WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Gjøngehøvdingen




(1853)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


29. Hvorledes teologien kan opfordre til uforsonliged


   I samme øjeblik, den svenske rytter vendte sig om mod fru Elsebeth og greb hendes tøjler for med magt at føre hesten ind mellem træerne, blev han anråbt af sine kammerater, der nu havde nærmet sig på få skridts afstand. Dragonen opgav sin hensigt og slap tøjlerne.
   De tre sidstankomne førte ligesom deres kammerater en oppakning, der bestod af klædningsstykker, tinfade, dræbte gæs og høns. En af dem havde en stor messingkedel hængende foran på hesten som en pauke. Man havde ikke vraget eller forsmået nogen som helst genstand, der kunne lade sig gøre til penge nede i Vordingborg.
   Rytternes usikre holdning og glødende kinder vidnede tillige om den opmærksomhed, de under toget havde haft lejlighed til at skænke bøndernes mjød og brændevin. Fra nu af fulgte Ibs øjne uafbrudt enhver af Svends bevægelser; han havde en dunkel anelse om, hvad der forestod, rettede sig i sadlen og klirrede med sin sabel.
   »Hvad djævelen er det for et kammeratskab, du her har gjort, Wentzel?« udbrød den ene af rytterne.
   »Det er et meget godt kammeratskab,« svarede Wentzel. »Den lille jomfru der skal være min kone, den gamle er hendes moder, hende har jeg også ærlig og redelig gjort til bytte, før I kom, hvorpå jeg har taget de gode mænd, som rider med os, til vidne.«
   »Sikke kostbare klæder, den gamle har på,« udbrød den ene.
   »Ja, og en lang sølvkæde om halsen med en skilling i,« ytrede Wentzel, »hvad giver du mig for den?«
   »Hendes kåbe vil jeg købe af dig, at jeg kan give min kæreste den nede i byen.«
   »Men hvad er det for to mænd, der rider med? Den ene ser jo ud, som om han var vagtmester blandt krigsfolket.«
   »Ja, jeg er vagtmester,« svarede Ib forekommende.
   »Og den anden i den grønne kofte med jægerhornet ved siden. Hvad er jer håndtering?«
   »Jeg er skytte,« svarede Svend, »og kan tude i hornet for de gode krigsmænd.«
   »Så tud os et stykke!« sagde Wentzel.
   »Ja, nok!« svarede Svend. Han satte hornet for munden og udstødte tre stærke og langtrukne toner, der gentoges af ekkoet dybt inde i skoven; derefter blæste han en jagtmelodi, som jægerne bruger, når de samles til jagten. Wentzel smilte og kastede et tilfreds blik omkring sig. Da Svend tav, bøjede vagtmesteren sig forover på hesten og udbrød med den største ligegyldighed, som han kunne give sin stemme:
   »Der nede på vejen kommer en mand gående, og han er klædt i en kofte.«
   »Jeg ser det nok,« sagde Svend.
   »Nå, hvad bliver der så af vor handel, Wentzel, skal jeg købe den rare kæde, din kones moder bærer?«
   »Nej, den skal sælges, som den vejer til. Hendes kåbe vil jeg hellere skille mig ved, og jeg mener, at tre sølvdalere er en spotpris for den.«
   »Tre sølvdalere!« gentog rytteren, »ja, men for den pris får jeg vel hendes fjerhat med?«
   »Det skal du,« sagde Wentzel.    »Vil hun også sige mig for god, at det er et rigtig fint tøj, hun har sat i sin kåbe?« vedblev rytteren, henvendt til fruen.
   Den ulykkelige dame tav, hendes tidligere selvtillid var forsvundet. Hun kastede et frygtsomt og bønligt blik over til Svend.
   »Vær barmhjertig, Svend Gjønge!« bad Karen hviskende, »ser I ikke min stakkels moder? Hvor længe vil I lade hendes straf vare?«
   Jeg tænker ikke på nogen straf,« svarede Svend. »Da hun hånede mig, sagde hun kun, hvad hun tænkte, og hun tænkte som alle de andre af hendes stand. Jeg tøvede blot, fordi jeg ville se at blive af med disse folk på en fredelig måde, uden at vor strid skulle gøre larm og vare dem dernede.«
   »Men de vil jo berøve min moder den kåbe hun bærer,« vedblev Karen. »O, for min skyld! Læg eder der imellem og forhindre det.«
   »Nu vel da!« sagde Svend. »For eders skyld. I skal blive dette selvskab kvit.«
   »I gode mænd!« vedblev han, hen vendt til dragonerne »hold nu op med den sludder! I handler jo som børn og købslår om sager, der aldrig vil tilhøre eder.«
   »Eja!« råbte dragonerne, lige meget forbavsede over disse ord og det truende ansigt, som ledsagede dem, »hvem vil forbyde det?«
   »Det vil min tro jeg!« svarede Svend, og i samme øjeblik kastede han sin hest til siden og sporede den til et rasende spring ind mod de to ryttere, der red ham nærmest. Den ene af disse veg tilbage, Svend huggede den anden i hovedet med sin hirschfænger. I samme Øjeblik, Ib bemærkede Svends første fjendtlige bevægelse, holdt han sin hest tilbage, hvorved Wentzel kom ham et skridt forud; Ib bøjede sig over mod ham, greb ham i skulderen, hævede ham ud over sadelen og kastede ham med al kraft ned mod jorden. De to andre dragoner greb deres pistoler, men inden de kunne gøre hylsteret fri for de pakker af klædningsstykker, som hang over dem, hørte de Svend råbe:
   »Se eder om! Ved det første skud, I løsner, er I dødsens!«
   Rytterne studsede. På begge sider af vejen kom tre mænd til syne fra træerne og rettede deres bøsser mod dem. De begreb, at al modstand ville være unyttig. Wentzel havde rejst sig op efter sit ublide fald, han rakte Ib sin sabel og udbrød:
   »Det var et godt kammeratskab, vi sluttede.«
   »Å ja,« svarede Ib, »på alfarvej skal man se sig for.«
   »Læg eders våben fra jer,« sagde Svend. »I fornemmer vel, vi har overmagten.«
   Rytterne kastede deres våben. To af gjøngerne nærmede sig stedet med geværløbene rettede mod de våbenløse svenskere og sankede våbnene sammen.
   »I binder deres hænder, Tam og Jens,« vedblev Svend, »og fører dem og hestene op på Jungshoved slot. Holder de sig rolige, så gør dem intet ondt, prøver de på modstand, så skyd dem ned. Hvis I kan komme så betids tilbage, så ved I, hvor vi mødes hernede.«
   Efter disse fyndige befalinger gav Svend Ib et vink, og de fire ryttere satte sig atter i bevægelse.
   Karens ansigt var blevet blegt under det foregående optrin; da de red videre, trængte hun sin hest nærmere hen til Svends; hun ville tale, men idet hun hævede sit hoved op mod ham, strålede hendes øjne af tårer, og hun lod den ytring af taknemmelighed, han allerede læste i ethvert træk, bero ved at lægge sin lille hånd oven på hans.
   Ibs hele ansigt viste et uafbrudt smil, han gned sine hænder, rettede på sin uniform og vendte sig flere gange om i sadlen for at se, hvorledes det gik de overvundne. Gjøngerne havde allerede bundet deres hænder og førte dem tilbage ad vejen til Jungshoved.
   »Hvem har vi der?« udbrød Svend og pegede hen på vejen, hvor man så to mænd komme ud fra en tværsti og nærme sig rytterne.
   »Den ene er Abel,« svarede Ib, »den anden kender jeg ikke.«
   »Her bringer jeg dig en mand,« udbrød Abels dybe basstemme, endnu inden han nåede dem, »som gik og forhørte sig efter dig hos vore folk, og som lod sig forstå med, at han havde et vigtigt ærinde at besørge.«
   Svend betragtede nogle øjeblikke den fremmede, han genkendte ikke dette blege, intetsigende ansigt, Ib havde en bedre hukommelse og udbrød efter at have kastet et blik på manden:
   »Det er jo den fromme kapellan, som vi mødte i Vordingborg den dag, vi gik at skrifte for præsten.«
   »Ja, det er mig,« svarede Tange. »Jeg har søgt efter eder den hele dag, og -«
   »Det er godt,« sagde Svend, »ret nu skal vi tales ved om eders ærinde.« Han vendte sig mod Abel og udbrød:
   »Har I set noget til dem dernede?«
   »Der ligger otte mand på Høfdingsgaard og støjer som besatte. Vi var alt kommet ned i byen, da vi hørte dig tude i hornet.«
   »Om nådigfruen så behager,« vedblev Svend, henvendt til fru Elsebeth, »skal denne mand føre eder til præsten i Sønder Mehrn, hvor I kan vente, til svenskerne drager bort fra Høfdingsgaard. Jeg håber ikke, det vil vare længe.«
   Fru Elsebeth var villig hertil og førte sin hest efter Abel med en særdeles høflig hilsen mod Svend. Idet Karen fulgte sin moder, rakte hun ham hånden og ledsagede denne hilsen med et smil og et dvælende blik.
   »Nå, præst!« udbrød Svend, »hvad nyt kan I så have at bringe mig? I må fatte eder kort, der er ikke længe til aften og vi skal endnu være færdige med et stykke arbejde forinden.«
   »Det er just for samme arbejdes skyld, at jeg kommer. Kanske jeg kan være eder til nogen nytte.«
   »I!« udbrød begge gjøngerne forundrede.
   »Hvorfor ikke? Jeg har i de sidste dage haft tilhold hos ridefogden på Høfdingsgaard, hvor svenskerne nu huserer. Jeg skal vise eder en løngang, hvorfra I uformærket kan komme op i gården, og jeg skal levere dem alle i eders hænder, folkene og kaptajnen, at I kan handle med dem, som I lyster.«
   »Og alt dette vil I gøre, en gejstlig og fredens mand?«
   »Det vil jeg,« svarede Tange bestemt.
   »Ved I hvad, kapellan; jeg tror eder ikke.«
   »Det kan være, men når denne aften er forbi, skal I få bedre grund til at tro mig, end I har haft tilforn.«
   »Hvad mener I dermed?«
   »Ak, Gjøngehøvding! Ulykkeligvis var det mig, der kom til at røbe eder, den gang I drog bort med skatten fra Vordingborg.«
   »Ja, folk sagde det rigtignok,« svarede Svend, »men jeg troede ikke, at I selv ville vove at fortælle mig det.«
   »Jeg kan ikke tabe mere derved, end jeg alt har tabt. Præsten jog mig bort fra sit hus, hans datter gav mig min trolovelsesring tilbage, og jeg forlod byen, tiggefærdig og hånet af alle. Så drog jeg op til København for at lade mig stille blandt landets krigsfolk og få lejlighed til en bedrift, der kunne slette den forrige ud, men freden kom forinden, jeg vandrede af sted igen på min fod for at søge mit ophold, hvor jeg kunne, det har jeg nu fundet hos min kære mosters søn, fogden på Høfdingsgaard, hvor jeg lærer hans små børn kristendom og at skrive på tavle. Alt som jeg sidder ved mit arbejde i morges, kommer han, denne nedrige kaptajn, årsagen til alle mine genvordigheder, ridende ind i gården for at røve og plyndre; da løb galden mig i blodet, jeg længtes efter at forskylde ham de ulykker, han havde bragt mig i, og gik for at opsøge eder, så snart fruen var redet bort.«
   »Hvad er det for en kaptajn?«
   »En hvervet mand, tysker af fødsel, hans navn er Manheimer.«
   »Manheimer!« udbrød begge gjøngerne.
   »I tager fejl,« udbrød Ib.
   »Ak nej!« svarede Tange, »jeg har endda årsag nok til at erindre mig hans person.«
   »Men han blev skudt oppe ved Køge.«
   »Ja, jeg har hørt det fortælle af Bodil Ebbesdatter, hende, de kalder Kulsoen. Men kaptajnen bar en brystharnisk under sin køllert. Da I affyrede eders pistol på ham i et par skridts afstand, sank han til jorden, bedøvet efter slaget af kuglen, der dog kun havde gjort en dyb bule i brystpladen uden at trænge igennem den.«
   »Og nu vil I altså forråde svenskerne til os, ligesom I før forrådte os til svenskerne?« ytrede Svend.
   »Nu vil jeg gengælde ham det onde, han har bragt over mig, og gøre min uret mod eder god igen.«
   »Ja, jeg siger tak! Men vi har ikke eders hjælp fornøden, I går eders vej, jeg går min. Enhver af os vil stå sig bedst derved.«
   »I afslår da min bistand?« spurgte Tange. »Hvorledes vil i komme ind på slottet, som kaptajnen holder besat?«
   Ib udstødte en hånlig latter.
   »Hvorledes kom vi ud af kirken,« svarede Svend, »da kaptajnen holdt den besat? Den gang stod endogså I på hans parti.«
   »Ja, ja, Gjøngehøvding!« svarede Tange, som havde ventet sig et andet udfald af denne samtale. »Jeg går da min vej, siden I vil det så. På Høfdingsgaard mødes vi igen, og I skal dog få at se, at min hjælp kan komme eder til gode.«
   »Det kan være,« svarede Svend ligegyldigt. »Men jeg mener ikke, at vi skilles endnu; siden I har haft umage med at opsøge mig, så lad os følges, til vi kommer lidt bedre frem.«
   »Jeg forstår eder. I mistænker min hensigt og har ingen tiltro til mig.«
   »Ikke megen tiltro, herre præst, ikke megen!«
   Derefter forlod de landevejen og fulgte en smal og banet sti inde i skoven. Høfdingsgaard lå i Frederik den Tredies tid nærmere havet end det nuværende sted af samme navn. Den var befæstet med en høj jordvold, der omgav slottet på de tre sider. Tæt under muren på den fjerde side løb åen fra Lekkinde sø, som dannede et tilstrækkeligt værn og tillige fyldte de øvrige grave uden for volden. Mod sydost var anbragt en bred vindebro midt foran begge gårdens fremspringende fløje. Bygningen selv var omgivet af skoven som skjulte den i et bøsseskuds afstand. Derfra løb en bred alle af elm og popler op mod vindebroen.
   Da gjøngerne var kommet på hin side åen, så de slottet oplyst af den nedgående sols stråler og vindebroen draget op foran porten. De gjorde holdt, tog magisteren i deres midte og lejrede sig på stedet, medens Svend og Ib sneg sig videre hen ad alleen.
   For enden af denne stod en skildvagt med karabinen på skulderen og stirrede med et længselsfuldt blik op imod slottet, gennem hvis åbne vinduer en bedøvende larm af latter og sange og utydelige ord trængte ned til ham.
   Svend lagde sin hånd på lbs arm og hviskede:
   »Denne mand -«
   Ib forstod ham, nikkede og svarede:
   »Det er da altid een mindre. Træd over bag den gamle eg der, så kan du bedre se, hvor skønt jeg bærer mig ad.«
   Svend smilte. Ib stak en pistol ind på brystet på sin kofte og krøb hurtigt og umærkeligt som en snigende kat fra træ til træ, nærmere til soldaten. Denne blev stående lænet op til et træ uden mindste anelse om, hvor pludselig han ville blive afbrudt i de behagelige tanker, som beskæftigede ham. Vagtmesteren nærmede sig, han syntes at glide hen over græsset og løvet uden at bevæge det. Da han havde nået træet, foran hvilket hans fjende stod, rejste han sig op i sin fulde højde, gjorde et spring og slyngede begge sine arme om dragonens hals. Denne udstødte en ed, vendte hovedet og mødte Ibs listige ansigt. Han fattede endnu ikke den truende virkelighed.
   »Lad din karabin falde,« udbrød Ib. Dragonen søgte at slide sig løs, men vagtmesterens arme klyngede sig bestandig fastere omkring ham. Den ulykkelige udstødte et hæst skrig.
   »Vil du tie stille!« hviskede Ib. »Ved det første kvæk du vover, skal jeg dreje dit halsben i stykker, så du aldrig skal få det repareret igen. Sikken en! Man skulle vel gøre mange omstændigheder for hans skyld!« Efter disse ord hævede han dragonen i vejret, tog ham under sin arm og bar ham ind i skoven som en pakke tøj.
   »Herre Gud Fader!« hviskede fangen i en grædende tone, »hvad har I i sinde med mig arme menneske?«
   »Jeg vil æde dig levende,« svarede Ib, »om du ikke ligger stille og lader fare at krølle min nye kofte. Tøv lidt, prøv nu på, om det ikke skulle være dig muligt at gå de par skridt, vi har tilbage. Jeg tror, det bliver nok så bekvemt for os begge.«
   Han lod dragonen falde til jorden og greb ham i kraven, idet han førte ham foran sig hen til stedet, hvor Svend ventede.
   »Gud nåde mig syndige mand!« udbrød fangen og strakte begge sine hænder frem mod Svend. »Jeg er en ærlig tysk dragon, som ikke står i ledtog med dem deroppe.«
   »Og dette bæger!« ytrede Svend, idet han pegede på et fladtrykt sølvbæger som stak op af soldatens inderlomme.
   »Ak, de andre havde tabt det på vejen, så tog jeg det til mig for at levere det til den rette ejermand,« svarede soldaten med en skinhellig mine.
   »Jeg kommer nok til at slå et par ben i stykker på dig,« sagde Ib truende.
   »Jeg vil sværge på at det er sandt, så mange eder, I forlanger.«
   »Giv mig bægeret, så skal det blive leveret til ejermanden,« sagde Svend. »Og læg nu nøje mærke til, hvad jeg siger, så skal dit liv blive skånet.«
   »Gud velsigne jer, nådige herre! Om I vidste, hvordan jeg tiggede og bad dem at lade den røven og plyndren fare -«
   »Hold mund og hør efter,« sagde Ib.
   »Hvem fører rytterne?«
   »Den strenge kaptajn Manheimer.«
   »Godt,« ytrede Svend henvendt til Ib, »i dette punkt har han dog faret med sandhed. - Du går nu op på gården og hilser kaptajnen fra Svend Gjønge, at jeg har besat skoven med mine mænd, og at jeg giver ham forlov til at drage uhindret bort, dog uden at han fører noget rov med sig. Så længe solen skinner over de to skorstene på Høfdingsgaard, vil vi vente; er han ikke borte til den tid, skal han aldrig vende levende derfra. Kan du forrette dette ærinde?«
   »Til punkt og prikke, nådige herre Gjønge!« svarede rytteren med det venligste ansigt. Derpå gjorde han et dybt buk og forsvandt. Ib havde glemt at tage karabinen med, rytteren bukkede sig, idet han løb forbi træet, og tog den op. Da han kom til vindebroen, udstødte han et gennemtrængende skrig, hvorved det lykkedes ham at overdøve larmen i værelserne. Gjøngerne så kaptajnen træde hen til vinduet, straks efter gik broen ned, men blev draget op igen, så snart soldaten var kommet over.
   Nogle minutter forløb i tavshed, derpå opstod et almindeligt skrig inde i gården.
   »Vi vil dog vist få brug for det tredie middel,« udbrød Ib.
   »Det skal komme an på dem selv,« svarede Svend, »men det hører Gud, at i så fald slipper Manheimer ikke levende fra mig.«
   Endnu medens han talte, så han de svenske ryttere vise sig ved vinduerne. Manheimer råbte nogle ord, som det var umuligt at høre i den lange afstand, men som heller ikke behøvede anden forklaring end den truende hånd, han udstrakte mod det sted, hvor Ib og Svend stod skjult. Derpå begyndte støjen igen, mere vild og gennemtrængende end før.
   »Det er godt,« sagde Svend, »nu forstår vi dem, de skal få deres lyst styret.«


Kapitel 30 >