WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Gjøngehøvdingen




(1853)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


25. En afbrudt duel


   I salen fortsattes imidlertid den afbrudte munterhed. Officererne havde troet en ny list i Kernboks ord til Ib. De blev derfor særdeles overraskede ved at se ham tage sin hat for at føre Inger ud af salen.
   »Tøv en kende!« udbrød den skæggede og stillede sig i vejen for ham. »Vel har I førsteret til lille, siden I så snildt jog hendes Goliath bort, men hvad der skal ske, det må ske herinde.«
   »Hvad der skal ske, kan ikke ske herinde,« svarede Kernbok, medens han roligt hæftede sit sabelbælte fastere, »fordi jeg agter at føre hende ud til ham, som stolede på mit ord.«
   »Hvad for noget?« råbte forsamlingen. »Og vor morskab - ?«
   »Vi lader den fare, kammerater!« svarede Kembok sørgmodig. »Eders morskab har allerede kostet den mand såre meget.«
   »Vi har aldrig set ham tilforn.«
   »Det var hans søster, I lod omkomme nede på Ørremandsgaard, fordi hun ikke ville røbe, hvor madmoderen gemte sine penge.«
   »Ah, ah,« råbte den hvervede tysker. »Ti tusinde bomber springe over mit hoved, om ikke Kernbok er den kedeligste prædikant, jeg kender.«
   »Ingen strid, kammerater, ingen strid!« råbte en anden. »Kernbok skal have lov til at prædike og vi til at beholde pigen, så har enhver fået sin fornøjelse.«
   »Eders dom er praktisk, kaptajn Ziegler!« svarede Kernbok, »men det gør intet til sagen, siden det aldrig falder nogen ind at underkaste sig den.«
   »Min allerkæreste hr. kaptajn!« vedblev Ziegler med et spottende smil, »jeg mener kun, at når man har en så ubegribelig lyst som I til at ville spille hovmester for sine kammerater, bør man også besidde evnen til at gøre den gældende.«
   »Og denne evne forekommer det eder, at jeg fattes?«
   »Jeg har i det mindste aldrig set beviser på den.«
   »Lad det ikke forundre eder, kaptajn!« svarede Kernbok. »Jeg benytter kun mine evner, hvor jeg tror, de vil være vel anvendte, og kaster ikke perler i havet.«
   Endskønt det fra begyndelsen af havde været Kernboks ønske så vidt muligt at undgå striden, lykkedes det ham dog ikke at vedligeholde den rolighed og kulde, hans hensigt fordrede. Zieglers ord og endnu mere de hånlige miner, som ledsagede dem, bragte efterhånden hans blod i bevægelse.
   »Min hr. kaptajn!« sagde Ziegler, »vi spilder vor tid med at kløve ord, og den lille pige der finder det besynderligt, at seks brave høvedsmænd har tøvet så længe med at bevise hende vor hyldest. I nægter os forlov dertil, og vi beder eder derfor godvilligt at forlade salen. Jeg siger godvillig, da I ellers vil tvinge os til at sætte eder uden for døren med magt.« Kernbok trådte et skridt nærmere mod Ziegler.
   »I!« udbrød han.
   Ziegler så smilende hen på officererne og svarede: » Jeg tror virkelig, at vi vil være i stand hertil. Jeg nævnede også blot døren, fordi det faldt os bekvemmere end at kaste eder ud igennem vinduerne. Skulle I imidlertid foretrække at blive her, kan det kun ske på eet vilkår.«
   Kernbok bed sine læber til blods; hans øjne flammede, og han følte sine tindinger banke; hans selvbeherskelse var forsvundet.
   »Jeg forstår eder, Ziegler!« sagde han med en stemme, der skælvede af tilbagestængt raseri. »I vil slås, og I skal få eders lyst styret.«
   »Endelig?« udbrød tyskeren og gned sine hænder. »Den kære kaptajn er ellers noget tungnem.«
   »Jeg vil slås med eder,« vedblev Kernbok og målte ham fra isse til fod med et foragteligt blik.
   »Men det sker ligeledes på een betingelse.«
   »Hvilken?«
   »Jeg kan ikke slås med eder alle og tiltror eder også så megen ære, at I ikke vil anfalde mig; lad det da blive Ziegler, som for nyhedens skyld kommer til at måle sig med en ærlig svensk klinge. Men hvis jeg sejrer i kampen, tilhører pigen mig, og I lader hende fare.«
   Denne betingelse blev enstemmigt antaget, så meget villigere, som Ziegler var bekendt for at være en god fægter.
   »Men hvis I mod forventning ikke skulle sejre?« vedblev han med et ondskabsfuldt smil.
   »Så bliver jeg i det mindst fri for at se den niddingsdåd I agter at udøve.«
   »Vi kan altså begynde, når det skal være, udbrød Ziegler, »og jeg foreslår som den udfordrende, at vi tager et skærf og lader os binde til hinanden ved den venstre arm, medens vi bruger vore daggerter med den højre. Jeg har prøvet denne måde nogle gange tilforn,« vedblev han med en forfærdelig kulde, »og bemærket, at man sparer mange vidtløftigheder derved og frem for alt megen tid.«
   Kernbok indvilligede. Pistolerne blev fyldt på ny og en almindelig skål blev udbragt for Ziegler.
   »Se så, min store kaptajn!« råbte denne efter at have besvaret skålen med at tømme en halvfyldt vinflaske, »hvis I har en liden bøn at gøre så forret den kun, ret snart skal jeg skynde mig så meget mere.«
   Han bandt sit skærf fast om det venstre håndled og rakte den anden ende til Kernbok. Enhver af officererne tog et lys fra bordet og stillede sig i nogle skridts afstand fra de to modstandere.
   Hele den ene side af salen var nu indhyllet i mørke. Lysenes skin faldt derimod hen over Kernboks blege og sørgmodige træk og det spottende smil, der svævede om Zieglers bævende læber, medens han strøg det højre ærme tilbage på sin vams.
   Pludselig hørte man en dump larm i retning af døren, ligesom et tungt møbel blev flyttet uden for denne. En af officererne sprang hen til døren, lukkede den i lås og vendte leende tilbage med nøglen.
   »Denne fornøjelse vil vi det mindste beholde uforstyrret,« ytrede han. »Se der, Kernbok! Gem nu nøglen, siden det er dig, der har i sinde at benytte den.« Dermed stak han nøglen i Kernboks kofte. Medens denne sidste handling fandt sted, hørtes lette og hurtige trin i den mørke del af salen.    »Guds hellige død!« råbte officeren. »Hvor er pigen?«
   Alles blikke søgte Inger, hun var forsvundet. I det samme bevægede sig en dør, og et lysskær kom til syne ved siden af kaminen fra en åbning inden for panelværket. En af svenskerne sprang hen derimod, men standsede, før han nåede åbningen, ved at se Ib med lange og sindige skridt træde frem i salen.
   »Et ord, I ædle herrer!« sagde Ib, »lad os først prøve på at komme til rette i mindelighed, siden efter kan vi slås.«
   »Kanalje!« råbte officererne, »hvor har du gjort af pigen?«
   »Hun er, hvor hun bør være, men det var ikke om hende, vi skulle tale. Ret nu vil I få nok at gøre med at tænke på eder selv.«
   Den forunderlige kolde, næsten højtidelige tone i Ibs ord blev ikke uden virkning på tilhørerne. Ziegler løste skærfet af hånden, trådte hen til ham og udbrød, idet han svingede sin daggert:
   »Og ved du, hvad jeg vil gøre? Jeg vil nagle dig fast til dørstolpen med min dolk og lade dig piske til blods af mine tjenere.«
   »Det vil vare en god stund, før de kommer,« svarede Ib.
   »Eders tjenere ligger slagne ihjel eller bagbundne nede i kælderen.« Drikkebrødrene studsede, en vis frygtsom anelse begyndte at vågne.
   »Bagbundne!« råbte de.
   »Ja, de to.«
   »Dræbte!«
   »De to andre.«
   »Hvem djævelen har vovet det?«
   »Det har jeg« sagde Ib. »Hør kun videre. Jeg lovede at fortælle eder noget, som kunne lade eder glemme den lille pige, og man må holde sit ord. Jeg bandt og dræbte eders tjenere, som spærrede mig vejen for os til den inderste kælder, hvor der ligger forvaret nogle fjerdinger krudt.«
   »Krudt!« råbte officererne.
   »Fire hundrede pund,« svarede Ib. »Jeg slog bunden ud på alle fjerdinger og dannede en rende fra kælderen ud igennem gården til hin side af voldgraven.«
   Denne ytring bragte pludselig drikkebrødrenes besindelse tilbage, de betragtede hverandre, tvivlrådige og frygtsomme. Ziegler var den første, der fattede sig.
   »Hvad har du betænkt dermed?« spurgte han.
   »At minde eder om en historie, der foregik nede i Jungshoved lehn forgangen. Der var I samlede, så mange som i aften, der pinte I en gammel adelsfrue og dræbte hendes tjenestekvinde.«
   »Vi kender den historie udenad,« ytrede Ziegler med et spottende blik på Kernbok.
   »Dengang græd jeg over den døde.«
   »Du græd, stakkels barn! Det var jo rørende og vil sige meget.«
   »I aften hævner jeg hende,« sagde Ib, »det vil sige mere.«
   »Måske du dog ikke får stunder dertil,« råbte Ziegler og sprang hen imod ham. Kernbok stillede sig imellem og sagde:
   »Lad ham tale færdig.« Ziegler skar tænder af raseri: »Er I en adelsmand, kaptajn Kernbok,« sagde han, »at I holder med denne bonde.«
   »Er I adelsmænd?« gentog Ib spottende, »I, der fører krig som en flok stratenrøvere, der skænder, ikke eders ære, for I har aldrig haft nogen, men den hæderlige svenske nations navn, hvorunder I fægter!«
   »Død og alle djævle!« skreg Ziegler, »gør plads, Kernbok! Hører I ikke, at han beskæmmer os?«
   »Jeg beskæmmer eder ikke,« svarede Ib, »men jeg sprænger eder i luften alle til hobe.«
   »Du?«
   »Gå hen til vinduet og se, om I har noget at udsætte på mine forberedelser.«
   Krigsmændene ilede hen til vinduet og bemærkede en sort linie i sneen fra kælderen ud over broen på den anden side graven. Her stod den gamle foged posteret med sin lygte. Medens opmærksomheden var henvendt herpå, lagde Ib sin hånd på Kernboks skulder og hviskede:
   »Følg mig!«
   Kaptajnen betænkte sig, men der gives et instinkt i mennesket, som i ethvert afgørende øjeblik tvinger ham til uden modstand at underkaste sig den mægtigere, og Ib drog ham med sig hen til blænddøren, trykkede på en af de små, ottekantede fyldinger i panelet og skød kaptajnen ud igennem åbningen. Ziegler havde vendt sig om og sprang efter dem. Ib standsede i døren; da han så tyskeren komme, trådte han et skridt fremad og drog sin sabel.
   »Eder har jeg mærket mig fra Ørremandsgaard,« udbrød han og sprang med en lynsnar bevægelse lige ind på Ziegler, slog et hjul med sin kårde, og da kaptajnen trådte tilbage for dette fortvivlede angreb mod alle fægtekunstens regler, bøjede Ib sig fremad og stødte Ziegler sin klinge igennem brystet. To af officererne ilede ham til hjælp, men Ib havde allerede nået døren og trak den til efter sig. Da tyskerne kom hen til kaminen, hørte de skodderne blive skudt for på den modsatte side og en vældig stemme, som råbte:
   »Beder en from bøn til Vorherre, I ulykkelige! Ret nu vil I aldrig komme til at bede mere.« En blodstrøm flød hen over gulvet, hvor Ziegler var faldet. Den sårede rejste stønnende sit hoved i vejret og strakte hånden frem for sig, idet han hviskede:
   »Prøv den anden dør og lad os komme ned efter ham, før det er for sildigt.« Det var for sildigt. Endnu medens den ulykkelige talte, farvede et blodigt skum hans læber, han udstødte en ed og sank tilbage med et dybt og langtrukkent suk, som forkyndte døden. En af svenskerne prøvede på at åbne hoveddøren, men afstod straks efter fra forsøget, idet han erindrede at han selv havde aflåset den og givet Kernbok nøglen i lommen; hans kammerat stak sin daggert ind imellem karmen og låsen for at bryde den op med magt. Daggerten brækkede, det næste forsøg gik heldigere. Døren fløj op, men udenfor havde Ib draget et stort klædeskab fra gangen hen foran åbningen. Det var denne larm, som først afbrød striden mellem Kernbok og Ziegler. Medens disse sidste optrin fandt sted i salen, genlød kælderen af de fangne tjeneres skrig. Den anlagte mine lod ikke nogen tvivl tilbage om, hvad der forestod, og Ib følte sig bevæget ved deres bønner til at føre dem ud af slottet.
   »Å, herregud!« udbrød den ene, da han kom op i gården, »der er endnu lidt liv tilbage i den stakkels Hans Alfsøn, som I slog med kanden, forbarm eder også over ham, nådige herre kaptajn!«
   »Jeg er ikke kaptajn, endskønt du siger så,« ytrede Ib og tilkastede fangen på samme tid et venligt blik, »men hvis der er liv i din kammerat, skal han også få lov til at beholde det.«
   Kæmpen gik tilbage til kælderen, tog den sårede under armen og bar ham igennem gården ud på den anden side graven. Her ventede Kernbok, Inger og fogden. De tyske officerer havde åbnet vinduerne i salen. I den almindelige tavshed, som hvilede over egnen hørte man ekkoet af deres råb og bønner gentage sig ovre fra skoven. Himlen var skyfri og oversået med stjerner, månen skinnede ned i gården. Nattens stilhed og fred dannede en skærende modsætning til de sørgelige optrin på slottet.
   Ved forenede anstrengelser var det omsider lykkedes de indespærrede at komme igennem døråbningen, men for enden af korridoren uden for salen fandt de atter en tillåset dør, hvis massive egetømmer trodsede alle anstrengelser; de vendte derfor tilbage, åbnede vinduerne og udstødte bønner og råb om hjælp.
   Da Ib havde bragt soldaterne over voldgraven, tog han lygten fra fogden.
   »Giv nu Inger hånden, Kasper Dam,« sagde han, »og gå med hende over til skolemesteren ved Vester Egede. Han låner eder nok hus for i nat. I behøver ikke at være til stede ved det, som her vil ske.«
   Kernbok lagde sin hånd på hans arm. »Har du også betænkt, hvad du agter at gøre?« spurgte han med en alvorlig og bevæget stemme.
   »Spørg mig ikke derom, kaptajn; siden vi sidst taltes ved, har jeg vel haft stunder til at overveje, hvad jeg gør i aften.«
   »Ib!« sagde Inger, »det kan aldrig gå godt med os to, når der sker en sørgelig bedrift på vor trolovelsesaften.«
   »Gå din vej!« svarede Ib og åbnede lågen på lygten. »Jeg har en søster, som ikke vil få fred i sin grav, før jeg har holdt mit løfte.«
   »Å ja, jeg kendte hende nok.«
   »De pinte hende til døde, endskønt hun aldrig havde lagt noget menneske et halmstrå i vejen.«
   »Hun var så god og from.«
   »Hvorfor siger du nu det?«
   »Det er rigtignok en køn måde, du hædrer hendes minde på.«
   »Jeg har svoret min dyre ed, og derfor skal de dø.«
   »Men jeg siger, at de skal ikke dø,« sagde Inger, idet hun pludselig bøjede sig ned og pustede lyset ud i lygten.
   »Vorherre bryder sig kun lidt om en sådan ed.«
   »Inger! Hvad gør du?« ytrede Ib. »Du skulle jo holde med mig.«
   »Det gør jeg også, min eneste, allerkæreste ven!« svarede Inger, idet hun grædende slyngede begge sine arme om hans hals. »Det er jo for, at vi to kan fare vel, at jeg ikke vil have den svære udåd bedrevet. Gud Fader gav dig et godt hjerte, hvorfor vil du være så hård og så grum på vor første helligaften?«
   Kernbok var trådt tilbage, han lænede sig op til brostolpen og betragtede begge, men tav, formodentlig fordi han indså, at Inger var den bedste talsmand for hans sag. Ib var bevæget, hans øjne blinkede. Inger vedblev:
   »Og Soffi, som vi begge holdt så meget af, hun ville nok ikke være glad i sin grav ved at vide dig handle sådan.«
   »Ak, lille Inger!« sagde Ib og brast i gråd. »Hun har jo ikke engang en grav, for jeg forvarede hende ude på marken i den dybe sne, og når solen og foråret kommer, vil hun ligge der til føde for de vilde dyr.«
   »Hun skal få sig en grav,« svarede Kernboks alvorlige stemme, »det lover jeg dig.«
   »Er det sandt?« sagde Ib.
   »Hun skal få et ligtog, så prægtigt som en prinsesse. - Et ord endnu, de fleste af dine fjender, som handlede så mod den arme pige, er desuden allerede døde mod Svend Gjønges folk. Blandt dem hist oppe er der kun én tilbage.
   Ib vendte sig mod Kernbok, hans øjne var våde, og han rettede sin høje skikkelse i vejret, medens han med et triumferende smil udbrød:
   »Nej, kaptajn! Blandt dem deroppe er der ingen tilbage.«
   »Jo, Ziegler.«
   »Dræbt!« svarede Ib og viste Kernbok sin sabel, hvis klinge endnu var farvet med blod.
   »Hvad vil du så forlange mere? spurgte Inger.
   »Jeg taler ikke til dig,« svarede han i en streng og bydende tone, som dog hele hans ansigts udtryk modsagde. - »Du som ikke vil være på mit parti.«
   »Nu ynkes jeg over dem,« hviskede Inger, »jeg kan ikke gøre ved det.«
   »Så ynkes jeg også over dem,« sagde Ib. »Lad dem da fare i fred.«
   »Kære, lille Ib!« råbte Inger, udbredte sine arme og styrtede til hans bryst.
   »Er du så fornøjet?« sagde Ib, medens hans læber skælvede.
   »Jeg er så lykkelig og sjæleglad.«
   »Ja, ja, gå du ned til din fader, Inger, og lad mig være lidt alene, siden kommer jeg over til skolemesteren til eder. Om også de bliver fri deroppe, er det ikke værd at I bliver her længer.«
   Ib skyndte sig med lange og hurtige skridt bort fra stedet. Inger og fogden gik den modsatte vej, ad stien langs med mosen ved Ravnstrup.
   Kernbok blev stående alene tilbage.
   Fra vinduet havde de fremmede officerer med en levende sjæleangst set og tildels hørt, hvad der var foregået ude på broen.


Kapitel 26 >