Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
19. En fiskefangst
En tidlig morgenstund fandt en travl virksomhed sted nede ved åløbet, der fører fra Lekkinde sø, og som tidligere blev omtalt under Svends flugt.
Man så flere mænd i egnens almindelige bønderdragt, dels arbejdende på at forstørre en våge i isen, dels undersøgende åens bund med lange bådshager i det allerede dannede hul.
På bredden havde de antændt et bål, hvis flamme kastede et rødligt skin hen over isfladen. Af og til, når luerne steg i vejret, belyste de også brinkerne, som åløbet skar sig ind igennem, og på højderne af disse kom nogle mørke skikkelser til syne, der kunne antages for vagtposter.
I øvrigt var det ikke let at forklare sig årsagen til disse vagtposters nærværelse, da den forbigående hverken af mændenes dragt eller deres arbejde ville tro andet, end at det var fiskere, der benyttede den tågede nat til at fange ål, og at de havde tændt blusset for at lokke fisken ind i vågen. Svend Gjønge og Ib ledede ålefangsten. Svends ansigt var ualmindelig roligt, medens han med bådshagen undersøgte åløbet. Hver gang han gentog denne undersøgelse, lagde han fast og nøje mærke til visse kendetegn inde på land og stillede sig i linie med de tre gråsten, som han nævnede for Ib, da denne lod tønden rulle ned i åen. Desuagtet syntes hans søgen at skulle blive frugtesløs. Ib hjalp sine kammerater med at gøre vågen større, for at Svend kunne komme til at søge i videre omkreds. Af og til, når han hvilede, kastede han et forskende blik på Svend, men talte ikke til ham, og det hele arbejde havde længe fundet sted under en almindelig tavshed. Pludselig drog Svend bådshagen til sig og slyngede den hen ad isen:
»Gid djævelen annamme den fordømte korporal, der fik os til at lade vor gode tønde fare. Nu har vi arbejdet den hele nat, det lysner allerede i øst, og endda er der intet spor at finde.«
»Den må være rullet længere ud i åen,« bemærkede Ib, »og vi kommer til at gøre vågen større.«
»Det bliver for sildigt denne gang, nu gør svenske ryttere deres morgenvagt og kan let ane uråd ved at se os så mandsstærke samlede hernede. Lad os derfor skilles, op ad dagen træffes vi igen i gravkammeret. Kald folkene fra deres poster, Ib!«
Bålet blev slukket, og gjøngerne skiltes, idet de drog hver sin vej ind gennem Ørremandsgaards skove.
Svend og Ib blev alene tilbage. Svend havde taget plads på en af stenene overfor vågen. Han blev siddende en tid lang, tavs og grundende, med hovedet støttet i sin hule hånd. Ibs øjne veg ikke fra ham. Endelig hævede Svend sit hoved og udbrød:
»Hvis her allerede har været nogen og taget vor tønde op af åen!«
»Å herregud nej,« svarede Ib, »sig ikke det, så bliver jeg aldrig til menneske mere.«
»Hvad ville de tænke om os inde i København?«
»Ja, om dig lille Svend!« svarede Ib, »for mig stakkels mand er der ingen, der har sat sin lid til.«
»Den skal findes!« udbrød Svend med heftighed, »om jeg så skal gennemsøge den hele å.«
»Ja, om jeg så skal drikke den ud til bunds,« ytrede Ib, som mente, at han nok kunne lægge lidt til. »Tys, stille. Jeg fornemmer skridt bag ved os,« vedblev han og lagde sin hånd på Svends arm. Begge lod de sig glide ned bag stenen.
Straks efter hørtes fodtrin, og Ib så en bondeklædt mand komme til syne på gangstien mellem bakkerne. Han blev stående før han gik videre, og vendte hovedet til alle sider, derefter fortsatte han sin gang ned til det sted i åen, hvor gjøngerne nylig havde forstørret vågen.
»Tager jeg ikke fejl, så kender vi den fyr,« hviskede Ib.
»Hvem er det?« spurgte Svend. »Dine Øjne ser bedre end mine.«
»Det er min tro Tam. Jeg tænker ikke vi har nødig at krybe i skjul for ham. Om han skulle pønse på nye rænker, så har vi hist henne redet ham en grav, som han hverken skal finde for smal eller for lav.«
Ib rejste sig efter disse ord op fra stenen og gik hen til åbredden. Svend fulgte ham. Tam vendte sig om ved lyden af deres skridt. Hans første bevægelse tydede på flugt, men han betænkte sig og blev stående, som om han ventede dem.
»Hans gang hernede forekommer mig mistænkelig,« ytrede Svend. »Lad os se at udfritte ham.«
»En god morgen, du ærlige Tam!« råbte Ib. »Hvad driver du omkring efter på den tid af døgnet?«
Tams stemme skælvede, medens han svarede:
»Jeg venter på jer.«
»På os,« sagde Svend. »Det burde du ikke gøre, Tam« Sidst vi taltes ved, advarede jeg dig mod at komme på mine veje oftere og sagde, at du ville være en dødsens mand, hvis det skete.«
»Ja, du gjorde så, Svend, og der var heller ingen ulykke sket, om du stod ved dit ord, for sådan som det nu er med mig, kan det dog ikke blive ved.« Tams læspende stemme var under de sidste ord afbrudt og utydelig, han kæmpede med sig selv og hviskede næsten uforståeligt:
»Å, Svend! Jeg har været en stor synder imod dig, men jeg har også lidt svart derfor og bedt om forladelse, hver gang det randt mig i sinde, og så var Vorherre så god at høre efter, hvad jeg sagde, og at finde den måde, hvorpå jeg skulle gøre min fejl god igen. Derfor kom jeg herned i aftes, da jeg så, I begyndte på jeres arbejde.«
»I aftes?« gentog Svend.
»Ja, jeg har stået der oppe bag brombærrankerne den hele tid, og mine lemmer bævrede af kulde.«
»Hvorfor ventede du da imens?«
»Jeg skøttede ikke om at gå herned, imens de andre var til stede, fordi jeg vidste, hvordan de ville spotte og håne mig; så blev jeg, hvor jeg var, indtil jeg kunne træffe dig alene. Ib regner jeg dog ikke med, han ved alt, hvad du ved.«
Svends første heftighed havde lagt sig, medens Tam talte. Ved hans ytringer over Ib smilte han og udbrød:
»Du så da alt, hvad vi tog os for hernede?«
»Ja, jeg så også forgangen morgen, at I lod tønden trille ned i åen.«
»Du!« udbrød begge forundret.
»Jeg ved også, hvad der var i den.«
»Ved du også, hvor den er?«
»Du står på den.«
Svend var i højeste grad forundret. Tam vedblev: »Det var mig selv, der dannede vågen, I lod den trille ned i, fordi jeg havde mit ålegarn stående ude i hullet. Da jeg fiskede garnet op, kom tønden for en dag, og jeg halede den på land. Jeg lå oppe på loftet hist ovre i det hus, I tog ind i om natten, og jeg hørte hele jeres samtale. Da jeg fik tønden at se og fornam de mange penge rasle indenfor, blev jeg sjæleglad og lagde mig ned på mine knæ og gjorde en god, lang bøn til Vorherre og sagde ham mangfoldige tak, fordi han havde maget det sådan, at jeg nu kunne gøre noget af min synd imod dig god igen; jeg gravede tønden ned i den dybe sne og holdt udkig, til du kom tilbage.«
»Hvoraf vidste du da, at jeg ville komme tilbage igen? Du så jo, at jeg blev taget til fange af de svenske.«
»Ja, det så jeg nok, Svend! Men så løb jeg over i skoven og fik fat på Abels lille dreng, at han skulle sige sin fader, hvordan det var gået dig; men fra Abels løb jeg ned til Bent og til Ving og gav dem samme forklaring. De ville ikke tro mig, og Bent kylede et stykke is efter mig, og Jens Jerntrøje bandt mig til et træ, at jeg skulle blive stående, til de andre kom, og så sagde de, at de ville hidse hundene på mig. Jeg tiggede mig dog fri igen og løb for at give alle dine mænd den forklaring, jeg vidste. Det varede så den hele dag, men i mørkningen var jeg færdig, da havde de også talt med Ib og begyndte at myldre ud af skovene fra alle sider. - Så vidste jeg jo nok, at du ville komme for en dag igen,« lagde han tillidsfuldt til.
Svend var rørt, han rakte ham hånden. Tam greb den i begge sine, bøjede sig ned og kyssede den; derpå vendte han sig imod Svend og udbrød, medens tårerne løb ham ned ad kinderne:
»Jeg beder dig så bønligt om forladelse!« Svend svarede intet, han klappede Tam på skulderen.
»Tam!« råbte Ib med et ansigt, der var blevet blodrødt under den umag, det kostede ham at beherske sig. »Din gavtyv, som stjal vor dejlige aftensmad! Nu holder jeg af dig.«
»Det var altsammen hendes skyld, den onde kvinde, at det gik mig så galt,« vedblev Tam.
»Vi taler ikke mere om det,« svarede Svend. »Tam! Du er igen min kammerat som før.«
Tams blege og indfaldne træk vidnede om en ubeskrivelig glæde, han fo'r i vejret og hoppede omkring på sneen som et barn.
»Herregud!« råbte han, »jeg tænkte aldrig, jeg skulle få de ord at høre mere. - Men de andre?« tilføjede han pludselig. »De er mig ikke gode; vil du også lægge et godt ord ind for mig hos dem?«
»Se ret på mig, Tam!« udbrød Ib, idet han stillede sig foran ham og rettede sig i sin fulde højde. »Sådan ser jeg ud, og du ved, hvor glubsk en karl jeg er, når nogen gør mig bøs. Om jeg nu forsværger min himmerigs part og din med på, at ikke en eneste af alle folkene skal blinke med øjnene ad dig, er du så fornøjet?«
»Og vore penge, vore penge!« udbrød Svend med en pludselig jubel, idet han slog Ib på skulderen. »Gud ske lov og tak, at vi fik dem igen. Nu vil vi drage vor vej og lade dem ligge forvarede til i aften. Følg du med, Tam! Nede i gravkammeret træffer vi vore folk, de skal vel få at høre hvordan du har båret dig ad for at gøre din fejl god igen.«
Derefter forlod de tre mænd stedet og vandrede ind i skoven.