WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Gjøngehøvdingen




(1853)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


24. Ibs bedrifter på egen hånd


   Kongens befaling holdt Svend tilbage i København. Ib derimod rejste bort to dage efter audiensen, pyntet efter sit hjertes ønske med en skarlagenrød kofte, besat med en hvid uldbort. Desuden bar han gule knæbenklæder og slagstøvler, opkrammet filthat med rød fjer på hovedet og en lang kårde ved siden. Det var denne dragt, der så længe havde udgjort målet for hans ivrigste håb, lønnen for alle hans bedrifter.
   Ib rettede sin march ned mod Holmegaard, en gammel herregård, som ligger en mils vej fra Næstved. Undervejs mødte han flere svenske regimenter, der allerede havde begyndt deres tilbagetog fra det nordlige Sjælland. Ib gik forbi dem uden at værdige dem et blik.
   Holmegaard ejedes dengang af Skeelerne. Ved krigens udbrud flygtede familien til København og overlod omsorgen for slottet til en gammel foged. Denne mand, eller rettere sagt hans datter, gjaldt Ibs rejse.
   Fogden boede ved den ene ende af den store Porsmose, som omgav slottet på tre sider. Inger stod ved vinduet, hun slog hænderne sammen, da hun så den pyntelige kavaler nærme sig huset, og hvis smilende ansigt tilnikkede hende, endnu før hun havde genkendt ham. Fogden gik til døren og førte ham ind. Inger bredte en dug på bordet og satte brød, smør og ost og en kande mjød frem, hendes øjne strålede og en livlig rødme bedækkede hendes runde kinder. To ord af Ib havde underrettet hende om årsagen til hans komme.
   I de forhandlinger, som nu fandt sted, fortalte Ib, medens han spiste og drak med den ypperligste appetit, hvor højt han elskede Inger, han skildrede denne kærligheds inderlighed og styrke med munden fuld af mad, lod nogle vel anbragte ord falde om audiensen og den ualmindelig høje gunst hvori han stod hos kongen, dronningen og rigsrådet, og angav endelig summen af sine fremtidsudsigter i det håb, at Svend ville skaffe ham plads som skytte hos herskabet på Jungshoved.
   Inger var gået ind i det andet værelse, medens denne samtale fandt sted, men hun havde ladet døren stå på klem, så at hun kunne høre hvert ord; da endelig fogden, overvundet af lbs veltalenhed og vægtige grunde, rakte ham hånden over bordet og tilkendegav ham sit bifald, åbnedes døren, Inger styrtede ind, faldt sin fader om halsen og rakte derpå sine små, røde hænder over til den lykkelige elsker.
   »Nu siger jeg tak for mad,« sagde Ib, »og hvis I ikke har noget imod det, Kasper Dam, så trækker jeg min kofte af, det er synd at slide mere på den, end jeg har nødig.«
   »Å nej, behold koften på,« bad Inger, »du ser så køn ud i den.«
   »Nå ja, synes du det?« sagde Ib smilende. »Det kan gerne være. Ellers tænkte jeg knap at træffe jer her nede i eftermiddag. I er jo eneste mand på slottet og har forlov at vælge den bedste sal; I skulle flytte derop med lille Inger, Kasper! Det kunne jo være, at hun med tiden får sig et sådant slot at bo i, hvis Gud ellers giver vilkår derefter.«
   Over Ingers ansigt var udbredt et lykkeligt smil. I hendes tanker havde Ib allerede nået et så uhyre udmærkelsestrin, at hun fra nu af ikke længer holdt noget for umuligt.
   Fogden var af en anden mening.
   »Du snakker, som du har forstand til,« sagde han. »Skulle jeg lade Inger blive boende oppe på slottet, imedens de gale krigsfolk håndterer der? Jeg er en gammel mand, Ib, og har haft min nød med at begå mig selv, end sige at værge for et kvindfolk.«
   »Jeg vidste ikke, her var krigsfolk,« svarede Ib. »Hvad er det for karle?« Inger havde gentagne gange givet faderen tegn til tavshed, denne lod ikke til at forstå det, men udbrød:
   »Hvad mener du med dine gebærder, datterlil?«
   »Å, Herre Gud!« sagde Inger fortrydelig og rystede på sit smukke hoved, »jeg syntes, vi i dag kan tale om noget bedre end om svenskerne.«
   »Der kommer en af høvedsmændene ridende,« sagde fogden og så ud ad vinduet.
   »Ved min himmeriges part!« udbrød Ib, da han så officeren stige af hesten og gå op i slottet. »Nu behøver jeg ikke at spørge om grunden til Ingers gebærder, Kasper Dam! Hun ved bedst, hvad jeg har at afgøre med disse folk.«
   Fogden forstod ikke et ord af denne ytring.
   »Ib mener, at folkene af det regiment har forsyndet sig imod ham, medens de plagede og pinte hans søster, den kønne Soffi Abelsdatter til døden. - Ak lille Ib!« vedblev hun venligt. »Lad dem være i fred i dag, jeg beder så bønligt derom. Hellere skulle vi to være glade og komme i hu en salme til Vorherre, som har gjort det så godt for os.«
   »Jeg tænker vel, Ib lader dem i fred,« sagde fogeden spottende, de sidder seks mand i rad og svirer og dobler deroppe.«
   »Ikke flere,« sagde Ib flegmatisk idet han rettede sine vældige lemmer og stillede sig hen foran fogden. »Det vil jeg sige jer for sandt, Kasper Dam, at om end de er seks deroppe, så skal jeg dog vove mig ind til dem, hvis det kommer an derpå, og lægge hovedet ved deres fødder inden en time til ende, som jeg står her. I kender mig ikke rigtig. - Men lad nu din sorg fare, lille Inger, i dag skal de være fri for mig, skønt jeg svor den dyre ed. I dag er jeg så fornøjet.«
   Efter disse ord gik Ib hen til Inger. Den gamle foged skottede tilfreds hen efter ham. Skumringen var begyndt. Ved genskinnet af ilden fra ovnen så han Ib sidde på bænken med Ingers hænder i sine. Elskeren var efter den sidste bemærkning steget overordentligt i hans gode mening. Lidt efter hørtes fodtrin udenfor. En svensk soldat åbnede døren og trådte ind.
   »Eja, kujon!« udbrød han, »er I der? Jeg har gået og søgt efter jer hele slottet igennem. Å I har fremmede!« tilføjede han, da Ib rejste sig fra bænken i krogen, som hidtil havde skjult ham. »Så meget desto bedre. De strenge herrer deroppe forlanger mere vin, og vagtmesteren følger vel med og hjælper os at bringe dem flaskerne op.«
   »Ja, jeg følger med!« sagde Ib.
   »Og den lille pige!« sagde soldaten. »Tusind djævle, nu kan jo gildet blive muntert, hun følger ved også med?«
   »Hun?« gentog Ib.
   »Ja, medmindre vagtmesteren ønsker, at herrerne skal komme ned og hente hende, for det koster et ord.«
   »Hun følger også med,« sagde Ib.
   Den gamle foged tilkastede ham et forbavset og spørgende blik. Inger lagde sin skælvende hånd på hans arm for at holde ham tilbage, men Ib syntes ikke at lægge mærke dertil, han rettede på sin kofte og gned et støvgran af sine opslag.
   »Lad os gå,« sagde han med en rolighed, som han for resten var langt fra at føle.
   Fogden tog et nøgleknippe, tændte lyset og gik foran de andre ud ad døren. Straks efter så man Ib med en stor kurv flasker på armen gå op fra kælderen til anden etage, hvor officererne var samlede. Kasper Dam havde en lignende kurv, som Inger hjalp med at bære, og efter dem gik soldaten, der for sin egen regning havde hentet to flasker, som stak frem af lommerne på hans kofte.
   »I kan vel finde vej ind i salen uden min hjælp?« sagde den svenske, da de var uden for døren.
   »Det tænker jeg nok,« svarede Ib med et venligt nik.
   Soldaten gik tilbage til sine kammerater og holdt dem triumferende flaskerne i møde uden for vinduerne til kælderen, hvor de havde deres vagtstue.
   Da fogden og Ib kom ind, strømmede der dem en tæt og bedøvende tobaksrøg i møde. Midt i denne så man omkring et bord de glødende ansigter af seks svenske officerer, hvis manerer og stive, stirrende blikke vidnede om den første grad af beruselse. To af dem havde trukket uniformen af og sad i skjorteærmer. Latter, sang og lydeligt jubelråb hilste de indtrædende, da de fyldte flaskekurve blev sat frem på bordet. Fogden forlod straks efter salen. Ib og Inger blev tilbage.
   »Flaskerne frem!« råbte en af officererne i en dialekt, som røbede hans tyske herkomst. »Fyld eders bægre, vi vil drikke en skål for djævelen.« Dette indfald vandt almindeligt bifald, enhver af gæsterne tog en rytterpistol, der lå foran hans plads på bordet og fyldte løbet med vin. Pistolerne blev benyttede i stedet for bægre og stødte imod hverandre, hvorefter man under latter og vilde, bedøvende skrig drak djævelens skål.
   »Kors!« skreg en af officererne, idet han efter skålen lod sig falde tilbage i sin lænestol. »Hvad er det for en køn lille pige, vagtmesteren der bringer os?«
   Dette spørgsmål gjorde de øvrige opmærksomme på Inger, der hidtil havde holdt sig tilbage i skyggen af Ib. De forlod bordet og ilede hen til den ulykkelige pige.
   »Det er min kæreste,« sagde Ib, idet han trådte hen foran hende.
   »Din kæreste, kujon!« råbte manden med skægget, idet han tog Inger ved hånden. »Hun er min kæreste!«
   »Ja, og min!«
   »Og min!«
   »Ud med dig, slyngel!«
   Under disse ord trængte høvedsmanden Ib hen mod døren. Vagtmesterens små, sorte øjne funklede som to lynstråler,idet han sprang til side og greb sin kårde, men en af officererne forekom denne åbenbart fjendtlige hensigt og udbrød:
   »Manden har min tro ret, og han skal beholde sin pige. I aften vil vi drikke og ikke gantes med kvindfolk. Gå ned og kald på fogden, vagtmester, at han kan bringe os nok en kurv flasker; jeg skal imens tage vare på den lille.«
   Ib betænkte sig et øjeblik, derpå stak han sin kårde i skeden og gik. I samme øjeblik han satte foden uden for dørtærskelen, blev døren slået til efter ham med en skoggerlatter.
   »Nu tilhører hun os!« råbte officeren, der havde lokket ham ud.
   »Endnu ikke!« skreg Ib rasende og stemmede sin skulder med en sådan kraft mod døren, at den bragende i alle sammenføjninger fløj tilbage på svenskeren, som forgæves søgte at skyde slåen for.
   Ib trådte et skridt ind i salen, greb Inger ved hånden og stillede sig foran hende med ryggen dækket af væggen.
   »I djævelens navn!« råbte han og slog et hjul med sin kårde, der trængte de nærmeste tilbage. »Lad os da lege krig, siden I ønsker det, så skal vi få at se, hvem hun hører til!«
   »Et almindeligt skrig besvarede denne opfordring.
   »En skål for vagtmesteren!« råbte den skæggede og sprang hen til kaminen efter sin kårde. »Han vil lege hare med hundene, det kan blive morsomt.«
   De andre havde allerede dannet en halvkreds omkring Ib, der med rynkede bryn og sammenbidte læber, men for øvrigt i en stilling, som ikke ville blive tålt i fægtesalen, ventede deres anfald. Pludselig skiltes den truende kreds, og en officer trådte frem foran de øvrige. Denne mand kom til syne fra et hjørne af salen, hvor han havde tilbragt tiden som tilskuer på et leje af tre sammenstillede stole ud en at tage del i sine kammeraters drikkelag. I hånden bar han et lys, som han havde taget fra bordet, og hvis skin faldt hen over hans ansigt. Ibs udtryk forandredes ved synet af disse alvorlige og bestemte træk.
   »Kender du mig?« spurgte manden.
   »Ja.«
   »Så gå, og lad kun din pige blive tilbage.«
   »Ja!« svarede Ib og stak sin sabel i skeden, vendte de målløse og forbavsede drikkebrødre ryggen og forlod salen.
   Den mand, hvis uformodede mellemkomst så pludselig endte det truende optrin, var kaptajn Kernbok.
   Da Ib kom ned i gården, så han fogden, som bleg og rystende stirrede op til riddersalens vinduer. Ibs første følelse var harme over, at Kasper havde listet sig bort, men da han kastede et blik på den gamle mands svage og henfaldne skikkelse og bemærkede den angst, som alle hans træk i dette øjeblik udviste, lagde han sin hånd på hans skulder og udbrød:
   »I skal ikke være bange for Inger. De gør hende ingen fortræd. Jeg traf en mand deroppe, som har sagt god for hende.«
   »Hvem var det?« spurgte fogden forundret.
   »En svensk høvedsmand.«
   »En svensk?« gentog fogden sukkende. »Det skal nok hjælpe os.«
   »Lad eders frygt fare, Kasper!« sagde Ib tillidsfuldt. »Hvad den mand lover, vil han holde han er så brav som nogen af os, jeg så ham engang handle mod sine fjender sådan som vi vil tøve at handle mod vore venner. - Men hun kommer jo ikke,« vedblev han, talende med sig selv, »og han er ene mod seks, og støjen tiltager deroppe, - jeg skulle dog måske ikke være gået bort.«
   Som Ib bemærkede, tiltog støjen i riddersalen på en foruroligende måde, latter og sang afvekslede med skrig og højrøstede stemmer. Lidt efter lidt syntes disse at ophøre for en ny underholdning, under hvilken man så drikkebrødrene fare forbi vinduerne i taktmæssige bevægelser og med brændende lys i hænderne. En tiltagende frygt bemægtigede sig Ib.
   »Nu danser de runddans,« hviskede fogden, »de gale mennesker bryder sig hverken om lys eller ild; de skulle blot ane, at en eneste gnist af deres lys var nok til at gøre det af med dem allesammen, siden vi nede i kælderen har forvaret fire hundrede pund krudt.«
   »Hvad siger I, mand?« hviskede Ib og greb fogden i armen. »Hvor er det krudt kommet fra?«
   »De mener, at kongen og rigsrådet har skikket det ned til Præstø og Vordingborg, to hundrede pund og seks lispund bly til hver by. Dengang så hr. Rosenkranz flygtede med sine ryttere op til København, tog han det med sig, at det ikke skulle falde fjenden til gode. Han lod det blive stående hos hr. Grube på Tollerupholm, men hr. Grubes frue, Jytte Gyldenstjerne, skikkede det igen over til os, formedelst hun ikke havde lejlighed til at forvare det.«
   »Lad os komme lidt ind til krudtet,« sagde Ib.
   »Det lader Sig ikke gøre på denne tid,« sagde fogden, »det ligger i den inderste kælder bag kammeret, hvor høvedsmændenes folk har deres kvarter.« »Ja, hvad gør det?« mente Ib trohjertig. »Vil I hjælpe mig, så jager vi folkene ud. Hvor mange er de?«
   »Fire.«
   »Lad os gå.«
   »Ak, lille Ib! Hvad tænker du på?« hviskede fogden skælvende af angst, medens han holdt ham tilbage i armen.
   »Og hvad hjælp skal jeg vel kunne give dig? Jeg er så gammel og Svag.«
   »Ja vist,« gentog Ib som i tanker, medens han kikkede ind ad kældervinduet. »I er så gammel og Svag, det er vist.«
   I dette øjeblik tiltog larmen i riddersalen og blandede sig med et langt og gennemtrængende skrig. Ib sprang hen til kældertrappen. Fogden anstrengte sig for at holde ham tilbage. »Ib, betænk dig dog, du arme menneske! Hvad har du i sinde?«
   Ib sled Sig løs og svarede:
   »Hørte I ikke, at Inger skreg? Jeg vil ned til dem, for nu må det have en ende.«
   »Vil du vove dig derned, du alene?«
   »Ja, jeg alene,« gentog han og lod den blege og skælvende foged tilbage uden for vinduet, hvorfra han kunne se alt, hvad der foregik i kammeret.
   Ib åbnede døren og styrtede ind. Med et vældigt spring stod han midt i kælderen, greb to af soldaterne hver i sin arm og kastede dem over mod væggen. Den ene blev hængende bedøvet af faldet, den anden udstødte et kvalt skrig og forsøgte at rejse sig igen. Ib gav ham et slag for brystet med hælen af sin støvle, medens han greb de to andre og holdt dem fast.
   »Gør I modstand, slår jeg jer ihjel allesammen, er I stille, skal I ingen skade komme til,« sagde han.
   Soldaterne følte sig grebne af rædsel, medens de stirrede ind i dette ophidsede og lidenskabelige ansigt, hvis øjne flammede, og hvis årer stod stive og spændte. Ib lagde sit knæ på den ene, medens han bandt den andens hænder og fødder med sabelbæltet. Den første af de to soldater havde imidlertid rejst sig og krøb på knæene frem til bordet efter sin sabel. Idet han udstrakte hånden, greb Ib, som ikke turde slippe den mand, han havde under ig, en mjødkande og kastede den i hovedet på soldaten. Svenskeren udstødte et dumpt brøl og sank omkuld. Ib spændte sabelbæltet af den næste og bandt hans hænder. Derpå rejste han sig. En af soldaterne sprang op på samme tid, han havde ubemærket fået lejlighed til at drage sin kniv og fo'r ind på Ib. Den gamle foged, som uden for vinduet havde været tilskuer til alt, hvad der skete, udstødte et skrig da han bemærkede faren. Ib vendte sig og sprang til siden, idet soldaten stødte efter ham. I samme nu slyngede han sin venstre arm omkring hans hals og stødte ham kniven i brystet lige til hæftet. Den sårede ravede nogle skridt fremad, en blodstrøm styrtede ud af munden, og han sank omkuld med en hæs rallen.
   »Jeg troede ikke, du ville have det så groft,« sagde Ib.
   Den fjerde var blevet liggende bevidstløs efter slaget med mjødkanden. Ib snørede hans hænder sammen med sit halstørklæde.
   »Se så!« sagde han, idet han trådte ud til fogden og strøg håret tilbage fra den fugtige pande. »Lad os nu komme ind til krudtet. Vejen er åben.«
   »Ak, svigersøn,« hviskede Kasper, »hvad har du gjort?«
   »I har kun set begyndelsen, foged!« svarede Ib, medens hans øjne med tilfredshed gled hen over valpladsen. »Resten vil følge efter. Før lo I, da jeg lovede at gøre det af med seks. Nu vil jeg tage dem alle sammen på min samvittighed, hvis jeg ellers kan det.«
   Han tog lampen og lyste for den gamle, medens denne fremsøgte en nøgle af sit knippe og åbnede en dør til den næste kælder, hvori de begge forsvandt.


Kapitel 25 >