Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
27. En talsmand
Næste morgen mødtes Svend og Ib i hytten ved Roneklint. Svend stod ved vinduet og stirrede ud på træerne i skoven. Ib sad ved bordet og havde udbredt en mængde trykte blade foran sig. Af disse blade, der var udrevet af en bog, afklippede han forskellige bogstaver, som han derefter satte sammen til ord og fastklæbede på et stykke papir med gær. Han havde taget et af Ane Maries forklæder på for ikke at plette sin smukke uniform, som han nu altid bar.
Ingen af gjøngerne talte til hinanden, hvor ubehagelig denne uafbrudte tavshed end forekom Ib. Derimod gled vagtmesterens øjne gentagne gange fra arbejdet over til Svend og heftede sig sørgmodigt og deltagende på hans blege og lidende træk.
Da Ib endelig fandt stilheden for trættende, samlede han de afklippede blade sammen, holdt et brev hen for ilden på skorstenen for at tørres og udbrød:
»Se så, nu er jeg færdig.«
»Hvad er det, du tager dig for?« spurgte Svend. »Jeg danner et kærestebrev til min lille Inger, at hun kan tænke på mig. Vil du høre, hvad jeg har lagt sammen?«
»Ja.«
»Jeg elsker dig så inderlig, min kære, søde ven. - Det skal jeg skikke hende i morgen, så bliver hun fornøjet.«
Svend svarede ikke.
»Hvor er Ane Marie i dag?« vedblev Ib.
»Hun gik til byen i aftes for at våge over en syg.«
»Å, lad nu din sørgmodighed fare, du! Se lidt på mig, så bliver du glad over min kønne uniform. Vi to har intet at sørge over.«
»Du har måske ret, Ib!«
»Ja, ikke sandt. Hvem er det ellers, der har været dig imod? Gjorde kongen og høje rigens råd dig kanske ikke nok til gode inde i København?«
»Jo, langt over min fortjeneste.«
»Er der da noget i vejen mellem dig og Ane Marie?«
»Nej.«
»Så må der da være noget galt mellem dig og hende deroppe,« tilføjede Ib med et forskende blik. - »Nå, det er der ikke,« vedblev han, da Svend rystede på hovedet. »Å, jo, lille svoger! Nu tror du at kunne dølge mig sandheden, men det går ikke an længere. Skamme dig må du, at vildfremmede skal have større tillid til mig end du; kongen vovede at gøre mig til sin vagtmester, og du vover ikke at betro mig din sorg, skønt jeg godt ved besked om den i forvejen. Jeg ville blot se, hvor meget du holdt af mig, derfor lirkede jeg først så småt med list og behænde; men nu siger jeg for sanden, at jeg ved mere om den ting end du.«
»Det var meget.«
»Å nej, det er kun såre lidt, hvad du ved. Men i går aftes, da jeg fandt din husdør lukket, listede jeg mig op på slottet for at spørge noget nyt. Inde i haven kom den vældige ridder, hr. Kørbitz, og fru Else Parsberg forbi det sted hvor jeg lå skjult, og han fortalte fruen, at han havde stået bag ved den gamle lind ved lysthuset og hørt alt, hvad der blev talt om mellem dig og frøkenen.«
Svend vendte sig om mod Ib, hans bryn trak sig sammen, men han beherskede denne ytring af heftighed, satte sig ned på bænken og udbrød:
»Nå, så lad ham have hørt det, det er dog ikke det værste.«
»Nej, vist ikke,« bemærkede Ib bifaldende »det var værre, at han lo så spotsk derover, men det værste var, at jeg stod på spring til at lade ham vederfares en ulykke for sin historie. Men så faldt det mig ind, at det ikke skikkede sig for mig som vagtmester, og medens jeg bar min skønne kofte, derfor lod jeg skroget fare. Alligevel tænker du ikke, svoger min, at det ender sådan.«
»Hvad mener du?«
»Ja, lad nu det være godt,« svarede Ib med et nik og et selvtilfreds smil. »Hvad jeg mener, er min hemmelighed, og jeg forstår lige så godt at gemme den, som du gemmer dine. Jeg går mine egne veje, og du kan nu le ad mig, som du vil, eller lade være, men siden jeg fik denne kofte på, er jeg blevet til et helt andet menneske. Jeg vil fuldbringe en bedrift, jeg vil virke noget på egen hånd for dig, at du skal have fornøjelse af din svoger. Ser du, lille Svend, deri stikker min hemmelighed.
»Men siden du har i sinde at virke for mig,« ytrede Svend smilende, »så synes mig dog -«
»Ikke et ord mere,« afbrød Ib ham. »Du har gjort så meget for mig, at jeg kunne komme frem og blive til noget stort i denne verden, nu vil jeg også gøre noget for dig, at din kærlighed kan få fremgang. - Ja vist!« vedblev han, da Svend atter afbrød ham, »det skal lykkes, for hvad jeg har i sinde er noget af min egen opfindelse og overmåde vel udtænkt.«
Ib pakkede sit brev sammen, tog Ane Maries forklæde af, nikkede til Svend og forlod stuen. Svend hensank atter i den sløve følelsesløshed, hvori han havde tilbragt dagen.
Samme eftermiddag så man vagtmesteren vandre fra skoven ned til Jungshoved slot med lange og drabelige skridt, stiv holdning og tilknappet kofte.
Inde i gården standsede han og så over til hundehuset med et smil og et betydningsfuldt hovednik, som gjaldt mindet om den aften, da han frelste Svend. Derpå skred han op ad trapperne til slottet.
Den første, Ib traf, var ridder Kørbitz, i færd med at gå ud. Ib gjorde en stiv og afmålt hilsen og udbrød:
»Eders Nåde ville gøre en god gerning, om I skaffede mig jomfru Parsberg i tale.«
»Hvem er I?« spurgte Kørbitz forundret.
»Kongelig Majestæts vagtmester,« svarede Ib. »Mindes strenge herre mig ellers ikke?«
»Jeg ved aldrig, at vi har mødt hinanden før.«
»Jo, een gang,« svarede Ib smilende.
»Når var det?« spurgte Kørbitz gabende.
»Vi gjorde kammeratskab et stykke vej, den gang I vandrede her ind i landet på eders fod og med ranselen over ryggen. Det var før I blev ridder, og før jeg blev ærlig,« tilføjede han med en påtaget enfoldighed.
»Og hvad fører dig herop i dag? Med jomfru Parsberg antager jeg da ikke, at du har gjort kammeratskab.«
»Nej, det er kun et ringe ærinde, jeg skal forrette.«
»Jeg tvivler om, at hun vil modtage dig. Imidlertid der kommer hendes pige, til hvem du kan forebringe dit ærinde.«
Ib tog et sammenfoldet papir op af sin lomme og gik hen mod den indtrædende pige.
»Jeg ville så gerne tale med den lille piges jomfru,« sagde han. »Den strenge herre der mener, at det ikke kan ske, men jeg mener jo, om lille pige blot vil levere hende dette papir.«
Denne sidste ytring var blevet opfanget af Kørbitz, som endnu ikke havde forladt værelset. Ib havde talt tydeligt og med en sikkerhed, der bragte ridderen til at studse.
Pigen tilkastede vagtmesteren et venligt blik og gik. Kørbitz fulgte efter hende.
»Tøv en kende, du!« sagde Kørbitz, da de var kommet ud i korridoren. »Den stakkels vagtmester sætter al sin fortrøstning til at få din jomfru i tale Jeg er ham sær gunstig stemt og vil se at hjælpe lidt på hans sag, lån mig hans bønskrift, at jeg selv kan bringe det. »Tag denne penge til vederlag!«
Pigen leverede Kørbitz papiret og tog sølvpengen, idet hun bøjede sig og kyssede hans kappe. Derpå forsvandt hun. Ridderen trådte hen i en vinduesfordybning og åbnede brevet.
Et udbrud af overraskelse ledsagede et triumferende og skadefro smil, idet han atter lagde brevet sammen. Derefter gik han ind i Julies værelser.
Imidlertid sagde Ib til sig selv:
»Nu tror han at narre mig, den tyske ridder, han taler med pigen og læser mit brev, men jeg tænkte nok forud hvordan det ville gå, og leverede hende et brev derefter.«
Da Kørbitz kom tilbage til Ib, viste hans ansigt forekommende og smilende træk. »Du kan godt følge med mig, vagtmester!« sagde han venligt, »så skal jeg føre dig til jomfruens kammer. Jeg lagde selv et godt ord ind for dig hos hende.
Kørbitz åbnede ham døren til de næste værelser. Allerede medens de skred igennem forværelset, følte Ib sit mod synke. Da han så Julie Parsberg, slog han øjnene ned og vedblev forvirret og undselig at stirre på det hvidtavlede gulv. Hans kæmpeskikkelse mistede sin holdning og sank sammen lige over for den blege og spinkle hofdame, hvis hoved næppe nåede op over den højryggede egestol, hvori hun havde taget plads foran vinduet.
»Nådige jomfru!« stammede Ib, idet han midt under sin forvirring dog erindrede at holde hatten således, at den prægtige hejrefjer kom til syne. »I kender mig vel ikke mere?«
»Nej, min ven!« svarede Julie.
»Jeg har også forandret mig noget i udseende og især i klæder siden den første dag, jeg kom her på slottet. Den gang tog jeg min søster Ane Marie ved hånd og førte hende herind, formedelst salig fru Kirsten, eders moder, ville gøre Ane til eders terne og gav os hånd og mund på at blive hende et nådigt herskab.«
Da Ib var nået så vidt, standsede han, trak vejret og ledte efter ord.
»Nu vel,« ytrede Julie. »Dette løfte - finder I måske, at vi ikke har holdt det?«
»Å jo, endda - på eders måde,« sagde Ib. »I giftede Ane Mari bort med Svend Gjønge. Jeg behøver vel ikke at sige, hvordan det gik til, hvorfor denne ulykke skete?«
»Ulykke?« gentog Julie.
Ja, I ved bedst selv besked derom. Men anden dagen efter kom jeg igen op på slottet og gørte min søster bort. Den første gang faldt lettere end den anden. Ane kom hertil med et fornøjet sind og glade miner, og jeg mærkede mig den dag med kridt på bjælken i vor stue. Hun gik herfra i bedrøvelse og med tårer på sine kinder.«
»Det skrev du vel også på bjælken i din stue,« ytrede Julie.
»Nej! Det skrev jeg op i mit hjerte.«
»Men hvorfor fortæller du mig alt dette? Lider Ane nød, og hvormed har hun min hjælp nødig?«
»Ja, vist lider hun nød,« svarede Ib med et suk, »men for den kan mennesker ikke hjælpe, hun vil bære derpå, til de kaster jorden over hende. Den gang Ane drog sin vej, græd I så bitterlig og sagde: »Ak, lille Ane, om der nogen sinde kommer en tid, da jeg mægter at gøre dig eller din slægt noget til gengæld, kan du være forsikret om at finde en taknemlig skyldner i mig. - I sagde, for dig eller din slægt, nu er tiden kommet til at holde eders løfte, ikke for Ane, men for hendes mand, for Svend Gjønge. Det er om ham, jeg vil tale med eder.«
Julie for op af stolen. »Hvad siger du?« udbrød hun heftig. Du kommer altså som bud fra ham?«
»Å nej,« svarede Ib, idet han med et sørgmodigt smil rystede på hovedet. »Svend skulle før bede Gud Fader om forlov at blive stum end at skikke mig herop med bud til eder. I kender ham ikke, som I burde, det fornemmer jeg nok, ikke som hans venner kender ham, der kalder ham en mand, eller som hans fjende, der kalder ham en helt, eller kongen, der kaldte ham sin kæreste søn. Bliv ikke vred, men Svend har også gjort eder noget til gode, og ligesom mod min stakkels søster har I mod Svend - jeg mener kun,« stammede han forlegen og uden at turde møde disse store, mørke og forskende øjne, der ufravendt dvælede på ham, »jeg mener, at I også mod ham har noget uret at gøre god igen, en lille uret,« lagde han hurtigt til, ligesom for at mildne sine ord.
»Min gode vagtmester!« sagde Julie, »hvis I ønsker, at jeg skal forstå eder, må I tale tydeligere og fatte eder lidt kortere.«
»Jeg vil lægge et godt ord ind for Svend; han sidder hjemme og sørger.« »Hvad angår det mig?«
»Om I bare ville, blev han nok glad igen.«
I denne ytring, hvor ydmyg den end forekom, så Julie en fornærmelse.
»Jeg har intet med Svend Poulsen at gøre,« svarede hun fornemt og afvisende.
Ib betragtede hende alvorligt, idet han svarede:
»Hvis Svend havde sagt de samme ord den aften, han for eders frænders og eders æres skyld gik hen og giftede sig med Ane Marie?«
»Hvad forlanger I da af mig, vagtmester? Endnu har jeg ikke forstået eder.« »Jeg tænkte, at det kunne blive godt igen med eder og Svend, giv ham blot et venligt ord, lad det blive som det har været før, så synger alle fugle for ham, og solen vil skinne i hans hjerte, i stedet for at han nu sidder og sygner hen og kerer sig om intet.«
»Ah! Nu begriber jeg eder,« udbrød Julie smilende og med et udtryk af ironi, som Ib var for ringe kender til at fatte. »I mener, at jeg skulle gå til Svend Gjønge?«
»Ja, å ja!« svarede Ib ivrigt, »han ville blive sjæleglad derover.«
»Dernæst skulle jeg give ham gode ord, bede ham om forladelse, hvis jeg havde været så uheldig at mishage ham, ikke sandt?«
Ib glemte at svare, medens han forbavset vedblev at stirre på hende. Han begreb endnu ikke ret, at denne blide og fortryllende mine skjulte en hjerteløs spot.
»Det ville I, at jeg skulle gøre,« vedblev Julie med glødende kinder og flammende blik. - »Jeg! - Min kære vagtmester! - Synes eder dog ikke, at I fordrer noget for meget?«
»Om så er,« svarede han bedrøvet, »da vidste jeg ikke bedre, jeg holder meget af Svend og talte af mit hjertes enfoldighed.«
»Jeg regner eder det heller ikke til last,« svarede Julie leende, »men hvad I forlanger, hører virkelig til umulighederne.«
»Ak ja, det får da være; jeg troede, I ville røres af min bøn, og at Svend ikke havde forspildt al eders kærlighed, siden I dog bestandig vil beholde så megen grund til at agte ham.«
»Så megen grund?« gentog hun.
»Ja, hvorledes turde I vel ellers give ham så mange af eders hemmeligheder at bære? Men I ved vel, hvad I gør,« vedblev han heftig, »når I sætter eders lid til mænd som os, der er for ringe til at være eders lige, men mægtige nok til at holde eders velfærd og liv i vore hænder.«
»Virkelig?«
»Ja, som Svend og jeg gør.«
»Men der fortæller I jo noget aldeles nyt og truer mig tillige.«
»Nej,« svarede Ib rolig, »jeg er kun kommet for at bede og går min vej igen, ret nu, da jeg ser, at det ikke fremmer mig noget.«
»Og dette brev?« sagde Julie, idet hun tog papiret, som Kørbitz havde bragt hende.
»Nu ja,« svarede Ib ligegyldigt. »Det var et middel til at komme herind.«
»Hvorledes er det kommet i eders hænder?«
»Som jeg sagde,« svarede Ib, »skæbnen føjede det så, at jeg og mine skulle blive herrer over alle eders hemmeligheder og brevet der beviser kun, at han, som I nu skænker, hvad der tilhører Svend, tilforn har villet lade sig nøje med en langt ringere gunst uden dog at kunne nå den.«
»En ringere?« gentog Julie med en heftighed, som det kostede megen møje at beherske.
»En fattig tjenestekvinde. Hun afslog hans bønner, fordi hun bedre end Svend vidste, at det kun volder fortræd og kummer, hver gang vor stand slutter sig til eders.«
»Hvem var det?«
»Min søster. Hun tjente på en af Kai Lykkes gårde og var ærbar af sæder og køn at se til. Så bejlede Kai Lykke til hende i løndom med skænk og fagre ord, og da hun ikke ville fremme hans villie, jog han hende bort fra sin tjeneste. Den stakkels pige! Hun var så from, og hvert et menneskes ulykke gik hende til hjerte, derfor kunne hun heller ikke ret trives hernede, og Vorherre var også så god at løse op for hende.«
»Og I har endnu flere breve?« spurgte Julie.
»Å ja,« svarede Ib, idet han åbnede sin kofte og fremtog den pakke, som han havde omtalt til Ane Marie, da han fortalte hende søsterens sørgelige endeligt. Blandt brevene udsøgte han et, der var mærket med et rødt kors, og leverede det til Julie.
»Her ser I et brev, som betyder mere end det første.«
Julie læste brevet.
Det var hint for Kai Lykkes senere skæbne betydningsfulde brev, hvori han hensynsløst søgte at give sin forsmåede kærlighed større betydning ved at prale af tidligere lykke og prale af, at ikke engang landets mægtigste dame havde nægtet ham den gunst, han søgte hos Soffi Abelsdatter.
»I fatter vel, hvem kaptajnen mener, og begriber også, hvordan det ville blive modtaget af den høje frue.«
»Jeg begriber, at det ville koste dig dit liv, hvis det skete.«
»I mener vist hans liv,« svarede Ib. »Jeg tænkte mig det samme; hans liv som eders ære ligger begge i vore hænder.«
»Men jeg beholder dette brev,« udbrød Julie pludselig og lagde sin hvide hånd over det.
Ib trådte et skridt nærmere og sagde: »Nej, det vil I aldrig gøre.« Han ledsagede disse ord med et bestemt og truende blik og lagde sin brede hånd oven på hendes.
Julie drog sig tilbage.
»Det behøves ikke heller,« ytrede han og skjulte brevet i sin kofte. »Jeg har forvaret dem hidtil og kan gøre det endnu. Det var ikke på den måde, jeg tænkte at overtale eder.«
»Hvad har du da i sinde at gøre med disse breve?«
»Jeg vil gemme dem troligt,« svarede han, »og hver gang jeg ser dem, skal det rinde mig ihu, at afstanden mellem os er endda kortere, end I mener.«
»Nu vel,« sagde Julie beroliget, »den triumf vil jeg lade dig, men glem ikke dit løfte. Kløgtig er du, som jeg i dag har erfaret, derfor vil du selv kunne udregne, hvad der er mest værd, dit liv eller din tavshed, det ene vil i sandhed bero på det andet.«
»Vær I kun rolig,« svarede Ib. »Min tunge har aldrig kendt vejen til mit hjerte. - Giver I mig slet ingen hilsen at bringe til Svend, ikke et eneste venligt ord?«
»Jo! Bed ham hilse sin hustru fra mig.«
Da Ib kom udenfor, fandt han Kørbitz siddende på en stol i forværelset, tilsyneladende ivrigt beskæftiget med Arild Hvitfelds krønike, som dog ikke forhindrede, at han jo havde hørt hele samtalen, der blev ført i det næste værelse. Idet ridderen fulgte Ib til Julie, lod han døren til hendes værelse blive stående på klem og belurede dem for at komme på spor efter den hemmelighed, som Kai Lykkes brev allerede havde givet ham nys om, og hvorved han blot søgte en længe savnet lejlighed til at ydmyge sin rival, uden at ane, af hvad natur eller hvor vigtig denne hemmelighed kunne være.
»Nå, vagtmester!« udbrød han, da de kom ud i korridoren, »har I nu forrertet eders ærinde? I taler min tro godt for jer.«
»Så eders nåde hørte, hvad der blev sagt?«
»Hvor kunne man andet? Det var næsten ikke muligt at læse et ord i den rare krønike, så højt som I talte.«
Ib tilkastede ridderen et mistroisk blik.
»Således fik jeg da at vide, at vagtmester gemmer på nogle breve fra min kære ven, kaptajn Lykke. For hans skyld ville jeg nødig, at de skulle komme videre.«
»Jeg tror heller ikke, det var ham tjenligt,« svarede Ib.
»Lad os gøre en handel, min gode vagtmester, som to gamle kammerater handler.«
»Hvorom mente den nådige herre, vi skulle købslå?«
»Om min vens breve. I lader mig få dem alle sammen og jeg betaler et guldstykke for hvert brev.«
»Nådige herre. I er for ædelmodig og ville tabe for meget ved den handel, desuden har jeg besluttet aldrig at skille mig ved disse breve.«
»Hvorfor?«
»Og hvorfor vil I købe dem?«
»For ikke at volde kaptajnen ulykke, om de kom i andres hænder.«
»Nej, så synes jeg dog bedre om at forvare dem selv.«
»Men hvorfor, min kære vagtmester og gamle kammerat?«
»For ikke at volde kaptajnen ulykke, om de kom i eders hænder.« Efter disse ord gjorde Ib en dyb hilsen og gik ned ad trapperne.