Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
28. Krig I fred
Vagtmesteren forlod slottet med en mindre sikker holdning, end han var kommet, og med et åsyn, hvis dybe sørgmodighed udtrykte hele hans fejlslagne håb. Han tog vejen ned mod Gjerderød for at træffe det bud, der skulle bringe brevet til Inger.
Han blev afbrudt i sine betragtninger ved lyden af hestetrav inde i skoven. Straks efter viste sig to damer, ledsaget af en tjener, som fulgte dem i nogle skridts afstand. Den yngste af damerne var kommet forud; ved at se vagtmesteren bragte hun sin hest til et hurtigere løb og red hen imod ham.
Det var en ung pige med et friskt og barnligt ansigt, hvis fine farve det hurtige ridt havde forøget. Hendes store, mørkeblå øjne så så tillidsfulde og sorgløse omkring og vidnede om større blidhed end ånd. Den lette og tvangfri holdning, hendes dragt og den ærbødige afstand, hvori tjeneren fulgte, betegnede den adelige dame.
Det var fru Elsebeth Buchwald til Høfdingsgaard og hendes datter Karen. Fruen var enke efter den forrige lehnsmand på Jungshoved, Jørgen Kås til Gudumlund. Efterhånden som Karen nærmede sig Ib, viste hendes ansigt en levende glæde, og hun standsede sin hest med det udråb:
»Ib Abelssøn! Er det virkelig eder?«
Ib svingede sin fjedrede hat og strakte den anden hånd op til hende, idet han udbrød:
»Nådige lille jomfru Karen! Gud velsigne eders kønne I øjne, for I kender mig igen.«
»Men hvordan kommer I i denne dragt, hr. vagtmester? sagde Karen leende.
»Å ja, ikke sandt! Det har haft god fremgang med mig siden den første vinter, jeg kom til eder, og vi købslog sammen om de små skovskader og sidensvanser. - Eders nåde rider vel i besøg til Jungshoved denne eftermiddag?« vedblev han henvendt til fru Elsebeth.
»Gud nåde os for, hvad besøg vi rider til,« svarede fruen. »Vi kommer som flygtninge hjemme fra vor gård, den svensken har besat og spiller mester i.«
»Svensken!« gentog Ib forbavset. »Men nu har vi jo fået fred i landet; tilmed siger folk, at de alt er draget over til Fyn og Holsten.«
»Nogle af dem, men i Vordingborg ligger dog to tyske regimenter, det må vi bekende til vor nød og jammer, siden de bliver skikkede ud dag for dag for at søge proviant og foder i omegnen. De øver nu krigen på egen hånd og brandskatter og plyndrer på alle gårde. Og da de hørte, at jeg sad enke til Høfdingsgaard, alene med Karen og vort tyende, kom de til os, en kaptajn med syv menige ryttere, som svor på at tænde gården i brand på alle fire hjørner, om vi ikke viste dem, hvor vi havde forvaret vort sølvtøj, og gjorde sig til gode med vor bedste vin. Hvad skulle vi svare? Jeg skikkede dem nøglen til vinkælderen, og medens de drak, bød jeg sadle vore heste og flygtede bort, det snareste vi kunne.«
»Ak, nådige frue!« svarede Ib. »Ingen har dog bedre vilkår end I, siden en lille Guds engel står i forbund med eder.« Han blev blodrød over sine egne ord og vovede ikke at hæve sit blik op til Karen.
Den unge pige smilte. Fru Elsebeth vedblev:
»Svenskerne fornam, at vi drog bort, og satte hart efter os, lige til vi kom op i skoven på denne side Tågeby.«
»Og hvorhen agter nådigfruen nu at drage?«
»Til hr. Jørgen på Jungshoved, siden det tilkommer ham at værge om vor ret og skaffe fred i lehnet.«
»Gud bedre det, for hvad fred han skaffer eder, ytrede Ib med et skuldertræk. »Nu nys forleden har han selv måttet værge sig for overfald og indbrud af ugerningsmænd og det hvervede folk, som fulgte med svenskehæren tilbage. De skændte og røvede oppe hos os, hvor de kom frem, de brød ind i husene og jog folkene ud, imens de tog, hvad der fandtes i kister og lædiker. Øster på ligger nu Kjøng og Snertinge gårde forladt, i Nørre Mehrn ligger seks gårde og i Ørsløv syv gårde plyndrede, men i Ambæk er hele byen afbrændt og Ødelagt. Således ser det ud i Jungshoved lehn.«
»Min Gud!« udbrød fruen. »Hvad skal vi da gribe til?«
Ib lod til at overveje, han følte sig pludselig behersket af en tanke.
»Om fru Elsebeth tillader det,« sagde han, »da kan jeg give eder et godt råd og nævne eder to mænd, der kanske bedre end lehnsmand Jørgen vil være i stand til at skaffe eder fred til huse.«
»O, nævn mig dem!«
»Kender I noget til Svend Gjønge?«
»Skytten på Jungshoved? En ufri, der hverken fører skjold eller adeligt mærke.«
»Har da skjold eller adeligt mærke hidtil været i stand til at værge for den nådige frue?« spurgte Ib krænket.
»Min kæreste moder!« udbrød Karen livlig. »Sig ikke så, Svend Gjønge er min helt, om ham taler jo alle i disse dage. O, lad os komme til ham, jeg føler en inderlig længsel efter at få ham at se, måske vil han hjælpe os, når han hører vor nød.«
»Ja, det vil han nok,« svarede Ib i en tone, der vidnede om den fuldkomneste overbevisning, »for aldrig har jeg kendt den mand, der mægtede at sige nej, når lille jomfru Karen sagde ja.«
»Hvem var den anden, I mente?«
»Hans navn tør jeg ikke nævne siden I vragede Svends.«
Sig det alligevel, Ib Abelssøn,« sagde Karen smilende. »Nævn det til mig.«
»Den anden er en ringe person, der i dag har mærket, at han duer til ingenting, hvor ikke Svend er til stede.«
»Det er vist dig selv,« sagde Karen smilende.
»Ja, nådige lille jomfru!«
svarede Ib undselig. »Det er mig selv, formedelst jeg kender ingen bedre.«
»Så lad os da komme til at tale med denne Svend Gjønge!« ytrede fru Elsebeth. »I en nød som vor griber man selv efter et halmstrå.«
»Ja, men man bliver ikke frelst ved et halmsstrå,« svarede Ib. »Her vil mere til.«
De to damer satte deres heste i gang. Ib holdt skridt med dem.
»Om nu nådigfruen vil agte på mit råd,« ytrede han lidt efter, »så taler I til Svend med blidhed og med fagre ord. Han er noget kort for hovedet imellemstunder, og når så er, gælder ingen persons anseelse.«
»Jeg håber dog, min gode vagtmester, at han kender den agtelse, han skylder sine foresatte og høje overmænd,« svarede fruen fornemt. »Mig synes også, at vi viser ham sær gunst ved at lægge vor sag i hans hænder.«
»Å nej,« svarede Ib smilende. »Det er han vant til før i dag. Skikkede selv Hans høje Nåde kongen i vinter sit bud ud for at finde Svend Gjønge og lægge en stor del af rigets sag og velfærd i hans hænder.«
»Nu, og Svend?«
»Ja, Svend skikkede budet tilbage, da det ville give ham råd, hvordan han skulle handle.«
»Det vovede han!« udbrød fruen forbavset.
»Ja, det vovede budet.«
»Nej, det vovede Svend?«
»Ak, Svend!« gentog Ib leende. »Han gav manden, som også var af høj stand, den besked tilbage, at når kongen og rigets råd næste gang havde hans hjælp behov, så gjorde de bedst i enten at have fuld tillid til ham eller også at se sig om efter en anden. Derpå tog Svend og hans kammerat, ham, jeg før nævnede, fat på arbejdet, de vovede, hvad de andre ikke havde villet vove, og Vorherre gav dem en håndsrækning med, så ærindet blev vel forrettet.«
»O, min kære moder!« bad Karens blide stemme, »lad os følge Ib Abelssøns råd og ride ned til Svends bolig. Vi skal nok også være venlige imod ham,« vedblev hun med et nik til Ib, »siden vi begge erindrer, at det ikke er hans overmænd, men to betrængte damer, der kommer for at bønfalde om hans hjælp.«
Fru Elsebeth tav, lige overrasket over begges ytringer.
»Jeg synes, eders nåde sagde noget,« udbrød Ib med en polisk mine.
»Hvor bor da denne skytte, mod hvem man har så mange hensyn at tage?«
»Ja, lad os så kun drage videre,« svarede Ib med et veltilfreds nik, »nu forstår jeg nådigfruens mening.«
Straks efter drejede de ud fra skovvejen, opad mod landsbyen Roneklint.
»Nu har jeg dem, hvor jeg ville,« tænkte den listige vagtmester, medens han skred foran med de længste skridt, han mægtede at tage. »Og jeg har da alligevel virket noget godt i dag, så slet den end begyndte. Når lille jomfru Karen først kommer og beder med sin bløde stemme, så siger han ja, og vi får ham lokket til en bedrift, hvorved han glemmer den sorg, han nu sidder og piner sig med derhjemme.«
Samme eftermiddag, to timer senere, sås flere mænd i små hobe komme ud fra Gjerderød og Rekinde, to landsbyer, hvor gjøngerne under krigen især havde deres tilhold. De drog nedad mod Høfdingsgaard og var alle bevæbnede med musketter og korte brede sabler.
Den foregående dag havde Svend sammenkaldt sine folk og uddelt penge blandt dem. Dette gjorde en overordentlig virkning på gjøngerne, og Svend steg særdeles i deres agtelse. De nøjsomme anså for en gunst, hvad der tilkom dem som en ret. Det var desuden første gang, de havde modtaget løn for deres tjeneste.
Da de nåede den lange skovstrækning, som den gang gik fra Neble rundt om Høfdingsgaard i lige retning til Ulfssund, steg mændene over gærdet og forsvandt mellem træerne På samme vej kom straks efter et ryttertog til syne, bestående af to mænd og to damer. Det var fru Elsebeth og hendes datter ledsagede af Svend Gjønge og Ib.
Svend red ved siden af Karen. Over hans blege og sørgmodige åsyn svævede et venligt smil, hver gang den unge dame talte, og dette skete temmelig hyppigt. Fruen derimod sad stiv og ordknap på hesten og stirrede frem for sig, som om hendes sidemand, den stakkels vagtmester, aldeles ikke havde været til stede.
Det var gået med Svend, som Ib formodede; hans livlighed vendte efterhånden tilbage.
Hans hoved hævede sig, og hans ryg blev mere rank, medens han overvejede faren og midlerne til at beherske den.
Under tavsheden, som imidlertid opstod, betragtede Karen ham nysgerrig og frygtsom og anstillede sammenligninger med originalen og det billede, som hun allerede forlængst havde dannet sig af Gjøngehøvdingen under de hyppige samtaler, som hans bedrifter gav anledning til i hendes hjem.
»Men betro mig dog den plan, I nu så længe har grundet over,« udbrød hun, da de var kommet ind i skoven, hvortil svenskerne samme formiddag havde fulgt dem. »I lovede at føre os fri og e frelste til Høfdingsgaard, og man fortæller om eder, Gjøngehøvding at I er en mand, der holder eders løfter. Jeg begriber kun ikke måden.«
»Å, hvad!« svarede Svend, »sagen er ikke så farlig, der gives endog tre måder, hvorpå det vil kunne ske. Den første og letteste er, hvis svenskerne allerede skulle være draget bort, når vi kommer til gården.«
»Desværre, jeg tvivler derom.«
»Ja, så bruger vi den anden måde og taler dem til i mindelighed; siden vi har fået freden tilbage i landet, må man fare noget med lempe.«
»I mindelighed?« gentog fruen spottende, »og tror I, det vil kunne hjælpe?«
»Nej, frue!« svarede Svend, »det tror jeg ikke; men så har vi i sinde at bruge magt. Det var den tredie måde, jeg mente.
Før vi fanger an på noget, skal jeg bringe eder i sikkerhed ned til Mehrn.« Medens Svend talte, bøjede Ib sig forover på sin hest og lyttede.
»Der kommer en rytter ridende bag efter os,« udbrød han. Svend vendte sig om og så straks efter i nogen frastand en rytter vise sig på en tværvej.
»Altså ved vi da, at de endnu ikke er redet bort,« sagde han rolig.
»Hvad agter I nu at gøre?« spurgte fruen, hvis venlighed syntes at forøges med faren. Svend smilte. »Jeg agter at bruge det andet middel, jeg nylig nævnede,« svarede han.
Dragonen var nu kommet så nær, at man kunne bemærke en bylt klædningsstykker, som han havde fastspændt med en læderrem foran sig. Over begge pistolhylstrene hang to store, drevne messingfade. Bag på sadelen var sammensnøret et levende får, som flere gange ved en ynkelig brægen tilkendegav, hvor ubekvemt det fandt sit leje. Dragonen selv var en høj, sværlemmet skikkelse, hvis kulsorte hår og skæg, brede næse og fremstående kindben røbede hans slaviske herkomst. Hatten sad tilbage fra panden på baghovedet, hans blodrøde ansigtsfarve og usikre holdning syntes at vidne imod en fuldstændig ædru tilstand. Da han kom nærmere, hørte man ham uafbrudt synge:
Gebe Gott, dass es immer,Rytteren bemærkede ikke fru Elsebeth og hendes ledsagere, før han befandt sig i nogle få skridts afstand fra dem. Han standsede sin hest og syntes at betænke sig; men straks efter red han fremad igen og hilste de to damer med pallasken, memeds han gentog sine vers, denne gang i mere gennemtrængende toner og med en aldeles forandret melodi. »Gud i vold, I gode mennesker!« udbrød han, efter at sangen var endt, i en næsten uforståelig blanding af svensk og tysk. »Siden vi har fået fred, kan vi vel nok ride et stykke vej sammen; jeg holder meget af godt kompagniskab.«
es immer So wäre.
»Den oppakning, I fører med, tyder just ellers ikke på fred,« bemærkede Ib. »Å, hvad!« svarede dragonen, idet han kastede et tilfreds blik ned på sit rov, »et par klædningsstykker, lidt til pynt og en smule til føden. Vi trænger hårdt til alle dele og når man ikke kan få, hvad man holder af, må man holde af, hvad man kan få. Det er min religion.«
»I farer da fort med at røve og plyndre efter at freden er kommet?«
Dragonen syntes ikke ret at have fattet denne ytring; han sukkede og udbrød »Desværre ja! Vi har fået fred, jeg ville lade mig male sort, om denne rare krig kunne vare blot et halvt års tid end nu. Det sværger jeg til den hellige jomfru, og hvad nu alle de andre gode helgener hedder, som hjælper en brav krigsmand, at jeg aldrig har truffet på et bedre og agtværdigere folk end dansken. Krigede jeg i Spanieland, så værgede de sig som desperate, sloges om dagen og myrdede os om natten; kom jeg til Italien, drak vi døden i deres forgiftede vin; førte krigen os i et fattigt, forhungret land, led vi nød og svar elende, indtil halvparten af vore folk døde af sult.«
»Ak!« udbrød Ib, »hvorfor døde ikke også den anden halvpart af sult?«
»Den døde af tørst, min brave kammerat! I dette land befinder man sig derimod som i himmerig, blandt lutter fromme og ærlige sjæle, de slås ikke, de værger sig heller ikke, løber bort, når vi kommer, men sørger altid først for at samle kister og lædiker fulde til os.«
»Hvor har I drevet hærværk i dag?« spurgte Svend.
»Ak ja, denne dag glemmer jeg aldrig,« vedblev soldaten. »Når jeg engang kommer hjem, vil jeg skære den ind på bjælken i min stue, så dybt, at mærket skal gå igennem på den anden side. Vi førte vore heste ind i bondens forstue, trak dragkisten ud og gav dem havre af skufferne, så udsøgte vi os de bedste af fårene, drak mjøden og spildte, hvad vi ikke mægtede at drikke. Da bonden omsider begyndte at kvække, bandt vi ham fast til bilæggerovnen, klædte ham af, og en mand fugtlede ham med sabelskeden, medens de andre under pryglene tvang ham til at synge:
Gebe Gott, dass es immer,Manden græd og sang på een gang, imens tog enhver af os, hvad han syntes bedst om. Hellige jomfru! Jeg siger det med grædende tårer, så lykkelig en dag har jeg aldrig oplevet. Min gode skytsengel skal have ret til at gøre mig til en hvalfisk, om han lyster, hvis det ikke er sandt.«
es immer So wäre.
»Hvorfor just til en hvalfisk?« spurgte Ib.
»For så tog jeg den lille jomfru der og satte hende på min ryg og svømmede bort med hende,« svarede dragonen med et nik over til Karen. »Men I har ret, derfor behøver jeg da endelig ikke at blive til en hvalfisk. I rare mennesker lader mig vel nok få hende med det gode. Hun skal også være mit bytte.«
Svend kastede et blik på Karen. Hendes ansigt var blevet blegt og vidnede om frygt, men denne mine forsvandt da deres blikke mødtes. Disse fromme, mørkeblå øjne antog da et udtryk af tryghed og en fast fortrøstning til hans nærværelse, der var mere veltalende og tillige mere smigrende end de bedst valgte ord.
»Hun kan måske gøre sig forhåbning om at følge med til mit hjemland og blive så godt som min hustru, når vi drager ud af landet.«
»Ja, det kommer dog an derpå,« sagde Svend.
»På hvad?«
»Om I får lov til at tage hende med.«
»Hvad for noget, kammerat!« udbrød dragonen med en virkelig følt overraskelse. »Hvem skulle vel kunne forbyde det? Er I kanske den lille piges broder?«
»Hun er min datter!« ytrede fru Elsebeth i en tone og med en værdighed, der fuldkommen egnede sig til at betegne den uhyre forskel mellem at være Svends søster og hendes datter.
»Ah, det forstår jeg nok, gamle frue! Han er da eders mand.«
Fru Elsebeths ansigt rødmede af harme, idet hun svarede:
»Jeg er fru Elsebeth Buchwald til Høfdingsgaard, en dame af den høje adel, og denne mand er en ufri.«
»Ufri!« gentog dragonen uden at fatte dette ords betydning. »Det vil sige, at I slet ikke står i slægtskab til ham?«
Svend smilte og vedblev at tie.
»Han er et tyende,« sagde fruen, »som vi tillod at ride ved vor side, fordi han pralede med at kunne beskytte os mod de råheder og fornærmelser, vi befrygtede undervejs.«
»Om så er,« sagde dragonen, »da har jeg jo frelst min samvittighed, og jeg tror, at jeg tager begge disse to små fruentimmer, den unge for hendes kønne ansigt, den gamle for hendes kønne klæder. I skal være vidner, I gode mænd, når mine kammerater kommer, at jeg har lagt beslag på dem.«
»Hvor har I da gjort af eders kammerater?« spurgte Ib.
»Ja, jeg begriber ikke, hvad de tøver efter,« svarede rytteren, idet han standsede hesten, »men jeg må være kommet forud for dem. Tys, stille! Jeg hører nogen råbe inde i skoven, det er vist dem; der kommer de!«
Nede på skovvejen kom tre ryttere ridende i skridtgang og syngende af fuld hals.
»Hvor mange var I da ialt, da I drog ud fra Vordingborg?« spurgte Svend.
»Først var vi tolv, men kaptajnen lod de fire af os gøre en afstikker i omegnen, medens han selv red til herregården, som vort ærinde gjaldt.«
»Tolv!« gentog Svend og Ib på een gang, idet de vekslede et talende blik.
»Den brave kaptajn, han ville, at vi alle sammen skulle være glade og enhver af os få sin del af byttet. Om I nu vil gøre mig noget til behag, min gamle kone!« vedblev han og greb fruens hest i tøjlen, »så har I intet imod, at vi rider ind bag træerne, medens jeg drager denne rare kåbe af eder og pakker den sammen, før kammeraterne får øje på den. Ved min ære, når de ser eders kostbare klædning, ville de rive stykke for stykke bort af den, så der til sidst ikke bliver noget tilbage for mig. Kom, gamle, kom!« vedblev han med et ryk i hestens tøjler. »Det skal være bestilt i et øjeblik, og I skal få en mandfolkekofte til at hænge over jer i stedet for.« Fruen tilkastede gjøngen et bedende blik. Frygten havde omsider fortrængt hendes stolthed, og hun udbrød:
»Vil I da ikke hjælpe mig, Svend?«
»I er fru Elsebeth Buchwald til Høfdingsgaard,« svarede han, »og har at søge hjælp hos den høje adel, men ikke hos en ufri mand.«
»Min kære Svend Gjønge! I må ikke regne mig disse ord til last!« hviskede hun grædende.
»Nådige frue glemmer sig selv lige over for den fremmede mand,« vedblev Svend, »et tyende kan ikke være eders kære, og den beskyttelse, jeg lovede, var kun praleri.«
»Kommer I så?« vedblev dragonen, som var redet nogle skridt forud.
»Jeg kan frelse eder,« sagde Ib, »hvis I vil sige ja til, hvad jeg fortæller, og vedgå alt, eftersom talen kan falde.«
»O, min Gud! Jeg vil gøre hvad som helst, I forlanger.«
»Så er det godt,« sagde Ib. »Lad manden kun komme.«
»Min gode dragoner,« vedblev han, »vi lader nu den sludder fare, og fruen der skal ikke følge med eder.«
»Hvordan kammerat! Hvem vil forhindre det?«
»Jeg er den nådige frues mand.«
»I, vagtmester!« råbte dragonen.
»I kan jo spørge hende selv.«
Dragonen vendte sig forbavset om mod fruen.
»Ak ja!« svarede hun, »det forholder sig således.«
»Og den lille pige?«
»Det er vor kære datter,« svarede Ib, »og det kan jeg sige jer god for, at enhver fader kan lægge sine hænder sammen og takke Vorherre for et sådant barn. Vi giftede os såmænd af kærlighed, jeg og den rare frue, formedelst hun aldrig havde kendt en mand, der var mere efter hendes sindelag, og som havde så køn en kofte at bære som jeg. Er det ikke sandt, hvad jeg siger, nådige frue?«
Hun nikkede. Under disse kvaler svigtede hendes stemme, og læberne skælvede, idet hun betvang gråden. Karen vendte sig om og tilkastede Svend et bebrejdende blik.
»Ak, Gjøngehøvding!« udbrød hun sørgmodig, »er det således, I holder eders løfter? Jeg ventede mig bedre af eder.«
»I skal heller ikke blive skuffet,« svarede Svend godmodig. »Endnu har det ingen fare.«