Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
22. Sidste forsøg
Det lange ridt havde omsider udtømt hestenes kræfter, og rytterne måtte ofte bruge deres sporer. Efterhånden som de nærmede sig slæden, syntes mændene, der kørte den, at være forsvundet, man så blot hesten i hurtigt trav og med fremstrakt hals jage ud af skoven hen over de åbne marker.
»Giv eders hest sporen, strenge herre, og lad os komme hurtigere af sted,« stønnede Kulsoen. »Om I kendte Svend Gjønges finter så vel som jeg, ville I ikke sætte lid til, at vi er ham så nær. Han kan slippe fra os endda.«
»Å, hvad djævelen!« råbte Manheimer. »Den karl kan da ikke flyve bort. Se der, mord og bøddel! Nu har vi vundet spillet.«
Medens kaptajnen talte, så man en afdeling ryttere svinge ud fra hegnet og sprede sig hen over marken foran Manheimers skare. Det var oberst Sparres dragoner, som først i dagningen havde fundet vej igennem skoven. De blev hilst af deres kammerater med jublende frydeskrig, medens de i en enkelt linie jog op ad bakkerne ved Dalby kirke for at afskære slæden vejen.
Manheimer svingede sin pallask og udstødte et triumskrig.
»Nå, fruentimmer,« hviskede han, »hvad siger hun dertil?«
»Ja, jeg siger som før, at vi har ham ikke endnu.«
Straks efter forandrede slæden sit løb og bøjede ind over marken i en skrå linie fra Manheimers skare. Derved blev det muligt at opdage den list, de to flygtninge benyttede for at gøre sig usynlige for rytterne. De havde nemlig lagt fodersækken op på det bageste sæde og udstrakte sig under dette i bunden af slæden.
»Tror I ikke, at man herfra kunne nå hesten med en karabin,« spurgte Kulsoen.
»Vi kan jo prøve derpå,« svarede Manheimer og befalede en af dragonerne at forsøge et skud. Karlen standsede sin hest, lagde an og tog omhyggeligt sigte før han trykkede af; men skuddet fejlede, og hesten fortsatte sit løb hen over marken.
På een gang holdt slæden stille, og de to mænd steg af den.
»Endelig!« råbte Manheimer, idet han jog sporerne i den skummende hests sider og fo'r hen til stedet. Sparres ryttere havde allerede dannet kæde om flygtningene, som stod blege og med blottede hoveder ved siden af deres hest, der var sunket til jorden af træthed.
»Svend Poulsen!« råbte anføreren for Sparres folk.
»Øltønderne?« brølede Manheimer.
Kulsoen udstødte et skrig, da hun så mændene. Manheimer var den første, som endte denne forvirring, han kastede tøjlerne til en af sine folk, sprang af hesten og banede sig vej til mændene.
»Hvem af eder er Svend Poulsen Gjønge?« skreg han.
»Ingen af os!« svarede den mindste af flygtningene med en hæs og læspende stemme.
»Ingen af jer!« gentog kaptajnen rasende. »Mord og ild og bøddel! Hvem er I da?«
»Ak, nådige herre!« svarede ordføreren, »skån vort usle liv. Vi er kun to fattige bønder, der skulle have været op til Bregentved efter jordemoderen. Den gang vi i nat kom til Sparresholms skove, så vi nogle folk, der rendte deres vej til alle sider, de varede os ad, at vi skulle skynde os, hvis vi havde vort liv kært, så hørte vi dem skyde og råbe, og så piskede vi på vor hest, det bedste vi kunne.«
»Til hvem skulle du hente jordemoderen, lille Tam?« spurgte en stemme blandt rytterne
. »Til min stakkels kone!« svarede bonden.
Kulsoen trådte ud af kredsen, tog sin hue af hovedet og stillede sig foran dem med begge hænderne i siden.
»Til din stakkels kone!« gentog hun med en vild latter,
Tams ansigt blegere, medens han stift og forbavset stirrede på hende. Imidlertid overså han derfor ikke øjeblikkets fare, han udstødte et skrig, slyngede sine arme omkring Kulsoens hals og hviskede, idet han trykkede hende op til sig: »Nægt blot intet.«
Derpå vendte han sig til de to officerer:
Siden jeg har fundet min kære søster blandt eder, så kan hun sige god for mig.«
»Hans søster!« gentog den fremmede kaptajn.
»Ja!« svarede Manheimer. »Hun fulgte med for at bringe os på Svends spor.«
»Desuden kan den strenge herre der vel ikke have glemt mit ansigt, siden vi sidst taltes ved?« tilføjede Tam og stillede sig dristig og smilende foran høvedsmanden.
»Hvor skulle jeg kende dit ansigt fra?«
»Ak, nådige herre! Ingen kan da vide bedre end I, hvor lidt jeg har med Svend Gjønge at skaffe siden det var mig, I talte med oppe på Jungshoved den aften, jeg ville fortjene de udlovede penge ved at fange ham.«
»Det har sin rigtighed,« svarede denne.
»Så red vi da alligevel omsonst den hele nat,« ytrede Manheimer nedslået, og den hallunk har atter narret os.«
»Når mødte du Svends folk?«
»Lidt efter midnat, ret som de begyndte at skyde.«
»Gud bedre det!« svarede Tam klagende. »Jeg så kun efter min stakkels hest og pønsede på at komme afsted, det snareste vi kunne.«
»Se efter, om de fører våben med sig,« sagde kaptajnen til en af sine folk. Slæden blev undersøgt, men dens indhold bestod kun af et gammelt dækken og en fodersæk.
I dette øjeblik nærmede Kulsoen sig Tam og hviskede:
»Ved du, hvor Svend er?«
Tam blinkede med øjnene.
Anføreren for Sparres dragoner kaldte sine folk sammen og sagde:
»Vi drager nu en anden vej for at se, om vi har bedre held der.« Han hilste med kården og red bort foran sin skare.
Manheimers ansigt udtrykte en levende harme, hans blik vekslede tvivlende mellem de to mænd, slæden og Kulsoen.
»Hvad nu?« udbrød han.
»Ja, nu tænker jeg, vi søger op til de nærmeste gårde og hviler os lidt, inden vi begynder vor jagt på ny,« svarede Kulsoen.
»Nå, er I da endelig blevet træt?« ytrede han hånligt.
Konens ansigt var ligblegt, hun vaklede, idet hun trådte kaptajnen et skridt nærmere.
»Å nej,« svarede hun med en unaturlig latter. »Jeg er endda ikke træt endnu.«
Med disse ord drog hun den blå rytterkappe til side, og Manheimer så hendes hvide vadmelskofte bedækket med blod. Gjøngernes sidste skud inde i skoven havde truffet hende i skulderen, men hun havde undertrykt smerten og skjult såret, indtil det vedvarende blodtab nu omsider berøvede hende de sidste kræfter.
»Jeg trænger bare til at hvile mig lidt,« tilføjede hun, støttende sig på sædet af slæden.
»Det er billigt,« svarede Manheimer. »Du kan lade din broder sørge for din pleje. Jeg ønsker dig en god bedring.«
Efter disse ord nikkede han til hende med en spottende latter, steg til hest og jog i spidsen for sine ryttere bort fra stedet. Kulsoen udstødte et rasende skrig og råbte, idet hun udstrakte sin knyttede hånd efter Manheimer:
»Vi deler!«
Han syntes ikke at høre dette råb. Lidt senere forsvandt han imellem træerne indenfor skovhegnet.
»Ved du, hvor Svend er?« hviskede Kulsoen til Tam, idet hun sank tilbage på fodersækken i slæden.
»Ja, vel ved jeg det,« svarede han. »Svend Gjønge ligger endnu nede på hin side af Jungshoved og tager vare på sine mange penge.«
»Hvad gør du da her med slæden?« spurgte hun bestandig svagere.
Tam smilte: »Som jeg sagde, er jeg ude for at hente doktoren til min stakkels, syge kone.«
Kulsoen svarede intet til denne spøg, hun havde lukket sine øjne og var sunket bevidstløs tilbage i slæden.
Få ord vil være tilstrækkelige til at forklare, hvorledes det lykkedes Gjøngehøvdingen at undgå sine forfølgere. Da Manheimer så slæden holde ved broen i skoven, kastede Svend kronhjorten i den tilfrosne grøft, derefter sprang han og Ib ned og bar hjorten dybere ind i skoven. Imidlertid afbrød gjøngerne broen, og Tam og hans kammerat kørte bort med slæden. Nogle timer senere, omtrent på samme tid som Manheimer blev overbevist om sin uheldige fejltagelse sad Svend Gjønge og Ib på toppen af et stort halmlæs i hvilket de havde skjult deres skat, og kørte syngende og vel til mode op ad Køge landevej. Svend kendte de to bønder, som skulle have bragt læsset fra Alsløvgaard ind til de svenske majestæter i Højelse, en landsby på hin side Køge. Ved overtalelser og en pengebelønning fik han lov at køre i deres sted. Han skjulte sin hjort på bunden af læsset, skiftede klæder bønderne og forlod dem med det løfte at lade vogn og heste blive stående hos en købmand i byen, indtil ejermændene selv afhentede dem. Ibs ansigt var venligt og smilende som morgensolen over deres hoveder. Han lå på ryggen, udstrakt i sin fulde længde i læsset og udstødte nogle dybe og uartikulerede toner som han holdt for en sang. Af og til rejste han sig over ende i halmen og udbrød i lovtaler over Svend.
»Ja vist, Svend!« ytrede han således, efter at en svensk patrouille var passeret dem forbi uden hverken at værdige læsset eller de to mænd et blik. »Nu siger jeg det rent ud, jeg holder mere af dig end af noget andet menneske i denne verden, for du er så klog og så listig, min høvding, at ikke fem djævle skulle kunne veje op med dig, om de så stillede sig på hovederne af hverandre; men du skal ret snart få din belønning. Du skal få den, siger jeg, for så snart kører vi ned ad Køge gade, rejser jeg mig op i halmen og giver dig et trykkys, af de længste og allerbedste, lige for øjnene af alle folk. - Kan du forlange mere?«
Svend fik ingen lejlighed til at svare; så snart Ib havde udtalt sit løfte drejede han sig rundt i halmen og begyndte i sin overvættes glæde på en ny sang, mere hylende og gyselig end før.
Således kom de til Køge. Vagten kastede kun et flygtigt blik på Svend, idet han vinkede, at han kunne køre videre; men undervejs havde Ib til trods for Svends modstræbelser fuldbyrdet sit løfte og omfavnet ham midt på torvet. Ud af byen gik det med samme held. Da de kom til magasinet i Højelse, var Svend og hans hjort forsvundet. Ib afleverede halmen og kørte derefter den tomme vogn tilbage til købmanden, som aftalt var. På samme tid gennemstrejfede Manheimer egnen med tolv ryttere og oberst Sparre med tresindstyve for at komme på spor efter de to flygtninge.
Det var Svends plan at gå over isen til København fra det sted, hvor han nu befandt sig, derved blev hans vej henved tre mil kortere, og faren for at opdages var ikke heller så stor. Han havde forladt Ib omtrent midt imellem landsbyen og Køge, ved en lille fiskerhytte, som lå under bakkerne, omtrent to bøsseskud fra havet. Hyttens dør var fastbundet med en snor til stolperne, og Svend så ejermanden ude på isen, trækkende en slæde efter sig og med en harpun i hånden, i færd med at stange ål i en våge. Han havde derfor god tid til at nedgrave hjorten i sneen, før han gik op på bakkerne og kaldte fiskeren ind på land. Manden smilte, da Svend spurgte, om han kunne føre ham over isen til hovedstaden.
»Nå, så I har ærinde oppe i København?« spurgte han.
»Jeg går bud for ridefogden til mit herskab,« svarede Svend.
»I kan gerne tale frit ud,« vedblev bonden medens hans åbne ansigt vedligeholdt sit tvivlende udtryk. »Jeg er en ærlig mand, herre, og har vist vej over Køge Bugt til flere af eders folk.«
»Af mine folk?« gentog Svend studsende. »Ja, å ja, til folk i bønderkofter udvendig og silke forinden. Nu nys forleden, til Hellig Valentini Dag førte jeg Hans Nåde, grev Hannibal Sehesteds frue og hendes unge datter ad den samme vej op til byen. De gav sig også ud for bønder folk og havde klæder derefter, men deres fødder kunne de ikke dølge, de var så små som et barns og deres hænder så hvide som mutter Maries på alterbilledet i kirken. De førte også en liden bylt med sig, som de gav ud for klæder men da jeg tog fat på den, klingede den indvendig, som sølvet klinger imod sølv og det dyre guld.«
Svend smilte. »Jeg fører også en bylt med,« sagde han. »Tænkte jeg det ikke nok,« svarede fiskeren. »Nå ja vi bringer vel både den og eder, hvorhen I ønsker; og I vil være bedre faren end grevens, for de måtte vente to dage til ende, medens jeg fik mig en slæde tømret og velbeslået med jernskinner forneden. De boede her inde i hytten imens og spiste af min ringe kost. Den gang de kom i land ved Kalveboderne gav fru en mig fem ort for min umag det var godt fortjent i tre døgn.«
»Jeg giver det dobbelte,« sagde Svend.
»Gør I det?« sagde bonden, og hans lyseblå øjne strålede af glæde. »Jeg tager også imod dem i Guds navn. Jeg sanker mig penge sammen, så mange jeg kan, til forlovskynding.
Forlovskynding var den tilståelse, bonden afkøbte jorddrotten til at fraflytte stavnet.
»Når agter I at tage bort?«
»Jeg tænker i aften« svarede Svend, »for nu er jeg noget træt og har hvile fornøden.«
»Til den tid skal jeg være færdig,« sagde bonden. »Lad os gå ind i huset, så skal I få et leje, lige så godt som de to grevinder.«
Om eftermiddagen, lidt før det begyndte at mørknes, vendte Ib tilbage. Han var endnu ikke kommet til slutningen af den vise, han begyndte på halmlæsset, og sang af fuld hals, da han nærmede sig hytten. Fiskeren gjorde forberedelser til rejsen. Da Ib hørte, at Svend sov, slog han sig til ro uden for hytten og begyndte en samtale med fiskeren.
»I drager vel med den anden herre?« spurgte denne, medens han flettede på et halmbånd til slæden.
»Naturligvis!« svarede Ib. »Vi to kan ikke skilles. Vi rejser desuden begge i det samme ærinde.«
»Ja, hans ærinde kender jeg allerede.«
»Hvad for noget? Du kender det?«
»Å ja, jeg gættede det, ligesom jeg så ham.«
»Du gættede det?« gentog Ib med en ubeskrivelig gebærde.
»Jeg har hjulpet mange af den høje adel, som flygtede, da svensken kom.«
»Nå, vi er nu ikke adelsmænd, men som du ser os to fremmede her, er vi bedre end de bedste adelsmænd i Danmark. Ærlig og godt som dit sindelag er, må du vel holde dem for de bedste, som værger for deres land, og vover hud og krop i kongens tjeneste. Ikke sandt?«
»Jeg siger ja dertil,« svarede fiskeren.
»Nå, godt. Så såre adelsmændene fornam svensken, begravede de deres skatte og rendte bort til alle sider, men han, som sover derinde, og jeg, som han gjorde til sin kammerat, vi blev tilbage, vi værgede, som vi kunne bedst, vi forstyrrede fjendens planer og brændte hans magasiner, vi sloges med svensken i dage og lange nætter, så du ville få bugvrid, du ærlige fisker, om jeg fortalte dig hvorledes. Derfor siger jeg os at være fuldt så gode som adelsmænd og noget lidt derover.«
Fiskerens øjne strålede af en levende glæde, medens han hørte på Ib.
»Hvis det er sandt, hvad du siger,« udbrød han, »så ved jeg også, hvem I to mænd er. Her gik ord og rygter i de sidste dage om al den strid og fortræd, der voldtes fjenden i Jungshoved lehn. I går til middag kom Mogens Gjø fra Thureby med en svensk høvedsmand ind i min hytte og søgte efter to flygtninge. Nu ved jeg, at jeg i dag har huset Svend Gjønge og hans kammerat Ib, Abels søn.«
»Nå, så de kalder mig hans kammerat,« ytrede Ib med et strålende åsyn. »Det er jeg også, det er jeg, du kan forbande dig derpå, men gør det sagte, så ingen hører det.«
En time før midnat kom månen frem, og alle forberedelser til afrejsen var taget. Fiskeren havde gjort ild på skorstenen og varmet noget øl, som Svend og Ib drak til deres brød. Derpå ombyttede Gjøngehøvdingen sin klædning med en lammeskindskofte. Ib ladede sine pistoler imens.
»I har ikke våben behov til den rejse,« bemærkede fiskeren.
»Hvem kan vide det,« svarede Ib smilende. »Vi kan kanske skyde en måge, jeg holder så meget af at skyde måger.«
Da Svend gav tegn til opbrud, forlod de hytten og bandt døren fast til stolpen, derpå opgravede de hjorten i sneen skjulte den under et halmknippe på slæden og drog ned til strandkanten. Her stansede fiskeren pludselig og vendte sig til Svend:
»Noget har vi dog forglemt, som vil gøre større nytte end pistolerne.«
»Hvad mener du?«
»Min bådshage.«
»Den henter jeg,« svarede Ib, »og hvis du vil det, Svend, så trækker vi vore kofter af og lader dem blive tilbage hytten, at fiskeren kan bringe købmanden dem til ejermændene. Drag I af sted imidlertid, jeg indhenter eder nok.«
»Svend trak koften af og skød med fiskerens hjælp slæden ud på isen. Ib vendte tilbage til hytten. Denne lå mellem to sandbanker, der betog udsigten til det åbne hav. Da Ib kom ind under bakkerne, syntes han at høre en hest snøfte i nærheden, han lyttede, men da alt var roligt, fortsatte han sin gang. Pludselig gentoges lyden og hans fod standsede ligesom rodfæstet til jorden, da han ved hjælp af månelyset så en opsadlet rytterhest uden for hytten. Han greb en pistol, men fik ikke tid til lang betænkning, idet en kraftig hånd lagde sig på hans skulder, og en stemme udbrød:
»Et ord, gode ven!« Ibs ansigt blev blegt som sneen, han genkendte Manheimer.
»Stik kun pistolen i bæltet,« sagde Manheimer, »og lad os gå indenfor.« Båndet, hvormed de havde fastbundet døren var overskåret. Ib adlød uden vægring og fulgte ham ind i fiskerens hytte.
Kaptajnens uformodede nærværelse i dette ubelejlige øjeblik lader sig hurtigt forklare. På tilbagevejen fra skoven var han om morgenen kommet til et værtshus, hvor de to bønder gjorde sig til gode for pengene, de havde modtaget af Svend. Både Manheimers folk og heste var for udmattede af det lange ridt til at kunne drage videre, han agtede derfor at udhvile sig i værtshuset, før han begyndte forfølgelsen på ny. Imidlertid blev bønderne drukne og lod enkelte ytringer falde om den forunderlige handel, de havde gjort. Manheimer hørte Svends navn og lyttede. Han lod bringe en frisk kande mjød og gav sig i tale med de to karle. Resultatet af denne samtale var, at han en halv time senere udsøgte sig den bedste hest, som fandtes i stalden, og jog bort med to af sine ryttere, uden at de tilbageblevne kunne forklare sig årsagen dertil. Endnu før de nåede byen, styrtede den ene rytter, den andens hest faldt oppe på gaden uden for kirken. I Køge skiftede han hest og vedblev sine efterforskninger hos købmanden og derefter på magasinet, indtil han om aftenen kom til fiskerens hytte, straks efter at de tre mænd havde forladt den, og medens de under bakkerne var i færd med at opgrave hjorten.
Da Ib trådte ind, lod han sit blik løbe omkring i stuen for at se, om Manheimer var alene. Ilden på arnestedet kastede et rødligt skær på de grå lervægge. Han befandt sig alene med kaptajnen.
»Hvem er du?« spurgte Manheimer.
»En fattig fisker, strenge herre!«
»Og pistolen der? - Ah, jeg ser endog, at du har to. Læg dem fra dig på bordet og lad os tale os til rette.«
Ib tøvede.
»Et ord eller en skæv mine, og mine folk stikker deres karabiner ind gennem ruden og skyder dig ned.« Ib lagde pistolerne fra sig.
»Har du flere våben forvaret?«
»Nej.«
»Hvortil vil du da bruge disse?«
»Man værger sig som man kan, strenge herre! I denne ufredstid farer stimænd og ildgerningsmænd omkring ved vejen, tilmed ligger min hytte så ensomt her ud ved søen.«
»Å ja, og det er dig, som fører de flygtende over bugten?«
»Ja, det er mig,« svarede Ib nølende.
»Og i nat skulle du føre Svend Gjønge over.«
»Svend Gjønge!« gentog Ib studsende.
»Svend Gjønge og hans skat, en liden sum på halvtredsindstyve tusinde rigsdaler. Du ser endda, at jeg har skaffet mig nøjagtig besked.«
Ibs læber sitrede, han drog sit vejr med møje. Denne forhindring, der kom så pludselig og uformodet, overvældede ham ganske.
»Hvor er Svend Gjønge i dette øjeblik?«
»Det ved jeg ikke forvist,« svarede han med usikker stemme. »Han gik ned til byen i mørkningen og sagde at han komme igen ved midnat.«
»Og hans penge?«
»Dem lovede han at bringe med,« svarede Ib hurtigt, idet han efterhånden begyndte at komme på gled med sine historier.
»På hvad vis agtede I at tage over bugten?«
»På en slæde.«
»Hvor har du den?«
»Nede ved søen.«
»Vi følges ad derhen, men tænd først en lyspind.«
Ib gik hen til skorstenen. Manheimer stak imidlertid begge hans pistoler til sig. Da Ib havde tændt lyspinden og gjort den fast i en sprække i bordpladen sagde kaptajnen:
»Drag først din kappe af, at jeg kan se, om du har flere våben hos dig.«
Ib adlød. Ved lyspndens skin så Manheimer den grønne jægerdragt, hvormed de to bønderkarle havde betegnet flygtningene. Han udstødte et råb, men fattede sig straks igen og begyndte at undersøge Ibs klæder.
»Du bærer to dragter?«
»Ja, hr. kaptajn! Det er så koldt herude.«
»Skammelig koldt!« forsikrede Manheimer. »Vær så god at knappe trøjen op.« Ib adlød.
»Jeg ser, at du farer med sandhed,« udbrød kaptajnen efter at undersøgelsen var til ende. »Du har virkelig ikke flere våben.«
»Hvorfor skulle jeg vel skuffe den strenge herre,« ytrede Ib med et særdeles enfoldigt og troskyldigt ansigt. »Det ser jeg ingen grund til.«
»Jeg heller ikke,« svarede Manheimer. »Lad os nu drage ned til havet. Men for at vi ikke skal fare vild eller komme fra hinanden, medens månen skinner så dunkelt, vil jeg slå denne strik om din hals.« Kaptajnen tog et stykke reb ned fra væggen og gjorde en løkke på det.
»Forstår du,« vedblev han leende, medens han lagde rebet om Ibs hals, »det sker i al venskabelighed, blot for at vi kan blive sammen.«
»Strenge herre har vist sin plaser med mig,« svarede Ib og gjorde et mislykket forsøg på at smile.
»Nu slukker vi lyset og binder døren fast som før, og så drager vi ad stranden til. Pas vel på, at din fod ikke glider undervejs; jeg har for vane at ride i mørket med en opspændt pistol, den jeg holder temmelig nær til dit hoved. Ved det allermindste ryk, du giver i rebet, trykker jeg af, og du kan da selv begribe, hvor stor en sorg det ville være mig at skyde dig en kugle igennem hjernen. Nu af sted, denne gang må det gå til med den slemme troldhekses kun ster, hvis vi skal blive adskilt på det lille stykke, vi har tilbage.«
Manheimer slukkede lyset. I samme øjeblik gjorde Ib et eneste skridt hen mod skorstenen, tøvede der et øjeblik og fulgte straks efter kaptajnen, som havde vendt sig om i døren efter ham.
Just som Manheimer satte foden i stigbøjlen hørte han en svag stønnen og så en mørk skikkelse læne sig op til hyttens mur. Han studsede, vendte sit hoved og greb en pistol. Ib gjorde på samme tid et skridt fremad, der bragte ham i linie med hestens hoved. Skikkelsen strakte sine arme op mod kaptajnen og udbrød:
»Vi deler!«
Denne stønnende stemme, så mat og fuld af smerte, genkendte Manheimer øjeblikkelig; han brast i latter og udbrød spottende:
»Mord og bøddel! Der har vi Kulsoen igen.«
»Vi deler!« gentog hun heftig og hævede sit ligblege ansigt i vejret.
»Ja, gu' deler vi!« svarede Manheimer, idet han spændte sin pistol og strakte den hen for øjnene af Ib med en gebærde, der umuligt kunne misforstås; derefter red han bort fra hytten.
Ib fulgte ved hans side. Hans blik veg ikke fra pistolen. Manheimers hest slog med hovedet, pustede og gjorde et spring til siden. Ib fulgte med.
»Hvad djævelen fattes det fordømte dyr?« råbte Manheimer, idet han strammede tøjlen og sporede hesten.
»Tal gennem sagte, strenge herre!« udbrød Ib. »Mig tykkes, at jeg gennem tågen øjner en mand nede ved strandkanten, kanske Svend alt er kommet.«
Manheimer studsede og kastede et blik derned. I samme Øjeblik udstødte hesten en høj og smertelig vrinsken, bøjede hovedet og gjorde et voldsomt spring i vejret; endnu før Manheimer igen blev herre over den, gentoges dette spring, den stejlede og kastede sig derpå med en lynsnar bevægelse ned på sneen, hvor den vedblev at stryge hovedet hen ad jorden. Manheimer havde sluppet rebet og tabt pistolen, idet han faldt.
»Kom mig til hjælp!« råbte han. »Afskum! Hvad har du koglet ved min hest?«
»Ak, strenge herre!« svarede Ib rolig og smilende, »jeg har næsten ingenting gjort, jeg puttede den blot et lille stykke brændende tønder i øret.«
Medens han sagde dette, trådte en mand frem mellem bakkerne, nærmede sig Manheimer på skridts afstand og trykkede en pistol af mod hans bryst. Kaptajnen udstødte et skrig og sank tilbage i sneen. Hesten fo'r af sted med sænket hoved og en skingrende vrinsken.
Straks efter Manheimers skrig lød langsomme og slæbende skridt mellem bakkerne, og Kulsoen kom til syne, vaklende, blodig og støttende sig til en stok.
»Vi deler, vi deler!« udbrød hun hæs og ivrig, endnu før hun nåede stedet.
»Å, nej,« svarede Ib, »I skal få det alt sammen.«
Han løste rebet, som endnu var knyttet om hans hals, og sammensnørede med dette Kulsoens ben og arme uagtet den fortvivlede modstand, hun gjorde. Kulsoen udstødte et gennemtrængende skrig. Ib kneblede hende med sit halstørklæde og bandt det fast omkring konens hals.
Svend havde været tilskuer til det sidste optrin.
»Nu af sted,« udbrød han, »skuddet og det gale fruentimmer kan let bringe svensken på vort spor.« Han stak sin pistol i bæltet og gik ned til stranden, Ib trådte et skridt nærmere til Manheimers lig og bøjede sig ned over det. Kaptajnens åndedræt var standset.
»Siden I så inderlig gerne ville have fat på os, lad være det ej lykkedes, skal I i det mindste få den plaser at se os drage bort.« Under disse ord rejste han kaptajnen i vejret, støttede hans overkrop til en sten, med ansigtet vendt ud imod søen og gav ham sabelen i hånden. Han satte den bundne Kulso ved Manheimers side, tog sin hue af og gjorde en komisk hilsen for dem.
»Farvel, lille folk! I Ønsker os begge en fornøjelig rejse.«
Derefter ilede han med lange skridt ned til strandkanten efter Svend og fiskeren, som allerede havde begivet sig ud på isen.