre!« svarede Svend. »Det er ikke sket med min villie.«
»Han kan lade sine folk sidde af, korporal!« sagde obersten. »Fangen skal undersøges, og to mænd bevogter ham her nede i gården, indtil general Vavasor vender tilbage.
Korporalen hilste og førte Svend ned i kælderen.
Jungshoved var nu så opfyldt af stridsfolk, at det ikke kunne rumme flere. Da Karl Gustav vedblev at drage sine soldater sammen på Sjælland, for under den påtænkte belejring af hovedstaden at have reserven nærmere, var man nødsaget til at optage slottets baggård til barakker. Denne baggård vendte ud mod skoven. Barakkerne blev opført i lange rækker af grene og halm og så lave, at et voksent menneske ikke kunne stå oprejst i dem.
Samme dag, Svend kom til slottet, var det blevet de nærmestliggende herregårde pålagt at levere halm til en ny række hytter, som man oprejste til en afdeling af general Vavasors regiment. Vindebroen var ladet nede, og hovedporten stod åben, medens bønderne kørte ind og ud med deres høstvogne.
Da Svend blev ført tilbage til gården, bar han sin sædvanlige dragt, som hidtil havde været skjult under fruentimmerkjolen. Korporalen førte ham med bagbundne hænder til en sidemur i forgården og gav to drabanter befaling til at bevogte ham.
»Spænd eders pistoler,« sagde han, »stil eder på hver side af manden og hold skarp vagt. Jeg vil ikke give en styver for eders liv, om I lod ham slippe løs, heller ikke tillades det nogen at tale med fangen, og skulle han vise tegn til at løbe bort, så giver I ham hans rest, det bedste I har lært.«
Efter disse formaninger strøg korporalen sin knebelsbart opad mod øjnene, nikkede med et blidt smil til Svend og begav sig op ad trapperne til obersten for at modtage den udlovede belønning for Svends pågribelse.
En halv time efter kom general Vavasor, omringet af sin stab, ridende ind over vindebroen. Sparre modtog ham neden for slotstrappen og underrettede ham om den gjorte fangst. Vavasor syntes ikke at dele oberstens glæde, hans sorte og tykke øjenbryn trak sig tættere sammen, medens han gik hen over gården til Svend.
»Eja, stratenrøver,« udbrød generalen, »har vi endelig fået dig fat?«
»Ja, endelig,« svarede Svend koldblodigt.
»Ved min himmerigs part, om vi ikke skal holde så fast på dig, galgenfugl, at du aldrig slipper løs tiere.«
»Eders ord skal stå til troende, strenge herre! I har bundet mine hænder og berøvet mig mine våben, så selv en liden pog tør vove at skælde og håne mig.«
»For den sags skyld kunne man gerne have ladet dig beholde hænder og våben til brug, jeg tror ikke, du skal skade os mere.«
Svend lod sit svar bero med at trække på skuldrene. Generalen lagde ikke mærke dertil, han stod fordybet i sine tanker; pludselig knyttede han hænderne og hævede dem truende mod Svend, idet han udbrød:
»Skurk, stimand! Hvor er min søn? For to dage siden red han bort fra slottet, og indtil nu er kun hans hest blodig og såret vendt tilbage.«
»Eders søn!« gentog Svend. »For sandt, strenge hr. general, jeg kender ham ikke. Ude på marken og i de dybe skove har vi sjældent den skik at spørge en fjende om hans navn, før vi fælder ham, og selv om han havde nævnt det, synes jeg dog ikke, at navnet er så skræksomt, at vi derfor skulle have ladet ham fare i fred.«
Generalen var synlig behersket af sin smerte, han vendte sig om og forlod Svend. Oberst Sparre fulgte ved hans side.
Hvad mener generalen, at vi skal gøre med synderen?
Disse ord bragte Vavasor til at standse.
»Hvorfor spørger I mig derom, hr. oberst? Jeg mener at svenskekongen har skrevet sin krigslov tydelig for alle. Før ham uden for slottet og skyd ham.«
»Men dagen hælder, og mørket falder på.«
»Bind ham en lygte på hovedet, så har karlene et sikkert mål at skyde efter.«
»Hvor mange mand skal jeg skikke ud dertil?« spurgte den omstændelige oberst.
Generalen gjorde en fortrædelig bevægelse med hovedet og svarede, idet han gik op ad trapperne: »Skik ud så mange I lyster, så mange, som han har knapper i sin trøje.«
Vavasor gik op i slottet, oberst Sparre vendte tilbage til Svend.
»Din dom er fældet, Svend Gjønge!« udbrød han med en hævnfryd, som han forgæves søgte at skjule. »Om en time vil du blive skudt.«
»Jeg ventede mig ikke bedre, svarede Svend roligt.
»Har du ellers noget ønske forinden?«
»Å nej; alt fra den første dag, jeg begyndte på hærværk mod svensken, var jeg beredt på at dø, og I kan tro mig, min herre oberst,« tilføjede han med et smil, »i den tid har jeg ofte været døden nærmere end i dette øjeblik.«
»Ønsker du, at feltpræsten skal læse dig en herrensbøn forinden?«
»Ja tak!« svarede Svend.
Sparre gik hen til vagtstuen, uden for hvilken nogle af soldaterne havde været vidne til det foregående optrin. Obersten nævnede en af soldaterne ved navn og drog ham afsides med sig nogle skridt hen i gården.
»Bent Arvedsøn!« udbrød han. »Fra du var en lille pog, har jeg gjort vel imod dig og dine gamle forældre, der havde deres tilhold og pleje hjemme i Upland på min gård. Det er første gang, jeg minder dig derom, og det sker for at du nu skal gøre gengæld mod mig, så godt du mægter.«
»Ak, hr. oberst!« svarede den unge soldat troskyldigt. »Jeg vil lade mig slå ihjel to gange for eder, nådige herre!«
»Derom er talen ikke, det gælder blot om, at du udvælger dig seks mand af dine kammerater, folk, som du kender nøje, til hvem du sætter din fortrøstning. I lader eders karabiner og tager post, enhver ved sin dør, som fører herned fra slottet. Ingen af de menige tør komme ud i gården, langt mindre nærme sig fangen, uden at han har sin foresattes tilladelse dertil. Selv skal I give nøje agt på, hvad han foretager sig, og ved det mindste mistænkelige tegn går I hen til ham, sætter ham eders karabiner for brystet og trykker af. Dermed har I fuldbyrdet generalens og min villie. - Har du forstået mig?«
»Nøjagtigt, strenge herre!« svarede soldaten. »I kan stole på mig. Eders befaling skal blive efterkommet.«
»Godt, følg så med til synderen,« sagde obersten og vedblev, da han kom hen til Svend:
»Da du før sagde, at du tilforn havde været døden nærmere end nu, pønsede du bestemt på at spille os en streg! Vi vil se at forhindre det. Forgangen da vi mødtes i skoven, lovede jeg dig mere, end jeg kunne holde, denne gang vil jeg se at holde mere, end jeg lover. Gå hen, Bent, og prøv, om båndet om hans håndled er knyttet forsvarligt, og hvis du kan, så gør det længere.«
Bent adlød.
»Soldat,« udbrød Svend, »du binder mig jo, som om du var en slagter.«
»Det er ikke min mening,« sagde Sparre; »stram blot knuden således, at han ikke kan få hænderne fri, dernæst gør vi den løse ende fast hist henne i muren.«
Med disse ord pegede obersten på en tyk jernring, som var indmuret i væggen. Svend fulgte dem godvilligt derhen og lod sig binde fast til ringen.
»Se så, lille Svend!« vedblev obersten, »nu har jeg bragt mine anstalter tilende, prøv du nu dine, og hvis du kan slippe fri, vil jeg holde dig for den snildeste karl i Danmark. Farvel, og Gud være din syndige sjæl nådig.«
»Det håber jeg, han vil,« svarede Svend med den samme urokkelige ro, han hidtil havde vist. »I glemmer vel ikke sende mig feltpræsten, hr. oberst?«
»Han skal komme ret straks, og når du ser ham, Bent, følger du med og bliver stående her henne i tre skridt afstand fra dem.«
Noget efter lød en tromme inde i baggården. Obersten lod en afdeling soldater kalde sammen, og man så disse begive sig med hakker og spader ud over vindebroen for at gøre en grav til Svend der, hvor henrettelsen skulle finde sted.
Bent Arvedsøn havde imidlertid udvalgt sine seks mand og opstillet dem således, at alle udgange fra slottet var bevogtede; selv tog han plads neden for hovedtrappen og vendte bogstavelig talt ikke sine øjne fra fangen. Svend lænede sig til muren, hans pande var rolig og glat, uden spor af sorg eller lidenskab, og dog foregik der indenfor i disse øjeblikke et mørkt og sørgeligt drama, medens han så sine planer hindrede, sit håb tilintetgjort og overfor sig i vinduet bag de halvt sammentrukne gardiner hende, der havde givet disse planer håb og næring. Straks efter at Bent havde fordelt fordelt posterne, åbnedes døren ovenfor trappen og en mand viste sig, iført kort, gejstlig kappe, store ridestøvler og rygende på en pibe. Det var feltpræsten.
»Nu, Bent Arvedsøn!« udbrød han, idet han slukkede piben og stak den ned i sidelommen, »hvor har vi så ulykkelige misdæder, jeg kommer for at berette?«
»Det er ham, som står hist ved muren,« svarede Bent, »men om ærværdige fader tillader det, så følger jeg med derhen som min ordre lyder.«
»Følg kun med,« sagde præsten, »oberst Sparre har forklaret mig sin villie.«
Præsten gik hen til Svend. Soldaten stillede sig med karabinen ved foden i tre skridts afstand, så at han kunne høre ethvert ord, der veksledes med fangen.
»Min søn!« udbrød den gejstlige med en høj og gennemtrængende stemme. »Når man går til sin død, trænger man til religionens trøst.«
»Det er sandt, herre! Man trænger også til den medens man lever,« svarede Svend.
»Hvad vil du sige hermed?« spurgte præsten, som ikke var forberedt på denne afbrydelse.
»At jeg er af samme mening som I, og derfor har jeg aldrig glemt Gud, siden jeg i min barndom lærte ham at kende.«
»Du er altså forberedt på den skæbne som venter dig?«
»Forberedt!« gentog Svend med et hovmodigt smil. »Har I aldrig hørt mit navn nævne, ærværdige herre?«
»Jo, til visse, alt fra den første dag, vi kom til landet.«
»Hvor kan I da som en lærd mand tro, at man begiver sig i kamp med en fjende og øver det, jeg har øvet, og vover hvad jeg har vovet, uden at være forberedt på døden?«
»Men om så er,« svarede præsten, »hvorfor har du så begæret mig til stede?«
»For at give eder lejlighed til at øve en god gerning.«
Bent Arvedsøn spidsede øren og trådte et skridt nærmere.
»Mod hvem?« spurgte præsten.
»Mod mine fjender,« svarede Svend. »Generalen, som bestemte min død, var nylig til stede og hånede mig og spurgte, hvor vi havde gjort af hans søn, hvem han troede fangen eller undlivet af os. Jeg vil undgælde ondt med godt, og I skal være redskabet dertil. Er ikke en sådan lod efter eders behag?«
»Jo, tilvisse,« svarede præsten, »sig blot, hvad du ved om den unge fændrik.«
»Først må I da gå op til den strenge herre og berette ham, hvad jeg har forebragt, og få ham til at opsætte min død endnu en time tilende. Derpå går I skyndsomst ned i landsbyen her næst ved og opsøger degnen Peder Fos, hos hvem I finder en kone og et lidet barn, og når I hilser fra Svend Poulsen, vil hun navngive sig som min hustru. Sig hende da, at jeg sidder fangen her, og at hun skyndsomst skal tænke på ham, som ligger i risbunken, og at et menneskeliv beror derpå. Tal hverken mere eller mindre og mærk eder vel hendes svar, at I kan bringe mig det, så skal generalen få at vide, hvor hans søn er at finde.«
»Og du giver ham dit ord på, at det vil ske?« spurgte præsten ivrig.
»Nej, herre!« svarede Svend. »Jeg giver ham mit liv derpå.«
Præsten ilede op på slottet, straks efter vendte han tilbage igen og råbte til Svend, idet han gik over gården:
»Jeg har forebragt dit ord til generalen, og det vil ske med dig, som du ønsker; nu iler jeg ned til landsbyen.«
Svend nikkede, præsten gik over vindebroen.
Bent havde trukket sig tilbage på sin tidligere plads neden for hovedtrappen. Svend stod alene, lænet op til muren, tavs og ubevægelig.
Man har måske glemt de ord, Svend hviskede til sin hustru om aftenen, da kaptajn Kembok førte gjøngerne ud af hytten.
»Kommer vi nogen sinde i bekneb,« sagde han, »og du får bud fra mig eller Ib om risbunkerne hvor forblommet det end sker, så list dig hen og stik dem i brand; det er et tegn for vore folk til at samle sig, og det kunne vel hænde sig så, at mit liv kommer til at bero på denne omstændighed.«
Snevejret begyndte med det tiltagende mørke, soldaterne vendte tilbage over vindebroen, graven var kastet. I det øjeblik, porten blev åbnet og krigsfolkene trådte ind i gården, lød der en hul brummen fra hundehuset, i nærheden af hvilket Svend stod bundet. Gjøngen lyttede, han vendte langsomt sit hoved mod stedet.
»Svend!« hviskede en stemme, der bragte alle gjøngens pulse til at banke.
»Er det dig, Ib?«
»Ja!«
»Hvordan kommer du her?«
»Jeg kom ind på et halmlæs og krøb gennem kælderen ud ad vinduet til hundehuset.«
»Og vore folk?«
»De er, hvor de skal være.«
»Hvad taler I om, Svend Gjønge?« spurgte Bent Arvedsøn, som efter mørket var tiltaget således, at han ikke længer kunne se Svend fra trappen, havde nærmet sig muren.
»Jeg læser mit Fadervor,« svarede Svend.
»Læs i Guds navn, I kan have det nødig.«
Svend vedblev:
»Ske din villie, - har du våben?«
»To pistoler og en kniv.«
»Giv os i dag vort daglige brød, - trevl noget af lunten op på pistolerne og gnid det ind med krudt. - Forlad os vor skyld, - stik det optrevlede ind i løbet af pistolerne, list dig ned i baggården og skyd pistolerne af ind i halmhytterne for at få dem i brand. Kom så tilbage igen, - og frels os fra det onde.«
Idet Svend endte sin bøn, så han en mørk skygge glide bort fra hundehuset og forsvinde i kældervinduet.
Da klokken slog seks, kom oberst Sparre ned ad trapperne. Han gik hen til vagtstuen i kælderen og bankede ruden. En vagtmester viste sig i døråbningen.
»Vagtmester! Kald tolv mand og en tambour og lad dem stille til eksekution foran trappen. Karlene skal tage tre skarpe skud med sig, komme det ene i deres karabin og vente på videre befaling.«
Svend hørte hvert ord, men syntes ikke at lægge mærke dertil, hele hans opmærksomhed var i dette øjeblik rettet på, hvad der ville ske i baggården. Han ventede at høre de to skud. Medens soldaterne ladede deres karabiner, lød skridt over vindebroen.
Præsten viste sig i porten og ilede op i slottet. På samme tid styrtede to soldater ind i gården og råbte, at skoven udenfor begyndte at brænde på flere steder. De udstillede poster blev trængt til side af deres kammerater, som alle søgte at komme op på volden for at se branden.
Under den larm, som derved opstod, hørte Svend kældervinduet forsigtigt blive åbnet, og den mørke skygge bevægede sig atter hen til hundehuset.
»For djævelen!« mumlede han. »Ilden i barakkerne -«
»Ti stille!« svarede Ib. »I aften kommanderer jeg, skuddene kommer, når tid er. Abel har pistolerne.«
De Øverste vinduer i slottet begyndte efterhånden at farves med et rødligt skær, og over voldene viste sig på flere steder en klar lysning fra skovene. Oberst Sparre lod to dragoner stige til hest for at få underretning om årsagen til denne brand.
Medens larmen tiltog, og alles opmærksomhed var henvendt på skoven, lød pludselig det svage skrald af to efter hinanden følgende pistolskud. Fra hundehuset hørtes en glad brummen, Svends tindinger bankede, men han blev stående rolig og ubevægelig, fordi han i få skridts afstand så Bent Arvedsøn, som med karabinen på armen betragtede ham skarpt og spejdende. I næste øjeblik lød fra baggården et gennemtrængende skrig:
»Barakkerne brænder!«
Soldaterne styrtede ned ad volden for at komme hen til brandstedet. Sneen føg i tætte hvirvler rundt om slottet og oplystes af flammerne. Larmen tiltog, råb, eder og befalinger lød fra alle sider. Midt i denne forvirring hørtes braget af en geværsalve, som bragte slottets blyruder til at klirre. Trommernes hvirvlen blandede sig med de såredes jammerskrig. Forvirringen havde nået sit højeste. Soldaterne ilede ind i vagtstuen efter våben.
»Det er gjøngerne!« råbte de undervejs til deres kammerater, der standsede ved geværskuddene. »Hele baggården er fuld af disse djævle, de slår ihjel for fode, og der myldrer flere op af de frosne grave.«
Oberst Sparre havde hidtil stået ved vindebroen, utålmodig ventende på de udsendte dragoner. Ved lyden af skuddene ilede han ind i gården. Han løb hen til Bent som midt under den almindelige forstyrrelse var blevet på sin post, stille og ubevægelig og med et opmærksomt blik henvendt på fangen. »Træd lige hen foran fangen,« udbrød obersten med læber, der skælvede af raseri, »og når han gør mine til flugt, så sæt ham karabinen for brystet og tryk af.«
Efter disse ord gik han hen til vagtstuen og stillede sig i spidsen for soldaterne, som begyndte at ordne sig.
Fra nu af fulgte skuddene med stedse kortere mellemrum, og efter at Sparre havde ført sine folk om i baggården, var Bent Arvedsøn og hans fange så at sige de eneste tilbageblevne foran slottet. Dette var øjeblikket, som Svend så længselsfuldt havde ventet.
»Pas nu vel på ham, for om lidt har han i sinde at løbe sin vej,« udbrød pludselig en dyb og tydelig stemme, og idet Bent forundret drejede sig til siden kom Ib til syne ved hundehuset, tog sigte på ham og strakte den ulykkelige soldat til jorden med et pistolskud. Derpå sprang han hen til Svend, overskar rebet, som bandt hans arme og forsvandt igennem den åbne slotsport, uden at nogen i dette øjeblik tænkte på at standse dem.
Lidt senere hørtes en gennemtrængende piben i baggården. Skuddene blev sjældnere, og ved skæret af ilden så man giøngerne trække sig tilbage over volden, uden at svenskerne var i stand til at spærre dem tilbagevejen, de havde ilden fra barakkerne mellem sig og deres fjender.